L'Enfance Du Christ - 13. december 2012

Program TORSDAG 13. DEC. 2012 KL. 19.30 ODENSE DOMKIRKE Hector Berlioz (1803-1869):

L’Enfance du Christ / Jesu barndom En gejstlig trilogi Første del: Kong Herodes’ drøm Nr. 1: Moderato un poco lento

Fortælleren Scene 1 - En gade i Jerusalem Nr. 2: Marche nocturne. Moderato

En centurion & Polydorus Scene 2 - I Kong Herodes’ palads Nr. 3: Kong Herodes’ sang Allegro non troppo/Recitativ/Andante misterioso

Herodes Scene 3 Recitativ

Herodes & Polydorus

Scene 4 Nr. 4: Andantino maestoso

Herodes & spåmændene Scene 5 - I stalden i Bethlehem Nr. 5: Andante

Maria & Josef Scene 6 Nr. 6: Lento avec solennité

Josef, Maria & englene (usynlige) Anden del: Flugten til Ægypten Scene 1 - Hyrderne samler sig foran stalden i Bethlehem Nr. 7: Ouverture. Moderato un poco lento Nr. 8: Hyrdernes afsked med den hellige famile Allegretto

Hyrderne (koret) Scene 2 - Den hellige families hvile i oasen Nr. 9: Allegretto grazioso

Fortælleren & englekoret

odensesymfoni.dk

Victor Borge erklærer i sine Musikalske Unoder, at Berlioz ”ikke glemte et øjeblik”, at han levede midt i den romantiske æra. Han fortsætter med at beskrive en mand, der livet igennem var i sine voldsomme følelsers vold, oplevede talrige stormende forelskelser – ofte ulykkelige – og i allerhøjeste grad brugte sin kunstneriske begavelse til at skrive sig ud af livets genvordigheder – både i ord og toner.

Hector Berlioz: L’enfance du Christ

Tredie del: Ankomsten til Saïs Nr.10: Allegro non troppo

Fortælleren Scene 1 - I det indre af byen, Saïs Nr. 11: Duo. Moderato

Maria, Josef, romere & ægyptere (koret) Scene 2 - I Ismaelitternes hus.

Nr. 12: Un peu moins vite/Allegro

Maria, Josef, en familiefader & kor

(af Ismaelitter) Nr. 13: Allegro moderato/Andante espressivo Trio for 2 fløjter og harpe

- udført af de unge Ismaelitter

Nr. 14: Recitativ/Andantino

Maria, Josef, en familiefader & kor

(af Ismaelitter) Scene 3 Nr. 15: Epilog. Lento/Andantino mistico

Fortælleren, englekor & “mystisk” kor

Jörg Dürmüller

Varighed: ca. 100 min.

Den franske komponist Hector Berlioz (1803-1869) er for de fleste synonym primært med den store programmatiske Symphonie Fantastique og kendes også for tre andre symfonier (Harold i Italien, Romeo og Julie og Symphonie funèbre et triomphale), operaerne Benvenuto Cellini, Trojanerne og Béatrice og Bénédict, ouverturer som Romersk karneval, korværket Te Deum, sangcyklen Les nuits d'été og requiet Grande messe des morts, koncertdramaet Fausts fordømmelse og talrige verdslige sange. I samtiden ernærede han sig både som komponist og musikkritiker, og blev efterhånden en betydelig dirigent. Han var også en velskrivende og humoristisk forfatter til forskellige bøger om sit liv med musik. Eftertiden besmykker ham med en pionerposition inden for udbredelsen af den såkaldte programmusik og en rolle som en af hovedskikkelserne i den franske romantik.

Med L'enfance du Christ (på dansk: ”Kristi barndom”) skrev Berlioz sit eneste oratorium, baseret på Jomfru Marias og Josefs flugt til Egypten med det nyfødte Jesusbarn. Værket havde premiere i koncertsalen Salle Herz i Paris den 10. december 1854, hvor Berlioz selv dirigerede.

Og hvad er så et oratorium?

Formen kan være svær at skelne fra andre vokalmusikalske former, specielt operaen og kantaten. Alle er større musikalske værker for orkester, sangsolister og kor i flere satser, og såvel operaen som oratoriet indeholder en ouverture, arier, ensembler, recitativer (en slags talesang eller ’fortællerstemme’, der driver handlingen fremad) og storladne sektioner for kor. Men hvor operaen i sagens natur også inkluderer kulisser, kostumer og et element af skuespil, er disse ting ikke en del af et oratorium. Og hvor kantaten typisk begrænser sig til at være i fire satser, er oratorieformen større (således består Bachs Juleoratorium af en række kantater). Derudover karakteriseres oratoriet ved som oftest at have et bibelsk tema, ofte om verdens skabelse (som i Haydns Skabelsen) eller Jesu liv, som i Händels Messias eller som her i Berlioz’ L’enfance du Christ.

Vi har således ikke med musik at gøre, der er komponeret som et sceneværk – men Berlioz forstod, at oratoriet, selvom det var renset for det profane og verdslige, som operaen ofte inkluderede i videre omfang, stadig i høj grad handlede om at formidle menneskelige sindstilstande og følelser. Og følgelig er det tydeligt, at L’enfance du Christ er skrevet af en komponist, for hvem det dramatiske element stadig er i højsædet.

Berlioz beskrev L'enfance du Christ som en “hellig trilogi”, hvis første af tre sektioner starter umiddelbart efter Jesu fødsel og beskriver Kong Herodes’ ordre til at dræbe alle nyfødte drengebørn i Betlehem. Anden del viser den hellige familie bestående af Jomfru Maria, Josef og Jesusbar-

I dette værk mente mange mennesker, at de kunne spore et radikalt skift i min stil og skrivemåde. Denne opfattelse er helt uden substans. Værkets emne fordrer naturligvis et blidt og enkelt musikalsk sprog, og det er alene af denne grund, at musikken passer bedre til publikums smag og forstand ... Jeg ville have skrevet L'enfance du Christ på den samme måde for tyve år siden!

Hector Berlioz

Filharmonisk Kor

Yorck Felix Speer

begge satser indlede af en ouverture, således at et fyldigere værk, La fuite en Egypte (Flugten til Egypten), opstod.

Det blev udgivet i 1852 og uropført i Leipzig i december 1853. Premieren fik så stor succes, at Berlioz' venner opfordrede ham til at udvide værket. Han skrev derfor en ny sektion, L'arrivée à Sais (Ankomsten til Sais), som inkluderede roller til Jomfru Maria og Josef. Måske for at fuldende det samlede værks balance sluttede Berlioz af med at komponere en tredje sektion, der skulle være den indledende Le songe d'Hérode (Herodes’ drøm).

net på deres flugt til Egypten for at undvige massakren efter at være blevet advaret af engle. Og den afsluttende tredje del beskriver deres ankomst til den egyptiske by Sais, hvor de bliver afvist som ”vils Hébreux” (”beskidte jøder”) af de fleste, men til sidst bydes indenfor hos en familie af ismaelitter, hvori husherren er tømrer og tilbyder Josef at blive og arbejde sammen med sig. Det er altså muligt at følge en form for handling igennem værket, men det er i højere grad præsenteret som en række tableauer, hvori vi præsenteres for historiens forskellige menneskelige elementer: Herodes’ frygt og livstræthed, sandsigernes blinde fanatisme, Jesu forældres glæder og sorger, hyrdernes venlighed og ismaelitternes ubetingede barmhjertighed.

Det er bemærkelsesværdigt, at Berlioz, om end han var tiltrukket og inspireret af tidlig katolsk kirkemusik, på ingen måde var et religiøst menneske selv. L'enfance du Christ er musikalsk set tydeligt influeret af Berlioz’ lærer Jean-François Lesueurs bibelske oratorier, men udsprang oprindeligt af en enkeltstående sats, det senere så berømte kor L'adieu des bergers, som Berlioz havde skrevet i 1850 som et orgelstykke til sin ven Joseph-Louis Duc. Han forvandlede snart orgelkoralen til et korværk, hvori hyrderne siger farvel til Jesusbarnet, der forlader Betlehem for at drage til Egypten.

Berlioz fik koret opført den 12. november 1850, hvor han præsenterede satsen som et værk af en komponist fra det 17. århundrede, som han selv opfandt til lejligheden og døbte "Ducré" (navnet er sandsynligvis et spøgefuldt nik til vennen Duc). Og til Berlioz’ blandede fornøjelse opdagede han, at mange mennesker, som ellers decideret hadede hans musik, tog ”Ducrés” lille værk til sig og priste det for dets charme og enkelte elegance. En kritiker skrev sågar, at "Berlioz aldrig ville have kunnet skrive en så ligefrem og charmerende melodi som dette lille stykke af Ducré". Berlioz tilføjede derpå et solostykke for tenor, Le repos de la sainte famille (Den hellige families rast) og lod

Berlioz' musik blev på dette tidspunkt som regel modtaget med reaktioner, der svingede mellem skepsis og direkte fjendtlighed fra såvel det parisiske publikum som anmelderne, der generelt betragtede hans musik som overinstrumenteret, bizar, dissonerende og alt for kompliceret. Modtagelsen af hans dramatiske legende Fausts fordømmelse havde været alt andet end hjertelig, og Berlioz’ følelser var stadig stødt over dette. Imidlertid ændrede premieren på L'enfance du Christ helt ved dette billede: Oratoriet blev en øjeblikkelig succes og blev rost af alle på nær to kritikere i de parisiske aviser. Dette blev tilskrevet en tilsyneladende ny og mildere stil hos Berlioz, som dog selv var fornærmet over, at et så relativt ”lille” værk kunne få lov at overstråle hans tour de force med Fausts fordømmelse og Te Deum fra 1849 og afviste heftigt påstanden.

Hvad årsagen end er: Berlioz var vant til at overraske sit publikum med enorme styrker i orkestergraven og banebrydende musikalske nyskabelser. Med L’enfance du Christ lykkedes det ham at overraske med tilbageholdenhed og modale effekter hentet fra en fjern musikhistorisk fortid. Og efter den pæne modtagelse har oratoriet i de forgangne 160 år bevaret sin popularitet og er, om end ikke blandt Berlioz’ mest kendte værker, så dog en - af åbenlyse årsager - ofte opført klassiker ved juletid.

Programnote af Katrine Nordland

MEDVIRKENDE Nicholas Cleobury, dirigent Han er en af Storbritanniens mest erfarne og respekterede dirigenter og en ekspert indenfor kordirektion. Nicholas Cleobury har grundlagt Sounds New og Britten Sinfonia og er chefdirigent for førstnævnte og Oxford Bach Choir.

Cleobury har dirigeret alle de store britiske orkestre og stået i spidsen for orkestre over hele Europa, Skandinavien, Singapore og Sydafrika. Han arbejder regelmæssigt for BBC og Classic FM og har optrådt ved Proms og mange britiske musikfestivaler. Han har gjort en jætteindsats for at fremme og opføre ny musik og har i den forbindelse arbejdet med førende ensembler og komponister. Som kordirigent har han været assisterende instruktør på BBC Singers og har stået i spidsen for kor fra hele verden. Ikke mindst kor med unge og studerende, som han har en særlig flair for at arbejde med, både som dirigent, foredragsholder og underviser.

Monica Groop, mezzosopran Den finske mezzosopran synger det meste fra tidlig barok til vor tids mestre, og hendes musikalske eventyrlyst har bragt hende verden rundt. Monica Groop er uddannet på Sibelius Akademiet i Finland og har givet koncerter med førende orkestre overalt i Europa, USA og Canada samt optrådt på operascener over hele verden. Et af højdepunkter i hendes karriere hidtil var rollen som Zerlina i forbindelse med genåbningen af Garnier Operaen i Paris (1996). Groop er en internationalt efterspurgt recitator, og har bl.a. optrådt i Carnegie Hall, New York, London’s Wigmore Hall og Musikverein Wien. En af hendes mange CD-indspilninger består af 7 CD’er med 170 sange af Edvard Grieg.

Jörg Dürmüller, tenor Schweizeren Jörg Dürmüller har fået et fantastisk renommé som koncertsanger, bl.a. som evangelisten i J.S. Bachs Passioner. Han studerede først violin, men helligede sig sangen 100 procent. Han er uddannet på Wintherthur konservatoriet i Schweiz og musik- og teaterakademiet i Hamburg efterfulgt af masterclasses med Christa Ludwig og Hermann Prey. Som solist har han sunget med førende orkestre, bl.a. i Royal Albert Hall, London, Musikverein, Wien, Accademia Nazionale di Santa Cecilia, Rom og Théatre des Champs-Élysées, Paris. Hans første engagementer

som operasanger førte ham til Bielefeld og Brunswick, og efterfølgende blev han medlem af ensemblet ved Volksoper Wien. I 2006 turnerede han med en koncertrække i USA under ledelse af Ton Koopman, der endte i New York’s Carnegie Hall. I 2008 vendte han tilbage til New York, denne gang som solist med New York Philharmonic Orchestra.

Daniel Hällström, baryton Svenske Daniel Hällström har studeret på Vadstena Folkhögskola og er uddannet ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium hos Tony Landy og OperaAkademiet i København. Han debuterede på Det Kgl. Teater som Bosun i Billy Budd (2002) og har efterfølgende sunget mange af de store barytonpartier, herhjemme på Den Jyske Opera, Det Kgl. Teater, Det Ny Teater og Teater Hedeland. I 2007-2008 var han en fast del af ensemblet ved Oper Leipzig som førstebaryton. Her kunne han ses i roller som Papageno i Tryllefløjten, Figaro i Barberen i Sevilla, Belcore i Elskovsdrikken og Marcello i La Bohéme. I 2011/12 er han ansat ved Operaen i Malmö, hvor han bl.a. har sunget rollen som Vidar i Tirfing og far i den nyskrevne svenske opera Karlsson på taget med musik af Thomas Lindahl.

Yorck Felix Speer, basbaryton Tyskfødte Yorck Felix Speer studerede teologi og tysk litteratur, før han besluttede sig for at blive sanger og tog professionel sangundervisning. Han har studeret hos Theodor Gress, Alan Speer og Hanna Schwarz og har taget masterclasses hos Birgitte Fassbaender og Andreas Schmidt. I 2001 vandt han 2. prisen ved Dronning Sonjas Internationale Musikkonkurrence i Oslo, og samme år debuterede han som operasanger i Rolf Liebermanns Die Schule der Frauen. Siden har han sunget partier i bl.a. Figaros Bryllup og Boris Godunov. Felix Speer har koncentreret sin karriere om arbejdet som koncert- og oratoriesanger og har været solist med mange store tyske orkestre og førende orkestre i Europa.

Filharmonisk Kor Odense Symfoniorkesters faste kor består af cirka 60 sangere. Koret blev oprettet i 1991 og har siden medvirket i værker af bl.a. Gade, Nielsen, Händel, Bach, Mozart, Brahms, Verdi, Schnittke og Kutavicius. Koret øver en gang om ugen og ledes af Alice Granum, som har stået i spidsen for koret i de 21 år, det har eksisteret.

Odense Symfoniorkester 1. violin Signe Madsen Kazimierz Skowronek Ulrike Salter-Kipp* Marina Skuratovskaia * Bjarne Hansen * (orlov) Hanna Gaarn Larsen Kjetil Ravnan Qvamme * Kajetan Balaban (orlov) Esther Mielewczyk * Ulf Jeppesen Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovač Stinus Christensen Valeria Stadnicki Karoliina Koivisto (kontrakt) Aiste Juodagalvyte (kontrakt) 2. violin Carl Sjöberg * Jovana Vukusic * Pierre Guis Jan Erik Schousboe Claus Thomsen Boe Leif Bjørk Inger Lassen Anna Bodzon Qvamme El Bylin Bundgaard Stig Andersen Kathrin Kollecker * Bratsch Rafael Altino * Luminita Marin Christensen Gregory Aronovich (orlov) Annelise Boe * Gertrud Ludwig Martin Jochimsen Anna Carolina Jensen Dorthe Byrialsen Sidsel Most (kontrakt) Cello Michaela Fukačová Muriset * Anna Dorothea Wolff Katarina Bundgaard (orlov)* Philippe Muriset * Anna Pettersson Sofie Spanget Takkula Mette Spang-Hanssen Samira Dayyami (kontrakt) Kontrabas Peter Prehn * Toms Timofejevs Poul Jensen Find * Maria Møller-Jørgensen Jens Krøgholt

Fløjte Rune Most Lucia Klonner Michael Uhlenstierne Obo Henrik Skotte Larsen Jenny Sjöberg Mats Hedelius (engelskhorn) Klarinet Svante Wik René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet) Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Feliks Knarozovskiy Horn Tone Sundgård Anker Steen Madsen Nicolai Sell Philip Sandholt Herup Bruno Bresler Trompet Per Morten Bye Joris de Rijbel (kontrakt) Henrik Hou Feddersen Basun Robert Holmsted Alf Vestergaard Nielsen Basbasun Michael Thrane (kontrakt) Tuba Carl Boye Hansen Harpe Lovisa Wennes (assistent) Pauke Thomas Georgi Slagtøj Jakob Weber Finn Christensen Rune Schuster (kontrakt) * Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond

Claus Bergs Gade 9 • 5000 Odense C • odensesymfoni.dk