Friday Night Symphony - 12. oktober 2018

FRIDAY NIGHT SYMPHONY

CARL NIELSEN SALEN – ODENSE KONCERTHUS FREDAG 12. OKTOBER 2018 KL. 20.00 Odense Symfoniorkester Dirigent: Sebastian Lang-Lessing Dmitrij Sjostakovitj: Symfoni nr. 5, d-mol, Op. 47 (1906 - 1975) I Moderato

II Allegretto III Largo IV Allegro non troppo

Varighed: ca. 44 min.

OM VÆRKET TIL KAMP – MED TONER! I Stalins Sovjet, hvor den øverste leder havde bestemt, at 5% af befolkningen skulle arresteres, sådan helt normativt for at holde paranoiaen på sit højeste, var alle bange for alle. Man kunne angive hvem som helst for hvad som helst; en mand blev henrettet for at modtage et par sko fra udlandet, en kvinde fængslet for udtale sig positivt om udseendet på en general, der var faldet i unåde. Man kunne kun tale frit derhjemme under dynen i ægtesengen, alle andre steder var man udsat. Det er svært at forestille sig den slags frygt overhovedet, og det er umuligt at begribe, hvordan det har været som et konstant livsvilkår.

Men det var i sådan et miljø, Dmitri Sjostakovitj udfoldede sig som statsanerkendt kunstner, og det var noget af en udsat post! Man kunne leve i sus og dus under Stalins vinge, men det kunne vende på et splitsekund, og det var netop, hvad der skete for Sjostakovitj i 1936, da Stalin havde besluttet sig for personligt at overvære premieren på komponistens nye opera, som, han syntes, var en værre omgang larm.

Dagen efter kunne den skrækslagne komponist læse i kommunistpartiet officielle organ, Pravda, at ’det kan ende meget skidt for Sjostakovitj’ - underforstået, hvis han altså ikke ændrede kurs og blev mere tonal, mere ‘folkelig’. Nu skulle der tænkes kreativt, hvis han skulle redde sit og sin lille families liv!

Hans umiddelbare reaktion var, hjemme i privaten, at sætte musik til et digt af Pushkin kaldet ‘Genfødsel’. Det handler om en uforskammet barbar, der med en tyk pensel maler sort maling over et genis smukke maleri. Først efter mange år begynder malingen at skalle af, og det oprindelige billede kommer atter til syne i al sin skønhed.

Udadtil var svaret dog et andet - nemlig den 5. symfoni, et værk, som er skrevet i et tilgængeligt og nærmest filmisk tonesprog.

Samarbejde med Syddansk Musikkonservatorium.

Første sats starter modigt med et trodsigt udbrud i strygerne, der dog hurtigt giver plads til et smukt, sørgmodigt tema, der lyder næsten privat i karakter. Herefter følger en voldsom sats, hvor temaerne bliver vendt og drejet, forvandlet og forvredet på en sådan måde, at det selv efter mange, mange gennemlytninger forekommer nyt og lige modigt. Midtvejs bryder en forfærdelig march frem, og man begynder at fornemme Sjostakovitjs snedige ærinde; marchen kan både lyde som en fest, men også som en undertrykkende kraft mod den lille triste, personlige melodi.

Andensatsen lyder lidt som en væltet jukeboks, hvor noget er gået i stykker indeni. Åbningen er meget mørk og trodsig af en såkaldt dansesats at være, og selvom der hurtigt kommer mindelser om fejring og festivitas, er der ingen rigtig glæde; det er dans på trods. Og denne bitre lille pille virker perfekt som optakt til symfoniens tredjesats, den langsomme og uendeligt smertefulde Largo, der over 16 minutter af den mest sørgelige musik i verdenshistorien forsøger at fremmane billederne af de mange millioner dødsofre for Stalins rædselsregime.

Sidste sats kommer næsten som et overgreb og er ubærlig i sin insisteren på dans og fest; hvem kan danse oven på 7 millioner menneskeskæbner? Stalin havde forlangt jubel sat i musik, og det får han, men det er, som om Sjostakovitj samtidig skriger til ham: “Nok kan du bede mig om at danse, men du kan ikke få mig til at mene det!”. Mange år senere udtalte han da også om netop denne sats: “Hvilken jubel kunne der være? Det er som én, der tæver dig med en kæp og siger: “Du SKAL være glad, du SKAL være glad, og man rejser sig på rystende ben og mumler: “Vi ER glade, vi ER glade!”.

Satsen tromler derudad og bliver vildere og vildere, og vi fornemmer, at det ender galt: satsen kollapser under sin egen vægt, og ud af de smuldrende rester rejser sig Sjostakovitjs ultimative genistreg: en smuk melodi i solohornet, der kunne være bare en smuk melodi, men som faktisk er lige præcis dén melodi, han havde skrevet til Pushkins digt Genfødsel, hvor ordene lyder: “Med tiden vil barbarens grove tjærelag tørre ind og skalle af som gamle skæl. Det originale kunstværks skønhed vil igen være synligt.” Han taler Stalin midt imod med sit stærkeste våben: toner. Ingen på premieredagen kendte til denne sang, som lå hjemme i skuffen fra året før, men da sammenhængen senere blev kendt, fik det russiske folk vished for det, de hele tiden havde følt: den 5. symfoni var skrevet til dem, ikke til Stalin.

Og de ikke mindre end 252 gentagne noder til allersidst er lige så meget et kald til opstand, som det er en konstatering af, at det kommer NÆSTE FRIDAY NIGHT SYMPHONY til at tage sin tid og kræve en 1. marts 2019 kl. 20.00 enorm indsats. Under den 40 minutter lange applaus ved uropførelsen fik et helt folk sin forløsning, og vi andre får måske i dag et lille indblik i den nærmest uforståelige smerte og frygt, som et enkelt menneske eller et helt folk kan ODENSESYMFONI.DK rumme.