Åbningskoncert / Skæbne og afklaring - 5. september 2019

CARL NIELSEN SALEN – ODENSE KONCERTHUS TORSDAG 5. SEPTEMBER 2019 KL. 19.30 KONCERTINTRO I CARL NIELSEN SALEN KL. 18.30

SKÆBNE OG AFKLARING Odense Symfoniorkester Dirigent: Hans Graf Solist: Miina-Liisa Värelä, sopran Arnold Schönberg: Verklärte Nacht (1874 - 1951) I Sehr langsam

II Etwas bewegter III Schwer betont IV Sehr breit und langsam V Sehr ruhig

Varighed: ca. 30 min.

Richard Strauss: (1864 - 1949)

Vier letzte Lieder, op. posth.

Varighed: ca. 24 min.

PAUSE

Richard Strauss:

Tod und Verklärung, op. 24

Varighed: ca. 24 min.

I Frühling II September III Beim Schlafengehen IV Im Abendrot

I Largo II Allegro molto agitato III Meno mosso, ma sempre alla breve IV Moderato

Samarbejde med Syddansk Musikkonservatorium

Aftenens musik er skrevet til forskellige tekster og digte. Alle disse tekster kan læses bagerst i denne programnote.

FRA VUGGE TIL GRAV

Hvordan beskriver man bedst døden? Når man er barn, er døden noget metaforisk; billeder af engle på skyerne, lys, hvidt tøj, hvide omgivelser og harper. Et æterisk træfpunkt, hvor familier mødes på tværs af generationer. Senere bliver døden biologisk konkretiseret, ikke mindst som dødstidspunktet: Sanserne bliver uklare, og bevidstheden famler utålmodigt omkring, som en passager på en banegård, der venter på et forsinket tog - ude af stand til at tage afsted, men dog allerede mentalt ombord. Til sidst går kroppens organer i stå, og personen dør. Men måske kan ord slet ikke beskrive døden optimalt; det bliver for konkret eller banalt.

I aftenens koncert filosoferer Richard Strauss over døden, og vi skal både høre hans betragtninger som ung og gammel. Men de mange eksistentielle spørgsmål kan allerede hobe sig op inden livets begyndelse.

Dette viser Schönberg i det mere opløftende værk, som aftenens koncert starter med.

VERKLÄRTE NACHT

Når man hører begyndelsen på Verklärte Nacht, skal man dog være yderst medgørlig for at kalde det opløftende. Lyd-universet virker uholdbart; vibratoen, tremoloet, de skæve harmonier, den manglende forløsning. Ser man på digtet, som har givet Schönberg inspiration til musikken, er der ingen tvivl om, hvad den musikalske scene vil fortælle: Den mørke nat, der kirurgisk gennembrydes af månens klare lys,

danner rammen for en ung pige, der skamfuldt bærer på en hemmelighed, som hun er nødt til at dele med sin kæreste: Hun er gravid, men det er ikke ham, der er faren til barnet. Situationen kan have store fysiske såvel som sociale konsekvenser for en ung pige. Hun går en usikker tid i møde, og musikken illustrerer hendes bekymring, der ikke kan forløses. Schönberg var inspireret af den berømte Tristan-akkord fra Wagners opera Tristan og Isolde - den skæve klang, der kromatisk bevæger sig videre til en ny disharmoni i stedet for tonikas fredelige ståsted. Schönberg bruger en lignende akkord i Verklärte Nacht; en akkord, der falder uden for det velkendte og fortsætter mod det ukendte. Wiens Musikalske Selskab kaldte akkorden for ‘harmonisk ikke-eksisterende’, hvilket senere fik Schönberg til lakonisk at udtale, at det tog lang tid at få musikken opført, da det jo er umuligt at spille noget, der ikke eksisterer. Denne anarkistiske tilgang til musikalske konventioner skulle på længere sigt blive kendetegnet for Schönbergs musik og tonalitet.

Længere fremme i værket ændrer stemningen sig.

Efterhånden opstår der flere ekko og gentagelser i musikken: de to personer i digtet opnår en symbiose, hvor deres tanker straks overføres til hinanden.

Mandens reaktion på sagen vender op og ned på det musikalske udtryk; musikken bliver lys og tilgivende - reminiscensen af det utrygge er ikke forsvundet, men den fremstår nu underordnet. Natten er som forvandlet; det gennemborende lys fra månen leder nu parret trygt videre på deres rejse gennem livet.

Musikken, der startede i D-mol, slutter i D-dur. Omstændighederne er de samme, men alt er forklaret, og vi forlader parret i fred.

HANS GRAF

VIER LETZTE LIEDER

Det er svært at sige, om Strauss selv vidste, at hans Vier Letzte Lieder ville blive fire af hans sidste kompositioner, men det er vanskeligt at forstille sig en mere formfuldendt afsked. Som 24-årig skrev han det filosofiske og opløftende værk Tod und Verklärung i en tid med opblomstring i Tysklands højindustrialisering med masser af social, teknologisk og økonomisk medvind, men efter at have været vidne til to rædselsfulde verdenskrige, et lands økonomiske forfald og den mest depraverede og systematiske dehumanisering i menneskets historie var han nået et mere resigneret punkt i sit liv.

De fire sange blev hverken komponeret eller uropført i den rækkefølge, som vi hører i dag. Det var Strauss’ forlægger, Ernst Roth, der ved den posthume udgivelse, satte sangene sammen i denne ideelle rækkefølge; det er et livshjul, der starter ved foråret og slutter med solnedgangen.

Livet og Forår (Frühling) har det tilfælles, at de ikke opstår ud af det blå; det er en glidende overgang fra mørket til lyset. Derfor starter værket ikke på samme måde som f.eks. Vivaldis Forår. I stedet famler orkestret rundt i mol-akkorderne, som en tågebanke der glider over den dugvåde jord, og sopranens stemme vokser ud af dette mørke med drømmen og forventningen om foråret. Denne indfries dog hurtigt, og ved tanken om forårets dufte bryder solen igennem orkestret, og fuglesangen høres lystigt hos blæserne. Sangen er forvandlet til et vitalistisk farve- og klangspil.

Bemærk i øvrigt sangens afslutning, hvor sopranens sidste ord går i ét med hornet, der afslutter den melodiske frase. Strauss var gift med sopranen Pauline de Ahna, og han var desuden søn af den anerkendte hornist Franz Strauss, så det er ingen tilfældighed, at hans to vigtigste instrumenter i livet er så markante i hans afskedsmusik - det samme sker i næste sang.

I September (September) opstår der et interessant skift; titlen er ikke en årstid, men en måned; livet har nået sit efterår - og der er ingen, der siger, at man lever helt til, at året har gået sin fulde gang. September er tvivlende og tilbageskuende. I de første par takter forsøger temaet forgæves at bevæge sig op, men falder igen og igen tilbage på startakkorden. Melodierne i både sang og musik er nedadgående, som bladene der falder af træerne, og det lader kun til, at det lyser op, når tanken falder på sommerens varme og glød, som måske fremstår endnu mere idyllisk, nu hvor den er væk.

Ved sengetid (Beim Schlafengehen) er nærmest en vuggevise. Men det er ikke sovetid i vores historie endnu; hvis der er en hovedperson i denne fortælling, er det i højere grad dennes sang til barnet; en tilkendegivelse af tryghed til den næste generation - alt skal nok blive godt.

MIINA-LIISA VÄRELÄ SIEGLINDE I VALKYRIEN, ODEON 2018

Midtvejs hører vi tydeligt godnatsangen i soloviolinen. En solo, der har så meget sjæl og skrøbelighed, at enhver koncertmester drømmer om at udtrykke sin inderlighed i de sparsomme, men betydningsfulde toner.

I aftenrøden (Im Abendrot) går solen ned og efter vandringen gennem det lange liv, er det ikke længere en tilbageskuende uafklarethed, der trænger igennem musikken og historien, men en tilfreds og fredsommelig afslutning. Da sopranen i sidste verslinje spørger: “Er dette måske døden?”, akkompagneres dette straks efter af et motiv i orkestret. Dette er forklarelsesmotivet fra aftenens næste værk Tod und Verklärung. Den ældre Strauss besvarer spørgsmålet med et musikalsk citat fra sit yngre jeg, der bekræfter, at dette netop er overgangen til døden. Angiveligt skulle Strauss på sit eget dødsleje have sagt til sin svigerdatter: “Det er nøjagtigt, som jeg beskrev det i Tod und Verklärung”.

TOD UND VERKLÄRUNG

Det er næsten umuligt at sige Richard Strauss uden at sige tonedigte. Når han komponerede sine tonedigte, ønskede han, at handlingen fremstod lysende klar for publikum: “Jeg vil gengive en øl så præcist i min musik, at enhver kan høre forskel på, om det er en Pilsner eller en Kulmbacher”. Tonedigtet var en mulighed for at adaptere bøger, teater, kunstværker eller historiske begivenheder til musik uden skuespillere, libretto eller rekvisitter. Ved at bruge orkestret på nye måder og udnytte musikken dramaturgisk og tematisk, blev det muligt at skabe fortællinger med publikummets fantasi, der både kunne være konkrete og komplekse.

Strauss forfinede genren, men hele den senromantiske periode stod i tonedigtets tegn: Debussys Forspil til en Fauns Eftermiddag, Smetanas Moldau, Sibelius’ Finlandia osv.

Selvom Strauss blot var 24 år gammel, da han gav sig i kast med Tod und Verklärung, er det et værk, der rummer samtlige af de kvaliteter, man kan forvente af et fremragende tonedigt - og så har værket en både eksistentiel og nærmest neoplatonisk tilgang til livet og døden; en evig stræben mod en højere mening, der ikke kan findes i fænomenernes materielle verden.

Værket starter med den syge kunstner i det lille værelse; man hører tydeligt hans tunge vejrtrækning i samspillet mellem strygerne og fløjten. De synkoperede rytmer og den taktfaste pauke står i kontrast som hjerteslagets uregelmæssigheder og klokkens slaviske gang. Harpen sætter ind - som et flashback i en sæbeopera - og kortvarigt forsvinder den tranceagtige dødsmarch, da kunstneren ihukommer sine barndomsminder.

Men ud af det blå brager smerterne frem; intensiteten og tempoet stiger, og klangen bliver klagende og skinger - dette pludselige stemningsskift påvirker både hovedpersonen og publikum. I slutningen af smerterne skimter vi kortvarigt forklarelsesmotivet, der dog ikke færdiggøres; døden har endnu ikke sluppet sit tag i kunstneren.

Roen falder atter over kunstneren, og straks står minderne atter i kø. De glade barndomsminder præsenteres gennem soli hos de forskellige instrumentgrupper. Derefter er det erindringerne fra ungdommens udfordringer og bedrifter, der overtager billedet med sin heroiske klang — men ak!

Smerterne slår atter kløerne i den syge kunstner blæsersektionen river glansbilledet midtover!

Og så sætter forklarelsesmotivet endelig ind; det er dette, han har stræbt imod hele livet! Dette opadgående motiv gennemstrømmer hele orkestret, der pludselig taler med én tunge. Efter de sidste smerter, indtræffer døden (ved gongongens slag)!

Men både erindringsmotiverne og forklarelsesmotiverne fortsætter. Døden var ikke en stopklods for kunstneren; evigheden, forklarelsen og det skønne står nu åbent for ham i denne himmelske afslutning.

Programnote af Jacob Kristensen

MEDVIRKENDE Hans Graf, dirigent Hans Graf startede sin karriere med at spille violin og klaver. Fra Musikhochschule i Graz blev det dog dirigentstudiet og klaver, han fik eksamenspapirer på. Han fortsatte sine studier i Italien med Franco Ferrara og Sergui Celibadache og i Rusland med Arvid Jansons. Den østrigske dirigent er en af vor tids mest respekterede dirigenter og kendt for at favne et bredt repertoire. Han er også professor emeritus for orkesterdirigering på Universitat Mozarteum i Salzburg. Graf blev i starten af juli udnævnt som chefdirigent for Singapore Symphony Orchestra fra sæson 20/21. Første gang Graf gæstede Odense var i januar 1996, hvor han bl.a. dirigerede Richard Strauss’ tonedigt Don Juan.

Miina-Liisa Värelä, sopran Den finske sopran Miina-Liisa Värelä er født i 1982 og blev færdiguddannet fra Sibelius-Akademiet i 2012. Väreläs repertoire spænder bredt, men centrerer sig især om de storladne, romantiske værker.

Hun har med stor succes medvirket i bl.a. Johan Strauss’ Flagermusen (Rosalinde), Richard Strauss’ Elektra (Elektra) og Richard Wagners Lohengrin (Elsa) og Den Flyvende Hollænder (Senta). I Odense har vi nydt hende to gange som Sieglinde i Wagners Valkyrien - både i vores koncertante udgave i 2016 og i vores opsætning af Ringen i 2018.

VERKLÄRTE NACHT Arnold Schönbergs værk er skrevet til dette digt af Richard Dehmel.

To personer går gennem den golde, kolde lund; månen følger trit med dem og drager deres blikke.

Månen bevæger sig over de høje egetræer, der er ikke skyggen af en sky til at skjule skæret, som de sorte, takkede spidser rækker op efter.

En kvindestemme lyder: “Jeg bærer et barn, og det er ikke dit.

Jeg går her med dig og har syndet.

Jeg har krænket mig selv på det groveste.

Jeg havde opgivet håbet om lykken, og alligevel følte jeg en frygtelig længsel efter livets udførlighed, en mors glæder og pligter; og derfor syndede jeg, og derved overgav jeg, skælvende, min dyd til en fremmed, og følte mig endda velsignet.

Nu har livet taget sin hævn, og jeg har mødt dig, mødt dig.”

Hun fortsætter med at gå, snublende.

Hun kigger op; månen følger med.

Hendes mørke blik drukner i lys.

En mandestemme lyder: “Lad ikke barnet du har undfanget, være en byrde for din sjæl.

Se, hvor klart universet skinner!

Dets glans falder på alting, du er på rejse med mig, på et koldt hav, men der er en glød som en indre varme fra dig i mig, fra mig i dig.

Den varme vil forvandle den fremmedes barn, og du føder mig det; som var det mig eget.

Du har gennemstrømmet mig med lys, du har gjort mig selv til et barn.”

Han placerer en arm rundt om hendes stærke hofter.

Deres åndedræt mødes i luften.

To personer fortsætter gennem den ophøjede, klare nat.

Tekst: Richard Dehmel, 1896 Oversættelse: Nikolaj Kristensen

ANBEFALING

Mere fantastisk sang? Mere dybfølt musik? Og måske Franske Juveler, 31. oktober. Afslutningskoncert for O Dirigent: Pierre Bleuse Solister: Lina Johnson, sopran; Thomas Trotter, orgel Filharmonisk Kor Ravel: Rapsodie Espagnole / Poulenc: Orgelkoncert / Poulenc: Gloria /

TOD UND VERKLÄRUNG Programteksten er skrevet af Richard Strauss’ ven, Alexander Ritter. Teksten er skrevet efter færdiggørelsen af tonedigtet med udgangspunkt i Strauss’ idé.

I. Largo

I et lille, tomt rum, svagt oplyst af et næsten nedbrændt lys, ligger en syg mand i sin seng. Udmattet efter en voldsom kamp mod døden, ligger han nu og sover. I rummets stilhed, som en varsling om den kommende død, kan kun den stille tikken af et ur høres. Et melankolsk smil oplyser den syges blege ansigt: drømmer han om barndommens glæder, mens han vipper på kanten mellem liv og død?

II. Allegro molto agitato

Men Døden giver ham ingen tid til søvn eller drømmeri.

Han ryster nådesløst sit bytte så voldsomt, at kampen begynder på ny.

Livsdriften mod dødens magt! Sikke en frygtelig kamp! Ingen af de to magter får lov at vinde, i stedet sejrer stilheden endnu engang.

III. Meno mosso, ma sempre alla breve

Udmattet af kampen; søvnløs, som i en vildelse, ser manden nu sit liv passere revy, skridt for skridt, scene for scene.

Først barndommens rosa morgenrøde, strålende og uskyldig; så drengens vilde lege, som tester og opbygger hans styrke - og derefter modningsprocessen til manddommens kampe, for at stræbe med brændende lidenskab mod livets højeste mål; at forvandle alt, som i hans øjne er prægtigt og dermed give det en ophøjet form. Dette alene, har været endemålet med hele hans eksistens. Koldt og foragteligt lagde verden udfordringer på hans vej. Hver gang han troede, at han var tæt på sit mål, kom en buldrende stemme og råbte: “Stop!” Men en stemme inden i ham tilskyndede ham at fortsætte og råbte: “Gør hver hindring til endnu et trin på din vej opad.”

Han lod sig ikke skræmme og fortsatte mod sit ophøjede mål.

Selv i dødens tortur stræber han efter sit ufuldendte mål, men forgæves, på trods af sin ambition. Selvom det konstant kommer tættere på, bliver klarere, mægtigere, kan det aldrig nås helt eller fuldendes i hans sjæl.

Dødens endelige slag rinder ud, destruerer mandens jordlige skal og lader hans øjne dække af en uendelig nat.

IV. Moderato

Men fra de uendelige riger som findes i det himmelske rum, vender en vældig resonans tilbage til ham, og med sig har den dét, han længtes efter på Jorden og så forgæves søgte efter hele sit liv: frelse, forvandling.

Tekst: Alexander Ritter Oversættelse: Nikolaj Kristensen

Ravel: Bolero

PIERRE BLEUSE

e et godt hit?

Odense Internationale Orgelfestival.

VIER LETZTE LIEDER I. Frühling

In dämmrigen Grüften Träumte ich lang Von deinen Bäumen und blauen Lüften, Von deinem Duft und Vogelgesang.

Nun liegst du erschlossen In Gleiss und Zier Von Licht übergossen Wie ein Wunder vor mir.

Du kennst mich wieder, Du lockest mich zart, es zittert durch all meine Glieder Deine selige Gegenwart.

II. September

Der Garten trauert, Kühl sinkt in die Blumen der Regen.

Der Sommer schaudert Still seinem Ende entgegen.

Golden tropft Blatt um Blatt Nieder vom hohen Akazienbaum.

Sommer Lächelt erstaunt und matt In den sterbenden Gartentraum.

Lange noch bei den Rosen Bleibt er stehen, sehnt sich nach Ruh. Langsam tut er die, Müd gewordenen Augen zu.

III. Beim Schlafengehen

Nun der Tag mich müd gemacht, Soll mein sehnliches Verlangen Freundlich die gestirnte Nacht Wie ein müdes Kind empfangen.

Hände lasst von allem Tun, Stirn vergiss du alles Denken, Alle meine Sinne nun Wollen sich in Schlummer senken.

Und die Seele unbewacht Will in freien Flügen schweben, Um im Zauberkreis der Nacht Tief und tausendfach zu leben.

IV. Im Abendrot

Wir sind durch Not und Freude gegangen Hand in Hand, vom Wandern ruhen wir nun überm stillen Land.

Rings sich die Täler neigen, es dunkelt schon die Luft, zwei Lerchen nur noch steigen nachträumend in den Duft.

Tritt her und lass sie schwirren, bald ist es Schlafenszeit, dass wir uns nicht verirren in dieser Einsamkeit.

O weiter, stiller Friede!

So tief im Abendrot.

Wie sind wir wandermüde ist dies etwa der Tod? I. - III. Tekst: Hermann Hesse IV. Tekst Joseph von Eichendorff

FIRE SIDSTE SANGE Forår

I halvmørke grave Drømte jeg tit Om dine træer og blånende luftninger, Om dine dufte og fuglenes sang.

Nu ligger du åben I glitrende pragt Af lys overstrømmet Som et under foran mig.

Du kender mig atter, Du lokker mig ømt, Jeg sitrer i alle lemmer Ved dit salige nærvær.

September

Haven sørger, I blomsten nedsynker den kølige regn.

Sommeren gyser Tavs sit endeligt i møde.

Gyldent drypper blad efter blad Ned fra den høje akacie.

Sommeren smiler forbavset og mat Til den hendøende havedrøm.

Længe endnu ved roserne Står den stille, længes efter hvile.

Langsomt la’r den de store, Trætte øjne falde i.

Ved sengetid

Nu har dagen gjort mig træt, Derfor skal min dybe længsel Venligt møde stjernenatten Som var den et mødigt barn.

Hænder slip hvert gøremål, Pande glem du hver en tanke, Alle mine sanser nu Vil i søvnen sig nedsænke.

Og nu sjælen ubevogtet På sin frie flugt vil svæve, For i nattens trolddomskreds Dybt og tusindfold at leve.

I aftenrøden

Igennem sorg og glæde Vandred’ vi hånd i hånd, Vi efter rejsen dvæler Højt over det stille land.

Rundt om os falder dalene, Og snart er luften mørk, Et lærkepar kun stiger I disen længselsfuldt.

Kom hér og lad dem svirre, Snart er det tid til søvn, Gid vi os ej forvilder I denne ensomhed.

Oh store, stille fred!

Så dyb i aftenrøden.

Hvor er vi vandringstrætte Er dette måske døden?

Danske oversættelser: Per Bærentzen

1. violin Eugen Tichindeleanu Signe Madsen Kazimierz Skowronek Ulrike Kipp Christensen * Marina Skuratovskaia * Bjarne Hansen (orlov) Kjetil Ravnan Qvamme * Esther Mielewczyk * Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovač Stinus Christensen Valeria Stadnicki Sofie Qvamme Aistė Juodagalvytė ** Jacob Buur ** 2. violin Vakant Jovana Vukušić * Jan Erik Schousboe Carl Sjöberg * Inger Lassen El Bylin Bundgaard Stig Andersen Kathrin Kollecker * Mads Haugsted Veronika Mojzesova Katerina Jelinkova (orlov) Ivaylo Dechkoff ** Anne Skærbæk ** Bratsch Rafaell Altino * Vakant Dorthe Byrialsen Martin Jochimsen Gertrud Ludwig Dorota Kijewska Christian Bønnelykke Victor Sørensen Sanna Ripatti ** Cello Michaela Fukačová * Anna Dorothea Wolff Chatarina Altino * Philippe Muriset * Anna Pettersson Mette Spang-Hanssen Sofie Spanget Takkula Anne Hall ** Kontrabas Peter Prehn * Maria Frankel Poul Jensen Find * Jens Krøgholt Andreas Hjort Jessen **

Fløjte Rune Most Lucia Klonner Ragnhildur Josefsdottir (piccolo) Obo Henrik Skotte Albrecht Krauß Pina Mohs (engelskhorn) (orlov) Eva Vrtacnik ** Klarinet Svante Wik René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet) Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Lars Mathiesen (kontrafagot) Horn Tone Sundgård Anker Vakant Steen Madsen Nicolai Sell Philip Sandholt Herup Andersen Jessica Hill ** Trompet Per Morten Bye Victor Koch Jensen Henrik Hou Feddersen Basun Robert Holmsted Lukas Winther Andersen (orlov) Sune Pedersen ** Basbasun Alf Vestergaard Nielsen Tuba Carl Boye Hansen Harpe Vakant Lovisa Wennesz ** Vibeke Franck ** Pauke Thomas Georgi Slagtøj Finn Christensen Jonas Bonde ** Celeste Ole Bartholin Kiilerich ** * Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond ** Musikere i tidsbegrænsede stillinger

ODENSESYMFONI.DK