Klangmagi og den længe ventede - 28. november 2019

CARL NIELSEN SALEN – ODENSE KONCERTHUS TORSDAG 28. NOVEMBER 2019 KL. 19.30 KONCERTINTRO I CARL NIELSEN SALEN KL. 18.30

KLANGMAGI OG DEN LÆNGE VENTEDE Odense Symfoniorkester Dirigent: David Danzmayr Solist: Rafaell Altino, bratsch J. S. Bach: (1685 - 1750)

Das Musikalische Opfer – Fuga a 6 voci (2. Ricercata)

Varighed: ca. 11 min.

Christian Winther Christensen: (f. 1977)

Viola Concerto (uropførelse)

Varighed: ca. 16 min.

PAUSE

Johannes Brahms: (1833 - 1897)

Symfoni nr. 1 i c-mol, op. 68

I Un poco sostenuto - Allegro

II Andante sostenuto

II Un poco allegretto e grazioso

III Finale. Adagio - Più andante - Allegro non troppo, ma con brio

Varighed: ca. 42 min.

Du kender det godt: når selvangivelsen melder sin ankomst i e-boksen, eller når talen til brylluppet skal forfattes, så bemærker du med ny interesse de snavsede vinduer, den velvoksne bunke med vasketøj eller de gamle breve, du aldrig fik sorteret, og de meget håndgribelige og jordnære opgaver, du længe havde overset, synes nu pludselig at åbenbare sig med en ny, påtrængende nødvendighed: du er i gang med en overspringshandling. Og således kan der i den følelsesmæssige tyngde over en stor opgave blive løst en masse mindre, som pludselig ser særdeles overkommelige ud. Og hvis den periode, hvor du danser om den varme grød, bliver tilstrækkelig lang, kan listen blive tilsvarende omfangsrig. I Johannes Brahms’ tilfælde varede denne fase i forbindelse med hans første symfoni næsten tyve år og affødte et overflødighedshorn af overspringskompositioner.

Det vender vi tilbage til.

For inden pausen skal vi spidse ørerne, så man næsten kan stikke sig på dem. For både Anton Weberns orkestrering af J. S. Bachs imponerende 6-stemmige fuga og Christian Winther Christensens nye bratschkoncert tiltvinger sig vores lyttende opmærksomhed i en sjælden grad. Det er musik så fuld af mikrodetaljer, at man på én gang bliver både overvældet og henført, og skulle man nogensinde holde på et host, til vandet står op i øjnene, så må det være i dag (tip: hvis du hoster i ærmet på din bluse, reduceres støjen faktisk med 80%). Så forbered lyttelapperne på en gang seriøst overarbejde og glæd dig til en skærpelse af de fine fimrehår dit indre øre.

DAVID DANZMAYR

BACH MED ORKESTERTRYLLESTAV

Foto: Martin Baumann

Da kong Frederik II af Preussen endelig havde fået overtalt sin underbetalte huskomponist Carl Phillip Emmanuel til at sende bud efter sin berømte far fra Leipzig, skulle der ikke spildes så meget som et sekund. Den stolte, og meget musikalske, konge viste den gamle improvisationens mester, J. S. Bach, rundt på slottet i Potsdam og udfordrede ham til at improvisere fugaer på samtlige af slottets tasteinstrumenter - og dem var der rigtig mange af! Da de nåede kongens elskede koncertsal, havde han gemt en trumf i ærmet: han havde selv komponeret et lille, men temmelig udfordrende fugatema, som han på stedet forlangte omsat til en 6-stemmig fuga! En fuldkommen umenneskelig opgave, som selv den gamle mester måtte give fortabt overfor. Opgavens sværhedsgrad tiltalte dog Bach i en sådan grad, at han arbejdede videre med det lille motiv, da han kom hjem, og den 6-stemmige fuga, det lykkedes ham af frembringe, blev en del af hans sidste store værk, Musikalisches Opfer. Et usædvanligt gigantværk med det særlige twist, at han efterlod det ikke-arrangeret, altså kun som ukommenterede toner i et nodesystem, uden anvisninger på, hvem eller hvad, der skulle forløse musikken. Således har eftertiden søgt at afdække musikken fra den store mesters hånd på alle tænkelige måder: ofte har arrangører valgt at lægge de mange stemmer ud i forskellige oktaver, så man bedre kan skelne dem fra hinanden, de er blevet omskrevet for kammerorkester, hvor hver stemmer gives til ét specifikt instrument, eller forsøgt flettet

sammen til noget, der kan spilles på et klaver eller lignende. Ingen er dog nogensinde gået så drastisk til værks som klangciseleringens mester, Anton Webern, gjorde i 1935.

Han tilskriver næsten hver enkelt tone til et nyt instrument, hvilket jo godt kunne lyde som et helt tørt og ligegyldigt intellektuelt eksperiment, men resultatet er forbløffende: i en meget sjælden grad bliver man suget ind i kompositionen, og den åbenbarer sig indefra med en næsten åndeløs intensitet. Det føles lidt som at ligge dybt under vandet og kigge op på den ufatteligt smukke vandoverflade, der changerer i tusindvis af nuancer. Og selv om han ikke har ændret så meget som én tone eller rytme i Bachs mesterværk, så føles det helt nutidigt, modigt og ja, magisk. Lydmagi i ypperste potens, udfoldet i dyb koncentration og med et intenst nærvær, der minder os om, hvor meget vi er i stand til at opfatte af verden omkring os, hvis vi giver os lov og giver os hen.

MUSIKALSK SKYGGEUNIVERS AF GAMLE KLANGE

Og således er vi fuldt og helt forberedte til det meget særlige værk, som Christian Winther Christensen har skrevet til Odense Symfoniorkesters egen solobratschist, brasilianskfødte Rafaell Altino. Winther Christensen har nemlig med sin bratschkoncert sat sig for at udforske de svage nuancer i et musikalsk univers, der bibeholder hele essensen af et symfoniorkester med en virtuos solist, men skruer voldsomt ned for volumen.

Faktisk er der i koncerten to solister, nemlig både den rigtige, fysiske bratschsolist, og så, som det står i partituret, en ”ghost viola”, altså en spøgelsesudgave af bratschsolisten, som i virkeligheden varetages af en keyboardspiller med bratschlyde i tangenterne, der ligger som en skygge, et spøgelse, bag den egentlige solist og tilføjer fjerne klange i et skyggeunivers, der via lynsnar teknologi udspiller sig live, hver gang solisten sætter buen til strengene, i en form for tonal, kitschet parallelverden.

Winther Christensen er nemlig intenst optaget af instrumenternes stoflighed og søger derfor at forstærke de støjlignende lyde, der er en del af alle virkelige instrumenter, fx åndedrætslyde, buens skrattende kontakt med strengen eller sågar instrumentskift, og som vi som musikere normalt gør en del for at udviske og undgå. Her trækkes de tværtimod frem i rampelyset som en slags percussioninstrumenter, der efterlader en reminiscens af melodi, tonalitet og harmoni, således at der høres fjerne skygger af klassiske klange, udfoldet i de allersvageste nuancer – nogle måske i virkeligheden kun mulige at opfatte, hvis blikket følger med og er tilsvarende opmærksomt.

Stykket har, som Brahms’ symfoni efter pausen, været længe undervejs: det startede som en kammersymfoni i 4 satser for 10 år siden, blev så omskrevet

Foto: Knud Erik Jørgensen

RAFAELL ALTINO

NYTÅRS­ KONCERTER CARL NIELSEN SALEN - ODENSE KONCERTHUS

09. JAN 2020 - KL. 19.30 11. JAN 2020 - KL. 15.00 16. JAN 2020 - KL. 19.30 Dirigent: David Riddell Solist: Berit Barfred-Christensen Solist og konferencier: Preben Kristensen Nytårsfriske wienervalse, smækre musicalhits og små, perlende overraskelser.

Spiller også i Ejby og Horsens

Pris: 260 - 325 kr./ Stud./ung: 80 kr.

ODENSESYMFONI.DK

til en violinkoncert og har nu fundet sin endelige form i en bratschkoncert med vores energiske solobratschist i front. Det at skrive tyst musik for en enormt energisk musiker har været et kærkomment benspænd for komponisten, der ser mødet mellem solistens superkræfter og den superkoncentration, som værket afkræver af ham, som den helt store attraktion i den moderne koncertform.

Stykket er skrevet i 7 satser, der alle er ret korte – den 3. sats er fx kun 20 sekunder – og undervejs er der genkendelige motiver, rytmer og småfraser, der igen og igen drager vores opmærksomhed, ligesom en udpræget brug af ”musikalsk humor à la Haydn” er i spil, sammen med den allestedsnærværende underliggende tonalitetsfornemmelse. Winther Christensen skriver også ofte meget lange generalpauser i sine værker, ikke for, som John Cage, at fokusere på de omkringværende lyde, der jo altid er i et koncertrum, men for at skærpe opmærksomheden yderligere, en slags essens af hele værkets ønske om at folde de helt store ører ud og dykke dybt, dybt ind i en klangverden, der måske nok er fremmed, men som i virkeligheden bare er en forstærkning af alt det, der foregår hele tiden og er foregået til alle tider. Arbejdstitlen til værket var da også: 7 arkaiske stykker.

DEN LÆNGE VENTEDE

Da Johannes Brahms var en ung klaverløve på blot 20 somre, havde han allerede skrevet sange i verdensklasse og adskillige klaverværker af betydelig tyngde. Men det kom alligevel bag på den unge, fremadstormende komponist, at tidens førende musikkritiker, Robert Schumann, i en lang artikel i det indflydelsesrige musiktidsskrift Neue Zeitschrift für Musik udråbte ham til at være intet mindre end Beethovens arvtager! Og selv om han selvfølgelig var svært stolt og viste artiklen frem til alle, der gad at se den, så kom den på mange måder også til at kaste en skygge over hans komponisttilværelse.

Især Beethovens paradediscipliner, symfonier og strygekvartetter, havde Brahms meget svært ved at kaste sig over, om end interessen, især for det symfoniske, for den særdeles germanske komponist naturligvis var glødende. Men som han ærligt bekendtgjorde i et brev til en ven: ”Du kan umuligt forestille dig, hvordan det er altid at høre sådan en gigant marchere lige bag dig”.

Første forsøg på en symfoni i 1853 fik den purunge desværre startet i d-mol, samme toneart som Beethovens 9. symfoni, og selv om den på mange måder har ”symfoni” malet over hele partituret, så endte den som hans fænomenale 1. klaverkoncert.

Yderligere overspringshandlinger resulterede i to storslåede orkesterserenader, hvor han kunne nærme sig den symfoniske form uden at risikere direkte sammenligning med den gamle gigant. Som årene gik begyndte venner og forlæggere at tvivle på, at de nogensinde skulle se en rigtig symfoni fra den perfektionistiske Brahms, der på alle tænkelige måder for længst var en fuldt moden komponist.

I 1862 sendte hans pludselig en fuldt færdig 1. sats til sin livslange veninde Clara Schumann, Robert Schumanns enke, som glad og meget overrasket tilskyndede ham til at blive færdig med resten, for som hendes salige mand altid sagde, så er det med at skrive en symfoni slet ikke svært: hvis bare man har starten, så skriver slutningen sig selv.

Brahms svarede dog tørt tilbage, at ”en symfoni er ikke at grine ad!”, og så skete der ikke mere i lang tid – udover et par fragmenter, han sendte som små gaver til venner og bekendte i årene fremover. Til gengæld øvede han sig stadig på det symfoniske håndværk, og det storslåede Ein Deutsches Requiem er i omfang og materiale næsten en slags symfoni med kor. Det var dog først med den enorme succes, han fik med sin genistreg Variationer over et tema af Haydn, at han endelig turde se kæmpen bag sig i øjnene og langt om længe, efter en intensiv to-årig arbejdsperiode i 1876 sende sin første symfoni i trykken som 42-årig, 22 år efter de første spæde forsøg udi genren.

Og hvilken symfoni! Vi starter med brask og bram og heftige hjerteslag fra paukerne i en enorm sonatesats, der kombinerer Beethovens flair for temaceller, der udvikler og udvikles satsen igennem, med J. S. Bachs polyfoniske tænkemåde, det hele sat sammen i en gigantisk og aldeles formfuldendt sonateform, der opfylder selv den mest kritiske musikanalytikers vildeste fantasier.

De to efterfølgende satser er noget mindre af omfang, og samtidige kritikere pegede på, at han måske

allerede her var ved at få symfonisk kolde fødder. 2. sats er i det melankolske hjørne og har sin inderlige kulmination i en vidunderlig smuk duet mellem solohorn og soloviolin, der overhovedet ikke lugter af kolde fødder efter min mening. Den for en symfoni meget korte 3. sats er et Intermezzo i samme stil som hans mange bløde, vuggende klaversolostykker af samme navn og har en landlig klang, der sine steder kunne lede tankerne hen på Beethovens 6. symfoni, Pastorale, og som med sin uskyldsrene stemme renser luften før det enorme drama, der venter forude i den berømte 4. sats, hvor Brahms endelig langt om længe ser giganten Beethoven lige lukt i øjnene og med åben pande udfordrer ham på hjemmebanen: en koralsymfonisk sats med et ekstremt sangbart tema, der løfter sig og forvandles gennem en symfonisk transformation, og som når så voldsomme højder til sidst, at man som publikum nærmest kan se Beethovens lange skygge fordampe for øjnene af sig i en musikalsk magtdemonstration, der med stolthed og overskud udbasunerer, at den nye mester er kommet.

De tre næste symfonier flød ubesværet fra den selvkritiske herres hånd og gav på en måde protegéen Schumann ret alligevel: når først han havde fået startet, kom resten af sig selv. Og således fik vi både klaret den musikalske vinduesvask, brevsorteringen OG selvangivelsen, og verden blev mange smukke mesterværker rigere.

Programnote af Ole B. Kiilerich

MEDVIRKENDE David Danzmayr, dirigent David Danzmayr betragtes som en af de mest talentfulde yngre europæiske dirigenter i vor tid.

I 2012 var David Danzmayr prisvinder ved Den Internationale Malko Dirigentkonkurrence, og han var den eneste europæiske dirigent, der nåede finalen i den prestigefulde Chicago Symphony Orchestra Sir Georg Solti-konkurrence. Han er uddannet ved universitetet Mozarteum i Salzburg, hvor han oprindeligt studerede klaver og afsluttede sine dirigentstudier med højeste udmærkelse. Efter studierne i Salzburg og på Sibelius Akademiet, hvor han fulgte undervisning hos Leif Segerstam, hentede Danzmayr vigtig erfaring som assistent for Neeme Järvi, Sir Andrew Davies og Pierre Boulez. Danzmayr er Zagreb Philharmonic Orchestras chefdirigent og tilmed den første til at holde denne titel i mere end syv år. Sidst Danzmayr besøgte OS var i 2017 til koncerten Nationalromantiske Giganter.

Rafaell Altino, bratsch Rafaell stråler af musik, og alle der har oplevet ham – både som solist og som 1. bratschist i Odense Symfoniorkester – er uden tvivl blevet betaget af dette.

Rafaells vid og horisont stammer bl.a. fra de utallige musikalske indtryk, han har fået igennem livet; hans opvækst i Brasilien, hvor han blev introduceret for musikken, en bachelorgrad fra New England Conservatory of Music i Boston, en kandidatgrad fra Julliard School of Music i New York og koncerter rundt i hele verden. Rafaell har en forkærlighed for ny klassisk musik; i februar udgav han sin cd Works for Solo Viola med nykomponeret musik af en række af Danmarks mest innovative og markante komponister – en cd, der indløste ham ikke mindre end 6 hjerter i Politikens anmeldelse og 5 stjerner i Fyens Stiftstidende.

ROMANTIK OG MELANKOLSK SKร NHED PRO MUSICA

PRO MUSICA SALEN - ODENSE KONCERTHUS

21. JAN 2020 - KL. 19.30 Dohnรกnyi: Serenade for strygetrio, op. 10 Villa-Lobos: Trio for obo, klarinet og fagot Glass: Strygekvartet i fis-mol Medvirkende: Signe Madsen, violin; Rafaell Altino, viola; Chatarina Altino, cello; Pina Mohs, obo; Natalie Harris, klarinet; Xanthe Arthurs, fagot; Ivaylo Dechkoff, violin; Esther Mielewczyk, violin; Dorota Kijewska, viola; Mette Spang-Hanssen, cello Efter koncerten inviterer Pro Musica og Odense symfoniorkesters kunstforening til fernisering og et glas vin.

Pris: 180 kr./Stud./ung: 80 kr.

ODENSESYMFONI.DK

1. violin Eugen Tichindeleanu Signe Madsen Kazimierz Skowronek Ulrike Kipp Christensen * Marina Skuratovskaia * Bjarne Hansen (orlov) Kjetil Ravnan Qvamme * Esther Mielewczyk * Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovač Stinus Christensen Valeria Stadnicki Sofie Qvamme Jacob Buur ** 2. violin Vakant Jovana Vukušić * Jan Erik Schousboe Carl Sjöberg * Inger Lassen El Bylin Bundgaard Stig Andersen Kathrin Kollecker * Mads Haugsted Veronika Mojzesova Katerina Jelinkova Mina Fagerlund Sanches ** Aistė Juodagalvytė ** Sonia Wiktoria Zajac ** Bratsch Rafaell Altino * Vakant Dorthe Byrialsen Martin Jochimsen Gertrud Ludwig Dorota Kijewska Christian Bønnelykke Victor Sørensen Veronika Lenartova ** Marius Ungureanu ** Cello Michaela Fukačová * Anna Dorothea Wolff Chatarina Altino * Philippe Muriset * Anna Pettersson Mette Spang-Hanssen Sofie Spanget Takkula Anne Hall ** Kontrabas Peter Prehn * Maria Frankel Poul Jensen Find * Jens Krøgholt Mathilde Qvist Lauritsen **

Fløjte Rune Most Lucia Klonner (orlov) Ragnhildur Josefsdottir (piccolo) Obo Henrik Skotte Albrecht Krauß (orlov) Pina Mohs (engelskhorn) (orlov) Eva Vrtacnik ** Carl Marttala ** Klarinet Svante Wik René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet) (orlov) Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Lars Mathiesen (kontrafagot) Horn Tone Sundgård Anker Niels Aamand Petersen Steen Madsen Nicolai Sell Philip Sandholt Herup Andersen Trompet Per Morten Bye Victor Koch Jensen Henrik Hou Feddersen Basun Robert Holmsted Lukas Winther Andersen (orlov) Gustaf Wiklund ** Basbasun Alf Vestergaard Nielsen Tuba Carl Boye Hansen Harpe Vakant Lucie Delhaye ** Pauke Thomas Georgi Slagtøj Finn Christensen Keyboard Britt Krogh Grønnebæk **

* Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond ** Musikere i tidsbegrænsede stillinger

Aftenens koncert bliver optaget og sendt direkte på DR P2

ODENSESYMFONI.DK