På vejen til en ny dag - 22. marts 2018

CARL NIELSEN SALEN – ODENSE KONCERTHUS TORSDAG 22. MARTS 2018 KL. 19.30 KONCERTINTRO I CARL NIELSEN SALEN KL. 18.30

PÅ VEJEN TIL EN NY DAG Odense Symfoniorkester Dirigent: Clément Mao-Takacs Solister: Jakob Kullberg, cello, Inger Dam-Jensen, sopran Kasper Rofelt: (f. 1982)

Night Phase - Concerto for cello and orchestra (uropførelse)

Varighed: ca. 25 min.

1st Movement 2nd Movement

PAUSE Gustav Mahler: (1860 - 1911)

Symfoni nr. 4 I II III IV

Bedächtig, nicht eilen In gemächlicher Bewegung. Ohne Hast Ruhevoll, poco adagio Sehr behaglich

Varighed: ca. 54 min.

PÅ VEJEN TIL EN NY DAG

Fællesbetegnelsen for de to værker, vi skal høre i aften må være ”overgang”. I Kasper Rofelts spritnye cellokoncert overgang fra én dag til en anden gennem nattefasen, og i Mahlers varme 4. symfoni overgangen fra det jordiske liv til et himmelsk ditto. Overgange både i det små og i det store, helt konkret og metafysisk, der udfordrer os til åbenhed på to vidt forskellige måder. Mahlers lyse og optimistiske 4. symfoni efter pausen, hvor vi kan læne os tilbage og lukke ned for forståelsesapparatet og bare lade musikken omslutte krop og hjerte, og så den helt nye, endnu uhørte musik i Rofelts cellokoncert før pausen, hvor vi på en helt anden vis må lade paraderne falde og prøve at høre musikken, som vi ville høre den, hvis vi slet ikke havde nogen form for forventninger til det, der skal komme.

Hvad natten gemmer på Den unge, danske komponist Kasper Rofelt har skabt sin cellokoncert ”Night Phase” specielt til aftenens solist, Jakob Kullberg, og Odense Symfoniorkester.

Og det er en koncert, der vil udfordre selve det forhold, der eksisterer mellem komponist og solist.

"Det er et værk, som er helt særligt, fordi solisten i så høj grad er med til at skabe det," fortæller Kasper Rofelt og fortsætter: "Det er ikke bare kadencer, vi taler om. Vi taler om længere forløb på 5-6 minutter, som cellisten skaber i øjeblikket ved koncerterne."

Og det helt særlige består i, at også orkestret er givet fri i de improviserede passager og er åbne for at reagere på det, som solisten skaber ud fra øjeblikkets inspiration. Man vil tydeligt kunne erkende, hvornår en sådan passage eller fase indtræder (én gang i hver sats), fordi dirigenten holder op med at dirigere i gængs forstand og kun vil give dessiner om intensitet og dynamik. Her er det så op til den meget intuitive musiker, som aftenens solist Jakob Kullberg i sandhed er, at skabe noget helt nyt, noget aldrig før hørt – i samspil med et helt symfoniorkester på slap line.

Som i en klassisk koncert spiller solisten også i Night Phase en stor rolle, og snart sagt alle klangmuligheder på instrumentet bliver afprøvet, men ikke med det formål alene at vride instrumentet ud af sin komfortzone – celloen skal stadig lyde som en cello: "Selvfølgelig vil jeg udfordre solisten teknisk," fortæller Rofelt og fortsætter: "Men ikke sådan at musikken vil blive fremmed for celloens idiomatik. Jeg forsøger ikke i den forstand at skabe nye lyde. Det er formen og det musikalske udtryk, der er væsentligt."

Hvor musikken mange steder i første sats har en urovækkende og lettere uhyggelig karakter, er andensatsen mere dansant og lys. Natten som rum for det usete, det dystre, for den vilde fantasi, drøm eller måske mareridt, afløses af natten som mulighed for en ny begyndelse – jeg hører i hvert fald et vækkeur, der bliver snooze’et mere end én gang.

"Ideen med titlen, 'Night Phase', er at skabe et billede som folk kan lægge i, hvad de vil. En nattefase, et natbillede om du vil, hvor det, man ikke rigtig kan se, kan manifestere sig i en form for fantasi. Det binder naturligvis også an til solistens rolle med netop at skabe musik på stedet, for udtrykket i musikken skal være en katalysator for det." ”Mahler light” Gustav Mahlers intention var gennem sine symfonier at beskrive hele verden - både menneskelivet inkl. diverse religiøse og filosofiske aspekter, naturens gang, årstider, elementer, døden, efterlivet og alt der imellem. Derfor bliver hans symfonier ofte så store og mangefacetterede, at man let kan miste overblikket i dem. For ikke at tale om koncentrationen; hans længste symfoni, den 3., varer over halvanden time - og den mest omfangsrige, den 8., oppebærer ikke mindre end i omegnen af 800 korsangere (to almindelige kor og et drengekor), 8 solister og 171 musikere i orkestret. Det er således ikke så sært, at mange har en vis berøringsangst for at dykke ned i de enorme værker, der også rent udtryksmæssigt presser det romantiske maskineri til sit yderste. Men så er den lyse og relativt lette 4. symfoni et perfekt sted at starte.

Det er den korteste af alle hans symfonier (den varer kun lidt under en time) og også den med det mest gennemsigtige partitur; således vil vi hverken finde basuner eller tuba på scenen i aften, hvilket er næsten uhørt for gigantsymfonikeren Mahler.

JAKOB KULLBERG

Programmusik uden program Mahler var her ved den 4. symfoni blevet for klog til at lave et såkaldt program for sin musik; han havde erfaret, at det, han ville udtrykke til hver en tid ville blive forfladiget af et direkte beskrivende billede, og han havde allerede forsøgt at kalde nogle tidligere titler og programmer tilbage. ”Jeg har de mest vidunderlige navne til satserne, men jeg vil ikke afsløre dem for den horde af kritikere og lyttere, der bare venter på at udsætte dem for banale misforståelser og forvrængninger", udtalte han bramfrit. Så han vælger her at lade musikken tale for sig selv - med hjælp kun af den vidunderlige sopranstemme i sidste sats.

Teksten til den store lied i 4. sats er, som så mange andre Mahler-sange, fra Des Knaben Wunderhorn, en samling nationalromantiske folkedigte indsamlet i starten af 1800-tallet. Mahler faldt i 1887 over et godt brugt eksemplar hos komponistkollegaen Carl Maria von Webers barnebarn. Weber var én af de første, der havde set det musikalske potentiale i digtene, men nu tog Mahler dem under fornyet behandling, og Mahler, som intet gjorde halvt, gravede den ene guldklump efter den anden ud af denne store tekstsamling. Faktisk brugte han, på én enkelt undtagelse nær, kun Knaben-tekster i de næste 14 år!

Specielt vild var han med teksten Der Himmel hängt voll Geigen (et tysk idiomatisk udtryk for skyfri himmel), som han vedblev ikke at udgive som selvstændig sang, trods brug af mange brudstykker her og der.

For han havde en anden og større plan med yndlingsteksten: han ville bygge en hel symfoni op omkring den. Sangen skulle egentlig have været sidste sats i hans enorme 3. symfoni, men dér passede den til sidst ikke ind og blev så en 'overlægger' til den 4. symfoni. I den 4. blev den til gengæld omdrejningspunkt for hele symfonien, og han vidste allerede fra starten, at sangen skulle udgøre sidste sats - de andre satser skulle så beskrive rejsen dertil.

Teksten omhandler livet i himmerige, sådan som et lille barn ville beskrive det, og Mahlers beskri-

velse mangler da også hverken harper eller klokker i beskrivelsen af denne rene, ukomplicerede lykketilstand. Og således bliver rejsen derhen, gennem de foregående tre satser, en rejse fra kompleksitet til simplicitet, fra det jordiske til det himmelske, fra det erfarne til det naive.

Og for at rejsens endelige mål kan virke ultimativt opløftet, vælger han at skrive sine første tre satser i hhv. G-dur, c-mol og G-dur, selv om sangen i sidste sats står i E-dur. Dette gør han, for at man får den klassiske 'melodigrandprix-fornemmelse', hvor alting pludselig letter tonalt og får hårene på armene til at rejse sig. Det moment lægger han allersidst i den meget lange 3. sats, og det kildrer helt ned i storetåen!

Sats for sats Allerførst i førstesatsen får vi en lille bjældeklingende forsmag på himmerige - det er jo godt at vide, hvad der venter os til sidst. Dernæst noget, der kunne lyde som om det var taget direkte ud af en Rossinni-opera, letbenet og dansant. Men som altid med Mahler, har tingene det med at fortættes ret så hurtigt, og temaerne myldrer frem lige for øjnene/ørerne af os.

Mahler er en mester i referencer, tilbageblik og hints til det, der skal komme (sågar en march fra hans næste symfoni, den 5.!), og det ville føre for vidt her på skrift at forsøge at gøre rede for formen i denne store sats. Som altid med Mahler er, synes jeg, den bedste løsning simpelthen at læne sig tilbage og nyde den utrolige mangfoldighed og de mange fine facetter af et levet liv, han formår at sætte i toner.

I andensatsen er strukturen klarere, idet satsen er bygget op om soloviolinens 'motto', der er en musikalsk gengivelse af Freund Hein, en tysk eufemisme for døden, der lokker de udvalgte stakler med violinspil. Og det er da også en helt særlig klang, Mahler kræver af vores koncertmester: han bliver bedt om at stemme sin violin en tone højere end de andre (scordatura) og at spille 'wie ein Fiedel', altså som en folkemusiker. Det efterlader et lidt uhyggeligt udtryk,

INGER DAM-JENSEN

der går igen gennem hele satsen, der da også bærer betegnelsen 'Scherzo', som både kan betyde drillende og spøgende - denne sats er begge dele.

Hjertet i symfonien er den meget lange 3. sats – ifølge komponisten selv den bedste, han nogensinde skrev, og det er svært at være uenig. Hele 20 minutter spiller denne ene sats, men det er ikke ét minut for meget.

Satsen er mere en tilstand end noget andet. Bygget op som et variationsværk over den samme, rare basgang, lulles vi ind i en ro, der måske faktisk også, efter Freund Heins kalden i satsen før, skal beskrive den sidste hvile; Mahler var i hvert fald inspireret af et billede på en gravsten af den afdøde i evig søvn med hænderne foldet over brystet. Gennem drømmesøvnen føres vi vidt omkring i både smerte og glæde: et par helt særlige smerteakkorder med skærende trompeter og en lille tur i Tivoli skiller sig ud, og til sidst vækker han os, og de døde, med et enormt orkestralt udbrud, der får hårene til at rejse sig i fryd, og efter 18 minutter i G-dur, brager orkestret her pludselig ud i den meget lysere E-dur, og vi føler, hvordan vi bliver suget op i den himmel, som, vi helt fra starten har vidst, var destinationen.

I fjerde sats er vi så endelig nået derop, hvor alle lidelser er ophørt. Og sopranen giver stemme til barnet, der ivrigt beretter om, hvor skønt og lidelsesfrit der er deroppe. To yderligere satser, der skulle have beskrevet et sultende og lidende barn, blev droppet i idéfasen, men der er ingen tvivl om, at Mahler har haft øje for, hvor hårdt og til tider urimeligt det var at være barn mange steder i Europa i det 19. århundrede. Men her er alle kvaler til ende, alt er skønt og lyst (på nær måske, når det uskyldige lam skal slagtes), der er harper, bjælder og lyse stemmer; sopransolisten beder han synge ”med barnligt glædeligt udtryk, fuldkommen uden parodi”. Og således ender vi helt oppe under skyerne, så vægtløse, at vi næsten letter i stolene. Dog kalder han os i de allersidste takter tilbage verdens alvor med de meget dybe harpe- og kontrabasklange, der måske er den voksnes kommentar til det naive billede af himmerige.

Al denne tekst til trods er musikken i Mahlers store værker i grunden bare god musik. Ferme melodier, geniale instrumenteringer og imponerende akkumulationer af energi. Problemet kan opstå, når vi forsøger at indeholde det hele og FORSTÅ det. Men det er netop ikke Mahlers hensigt; han vil, at vi skal FØLE livet. Og når vi går hjem fra en Mahler-symfoni skal vi være ramt i hjertecentret mere end i hjernebarken. Og det vil til alle tider være mit bedste råd til lytning af denne fantastiske musik: åbn dit hjerte og luk ned for forståelsesapparatet - så er du sikker på at gå hjem med en unik og umådelig rig oplevelse – og måske klar til at udforske nye og større Mahlersymfonier?

Programnote af Ole Bartholin Kiilerich

MEDVIRKENDE Clément Mao-Takacs Clément Mao - Takacs er en af de unge rising stars i den nye generation af dirigenter.

Han blev uddannet fra Conservatoire Supérieur de Musique et de Danse de Paris og Accademia Chigiana i Sienna og i 2008 blev han tildelt Prix «Jeune Talent» fra Fondation del Duca (Institut de France / Académie des Beaux-Arts). Efter afslutningen af sine studier blev han assistent for Janos Komives ved National Opera of Budapest (2002). Han blev derefter signet af musikchefen for Roma Opera Gianluigi Gelmetti, hvor han var i 5 år (2003-2008).

I de samme år blev han også chefdirigent (20042010) for Orchester Sérénade.

Jakob Kullberg, cello Jakob Kullberg, bosat i Paris, er internationalt efterspurgt for sine fremførelser af den moderne cellokoncert, og en af de mest aktive og stilistisk bredtfavnende danske instrumentalister.

Solistuddannet i Amsterdam og København, med videregående studier i London, Zagreb og Wien.

Prisvinder ved nationale og internationale solistog kammermusikkonkurrencer. To gange vinder af Danmarks Radios 'Lyt til Nyt Pris', senest for debutcd'en med orkester 'Momentum' som desuden var Album of the Week på den store klassiske radiostation i New York, WQXR Radio.

Inger Dam-Jensen, sopran Inger Dam-Jensen har været solist ved Den Kongelige. På Det Kongelige Teater har hun optrådt i alle de store opførelser. Hun har givet en lang række koncerter med bl.a. BBC Scottish Symphony Orchestra, Berliner Filharmonikerne og New York Filharmonikerne. Hun har indspillet adskillige cd'er blandt andet sange af Carl Nielsen udgivet på pladeselskabet Dacapo og Händels Solomon på Deutsche Grammophon.

Kasper Rofelt (f. 1982) er uddannet komponist og musikteoretiker fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor han har studeret hos blandt andre Niels Rosing-Schow, Bent Sørensen og Per Nørgård. Kasper Rofelt har fået sin musik opført i det meste af Europa, i USA, samt i Rusland og Kina.

Han har skrevet musik, der spænder fra orkesterog kammermusik til helt enkle soloværker. Kasper Rofelt har modtaget flere legater, og i 2014 modtog han Léonie Sonnings Musikfond-stipendiat på 60.000 kroner som anerkendelse af hans komponistvirke.

WAGNER

DER RING DES NIBELUNGEN Scenisk opførelse: Odense Symfoniorkester, ODEON, Odense Cyklus 1: 22. maj - 27. maj 2018 Cyklus 2: 29. maj - 3. juni 2018

ODENSESYMFONI.DK

1. violin Eugen Tichindeleanu (orlov) Signe Madsen Kazimierz Skowronek Ulrike Kipp Christensen * Marina Skuratovskaia * Bjarne Hansen Kjetil Ravnan Qvamme * Esther Mielewczyk * Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovacˇ Stinus Christensen Valeria Stadnicki Sofie Qvamme Ivar Bremer Hauge ** Mina Fagerlund Hosseini ** Emily Fowler ** 2. violin Vakant Jovana Vukušić * Jan Erik Schousboe Carl Sjöberg * Inger Lassen Anna Bodzon Qvamme El Bylin Bundgaard Stig Andersen Kathrin Kollecker * (orlov) Vakant Mads Haugsted ** Vivi Mark ** Ivaylo Dechkoff ** Karoliina Koivisto ** Bratsch Rafael Altino * Vakant Dorthe Byrialsen Martin Jochimsen Gertrud Ludwig Dorota Kijewska Christian Bønnelykke Victor Sørensen (orlov) Malte Bjerkø ** Mariius Ungureanu ** Raimund Eckertz ** Cello Michaela Fukacˇová * Anna Dorothea Wolff (orlov) Katarina Bundgaard Altino * Philippe Muriset * Anna Pettersson Mette Spang-Hanssen Sofie Spanget Takkula (orlov) Margaret Guldborg ** Anders Öberg ** Anna Tulissi *** Kontrabas Peter Prehn * Toms Timofejevs Maria Møller-Jørgensen Poul Jensen Find * Jens Krøgholt Fredrik Wadman **

Fløjte Rune Most Lucia Klonner Ragnhildur Josefsdottir (orlov) Karen Marie Sørensen ** Ernesta Vauraite ** Obo Henrik Skotte Albrecht Krauß Pina Mohs (engelskhorn) Klarinet Svante Wik René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet) Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Vakant Lars Mathiesen ** Horn Tone Sundgård Anker Vakant Steen Madsen Nicolai Sell (orlov) Philip Sandholt Herup Andersen Niels Aamand Pedersen ** Anne Sophie Broholt Jensen ** Trompet Per Morten Bye Vakant Henrik Hou Feddersen Sidsel Lund ** Basun Robert Holmsted Lukas Winther Andersen Basbasun Alf Vestergaard Nielsen Tuba Carl Boye Hansen Harpe Maria Boelskov Sørensen ** Pauke Thomas Georgi Slagtøj Jakob Weber (orlov) Finn Christensen Rune Schuster ** Thomas Guldborg ** Tom Nybye ** * Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond ** Musikere i tidsbegrænsede stillinger *** Praktikanter fra CNOA Carl Nielsen Orkester Akademi under SDMK

Koncerten transmitteres direkte på DR P2

ODENSESYMFONI.DK