Det uudslukkelige - 6. og 7. september 2018

CARL NIELSEN SALEN – ODENSE KONCERTHUS TORSDAG 6. SEPTEMBER 2018 KL. 19.30 FREDAG 7. SEPTEMBER 2018 KL. 19.30 KONCERTINTRO I CARL NIELSEN SALEN KL. 18.30

DET UUDSLUKKELIGE Odense Symfoniorkester Dirigent: Nikolaj Znaider Solist: Liya Petrova, violin Maurice Ravel: (1875 - 1937)

Le Tombeau de Couperin

Varighed: ca. 17 min.

I Prélude II Forlane III Menuet IV Rigaudon

Peter Tjajkovskij: Violinkoncert, D-dur, Op. 35 (1840 - 1893) I Allegro moderato

II III

Canzonetta: Andante Finale: Allegro vivacissimo

Varighed: ca. 33 min.

PAUSE

Carl Nielsen: (1865 - 1931)

Symfoni nr. 4 , Op. 29 - Det Uudslukkelige I Allegro

Varighed: ca. 36 min.

II Poco allegretto III Poco adagio quasi andante IV Allegro

”DET UUDSLUKKELIGE” Uudslukkelige. Uomgængelige. Uafrystelige. Aftenens tre værker oprinder i hver deres hjørne af Europa – Frankrig, Rusland og vores egen hovedstad – og udtrykker på hver deres måde musikkens og derigennem menneskets evne til ikke at bukke under, til at rejse sig, til at overkomme gru og rædsler og knuste hjerter. Den ukuelige vilje til liv.

Maurice Ravel: Le Tombeau de Couperin Ravel komponerede Le Tombeau de Couperin som en suite for soloklaver i de selv samme år, som 1. Verdenskrig rasede: 1914-1917. I udarbejdelsen har Ravel dog næppe stirret krigens gru i øjnene; han lod sig inspirere af barokmusikkens dansesuiter – tænk f.eks. på J. S. Bachs engelske og franske suiter for cembalo og de berømte orkester- eller cellosuiter, som også alle har satser i baroktidens populære danseformer.

Og to år efter udgivelsen, i 1919, lavede Ravel – som var en fabelagtig orkestrator (hvilket vi bl.a. ser eksemplificeret i hans udsættelse af Musorgskijs Udstillingsbilleder) – en orkesterversion af klaversuiten.

Det er denne orkesterversion – som udelader to af de oprindelige seks satser – vi skal høre i aften.

Titlens “Tombeau” (der blot betyder ”grav”) er et musikalsk begreb, der var populært i det 17. århundrede og simpelthen betegner et stykke musik, der er skrevet til en afdød persons minde. Den Couperin, som Ravel mindes i dette værk, menes at være den navnkundige François Couperin (1668–1733), en berømt fransk komponist, som var ud af en musikerfamilie, der i antal og gesjæftighed ville gøre både Bach-familien og vores egen Koppel-familie rangen stridig (nogen vil have hørt om hans berømte onkel, Louis Couperin), og som netop var kendt som sine mange ’ordrer’ (suiter for cembalo). Det er dog mere en hyldest til den dansevenlige baroksuite, vi skal lytte efter i Ravels musik, end en personlig genkaldelse af Couperins musik.

Ravel har valgt at dedikere hver sats i sin suite til mindet om en af hans venner (i ét tilfælde to brødre), som var død under 1. Verdenskrig. Det kan forekomme dystert, og Ravels højtelskede mors død i 1917 hjalp næppe heller på danselysten i det ravelske hjem. Men komponisten selv understregede nu, at suiten skulle være munter i sit udtryk og have et mere eftertænksomt end dystert præg: ”De døde er triste nok i deres evige tavshed”. Og således vil vi, efter et livligt og vuggende præludium, der stiller store krav til solooboistens virtuositet, stifte bekendtskab med den italienske folkedans Forlane (som her har en hoppende og dog let klagende karakter), den melankolske og sødmefulde Menuet i den påkrævede tre fjerdedelstakt, og den triumferende og marchagtige Rigaudon, hvis pastorale midterdel (hvor oboen igen spiller solostemmen) pludselig får orkesterets strygersektion til at lyde som en akkompagnerende guitar i fjernøstligt gådefuld pizzicato.

Peter Tjajkovskij: Violinkoncert, D-dur, Op. 35 I parløb med klaveret er violinen det instrument, der er skrevet flest solokoncerter til, og der er ingen grænser for den variation og righoldighed, man finder på violinkoncertrepertoiret. På top 5 over koncerter for violin og orkester finder man dog som regel en håndfuld af musikhistoriens virkelige sværvægtere, som aldrig går af mode, og hvis status som kronjuveler på enhver violinists kernerepertoire er hugget i granit. Blandt disse er f.eks. Mozarts galante og krystalklare 3. violinkoncert, Beethovens resolutte og udtryksfulde eneste violinkoncert og romantikerne Mendelssohn og Brahms’ varmblodede og unikke værker i genren. Og i dette selskab vil man uvægerligt også finde Tjajkovskijs enkeltstående violinkoncert – et overflødighedshorn af ekspressiv virtuositet, sødmefuld sangbarhed og melankolsk glød. Tjajkovskijs musik bygger bro mellem det klassiske og det romantiske, mellem øst og vest, mellem det mandlige og det kvindelige element, og mellem i dag og i morgen.

NIKOLAJ ZNAIDER

Violinkoncerten er ingen undtagelse – men snarere kronen på komponistens fantastiske livsværk.

LIYA PETROVA

Som sådan var Tjajkovskijs violinkoncert det bedste, der kom ud af et virkelig dårligt ægteskab. I maj 1877 modtog komponisten et brev fra Antonina Miljukova, en tidligere studerende, som han ikke kunne huske, men som påberåbte sig at være lidenskabeligt forelsket i ham. Tidligere samme år havde Tjajkovskij påbegyndt sit usædvanlige og udelukkende skriftlige forhold til den meget velhavende enke Nadezhda von Meck, og kombinationen af intellektuel intimitet og fysisk distance passede Tjajkovskij perfekt. For at skjule sin homoseksualitet fra offentligheden greb han impulsivt den belejlige, om end ikke særligt lovende, mulighed for at gifte sig med en kvinde, han end ikke kendte. Den 1. juni besøgte han Antonina for første gang, og to dage senere friede han. Ægteskabet skulle imidlertid komme til kun at vare seks uger. Tjajkovskij kom hurtigt til decideret at foragte Antonina – han kunne end ikke bringe sig selv til at præsentere hende som sin hustru – og han var chokeret, da han fandt ud af, at hun ikke havde det mindste kendskab til musik. I desperation gjorde han i september et – sandsynligvis ganske halvhjertet – forsøg på at begå selvmord ved at vade ud i Moskvaflodens iskolde vand i håbet om at pådrage sig en dødelig sygdom, og da dette mislykkedes, søgte han tilflugt hos sin bror Anatoly, som tog ham med på en længere Europarejse.

Det var denne rejse, der resulterede i flere af de værker, vi kender og elsker fra Tjajkovskijs hånd i dag: Den 4. symfoni og operaen Eugen Onegin, som begge var blevet afbrudt af det skæbnesvangre møde med Antonina (som Tjajkovskij fremdeles omtalte som ”krybdyret”). I marts 1878 var han i Schweiz, hvor han – ansporet af et besøg fra sin elev og ven (og mulige elsker), violinisten Iosif Kotek – i løbet af 11 dage udfærdigede skitser til en violinkoncert i D-dur. To uger senere havde han udskrevet stemmerne. Og da han kom tilbage til Rusland i april, var der nok stadig problemer på hjemmefronten – Antonina var vægelsindet mht. om hun ville acceptere separationsbegæringen, og hævnede sig raffineret på Tjajkovskij ved at flytte ind i lejligheden umiddelbart oven over hans – men hans livs værste år var i hvert fald overstået.

Tjajkovskijs violinkoncert er et studie i sin komponists lyriske talent. Det tekniske niveau er højt: Den violinist, som værket oprindeligt var dedikeret til – ungarske Leopold Auer – chokerede Tjajkovskij ved umiddelbart at afvise at spille værket, ifølge myten fordi det var ”uspilleligt” (men det kan også have handlet om Auers manglende tiltro til sine egne evner). Og dog flyder den melodiske sans, som Tjajkovskij aldrig slipper, naturligt og ubesværet gennem alle koncertens tre satser. Alle passager af potentielt udfordrende og ’farlig’, virtuos karakter bliver afbødet med musik af frit flydende lyrisk sans og dog en kontrolleret tilbageholdenhed, som afslører det ængstelige sind bag komponistens svulmende

romantiske førstehåndsindtryk. Værket fik en svær fødsel – Auers afvisning gjorde ondt, og uropførelsen i Wien et par år senere blev martret af et dårligt forberedt orkester (som spillede hele koncerten efter fejlbehæftede noder, pianissimo for at afværge katastrofen) og forfærdelige anmeldelser af den berygtede kritiker Eduard Hanslick. Hanslick skrev bl.a., at ”violinen ikke blev spillet, men pryglet gul og blå”, og han rasede over det ”alt for russiske sidetema i sidste sats, som stank af russiske helligdage og vodka”.

Dette tema er et af Tjajkovskijs mest hyldede folkemusikinspirerede temaer i dag. Og såvel Hanslick som Auer måtte da også sande, at violinkoncerten ad åre er at finde blandt Tjajkovskijs – og hele violinrepertoirets – mest elskede værker.

Carl Nielsen: Symfoni nr. 4, Op. 29 Aftenens bagvedliggende tema om livets uudslukkelighed får sin bogstavelige titel fra vores egen Carl Nielsens 4. symfoni, som komponisten selv gav tilnavnet ”Det uudslukkelige”. Han begyndte at arbejde på den i sommeren 1914 – altså samtidig med, at Ravel påbegyndte arbejdet på sin klaverudgave af Le tombeau de Couperin – og således slutter vi aftenens cirkel med endnu et værk, der er blevet til i skyggen af 1. Verdenskrigs rædsler. En krig, der må mest skræmmende vis høres tydeligt i symfonien.

Og krigen var ikke alene om at martre den 49-årige Carl Nielsens tilværelse i disse år. For det første smuldrede hans ægteskab. Hustruen, Anne Marie, havde fået nok af sin mands talrige udenomsægteskabelige affærer. Og mens hun fortsat fuldt ud respekterede sin mand som kunstner, så blev hendes tillid til ham som menneske og ægtefælle nu truet på livsnerven. Og et stormfuldt ægteskab, der allerede havde gennemlevet en lignende krise tilbage i 1905, mundede i 1914 ud i, at ægteparterne gjorde sig uafhængige af hinanden og i årene der fulgte opnåede lovformelig separation.

Den anden krise i Nielsen liv i 1914 var af professionel art. Stillingen som kapelmester i Det kgl. Kapel kunne have været ideel, hvis ikke det var for de talrige gnidninger med førstekapelmesteren, Frederik Rung, hvis hyppige sygemeldinger førte til sammenstød, når Carl Nielsen undlod at konsultere sin sengeliggende overordnede med fortolkningsspørgsmål. Og da teaterledelsen ved Rungs død valgte at fastansætte Nielsens konkurrent, Georg Høeberg, i den ledige stilling, forlod Carl Nielsen teateret i vrede og smækkede med døren på vej ud.

Et turbulent år, altså, men også et, der efterlod Nielsen med mere tid til at komponere. Og uanset om hans umiddelbare, personlige konflikt var af kunstnerisk, kærlighedsmæssig eller krigerisk art, så havde Carl Nielsen en ambition om at skrive en symfoni, der skulle symbolisere ”den elementære vilje til liv”. Musik, der skulle fremstå som eksempel på, at livet er stærkere, ikke bare end fornuften, men også stærkere end døden. Og det er dette, vi kan forvente at blive konfronteret med i ”Den uudsluk-

kelige”: De fire satser spilles f.eks. i ét ubrudt forløb, da musikken jo er ”uudslukkelig”. Kontrasterne er trukket skarpt op: De blide, feminine sidetemaer står som diametrale modsætninger til den vildskab, grimhed, frustration og aggression, som musikken også udspyer, og fremstår næsten som en virkelighedsflugt – men kommer måske overraskende triumferende ud af symfonien til sidst? Vi hører på det nærmeste bomberne sprænge om ørerne på os – repræsenteret af en legendarisk, teatralsk duel mellem to sæt pauker i symfoniens slutning. ”Det uudslukkelige” er Carl Nielsens ubetinget vildeste symfoni, baseret på dybt originale, symfoniske idéer og en jernvilje til at klarlægge, hvad kun musik har magt til at udtrykke: At ”musik er liv og som dette uudslukkeligt”.

Programnote af Katrine Nordland MEDVIRKENDE Nikolaj Znaider, dirigent Nikolaj Znaider er både kendt som en virtuos violinsolist og som dirigent ved verdens førende orkestre.

Znaider har et stort fokus på at støtte den næste generation af musikalske talenter og har i den forbindelse gennem ti år været kunstnerisk direktør for den årlige nordiske musikakademi sommerskole, som han også er grundlægger af.

I samme ånd er han også præsident for Carl Nielsen Internationale Konkurrence. Aftenens koncert er begyndelsen på et flerårigt Nielsen-projekt, hvor Odense Symfoniorkester sammen med Nikolaj Znaider opfører og indspiller alle Carl Nielsens symfonier på sit eget pladeselskab.

Liya Petrova, violin Liya Petrova begyndte at spille violin som 4årig, og allerede efter to år, spillede hun med forskellige orkestre. Som 8-årig blev hun tildelt "Mozart Medal" og kåret som "Den yngste kunstner af UNESCO ".

Siden sin debut i 2003 i Laeiszhalle-Musikhalle i Hamburg er hun blevet inviteret til at spille i Europas fineste koncertsale. I 2016 vandt Liya førsteprisen i Carl Nielsen Internationale Violinkonkurrence sammen med Ji Yoon Lee, og hendes indspilning af Carl Nielsens violinkoncert med Odense Symfoniorkester udkommer d. 14. september 2018.

Liya Petrova spiller på en unik italiensk violin ”Matteo Goffriller” fra 1690, der stilles til rådighed for hende af Queen Elizabeth Music Chapell.

1. violin Eugen Tichindeleanu Signe Madsen Kazimierz Skowronek Ulrike Kipp Christensen * Marina Skuratovskaia * Bjarne Hansen Kjetil Ravnan Qvamme * Esther Mielewczyk * Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovač Stinus Christensen Valeria Stadnicki Sofie Qvamme Ivar Bremer Hauge ** 2. violin Vakant Jovana Vukušić * Jan Erik Schousboe Carl Sjöberg * Inger Lassen Anna Bodzon Qvamme El Bylin Bundgaard Stig Andersen Kathrin Kollecker * Vakant Mads Haugsted ** Ivaylo Dechkoff ** Katerina Jelinkova ** Raimund Eckertz ** Veronika Mojzesova ** Bratsch Rafaell Altino * Vakant Dorthe Byrialsen Martin Jochimsen Gertrud Ludwig Dorota Kijewska Christian Bønnelykke Victor Sørensen (orlov) Malte Bjerkø ** Alexander Ølgaard ** Cello Michaela Fukačová * Anna Dorothea Wolff (orlov) Chatarina Altino * Philippe Muriset * Anna Pettersson Mette Spang-Hanssen Sofie Spanget Takkula (orlov) Anne Hall ** Mihai Fagarasan ** Kontrabas Peter Prehn * Toms Timofejevs (orlov) Maria Møller-Jørgensen Poul Jensen Find * Jens Krøgholt Andreas Hjort Jessen **

Fløjte Rune Most Lucia Klonner Ragnhildur Josefsdottir (orlov) Julia Bremm ** Obo Henrik Skotte Albrecht Krauß Pina Mohs (engelskhorn) Klarinet Svante Wik (orlov) René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet) Elaine Ruby ** Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Vakant Emanuel Johansson** Horn Tone Sundgård Anker Vakant Steen Madsen Nicolai Sell Philip Sandholt Herup Andersen Niels Aamand Pedersen ** Trompet Per Morten Bye Vakant Henrik Hou Feddersen Victor Koch Jensen ** Jonas Wiik ** Basun Robert Holmsted Lukas Winther Andersen (orlov) Jakob Sandberg ** Basbasun Alf Vestergaard Nielsen Tuba Carl Boye Hansen Harpe Joost Schelling ** Angelika Wagner ** Pauke Thomas Georgi Henrik Thrane ** Slagtøj Finn Christensen

* Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond ** Musikere i tidsbegrænsede stillinger

ODENSESYMFONI.DK