Franske Juveler - 31. oktober 2019

ODENSE I N T E R N AT I O N A L E

O R G E L F E S T I VA L

CARL NIELSEN SALEN – ODENSE KONCERTHUS TORSDAG 31. OKTOBER 2019 KL. 19.30 KONCERTINTRO I CARL NIELSEN SALEN KL. 18.30

FRANSKE JUVELER Odense Symfoniorkester Dirigent: Pierre Bleuse Solister: Lina Johnson, sopran; Thomas Trotter, orgel, Filharmonisk Kor / Korindstudering: Morten Heide Maurice Ravel: (1875 - 1937)

Rapsodie espagnole I Prélude á la nuit II Malaguena III Habanera IV Feria Varighed: ca. 16 min.

Francis Poulenc: Orgelkoncert i g-mol, FP 93 (1899 - 1963) I Andante

II Allegro giocoso III Subito andante moderato IV Tempo allegro; Molto agitato V Trés calme; Lent VI Tempo de l´allegro initial VII Tempo introduction; Largo Varighed: ca. 24 min.

PAUSE

Francis Poulenc: Gloria, FP 177

I Gloria

II Laudamus Te II Domine Deus III Domine Fili unigenite IV Domine Deus Agnus Dei V Qui sedes ad dexteram Patris Varighed: ca. 28 min.

Maurice Ravel:

Bolero

Varighed: ca. 16 min.

Maurice Ravel boede i den sidste del af sit liv i en lillebitte villa uden for Paris i sit første og sidste hus, hans drømmehus Belvédère. Og selv om musikforskere den dag i dag skændes om, hvorvidt den egensindige Ravel mon var aseksuel, frekventerede bordeller eller måske var homoseksuel, så boede han ikke alene i huset. Han var nemlig omringet af en stadigt voksende flok siamesiske katte, som han tog sig af, som om de var hans eget afkom. De fik endda gudmødre og -fædre ved fødslen, ligesom de havde fri adgang overalt i huset, både i soveværelset, såvel som i hans hellige arbejdsværelse. Han foretrak således kattenes selskab fremfor menneskenes.

Aftenens anden komponist, Francis Poulenc, var derimod en levemand, der forstod at udnytte de brølende 20’ere til fulde. Han blev oftest forelsket i mænd, men var ikke kræsen af natur og havde det som en fisk i vandet i 20’ernes eksperimenterende kulturliv, hvor ikke meget forblev uprøvet. Han udtalte selv, at han jo var rundet af en streng katolsk opdragelse, men at fra 1920-1935 “bekymrede han sig ikke meget derom”!...

Nu skal man jo altid vare sig for at sætte nogen form for lighedstegn mellem en kunstners privatliv og hans kunstneriske udkomme, men det er om ikke andet i hvert fald værd at bemærke, at aftenens to komponister byder på værker, der ligger langt fra deres menneskelige udgangspunkt: Ravels Rapsodie espagnole er et så gennem-erotisk værk, at papiret næsten må have rødmet, da han nedfældede tonerne, omgivet af sine katte, og om hans verdensberømte Bolero har forfatter og anmelder Allan Bloom engang skrevet, at: “Unge mennesker ved, at rockmusik har samlejets rytme. Det er derfor, at Ravels Bolero er det eneste stykke klassiske musik, der generelt er kendt og elsket af dem.”

Og omvendt diverterer livsnyderen Poulenc, som i sine klaverpartiturer nyder at smide pedaleringskommentarer ind på de mest upassende steder (pédal er det franske slangord for bøsse) i bedste “det sagde hun også i går”-stil, os med to sakrale værker, ét for kor og ét for orgel, der trods diverse krumspring fremstår ret pietistiske sine steder.

RAPSODIE ESPAGNOLE

Maurice Ravel blev født i Baskerlandet, kun 11 km fra grænsen til Spanien, af en spansktalende mor, så trods modvægten fra den svejtserfranske ingeniørfar, så har det spanske tonesprog og temperament fundet vej ind i komponistens blod fra ganske spæd.

Og som komponistkollegaen de Falla bemærker om Rapsodie Espagnole, så er det temmelig imponerende, hvordan Ravel lykkes med ikke at plagiere spanske folkemusikfraser, som man let kunne forfalde til, og derved skabe en spansk parodi, men at han formår ligesom at indånde selve de spanske musikalske grundelementer og bruge dem virtuost på sin egen, meget franske måde.

Rapsodien er hans første store orkesterværk, et ungdomsværk, der emmer af erotik og undertrykte

PIERRE BLEUSE

længsler. Fra allerførste tone i Prélude à la nuit mærker vi natten sænke sig med de lige dele sensualitet og farlighed, der altid følger med solens forsvinden.

Den faldende firetone-række bliver en let truende og tungt erotisk følgesvend gennem alle satserne i den lille suite, og man fornemmer allerede her, at man sidder på toppen af en ulmende vulkan - der dog i første sats ikke noget sted bevæger sig over en sagte rumlen.

I andensatsen kommer et par musikalske, spanske hik med temperament, men hele tiden vender vi tilbage til den lurende, ulmende intensitet, som i tredjesatsen (en Habanera som i Bizets Carmen), tager endnu et skridt ind i erotikkens inderste væsen, og den ægger og vugger så tilpas længe, at vi i meget høj grad trænger til den enorme musikalske forløsning, der venter os i sidstesatsens musikalske karneval, der som en vellystig, sammenfiltret organisme uundgåeligt arbejder sig frem mod de nok frækkeste takter klassisk musik, der nogensinde er skrevet, når det hele pludseligt eksploderer i et orgiastisk musikalsk festfyrværkeri.

KONCERT FOR ORGEL, PAUKE OG STRYGERE

Foto: Adrian Burrows

Kontrasten fra Ravels skamløse musikalske eufori til startakkorden i Francis Poulencs orgelkoncert kan næsten ikke være større! Den lyder nemlig som indledningen til en gotisk gyserfilm. Og hvordan kan det nu være, når Poulenc ellers er kendt som ‘klassens frække dreng’?

THOMAS TROTTER

I 1936 fik Poulenc den triste besked, at hans bedste ven, den jævnaldrende komponistkollega Pierre-Octave Ferroud, var blevet dræbt i en frygtelig bilulykke i Paris i en alder af kun 36 år. Denne begivenhed fik skelsættende betydning for den ellers ret så pjankede Poulenc, der øjeblikkeligt begav sig på en pilgrimsvandring til Den Sorte Jomfrus Skrin i Rocamadour i Sydfrankrig. Her genfandt han sin barndoms katolske tro, og i de næste mange år bearbejdede han den og tabet af vennen gennem sin musik i det, der blev kendt som hans ‘seriøse periode’. Selv udtalte han således: “Den rædselsfulde udslettelse af en musiker så fuld af vigør efterlod mig lamslået. Jeg gav mig til at fundere over skrøbeligheden af vores menneskelige ramme og blev atter tiltrukket af det spirituelle liv”.

Orgelkoncerten er det første af disse langt mere alvorlige og dybe værker fra den sprælske franskmand, og han skrev selv om værket, der blev bestilt af arvingen til Singer-formuen (symaskine-imperiet), Princesse Edmond de Polignac (a.k.a Winaretta Singer) tilbage i 1934, men som havde samlet støv på skrivebordet siden da, at “dette er ikke den lalleglade Poulenc, der skrev koncerten for to klaverer, men en Poulenc på vej i kloster, en 1500-tals-Poulenc, om du vil.” Med denne tilbagevenden til det religiøse aspekt af livet fik Poulenc endelig den hårdt tiltrængte inspiration og skrev et stort værk i stil med barokkens keybordfantasier, nemlig et værk med store kontraster i mange satser, der forløber ud i ét.

De ulige satser I, III, V og VII er langsomme, og de lige satser II, IV og VI er hurtige. Den tredje sats er klart den længste og mest vægtige og spiller over 7 min, de andre er korte. Det giver ikke så meget mening at sidde og følge med i satsbetegnelser undervejs, men det er værd at notere tre elementer, som går igen gennem værker, nemlig: 1) de frygtindgydende horror-akkorder fra indledningen, der kommer som lyn fra en klar himmel hver eneste gang 2) en lystig, opadgående tonerække på fire toner (der indeholder grundstenene i Poulencs favoritakkord: maj7) i en slags perpetuum mobile-karakter, der giver værket en umiskendelig smag af Poulenc og 3) de melodiøse, inderlige passager, der når et tyst højdepunkt i den 7. sats, hvor kun solocello og solobratsch akkompagneres af orglets allersvageste nuance.

Desuden kan man nyde, at Poulenc til denne komposition har udvalgt de instrumenter, der ligger længst fra orgelets egen lyd, nemlig strygere og pauke, til at spille op imod de magtfulde piber og slet ikke har skrevet de blæserinstrumenter ind, som han ellers så kendt for at komponere virtuost for. Glæd dig til en musikalsk oplevelse fuld af skønhed, gru og sjælelig dybde i denne gadedrengens åndelige opvågnen.

GLORIA

Foto: Tonje Eliasson

Francis Poulencs formative år faldt sammen med første verdenskrig, hvor han som alle andre unge franske mænd var i hæren. Derfor fik han ikke nogen formel musikalsk uddannelse, men forblev en fri og ubundet musikalsk sjæl.

“Mine regler er instinktive”, sagde han om sin musik. “Jeg bekymrer mig ikke om tekniske principper, og det er jeg stolt af; jeg har ikke noget system, når jeg skriver (for mig er ‘system’ det samme som ’tricks’); og hvad angår inspiration, så er det så mystisk en sag, at det er bedre ikke at forsøge at forklare det.”

Kernen i Poulencs komponistvirke er hans evne til at skrive meget, meget smukke melodier. Han var dybt i spireret af Schubert på dette punkt, og det er da også netop den umiddelbart sangbare kvalitet af hans temaer, der har slået hans navn fast i musikhistorien. Mange af hans lieder er blandt de allerbedste i repertoiret, og de mere melodiøse passager af både kammer- og orkester-, samt kormusikken er overvældende smukke.

Det får vi rigelige demonstrationer af i aftenens andet Poulenc-værk, nemlig hans nok mest spillede orkesterværk: Gloria for stort orkester, kor og sopransolist, endnu et af livsnyderens sakrale værker.

Men hvor orgelkoncerten med sine sjælerystende voldsomhed er skrevet som umiddelbar reaktion på vennens død, så er Gloria fra 1960 på så tilpas lang afstand af chokket, at en hel del af gadedrengen nu har fundet vej ind i kirken. Man kan sige, at dette værk bedre indeholder hele Poulenc i den berømte beskrivelse af ham som “halvt munk, halvt bølle”.

En del musikkritikere i samtiden mente sågar, at værket var vanhelligt med sine til tider næsten fjollede accentueringer af den hellige tekst, men Poulenc forsvarede sig frejdigt med følgende udsagn: “Jeg så for mig disse fresker af Gozzoli med engle, der rækker tunge. Og også nogle benediktinske munke, jeg engang så give den fuld gas i en fodboldkamp.”

LINA JOHNSON

BOLÉRO

Hvad skal man dog skrive om det måske mest berømte og berygtede stykke klassiske musik? Man kunne vælge at give ordet til den altid selvkritiske komponist, Maurice Ravel: “Jeg er specielt nervøs for, om der skulle opstå misforståelser angående min Boléro. Det er et eksperiment i en meget særlig og ensporet retning, og den bør ikke mistænkes for at ville opnå andet eller mere, end den rent faktisk gør. Før den første opførelse udstedte jeg en advarsel om, at det, jeg havde skrevet, var et stykke bestående udelukkende af orkestral tekstur uden musik - i ét langt, meget gradvist crescendo. Der er ingen kontraster, og der er så godt som ingen musikalsk udvikling udover disponeringen og måden at udføre den på.

Temaerne er upersonlige - folkemelodier af den sædvanlige spansk-arabiske slags. Hvad end der er blevet sagt herom, må jeg fastslå, at instrumenteringen er simpel og ligefrem hele vejen igennem, uden det mindste forsøg på virtuositet. Jeg har gjort præcist, hvad jeg satte mig for at gøre, og det må være op til lytterne at holde af det eller lade være!”.

Men det ville næppe kaste lys over, hvorfor Boléro står tilbage, blandt tusindvis af værker, som ét af de mest elskede, mest spillede klassiske hits. For den lille melodi, som Ravel pludselig hørte for sig, da han i en vens sommerhus, iført sin smarte, lyserøde heldragt, var på vej ud på sin morgensvømmetur, havde ganske rigtigt, som han råbte, da han løb ind omkring klaveret og spillede den for vennen, ‘en særlig insisterende kvalitet’. Og man kunne fx bemærke den meget subtile måde, hvorved han får orkestret til at vokse gennem samtlige 16min: ved at lade det soloinstrument eller den gruppe, der lige har spillet temaet, synke ned i akkompagnementets insisterende rytme i næste temagentagelse. Eller hvordan han, når crescendoet - akkumuleringen af lyd - ikke længere synes muligt at fortsætte, på genial vis løfter hele massen af lyd fra den C-dur, vi har hørt på i 15 minutter, til en lysende E-dur, hvorefter Boléro-dyret strækker og vrider sig i dødskramper og imploderer under sin egen vægt. Eller den mekaniske fascination det er at opleve den stakkels slagtøjsspiller spille den samme, insisterende rytme i samfulde 16 min - hver gang med den lille, velkendte forskydning i rytmen, som gør lige godt hver eneste gang. Men det kan jo også være, at Allan Bloom har ret, når han beskriver Boléro som den ultimative musikalske beskrivelse af den menneskelige kødelige forening...? I hvert fald kan vi ikke undgå at gå fra koncertsalen i dag med blodet sat i rytmiske, iberiske svingninger af den lille, undselige franskmands frække musikeksperiment.

Programnote af Ole Bartholin Kiilerich

Odense Internationale Orgelfestival er støttet af Frobeniusfonden, Augustinus Fonden, Toyota-Fonden, DOKS’ Gramex-midler og Odense Kommunes Musikpulje

VERDENS SVÆRESTE KLAVERVÆRK

ROMANTIC OVERLOAD ODENSE KONCERTHUS

07. NOV 2019 Rachmaninov: Klaverkoncert nr. 3 & Symfoni nr. 2

Dirigent: Mateusz Molęda Solist: Joseph Moog, klaver Pris: A: 325 - B: 260 - C: 200 kr. /Stud./ung: 80 kr.

ODENSESYMFONI.DK

MEDVIRKENDE Pierre Bleuse, dirigent Pierre Bleuse er oprindeligt uddannet violinist, og han har med stor succes optrådt med en lang række prestigefyldte orkestre rundt i verden, bl.a. Orchestre National de France. I 2010 begyndte han dog et intenst dirigentstudie hos Jorma Panula i Finland og Laurent Gay i Schweiz. Bleuse har siden stået i spidsen for en lang række orkestre heriblandt Utah Symphony Orchestra, Kungliga Filharmonikerna, Orchestre de Paris og Kinas Nationale Symfoniorkester. Bleuse har desuden været medskaber af Musika Orchestra Academy: en inkubator for musikere og dirigenter.

Lina Johnson, sopran Lina Johnson har taget sin uddannelse fra det Norske Musikkonservatorium i Oslo, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Operaakademiet i København. Johnson er både populær og dygtig, hvilket ses på hendes mange engagementer og priser - hun har bl.a. modtaget Sonnings Talentpris i 2008 og var finalist i Wilhelm Stenhammar International Singing Competition i 2012. Johnson har sunget en lang række af operaer og lieder i det meste af norden, på hendes repertoire repertoire står bl.a. Tryllefløjten, Flagermusen, La Bohème, Elskovsdrikken, Così fan tutte, Carmina Burana og meget, meget mere.

Thomas Trotter, orgel Thomas Trotter er en af de mest beundrede britiske musikere. Han har arbejdet sammen dirigenter som Sir Simon Rattle, Bernard Haitink og Sir Charles Mackerras. Som solist har han spillet i en række af de mest berømte koncertsale: Philharmonie i Berlin, Gewandhaus i Leipzig, Concertgebouw i Amsterdam, Musikverein og Konzerthaus i Wien og Londons Royal Festival Hall. I 2012 modtog han titlen som International Performer of the Year af The American Guild of Organists, og i 2016 modtog han guldmedaljen for sine bedrifter og kundskaber som organist af The Royal College of Organists.

Filharmonisk Kor v. Morten Heide Koret blev skabt i 1991 i et forsøg på at skabe et grundlag, der kan sikre publikum et bredt udvalg af koncerter med kormusik. I dag medvirker Filharmonisk Kor i næsten alle symfonikoncerter med kormusik. Filharmonisk Kors daglige leder, Morten Heide er uddannet kordirigent og koncertpianist ved konservatorierne i Odense, Hamborg og Stockholm. Morten Heides musikalske profil er kendetegnet ved et højt aktivitetsniveau og en alsidig og helstøbt tilgang til musikken. Som både pianist og dirigent deler han sit professionelle virke mellem at give koncerter, dirigere kor og undervise i klaver og korledelse.

HALLELUJAH! Odense Domkirke fyldes endnu engang med julens glade budskab, når vi sammen med Filharmonisk Kor opfører Händels Messias.

Hvis du vil i klassisk julestemning eller bare vil nyde korets enestående klang i Odenses smukkeste koncertrum, så er dette en strålende mulighed.

MESSIAS SANKT KNUDS KIRKE - ODENSE DOMKIRKE

4. DEC 2019 - KL. 19.30 Odense Symfoniorkester Dirigent: Olof Boman Solister: Klara Ek, sopran

Daniel Carlsson, kontratenor

Hyojong Kim, tenor

Staffan Liljas, bas Filharmonisk Kor, Korindstudering: Morten Heide G.F. Händel: Messias

Pris: A: 225 - B: 150 kr./Stud./ung: 80 kr.

ODENSESYMFONI.DK

1. violin Eugen Tichindeleanu Signe Madsen Kazimierz Skowronek Ulrike Kipp Christensen * Marina Skuratovskaia * Bjarne Hansen (orlov) Kjetil Ravnan Qvamme * Esther Mielewczyk * Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovač Stinus Christensen Valeria Stadnicki Sofie Qvamme Aistė Juodagalvytė ** Jacob Buur ** Ulrieke Joanna Rasmussen ** 2. violin Vakant Jovana Vukušić * Jan Erik Schousboe Carl Sjöberg * Inger Lassen El Bylin Bundgaard Stig Andersen Kathrin Kollecker * Mads Haugsted Veronika Mojzesova Katerina Jelinkova Mina Fagerlund Sanches ** Ivaylo Dechkoff ** Sonia Wiktoria Zajac ** Bratsch Rafaell Altino * Vakant Dorthe Byrialsen Martin Jochimsen Gertrud Ludwig Dorota Kijewska Christian Bønnelykke Victor Sørensen Marius Ungureanu ** Cello Michaela Fukačová * Anna Dorothea Wolff (orlov) Chatarina Altino * Philippe Muriset * Anna Pettersson Mette Spang-Hanssen Sofie Spanget Takkula Anne Hall ** Asger Buur ** Kontrabas Peter Prehn * Maria Frankel Poul Jensen Find * Jens Krøgholt Mads Stevns Uldall ** Fløjte Rune Most Lucia Klonner Ragnhildur Josefsdottir (piccolo) Karen Marie Sørensen **

Obo Henrik Skotte Albrecht Krauß Pina Mohs (engelskhorn) (orlov) Eva Vrtacnik ** Klarinet Svante Wik René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet) Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Lars Mathiesen (kontrafagot) Christina Andersen ** Horn Tone Sundgård Anker Vakant Steen Madsen Nicolai Sell Philip Sandholt Herup Andersen Trompet Per Morten Bye Victor Koch Jensen Henrik Hou Feddersen Kasper Knudsen ** Basun Robert Holmsted Lukas Winther Andersen (orlov) Tobias Larsen ** Andreas Ferrold Clemmensen ** Basbasun Alf Vestergaard Nielsen Tuba Carl Boye Hansen Harpe Vakant Vibeke Franck ** Maria Boelskov Sørensen ** Pauke Thomas Georgi Slagtøj Finn Christensen Jonas Bonde-Nielsen ** Kasper Grøn ** Alejandro Fernandez ** Audun Larsen ** Laurids Madsen ** Malte Magnus Nielsen Vendelby ** Saxofon Jeanette Balland ** Maret Petersen ** Klaver Ole Bartolin Kiilerich ** * Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond ** Musikere i tidsbegrænsede stillinger

ODENSESYMFONI.DK