Mahlers Første - 17. og 18. januar 2013

Program Torsdag 17. januar 2013 kl. 19.30 Fredag 18. januar 2013 kl. 19.30 Carl Nielsen Salen – Odense Koncerthus Koncertintro i Carl Nielsen Museet kl. 18.30

MAHLERS FØRSTE Karl Stamitz: Bratschkoncert, opus 1, D-dur (1746-1801)

I Allegro non troppo

II Andante moderato III Rondo. Allegretto

Varighed: ca. 21 min.

PAUSE

Gustav Mahler: Symfoni nr. 1, D-dur (1860-1911) I Langsam. Schleppend II Kräftig bewegt III Feierlich und gemessen, Ohne zu schleppen IV Stürmisch bewegt

Varighed: ca. 50 min.

odensesymfoni.dk

Stamitz: Koncert for bratsch Carl Stamitz efterlod sig 50 symfonier og 60 koncerter, men nåede aldrig at få en betydelig stilling ved de europæiske hoffer. Det begyndte ellers lovende. Han voksede op og blev uddannet ved hoffet i Mannheim, der i midten af 1700-tallet havde Tysklands toneangivende orkester med de bedste musikere, deriblandt hans fader. Her fik han undervisning i spil og komposition fra barnsben af.

Først af faderen, senere af hofkomponisten og kapelmesteren. Rundt om i Europa talte man om lyden fra Mannheim, og unge Carl fik som 17-årig ansættelse i orkestret.

Men som 25-årig ville han prøve lykken selv og rejste derefter rundt som virtuos på både violin og bratsch. Han kom vidt omkring og var med base i Paris både af sted til Skt. Petersborg og London. På trods af hans virtuose spil og musikken han komponerede, havde han svært ved at få økonomien til at hænge sammen. De løse jobs kunne ikke betale regningerne. I mellemtiden havde han giftet sig og fået fire børn, som han flyttede rundt med. Efter ni års ægteskab døde hans kone. Alle fire børn var da allerede døde af sygdomme, og Carl Stamitz døde kort efter sin kone gældsat i en alder af 56. Kreditorerne fandt ikke noget af værdi i boet, og mange af hans værker gik tabt i rydningen. Legenden siger, at der var litteratur om alkymi, hvilket tydede på, at han havde drømt om at fremstille guld. Han vidste ikke, at han kom til at efterlade sig en stor klump guld i form af Bratsch koncerten i D-dur.

Luminita og Stamitz Bratsch koncerten i D-dur viser, at Stamitz forlangte det ypperste af solisten, endda sine steder en spilleteknik, man først støder på langt senere. Kort efter orkesterintroduktionen i første sats er der hundesvære oktaver, som nybegyndere må snyde sig ud af. Men den går ikke, hvis du vil have en plads i et orkester. Her er førstesatsen som regel et af de stykker, der skal spilles til en optagelsesprøve. Sådan var det også for Luminita, da hun søgte til Odense Symfoniorkester. Men det er ikke det eneste, der gør koncerten svær, siger hun.

Luminita Marin Christensen

Selvom Luminita har spillet Stamitz Bratsch koncert mange gange, så er hun ikke færdig med den: ”Jeg skal øve mig på den resten af mit liv”.

”Den er svær, fordi den er så enkel - den er næsten for ren. Hver gang jeg skal øve på f.eks. Bartók, så begynder jeg med Stamitz - den renser ud i dårlige vaner” Da Luminita var 18 år og søgte ind på konservatoriet i Bukarest, var der også Stamitz på programmet. Dengang var det 2. og 3. sats, og da hun var til optagelsesprøve i Oslo, var det 1.og 2. sats. Da blev hun glad, for hun elsker 2. satsen: Det er den smukkeste!

Bratschen var ikke et virtuost instrument i 1700-tallet, men det billede har Stamitz ændret med koncerten i D-dur. ”Man kan virkelig mærke, at den er skrevet for bratsch”, siger Luminita. ”På konservatoriet skulle jeg spille mange stykker, der oprindeligt var skrevet for cello og siden transponeret, men jeg kan bedre lide at spille ting, der er skrevet til bratschen”.

Så det bliver lidt af en premiere for Luminita. Hun har godt nok spillet koncerten mange gange før, men det har altid været med klaverakkompagnement. Til aftenens koncert er det første gang, at hun spiller den med orkester!

Mahler Tours Mahlers første symfoni er en rejse fra lyden af moder natur til menneskelig begejstring. Turen går fra den svageste lyd, naturen kan frembringe til et ekstatisk omsiggribende halleluja. Orkestret begynder med en svag tone spredt over syv oktaver. En klang, der udtrykker naturen ifølge Mahler selv. Men også den ensomhed og tristesse, som Mahler følte. Den bliver forstærket af en nedadgående bevægelse, men der går ikke lang tid, før naturen kalder med sin uskyld. Skovens dyr kender ikke til depression. De reagerer på impulser, og sådan udvikler Mahlers symfoni sig også. Vandringen gennem naturland-

Den fjerde sats springer pludseligt som et lyn fra en mørk sky. Det er ganske enkelt et skrig fra et såret hjerte.

Sådan skrev Mahler om begyndelsen på fjerde sats.

skabet byder på skiftende scenerier. Det er tydeligt, hvor senere filmkomponister har fået deres inspiration fra.

Kukkuk-figuren i første sats er aldrig før blevet brugt så konsekvent og genkendeligt i symfonisk sammenhæng, men siden har vi hørt den utallige gange i både tegnefilm og store Hollywoodproduktioner. Stemningerne skifter hele tiden, ikke kun som et landskab, der skifter på en vandring eller køretur. Stemningerne skifter som menneskelige faser. Både på det ydre og det indre plan er Mahlers musik genkendelig.

Men sådan var det ikke for tilhørerne ved de første opførelser. De var vant til Beethovens og Brahms’ symfonier, og kunne ikke forholde sig til den måde, som Mahler brugte folkemusikken på. De følte, at han gjorde grin med dem. Han forstørrede den til det groteske, samtidig med at han viste skønheden i den. Tredje sats er baseret på Mester Jakob tilført et twist af jødisk folkemusik. Læg dertil en anelse af stemningen fra en syditaliensk begravelsesmarch. En mesterligt orkestreret cirkusopvisning af fortidig og samtidig kulturarv i stort format. Mahlers første symfoni var desuden uhørt lang for tidens publikum.

Tilhørerne i salen var ganske enkelt rådvilde.

Hvis de var forvirrede efter de tre førte satser, så skulle de holde på hat og briller i 4. sats. Det er en rutsjebanetur af dimensioner. Mens de musikalske budskaber står klart adskilt i de første satser, så er informationstætheden enorm i de sidste 20 minutter.

Vi bliver bogstavelig talt revet ind i fjerde kapitel, der fortsætter som et vanvidsridt et godt stykke tid, indtil der omsider falder ro over gemytterne, og der bliver plads til et romantisk smukt tema i strygerne. Sådan veksler uvejr og blikstille vejr, inden rejsen slutter med en fanfare.

Mahler ændrede mange ting i de første 10 år efter uropførelsen i 1889. En enkelt sats røg helt ud, og han fjernede en tematisk opdeling og de betegnelser, han havde sat på de enkelte satser:

Del I: Fra ungdommens dage: Forår uden ende - Naturens opvågnen fra begyndelsen – Blomstring - Med fulde sejl Del II: Den menneskelige komedie: Strandet - En begravelsesmarch som Callots kobberstik - Fra helvede til paradis Den programmatiske ide havde Mahler fra den tyske romantiske forfatter Jean Paul, der er kendt for sine humoristiske bøger. Hans største værk er bogen Titan, der over 900 sider er en dannelsesberetning om Albano de Cesaras opvækst og uddannelse fra passioneret ungdom til moden manddom i en mindre provins. Det er forlægget for symfoniens første del. Mahler mente, at publikum ville have nemmere ved at følge med, hvis de fik denne form for guide, men senere opgav han ideen. Ord kan misforstås og tolkes på flere måder, mente han. Mahler slettede Titan fra senere trykte udgaver, men omgivelserne har ikke villet give slip på ordet. Om ikke andet beskriver Titan med et enkelt ord det stort anlagte i symfonien, og det har den til fælles med Jean Paul’s bog, der også var monumental. Interessant er Mahlers henvisning til den franske kobberstikmester Callot, der efterlod sig 1400 stik, der beskriver begivenheder i 1600-tallet. Callot’s stik er detaljerede med et stort opbud af soldater, klovne, adelige, drukkenbolte, tiggere og borgere i scenerier, der blandt andet udstiller magtens og klassesystemers absurditeter og krigens rædsler.

Nutidens publikum er vant til sceneskift, der går fra helikoptereksplosioner til kærlige favntag. Ligesom vi for længst har vænnet os til fiktion, der balancerer mellem virkeligt og uvirkeligt. Fortællingen kan være fortællingen om fortællingen, uden at vi mister tråden. Vi bliver dermed ikke usikre af den måde, som Mahler guider os på, men når han først sætter uvejret i gang, kan vi alligevel godt blive rystede. God rejse.

Programnote af Carsten Wolf Andersen

Ugens musiker Luminita Marin Christensen, bratsch Luminita Marin Christensen er uddannet bratschist på Musikakademiet i Bukarest, Rumænien. Allerede inden hun var færdiguddannet, blev hun tilbudt en kontrakt som tutti-spiller og senere vandt hun en konkurrence om at blive solobratschist i symfonior-

kestret i Sao Paulo i Brasilien, hvor hun blev i 6 år. I den periode kom Rafael Altino på en tre måneders kontrakt i Sao Paulo og fortalte, at der var en åben stilling i Odense.

Den søgte og fik Luminita. Således gik det til, at hun i 2003 blev 2. solobratschist i Odense Symfoniorkester. Privat er Luminita gift med Stinus Christensen, som spiller i Odense Symfoniorkesters 1. violingruppe.

Følg portrætserien på odensesymfoni.dk

Dirigent

Solist

Dmitri Liss, dirigent Anerkendt som en af vor tids spændende yngre dirigenter, der bl.a. anses som en af verdens fineste fortolkere af Tjajkovskij. Siden 1995 har han fungeret som kunstnerisk leder og chefdirigent for Ural Philharmonic Orchestra, og i 1997 blev han udnævnt som 1. gæstedirigent ved Russian National Orchestra. Russiskfødte Liss er uddannet på konservatoriet i Moskva, hvor han studerede hos Professor Dmitri Kitayenko. Efter endt uddannelse blev han i 1984 leder af Kuzbass Symfoniorkester, og i 1991 udnævnt til chefdirigent for samme orkester, hvilket gjorde ham til Ruslands dengang yngste chefdirigent. I 1995 vandt Liss den første internationale konkurrence for dirigenter i Zagreb, Jugoslavien. Liss har turneret i Asien, USA og i Europa, hvor han har gæstedirigeret førende orkestre og optrådt med store solister, bl.a. Mikahel Pletnev, Yuri Bashmet, Peter Donohoe, Gidon Kremer og Matislav Rostropovich.

Luminita Marin Christensen, bratsch Født i Rumænien, hvor hun begyndte at spille bratsch som 10-årig på Dinu Lipatti Musikskolen. Er uddannet på Musikakademiet i Bukarest, hvor hun studerede hos Valeriu Pitalac og tog afgangseksamen i 1998. Allerede i 1997 blev hun dog ansat i symfoniorkestret i Sao Paolo i Brasilien, hvor hun opnåede at blive solobratschist.

Luminita har desuden studeret hos Hartmut Rhode, som underviser ved Hochschule der Künste i Berlin og ved musikkonservatoriet i Bern. Før hun vandt stillingen som 2. solobratschist i Odense Symfoniorkester i 2003, spillede Luminita i Oslo Filharmonien, Norge. Men hun vendte tilbage til Odense Symfoniorkester, og debuterede kort efter sin ansættelse som solist med orkestret ved en Grøntsagskoncert i 2003. Luminita er en flittig kammermusiker og publikum har således også kunnet opleve hende ved alle Pro Musica koncerterne i indeværende sæson, næste gang den 22. januar 2013.

Odense Symfoniorkester 1. violin Signe Madsen Kazimierz Skowronek Ulrike Salter-Kipp* Marina Skuratovskaia * Bjarne Hansen * (orlov) Hanna Gaarn Larsen Kjetil Ravnan Qvamme * Kajetan Balaban (orlov) Esther Mielewczyk * Ulf Jeppesen Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovač Stinus Christensen Valeria Stadnicki Aiste Juodagalvyte (kontrakt) Benedikte Thyssen (kontrakt) Jevgenij Skuratovskaia (kontrakt) 2. violin Carl Sjöberg * Jovana Vukusic * Pierre Guis Jan Erik Schousboe Claus Thomsen Boe Leif Bjørk Inger Lassen Anna Bodzon Qvamme El Bylin Bundgaard Stig Andersen Kathrin Kollecker * Bratsch Rafael Altino * Luminita Marin Christensen Gregory Aronovich (orlov) Annelise Boe * Gertrud Ludwig (orlov) Martin Jochimsen Anna Carolina Jensen Dorthe Byrialsen Martin Fajerberg (kontrakt) Cello Michaela Fukačová Muriset * Anna Dorothea Wolff Katarina Bundgaard Altino (orlov)* Philippe Muriset * Anna Pettersson Sofie Spanget Takkula (orlov) Mette Spang-Hanssen Samira Dayyami (kontrakt) Louisa Schwab (kontrakt) Kontrabas Peter Prehn * Toms Timofejevs Poul Jensen Find * Maria Møller-Jørgensen Jens Krøgholt

Fløjte Rune Most Lucia Klonner Michael Uhlenstierne Obo Henrik Skotte Larsen Jenny Sjöberg Mats Hedelius (engelskhorn) Klarinet Svante Wik (orlov) René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet) Natalie Harris (kontrakt) Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Feliks Knarozovskiy Horn Tone Sundgård Anker Steen Madsen Nicolai Sell Philip Sandholt Herup Bruno Bresler Trompet Per Morten Bye Joris de Rijbel Henrik Hou Feddersen Basun Robert Holmsted Alf Vestergaard Nielsen Basbasun Sune Wedam (kontrakt) Tuba Carl Boye Hansen Harpe Lovisa Wennes (assistent) Pauke Thomas Georgi Slagtøj Jakob Weber Finn Christensen Rune Schuster (kontrakt) * Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond

Claus Bergs Gade 9 • 5000 Odense C • odensesymfoni.dk