Dvořák - Fra den nye verden - 18. og 19. november 2020

DVOŘÁK – FRA DEN NYE VERDEN 18. OG 19. NOV 2020 19.30 CARL NIELSEN SALEN - ODENSE KONCERTHUS Dirigent: Mateusz Molęda Solist: Anna Agafia Egholm, violin August Enna: (1859 - 1939)

Forspil til Den Lille Pige Med Svovlstikkerne

Carl Nielsen: (1865 - 1931)

Violinkoncert, op. 33

Antonín Dvořák: (1841 - 1904)

Varighed: ca. 6 min.

I II

Præludium, Largo. Allegro cavallerésco Poco adagio, Rondo Allegretto scherzando

Varighed: ca. 33 min.

Symfoni nr. 9, e-mol, ”Fra den nye verden”

I Adagio – Allegro molto II Largo III Scherzo – Molto vivace IV Allegro con fuoco

Varighed: ca. 40 min.

EN DEL AF STJERNER HOS OS

FRA DEN GAMLE VERDEN Selv om han nok er mest kendt som ‘dansk komponist på fire bogstaver’ i diverse krydsord, så er August Enna faktisk til stadighed den mest internationalt opførte danske operakomponist til dato. Og når man hører musikken i forspillet til Den lille pige med svovlstikkerne, så forstår man det så ganske udmærket. Der mangler hverken melodisk tæft, sans for instrumentation eller forståelse for form. Det eneste, der nok i virkeligheden manglede, var timing; i årene omkring år 1900 skete der så mange ting på kulturfronten, at kunstnere, der ikke havde i sinde at omfavne det nye, hurtigt blev dømt ude. Og med noter af Wagner og Tjajkovskij, måtte den lollandskfødte immigrantsøn med hang til musikalsk melankoli se sig overhalet af modernismen og de nye idéer - omend hans operaer altså blev så flittigt opført rundt om i Europa i en årrække, at han stadig står over alle andre danske operakomponister i dén henseende. Herhjemme kom han aldrig ud af Niels W. Gades skygge og blev overhalet indenom af Carl Nielsen. Men nu, hvor vi ikke længere er bange for gode melodier, er det langt om længe tid til, at Enna kan vokse ud af krydsogtværsen og ind i vores kollektive øregang.

ANNA AGAFIA EGHOLM

NIELSENS STORE GENNEMBRUD Den 22. september 1911 skrev Carl Nielsen til sin kone, billedhuggeren Anne Marie Carl Nielsen: “Jeg selv arbejder paa min Concert langsomt men ret sikkert; Opgaven er egentlig vanskelig og derfor morsom. Sagen er at det skal være god Musik og dog hele Tiden tage Hensyn til Soloinstrumentets Udfoldelse i det bedste Lys, altsaa: indholdsrigt, populært og brillierende uden at blive overfladisk. Det er Modsætninger som maa og skal mødes og gaa op i en højere Enhed. Det morer mig meget.”

Lige her rammer vores kære nationalkomponist hovedet på sømmet i forhold til det dilemma, som enhver, der sætter sig for at skrive en virtuos instrumentalkoncert, må forholde sig til: at gå på den tynde, tynde line mellem tomme og ligegyldige virtuoserier på den ene side og reelt musikalsk indhold og ikke mindst udviklinger uden plads til tomme floskler på den anden. Og som både publikum og anmeldere til uropførelsen i Odd Fellow-palæet i København i 1912 ved Carl Nielsen gennembrudskoncert (hvor også hans 3. symfoni blev uropført), samt violinvirtuoser og koncertgængere verden over lige siden har konstateret, så nåede han til overflod i mål med de mange benspænd. Vi har simpelthen her én af de helt store violinkoncerter i repertoiret med et dansk stempel på rygbindet; en koncert, der måles op mod Sibelius’, Tjajkovskijs og Brahms’ bidrag til genren, og en koncert, der til stadighed vinder udbredelse verden over i både koncertsale og på indspilninger.

Man skal da heller ikke meget længere ind i koncerten end til det lille rokkende motiv i strygerne godt et minut inde i koncerten, før det med fryd går op for øret, hvilken kaliber af melodik, Carl Nielsens har tænkt sig at divertere os med her. Og det er interessant, at Nielsen netop på dette tidspunkt opnåede sit store gennembrud ved den føromtalte koncert 28. februar 1912, ”Symfoni-Koncert med nye Kompositioner”, for kort inden skrev han således i et brev til hustruen: ”Hvad gjør det egentlig om man ikke bliver fuldt ud anerkjendt; det berører mig slet ikke mere naar Kritiken og Folk ikke synes om mine Ting og jeg føler at nu først skal [jeg] til at tage fat og trænge ind i en Verden hvor ingen før har traadt. Jeg tror der kommer en Tid nu, hvor jeg vil gjøre mine bedste Ting. [...] Her gaar alting som det plejer. [...] og med min Violinkoncert gaar det fremad.”

Altså tør han her for første gang slippe omverdenens forventninger, og han komponerer frit fra hjertet uden hensyntagen til anmeldere og meningsdannere, og derudaf opstår altså både hans enormt populære tredje symfoni og denne storslåede violinkoncert. Det var da også en fornemmelse, som han prøvede at tage med sig videre i livet, nogle gange med bedre held end andre, og den fornemmelse af frihed, også melodisk, er helt sikkert medvirkende til, at vi har fået en dansk violinkoncert og en række symfonier, der kan måle sig med de allerbedste i verden.

Formen på violinkoncerten har dog altid været en anstødssten, ikke bare for anmeldere, men også for Nielsen selv. For koncerten blev skrevet i to store ”klumper”: de første to dele, Præludium og den typisk for Carl Nielsen vrøvle-italienske satsbetegnelse Allegro

Cavalleresco (=ridderligt) blev skrevet på den i 1907 afdøde Edvard Griegs elskede og hjemmebyggede Trollhaugen uden for Bergen, hvor Nielsen på invitationen fra Griegs enke, Nina, tilbragte en god måned i total stilhed og koncentration. Denne del af koncerten slutter med stor bravur og dramatik, et lyd- og spændingsniveau de følgende to dele, som Nielsen skrev hjemvendt til København, ikke helt når op på. Ikke at de er mindre gode – der er vidunderlige melodiske passager i Poco Adagio-satsen, og det gavtyvagtige tema i sidstesatsen var Nielsen selv allermest begejstret for og omtalte kækt i et brev til Anne Marie som ”en slags halvsød, halvlystig, dinglevorn Sats, men god og indtagende som en hjertelig smilende Drivert i sine bedste Øjeblikke”. Men denne lidt aparte opdeling af koncerten har om ikke andet skyld i, at ingen rigtig kan blive enige om, om koncerten er i to, tre eller fire satser. Som altid vil jeg dog opfordre til blot af lade den analytiske del af hjernen slappe af og tage musikken ind på sine egne præmisser – med Nielsens ord til svigersønnen, violinvirtuosen Emil Telmányi in mente: ”Vi kan maaske sige at 1st Sats er mere levende og temperamentsfuld, men er det derfor bedre Musik?

Jeg mener nej, og jeg har netop gjort mig al Umage i Rondoen for at udtrykke tydeligt at nu er Millieuet et helt andet og selve Slutningen giver helt Afkald paa alt hvad der kan blænde eller imponere. Jeg synes det er saa tydeligt udtrykt som muligt. Det havde været en let Sag at slutte brillant, men— ja, maaske var det dumt af mig.”

Det tror jeg nu ikke, det var. Og i selskab med en ny stjerne på den danske violinhimmel, prisvinder ved Carl Nielsen Konkurrencen 2019, Anna Egholm, vil Nielsens brillante koncert uden tvivl stråle så klart som nogensinde.

FRA DEN NYE VERDEN Fra de danske senromantikere til en meget bøhmisk én af slagsen. Antonín Dvořák havde modstået mange gode tilbud om karrierefremme, fordi de indebar, at han skulle forlade sit elskede Böhmen. Men da New York-filantropen Jeanette Thurber i 1891 lokkede med en årlig løncheck på eksorbitante $ 15.000,- (svarende til 3 mio. i nutidsvaluta), så måtte fædrelandskærlighed nu engang være fædrelandskærlighed, og Dvořák flyttede familien til New York for at fungere som rektor på Thurbers nye musikkonservatorium, National Conservatory, hvor der som noget helt nyt var adgang for både kvinder og farvede. Dvořák blev i USA i tre år og skrev dér nogle af sine mest succesfulde og elskede værker, bla. Strygekvartet i F-dur op. 96 (Den Amerikanske), strygekvintet i Es-dur op. 97 og altså også den vidt berømmede 9. symfoni.

Der er brugt meget blæk på at analysere og gætte sig frem til, om Dvořák virkelig havde amerikanske melodier og folkekultur i tankerne, da han skrev symfonien, eller om titlen simpelthen er ment som en hilsen til et land og en kultur, som gjorde et stærkt indtryk på ham. I grunden er det en uinteressant diskussion: al folkelig musik indeholder det, vi kalder synkoperede rytmer (hvor betoningerne er rykket rundt i forhold til taktarten), fordi det er godt at danse til, og pentatone melodier (svarende til alle de sorte tangenter på et flygel), fordi de kan spilles af de simpleste instrumenter. Og der er ingen tvivl om, at der er stærke folkelige træk i denne skønne symfoni, men det kan man sige om næsten hele Dvořáks produktion. Titlen kom først til ham ganske kort inden indlevering af det færdige partitur til tryk, så måske han også selv ’overspillede’ det amerikanske lidt i sin senere omtale af værket for at give noget tilbage til det land, hvor hjemmefødningen

Dvořák faktisk følte sig yderst godt tilpas? Om det er det ene eller det andet, så står vi tilbage med en helstøbt symfoni, der, selv med de ekstra hårde briller en komponists 9. symfoni bliver gransket med, står distancen - fuld af gode, stærke melodier, drama, overlegen brug af orkesterorganismen og et sublimt formsprog.

1.sats: Dvořáks 9. symfoni er en cyklisk komposition, dvs. at elementer fra satserne går igen gennem værket, og det er med til at give værket sin meget sammenhængende struktur.

Det fanfarelignende signaltema fra førstesatsen kommer således igen og igen gennem alle satser, og det taler stærkt om Dvořáks store melodiske tæft, at vi bliver lige henrykte, hver gang det åbenbarer sig. Satsens andet markante tema, der første gang manifesterer sig dybt i fløjten, kan give mindelser om Pocahontas på klippetoppen, skuende ud

MATEUSZ MOLĘDA

over den nye verden, men for så vidt også minde om gedehyrden på de bøhmiske sletter.

Utvivlsomt er det i hvert fald af folkelig karakter og med den tjekkiske mesters sædvanlige sans for den sublime melodi.

2. sats: Her starter melodiens mester med også lige at understrege sin harmoniske kunnen, da han på forunderlig vis i løbet af 7 næsten enslydende akkorder bevæger satsen fra symfoniens hovedtoneart e-mol til den noget fjerne Des-dur. Herefter slippes de melodiske muskler for alvor løs i en engelskhornsolo af allerfineste karat, som ikke efterlader nogen tvivl om, hvor John Williams har lånt inspiration til sit ”The Shire”-tema fra Ringenes Herre-filmene fra. Satsen oser da også, ligesom Willams’ tema, af den hjemvé og nostalgi, som hjemmefødningen, trods et succesfuldt eventyr overseas, nok også har følt derovre. Og endnu engang er det blot at læne sig tilbage og opsuge al den melodiske velklang, han falbyder for os her. Dvořák brugte utroligt lang tid på at udvikle sine melodier i sine notesbøger og lavede små rettelser i det uendelige, indtil de var lige præcist så enkle og naturlige, at man overhovedet ikke kan høre, hvor svært det var at undfange dem. Læg desuden mærke til de 7 startakkorder, der kommer igen til allersidst – næsten som i starten, men denne gang uden at modulere – magisk!

3. sats: Dvořák viser i denne sats, at han udmærket er klar over, hvilken tradition, man skriver sig ind i, når man sætter betegnelsen ”9.” over en symfoni: ved at lade satsen starte med de samme voldsomme faldende kvinter, som Beethoven bruger i scherzo-satsen i sin 9. symfoni, sender han selvbevidst en hilsen til den gamle mester, der har kigget så mange store komponister over skuldrene og fået dem til at ryste på hånden efter deres 8. Satsen er en typisk bøhmisk dansesats, en furiant, som Dvořák bruger utroligt meget i sine fyrrige satser. Der er lækre accenter, skæve rytmer, drama, humør og drillerier, og i midten bliver der selvfølgelig også plads til den blødere trio-del, som det sig hør og bør i en scherzo-sats, inden de Beethovenske kvinter atter brøler ved genkomsten af den vilde dans. Til slut genhører vi til stor glæde hornfanfaren fra 1. sats.

4. sats: Sidste sats er en enorm sonateform med al det drama, og den indbyggede konflikt og forbrødring, det bærer med sig. Det potente messingtema, som åbenbarer sig efter ganske få takter, har en kraft og en fylde, der gør det til ét af de temaer, der sætter sig dybt i organismen, og han formår at bruge det så virksomt og fantasifuldt, at vi trods mange, mange gentagelser ikke på noget tidspunkt bliver trætte af det. Og så er det også her, at Dvořák for alvor begynder at lege med det cykliske element. Fløjterne kommer ind med temaet fra den langsomme sats, og hornene begynder så småt at røre på sig med det velkendte kald fra 1. sats. Lidt efter lidt bringer han alle disse elementer sammen, og det hele kulminerer med en fortissimo gentagelse af de 7 magiske akkorder fra andensatsen spillet i det tunge messing med strygerne i vildt amokløb underneden, og efter en reflekterende stund slutter han af med på mest overlegne vis at kombinere 1. og 4. satsens temakald til en forrygende og værdig slutning på en symfoni nummer 9.

Programnote af Ole B. Kiilerich, Musikformidler

MEDVIRKENDE Mateusz Molęda, dirigent Mateusz Molęda er født og opvokset i Dresden. Han er oprindeligt uddannet pianist, og han har optrådt som solist i over 25 lande, bl.a. med Berliner Philharmonikerne. Hans forældre er begge operasangere, så hans musikalske opdragelse er startet i en tidlig alder, og hans interesse for både de berømte og de obskure operaer er derfor en integreret del af hans repertoire. Som dirigent er det især hans mentor Marek Janowski, der har været en stor inspiration for ham; Molęda har været hans assistent i samarbejdet med Berlin Radiosymfoniorkester, Dresdner Philharmonie og Frankfurt Radiosymfoniorkester.

Anna Agafia Egholm, violin Anna Agafia Egholm er en dansk violinist. Hun havde sin solistdebut som 12-årig og har siden optrådt som solist med blandt andet DR Symfoniorkestret, Bergen Filharmoniske Orkester, Malmö Symfoniorkester samt Filarmonica de Stat Transilvania. Anna Egholm vandt en flot tredjeplads ved Carl Nielsen International Competition i 2019, og hun har derudover vundet både Tibor Vargas og Ginette Neveus internationale violinkonkurrencer. Hun har optrådt med kunstnere som Sergey Malov, Enrico Pace, Andrej Bielow, Anastasia Kobekina og Francois Salque. Udover violinen har Anna også udfoldet sin kreativitet som skuespiller, bl.a. i Max-filmserien. Anna spiller på en Gagliano-violin fra 1763, udlånt af Augustinusfonden.

SOLGT 26.UDNOV 27. NOV 2020

Dirigent: Andreas Delfs Solist: Johan Dalene

NORDEN I VERDEN O D E N S E KO N C E R T H U S - O D E N S E SY M FO N I O R K E ST E R Grieg: Peer Gynt suite nr. 2 / Sibelius: Violinkoncert Sibelius: Symfoni nr. 2

BESTIL BILLETTER PÃ… ODENSESYMFONI.DK