To udødelige - 27. februar 2020

CARL NIELSEN SALEN – ODENSE KONCERTHUS TORSDAG 27. FEBRUAR 2020 KL. 19.30 KONCERTINTRO I CARL NIELSEN SALEN KL. 18.30

TO UDØDELIGE Odense Symfoniorkester Dirigent: Jamie Phillips Solist: Sergey Eletskiy, klarinet W.A. Mozart: (1756 - 1791)

Klarinetkoncert i A-dur, KV 622

I Allegro II Adagio III Rondo. Allegro

Varighed: ca. 28 min.

PAUSE

Gustav Mahler: (1860 - 1911)

Symfoni nr. 5

I Trauermarsch II Stürmisch bewegt III Scherzo: Kräftig, nicht zu schnell IV Adagietto V Rondo-Finale

Varighed: ca. 1 t 10 min.

Musikkens unikke egenskab til præcist at indramme den kompleksitet, vi alle bærer i os som levende, tænkende, elskende mennesker udspændt i en evig akse mellem det dybe og det høje, kan udtrykkes på mange måder. Det kan gøres ved med guddommelig præcision sparsomt at placere det helt rigtige antal noder, hverken mere eller mindre, på et stykke papir - som i Mozarts allersidste orkesterværk, klarinetkoncerten - eller ved gennem myriader af melodier i en plastisk-organisk gigantudladning fra det allermindste til det allerstørste at søge at afdække hele den menneskelige eksistens i toner som i Mahlers imponerende 5. symfoni. Udtrykkene er markant forskellige, men dét, de to værker uden ord siger til os om de dybere aspekter af livet, er forbavsende ens.

MOZARTS SUBLIME SVANESANG “Aldrig havde jeg troet, at en klarinet ville kunne imitere den menneskelige stemme så forræderisk, som du er i stand til at gøre det. Dit instrument har i sandhed så blød og elskelig en tone, at ingen med et hjerte kan modstå den.”

Sådan skrev Mozart til sin gode ven og Frimurer-broder, Anton Stadler, i starten af 1780’erne, og inspireret af vennens virtuose tilgang til det meget nye instrument, begyndte Mozart at skrive større og større stemmer til klarinetten i sine værker og tvang derved alle, der ville spille hans musik, til at efterspørge dygtige klarinettister. Dermed blev han på mange måder katalysator for klarinettens endelige indtog i den klassiske, symfoniske musik. Og ikke nok med det, så skrev han også værker specielt tiltænkt Anton Stadler og hans ‘menneskelige’ klarinettone: Kegelstatt Trioen, Klarinetkvintetten, store obligate stemmer i operaen La clemenza di Tito og slutteligt klarinetkoncerten, som han færdiggjorde under to måneder før sin alt for tidlige død som 35-årig i december 1791.

Mozart var altså dybt betaget af sin virtuose ven, der da også selv var lidt af en fritænker. Således opfandt Stadtler en såkaldt ‘bassetklarinet’ (ikke at forveksle med bassethornet) med fire yderligere toner i bunden af registret, og det er faktisk til dette, nu for længst hedengangne instrument, at klarinetkoncerten er skrevet. Da koncerten blev udgivet på tryk for første gang i 1801, ti år efter Mozarts død, havde forlæggerne dog allerede forudset, at Stadlers specialinstrument ikke rigtig ville fænge an, og man omskrev koncerten en smule, så den kunne spilles på en almindelig A-klarinet - den eneste version, man nu kender, eftersom levemanden Stadler, foruden at skylde Mozart ikke mindre en 500 floriner ved dennes død, også formåede at miste det originale partitur allerede på sin første turné med værket.

Men det værk, der står tilbage, er trods det intet mindre end perfekt. Mozart havde en meget usædvanlig kompositionsteknik, hvor han udtænkte og færdigkomponerede HELE værket i alle detaljer inde i hovedet, inden han overhovedet satte pennen til

JAMIE PHILLIPS Foto: Sim Canetty-Clarke

papiret. Stort set alle andre komponister arbejder i faser, med temaer, orkestrering, udvikling af temaer osv., men Mozart havde det trykfærdige partitur i hovedet i sin helhed - hvilket han selv tilskrev en guddommelig gave. Deraf den både lakoniske, men også helt sandfærdige kommentar til sin far, engang da denne beklagede sig over et værk, som Mozart end ikke var begyndt på (troede faren): “Færdigkomponeret, endnu ikke nedskrevet”. I Mozarts efterladte arbejdsdagbog kan vi se, at da han døde alt for tidligt, var hans hoved fuldt af disse færdigkomponerede, endnu ikke nedskrevne værker. Og når man samtidigt prøver at fatte, at han i sit sidste leveår skrev ikke mindre end 33 værker, heriblandt udødelige mesterværker som operaerne Tryllefløjten og Tito, sit store Requiem, en klaverkoncert og altså også klarinetkoncerten, så er det næsten ikke til at bære at tænke på, hvad vi er gået glip af.

Klarinetten er et usædvanligt alsidigt instrument: i sit dybe leje har den en katteagtig blødhed og en rund og mild tone, i midterregistret står den klart og stolt, men med en iboende melankoli, og i toppen kan den hvirvle knivskarpe koloraturer afsted, der kan skære gennem hele orkestret. For rigtigt at gøre plads til alle disse klanglige facetter har Mozart barberet orkestret ned til et minimum: ude er alle messingblæsere (på nær et par horn), pauker og sågar oboen, der med sin insisterende lyd kunne komme til at dække for klarinetten. Tilbage står noget, der næsten minder om

SERGEY ELETSKIY

et kammerensemble, og det da også sådan, Mozart skriver musikken: her er ingen store solokadencer med lir og blær, og klarinetten er klangligt til stede næsten konstant som en mod- og medspiller i en intim orkestersats - i den sublime 2. sats får den end ikke så meget som en enkelt takts pause!

Mozarts beundring for sin logebroder kan også ses i det faktum, at der så godt som ingen musikalske anvisninger er givet fra komponisten; han har til fulde stolet på, at Anton Stadler selv kunne tilføje de finere musikalske lag og nødvendige dynamikker. Og trods en bevidst udnyttelse af hele instrumentets rækkevidde går han aldrig på kompromis med den overordnede, lyriske linje. Selv de største registerspring og svære passager er underlagt den evigt lurende melankoli, som er klarinettens inderste væsen; selv 3. satsen, der, skrevet for ethvert andet instrument, ville være ubekymret dansende i sin traditionelle rondo-form (med et evigt tilbagevendende, letfatteligt tema), får her en rørende dybde og en klanglig rigdom.

Således har Mozart med klarinettens væsen som katalysator efterladt os et af musikhistoriens mest autentiske udtryk: et testamente til glæde og sorg, til håb og resignation og til erkendelsen af, at ofte i livet er disse tilstande ikke modsætninger, men naturlige aspekter af samme, dybere mening.

30. APR - KL 19.30 2020

SÆSON ­PRÆSENTATION

I år fejrer vi sæsonstarten med en stor musikalsk fest, hvor vi disker op med små musikalske appetitvækkere fra koncerterne i sæson 20/21.

Købes billetten hjemmefra, får du desuden et glas bobler med i prisen Varighed: ca. 2 timer (inkl. 20 min. pause) PRIS: 190 KR. NØGLEKUNDE: 140 KR./ STUD./UNG: 80 KR.

ODENSESYMFONI.DK

HELE LIVET I EN SYMFONI Med sine tre første symfonier havde Gustav Mahler forsøgt i en form for Gesamtkunstwerk at finde en fællesmenneskelig eksistensplatform i en verden fuld af smerte, død og fortvivlelse - en slags musikalsk mening med livet som sådan. Han byggede videre på Beethovens idéer om symfonien som et frisættende medie, samt hans integrering af kor og vokalsolister i et symfonisk værk, på Liszts evige temaforvandlinger, hvor intet kommer igen i helt samme form, samt hans symfoniske digtning med tekstlige forlag, på Wagners enorme udvidelser af orkestret og dets klanglige muligheder, samt på Schuberts flair for at integrere egne sange i større værker.

Men i forbindelse med den katastrofale modtagelse af hans 4. symfoni i 1901, hvor Mahler følte sig så komplet misforstået, at han endte med at slette det underliggende tekstmateriale (på nær i sopranens sang i sidste sats), erklærede han følgende, ifølge legenden stående på et bord på en restaurant med et glas vin i hånden: “Ned med programbøger, der spreder falske idéer!

Publikum bør efterlades til deres egne tanker om det værk, der fremføres; de burde ikke blive tvunget til at læse under opførelsen og burde ikke være forudindtaget på nogen måde. Kun hvis komponisten ved musikken alene kan overføre de sansninger, der strømmede igennem ham, da hans skrev det, har han nået sit mål. Så vil tonernes tale have tilnærmet sig ordenes sprog, men med langt større udtryk og klarhed.” Her skulle han efter sigende have skålet og proklameret: “Pereat den Programmen” - “Lad programmerne forsvinde”.

Og her slutter mangen en programnote omhandlende Mahlers 5. symfoni.

Jeg vil dog forsøge om ikke andet så at give et par musikalske ledetråde til brug ved lytningen - men det står dig jo frit for ikke at læse videre - og forblive Mahler tro i ånden.

Gustav Mahler er en mangefacetteret skikkelse i musikhistorien. Set fra én vinkel kan han anskues som sin generations måske mest feterede dirigent, der med sine tårnhøje standarder og ubøjelige arbejdsiver satte nye standarder for, hvad man kunne forlange af et orkester. En mand, der på talenter alene havde arbejdet sig op til at bo i et kæmpe palæ, gift med den smukke og meget eftertragtede Alma Schindler. Anskuet fra en anden vinkel var han også manden, der som jøde i det daværende Böhmen konstant blev udskammet i hæslige antisemitiske kampagner (og faktisk konverterede til kristendommen), en fanatisk idealist, som med sin helt ubøjelige jernvilje drev sig selv og sine musikere fremad uden nogen form for tanke på personlig hensyntagen og dermed fik horder af fjender i musiklivet overalt, hvor han kom frem. Og som var

fanget i et ægteskab fra helvede - godt nok med den kvinde, der var hans livs helt store kærlighed, men hun havde sideløbende adskillige mere eller mindre offentlige affærer med andre fremtrædende kunstnere. Mahler var altså i dén grad udspændt mellem livets store yderpunkter - og det kan selvfølgelig høres i hans musik.

Prøv først og fremmest at bemærke, hvordan Mahler behandler orkestret som utallige konstellationer af kammermusikgrupper, fra det allermindste og skrøbelige til mangestemmige myriader af stemmer, for dernæst at lade hele den store organisme brøle i samklang. Dermed maler Mahler orkestret for os i konstant skiftende farver og nuancer, og vi hører, hvor utroligt mange stemmer, et sådant orkester faktisk består af.

Som Tjajkovskij havde gjort før ham, lader også Mahler i sin 5. symfoni ‘skæbnemotivet’ fra Beethovens 5. ditto få en fremtrædende plads. Og dermed bliver 1. satsen til en begravelsesmarch fremfor en egentlig førstesats, men en sørgemarch med wieneriske under- og overtoner, med Beethoven svævende over vandene. Den egentlige 1. sats kommer som sats nr.

2 og byder på store dramaer og længselsfulde temaer, og det er også her, vi for første gang hører den fantastiske messingkoral, der kommer til at gjalde forløsende ud i slutningen af 5. sats. Den tredje sats er, som hos de klassiske komponister, en dans - men en meget lang én af slagsen. Det er som om, at Mahler her gennem den wieneriske valsetakt forsøger at favne hele verden i bare én sats. Og det er også her, vi hører én af de største hornsoloer i den symfoniske litteratur. 4. Sats er den fra Viscontis film “Death in Venice” så berømte Adagietto, som Mahler kort efter brylluppet med sin fyrige Alma skrev som én af kunstens allersmukkeste kærlighedserklæringer. Her kan vi blot synke helt ned i sædet og nyde, hvordan harpens allerdybeste toner får lov til at spille en sjældent central rolle i denne sublimt skårne sats. Femte og sidste sats er festlig og opløftende og blev i mange år anset for at være en mærkelig slutning på den ellers så alvorstunge symfoni, men jeg synes, den er helt perfekt - og den viser det udvidede symfoniorkester i al sin glans og herlighed og spænder jo således også den eksistentielle bue helt ud og viser os hele livet i symfonien, med alt hvad der ligger i hver af os af glæder og sorger.

Hvilke dybe strenge, den slår an netop i dig, vil jeg lade være et anliggende mellem Mahlers udødelige sjæl og din egen.

Programnote af Ole Bartholin Kiilerich

FANTASIA BRITANNICA ELGAR OG NIELSEN

CARL NIELSEN SALEN - ODENSE KONCERTHUS

5. MAR 2020 - KL. 19.30

Dirigent: Nikolaj Szeps-Znaider Solist: Eugen Tichindeleanu Elgar: Violinkoncert i h-mol, op. 61 Nielsen: Symfoni nr. 2, op. 16, ”De fire temperamenter”

Pris: A: 295 - B: 225 - C: 150 kr.

Stud./unge: 80 kr.

ODENSESYMFONI.DK

MEDVIRKENDE Jamie Phillips, dirigent Phillips bliver ofte rost for sin evne til at ryste liv og energi ind i de kendte og familiære, klassiske værker.

Han demonstrerer en naturlig autoritet på dirigentpodiet, som han kombinerer med en klar, sikker og ekspressiv teknik og medfødt musikalitet. Phillips er populær som gæstedirigent over hele Europa og har bl.a. arbejdet med Czech Philharmonic, London Symphony Orchestra, Vienna Tonkünstler Orchestra, Royal Philharmonic Orchestra og en lang række andre orkestre.

Sergey Eletskiy, klarinet Er født i Moskva i 1989, hvor han også har taget sin musikalske uddannelse ved professor Evgeny Petrov.

Derudover har han studeret ved Reiner Wehle i Lübeck. Sergey Eletskiy er 1. klarinettist i Det Russiske Nationalorkester, men derudover har han optrådt som solist over store dele af Rusland og Europa.

Desuden har han vundet priser ved flere internationale musikkonkurrencer, bl.a. ARD International Music Competition i München, International Clarinet Competition i Gent og selvfølgelig: førsteprisen ved vores Carl Nielsen International Competition i 2013.

KOMMENDE KONCERTER FANTASIA BRITANNICA 5. marts 2020 - kl. 19.30 BONDEKANTATE OG PELLEGRINI PÅ SPANSK 17. marts 2020 - kl. 19.30 BORTFØRELSEN FRA SERAILLET 20. marts 2020 - kl. 19.30 21. marts 2020 - kl. 19.30 SØNDAGSMATINÉ 29. marts 2020 - kl. 11.00 H.C. ANDERSEN PRISEN 2020 2. april 2020 - kl. 17.00 BEETHOVEN 250 ÅR 16. april 2020 - kl. 19.30 FAMILIESYMF 17. april 2020 - kl. 17.00 MISSA SOLEMNIS 23. april 2020 - kl. 19.30 BEETHOVEN BEETHOVEN BEETHOVEN 28. april 2020 - kl. 19.30 SÆSONPRÆSENTATION 30. april 2020 - kl. 19.30 NORDEN I VERDEN 7. maj 2020 - kl. 19.30 GRØNTSAGSKONCERT 6. juni 2020 - kl. 11.30 13. juni 2020 - kl. 11.30 24. juni 2020 - kl. 11.30 OPERA PÅ ENGEN 2020 28. juni 2020 - kl. 15.00 MOZARTS REQUIEM 28. januar 2021 - kl. 19.30

1. violin Eugen Tichindeleanu Signe Madsen Kazimierz Skowronek Ulrike Kipp Christensen * Marina Skuratovskaia * Bjarne Hansen Kjetil Ravnan Qvamme * Esther Mielewczyk * Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovač Stinus Christensen Valeria Stadnicki Sofie Qvamme Jacob Buur ** Ivar Bremer Hauge ** Aistė Juodagalvytė Christensen ** 2. violin Vakant Jovana Vukušić * Jan Erik Schousboe Carl Sjöberg * Inger Lassen El Bylin Bundgaard Stig Andersen Kathrin Kollecker * Mads Haugsted Veronika Mojzesova Katerina Jelinkova (orlov) Ivaylo Dechkoff ** Karoliina Koivisto ** Arne Balk-Møller ** Ida Spang-Hanssen ** Bratsch Rafaell Altino * Vakant Dorthe Byrialsen Martin Jochimsen Gertrud Ludwig Dorota Kijewska Christian Bønnelykke Victor Sørensen Zane Sturme ** Cello Michaela Fukačová * Anna Dorothea Wolff Chatarina Altino * Philippe Muriset * Anna Pettersson Mette Spang-Hanssen Sofie Spanget Takkula (orlov) Anne Hall ** Kontrabas Peter Prehn * Maria Frankel Poul Jensen Find * Jens Krøgholt Matilde Zeeberg **

Fløjte Rune Most Lucia Klonner Ragnhildur Josefsdottir (piccolo) Isabella Østenby ** Obo Henrik Skotte Albrecht Krauß Pina Mohs (engelskhorn) (orlov) Eva Vrtacnik (engelskhorn) ** Klarinet Svante Wik René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet) Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Lars Mathiesen (kontrafagot) Horn Tone Sundgård Anker Niels Aamand Pedersen Steen Madsen Nicolai Sell Philip Sandholt Herup Andersen Thorbjørn Gram ** Susanne Skov ** Trompet Per Morten Bye Victor Koch Jensen Henrik Hou Feddersen Ketil Christensen ** Basun Robert Holmsted Lukas Winther Andersen Tobias Larsen ** Basbasun Alf Vestergaard Nielsen Tuba Carl Boye Hansen Harpe Vakant Lovisa Wennesz ** Pauke Thomas Georgi Slagtøj Audun Larsen ** Per Børge Jensen ** Malte Magnus Nielsen Vendelby ** Kasper Grøn ** * Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond ** Musikere i tidsbegrænsede stillinger

ODENSESYMFONI.DK