Pro Musica - 5. marts 2013

Pro Musica Tirsdag 5. marts 2013 kl. 19.30 Pro Musica Salen – Odense Koncerthus

PROGRAM Johannes Brahms: Horntrio, opus 40 for horn, violin (1833-1897) og klaver 1. Andante 2. Scherzo: Allegro 3. Adagio mesto 4. Finale: Allegro con brio Medvirkende: Tone Sundgård Anker, horn. Bjarne Hansen, violin. Ole Bartholin Kiilerich, klaver

Sergej Prokofjev: (1891-1953)

Kvintet opus 39 i g-mol 1. Tema med variationer 2. Andante energico 3. Allegro sotenuto, ma con brio 4. Adagio pesante 5. Allegro precipato, ma non troppo presto 6. Andantino

Medvirkende: Henrik Skotte Larsen, obo. Svante Wik, klarinet. Pierre Guis, violin. Esther Mielewczyk, bratsch. Maria Møller-Jørgensen, bas

Claude Debussy: (1862-1918)

Strygekvartet, opus 10 1. Animé ét très décidé 2. Assez vif et bien rythmé 3. Andantino doucement expressif 4. Trés modéré

Medvirkende: Mira-kvartetten: Signe Madsen, violin. Birgitte Bærentzen Pihl, violin. Mina Fred, bratsch. Vincent Stadlmair, cello

odensesymfoni.dk

Bjarne Hansen Tæt på

net var på hastig fremmarch, men dets værdi overfor naturhornet blev bestridt, skrev Brahms sin trio for naturhorn, fordi det har en mere dyster og melankolsk klang, der passer til sorg, og forbindes med natur. Tone Sundgaard Anker spiller dog på ventilhorn, der i vor tid har en lige så smuk klang.

Johannes Brahms i dyb sorg over sin mors død … og alle horntrioers moder, som han skrev til minde om hende Til Brahms’ sorg flyttede hans forældre fra hinanden i 1864 efter års uoverensstemmelser, og i februar året efter fik hans mor Christiane et hjerteslag. Brahms fik telegram om, at ville han se sin mor, før hun døde, skulle han komme med det samme, men da han nåede til Hamburg, var hun allerede død. Den følgende sommer opholdt han sig som sædvanlig i Schwarzwald, hvor han lejede to værelser privat til forskel fra det foregående års hotelophold. Han gik lange ture i skoven, og på en af dem fik han inspiration til temaet i første sats af sin horntrio.

Han arbejdede i det første år efter moderens død kun med to værker, et requiem og hornkoncerten, som blev bygget op om sorgen og minderne. Det ses i temaerne, af hvilke det fra adagioen var komponeret 12 år tidligere, mens andre temaer stammer fra sange, hans mor lærte ham som barn.

Brahms bearbejder i trioen sin sorg for til slut at postulere, at nu er han på vej ud af den, forløst af minderne om moderen, der støttede ham i hele hans karriere. For at få den sorgfulde virkning brød Brahms for første gang med sonateformen i første sats, som med afvekslende A-B-A-B-A har tre langsomme og to hurtigere dele. Nu ville den traditionelt langsomme anden sats virke forkert, så i stedet blev den en scherzo, hvor de lykkelige erindringer om moderen brød igennem. Tredje sats er den centrale og betegnet som det mest hjerteskærende, Brahms har skrevet. Tempobetegnelsen er sjælden: Adagio mesto, sorgfuld adagio, og her græder musikken, så man skal være en sten for ikke at blive berørt. Fjerde sats er nok allegro, men først efter hård kamp sætter naturhornets hele toner sig igennem overfor de mange halvtonetrin, der giver sorgens udtryk, så den sørgende kan komme videre med sit liv. Noget, der ikke gjaldt Brahms og kammermusik, for det var det sidste stykke, han skrev i otte år.

Trioen er hans første for horn, og instrumenterne de tre, Brahms havde studeret. På et tidspunkt, hvor ventilhor-

Trioen blev uropført 1865 med Brahms ved klaveret. Nogle kunne ikke lide bruddet på normerne. Andre kunne ikke forlige sig med ’alt for meget sorg’. Publikum lærte dog hurtigt at lytte til følelsernes dybde, og tredje sats blev en hjørnesten i Brahms’ produktion. Værket regnes for det 19. århundredes fineste stykke kammermusik for horn og inspirerede mange senere komponister. Aftenens trio har værket som sin absolutte yndlingsmusik og glæder sig til at fremføre det.

Tæt på

Den polytonale ikonoklast Sergej Prokofiev

Tone Sundgård Anker

… og det ’fniseværdige’ stykke balletmusik, han skrev til en turnerende trup Sergej Prokofiev blev født i 1891 og var blandt de unge, der på musikkonservatoriet i Skt. Petersborg revolutionerede musiklivet med deres brug af polytonalitet og dissonanser til det store publikums afsky. Ikonoklast (billedeller mønsterstormer) er en hyppigt anvendt glose om den unge pianist og komponist, der greb chancen for at chokere med sine egne værker, f.eks. Sarkasmer for klaver fra 1912, der netop dyrker polytonalitet og dissonanser.

Lærere og komponistkolleger støttede ham, og han havde Stravinskij som et af sine forbilleder. I 1914 vandt han konservatoriets konkurrence for dets fem bedste pianister, endda med sin egen 1. Klaverkoncert.

Tæt på

Claude Debussys eneste strygekvartet

Henrik Skotte Larsen

…der formåede at revolutionere kammermusikken i et nu

Efter det sovjetiske revolution forlod han landet og boede først i USA, derefter i Tyskland og Frankrig. Under de dårlige tider midt i 1930’erne lod han sig lokke tilbage til det kommunistiske Sovjetunionen, hvor han dels oplevede kunstnerisk succes med f.eks. balletten Romeo og Julie og den børnevenlige Peter og Ulven. Og dels var han blandt de komponister, der i 1948 fik Stalins vrede at føle, da de blev beskyldt for antidemokratisk formalisme og måtte skynde sig at skrive kommunistisk acceptable værker. I Prokofievs tilfælde f.eks. På vagt for freden, som han fik en Stalinpris for.

Det franske musikliv var i en mærkværdig situation efter lynnederlaget i den fransk-tyske krig 1870-71. De karaktertræk, den løsslupne Opera Buffo havde demonstreret, fik medskyld for slap nationalkarakter, og en lignende kritik kunne ses i f.eks. Zolas roman Nana. Mange følte, at man måtte bekende sig til den sundere tyske tradition med Mozart, Beethoven og aktuelt Wagner som rollemodeller. Claude Debussy, født 1862, kom som 11-årig på Musikkonservatoriet i Paris og begyndte snart at skrive melodier til f.eks. digte af Verlaine. Han gjorde sin pligt med wienerklassikerne og foretog to af de nødvendige pilgrimsrejser til Bayreuth (hvorefter han begyndte at reagere imod Wagner). Da han skrev sin strygekvartet, publicerede han den som Strygekvartet i G-mol, Opus 10. Det var den eneste gang, han i en titel medtog genre, toneart og et opusnummer, som er misvisende, men formentlig syntes han, at 10 var et godt, rundt tal, der meddelte, at han ikke var helt urutineret.

Første og sidste af de seks satser varer begge cirka 5 minutter, mens de fire mellemliggende, der udfolder sig som variationer af hinanden, er cirka halvt så lange.

Det er et originalt værk, som vækker stærkt varierende behag hos publikum alt efter, hvor stor harmoni man kræver, da det opererer med dissonanser, polytonalitet og voldsomme rytmeskift. Det har fået en anmelder til at sige, at stykket ’er svært at elske, men let af fnise ad’. Er man til moderne musik vil man nok snarere tilslutte sig denne karakteristik: - En usædvanlig guldklump i Prokofievs produktion, som det virkelig er værd at lytte til.

Mira Kvartetten

Kvintet i g-mol fra 1924 er skrevet i Paris, hvor han fra den omrejsende Boris Romanov Ballettrup fik bestilling på en ballet, hvor musikken skulle passe til truppens besætning på kun fem musikere. Derfor blev balletten Trapeze i realiteten en stribe af kammermusik, og store dele af den blev brugt i kvintetten samt Divertimento, som han publicerede tre år senere.

Esther Mielewczyk

Svante Wik Det utrolige er, at selv om kvartetten overholder alle klassiske betingelser: Fire satser, tempoet, formen etc. bryder den alligevel afgørende med genren.

Pierre Boulez udtalte, at den: ’befriede kammermusikken for fastlåste strukturer, frossen retorik og rigide æstetikker’.

Debussy udtalte: ’enhver lyd i enhver kombination og enhver rækkefølge kan i fremtiden bruges frit i musikalsk sammenhæng’.

Strygekvartetten er bl.a. nyskabende ved at have en cyklisk struktur, hvor hovedtemaet i første sats udvikles gennem alle fire satser, i den fjerde med en rekapitulation af de tre første satser som i Beethovens niende symfoni, som Debussy havde beskæftiget sig intenst med; eller i Berlioz’ ’Symfonie Phantastique’. Pudsigt nok vandt såvel Debussy som Berlioz Prix de Rome med pligt til to års ophold i Rom, og begge følte den romerske hovedstad som en total ørkenvandring.

Hvad er så nyt i Debussys ”traditionelle” strygekvartet?

Sensualiteten, de impressionistiske skift i tonearter samt bevægelsen væk fra klassiske harmonier. Debussy nærmer sig den kromatik, der brød endeligt igennem i hans Forspil til en fauns eftermiddag året efter. Han byder musikerne stof af en sådan sværhedsgrad, at det er blevet diskuteret, om det var medvirkende til, at værket ikke blev en øjeblikkelig succes. Den mest velvillige kritik lød: ’Forvirrende fuld af originalitet og charme, men djævelsk svær’.

Såvel svær at spille som at forstå, men det sidste blev der med Debussys følgende produktion rådet bod på, og nu er det mest utrolige, at mens andre store komponister eksperimenterede sig frem til ’deres’ strygekvartet, skrev Debussy blot en, men hvilken en, og den står stadig som det tidligste af hans hovedværker.

Programnote af Svend Novrup

MEDVIRKENDE Tone Sundgård Anker, horn Født i Trondheim og uddannet i Norge, Tyskland og Schweiz. Vikarierede i studietiden i Kringkastingsorkestret i Oslo og i den Norske Operas Orkester. Diplomorkesterstudier ved Musikhøjskolen i Trossingen. Solohornist i Odense Symfoniorkester siden 1996.

Bjarne Hansen, violin Uddannet på Det Fynske Musikkonservatorium hos Peder Elbæk samt i Tyskland og Italien. Mangeårig koncertmester i Odense Symfoniorkester (1974-2012). Kendt som solist og kammermusiker i både Danmark og udland.

Ole Bartholin Kiilerich, klaver Uddannet på Det Fynske Musikkonservatorium og har studeret i New York og Boston. Har flere gange optrådt som solist med Odense Symfoniorkester, hvor han er tilknyttet ved orkesterkoncerter, konkurrencer og CDindspilninger.

Henrik Skotte Larsen, obo Uddannet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium hos Prof. Ole-Henrik Dahl og solooboist Bjørn Carl Nielsen med videre studier hos solooboist Gordon Hunt i London.

Vandt i 2000 stillingen i Det Kgl. Kapel som soloengelskhornist, og i 2005 vandt han sin nuværende stilling som solooboist i Odense Symfoniorkester.

Svante Wik, klarinet Uddannet på Musikhögskolan i Stockholm hos KjellInge Svensson og Hermann Stefansson. Har virket som alternerende soloklarinettist i Gävle Symfoniorkester og vikarieret i Kungliga Filharmonikerna, Sveriges Radio Symfoniorkester, Kungliga Hovkapellet. Soloklarinettist i Odense Symfoniorkester siden 2010.

Pierre Guis, violin Født i Frankrig. Uddannet i Aix-en-Provence og Bruxelles, hvor han bl.a. har studeret kammermusik hos Adam Koniszewski og Serge Bémant. Kom fra en stilling som 2. violinist i Orchestre Régional Cannes, før han blev ansat i 2. violingruppen i Odense Symfoniorkester i 2007.

Esther Mielewczyk, bratsch Født og uddannet i Tyskland. Har studeret hos den betydelige violinpædagog Emanuel Hurwitz. Har assisteret i Philharmonisches Orchester, Gelsenkirchen. Har spillet i Odense Symfoniorkesters 1. violingruppe siden 1994 og ofte medvirket ved Pro Musica koncerter som både violinist og bratschist.

Maria Møller-Jørgensen, bas Uddannet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, hvor hun studerede hos Mette Hanskov, Preben Meyer, Håkan Ehrén og Michael Stadnicki. Før ansættelse i Odense Symfoniorkester i 1998 som 3. solospiller i kontrabasgruppen, har Maria assisteret i Det Kgl. Kapel, Underholdningsorkestret, Sjællands Symfoniorkester og Radiosymfoniorkestret.

Mira kvartetten Signe Madsen, violin Uddannet ved Det Jyske Musikkonservatorium hos Tutter Givskov og Henrik Sachsenskjold, hvor hun efter diplomeksamen fortsatte i solistklassen med debutkoncert i 1992. Allerede som 20-årig vandt hun 1. solopladsen i 2. violingruppen i Århus Symfoniorkester, og siden 1999 har hun været ansat som 2. koncertmester i Odense Symfoniorkester og er også koncertmester i Århus Sinfonietta.

Birgitte Bærentzen Pihl, violin Debuterede fra solistklassen på Det Jyske Musikkonservatorium med Tutter Givskov som lærer i 1993. Birgitte Bærentzen Pihl har bl.a. været solist med Sjællands Symfoniorkester, Århus Symfoniorkester og Århus Sinfonietta og var prisvinder ved P2's kammermusikkonkurrence i 1996. Hun er nu solospiller i Århus Symfoniorkester.

Mina Fred, bratsch Har studeret på Det Jyske Musikkonservatorium ved Claus Myrup og på Guildhall School of Music and Drama i London ved David Takeno. Derudover har Mina også studeret i Canada på The Banff Centre for the Arts. Har givet talrige koncerter i indland og udland og studerer i dag en Master of Fine Arts i Basel med særlig fokus på improvisation.

Vincent Stadlmair, cello Vincent Stadlmairs baggrund er intet ringere end den klassiske musiks hovedstad Wien, hvor han studerede hos Andre Navara, med videre studier hos William Pleeth.

Kammermusikken har Vincent Stadlmair bl.a. dyrket i Franz Schubert Kvartetten i Wien, en kvartet som han var medlem af i 12 år. I dag er Vincent Stadlmair solocellist i Aalborg Symfoniorkester.

Sæsonens sidste Pro Musica koncert Pro Musica Salen - Odense Koncerthus Tirsdag 9. april 2013 kl. 19.30 Heitor Villa-Lobos: Bachianas Brasileiras Medvirkende: Odense Symfoniorkesters cellogruppe Nino Rota: Nonetto Medvirkende: Lucia Klonner, fløjte. Mats Hedelius, obo.

René Højlund Rasmussen, klarinet. Morten Østergaard, fagot. Stinus Christensen, violin. Martin Jochimsen, bratsch. Mette Spang-Hanssen, cello. Jens Krøgholt, bas Værker af Mozart, Weill og Stravinskij Medvirkende: "Kinky Kapelle": Karl Husum, trompet.

David Palmquist, horn. Thomas Lund, klarinet. Anders Singh, accordeon. Daniel Drage, basun. Jakob Weber, slagtøj

Se alle koncerter på odensesymfoni.dk hvor du også kan tilmelde dig vores nyhedsbrev.

Claus Bergs Gade 9 • 5000 Odense C • odensesymfoni.dk