Velkommen til Trio con Brio - 20. september 2018

Foto: Nikolaj Lund

CARL NIELSEN SALEN – ODENSE KONCERTHUS TORSDAG 20. SEPTEMBER 2018 KL. 19.30 KONCERTINTRO I CARL NIELSEN SALEN KL. 18.30

VELKOMMEN TIL TRIO CON BRIO Odense Symfoniorkester Dirigent: Tung-Chieh Chuang Solister: Trio con Brio: Soo-Jin Hong, violin; Soo-Kyung Hong, cello; Jens Elvekjær, klaver.

Ludwig v. Beethoven: Symfoni nr. 1, C-dur, Op. 21 (1770-1827) I Adagio molto - Allegro con brio

II Andante cantabile con moto

III Menuetto: Allegro molto e vivace

IV Finale: Adagio - Allegro molto e vivace

Varighed: ca. 28 min.

Philip Glass: Dobbeltkoncert for violin og (1937) cello

Duet No. 1

Part 1 Duet No. 2 Part 2 Duet No. 3 Part 3 Duet No. 4

Varighed: ca. 30 min.

PAUSE

Ludwig v. Beethoven: Klaverkoncert nr. 3, c-mol,

Op. 37

I Allegro con brio

II Largo III Rondo: Allegro

Varighed: ca. 38 min.

OS CON BRIO Det er med største glæde, at vi med aftenens koncert byder velkommen til ét af Danmarks førende kammerensembler, Trio con Brio, som i denne sæson er Artists in Residence her i orkesteret. Vi skal høre de tre vidunderlige virtuoser udfolde sig på alle tænkelige måder sæsonen igennem, og i aften får vi glæden af at høre dem opdelt på to skønne instrumentalkoncerter, og vi kan således love en koncert på allerhøjeste kunstneriske niveau og med masser af livfuldhed con brio.

Da mesteren blev til en mester Vi har det med store mestre at glemme, at de også havde en vej at finde, inden de blev netop dét: store mestre. Komponisten, der kom til at stå som et lysende fyrtårn og truende skygge for alle fremtidige symfonikere havde selv en lang vej at gå, og historien om hans første symfoni illustrerer denne rejse meget fint: Beethoven kom som ung komponist til Wien fra Bonn i 1792, året efter Mozarts død, og mens gamle Haydn var i gang med sine sidste store værker, og han følte straks byens behov for en ny musikalsk yndling.

Han kastede sig ihærdigt over de klassiske genrer, men begyndte i den 'ufarlige' ende med klaversonater og kammermusik. Strygekvartetter og symfonier turde han endnu ikke nærme sig af respekt for de to store mestre. Da han endelig i en alder af næsten 30 år (en veritabel olding målt efter datidens komponistmiddellevealder, hvor mange ikke blev meget ældre end dét) kastede sig over genren, var han en moden komponist i sin første fase. Det var altså inden han blev tynget af det tiltagende tab af hørelse, som gennem den dertil hørende krise katapulterede ham ind i sin mest produktive og succesfulde 2. periode, ’den heroiske’.

Det er således en ung komponist, der med mange succeser i de mindre genrer og ikke mindst som klavervirtuos står selvsikkert foran den gigantiske udfordring: sin første symfoni.

Hvordan griber man så dette enorme arbejde an, så man både får vist, at man er den nye stjerne på himlen, og samtidigt sørger for at udvise tilstrækkelig respekt for d'herrer Mozart og Haydn? Beethovens geniale løsning var at skrive sig ind i traditionen ved at anvende den traditionelle form og opbygning af symfonien, men samtidig sørge for at proppe så meget Beethoven derind i form af vilde sforzandi (accenter/markeringer), usædvanlige tempi og ikke mindst en helt ny måde at instrumentere på.

Første sats starter meget mærkeligt med en spændingsfyldt akkord i træblæserne, der bliver opløst til en helt forkert toneart! Her driller han os og leger med vores forventning om den store C-dursymfoni (C-dur var traditionelt brugt til pomp og pragt, da både trompeter og pauker befandt sig godt i dén toneart), og sådan bliver han ved et stykke tid,

langsomt og famlende, inden vi endelig kommer op i tempo og ind i den 'rigtige' toneart. Der er mange skalaer og treklange i denne sats, og Beethoven viser allerede her sin unikke evne til at vække selv de mindste celler til live og få en flot og ørehængende sats ud af et temmelig begrænset materiale. Satsen er en stram sonateform, og altså på dette punkt en tydelig hyldest til traditionen.

Andensatsen er en 'gående' andante-sats, men en lidt hurtig én af slagsen - og så virker den fugeret, dvs. at det samme tema spilles oven i sig selv af forskellige grupper. Satsen er igen en perfekt sonateform, men her leger han med instrumentationen: det var kutyme at bruge lidt mindre besætning i de langsomme satser, men Beethoven bruger her hele orkestret i en varm og klangfuld sats, der er symfoniens eneste rolige indslag.

For da vi i tredje sats kommer til dét, der traditionelt var menuetten, altså en rolig, tredelt dansesats med et højtideligt anstrøg, spiller han samtiden endnu et puds: han skriver godt nok 'Minuet' øverst på satsen, men sætter tempoet til at være rasende hurtigt, og han introducerer hermed i praksis den spøgefulde scherzo i symfonien, dog uden endnu at tage det ord i munden. Også her er der mange skalaer, især én meget kraftfuld en af slagsen. Her kommer Beethovens kompositionelle muskler til fuld udfoldelse, og vi hører meget tydeligt, at det hverken er Mozart eller Haydn, der har sat stregerne her – det er rendyrket Beethoven, og det peger langt frem i musikhistorien i kraft og udtryk.

Foto: Nikolaj Lund

I den sidste sats laver han lidt samme trick som i den første sats: hans starter langsomt og drillende.

Men denne gang er det ikke harmonikken, men melodikken, han driller os med. Den langsomt opstigende skala (skalaen, som har været grundstenen i hele symfonien) prøver sig frem én tone ad gangen, og da den endelig når sidste trin, eksploderer satsen legesygt med den opadgående, hurtige skala som grundelement. Beethoven slutter flot og festligt og med en pågående energiudfoldelse, der lader de gamle mestre forpustet tilbage, og efter uropførelsen ved den gigantiske velgørenhedskoncert 2. april 1800 var ingen i Wien længere i tvivl om, at her var fremtidens symfoniker født – og så fik resten af musikhistoriens komponister ellers travlt med at få præstationsangst over at skulle følge efter ham!

TRIO CON BRIO

ET TÆPPE AF VELLYD Langt de fleste koncertgængere har en bestemt forventning, når de ser en forholdsvist nyskrevet instrumentalkoncert på programmet. Man forventer at blive udfordret af ukendte klange og måske også at måtte kigge langt efter en decideret melodi. De forventninger kan man godt skyde helt til hjørne, når navnet på plakaten er Philip Glass, for her er der tale om tonal og meget imødekommende musik, som for mange vil lede tankerne mere hen i retningen af filmmusik, eller måske noget mere meditativt.

Philip Glass blev formet som komponist i de ekstremt eksperimenterende år i slutningen af tresserne i Paris (på et Fullbright-legat), hvor comme il faut (Boulez, Berio, Stockhausen m.fl.) var at skubbe grænserne for den klassiske musik helt derud, hvor det næsten ophørte med at være musik. Uden at afsky denne grænsesøgende tilgang blandt kollegerne konstaterede Glass blot, at det ikke var dén musik, der flød i ham, og han vendte i stedet inspirationens lommelygte mod Indien og Ravi Shankar, hvor han fandt en måde at strukturere musikalske forløb, som han siden hen har udviklet på; nemlig den 'additive' rytmeforståelse, hvor strukturer gentages og omformes og bliver længere og længere. Således trådte han, sammen med Steve Reich og Terry Riley, de første skridt ind i minimalismen. Dog er det ikke dét ord, han selv bruger til at beskrive sin musik: han benævner den som 'musik med gentagne strukturer'.

Da han således valgte at træde et stort skridt uden for den ’gode’ smag, havde det selvfølgelig konsekvenser for hans muligheder for at få opført sine værker i de traditionelle rammer, og hvad gør man så? Man danner da bare sit eget ensemble, Philip Glass Ensemble!

Og da de mavesure anmeldere vedblev med at nedgøre hans musik, kunne han varme sig ved en større og større fanskare uden for de stramme rammer, bla. var David Bowie og Brian Eno dybt imponerede, og det samme var adskillige filmskabere, koreografer, visual artists o.m.a.

Foto: Harald Hoffmann

Glass' musik har da også en klar visuel kvalitet over sig, og i overensstemmelse med hans åbne sind og totale mangel på snobberi har han komponeret filmmusik til så forskellige film som The Hours, The Tru-

TUNG-CHIEH CHUANG

man Show og superheltefilmen The Fantastic Four - og desuden til computerspillet Grand Theft Auto IV! Dobbeltkoncerten fra 2010, bestilt af Nederlands Dans Theater, er faktisk balletmusik. Bestillingen lød på musik til balletten Swan Song, og da Glass længe havde ønsket at skrive en dobbeltkoncert for violin og cello (som Brahms også gjorde det), overtalte han koreograferne til at lade ham prøve denne usædvanlige form som balletmusik. Det blev en bragende succes, for udover musikkens umiddelbart appellerende karakter, afspejler de to soloinstrumenter desuden fuldendt de to dansende hovedpersoner på scenen, og det er da også tydeligt, at violinen og celloen kommunikerer på mange planer i de mange solosatser.

Normalt har komponisten i en instrumentalkoncert valget mellem af lade solisten/solisterne 'kæmpe' med orkestret - og som regel vinde - eller lade solisterne indgå i en samlet form, hvor solostemmen udgør en slags virtuos udsmykning på helheden.

Philip Glass har med stor succes valgt at gøre noget helt andet: han lader solostemmerne tale sammen og med hinanden, uforstyrret, i en hel sats som optakt til hver af orkestersatserne. Og det er her, solisterne rigtigt får plads og rum til at skinne igennem som solister og fordybe sig i deres indbyrdes relation; i de meget dansante orkestersatser fungerer de mere som en art medspillere i orkesterets dansende løjer.

Helt atypisk lader han også koncerten slutte med en duosats, således at det ikke er den heftigt swingende energi fra den store tredje orkestersats, der sidder i os efter koncerten, men i stedet solisternes tætvævede kammermusik - den stille og smertefulde Svanesang.

Farvel til klassikken Aftenens to værker af Beethoven skulle faktisk have været opført til den selvsamme velgørenhedskoncert i Wien 2. april i år 1800. Det var, som det var kutyme, en mastodontisk koncert af adskillige timers varighed, men desværre blev den 3. klaverkoncert ikke færdig til den stort opsatte koncert, hvilket især var ærgerligt, fordi velgørenheden var til fordel for komponisten selv! Men han måtte altså lade sin første symfoni ledsage af den tidligere klaverkoncert nr. 2, og han valgte derefter helt at skrinlægge koncerten, indtil en ny, indbringende mulighed viste sig i horisonten. Det gjorde den først flere år senere, og koncerten blev således først færdiggjort i 1803 - en usædvanlig langstrakt kompositionsproces for geniet Beethoven.

Denne den tredje klaverkoncert fra mesterens hånd er ét af de første værker, hvor vi hører, at han begynder at smide tøjlerne fra wienerklassikken og sine store læremestre, Haydn og Mozart. Og det er der nok en rigtig god grund til: kunstnerisk var han her presset til det yderste; en dag, da han med sin ven, pianisten Johann Kramer, havde spadseret rundt i Wien, var de kommet forbi en udendørs prøve på Mozarts legendarisk mørke 24. klaverkoncert i netop c-mol, som Beethoven var specielt begejstret for. Beethoven var stoppet op og havde til sin ven udbrudt:

"Kramer, Kramer, vi kommer ALDRIG til at kunne lave noget lignende!". Så en klaverkoncert i tonearten c-mol ville uvægerligt, ikke mindst i Beethovens eget hoved, blive sammenlignet med Mozarts mesterværk (som faktisk også først blev udgivet i 1800, 9 år efter Mozarts død), og Beethoven var således tvunget til ikke bare at stå på skuldrene af den 'gamle' mester, men til at lave noget helt nyt. Og således kom den tredje klaverkoncert til at indeholde en romantik og en dramatik, som ledte direkte ind i Beethovens 'heroiske’ periode, hvor de fleste af hans berømte værker blev skabt.

Første sats starter med en usædvanlig lang orkesterindledning; næsten 3 1/2 min går der, inden solisten får lov at sætte fingrene på tangenterne! Men prøv, frem for at vente utålmodigt på klaverets indtræden, at lytte helt tæt ind i de temaer, der lægges frem her i starten, for det er dem, som solisten skal lege med hele resten af satsen. Og der er så meget melodisk materiale her, at det giver fint mening at lade orkestret præsentere det hele uforstyrret og 'rent', inden solisten begynder at blande sig. Det er en fryd at høre den fantasifuldhed, hvormed orkester og solist deler de to store temaer mellem sig hele vejen frem til kadencen, som Beethoven nok har improviseret sig mere eller mindre igennem. Men prøv at bide mærke i den helt filigranagtige fine facon, som solostemmen kommer UD af kadencen på: det er langt fra Haydn og Mozarts bravouragtige kadenceslutninger, og det tjener det formål, at solisten herved ikke har opbrugt al energien i satsen og kan spille med helt til slut - en løsning, som blev skoledannende for de store romantiske komponister senere i århundredet.

I den energiladede symfoni før pausen blev vi lidt snydt for den store, brede langsomme sats - den får vi så til gengæld her i 2. sats, hvor Beethoven sætter en fed streg under, at han altså ikke kun er energiens, betoningernes og den musikalske udviklings ubestridte mester, men at han også som få kan skrive melodier og akkorder, der varmer helt ind i knoglerne. Mange satser fra hans klaversonater har denne varme karakter, og det er sådan én, har forkæler os med i sin 3. klaverkoncert - og så endda i E-dur, hvilket er ret langt ude, når man er i gang med at skrive en koncert i c-mol. Der er ikke andet at gøre end at lukke øjnene og lade dig føre dybt ind i denne generøse musik, der med anstrøg af både hymne og nocturne balsamerer sjælen i vellyd.

Bedst som vi er faldet helt ned i sædet, vækker den skælmske Beethoven os igen ved at falde næsten hovedkulds ind i et frækt og festligt rondo-tema (altså et tema, der kommer igen og igen, nærmest uforandret gennem satsen), der tjener som afsæt for 3. satsens festlige finale; alvoren er forduftet. Det lille rondotema bærer det adelsmærke, at det lyder lige godt i både dur og mol, noget som Mozart var berømt og berygtet for at være næsten urimeligt dygtig til at frembringe.

Det er dog ikke den eneste hilsen til den gamle mester her: akkurat som i sidste sats af Mozarts

c-mol-koncert nr. 24 skifter Beethoven taktart til 3/8 i slutningen af satsen (skiftet er ultraraffineret placeret sidst i kadencen) og opnår derved en forrygende dansant slutning - med passende honnør til Mozart. Men det er samtidigt også en slags farvel til det store forbillede, for med denne koncert er Beethoven endelig begyndt at sætte sig fri af klassikken og læremestrenes indflydelse, og således frigjort frembringer han i de følgende år en perlerække af dramatiske og romantisk klingende mesterværker af en kvalitet, så alle komponister sidenhen med bæven har måttet se hans enorme skygge tårne sig op over de tomme nodeark foran dem. Mesteren blev i sandhed en mester.

Programnote af Ole Bartholin Kiilerich

MEDVIRKENDE Tung-Chieh Chuang, dirigent Den unge taiwanske dirigent Tung-Chieh Chuang vandt i 2015 den Internationale Malko Konkurrence i København. Før dette havde Chuang allerede vundet adskillige priser og anerkendelser, herunder Publikumsprisen ved Solti-konkurrencen i Frankfurt samt 1. prisen ved Gustav Mahler Konkurrencen i Bamberg og Jeunesse Musicales dirigentkonkurrence i Bukarest. Nu dirigerer han verdens førende orkestre og har således allerede debuteret hos fx BBC Symphony Orchestra, Helsinki Philharmonic Orchestra og Göteborg Symfoniorkester.

Trio con Brio anerkendes som en af verdens førende klavertrioer og kan snart fejre 20 års jubilæum. I den anledning udgiver Orchid Classics en indspilning af Beethovens komplette klavertrioer.

I samme anledning er trioen i denne sæson Ensemble in residence hos OS. Trioen blev skabt ud fra en ide om "musikalske par" - af de to koreanskfødte søstre, Soo-Kyung Hong (cello) og Soo-Jin Hong (violin), med Soo-Kyung og hendes mand, den danske pianist Jens Elvekjær.

De blev hurtigt kendte for deres friske og moderne tilgang til kernerepertoire og vandt næsten alle de store konkurrencer for klavertrio. I dag spiller de regelmæssigt i verdens førende koncertsale blandt andre Carnegie Hall, Lincoln Center, Wigmore Hall, Berlin Pierre Boulez-Saal, Concertgebouw og mange flere.

Soo-Jin spiller på en Andrea Guarneri violin og Soo-Kyung spiller på en Grancino cello. Jens er Danmarks første Steinway-pianist.

1. violin Eugen Tichindeleanu Signe Madsen Kazimierz Skowronek Ulrike Kipp Christensen * Marina Skuratovskaia * Bjarne Hansen Kjetil Ravnan Qvamme * Esther Mielewczyk * Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovač Stinus Christensen Valeria Stadnicki Sofie Qvamme Ivar Bremer Hauge ** Elna Carr ** 2. violin Vakant Jovana Vukušić * Jan Erik Schousboe Carl Sjöberg * Inger Lassen Anna Bodzon Qvamme El Bylin Bundgaard Stig Andersen Kathrin Kollecker * Vakant Mads Haugsted ** Katerina Jelinkova ** Mina Fagerlund Hosseini ** Veronika Mojzesova ** Bratsch Rafaell Altino * Vakant Dorthe Byrialsen Martin Jochimsen Gertrud Ludwig Dorota Kijewska Christian Bønnelykke Victor Sørensen (orlov) Malte Bjerkø ** Alexander Ølgaard ** Cello Michaela Fukačová * Anna Dorothea Wolff (orlov) Chatarina Altino * Philippe Muriset * Anna Pettersson Mette Spang-Hanssen Sofie Spanget Takkula (orlov) Anne Hall ** Mihai Fagarasan ** Kontrabas Peter Prehn * Toms Timofejevs (orlov) Maria Møller-Jørgensen Poul Jensen Find * Jens Krøgholt Andreas Hjort Jessen **

Fløjte Rune Most (orlov) Lucia Klonner Ragnhildur Josefsdottir (orlov) Julia Bremm ** Verena Robertz ** Obo Henrik Skotte Albrecht Krauß Pina Mohs (engelskhorn) (orlov) Klarinet Svante Wik (orlov) René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet) Elaine Ruby ** Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Vakant Emanuel Johansson** Horn Tone Sundgård Anker Vakant Steen Madsen Nicolai Sell Philip Sandholt Herup Andersen Niels Aamand Pedersen ** Trompet Per Morten Bye Victor Koch Jensen Henrik Hou Feddersen Basun Robert Holmsted Lukas Winther Andersen (orlov) Jakob Sandberg ** Basbasun Alf Vestergaard Nielsen Tuba Carl Boye Hansen Harpe Vakant Joost Schelling ** Pauke Thomas Georgi Slagtøj Finn Christensen Kasper Grøn ** Laurids Madsen ** Jonathan Jakshøj **

* Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond ** Musikere i tidsbegrænsede stillinger

ODENSESYMFONI.DK