Romantic Overload - 7. november 2019

CARL NIELSEN SALEN – ODENSE KONCERTHUS TORSDAG 7. NOVEMBER 2019 KL. 19.30 KONCERTINTRO I CARL NIELSEN SALEN KL. 18.30

ROMANTIC OVERLOAD Odense Symfoniorkester Dirigent: Mateusz Molęda Solister: Joseph Moog, klaver Sergéj Rakhmáninov: Klaverkoncert nr. 3 i d-mol (1873 - 1943) I Allegro ma non tanto

II Intermezzo. Adagio III Finale. Alla breve

Varighed: ca. 39 min.

PAUSE

Sergéj Rakhmáninov: Symfoni nr. 2, e-mol, op. 27

I Largo - Allegro moderato

II Allegro molto II Adagio III Allegro vivace

Varighed: ca. 60 min.

Hvis man skal fortælle en god historie om en person, der modtager hæder og berømmelse, så skal vi helst starte fra nulpunktet. Vi elsker anekdoten om H.C. Andersen, der kæmpede sig ud af fattige kår, eller hvad med Steve Jobs, der blev bortadopteret til en ganske almindelig familie, men alligevel opbyggede en af verdens største virksomheder og skabte et globalt, teknologisk paradigmeskifte? Vores kultur er bygget på den slags historier både i virkeligheden og fiktionen.

Sergej Rachmaninov var atypisk i den forstand, at han hverken kom fra trænge kår eller måtte kæmpe for sin ret til at blive musiker. Som søn i en aristokratisk familie og med en fætter, der underviste på Moskvas konservatorium, var Rachmaninov alt andet end dårligt stillet i tilværelsen, og vejen ind i musikkens verden var banet på forhånd. Alligevel var det først, da den beskyttende boble omkring ham brast, at hans kunstneriske virke for alvor blomstrede.

ET LIV I EKSIL

Rachmaninov levede et rodløst liv. Selvom hans forældre havde arvet fem store ejendomme, måtte familien bortauktionere dem alle og flytte til en lille lejlighed i Sankt Petersborg. Igennem livet måtte han acceptere, at en karriere som koncertpianist, dirigent og komponist krævede, at man turnerede rundt og kun sjældent havde en fast base.

På grund af de politiske uroligheder under revolutionen i 1905 valgte Rachmaninov at forlade Rusland for at få ro til sit arbejde. Efter at have slået sig ned i Dresden, en by han havde forelsket sig i efter en uforglemmelig opførelse af Wagners Mestersangerne

JOSEPH MOOG

i Nürnberg, blev han tilbudt at tage på turné i USA som både pianist og dirigent. I al hast skrev han et nyt værk, som han kunne optræde med, og på sejlturen over Atlanten medbragte han et “øve-klaver”, så han kunne nå at indstudere den musik, han havde færdiggjort blot en uge før afrejsen. Det nye værk var hans 3. klaverkoncert, og senere skulle det gå over i historien, som ét af de mest vanskelige værker i klaverrepertoiret. Et værk man, ifølge pianisten Gary Graffman, skal lære i en ung alder, hvor man endnu ikke kender frygt.

Den komplicerede 3. klaverkoncert starter med et af de nemmeste motiver i musikhistorien; bygget op af 4 toner. Musikforskere har forsøgt at spore denne melodi tilbage til russiske folkesange, men ifølge Rachmaninov dukkede den simple tonerække op ud af det blå. Melodien skal fraseres og accentueres, som en sanger ville gøre; den skal stå krystalklar, og der skal ikke herske nogen tvivl om, hvem der er solist på scenen. Men selvom det starter blødt og melodiøst, varer det ikke længe, før klaveret affyrer de virtuose skalaer som et automatvåben, og orkestret flankerer publikum med temaet. Hele 1. sats minder om god historiefortælling. Vi bliver konstant præsenteret for nye veje og overraskelser, og selvom der er digressioner, farer vi aldrig vild, fordi det hele emmer af overblik. Rachmaninov er ikke bange for at skrive de svære og komplicerede kadencer og løb, men i virkeligheden er det de lyriske passager, der stråler som kontrapunktiske lyspunkter. Det oser af russisk melankoli - måske med et lille snert af hjemve? Vi vender i hvert fald tilbage til den ‘russiske folkesang’ efter hvert af klaverets tungsindige åndehuller.

2. sats har den passende betegnelse: Intermezzo: Adagio - altså et roligt mellemspil. Her er tempoet og den abrupte fortællestil nedtonet, og pianisten får sig en velfortjent pause de første to minutter. De storladne temaer folder sig for alvor ud, og til slut vokser et løsrevet scherzo-fragment ud af klaveret, som munder ud i to enkeltstående akkorder: D-mol… A-dur…

D-mol! 2. sats glider umiskendeligt gennem et kvartsekst forudhold over i 3. sats. Man bruger betegnelsen attacca i noder til at beskrive, at man går fra den ene sats og direkte over i den næste uden pause. I stedet for at bygge energi op fra bunden, er den allerede etableret fra første slag i takten; det er som at træde op på et løbebånd, der kører med 20 km/t; man må bare hoppe på og krydse fingre for, at man kan følge med. Satsen bygger sig op mod den store, romantiske afslutning, men Rachmaninov kan ikke dy sig; det hele ender med en hæsblæsende trioliseret slutspurt over fire oktaver, der efterlade alle i salen forpustede!

Vær opmærksom på slutningens rytmiske figur! En næsten identisk figur optræder i afslutningen på både den 2. klaverkoncert og i aftenens næste værk den 2. symfoni. Det er Rachmaninovs personlige “cha-cha-cha”-finale. Så hvis du har taget en lur hen mod slutningen, kan du med fordel lægge mærke til, om der er et klaver på scenen eller ej, hvis du vil have et hint om, hvorvidt der er pause, eller koncerten er forbi.

EN AF OS OS OG ALLE VORES VENNER

CARL NIELSEN SALEN - ODENSE KONCERTHUS

21. NOV 2019 - KL. 19.30 Odense Symfoniorkester Dirigent: Eugen Tichindeleanu Solister fra OS: Sofie Qvamme, violin; Victor Sørensen, bratsch; Ragnhildur Josefsdottir, fløjte; Victor Koch Jensen, trompet; Ole B. Kiilerich, klaver Mozart, Vivaldi, Haydn, Bartok, Beethoven, Brahms, Tjajkovskij, Nielsen Koncertens overskud går til Odense Symfoniorkesters Studie- og Udviklingsfond.

Pris: 195 kr. / Stud./ung: 80 kr.

ODENSESYMFONI.DK

DEN FØRSTE FIASKO

Rachmaninov var et vidunderbarn, og gennem sin barndom og ungdom blev han rost og beundret af sin omgangskreds; både som pianist og komponist. Ved sin afslutning på konservatoriet komponerede han operaen Aleko, der blev en kæmpe succes; den blev rost af Tjajkovskij, blev straks sat op i Moskva, og den indbragte Rachmaninov den største ære på konservatoriet: en guldmedalje for en enestående præstation. Senere, ved sin debut som pianist, opførte han sit præludium i C#-mol, der cementerede ham som en virtuos komponist såvel som pianist. Alt gik som smurt, lige indtil…

28. marts 1897. Den unge komponist Rachmaninov har sin første symfoni på programmet. Det er en katastrofe. Rachmaninov må snige sig ud af salen under uropførelsen, og da den sidste akkord bliver slået an, forlader han koncerthuset - målløs, rasende og knust.

Onde tunger påstod senere, at dirigenten, Aleksandr Glazunov, var uforberedt, uengageret og muligvis beruset. Kritikken haglede ned over den unge

Rachmaninov, og selvom han til omverdenen tog det med oprejst pande og hævdede, at det var en sund og lærerig proces, resulterede det i skriveblokade, depression og druk i de næste tre år.

Det krævede både hypno- og psykoterapi af lægen Nikolaj Dahl at få Rachmaninov til at komponere igen, og det blev med hans 2. klaverkoncert, at han fik sin genoprejsning. Trods succesen på det nye værk og sit genvundne renommé, blev den 1. symfoni dog aldrig opført igen i Rachmaninovs levetid; det var et sår, der ikke ville hele. Derfor krævede det også mod og selvindsigt at færdiggøre den 2. symfoni, og under hele skriveprocessen forblev den en hemmelighed for omverdenen. I 1908 blev symfonien uropført, og for at undgå at en inkompetent dirigent skulle spolere dette comeback, var det naturligvis Rachmaninov selv, der stod på dirigentpodiet denne gang.

Det var en øjeblikkelig succes. Den eneste anke var længden - især i forbindelse med indspilninger. Det blev derfor en udbredt praksis at sakse og forkorte

MATEUSZ MOLĘDA

symfonien - nogle steder blev den skåret ned til at vare omkring 35 minutter. I aften skal vi dog høre den i sin fulde længde - selvom det kortvarigt var på tale at springe en gentagelse over i 4. sats.

Det er næsten umuligt ikke at læse den biografiske tilblivelsesproces ind i symfoniens 1. sats. Der er ikke just tale om en ‘her-kommer-jeg’-attitude tværtimod! Det er indelukket og klagende, men også inderligt og klangfuldt. Og når strygerne får bygget fundamentet, når blæserne skaber lydmuren og pauken demonstrativt brager igennem med en alvorlig hvirvel, er al reminiscens af den fejlslagne første symfoni forsvundet.

2. sats er derimod meget mere kåd og selvsikker, og man tænker straks, at den står i stærk kontrast til den forgangne sats. Men musikken når ikke at blive al for kålhøgen, før den lige så spontant retter ind efter førstesatsens stil. En oase midt i sandstormen åbenbarer sig for lytteren; dette smukke tema i strygerne er min personlige indgang til symfonien. I Alejandro G. Iñárritus film Birdman fra 2014 er det nemlig stykket, der akkompagnerer den fallerede Riggan Thomson, der i en delirisk vildelse flyver gennem New Yorks gader i en manisk blanding af lykke og selvhad.

Hvis der er en videnskabelig forklaring på, hvorfor 3. satsen er så uendelig smuk, som den er, så bør det ties ihjel. At præsentere et så længselsfuldt tema er alene en bedrift, men Rachmaninov vælger derefter at dæmpe hele orkestret… og som en muse nedstigende fra den aftenrøde himmel overtager klarinetten med sin fortryllende og ensomme klang. Hele satsen er en tour de force af solopræstationer - alle sammen skrøbelige med et subtilt tvist af melankoli.

Det er som klorin for sindet; enhver mørk tanke er forsvundet, når den sidste akkord dør ud.

Hvis 3. sats er som at stirre op i den uendelige nattehimmel, så er starten på 4. sats det festfyrværkeri, der farver hele himlen op med lys og trækker os ud af de eksistentielle tanker og tilbage på jorden. Det er en energiudladning, der ikke negligerer det foregående, men giver det sit eget bombastiske besyv med på vejen. Satsen er fyldt med referencer til de foregående tre satser, og selvom det startede festligt, bliver det hurtigt et vemodigt og rørende tilbageblik, på noget musik, der allerede føles som en oplevelse, der står uden for tid og rum.

Den 2. symfonis triumferende afslutning er Rachmaninovs endelige farvel til den forfejlede 1. symfoni. Et ikonisk og helstøbt mesterværk, der beviste, at hans symfoniske evner aldrig siden måtte betvivles.

Programnote af Jacob Kristensen

MEDVIRKENDE Mateusz Molęda, dirigent Mateusz Molęda er født og opvokset i Dresden. Han er oprindeligt uddannet pianist, og han har optrådt som solist i over 25 lande, bl.a. med Berliner Philharmonikerne. Hans forældre er begge operasangere, så hans musikalske opdragelse er startet i en tidlig alder, og hans interesse for både de berømte og de obskure operaer er derfor en integreret del af hans repertoire. Som dirigent er det især hans mentor Marek Janowski, der har været en stor inspiration for ham; Molęda har været hans assistent i samarbejdet med Berlin Radiosymfoniorkester, Dresdner Philharmonie og Frankfurt Radiosymfoniorkester.

Joseph Moog, klaver Joseph Moog er blot 31 år gammel, men begge hans forældre er professionelle musikere, og han begyndte derfor allerede at få undervisning i klaver som fireårig. Moog er en yderst produktiv og populær musiker; hans kalender er tætpakket, og hans repertoire er bredt. Han har medvirket på en række indspilninger, og de mange prismodtagelser bekræfter hans talent. Han har bl.a. vundet International Classical Music Award og Gramophone Young Artist of the Year. Moog indspillede allerede Rachmaninovs 3. klaverkoncert med Deutsche Staatsphilharmonie Rheinland-Pfalz og Nicolas Milton i 2012 - blot 24 år gammel.

KLANGMAGI OG DEN LÆNGE VENTEDE

CARL NIELSEN SALEN - ODENSE KONCERTHUS

28. NOV 2019 - KL. 19.30 Odense Symfoniorkester Dirigent: David Danzmayr Solist: Rafaell Altino, bratsch Bach/Webern: Ricercar a 6 C.W. Christensen: Bratschkoncert (uropførelse) J. Brahms: Symfoni nr. 1

Pris: A: 295 - B: 225 - C: 150 kr./Stud./ung: 80 kr.

ODENSESYMFONI.DK

1. violin Eugen Tichindeleanu Signe Madsen Kazimierz Skowronek Ulrike Kipp Christensen * Marina Skuratovskaia * Bjarne Hansen (orlov) Kjetil Ravnan Qvamme * Esther Mielewczyk * Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovač Stinus Christensen Valeria Stadnicki Sofie Qvamme Aistė Juodagalvytė ** Jacob Buur ** Ulrieke Joanna Rasmussen ** Rebecca Bove ** 2. violin Vakant Jovana Vukušić * Jan Erik Schousboe Carl Sjöberg * Inger Lassen El Bylin Bundgaard Stig Andersen Kathrin Kollecker * Mads Haugsted Veronika Mojzesova Katerina Jelinkova Mina Fagerlund Sanches **

Fløjte Rune Most Lucia Klonner Ragnhildur Josefsdottir (piccolo) Obo Henrik Skotte Albrecht Krauß Pina Mohs (engelskhorn) (orlov) Eva Vrtacnik ** Klarinet Svante Wik René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet) Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Lars Mathiesen (kontrafagot) Horn Tone Sundgård Anker Niels Aamand Petersen Steen Madsen Nicolai Sell Philip Sandholt Herup Andersen Trompet Per Morten Bye Victor Koch Jensen Henrik Hou Feddersen

Bratsch Rafaell Altino * Vakant Dorthe Byrialsen Martin Jochimsen Gertrud Ludwig Dorota Kijewska Christian Bønnelykke Victor Sørensen Sara Wallin **

Basun Robert Holmsted Lukas Winther Andersen (orlov) Tobias Larsen **

Cello Michaela Fukačová * Anna Dorothea Wolff Chatarina Altino * Philippe Muriset * Anna Pettersson Mette Spang-Hanssen Sofie Spanget Takkula Anne Hall **

Harpe Vakant

Kontrabas Peter Prehn * Maria Frankel Poul Jensen Find * Jens Krøgholt Lars-Bo Hermansen **

Basbasun Alf Vestergaard Nielsen Tuba Carl Boye Hansen

Pauke Thomas Georgi Slagtøj Finn Christensen Jonas Bonde-Nielsen ** Kasper Grøn ** Per Børge Jensen **

* Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond ** Musikere i tidsbegrænsede stillinger

Aftenens koncert bliver optaget til senere udsendelse på P2.

ODENSESYMFONI.DK