Power og Sjostakovitj - 11. oktober 2018

Foto: Giorgia Bertazzi

CARL NIELSEN SALEN – ODENSE KONCERTHUS TORSDAG 11. OKTOBER 2018 KL. 19.30 KONCERTINTRO I CARL NIELSEN SALEN KL. 18.30

POWER OG SJOSTAKOVITJ Odense Symfoniorkester Dirigent: Sebastian Lang-Lessing Solist: Lawrence Power, bratsch Herbert Howells: (1892 - 1983)

Elegy for solo viola, strygekvartet og strygeorkester

Varighed: ca. 10 min.

William Walton: (1902 - 1983)

Koncert for viola og orkester

I Andante comodo II Vivo; con molto preciso III Allegro moderato

Varighed: ca. 27 min.

PAUSE

Dmitrij Sjostakovitj: Symfoni nr. 5, d-mol, Op. 47 (1906 - 1975) I Moderato

II Allegretto III Largo IV Allegro non troppo

Varighed: ca. 44 min.

Samarbejde med Syddansk Musikkonservatorium.

Når livet gør rigtig ondt, og smerten ikke kan rummes med ord, så er det, at musikken som ingen anden kunstform kan forløse og bringe nye indsigter i det ellers uforståelige. Og det er et langt stykke hen ad vejen sådan noget musik, vi skal høre i aften. Med lægens ord: Nu kommer du til at mærke et lille prik...

SMERTE I FLYDENDE FORM

Stillet over for første verdenskrigs rædsler, og ikke mindst det helt konkrete tab af en nær ven på slagmarken, følte den unge Herbert Howells sig i 1917 kaldet til at skrive en elegi, en klagesang, som netop kunne udskrige eller hviske dét, han ikke kunne sige på andre måder. Den vidunderlige komposition for den lidt aparte besætning: solobratsch og strygeorkester + strygekvartet er et stykke musik, der går lige i hjertekulen, og vi hører her aftenens hovedperson, bratschen, i sit allervarmeste og mest intime udtryk.

Rent musikalsk er stykket mere end bare lidt inspireret af R. Vaughan Williams' Fantasia on a Theme

By Thomas Tallis, som Howells havde hørt seks år tidligere ved uropførelsen, og som han senere anså som værende det vigtigste øjeblik i sit musikalske liv.

(Hvis du nyder at bade i blød strygersmerte som her, så kan det kun anbefales at gå hjem og lytte til Vaughan Williams' Fantasia; et stykke som OS i øvrigt for nylig har indspillet til brug for den danske DJ Faustix, som netop nu er i gang med at mixe et radiohit med OS’ strygerkorps). Ligesom Vaughan Williams' stykke deler Howells orkestrets strygere op i flere grupper, således at vi både har et fuldt strygeorkester, en strygekvartet og en solist. Derved opnår han både en dybde i udtrykket og en utrolig akustisk virkning, når de tre forskellige strygerklange spiller op mod hinanden. I denne senere version af stykket har Howells også tilføjet en orgelstemme, som giver ekstra relief til de sarte og smertefulde strygerklange.

LÆNGSLENS SØDE MELANKOLI

Det er svært at skrive en bratschkoncert: violinen kan som soloinstrument altid rejse sig over orkestret, og celloen kan med sin varme passion ubesværet tiltrække sig opmærksomhed. Bratschen er af en mere indadvendt, intim karakter, som i virkeligheden gør den lidet egnet til koncertbrug. Men hvis man formår at holde orkestret i ave og lade instrumentet skinne på sine egne præmisser, kan man få en sjældent integreret koncert ud af det og virkelig vise, at bratschen, i den engelske komponist Vaughan Williams ord, er orkestrets på én gang mest æteriske og samtidig mest vellystige instrument. Og det er netop, hvad William Walton er lykkedes med i sin meget populære bratschkoncert fra 1928.

Omend engelske William Waltons bratschkoncert mange steder tydeligt bærer præg af den mere positive tidsånd i mellemkrigsårene før det store bankkrak på Wall Street i 1929, så har også den en gennemgående melankolsk tone, som nok skal tilskrives tilegnelsen øverst i partituret: ‘To Christabel’. Den

hentyder til Waltons mangeårige ikke-gengældte forelskelse i Christable McLaren, Lady Aberconway (som han dog udviklede et livslangt venskab med), og udtrykker således smerten over det, man aldrig fik.

Walton var én af de få komponister, der ikke selv beherskede noget instrument - og allermindst vidste han om strygerfamilien; alligevel endte han med at skrive tre vidunderlige koncerter for netop violin, bratsch og cello, hvilket vidner om hans arbejdsmoral; kompositionsgerningen var for ham en tidskrævende og langstrakt proces, men med metodisk grundighed og en naturlig flair for gode melodier er hans ret beskedne oeuvre af gennemgående meget høj kvalitet.

Walton, som kom fra beskedne kår, levede som digtersøskendeparret Sitwells protegé i London, og de introducerede han for et mangefacetteret kulturliv i 20'ernes sprudlende London. Her mødte han både Stravinsky, Berg og Gerswin, samt hørte masser af jazz og oplevede Diagilevs Ballets Russes. Og under påvirkning af alle disse mange inspirationer fødtes en eklektisk, autodidakt komponist af høj karat; hans musik indeholder alt fra fræk ragtime og kradse modernistiske akkorder til pasticher over diverse genrer, og man kan detektere alt fra Puccini og Rachmaninovs postromatisme til Hindemiths kølige virtuositet i hans værker.

Foto: Jack Liebeck

Koncerten er nok Waltons mest vellykkede værk og bærer på mange små musikalske juveler. Smerten

LAWRENCE POWER

og melankolien vælter ud i salen til os fra allerførste tone, og førstesatsens mærkværdige klang fødes af en helt unik brug af den samme akkords dur- og molversion umiddelbart op og ned af hinanden. Det giver en følelse af tonal (og følelsesmæssig) ustabilitet, som dog aldrig bliver direkte ubehagelig, men som lægger et ekstra lag til den konstant underliggende melankoli.

Andensatsens fejende scherzosats er en overdådig 1920'er-fest omsat i toner, og bratschen får her mulighed for at vise en sjældent legesyg side, noget som i dén grad huede solisten, der uropførte koncerten, den tyske bratschist og komponist Paul Hindemith.

Sidstesatsen, som er koncertens længste, er, foruden en masse gode melodier og fantasifulde orkestreringer, en kampplads for de to gennemgående slags musik i koncerten: det udadvendte, virtuose og det inderligt melankolske. Men selv om både solist og orkester kæmper en brav kamp for at opretholde det gode humør, bliver det, især med genkomsten af førstesatsens dur/mol-tema, genialt akkompagneret af sidstesatsens eget tema, efterhånden tydeligt for enhver, at det ikke bliver til en festlig slutning. Og de allersidste akkorder er ultra-dristige: solisten spiller sin durakkord samtidig med orkestrets molakkord, resulterende i den meget kradse mol-dur-klang, således at hele koncertens essens her til sidst bliver skåret ud i pap, og vi sidder tilbage med en underligt urovækkende melankoli - en følelse, vi med stor fordel kan tage med os ind til Sjostakovitjs symfoni efter pausen.

ET FOLKS MUSIKALSKE FORLØSNING

I Douglas Adams’ bog Hitchhiker’s Guide to the Galaxy er den ultimativt værste straf denne: på én gang at forstå universet størrelse og ikke mindst sin egen minuskule plads deri. Det er på en måde en lignende øvelse, vi nu skal gøre, for fuldt ud at begribe, hvad det er, vi skal opleve her efter pausen: nemlig at be-

SEBASTIAN LANG-LESSING

gribe, hvilken slags frygt, der gennemsyrede Stalins Sovjet. I et land, hvor den øverste leder havde bestemt, at 5% af befolkningen skulle arresteres, sådan helt normativt for at holde paranoiaen på sit højeste, var alle bange for alle. Man kunne angive hvem som helst for hvad som helst, og for at nå normeringen af anholdelser, førte de fleste anmeldelser til arrestation, henrettelse, tortur eller internering i arbejdslejr.

En mand blev henrettet for at modtage et par sko fra udlandet, en kvinde fængslet for udtale sig positivt om udseendet på en general, der var faldet i unåde.

Man kunne kun tale frit derhjemme under dynen i ægtesengen, alle andre steder var man udsat. Det er svært at forestille sig den slags frygt overhovedet, og det er umuligt at begribe, hvordan det har været som et konstant livsvilkår.

Men det var i et sådan miljø, Sjostakovitj udfoldede sig som statsanerkendt kunstner, og det var således noget af en udsat post; man kunne, hvis man spillede sine kort rigtigt, leve i sus og dus under Stalins vinge, men alle vidste, at det kunne vende på et splitsekund, hvis den store leder så sig gal på dét, man præsenterede for offentligheden. Og det var netop, hvad der skete for Sjostakovitj i 1936, da Stalin havde besluttet sig for personligt at overvære premieren på komponistens nye opera, Lady Macbeth fra Mtsensk, Sjostakovitjs nok mest avantgardistiske stykke nogensinde.

Dagen efter kunne han i kommunistpartiet officielle organ, Pravda, under overskriften "Kaos i stedet for musik" læse, at 'det kan ende meget skidt for Sjostakovitj' - underforstået, hvis han altså ikke ændrede kurs og blev mere tonal, mere 'folkelig'. Folk flygtede i panik fra den før så hædrede komponist, ingen turde blive set eller forbundet med ham - alle vidste, at nu det var ude med ham! Selv blev han selvfølgelig skrækslagen, og han skyndte sig med øjeblikkelig varsel at stoppe yderligere prøver på sin 4. symfoni, der var i samme stil som operaen - krads og modernistisk; den turde han først lade publikum høre 25 år senere, i 1961! Nu skulle der tænkes kreativt, hvis han

skulle redde sit og sin lille families liv!

Hans umiddelbare reaktion var, hjemme i privaten, at sætte musik til et digt af Pushkin kaldet 'Genfødsel'. Det handler om en uforskammet barbar, der med en tyk pensel maler sort maling over et genis smukke maleri. Først efter mange år begynder malingen at skalle af, og det oprindelige billede kommer atter til syne i al sin skønhed.

Udadtil var svaret dog et andet - nemlig den 5. symfoni. Et værk, der indeholder næsten alt her i livet, fra den ene yderlighed til den anden, og som er skrevet i et tilgængeligt og nærmest filmisk tonesprog.

Første sats starter modigt med et trodsigt udbrud i strygerne, der dog hurtigt giver plads til et smukt, sørgmodigt tema, der lyder næsten privat i karakter.

Herefter følger en kompleks sats i sonateform, hvor temaerne bliver vendt og drejet, forvandlet og forvredet på en sådan måde, at det selv efter mange, mange gennemlytninger forekommer nyt og lige modigt.

Midtvejs bryder en forfærdelig march frem, og man begynder at fornemme Sjostakovitjs snedige ærinde; marchen kan både lyde som en fest, men også som en undertrykkende kraft mod den lille triste, personlige melodi - individets kamp mod staten, som udfolder sig i mange musikalske lag. Det er en sats, man aldrig rigtig bliver færdig med.

Andensatsen lyder lidt som en væltet jukeboks, hvor noget er gået i stykker indeni. Åbningen er meget mørk og trodsig af en scherzo at være, og selvom der hurtigt kommer mindelser om fejring og festivitas, er der ingen rigtig glæde; det er en scherzo på trods. Han rammer lige på kornet i en sats, der nok danser, men ikke af hjertens lyst, snarere af tvang. Og denne bitre lille pille virker perfekt som optakt til symfoniens hovedsats, den langsomme og uendeligt smertefulde Largo, der over 16 smertefulde minutter forsøger at fremmane billederne af de mange millioner dødsofre for Stalins rædselsregime. Sjostakovitj skrev hele denne sats på kun tre dage, hvilket nok vidner om, at det var denne musik, der flød direkte fra hans hjerte. Én efter én rejser det enkelte individ sig efter det andet sørgmodigt i skikkelse af først obo, så klarinet og til sidst fløjte, og man kan næsten høre dem spørge med let opgivende stemme: "Hvorfor?". Satsen bløder videre i de altdominerende strygere (messing spiller slet ikke i denne sats), men til allersidst aner vi et stille håb i den spæde durklang, der slutter satsen.

Måske er der endnu håb?

Sidste sats kommer næsten som et overgreb og er ubærlig i sin insisteren på dans og fest; hvem kan danse oven på 7 millioner menneskeskæbner? Stalin havde forlangt jubel sat i musik, og det får han, men det er, som om Sjostakovitj samtidig skriger til ham: "Nok kan du bede mig om at danse, men du kan ikke få mig til at mene det!". Mange år senere udtalte han da også om netop denne sats: "Hvilken jubel kunne der være? Det er som én, der tæver dig med en kæp og siger: "Du SKAL være glad, du SKAL være glad,

og man rejser sig på rystende ben og mumler: "Vi ER glade, vi ER glade!". Satsen tromler derudad og akkumulerer mere og mere energi, og vi fornemmer, at det ender galt: satsen kollapser under sin egen vægt, og ud af de smuldrende rester rejser sig Sjostakovitjs ultimative genistreg: en smuk melodi i hornene, der kunne være bare en smuk melodi, men som faktisk er lige præcis dén melodi, han havde skrevet til Pushkins digt Genfødsel, og hvor ordene lyder: "Med tiden vil barbarens grove tjærelag tørre ind og skalle af som gamle skæl. Det originale kunstværks skønhed vil igen være synligt." Han taler Stalin midt imod med sit stærkeste våben: toner. Ingen på premieredagen kendte til denne sang, som lå hjemme i skuffen fra året før, men da sammenhængen senere blev kendt, fik det russiske folk vished for det, de hele tiden havde følt: den 5. symfoni var skrevet til dem, ikke til Stalin.

Og de ikke mindre end 252 gentagne noder til allersidst er lige så meget et kald til opstand, som det er en konstatering af, at det kommer til at tage sin tid og kræve en behørig indsats. Under den 40 minutter lange applaus ved uropførelsen fik et helt folk sin forløsning, og vi andre får måske i dag et lille indblik i den nærmest uforståelige smerte og frygt, som et menneske eller et helt folk kan rumme.

Programnote af Ole Bartholin Kiilerich MEDVIRKENDE Sebastian Lang-Lessing, dirigent Lang-Lessing var chefdirigent ved Orchestre Symphonique et Lyrique de Nancy og kunstnerisk direktør for Nancy Opera, som under hans ledelse blev fremmet til Opéra National de Lorraine. Fra 2004 til 2011 var Lang-Lessing musikchef for Tasmanian Symphony Orchestra, der i hans periode voksede til at blive en af de førende orkestre i Stillehavsområdet. Med dette orkester byggede Sebastian Lang-Lessing en omfattende og prisbelønnet diskografi, især af klassisk og romantisk repertoire.

Lang-Lessing dirigerede Philharmonia Orchestra i 2013-optagelsen for Renée Flemings “Guilty Pleasures” album (Decca). Andre bemærkelsesværdige optagelser har inkluderet de komplette symfonier af Mendelssohn Bartholdy og Schumann med Tasmanian Symphony Orchestra, og den sensationelle genopdagelse af Joseph-Guy Ropartz's værker med Orchestre symphonique et lyrique de Nancy.

Lawrence Power, bratsch Lawrence Power er en af vor tids førende bratchister. Han optræder jævnligt med nogle af verdens største orkestre som Chicago Symphony og Boston Symphony og har været nomineret til Royal Philharmonic Society Instrumentalist Award.

Lawrence Power har grundlagt og er kunstnerisk leder af West Wycombe Chamber Music Festival og er professor i bratsch ved Zürcher Hochschule der Künste. Lawrence Power spiller på en sjælden bratsch fra Bolognese bygget af Antonio Brensi fra år 1610.

1. violin Eugen Tichindeleanu Signe Madsen Kazimierz Skowronek Ulrike Kipp Christensen * Marina Skuratovskaia * Bjarne Hansen Kjetil Ravnan Qvamme * Esther Mielewczyk * Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovač Stinus Christensen Valeria Stadnicki Sofie Qvamme Ivar Bremer Hauge ** Krystina Duchonova ** Emilia Blaszczyk **

Fløjte Rune Most (orlov) Lucia Klonner Ragnhildur Josefsdottir (orlov) Julia Bremm ** Verena Robertz **

2. violin Vakant Jovana Vukušić * Jan Erik Schousboe Carl Sjöberg * Inger Lassen Anna Bodzon Qvamme El Bylin Bundgaard Stig Andersen Kathrin Kollecker * Vakant Mads Haugsted ** Katerina Jelinkova ** Mina Fagerlund Hosseini ** Veronika Mojzesova ** Ivaylo Dechkoff ** Anna-Barbara Thomsen ** Francesca Salvatucci **

Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Vakant Emanuel Johansson**

Bratsch Rafaell Altino * Vakant Dorthe Byrialsen Martin Jochimsen Gertrud Ludwig Dorota Kijewska Christian Bønnelykke Victor Sørensen (orlov) Malte Bjerkø ** Alexander Ølgaard ** Ance Lipste ** Heinrich Koll ** Cello Michaela Fukačová * Anna Dorothea Wolff (orlov) Chatarina Altino * Philippe Muriset * Anna Pettersson Mette Spang-Hanssen Sofie Spanget Takkula (orlov) Anne Hall ** Mihai Fagarasan ** Filippa Westerberg ** Sophie Kalina Hildeshein ** Anne Sofie Thåstrup Mejlbjerg ** Kontrabas Peter Prehn * Toms Timofejevs (orlov) Maria Møller-Jørgensen Poul Jensen Find * Jens Krøgholt Andreas Hjort Jessen ** Patryk Strycharczyk **

Obo Henrik Skotte Albrecht Krauß Pina Mohs (engelskhorn) Eva Vrtacnik ** Klarinet Svante Wik René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet)

Horn Tone Sundgård Anker Vakant Steen Madsen Nicolai Sell Philip Sandholt Herup Andersen Carsten Smith-Nielsen ** Trompet Per Morten Bye Victor Koch Jensen Henrik Hou Feddersen Vaclav Naus ** Basun Robert Holmsted Lukas Winther Andersen (orlov) Jakob Sandberg ** Basbasun Alf Vestergaard Nielsen (orlov) Keld Richardt Jørgensen ** Tuba Carl Boye Hansen Harpe Vakant Joost Schelling ** Anna Lovisa B Wennesz ** Pauke Thomas Georgi Slagtøj Finn Christensen Kasper Grøn ** Laurids Madsen ** Per Børge Jensen ** Malte Magnus Nielsen Vendelby ** Klaver Ole Bartolin Kiilerich ** * Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond ** Musikere i tidsbegrænsede stillinger

Koncerten optages til P2-koncerten udsendes 18. okt. 2018

ODENSESYMFONI.DK