Odense Internationale Orgelfestival - 24. oktober 2019

ODENSE I N T E R N AT I O N A L E

O R G E L F E S T I VA L

CARL NIELSEN SALEN – ODENSE KONCERTHUS TORSDAG 24. OKTOBER 2019 KL. 19.30 KONCERTINTRO I CARL NIELSEN SALEN KL. 18.30

ODENSE INTERNATIONALE ORGELFESTIVAL Odense Symfoniorkester Dirigent: Andris Poga Solister: Carion blæserkvintet; Olivier Latry, orgel Samuel Barber: (1910 - 1981)

Adagio for strygere

Varighed: ca. 8 min.

Britt Byström: (f. 1977) Anders Nordentoft: (f. 1957) Andris Dzenitis : (f. 1978)

Carion Triptych

Varighed: ca. 32 min.

PAUSE

Joseph Jongen: (1873 - 1953)

Symphonie Concertante, Op. 81

Varighed: ca. 40 min.

I Walking in the Shade II Weavings III Delta Returning

I Allegro molto - Moderato

II Divertimento. Molto vivo

III Lento misterioso

IV Toccata (Moto perpetuo). Allegro moderato

Tænk på et minde. Et minde, der står klart og tydeligt i din bevidsthed. Et minde, der har gjort indtryk på dig. Måske er det et minde, der har ændret sig med tiden, som du pludselig kan se i et helt nyt lys?

Der er ingen tvivl om, at vi tænker forskelligt, og vores hjerner har deres egne sandheder og særheder.

Forskning peger på, at lugtesansen er tættest sammenkædet med vores hukommelse, bl.a. fordi nervecellerne i næsen er forbundet med hjernebarken - derfor kan duften af en julemiddag, nyslået græs eller entréen hos et familiemedlem på et splitsekund bringe os tilbage til en begivenhed, som pludselig står lyslevende for én, selvom man ikke havde tænkt på den i årevis.

Musik har samme effekt på vores hjerner som en særlig smag eller lugt. Det er en mere diffus måde at tackle ens minder på, men også en stærkere følelse af genkendelighed, når den opstår som et puslespil, der pludselig går op.

For mig er musik tæt forbundet med tid og rum. Når jeg i dag hører Richard Wagners Nibelungens Ring, så er operaen forbundet med sommeren 2018, hvor jeg sad som publikum i Odeon og hørte Odense Symfoniorkester levere en kraftpræstation over fire dage.

Selvom det nu er oktober, og jeg går gennem de efterårsklædte skove med en god indspilning i mine høretelefoner, smelter oplevelsen af den mest solrige måned i Danmarks historie straks ind i min bevidsthed. Værket er genialt og har en enorm betydning for musikhistorien, for senromantikken og for filmmusikkens tonesprog, men personligt er den cementeret som soundtracket til min sommer 2018.

Tomrummets akustik Et værk, der har en lignende kollektiv effekt, er Samuel Barbers Adagio for Strygere. I 2004 kårede lytterne fra BBC-programmet Today værket som det sørgeligste stykke klassiske musik, der nogensinde er skrevet. Faktisk skylder Samuel Barber radioen og de moderne medieforme en stor del af æren for værkets popularitet.

Adagioen stammer egentlig fra andensatsen af Barbers første strygekvartet, men det var den italienske dirigent Arturo Toscanini, der opfordrede Barber til at omskrive satsen for strygeorkester. Toscanini dirigerede værket første gang med NBC-orkestret d.

5. november 1938, hvor det blev optaget og sendt i radioen. Værket er uden tvivl et fantastisk stykke musik, men det er især medieeksponeringen af værket, der har givet det en så markant status, som det har i dag. Adagioen er blevet benyttet til store tragiske begivenheder i den vestlige verden: Roosevelt, Kennedy, Prinsesse Diana, Einstein og en lang række af berømtheder, politikere og kongelige har fået spillet værket i forbindelse med deres dødsfald og begravelser. Værket er blevet spillet ved mindehøjtidlighederne for 11. september, terrorangrebene i Bruxelles, Orlando, Manchester, på Charlie Hebdo og desværre mange andre gange. Det er altså ikke så mærkeligt, at mange associerer tonerne med sorg.

Egentlig er Adagioen harmonisk ligetil med nogle små bevægelser i melodien, der trinvist forsøger at

komme op for derefter at søge tilbage mod udgangspunktet. Det er en spinkel og skrøbelig melodi på en bund af udefinerbar fylde. Stemmerne bevæger sig autonomt, og grundet det langsomme tempo og de skiftende antal slag i takten bliver stemningen anspændt. Værket kulminerer cirka to tredjedele inde, hvor melodien får bygget sig op på de høje toner.

Det er som en endeløs kamp med en “to skridt frem og et tilbage”-mentalitet, der endelig når sit mål og standser… blot for at starte igen. Det er kuldegysfrembringende og sørgeligt. Men det er også mere end sørgeligt, og det er måske derfor, den passer perfekt til vores tragiske begivenheder i verden. For når alt krakelerer og går i stykker, så fortsætter livet ufortrødent bagefter, og natten er altid mørkest lige før daggry.

Foto:Jean Philippe Raibaud

Adagio for strygere er fyldt med patos uden at blive patetisk. Det er resigneret uden at være håbløst, og det er virkningsfuldt uden at være fortænkt.

Som Toscanini sagde til orkestret efter første gennemspilning:”Semplice e bella” - simpelt, men smukt.

ANDRIS POGA

HÅND I HÅND

De stærkeste minder peger oftest tilbage på vores barn- og ungdom. Dette skyldes, at vi er mest påvirkelige, når vi oplever noget for første gang. Hvor Adagio for strygere er ladet med diverse konnotationer, så er aftenens andet værk et uskrevet blad, som vi alle skal høre for første gang. Værket hedder Carion Triptych, hvilket refererer til et særligt tredelt billede (et triptykon), f.eks. den type altertavler, der består af et stort billede i midten flankeret af to billeder på hver sin side, som begge kan lukkes ind over midterbilledet. Værket består af tre satser, skrevet af tre komponister fra tre forskellige lande: Danmark, Sverige og Letland, og det er altså denne kunstneriske treenighed, der har givet værket sin titel. For motivet på den musikalske altertavle er ikke religiøst - snarere politisk og eksistentielt.

De tre komponister har haft sparsom kommunikation omkring værket; de har ikke haft mulighed for at lade sig inspirere af hinanden. De har aftalt nogle overordnede linjer for værket, men derudover er værket opstået adskilt. Ligesom med triptykonet er der altså tale om tre forskellige billeder, der tilsammen udgør en helhed. Den første sats bærer titlen ‘Walking in the Shade’, som netop refererer til komponistens usikkerhed ved at skrive et stykke musik, der skal passe sammen med to ukendte satser. Det er som at komponere med skyklapper på. Dog har værket en rolighed, der ikke lader til at bekymre sig om fortiden og fremtiden. Byström kalder selv satsen for en musikalsk promenade for de fem solister, der ledsages af kontrabassernes pizzicatospil.

Både Nordentoft og Dzenitis har et mere bekymret og kaotisk udtryk. Titlerne Weavings og Delta Returning hentyder begge til noget forgrenet og sammenkædet. Udgangspunktet er den politiske begivenhed ‘The Baltic Way’ i 1989, hvor to millioner personer på tværs af Estland, Letland og Litauen dannede en menneskelig kæde. En fredelig demonstration mod Sovjetunionens ulovlige besættelse af de tre lande ef-

CARION

ter 2. verdenskrig. Nordentoft lader meget symbolsk blæserkvintetten fungere som den lille gruppe mod det store orkester, og til sidst er det kun piccolofløjten, individet, der står alene tilbage. Individet, der sammenkædet med andre individer, både kan styre magten og skabe opgøret.

Dzenitis beskriver den deterministiske energi; når en flod forgrener sig i mindre søer og floder for at nå havet, kaldes det et floddelta. Det er naturen, der søger tilbage til udgangspunktet. Livet er brolagt med forhindringer, men vores skæbner udmunder i et fælles, familiært punkt. Den mængde energi og naturkraft er det samme, der gennemstrømmer menneskekæden; et 650 kilometer langt organisk væsen, der pulserer af fælles indignation.

Selvom komponisterne har skrevet i blinde, formår de alligevel at tage hinanden i hånden og give et fælles billede af 2019, der starter roligt i skyggen og ender med en brusende fart mod havet. Og billedet er på ingen måde forældet; den 23. august 2019 stod 210.000 demonstranter i en lang menneskekæde i Hong Kong for at protestere imod den erklærede udleveringslov.

Vi går hånd i hånd videre til aftenens sidste værk.

AT TRANSCENDERE TID OG RUM

Orglet. Instrumenternes konge ifølge Mozart. Man mener, at instrumentet kan spores helt tilbage til det antikke Grækenland omkring år 250 f.kr., så selvom orglet for de fleste er forbundet med kirken, så rækker dets oprindelse meget længere bagud. Og netop kirkens betydning for instrumentet var det, der fik mig til at tænke på minder og hukommelse, da jeg begyndte at skrive denne introduktion. For orglet er et instrument, der for de fleste kulturkristne danskere har dannet et centralt lydtapet for deres liv; dåb, konfirmationer, bryllupper og begravelser. Det er de store overgange i livet, riterne, der bliver akkompagneret af dette monstrøse instrument. Orglet er et kunstværk både arkitektonisk og musikalsk, og

fordi det er placeret i kirken, fordi organisten oftest sidder skjult, og fordi lyden er så overrumplende og voluminøs, er det klart, at lyden associeres med noget guddommeligt.

Joseph Jongens Symphonie Concertante er muligvis det mest berømte værk for orkester og orgel, og det formår virkelig at få den sakrale og orkestrale lyd til at gå op i en højere enhed. Værket kræver en organist af en helt særlig kaliber, da det er vanvittigt udfordrende både musikalsk og fysisk. Jongens ven Eugène Ysaÿe mente, at værket i stedet skulle have heddet Symfoni for to orkestre, da orglet fungerer som et selvstændigt orkester, der beriger symfoniorkestret i stedet for at spille op imod det.

Første sats byder på en sonateform, der starter med en fuga i orkestret. En fuga minder meget om en kanon; en melodi introduceres, og pludselig overtages den af en ny stemme oven i den første melodi - det er en kompositionsteknik, der hænger sammen med barok- og kirkemusikken, og Jongen forsøger tydeligt at skabe en bestemt association fra starten. Når orglet sætter ind, bliver det dog i højere grad en dialog mellem de “to orkestre” fremfor to stemmer, der taler i munden på hinanden.

Anden sats byder på mere tempo og et moderne udtryk, der starter hos orglet. Man kunne umiddelbart få den idé, at der var tale om en scherzo-sats, da rytmen virker tredelt, men lytter man efter i strygernes motiv, der bliver præsenteret efter orglets solopassage, kan man høre, at satsen står i 7/4 - en taktart, der hører mere hjemme i samtidens moderne musik end fugaen. Jongen formår dog uden problemer at gøre satsen smuk og excentrisk i stedet for skæv og skurrende. Og med afslutningen hos orglet, harpen og trianglen er alt i skøn symbiose.

Tredjesats starter denne gang hos fløjten og bevæger sig videre herfra. Det er små rolige eksplosioner af klangfarver, som stille, men målrettet bevæger sig mod afslutningens mørke og stilhed, der markerer overgangen til fjerdesatsens hysteriske magtkamp mellem de to orkestre. Her skal både orkestret og organisten vise, hvem der kan yde den mest virtuose præstation. Den dialogiske, kombattante kompositionsform er igen tilbage, og messingblæserne udbasunerer de heroiske fanfarer, der passer til det store slag og den endelige kulmination, der slutter med et brag!

Foto: Deyan Parouchev

Programnote af Jacob Kristensen

OLIVIER LATRY

ROMANTIC OVERLOAD

ODENSE KONCERTHUS

07. NOV 2019 Dirigent: Mateusz Molęda Solist: Joseph Moog, klaver Rachmaninov: Klaverkoncert nr. 3 Rachmaninov: Symfoni nr. 2

MEDVIRKENDE Andris Poga, dirigent Den lettiske dirigent Andris Poga er uddannet fra Jāzeps Vītols Letlands Musikakademi og ved Wiens Universitet. Han har været chefdirigent ved Letlands Nationale Symfoniorkester siden sæson 2013-2014, men har derudover dirigeret orkestre i det meste af Europa og i Asien, heriblandt Frankfurt Radiosymfoni, DR Symfoniorkestret, Orchestre National de France og Hong Kong Symfoniorkester. Han er en prisvindende dirigent og har bl.a. været assistent for Paavo Järvi i Orchestre de Paris.

Carion I 2002 dannede fem unge og virtuose musikere blæserkvintetten Carion ud fra en fælles vision om, hvad kammermusik kunne blive til. De er et usædvanligt ensemble, som fremfører klassiske værker på en måde, der gør dem tilgængelige for mange forskellige slags publikum. For at opnå dette har Carion udviklet en unik stil, hvor de spiller alt uden noder. Fraværet af nodestativer giver musikerne stor frihed til at kommunikere med hinanden og med publikum. Dette tillader også en koreografi, der følger musikken, og som afslører musikkens indre struktur.

Gruppen består af: Dóra Seres, fløjte. Egils Upatnieks, obo.

Egils Šefers, klarinet. David M.A.P. Palmquist, valdhorn.

Niels Anders Vedsten Larsen, fagot Olivier Latry, orgel Den franske organist Olivier Latry er født i Boulogne-sur-Mer i 1962, hvor han påbegyndte sin musikalske karriere. Han startede med at spille klaver som syvårig, inden han som 12-årig forelskede sig i orglet. Under sin uddannelse hos Gaston Litaize på konservatoriet vandt han en række konkurrencer og priser, bl.a. for sin evne til at improvisere. Allerede da han var 23 år gammel vandt han sin plads som én af de tre titulære organister i Notre Dame.

Udover sit arbejde i Notre Dame er han underviser ved konservatoriet i Paris og er derudover kendt for sine mange koncerter og indspilninger verden over.

Festivalen er støttet af Frobeniusfonden, Augustinus Fonden, Toyota-Fonden, DOKS’ Gramex-midler og Odense Kommunes Musikpulje

1. violin Eugen Tichindeleanu Signe Madsen Kazimierz Skowronek Ulrike Kipp Christensen * Marina Skuratovskaia * Bjarne Hansen (orlov) Kjetil Ravnan Qvamme * Esther Mielewczyk * Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovač Stinus Christensen Valeria Stadnicki Sofie Qvamme Aistė Juodagalvytė ** Jacob Buur ** Liisi Kedik ** 2. violin Vakant Jovana Vukušić * Jan Erik Schousboe Carl Sjöberg * Inger Lassen El Bylin Bundgaard Stig Andersen Kathrin Kollecker * Mads Haugsted Veronika Mojzesova Katerina Jelinkova Ivaylo Dechkoff ** Bratsch Rafaell Altino * Vakant Dorthe Byrialsen Martin Jochimsen Gertrud Ludwig Dorota Kijewska Christian Bønnelykke Victor Sørensen Marius Ungureanu ** Sara Wallin ** Cello Michaela Fukačová * Anna Dorothea Wolff Chatarina Altino * Philippe Muriset * Anna Pettersson Mette Spang-Hanssen Sofie Spanget Takkula Anne Hall ** Kontrabas Peter Prehn * Maria Frankel Poul Jensen Find * Jens Krøgholt Mathilde Qvist Lauritsen **

Fløjte Rune Most Lucia Klonner Ragnhildur Josefsdottir (piccolo) Obo Henrik Skotte Albrecht Krauß Pina Mohs (engelskhorn) (orlov) Eva Vrtacnik ** Klarinet Svante Wik René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet) Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Lars Mathiesen (kontrafagot) Horn Tone Sundgård Anker Vakant Steen Madsen Nicolai Sell Philip Sandholt Herup Andersen Trompet Per Morten Bye Victor Koch Jensen Henrik Hou Feddersen Basun Robert Holmsted Lukas Winther Andersen (orlov) Tobias Larsen ** Basbasun Alf Vestergaard Nielsen Tuba Carl Boye Hansen Harpe Vakant Vibeke Franck ** Pauke Thomas Georgi Slagtøj Finn Christensen Jonas Bonde-Nielsen ** Per Jensen ** Kasper Grøn ** Klaver Ole Bartolin Kiilerich ** * Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond ** Musikere i tidsbegrænsede stillinger

Aftenens koncert bliver optaget til senere udsendelse på P2.

Satsen Weavings fra værket Triptych filmes af elever fra Den Danske Filmskole i forbindelse med en dokumentar om Anders Nordentoft.

ODENSESYMFONI.DK