From Russia with Love - 8. marts 2018

CARL NIELSEN SALEN – ODENSE KONCERTHUS TORSDAG 8. MARTS 2018 KL. 19.30 KONCERTINTRO I CARL NIELSEN SALEN KL. 18.30

FROM RUSSIA WITH LOVE Odense Symfoniorkester Dirigent: Alexander Vedernikov Solist: Nikolai Lugansky, klaver Sergej Prokofjev: (1891 - 1953)

Klaverkoncert nr. 2, op. 16, g-mol I Andantino II Scherzo: Vivace III Moderato IV Finale: Allegro tempestoso

Varighed: ca. 31 min.

PAUSE Sergej Rachmaninov: Symfoniske Danse, op. 45 (1873 - 1943) I Non Allegro

II III

Andante con moto. Tempo di Valse Lento assai-Allegro vivace

Varighed: ca. 35 min.

I samarbejde med Syddansk Musikkonservatorium.

FROM RUSSIA WITH LOVE

Aftenens to store værker vil udfordre både solistens og orkesterets virtuositet. Sergej Prokofjevs anden klaverkoncert er kendt som et af de teknisk mest krævende i hele klaverrepertoiret, og i ’Symfoniske danse’ formår Sergej Rachmaninov at eksponere symfoniorkesteret både i flotte tutti og mere inderlige kammermusiklignende passager. Vi skal høre musik af to gange Sergej, der begge blev født i Rusland, var musikalske vidunderbørn, der tidligt optrådte som klaversolister med egne og andres kompositioner, og som begge drog i eksil efter den russiske revolution i 1917. De levede på samme tid og mødtes også et par gange, men musikalsk udtrykte de sig helt forskelligt. Rachmaninov blev uddannet fra konservatoriet i Moskva og komponerede i en nationalromantisk stil med tråde tilbage til P. Tjajkovskij og N. RimskijKorsakov, men tilføjede egne genkendelige stiltræk.

Prokofjev blev uddannet fra konservatoriet i Sankt Petersborg og var en rebelsk studerende, der trådte nye stier ved at komponere i en avantgardistisk stil. Indtil 1917 var Rusland åbent for vesteuropæisk musik, og Sankt Petersborg var Ruslands kulturelle hovedstad, hvor de nye strømninger i vesteuropæisk musik blev præsenteret, hvilket utvivlsomt har inspireret Prokofjev.

Sergej Prokofjev: Koncert for klaver og orkester nr. 2, g-mol, opus 16 I studietiden på konservatoriet i Sankt Petersborg boltrede Prokofjev sig i en kunstnerisk frihed, hvor han eksperimenterede med at kombinere de traditionelle former med de nye moderne tendenser.

Hans musik delte vandene og vakte opsigt med sin originale blanding af barsk modernisme, blid romantik, overraskende dissonerende skift af toneart og dramatisk brug af hårde rytmer - nogle mente, at hans maltrakterede klaveret ved at bruge det som et slagtøjsinstrument. Da Prokofjev forlod Rusland i 1918 var han således et etableret navn som en af tidens betydelige avantgarde-komponister. Hans eksil skyldtes mere kunstneriske end politiske årsager, idet han frygtede at interessen for den moderne musik ville mindskes, og at han ikke ville få arbejdsro. Årene i vesten blev præget af en kamp for at slå igennem som komponist og pianist. Han fik ikke den ventede succes i Amerika, da han bl.a. måtte konkurrere med sine landflygtige landsmænd om pladsen og anerkendelsen fx med Rachmaninov som pianist og I. Stravinskij som komponist. Derfor endte han med at bosætte sig i Paris, der var en by, hvor den russiske musik var velkendt og populær. Han var på flere koncertturneer i Sovjetunionen i årenes løb, og myndighederne inviterede ham til at vende tilbage - man accepterede åbenbart, at han var en del af landets musikliv på trods af, at han var bosat i udlandet.

Som den eneste af de emigrerede komponister valgte Prokofjev i 1936 at vende tilbage til Sovjetunionen.

Dels fordi musiksmagen i Paris havde ændret sig, og dels fordi han var stolt af at være russisk og havde hjemve. Han havde måske noget naivt håbet, at han med sit internationale navn var fredet og kunne leve

NIKOLAI LUGANSKY

som fri kunstner; men det gik ikke som forventet.

Han måtte foretage mange kunstneriske krumspring for at ramme en musikalsk tone, der ikke faldt i unåde hos Josef Stalins regime. Selvom han høstede både store kunstneriske triumfer fx med filmmusik, var der også mange skuffelser. Prokofjev arbejdede med at formidle den klassiske musik til børn og skrev fx det symfoniske eventyr ’Peter og Ulven’. Hvis Stalin var ulven, så er det skæbnens ironi, at han og Prokofjev dør samme dag, så han ikke nåede at genopleve friheden.

Prokofjev komponerede fem klaverkoncerter. Den anden er oprindeligt fra 1913, da han stadig var studerende, og tilegnet en ven fra konservatoriet, som begik selvmord. Det var hans til dato mest seriøse og gennemarbejdede værk med en virtuos behandling af klaveret. Prokofjev spillede den selv til premieren i Pavlovsk, og mens han øvede sig til den, beklagede han sig over al den tid, han måtte investere i at lære den krævende og komplekse stemme, han selv havde komponeret! Modtagelsen var ikke ubetinget positiv: publikum var forvirrede og mange udvandrede, og anmelderne skrev bl.a. at den indeholdt sindssyge klange, der intet havde tilfælles med civiliseret musik. Det oprindelige partitur er gået tabt – det fortælles, at de beboere, der overtog Prokofjevs lejlighed efter revolutionen, brugte hans efterladte papirer til optænding. Altså ikke en bevidst handling mod Prokofjevs værk, men et bevis på, hvor nødlidende befolkningen var. Heldigvis fik hans mor klaverpartituret med, da hun rejste fra Sovjetunionen. På imponerende vis lykkedes det Prokofjev at genskabe koncerten efter hukommelsen i Paris i 1923-24, men han ændrede dog også en del i klaversatsen, så han medgav, at den burde betragtes som en ny klaverkoncert.

Koncerten er i fire satser, men uden en langsom del, og i koncerten veksler passager af lyriske og folkelige melodier med disharmonier i det voldsomme akrobatiske klaverspil. Førstesatsen benytter sonateformen med to kontrasterende temaer. Den begynder spinkelt og afdæmpet med et næsten sangbart, mørkt klingende tema i strygerne og klarinet inden klaveret tager over. Sidetemaet er præget af springende rytmer med en lysere karakter. Solokadencen er kendt som den længste (over 4 minutter) og teknisk vanskeligste i klaverkoncertens historie. Efter kadencen spiller klaveret en reprise af åbningstemaet og herefter følger et fortefortissimo klimaks i de øverste oktaver af klaveret - iflg. Prokofjev det sværeste i hele koncerten - for at slutte med en disharmoni, hvorefter hele orkesteret atter spiller massivt med. Satsen falder til ro i et spøgelsesagtigt piano, hvor temaerne gentages. Anden sats er en meget kort scherzo vivace med en karakter og fremdrift som en toccata. Den er virtuost udformet og klangen elegant og mørkt farvet. Det er en kæmpe udfordring for pianisten, der i godt to minutter spiller oktavspring i sekstendele med begge hænder. Dette kræver en uhyre koncentration for at opnå den perfekte koordination både mellem hænderne og mellem solisten og orkesteret.

Orkesteret kommer med små kommentarer, men har en tilbagetrukket rolle. Tredje sats har titlen Intermezzo, men det er langt fra et lyrisk mellemspil, det har nærmere stykkets mest avantgardistiske udtryk.

Orkesteret indleder med en march, der er både brutal og ildevarslende i udtrykket. Klaveret introducerer et nyt tema og modulerer til nye harmonier, hvilket tilfører musikken groteske dimensioner. Der gives dog et pusterum fra det dystre med et lille lyrisk moment. Efter en gentagelse af temaerne bygges op til højdepunktet med fuldt orkester inden satsen slutter roligt. Finalen er en musikalsk kamp mellem klaveret og orkesteret. Uventet introducerer orkesteret et folkloristisk russisk tema a la en vuggevise. Klaveret bearbejder temaet i en solo for endelig at gå i dialog med orkesteret. Herefter nedsættes tempoet, og nu følger den anden solokadence med dissonanser, der bølger med blødere harmonier og temposkift, der kulminerer med stor virtuositet. Efter at have skruet helt ned for styrken sætter orkester ind med slagtøj til den afsluttende reprise - en brillant tutti, der gentager satsens indledende tema.

Sergej Rachmaninov: Symfoniske danse, opus 45.

Rachmaninov regnes som den sidste af de store russiske romantikere, men han både videreførte og tilførte klanglig nytænkning til denne senromantiske ramme, og han havde en evne til at skrive vidunderlige melodier med en essentiel russisk lidenskab.

Hans komponistkarriere startede tidligt med bl.a. en succesfuld modtagelse af hans første klaverkoncert; men opførelsen af hans første symfoni i 1897 blev en total fiasko. Det skyldtes især en uengageret og fuld dirigent og et uforberedt orkester. Dette ramte Rachmaninov så hårdt, at han ikke komponerede i tre år - heldigvis blev han hjulpet over sin depression og manglende tillid til egne evner gennem hypnosebehandling.

I 1917 blev Rachmaninov-familiens landbesiddelser og formue konfiskeret. Rachmaninov måtte bo i et kollektiv i Moskva, men det var ikke et tilfredsstillende liv for hans kreativitet, så da han i slutningen af året blev inviteret til at give flere koncerter i Skandinavien, valgte han at tage familien med på rejsen. Han boede en periode i København, men rejste snart videre til Amerika – og vendte aldrig tilbage til Rusland. For at forsørge familien var han nødt til at opprioritere karrieren som koncertpianist og udvide sit repertoire. At han var en fantastisk klavervirtuos, dokumenteres både i hans klaverkompositioner samt på de mange pianoruller og plader, han nåede at indspille. Hans mange koncertturneer både i Amerika og Europa betød desværre, at han ikke havde kreativt overskud til at komponere. Faktisk komponerede han kun seks værker i de 25 år i eksil. Rachmaninov længtes mod sit før-revolutionære Rusland og forblev tro mod sin russiske herkomst ved at tale russisk, fastholde russiske traditioner og ansætte russiske tjenestefolk.

’Symfoniske danse’ er komponeret i New York i 1940.

Rachmaninov er på dette tidspunkt syg af kræft, og det blev hans sidste orkesterværk. Oprindeligt var det en ide til en ballet med arbejdstitlen Fantastic dances med tre satser: Noon, Twilight og Midnight. Disse titler blev aldrig anvendt, men siden er de blevet tolket, som en metafor på livets gang, idet Rachmaninov i disse satser både formår at lave en opsummering af sit livsværk med en længsel efter det tabte fædreland og samtidig udfolde en mere overdådig og uforudsigelig harmonik end i hans øvrige værker - en neoklassisk stil, som han aldrig nåede at udvikle. Der er ikke tale om formelle danse, men om stemningsfuld og kontrastfyldt musik, der er fornemt varieret i sin orkestrering, hvor de enkelte instrumentgrupper fremtræder med deres særegne tone og kvalitet, mens de udgør en del af helheden.

Den første dans begynder dramatisk som et ekspressivt følelsesudbrud med en intens brudt rytmisk treklang. Det er et tema fra N. Rimskij-Korsakovs opera ’Den gyldne hane’. Treklangen vandrer rundt i orkesteret til et klimaks i strygerne akkompagneret af en tamburin. I den langsomme del høres melodien først i klaveret, derefter i træblæserne, inden den bæres videre af en altsaxofon for at slutte hos strygerne.

Det er en melodi med tydelig russisk oprindelse, men spillet af et amerikansk jazzinstrument, som Rachmaninov ikke havde anvendt tidligere; men det havde fx G. Bizet og M. Ravel, hvilket kan have inspireret Rachmaninov. Dansen slutter i dur med et nyt tema i strygerne med akkompagnement af bl.a. fløjter, klokker, klaver og harpe. Dette tema var faktisk et citat fra hans første symfoni - men det vidste publikum ikke, da den ikke havde været spillet siden uropførelsen, og partituret var forsvundet. Efter Rachmaninovs død er symfonien blevet rekonstrueret efter nogle fundne stemmer og et klaverudtog. Måske bearbejder Rachmaninov her det, der i sin tid gjorde allermest ondt i hans livs morgen.

Den anden dans er en bittersød slavisk vals i mol, som kan symbolisere de skygger og det tusmørke, der har sænket sig over den europæiske kultur, som Rachmaninov ikke længere kan være del af efter Hitlers magtovertagelse. Den begynder med en langsom valserytme og et stilfærdigt tema, som om musikken tøver. Satsen er mere flakkende og skiftende i sin karakter med groteske harmonier - måske inspireret af Prokofjev og D. Sjostakovitj eller for at illustrere livet, der hvirvler os rundt? Her er også mindelser fra hans anden klaverkoncert og M. Ravels ’La Valse’.

Midten er igen tøvende uden præcis retning, inden valsetemaet kommer igen, nu mere uroligt og ustyrligt, idet tempoet øges til en virtuos vals. Klimaks følges af en stilfærdig afslutning.

Den tredje dans er den længste og begynder med kirkeklokker og en ængstelig faldende harmoni. Det gennemgående tema er nogle toner af ’Dies Irae’ med en dansant karakter. ’Dies irae’ er et messeled fra den katolske dødsmesse – Requiem – og er et meget brugt musikalsk symbol på døden. Rachmaninov har selv

brugt motivet flere gange fx i Paganini-variationerne (1934). Senere inddrages dele af en sang fra den russisk-ortodokse liturgi, som han tidligere havde benyttet i sin ’Vespers’ (1915). Her anvender Rachmaninov disse temaer, som en illustration af en kamp mellem liv og død. Tempoet stiger og satsen brillerer i et klimaks, der er alt andet end begravelsesagtig. Herefter bliver musikken langsommere og mørkere - ’Dies irae’-temaet gentages igen og igen med større kraft, og nu leverer orkesteret tætte akkorder massivt ledsaget af slagtøj, hvorefter dansen ender i en forløsning. Her citerer Rachmaninov fra sin ’Vesper’s Genopstandelsessats, og dette lysere syn på døden afslutter værket på optimistisk vis i dur, hvor mørket er vendt til håb. Hele satsen er som en dance macabre med død og genopstandelse.

Programnote af Birgit Brink Lund MEDVIRKENDE Alexander Vedernikov, dirigent Odense Symfoniorkesters chefdirigent er den internationalt anerkendte Alexander Vedernikov.

Han har stået i spidsen for Odense Symfoniorkester siden 2009. Vedernikov har især markeret sig som musikchef for Bolsjoj Teatret i Moskva (20012009). I dag er han en særdeles efterspurgt gæstedirigent over hele kloden. Som operadirigent er han en hyppig gæst ved Berlins Komische Oper, og har bl.a. dirigeret på La Scala og Zürich Operaen. Han er uddannet ved Moskva Konservatorium (1990).

Fra 1988 til 1995 var han assisterende dirigent ved Tjajkovskij Symfoniorkester, og i 1995 grundlagde han det Russiske Filharmoniske Orkester, hvor han var kunstnerisk leder og chefdirigent frem til 2004.

Siden 2003 har Vedernikov været tilknyttet Det Russiske Nationalorkester og har i den forbindelse bl.a. dirigeret i Carnegie Hall, New York og Kennedy Centret, Washington.

Nikolai Lugansky, klaver Nikolai Lugansky er en pianist med ekstraordinær dybde og alsidighed. Lugansky optræder over hele verden og har kommende koncerter i Londons Wigmore Hall, Paris 'Théâtre des Champs-Élysées, New Yorks 92. Street Y, Aix-en-Provence, Lissabon, Tokyo, Rio de Janiero og Moskva. Lugansky spiller også regelmæssigt på nogle af verdens mest fornemste festivaler, herunder La Roque d'Anthéron og Verbier, Tanglewood og Ravinia festivaler. Herudover er Lugansky kunstnerisk direktør for Tambov Rachmaninov Festival.

WAGNER

DER RING DES NIBELUNGEN Scenisk opførelse: Odense Symfoniorkester, ODEON, Odense Cyklus 1: 22. maj - 27. maj 2018 Cyklus 2: 29. maj - 3. juni 2018

ODENSESYMFONI.DK

1. violin Eugen Tichindeleanu Signe Madsen Kazimierz Skowronek Ulrike Kipp Christensen * Marina Skuratovskaia * Bjarne Hansen Kjetil Ravnan Qvamme * Esther Mielewczyk * Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovacˇ Stinus Christensen Valeria Stadnicki Sofie Qvamme Ivar Bremer Hauge ** Mina Fagerlund Hosseini ** Emily Fowler ** Rebecca Bove *** Krystina Duchonova *** Bianca-Alexandra Tarabega *** Veronika Mojzesova ***

Fløjte Rune Most Lucia Klonner Ragnhildur Josefsdottir (orlov) Ernesta Vauraite **

2. violin Vakant Jovana Vukušić * Jan Erik Schousboe Carl Sjöberg * Inger Lassen Anna Bodzon Qvamme El Bylin Bundgaard Stig Andersen Kathrin Kollecker * Vakant Mads Haugsted ** Vivi Mark ** Ivaylo Dechkoff ** Karoliina Koivisto ** Alba Catalan *** Anna-Barbara Thomsen *** Metia Pi Mørup Larsen ***

Horn Tone Sundgård Anker Vakant Steen Madsen Nicolai Sell Philip Sandholt Herup Andersen Niels Aamand Pedersen **

Bratsch Rafael Altino * Vakant Dorthe Byrialsen Martin Jochimsen Gertrud Ludwig (orlov) Dorota Kijewska Christian Bønnelykke Victor Sørensen (orlov) Malte Bjerkø ** Veronika Lenartova ** Raimund Eckertz ** Tomas Hanoucek *** Ance Lipste *** Jakub Machacek *** Cello Michaela Fukacˇová * Anna Dorothea Wolff Katarina Bundgaard Altino * Philippe Muriset * Anna Pettersson Mette Spang-Hanssen Sofie Spanget Takkula (orlov) Mihai Fagarasan ** Anna Tulissi *** Sophie Kalina Hildeshein *** Mathias Fyhn *** Filippa Westerberg *** Kontrabas Peter Prehn * Toms Timofejevs Maria Møller-Jørgensen Poul Jensen Find * Jens Krøgholt

Obo Henrik Skotte Albrecht Krauß Pina Mohs (engelskhorn) Klarinet Svante Wik René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet) Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Vakant Lars Mathiesen **

Trompet Per Morten Bye Vakant Henrik Hou Feddersen Sidsel Lund ** Basun Robert Holmsted Lukas Winther Andersen Basbasun Alf Vestergaard Nielsen Tuba Carl Boye Hansen Harpe Maria Boelskov Sørensen ** Pauke Thomas Georgi Slagtøj Jakob Weber (orlov) Finn Christensen Rune Schuster ** Thomas Guldborg ** Oskar Hjorth *** Daniel Rahbek Jones *** Saxofon Jeanette Balland ** Klaver Fida Issa *** * Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond ** Musikere i tidsbegrænsede stillinger *** Praktikanter fra Syddansk Musikkonservatorium

Koncerten optages af DR - sendes i P2 d. 12. marts 2018 kl. 19.30

ODENSESYMFONI.DK