Strygerduetter og det symfoniske brus - 26. april 2019

CARL NIELSEN SALEN – ODENSE KONCERTHUS FREDAG 26. APRIL 2019 KL. 19.30 KONCERTINTRO I CARL NIELSEN SALEN KL. 18.30

STRYGERDUETTER OG DET SYMFONISKE BRUS Odense Symfoniorkester Dirigent: Kerem Hasan Solister: Benjamin Schmid, violin; Rafaell Altino, bratsch Benjamin Britten: Dobbeltkoncert for violin og bratsch (1913 - 1976) I Allegro ma non troppo

II Rhapsody: Poco lento III Allegro scherzando

Varighed: ca. 22 min.

Arthur Benjamin: Romantisk Fantasi (1893 - 1960)

Varighed: ca. 23 min.

PAUSE

Peter Tjajkovskij: Symfoni nr. 5 i e-mol, Op. 64 (1840 - 1893) I Andante - Allegro con anima

II Andante Cantabile con alcuna licenza III Valse: Allegro moderato IV Finale: Andante maestoso - Allegro vivace

Varighed: ca. 44 min.

Samarbejde med Syddansk Musikkonservatorium

Et værk kan få en skæbne – som Brittens oprindeligt opgivne dobbeltkoncert, der blev fundet i en skuffe længe efter hans død. En komponist kan få en skæbne - som Arthur Benjamin, hvis musikalske skæbne blev beseglet af hans lyst til gode melodier i en tid, hvor det ikke just var velset. Og et menneske kan føle sig underlagt skæbnen – som Tjajkovskij, der hele livet igennem kæmpede med det tunge lod, det var at være født som homoseksuel mand i en tid og på et sted, hvor det ikke var en mulighed. Velkommen til en koncert, der tager fat om de store ting i livet – også dem, man ikke selv er herre over.

BRITTENS GLEMTE DOBBELTFLIRT

I sine unge år sprøjtede Britten musik ud i så voldsom fart, at han knap selv kunne følge med: han var som 18-årig kompositionsstuderende ved Royal College of Music i London i foråret 1932 egentlig i gang med sin op. 1, Sinfoniettaen, men fik, inspireret af en måske endog meget inspirerende italiensk violinist, han mødte ved konservatoriet, pludselig lyst til at skrive en dobbeltkoncert for bratsch (hans eget instrument) og violin. Det er en sjældent hørt kombination af den åbenlyse grund, at de to instrumenter klangligt lægger sig temmelig tæt op ad hinanden. Mozarts Sinfonia Concertante er undtagelsen, der bekræfter reglen – og det var tilsyneladende også dette værk, der, udover den dygtige italiener, gav Britten mod på at give sig i kast med den lidt udfordrende størrelse. Han skitserede alle tre satser i detaljer i et slags klaverpartitur med anvisninger til instrumentering, men efter bøvlet med at få sin Sinfonietta opført med studenterorkestret lod han til helt at miste interessen for dette ellers fuldt modne værk, som således aldrig blev hverken instrumenteret eller opført i hans levetid.

Foto:Benjamin Schmid

BENJAMIN SCHMID

Først i 1987 faldt den engelske komponist og arrangør Colin Matthews over de efterladte skitser og satte sig for at fuldføre den vilde unge komponists genistreg.

Og tak for det! Det er næsten ufatteligt, at Britten aldrig selv fik værket opført eller færdiggjort, da det er et værk fuldt på højde med resten af hans værksamling. Men at den selvkritiske komponist heller ikke har skaffet det bort, vidner også om, at han nok selv trods alt har været bevidst om dets åbenlyse kvaliteter, som nu heldigvis kan høres, som den purunge Britten havde forestillet sig det. Colin Matthews skrev selv programnoten ved uropførelsen 1997 og bemærkede, at “instrumentationen er så nøje indikeret i skitsen, at det, vi skal høre, er så godt som 100% Britten”. Det lyder i hvert fald også sådan; den særlige Britten’ske tone, den lidt kølige, men dramatiske og undersøgende stil, er her lige så tydeligt til stede som i mange af hans senere værker. Og den sprælske og vilde tredjesats er faktisk uhyre interessant i sin leg med et spøjst rytmisk motiv, der bliver kastet rundt mellem solister og orkester, med pauken som en insisterende tovholder.

UTIDIG ROMANTISK FLAIR OG ROM I TØNDEMÅL

Komponisten Arthur Benjamin voksede op i Australien, langt fra det kulturelle parnas, og det åbenlyse naturtalent mødte lige fra barnsben alle de sammensatte og organiserede lyde, vi kalder musik, med lige stor nysgerrighed - uden at skele til genrer eller andres forudindtagede meninger. Han kunne glæde sig lige stærkt over en nocturne af Chopin som over et af tidens radiohit, og han nød groft swingende latin-rytmer lige så meget som Beethovens mere håndfaste. Han var såmænd slet ikke bevidst om, at der for mange var forskel på, hvor ‘fin’ musikken var; for Benjamin var al god musik nemlig kun det: god musik! Denne prisværdige indstilling blev sigende for hele hans karriere, men på mange måder også hans skæbne.

Han kom til London som 18-årig på et stort legat og studerede ved de bedste lærere, som han imponerede på stribe med sin ubesværede musikalitet og ligefremme væremåde, og han blev hurtigt en integreret del af det engelske musiklivs indre cirkler. Men modsat mange af sine ligesindede, så stræbte han ikke efter anerkendelse i en snæver kreds, og med sin brede musiksmag og -opfattelse viste han hurtigt en flair for det lettere repertoire. Han formåede således at blive allemandseje i kraft af den lille Jamaican Rumba (originalt skrevet for to klaverer, men arrangeret for et utal af besætninger), der straks efter udgivelsen i 1938 blev så berømt, at den jamaicanske regering hvert år herefter sendte ham en tønde rom som tak for at gøre østaten kendt i hele verden.

Han var også på mange måder nyskabende inden for filmmusikken, hvor han bl.a. skrev musikken til Hitchcocks Manden der vidste for meget, og han sprøjtede generelt gode og lyttevenlige melodier ud i alle retninger, uden skelen til status eller omdømme.

Måske derfor blev han heller aldrig rigtig anerkendt som seriøs klassisk komponist, selvom han skrev store, smukke og dybe værker for mange forskellige besætninger. Komponisten, der havde den tvivlsomme ære at overleve at blive skudt ned af en meget ung Hermann Göring under første verdenskrig, havde måske for let ved det hele; han var højt besunget af engelsk musiklivs grand old man Herbert Howells og klaverlærer for Benjamin Britten, professor på Royal College of Music i London og en eftertragtet filmkomponist, men i det pænt snobbede londonske musikliv var der ikke mange koncertarrangører, der kunne kapere hans flirt med de mindre seriøse genrer og evige insisteren på en mere og mere ugleset romantisk tone. Således blev hans store kærlighed for og næsten utilgivelige lethed ved musikken grunden til, at hans mange glimrende værker i den klassiske genre ikke nåede et bredere publikum.

Foto: Caroline Biitencourt

Aftenens værk, Romantisk Fantasi for soloviolin, solobratsch og stort orkester, er et skønt, velklingende og virtuost værk, der fra de allerførste toner i hornene kommer os i møde med lækre melodier, sprælske rytmer og et lydunivers præget af stor opfindsomhed, både for soloinstrumenterne og i orkestret. Alle tre satser spilles attacca, altså uden egentlige ophold, og det føles derfor som én sammenhængende rejse gennem et væld af musikalske udtryk, alle holdt sammen af det første hornkald, der således kommer til at virke som et trygt ståsted midt i den frie fabulering. Jeg håber og tror, at Arthur Benjamin i årene fremover vil komme til at fylde mere i koncertprogrammer verden over, nu musikparnasset ikke længere er så bange for en god melodi, så han

RAFAELL ALTINO

langt om længe kan få den hæder, han fortjener som en musikalsk begavelse, der taler ubesværet til vore hjerter, såvel som til venstre træben.

SKÆBNESYMFONIEN – ELLER KAMPEN OM TROEN PÅ HÅBET

Det var ikke noget let lod, Piotr Ilyich Tjajkovskij havde trukket i livet. Som homoseksuel mand i det nittende århundredes Rusland og samtidig en offentlig person var grunden lagt for et liv i konstant fortvivlelse, selvlede, længsel og desperation. En meget stor del af hans produktion bærer tydeligt præg af det depressive sindelag, mens en tilsvarende stor del lyser af optimisme og troen på kærligheden fra en kunstnersjæl, der havde så rig adgang til at udtrykke de allerfineste menneskelige følelser og relationer i toner.

Den 5. symfoni bliver kaldt for Tjajkovskijs Skæbnesymfoni, ikke mindst pga. det lille notat, hvor han oplister sine bevæggrunde for værket, som han aldrig selv kom til at holde af. I 1888 skriblede han følgende ned i sin notesbog om den kommende symfoni: ”Intr(oduktion): Komplet resignation over for skæbnen – eller hvad, der er det samme: forsynets uransagelige veje. Allegro 1. Mumlerier om tvivl, begrædelse, bebrejdelser mod XXX. Skal jeg kaste mig selv i troens omfavnelse??? Et vidunderligt program, hvis blot det kunne gennemføres”. Der er bred enighed om, at de tre X’er nok betegner den homoseksualitet, som han, i modsætning til sin ligeledes homoseksuelle lillebror, Modest, aldrig forsonede sig med. Men som så ofte før, når en komponist har forsøgt at udtrykke meget konkrete tanker i sin musik, har værket heldigvis taget over og i sidste fået sin egen rute og mening. Men idéen om og lyden af skæbne er allestedsnærværende i symfonien, ikke mindst i kraft af det skæbnetunge ledemotiv, en slags idée fixe som i Berlioz’ Symphonie Fantastique. Det indleder hele symfonien i dystre klarinetter og dukker efterfølgende op i alle fire satser. Den forvandling, som dét tema undergår gennem symfonien, viser på en måde vejen fra mørke til lys, men ligesom symfonien og Tjajkovskijs liv i øvrigt, når lyset aldrig helt at fortrænge de velvoksne skygger.

1. sats starter med den ikoniske skæbnemelodi dybt nede i klarinetterne, og også i det andet store tema banker skæbnen hørbart på døren med en insisterende rytme, der vokser sig stor og truende. Selv om den musikalske undertone er mørk generelt, så er der faktisk lysindfald allerede her: optimistisk landlige sidetemaer, balletdansende ynde og smukke melodier nok til at gøre de fleste komponistkolleger bleggrønne af misundelse. Men trods alle disse mange forsøg på at hæve sig op over skæbnens tunge favntag, ender 1. sats præcis så mørk og fortvivlet, som den startede.

2. sats lægger også tungt og trist fra land med, hvad der senere viser sig at være, akkompagnementet til én af de smukkeste melodier, der nogensinde er skrevet.

Den spilles i solohornet - en instrumentlyd, der bringer følelser af håb, menneskeligt storsind og alt godt

fra havet, og som i film altid bliver brugt lige dér, hvor handlingen vender, og vi bare ved, at det kommer til at ende godt - og dette tema, den måske mest berømte hornsolo i hele repertoiret, må blødgøre selv den mest hårdhudede kritiker af Tjajkovskijs til tider meget følelsesfulde stil. Her er ikke antydningen af pladderromantik, bare musikalsk og melodisk overlegenhed, der gør det svært at begribe, at manden tilsyneladende ofte ikke selv kunne forstå kvaliteten af det, han havde skabt. Det har så til gengæld kolleger sidenhen, bla. Glenn Miller, John Denver og adskillige andre, der har brugt dette vidunderlige tema i mange nutidige fortolkninger. Tjajkovskij lader os dog ikke sådan glemme understrømmen af alvor i værket, og skæbnemotivet fra 1. sats brager hårdt og helt uventet igennem i messingblæsere og pauke, mens de blødere instrumenter sidder chokerede tilbage og tøvende må sammenflikke deres smukke tema igen oven på denne brutale afbrydelse.

I 3. sats hører vi mesteren af russisk balletmusik i musik, der lige så vel kunne have hørt hjemme i Nøddeknækkeren eller Svanesøen. Den lethed, hvormed Tjajkovskij skruer en symfonisk vals i verdensklasse sammen, er næsten arrogant, og det eneste, vi hører til det tunge skæbnemotiv her, er som en fodslæbende eftertanke dybt i klarinetterne, der leder os over i den afsluttende sats.

Den åbner ganske som 1. sats med skæbnemotivet, men denne gang i dur i stedet for mol, hvilket giver den et anstrøg af håb og optimisme, uden dog at fratage den al sin iboende ildevarslende alvor. Og selv om Tjajkovskij gennem hele satsen gør, hvad han kan, for at lysne, hvor der kan lysnes, så bliver det aldrig til den entydige sejr over skæbnen, som Beethoven kunne udråbe i sin 5. symfoni; efter nogle flotte, vældigt afsluttende dur-akkorder, som kunne have været en fin og optimistisk slutning, byder skæbnen igen op til dans i noget, der vel bedst kan betegnes som en kamp med at holde troen på håbet. Der er bravur og flotte rytmer, masser af durakkorder og afslutningskaskader, men alligevel er det skæbnemotivet, der får det sidste ord - og det endda med den verdenskendte rytme, der åbner Beethovens 5. symfoni, og således ender vi i Tjajkovskijs skæbnesymfoni lidt det samme sted, som vi startede. Og hans generelle sindelag og besværlige liv taget i betragtning, er det nok også en mere fuldgyldig konklusion fra den russiske mester på, hvad livet har at tilbyde.

Programnote af Ole Bartholin Kiilerich

MEDVIRKENDE Kerem Hasan, dirigent Aftenens dirigent er blot 27 år gammel. Kerem Hasan er født i London og har studeret på bl.a. The Royal Conservatoire of Scotland og Zurich University of the Arts. Trods sin unge alder har han allerede deltaget i flere internationale dirigentkonkurrencer, hvor han bl.a. har vundet Nestlé and Salzburg Festival Young Conductor Award og The Aspen Conductor Prize. Kerem Hasan er allerede en alsidig dirigent, der har dirigeret bl.a. DR Symfoniorkesteret, New Japan Philharmonic, Royal Liverpool Philharmonic og mange flere. I den kommende sæson er Kerem Hasan blevet ansat som chefdirigent i Innsbrucks Tiroler Symphonieorchester.

Benjamin Schmid, violin Benjamin Schmid er født i Wien og opvokset i Salzburg. Siden han vandt den internationale Carl Flesch Violinkonkurrence i 1992, har han optrådt med nogle af verdens førende orkestre, heriblandt Wiener Filharmonikerne, Philharmonia Orchestra London, St. Petersburg Philharmonic og en lang række andre. Benjamin Schmid udmærker sig ved at have et bredt repertoire, der både favner klassisk musik og jazz – hvor han i øvrigt er en fremragende improvisator. Benjamin Schmid har udgivet et væld af prisbelønnede cd’er, der ligeledes favner bredt genremæssigt. Udover sine knap 80 årlige koncerter underviser Schmid desuden på Universität Mozarteum i Salzburg.

Rafaell Altino, bratsch Rafaell stråler af musik, og alle der har oplevet ham – både som solist og som 1. bratschist i Odense Symfoniorkester – er uden tvivl blevet betaget af dette. Rafaells vid og horisont stammer bl.a. fra de utallige musikalske indtryk, han har fået igennem livet; hans opvækst i Brasilien, hvor han blev introduceret for musikken, en bachelorgrad fra New England Conservatory of Music i Boston, en kandidatgrad fra Julliard School of Music i New York og koncerter rundt i hele verden. Rafaell har en forkærlighed for ny klassisk musik; i februar udgav han sin cd ’Works for Solo Viola’ med nykomponeret musik af en række af Danmarks mest innovative og markante komponister – en cd, der indløste ham ikke mindre end 6 hjerter i Politikens anmeldelse og 5 stjerner i Fyens Stiftstidende. I dag får han dog lov til at udfolde sig og brillere i et lidt mere klassisk repertoire.

SÆSONPROGRAM 2019-2020

NY SÆSON NYT PROGRAM - MEN HELT KLASSISK LØ S S A LG E T S TA R T E R 2 8 . A P R I L 2 0 1 9 KL. 10.00 PÅ OS.BILLETTEN.DK

1. violin Eugen Tichindeleanu Signe Madsen Kazimierz Skowronek Ulrike Kipp Christensen * Marina Skuratovskaia * Bjarne Hansen Kjetil Ravnan Qvamme * Esther Mielewczyk * Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovač Stinus Christensen Valeria Stadnicki Sofie Qvamme 2. violin Vakant Jovana Vukušić * Jan Erik Schousboe Carl Sjöberg * (orlov) Inger Lassen El Bylin Bundgaard Stig Andersen Kathrin Kollecker * Mads Haugsted Veronika Mojzesova Katerina Jelinkova Ivaylo Dechkoff ** Bratsch Rafaell Altino * Vakant Dorthe Byrialsen Martin Jochimsen Gertrud Ludwig (orlov) Dorota Kijewska Christian Bønnelykke Victor Sørensen (orlov) Malte Bjerkø ** Alexander Ølgaard ** Mariius Ungureanu ** Cello Michaela Fukačová * Anna Dorothea Wolff Chatarina Altino * Philippe Muriset * Anna Pettersson Mette Spang-Hanssen Sofie Spanget Takkula (orlov) Mihai Fagarasan ** Kontrabas Peter Prehn * Toms Timofejevs (orlov) Maria Frankel Poul Jensen Find * Jens Krøgholt Mathilde Qvist Lauritsen **

Fløjte Rune Most Lucia Klonner Ragnhildur Josefsdottir (piccolo) Obo Henrik Skotte Albrecht Krauß Pina Mohs (engelskhorn) Klarinet Svante Wik René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet) (orlov) Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Lars Mathiesen (kontrafagot) Horn Tone Sundgård Anker Vakant Steen Madsen Nicolai Sell Philip Sandholt Herup Andersen Niels Aamand Pedersen ** Trompet Per Morten Bye Victor Koch Jensen Henrik Hou Feddersen Basun Robert Holmsted Lukas Winther Andersen (orlov) Anders Østergaard Frandsen ** Basbasun Alf Vestergaard Nielsen Tuba Carl Boye Hansen Harpe Vakant Pauke Thomas Georgi Slagtøj Finn Christensen Klaver Ole Bartolin Kiilerich ** * Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond ** Musikere i tidsbegrænsede stillinger

ODENSESYMFONI.DK