Leonard Bernstein 100 år - MASS - 31. august og 1. september 2018

CARL NIELSEN SALEN – ODENSE KONCERTHUS FREDAG 31. AUGUST 2018 KL. 19.30 LØRDAG 1. SEPTEMBER 2018 KL. 16.00 KONCERTINTRO I SALEN 1 TIME FØR KONCERTSTART ODENSE SYMFONIORKESTER OG NORDIC OPERA PRÆSENTERER

LEONARD BERNSTEIN 100 ÅR MASS – A THEATRE PIECE FOR SINGERS, PLAYERS AND DANCERS

Odense Symfoniorkester Dirigent: David Firman Iscenesætter: Pernille Elimar Koreograf: Morten Innstrand Kostumier: Piyannah Ørnbak Celebrant: Magnus Vigilius Street Chorus: Sopraner: Sandra Elsfort; Regina Unnur Olafsdottír; Helene Hvass Hansen; Signe Sneh Schreiber Alter: Aileen Itani; Stina Schmidt; Maria Skuladottír; Elenor Wiman Tenorer: Mathias Hedegaard; Christian Damsgaard; Leif Aruhn-Solén; Søren Launbjerg (Preacher) Bas/baryton: Joachim Knop; Tor Lind; Emil Ritter; Morten Kramp Drengesolister: Nicolas Alexander Degn Stagstrup; Anishan Ravishandran Kor: Filharmonisk Kor / Herning Kirkes Drengekor / MidtVest Pigekorene Dansere fra Det Kongelige Teater Balletskolen Odense Produktionsdesign: Martin Højmark-Jensen Koncept og idé: Merete Sveistrup / Nordic Opera Varighed: ca. 1 time 50 min. (uden pause)

MASS Mass isn’t a religious piece at all.

It’s a theatre piece for lots of different performers of all ages and styles - children’s choir, philharmonic choir, symphony orchestra, rock group, “street” (blues/rock)choir, grand organ, dancers and kazoos.

There’s all sorts of music, from serial 12 tone to swing jazz, orchestral romantic to straight ahead funk. And gospel too - in Dona Nobis Pacem (“give us peace”) there’s a groove that’s pure Aretha Franklin.

So what’s it all about?

It’s about one man who starts full of quiet confidence and belief who in this loud and diverse world begins to have doubts and anxieties. And the question is can he find his way through all the noise and the fear and the anger?

And why should we care?

Because Bernstein has written a piece for all of us, and about all of us.

We are the man, and the children, and the blues band, and the adult choir, and the rock singers - we are everyone, and we’re on the journey together.

Who knows if we can find a destination, but in searching for it together, we will find companionship, and perhaps a little insight, a little wisdom.

Heaven knows, in these days of Trump, and Brexit, and burkas and torment we could use some wisdom, some insight, some companionship.

That’s what Mass is.

Welcome to the journey!

David Firman Dirigent

Pernille Elimar Iscenesætter

LEONARD BERNSTEIN (1918 - 1990): MASS – A THEATRE PIECE FOR SINGERS, PLAYERS, AND DANCERS Der venter os en unik oplevelse helt ud over det sædvanlige, når Odense Symfoniorkester og Nordic Opera med storværket MASS fejrer 100-året for den amerikanske komponist, pianist og dirigent Leonard Bernsteins fødsel. Vi befinder os i koncerthuset, men kunne for så vidt lige så godt være mødt op i operaen, i kirken, på stadionarenaen, i musicalteateret – eller på gaden, hvor tilstrømmende musikanter, dansere, prædikanter og desillusionerede storbybohemer har noget på hjerte. MASS – med den forklarende undertitel ”A theatre piece for singers, players and dancers” – er måske i højere grad end noget andet værk i den klassiske kanon et mangfoldigt sammenrend af musik fra hele spektret.

Og dermed er værket naturligvis en glimrende eksponent for sin gesjæftige skaber. Vores 100-årsfødselar, Leonard Bernstein, var den arketypiske multifacetterede komponist, i stand til at komponere i snart sagt alle stilarter, fra klassisk, symfonisk alvor til eksplosiv jazz i skæve taktarter, jødiske klezmer-folkedanse, efterkrigsavantgarde, West Side storys latinfyldte verdensmusik, ømme ballader og ’Broadwayske’ showtunes. Det hele vil kunne høres i MASS. Da præsident John F. Kennedy blev myrdet den 22. november 1963, beskrev Bernstein likvideringen som den værste oplevelse i hans liv. Få dage senere, efter at have dirigeret en TV-transmitteret opførelse af Mahlers 2. symfoni, ”Opstandelsen”, til ære for den afdøde præsident, leverede Bernstein en dybfølt tale i Madison Square Garden og sagde blandt andet: ”Dette vil være vores respons på vold. At skabe mere intens, smuk og dedikeret musik end nogensinde før. Og med hver eneste tone hylder vi John Kennedys ånd, mindes hans mod og bekræfter hans tro på sindets triumf.”

Bernsteins opfordring til at besvare vold med musik er blevet en ofte citeret frase. Han havde mødt Præsident Kennedy ved flere lejligheder, dirigeret ved en før-indsættelsesfejring for ham og dedikeret sin 3. symfoni, ”Kaddish”, til hans minde. Måske til dels som tak for denne gestus bestilte præsidentens enkehustru, Jacqueline Kennedy (senere gift Onassis), et værk fra ham til åbningen af det nyopførte Kennedy Center for the Performing Arts i Washington D.C. i september 1971. Bernstein havde, selvom han var jøde, længe ønsket at skrive en form for gejstlig musik. Valget af en katolsk, liturgisk tekst til åbningen af en bygning opført til ære for den første katolske præsident i USA virkede passende. Men Bernsteins MASS skulle vise sig at være langt mere omfattende – og kontroversiel.

Ikke overraskende trak komponisten sin messeudsættelse i en noget mere folkelig retning. Han føjede hebraiske bønner og nyskrevne engelske tekster,

skrevet af ham selv og hans unge komponist- og tekstforfatterkollega Stephen Schwartz (en enkelt strofe er af Paul Simon), til messens traditionelle latinske ord. Det er en praksis, man allerede i middelalderen kendte som ”tropering”, og det at videreudbygge og ’kommentere’ en religiøs tekst har således næsten tusind år gamle aner – men af nogle blev det betragtet som blasfemisk så sent som i 1971.

De mangfoldige opbud af musikalske stilarter, som Bernstein kombinerer i MASS, fra klassiske traditioner, salmeagtige koraler og modernistisk avantgarde til pop, jazz, blues, mellemøstlige danse og rock, gik heller ikke ubemærket hen over hovederne på de gejstlige purister. Den liberale tilgang var til dels blevet opmuntret af den katolske kirke selv i midten af 1960’erne, da Det andet Vatikanerkoncil godkendte inkorporeringen af folkeligt sprog og musik i højtideligholdelsen af højmessen. Men Bernstein benyttede også den etablerede jødiske tradition for at ”argumentere med Gud”, og denne praksis blev i nogle kristne kredse på dette tidspunkt betragtet som helligbrøde. Desuden opstod MASS samtidig med slut-60’ernes murren i de vestlige ungdomskulturer, der gjorde oprør mod ’systemet’, hvoraf den organiserede religion udgjorde en stor del. Og troskrisen og den civile ulydighed i post-Kennedy-æraen var allerede kommet til udtryk i værker som Lloyd Webbers Jesus Christ Superstar (oprindeligt et konceptalbum udgivet i 1970) og Schwartz’ musical Godspell, som åbnede på ’off-Broadway’ i maj 1971, kun fire måneder før MASS havde premiere.

I betragtning af hans meget offentlige støtte til sager på venstrefløjen fik Bernsteins nyfortolkede behandling af den traditionelle messetekst røde alarmklokker til at bimle selv i amerikanske regeringsafdelinger. Bernstein selv havde oplevet at få inddraget sit pas af Udenrigsministeriet og blive overvåget af FBI for forbindelser til Sovjetkommunisme i 50’erne. Arbejdet på MASS var bl.a. sket under sparring med den katolske præst og fredsaktivist Daniel Berrigan, som selv havde været på FBI’s ”10 Most Wanted”-liste, og som aktuelt sad i fængsel. Som premieren nærmede sig, advarede FBI endog regeringen om, at MASS muligvis kunne indeholde ”kodede antikrigsbudskaber”, og at værket kunne være komponistens plan om "at ydmyge USA's regering". Præsident Nixon blev på det kraftigste rådet til ikke at deltage i uropførelsen og glimrede ved sit fravær, da dagen kom (dog med den nogenlunde plausible forklaring til pressen, at begivenheden ”skulle være Mrs. Kennedys aften”).

Men den røde tråd gennem al Bernsteins musik er selvfølgelig ikke det kontroversielle, men det allestedsnærværende teatralske element. Og vi kommer ikke uden om, at hans største succeser er netop hans teaterværker: On the town (1944), Wonderful town (1953), Candide (1956) og West Side story (1957).

Sine symfonier og anden orkestermusik betragtede Bernstein som en art “teaterværker”, hvor det at kommunikere med publikum var langt vigtigere for ham end at følge satstekniske regler og modernistiske

moder. Bernstein var fuldt på højde med mellemog efterkrigsårenes noget elitære musikteoretiske diskurs, og han brugte mange år af sin karriere på at udbrede kendskabet til komplekse og i samtiden mindre kendte komponister som Gustav Mahler og vores egen Carl Nielsen – men til syvende og sidst var Bernstein en mand af folket, en uforlignelig musikpædagog og en kunstner, der ønskede tale direkte til sit publikums følelser og instinktive forståelse.

Det teatralske aspekt fremstår tydeligst i MASS ved, at den indeholder relaterbare figurer og en dramatisk handling. Vi møder Celebranten, den katolske præst, der leder messen, og en menighed repræsenteret af både et formelt kor, et børnekor og dansere. Dertil kommer et antal gadesangere, der repræsenterer det ”almindelige” menneske, og som placerer selvsamme religiøse handling i en nutidig kontekst – med stigende tvivl om Guds rolle i en moderne verden, og et dybt menneskeligt ønske om at forstå de uretfærdigheder der foregår i vores samfund, og som religionen ikke nødvendigvis giver svar på.

Vi starter i fred og fordragelighed med Celebrantens ”A simple song”, hvor alle er i harmoni i visheden om, at det simple liv i troen på Gud er vejen til velsignelse og frelse. I løbet af messen begynder gadekoret imidlertid at udtrykke tvivl om nødvendigheden af Gud i deres liv og messens relevans som følge deraf.

Efterhånden som ritualet når satsen Confiteor, i hvilken menigheden bekender sine synder, begynder individuelle medlemmer af Gadekoret at stille spørgsmålstegn ved de rituelle handlingers effekt, hvis vi mennesker kun lever op til dem i kirken og når det ellers passer os i vores daglige liv. (som én sanger

CELEBRANT: MAGNUS VIGILIUS

siger: ”Det er nemt at kaste skylden fra sig, ved at bede om og få syndsforladelse i kirken, for så at gå ud og gøre det samme endnu engang”).

Senere, når koret synger det Credo, der stadfæster de grundlæggende overbevisninger i den katolske tro, svarer solisterne igen med et ”Non credo”, hvor de igen stiller grundlæggende eksistentielle spørgsmål til behovet og muligheden for at tro i den verden, vi lever i i dag. Og som sår endnu mere tvivl om religionens rolle i deres liv, samtidig med, at vi ser sprækker ind i det enkelte menneskes afmagt overfor at mangle noget at tro på, idet de derved også mister håbet.(”Jeg kan tro på alt, men hvem tror på mig?”).

Det fører i sidste ende til et dramatisk klimaks, hvor korets voksende kakofoni af klager, mistroiskhed og krav rettet mod deres religiøse ledere, bringer Celebranten til at tvivle på sin tro. Tvivle på at den religiøse tro er nok til at give mennesket det grundlag og den styrke, der gør, at de kan fungere eksistentielt i en verden, hvor det at være menneske ikke altid har en værdi i sig selv.

Det ender med at Celebranten bryder sammen, i først raseri (”Things get broken”) og siden udmattelse og religiøs tvivl. MASS slutter dog med at genskabe en vis harmoni, da en drengesopran i skikkelse af en alterdreng minder os om Celebrantens indledende sang, nu dog ændret til ”A secret song”. Og heri ligger sandsynligvis en del af Bernsteins bud på religionens rolle i en verden,

PERNILLE ELIMAR

hvor det fremtidshåb, som John F. Kennedy repræsenterede, var truet af meningsløse politiske likvideringer (Bernstein havde også fungeret som dirigent ved præsidentens myrdede bror Robert F. Kennedys begravelse tre år tidligere), raceuroligheder, Vietnamkrig og borgerrettighedskampe: At Guds rolle i vores individuelle liv er netop det personlige forhold, vi har til ham, og at vi kan finde den trøst i religionen, som giver mening for netop os som enkeltpersoner.

Som det sidste auditive indtryk, synger alle sammen.

Mange stemmer, der synger sammen, er både et billede på sammenhold, men også et redskab til at opnå sammenhold.

Messens sidste ord er: "The Mass is ended; go in peace" – den engelske oversættelse af de latinske ord “Ite missa est”, som afslutter den traditionelle højmesse. Om Celebranten genfinder sin tro, lader Bernstein stå åbent, og det samme gør vi.

MASS er et enormt værk, der kræver et stort orkester, to kor og et børnekor, et korps af dansere, et marchorkester og et rockband. Ironien fornægter sig ikke i, at så mangfoldige kræfter er budt op for at opføre et værk, der i sin essens er en hyldest til menneskets enkleste og reneste relation: Vores kærlighed til og tro på Gud. Men til syvende og sidst viser denne enkelhed sig måske netop derfor at have så meget des mere gennemslagskraft.

Programnote af Katrine Nordland

DAVID FIRMAN

MEDVIRKENDE David Firman, dirigent David begyndte sin karriere med at dirigere musicals som Jesus Christ Superstar, Evita, Cats, Chicago, Godspell, Pirates of Penzance, Singin in the rain, Annie get your gun, Phantom of the Opera og mange, mange flere. Siden han har David Firman specialiseret sig i at dirigere live-koncerter af filmvisninger samtidig med at filmen bliver vist på storskærm. I den forbindelse dirigerede han verdenspremiere af Frozen i Royal Albert Hall og premieren på Beauty and the Beast samme sted. Andre film har inkluderet Pirates of the Caribbean (1,2 og 3), Fantasia, Titanic og Amadeus. David Firman har dirigeret mange orkestre, herunder London Symphony Orchestra, London Philharmonic Orchestra, Philharmonia og BBC Concert Orchestra samt orkestre i Australien, Singapore, Bangkok, Stockholm, Hannover, Beijing og Tokyo. Og hos OS er vi så heldige at have opretholdt et positivt og langvarigt forhold med Firman.

David Firman kom først gang til Odense i 1988. Hans første besøg koncentrerede sig hovedsageligt om hans tidlige speciale indenfor musicalrepertoiret, men er blevet udvidet til at omfatte Ravel, Rachmaninov, Stevie Wonder, John Williams, George Gershwin og senere Hans Zimmer og Christophe Beck.

Dagens koncert markerer vores til dato mest ambitiøse projekt sammen.

Pernille Elimar, iscenesættelse Pernille Elimar har studeret Dramaturgi og Musikvidenskab ved henholdsvis Københavns og Århus Universitet. Hun har endvidere studeret klassisk sang privat gennem en længere årrække.

Hun har arbejdet som teaterleder, producent og instruktør, og gennem de sidste 10 år iscenesat flere musikdramatiske forestillinger for danske og norske operahuse og -kompagnier.

Pernille Elimar har været langt rundt i repertoiret, og har iscenesat store såvel som kammeropsætninger af både nyskrevne, som klassiske musikdramatiske værker.

Heraf kan bl.a. nævnes Puccinis La Boheme (Operaen i Midten, DK), Humperdincks ”Hans og Grethe” (OiM,DK og Bergen Nasjonale Opera, NO), samt Bizets ”Carmen” (Sandnes, NO) Hun har ligeledes fundet stor glæde i at arbejde med talentfulde unge sangere under uddannelse i professionelt opførte teaterproduktioner, både i Norge og Danmark. Heraf kan nævnes Peter Maxwell Davies ”Askepot”, Paul Schwartz ”Snehvide” og Atle Halstensens ”Alt om min familie (Bergen Nasjonale Opera).

Magnus Vigilius, tenor Uddannet fra DKDM i 2001 og optræder i dag i operaproduktioner i hele Europa. I 2014 deltog Magnus i Lauritz Melchior-konkurrencen i Ålborg, hvor han fik en finaleplads og vandt både 2. prisen og orkesterets særpris. I august 2017 havde han sin danske Wagner-debut som Siegmund i Valkyrien for Den Ny Opera i Esbjerg, en præstation han vandt en Reumert for som Årets Sanger. Rollen som Siegmund synger han desuden på operaen i Kiel og næste forår på Teatro di San Carlo i Napoli. I 2020 debuterer Magnus, som den første danske tenor i 30 år, på Bayreuther Festspiele.

Dansk tekst Almighty Father: Lars Oluf Larsen Repetitør: Madeleine Sjöstrand The Mass Kolofon teknik: Martin Højmark-Jensen: Produktionsledelse og design Jacob Bækmand: Lysdesign Mathias Nielsen: Lysprogrammering og afvikling Jesper Findshøj: Lyddesign og afvikling Jacob Kjær Nielsen: Lydassistent WL-teknik Tak til: Josefine Elimar Vistisen AV Centret Odense Opførelserne er støttet af: A.P. Møller Fonden Augustinus Fonden Aage og Johanne Louis-Hansens Fond Knud Højgaards Fond

STREET CHORUS:

Regina Unnur Olafsdottír sopran

Helene Hvass Hansen sopran

Signe Sneh Schreiber sopran

Aileen Itani alt

Stina Schmidt alt

Foto: Søren Malmose

Sandra Elsfort sopran

Maria Skuladottír alt

Elenor Wiman alt

Foto: Ditte Valente

Christian Damsgaard tenor

Foto: Mathias Larsen

Mathias Hedegaard tenor

Leif Aruhn-SolĂŠn tenor

Søren Launbjerg tenor

Joachim Knop bas/baryton

Tor Lind bas/baryton

Emil Ritter bas/baryton

Morten Kramp bas/baryton

NORDICOPERA.DK

1. violin Eugen Tichindeleanu Signe Madsen Kazimierz Skowronek Ulrike Kipp Christensen * Marina Skuratovskaia * Bjarne Hansen Kjetil Ravnan Qvamme * Esther Mielewczyk * Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovač Stinus Christensen Valeria Stadnicki Sofie Qvamme Ivar Bremer Hauge ** 2. violin Vakant Jovana Vukušić * Jan Erik Schousboe Carl Sjöberg * Inger Lassen Anna Bodzon Qvamme El Bylin Bundgaard Stig Andersen Kathrin Kollecker * Vakant Mads Haugsted ** Ivaylo Dechkoff ** Raimund Eckertz ** Katerina Jelinkova ** Mina Hosseini Fagerlund ** Bratsch Rafaell Altino * Vakant Dorthe Byrialsen Martin Jochimsen Gertrud Ludwig Dorota Kijewska Christian Bønnelykke Victor Sørensen Malte Bjerkø ** Alexander Ølgaard ** Cello Michaela Fukačová * Anna Dorothea Wolff (orlov) Chatarina Altino * Philippe Muriset * Anna Pettersson Mette Spang-Hanssen Sofie Spanget Takkula (orlov) Mihai Fagarasan ** Marie Louise Lind ** Kontrabas Peter Prehn * Toms Timofejevs (orlov) Maria Frankel Poul Jensen Find * Jens Krøgholt Andreas Hjort Jessen ** Marike Sofie Grüttner ** Fløjte Rune Most Lucia Klonner Ragnhildur Josefsdottir (orlov)

Obo Henrik Skotte Albrecht Krauß Pina Mohs (engelskhorn) Klarinet Svante Wik (orlov) René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet) Elaine Ruby ** Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Vakant Emanuel Johansson ** Horn Tone Sundgård Anker Vakant Steen Madsen Nicolai Sell Philip Sandholt Herup Andersen Niels Aamand Pedersen ** Trompet Per Morten Bye Vakant Henrik Hou Feddersen Jonas Wiik ** Ketil Christensen ** Michael Mølhede ** Basun Robert Holmsted Lukas Winther Andersen (orlov) Jakob Sandberg ** Basbasun Alf Vestergaard Nielsen Tuba Carl Boye Hansen Harpe Joost Schelling ** Pauke Thomas Georgi Slagtøj Finn Christensen Rune Schuster ** Henrik Thrane (orlov) ** Tom Nybye ** Mads Hebsgaard ** Thomas Teisner ** Orgel Carl Ulrik Munk-Andersen Rytmegruppe ** Thomas Rischel, keyboard Michael Salling, keyboard Mads Kjølby, el-guitar og banjo Morten Nordal, el-guitar Kasper Tagel, el-bas Peter Fältskog, trommer * Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond ** Musikere i tidsbegrænsede stillinger

ODENSESYMFONI.DK