Bartóks Koncert for orkester - 6. maj 2021

BARTÓKS KONCERT FOR ORKESTER 6. MAJ 2021 19.30 CARL NIELSEN SALEN - ODENSE KONCERTHUS Dirigent: Rossen Gergov Solist: Leonardo Altino, cello Antonín Dvořák: Karneval-ouverture (1841 - 1904)

Varighed: ca. 10 min.

Friedrich Gulda: Cellokoncert (1930 - 2000) I Ouverture

II Idylle III Cadenza IV Menuett V Finale alla marica

Varighed: ca. 30 min.

Béla Bartók: (1881 - 1945)

Koncert for orkester

I II III IV V

Introduzione. Andante non troppo Giuoco delle coppie. Allegretto scherzando Elegia. Andante non troppo Intermezzo interrotto. Allegretto Finale. Pesante - Presto

Varighed: ca. 38 min.

DANS, SANG, SVED, BERØRING, JUBEL OG EKSTASE “Ved nattetide nærmer en vandrer sig en by, hvor et sandt nydelsens karneval hersker. Vi hører jubelbrøl og uhildet glæde fra mennesker, der får luft for deres følelser gennem sang og dans.”

Det lyder måske ganske præcist som den scene, mange af os gennem det seneste års tid har afspillet i vores hoveder, når vi turde forestille os slutningen på corona-epidemien, hvor vi endelig - ENDELIG - kan give los igen og røre, danse, grine og synge sammen uden tanke på incidenstal, positivprocent, mundbind og håndsprit.

Men det er faktisk Antonín Dvořáks egen 130 år gamle beskrivelse af, hvad han prøver at skildre i toner i sin Karneval-ouverture - den midterste af tre koncertouverturer, der skulle indkapsle menneskelivet på godt og ondt i en beskrivelse af ‘de tre store kreative kræfter i universet: natur, liv og kærlighed’. Og jeg synes, han lykkes helt sublimt med at lade Karneval-ouverturen stå for dén del, der beskriver alt det gode i livet: fest og farver, dans, glæde og selvfølgelig kærlighed - dér i midten, hvor fløjten og soloviolinen pludselig får øje på hinanden midt i al virakken og med et smukt, folkloristisk tema afslører, at denne musik er skabt i samme kunstneriske periode som hans berømmede 9. symfoni, Fra den nye verden. De mørkere aspekter af både naturen og det menneskelige følelsesliv har han forvist til de to andre ouverturer med titlerne I naturens rige og Othello. Her nøjes vi, ganske passende for vores glæde ved at gense dig, kære publikum, i salen, med glæde, jubel og dans til den lyse morgen.

SPÆND SIKKERHEDSBÆLTET TIL EN TUR I MUSIKCENTRIFUGEN! Når man køber billet til en koncert, det være sig klassisk, pop, rock, jazz eller én af de mange, mange andre musikgenrer, så ved man som regel, hvad man har købt billet til.

Men når det gjaldt det eklektiske musikfænomen af en excentriker, den østrigske pianist Friedrich Gulda, så kunne man aldrig vide sig sikker. Han var ubestridt én af de fremmeste fortolkere af det helt klassiske klaverrepertoire nogensinde - en virtuos, men meget respektfuld og nodetro fortolker af Bach, Mozart og Beethovens klaverværker - men kunne uden videre bryde ud i vilde jazz-improvisationer, egne kompositioner eller endog meget kreative kammermusikalske indslag. Han var en éner på den musikalske stjernehimmel, der insisterede på at optræde med en mellemøstlig jødisk hovedbeklædning, hawaiiskjorte og store, lilla solbriller, hvis han da overhovedet havde noget på; til mindst én koncert (i 1970 med Schumann-sange fortolket for to blokfløjter!) dukkede han op på scenen i Adam-kostume. Han afskyede samtidens forkærlighed for modernistisk musik og omtalte sig selv som “den vigtigste kreative musiker i anden halvdel af det 20. århundrede” med den livsvigtige opgave at redde musiklivet fra modernismen og “tolvtonemusikkens blindgyde”.

Kreativ var han i hvert fald! Han begyndte ret tidligt at dyrke jazzen med samme lidenskab, som han havde kastet efter de gamle mestre, og han opnåede at samarbejde med en lang række af de allerstørste jazzmusikere. Han grundlagde desuden et jazz-akademi med fokus på improvisation, komponerede genresprængende værker, og ved hans koncerter kunne man aldrig vide, hvad der sprang fra tangenterne; ofte havde han et würlitzer på scenen ved siden af sit Steinway, hvis han nu fik lyst til at peppe Mozart lidt op. Men in-

gen, selv ikke hans argeste kritikere, kunne påstå, at der var så meget som spidsen af en finger at sætte på hans indspilninger af klaverrepertoirets allerstørste, klassiske værker.

En så farverig musikpersonlighed delte naturligvis vandene i den fine, gamle musikby Wien, og året før sin død i år 2000 besluttede han sig for at finde ud af, hvad hans eftermæle mon ville være, hvorfor han iscenesatte sin egen død, for, som han lakonisk bemærkede efter en veloverstået ‘genopstandelsesfest’, komplet med gogo-dansere og hele molevitten: “Hvis man vil være noget ved musikken i Østrig, så skal man først være død!”.

Cellokoncerten fra 1983 indkapsler på allerbedste vis hele denne utroligt farverige personlighed. Det er et værk i 5 satser for en temmelig usædvanlig besætning: blæserensemble, rytmegruppe og selvfølgelig solocello. Og jeg må erkende, at første gang, jeg hørte starten på førstesatsen, så måtte jeg lige tjekke, om det var det rigtige værk, jeg lyttede til!

Men den er god nok: Gulda fræser gennem hele musikhistorien, fra Bach, Mozart, folkemusik, rock, jazz, tango, streetband-musik og alt derimellem. Og jeg kan kun anbefale at

LEONARDO ALTINO

deponere alle forestillinger og fordomme under stolerækken foran og lade dig overraske af en ruskende musikalsk rundtur med en vanvittigt virtuos cello i centrum; i den seks minutter lange solokadence, der udgør 3. sats, er det næsten svært ikke at tabe både kæbe og briller og andre løstsiddende dele, når cellisten går fuldstændigt amok på det smukke instrument.

BARTÓK DID NOT GO GENTLE INTO THAT GOOD NIGHT Da Béla Bartók sammen med sin kone Ditta ankom til New York med et dampskib d. 30. oktober 1940 på flugt fra et hjemland i nazisternes stadigt stærkere greb, var han nok allerede syg af den leukæmi, der endte med at tage livet af ham små fem år senere. Han var fattig, træt og havde ikke meget mod på hverken livet eller komponistgerningen. Efter at have brugt det meste af livet på, sammen med kollegaen Zoltán Kodály, at dyrke det nationale og indsamle og dokumentere folkemusikken og dens musikalske byggesten i hjemlandet Ungarn (samt i øvrigt også i Slovakiet, Rumænien, Bulgarien, Moldova, Algeriet og Tyrkiet), samt, i kærlighed for det særegent ungarske, lagt grunden til den videnskabelige gren musiketnologi, kunne han nu ikke længere genkende sit elskede hjemland og sendte først alle sine manuskripter ud af landet og fulgte sidenhen selv med over Atlanten.

I USA var han mest kendt som pianist, og der var ikke stor efterspørgsel på hans kompositioner. Ydermere fandt han det svært at koncentrere sig i byens heksekedel af forstyrrelser og lagde mere eller mindre an til bare at lade stå til. Faktisk anses det for overvejen-

ROSSEN GERGOV

de sandsynligt, at den 6. strygekvartet ville have været hans sidste komposition, hvis det ikke havde været for den fremsynede leder af Boston Philharmonics, Sergej Koussevitskij, der, velvidende at den stolte Bartók ikke ville god- eller modtage nogen form for almisser, bestilte Koncert for orkester af den livstrætte komponist. Dermed satte han, halvt uforvarende, gang i en kreativ kraftudladning fra den dødssyge ungarske komponist, der i en kamp mod uret og kroppens forfald pludselig opbød adskillige af hans bedste værker overhovedet. Foruden altså koncerten for orkester fik han skrevet sin berømmede soloviolinsonate, den neoklassiske 3. klaverkoncert og bratschkoncerten. Han nåede dog ikke selv at opleve den overvældende og varige succes af disse værker, inden han døde i en alder af kun 64 år.

Med sin Koncert for orkester fik den revitaliserede Bartók skabt en moderne klassiker til alverdens koncertsale, og den dag i dag er det ét af de værker, som musikerne rundt om på kloden glæder sig allermest til at spille. For det er skrevet virtuost og solistisk for så godt som hele orkestret, og alle får en berettiget tur i spotlightet; sågar tubaen har en markant og særdeles morsom solo! Bartók blev selvfølgelig spurgt til, hvorfor han mon ikke bare kaldte sit store 5-satsede værk for en symfoni, men det ville ikke være den rigtige titel, mente han, når han i kompositionsprocessen havde anset alle instrumenter og instrumentgrupper som ligeværdige solister - og en solist plejer nu engang at være hovedpersonen i en instrumentalkoncert; derfor altså ‘Koncert for orkester’.

KONCERTEN BID FOR BID 1. sats

Bartók lægger ud med en sats i den musikalske stil, han selv og andre omkring ham benævnte ‘nattemusik’: langsomme satser med ildevarslende dissonanser som baggrund for naturlyde og ensomme melodier, som man genfinder i næsten alle Bartóks sene værker.

Han var uendeligt fascineret af naturens orden og fandt sin religion ude i skoven; ofte er rytmer og takttal tilpasset efter det gyldne snits proportioner, som man genfinder dem i fingerleddenes indbyrdes længdeforhold, solsikkens intrikate mønstre, fyrretræskogler, kål, ananas eller udtrykt fibonacci-talrækken: 1 1 2 3 5 8 13 21 35 osv.; hos Bartók er meget lidt deleligt i to og fire.

2. sats

Her får blæserne i orkestret virkelig lov til at lege! Ansporet af en marchtromme sætter hele blæserkorpset på skift i gang med en musikalsk leg: de spiller to og to i “Parrenes leg”, som satsen er benævnt, og alle i forskellige intervaller (nørd-alarm!): fagotterne spiller konsekvent med en lille sekst mellem tonerne, oboerne spiller i små tertser hele vejen igennem, klarinetterne i noget så speget som små septimer, fløjterne i kvinter og endelig trompeter i herlige små sekunder, der altså ligger og skurrer lige op og ned ad hinanden, så det kildrer dejligt i tæerne. Horn og basuner byder ind med en lækker koral, inden legen fortsætter ufortrødent. Den prominente tromme sørger for relativ ro og orden.

3. sats

Elegi - en klagesang. Her byder Bartók på mere nattemusik, men, takket være de to harper, nu i en mere magisk udgave. Masser af småkravl, lysende øjne i mørket og måske en enkelt sangfugl? Pludselig en eksplosion af følelser, af smerte og sine steder desperation - meget af det næsten orientalsk i tonesproget. Satsen fordamper med morgentågen i de højere piccolo-luftlag.

4. sats

Afbrudt intermezzo er titlen: to små melodier i skæve taktarter udgør den ufarlige og hyggelige mellemsats, hvor klarinettisten sidder og glæder sig som et lille uartigt barn til at sætte gang i løjerne ved at citere den yderst festlige ’Da geh’ ich zu Maxim’ fra Léhars Den glade enke og dermed udgøre afbrydelsen, godt bakket op af en brovtende messingsektion, inden det lille tema genvinder fatningen og behersket sætter scenen for energiudladningen i sidste sats.

5. sats

Her i finalen kommer titlen Koncert for orkester helt og fuldt til sin ret, for det er simpelthen virtuos orkestermusik i yderste potens. ALLE musikere i orkestret skal sidde alleryderst på stolen for at følge med i de hæsblæsende tempi og vilde fugeringer med ganske få åndehuller undervejs. Specielt imponerende er en droneunderlagt passage, hvor alle messingblæserne får lov at skinne så lysende klart oven på de bravt kæmpende strygere, at ørerne næsten bliver blændet. Og de frenetiske opbygninger undervejs i satsen er så fulde af liv og energi, at det er svært at begribe, at det er konciperet af en mand på gravens rand og giver fuld betydning til ordene i starten af Dylan Thomas’ berømte digt (der i øvrigt er skrevet to år efter Bartóks død): Do not go gentle into that good night, Old age should burn and rave at close of day; Rage, rage against the dying of the Light.

Programnote af Ole B. Kiilerich, Musikformidler

Koncerten optages til DR P2. sendes fredag d. 7/5 fra kl. 19.20.

MEDVIRKENDE Rossen Gergov, dirigent Bulgarske Rossen Gergov begyndte at spille klaver, da han var fem år, og allerede, da han var 11 år, modtog han sin første pris ved en international musikkonkurrence i Italien. Senere begyndte han også at spille klarinet og komponere sin egen musik, indtil han fandt sin sande passion i dirigentfaget. Han startede med at studere direktion som 15-årig, og allerede året efter modtog han en særlig pris for sit talent ved en international musikkonkurrence i Sofia. Siden har Gergov modtaget en lang række andre priser, ligesom han har dirigeret et hav af forskellige orkestre over hele verden.

Leonardo Altino, cello Leonardo Altino er født ind i en musikerfamilie i Pernambuco i Brasilien. Allerede som seksårig begyndte han at spille cello. Da han var 14 år, fik han sit musikalske gennembrud, da han blev den yngste vinder ved Jovens Concertistas Brasileiros-konkurrencen i Rio de Janeiro, og året efter havde han optrådt som solist med alle de største orkestre i hele Brasilien. Leonardo har siden været solist over det meste af verden, samtidig med at han har delt ud af sine store, musikalske erfaringer på festivaler og masterclasses på tværs af kloden.

Leonardo er desuden bror til Odense Symfoniorkesters 1. solobratschist, Rafaell Altino.

FAMILIESYMF SJOV TIL KLASSISKE NYBEGYNDERE 7. MAJ 2021 KL. 17.00

ODENSE KONCERTHUS Koncert for orkester af B. Bartók Et musikalsk mesterværk for hele familien

BESTIL BILLETTER PÅ

ODENSESYMFONI.DK

75 ÅRS JUBILÆUM

SÆSON 2021 M U SIK DER B L I V E R I KR OP P E N

LØSSALGET ER I GANG BESTIL BILLETTER PÅ ODENSESYMFONI.DK

2. - 3. SEP 2021

2. DEC 2021

9. JUN 2021

MUSICALSTJERNER

VEDERNIKOV – IN MEMORIAM

DEN DANSKE SANG

Solister: Julie Steincke, Silas Holst m.fl.

Odense Symfoniorkester ønsker med denne koncert at mindes æresdirigent Alexander Vedernikov

Solister: Blum & Haugaard Band

ODENSE KONCERTHUS

ODENSE KONCERTHUS

ODENSE KONCERTHUS