Frihedsromantikerne - 8. februar 2018

CARL NIELSEN SALEN – ODENSE KONCERTHUS TORSDAG 8. FEBRUAR 2018 KL. 19.30 KONCERTINTRO I CARL NIELSEN SALEN KL. 18.30

FRIHEDS­ROMANTIKERNE Odense Symfoniorkester Dirigent: Alexander Vedernikov Solister: Rune Most, fløjte; Henrik Skotte, obo; Svante Wik, klarinet; Morten Østergaard, fagot; Tone Sundgård Anker, horn; Per Morten Bye, trompet; Robert Holmsted, basun Ludwig v. Beethoven: Leonore Ouverture nr. 3 (1770 - 1827)

Varighed: ca. 14 min.

Frank Martin: (1890 - 1974)

Koncert for 7 blæsere, pauke, slagtøj og strygere

PAUSE

Varighed: ca. 20 min.

Johannes Brahms: (1833 - 1897)

Symfoni nr. 3. F-dur op. 90

I Allegro II Adagietto III Allegro vivace

I Allegro con brio II Andante III Poco allegretto IV Allegro

Varighed: ca. 33 min.

FRIHED I DET STORE OG I DET SMÅ Aftenens tre værker forholder sig til begrebet frihed på tre helt forskellige måder. I Beethovens ouverture er det den menneskeretssikrede frihed, der behandles i beskrivelsen af den politiske fange, Florestan, der befries af sin hustru, Leonore, i forklædning.

I Martins idérige koncert er det frihed til at bruge orkestret, som det nu passer ham, der skinner igennem, og i Brahms’ komprimerede 3. symfoni er det friheden til at leve sit liv, som det passer én bedst, der betones; den enlige, midaldrende komponists motto frei, aber froh (fri, men glad) lyder måske ikke i dag, med 1,6 millioner single-hustande alene i Danmark, som nogen voldsom programerklæring, men i borgerskabets højborg, Wien, var det en ganske provokerende udmelding. Velkommen til en frigørende aften i selskab med Odense Symfoniorkester.

FJERDE GANG, LYKKENS GANG Meget få komponister, hvis overhovedet nogen, er lykkedes med både at skrive stor, symfonisk musik og samtidigt succesfulde operaer. Det skyldes givetvis, at de to forskellige måder at tænke musik og dramatik på simpelthen er hinandens modsætninger: hvor symfonikeren hører hele verden i sin symfoni, alene oppebåret af toner (og måske et mindre vokalt indslag) og skabt alene ud af den musikalske nødvendighed, så skal operaens musik fødes direkte ud fra den dramatiske handling, de specifikke menneskelige relationer, og føje sig historien og dramatikken helt og aldeles. Beethoven var i sin kerne symfoniker, og hans livtag med operagenren, der i sidste ende fik navnet Fidelio, tog så hårdt på den store mester, at han herefter dels følte sig berettiget til helgenstatus ("Denne opera vil vinde mig en martyrs krone!") og dels aldrig nærmede sig genren igen.

Det er da også en opera, der af mange bliver opfattet som et fejlbehæftet mesterværk. Sangere, der giver sig i kast med værket, klager fra første stund over de umulige fraser og komponistens mangel på sans for den menneskelige stemme; mere end en enkelt stemmeknude er kommet til under indstuderingerne af dette værk! Til gengæld er der bred enighed om, at de ikke mindre end fire ouverturer, han skrev til hver af de fire opførelser i sin levetid, har stærke kvaliteter.

I de tre af dem, kendt som Leonore-ouverturerne (operaen hed oprindeligt Leonore), er det netop

RUNE MOST

HENRIK SKOTTE

SVANTE WIK

MORTEN ØSTERGAA

ARD

symfonikeren, der taler - han fortæller hele operaens handling i toner på musikkens præmisser: om den politisk fængslede frihedshelt, hvis kone i forklædning, som manden Fidelio, snører fjenden og får den elskede ud af fangenskab. Men som ouverture til selve operaen dur de ikke, da de, og især den mest spillede 3. Leonore-ouverture, fuldstændig overtrumfer den spæde start i 1. akt og afslører det meste af handlingen i toner. Dette indså Beethoven først endeligt inden den fjerde opførelse, i 1814 - ni år efter premieren, og han skrev 'Fidelio-ouverturen', som den dag i dag bliver brugt i operaen. Men specielt denne den 3. Leonore-ouverture har med rette vundet plads i koncertsalsrepertoiret som det komplette symfoniske drama, den er. Og det er da heller ikke til at tage fejl af frihedstanken i værket, der sine steder er næsten lige så kraftfuld som i den 9. symfoni.

DER SKAL SYV TIL MANGE Født i 1890 nåede den svejtsiske komponist Frank Martin inden sin død i 1974 at opleve hele den enorme omvæltning inden for kunst og kultur i det 20. århundrede, og stærkt påvirket af både franske og tyske lærere havde han således alle forudsætninger for at mestre hele paletten af musikalske farver. Han var en ivrig og travl musiker og koncertarrangør, komponist og pædagog og så sig efter anden verdenskrigs nærmest tvunget til at emigrere fra hjemlandet Schweiz til Holland for at få tid til at komponere – så meget havde han fået sig rodet ind i derhjemme. I Holland blev han også hurtigt efterspurgt og nåede at undervise bl.a. Karlheinz Stockhausen, inden han i 1957 én gang for alle trak sig helt tilbage og komponerede på livet løs lige indtil sin død.

Martin bliver af mange anset for at være neo-klassisk i sit udtryk, eftersom han aldrig forlod konceptet om tonalitet eller rytmisk sammenhæng i sine værker.

Men Martins værker bliver aldrig overfladiske, og hans enorme livsværk dækker over vilde værker for adskillige kor, brassband og dobbelt strygerorkester, en håndfuld ambitiøse operaer og så en række værker, hvor han gentænker det symfoniske udtryk. Mest kendt er hans Petite symphonie concertante for dobbelt strygerorkester og den meget aparte solisttrio: cembalo, klaver og harpe! Det kan på det stærkeste anbefales at tjekke dén lydkombination ud på youtube.

TONE SUNDGÅRD ANKER

PER MORTEN BYE

ROBERT HOLMSTED

Også i aftenens værk har han tænkt ”ud af boksen”, som det hedder på moderne corporate lingo, og har vendt orkestret på vrangen, placeret alle blæserne oppe foran og kaldt det en koncert for ikke mindre en 7 blæsere + pauker. Virkningen heraf er en usædvanlig sprød og stram orkesterlyd, hvor han i meget høj grad formår at fremhæve de enkelte blæserinstrumenters specifikke kvaliteter: fagottens drilsk hoppende indspark, basunens frække bends, trompetens fanfarer med dobbeltstød en masse, hornets lyrisk-følsomme melodier, fløjtens ubesværede løb og oboens klare stemme, der hæver sig over alt andet.

Selv slagtøjet får sin plads i solen i en fin lille kadence i sidste sats. Og hermed er dette værk også en enestående mulighed for chefdirigent Vedernikov for at arbejde helt tæt sammen med Odense Symfoniorkesters egne soloblæsere, inden han efter denne sæson tiltræder som chefdirigent på Det Kongelige Teater.

FRI, MEN GLAD – OG OGSÅ REALIST Efter det meste af sit voksne liv at have været betaget af den 14 år ældre komponist- og musikerkollega Clara Schumann, enken efter vennen Robert Schumann, var Brahms i en alder af 50 år nået til den konklusion, at han nok aldrig fandt en livsledsagerske, hvilket han i sidste ende også fik ret i. Men modsat en anden god ven, violinvirtuosen Joseph Joachim, hvis motto gennem livet var frei, aber einsam (fri, men ensom), valgte Brahms det noget mere positive frei, aber froh (fri, men glad). Og i denne tredje symfoni har han, som noget helt usædvanligt for den absolutte musiks fremmeste fortaler, valgt for én gangs skyld at lade toner betyde mere end toner: han baserer simpelthen hele symfonien på mottoets forbogstaver F-A-F, som både er de allerførste tre meloditoner, vi hører i første sats, og som dukker op overalt i værket, både som melodi, variation og sågar basgang.

Brahms havde et yderst anstrengt forhold til genren symfoni. Han arbejdede 14 år på sin første symfoni

og var 43 år, da den blev uropført. Det var ellers ikke kompositionsteknisk snilde, det skortede på, men han følte sig artsbeslægtet med Beethoven i en sådan grad, at han til sine venner sagde: "I har ingen anelse om, hvordan det er at høre sådan en gigant trampe bag sig". Han var bange for at blive vejet på samme vægt som den store mester og blive fundet for let. Og da han så rent faktisk lykkedes med sin første symfoni, som blev rost i høje toner, gjorde det næsten kun situationen endnu værre; nu var der for alvor noget at leve op til! Brahms talte meget forklejnende og ofte nedsættende om egne kompositioner (og andres med), og netop symfonierne trykkede på alle hans usikkerhedsknapper. Derfor fandt han ud af, at det var godt at rejse væk fra de vante rammer, når han skulle i lag med sine symfonier. Og således omlagde han sommerens planer i året 1883 og rejste til Wiesbaden ved Rhinen for i en lille hytte at kunne hellige sig den krævende opgave. Det var da også en kæmpe lettelse for den selvkritiske herre, at den 3. symfoni blev skrevet bare i løbet af den ene sommer i Wiesbaden i de smukke, rolige omgivelser – måske det også lettede processen, at han var i i (høvisk) selskab med en smuk kvinde, altsangerinden Hermine Spies.

Den komprimerede proces er nok også en del af forklaringen på, at denne symfoni er så tæt sammenvævet. Dels er F-A-F-mottoet gennemgående, men også andre temaer går igen satserne imellem – en satsteknik, vi slet ikke forbinder med Brahms. Veninden og kritikeren Clara Schumann responderede da også efter første gennemspilning ved klaveret med at beskrive symfonien som ”ét enkelt slag af hjertet”.

Og at mottoet frei, aber froh ikke er helt uden indsigt i livets genvordigheder mærker vi allerede fra starten, hvor vi helt fra den storladne åbning flimrer mellem hovedtonearten F-dur og varianten, den noget mere alvorstunge f-mol. Nok er han glad, men lalleglad er han i hvert fald ikke!

Førstesatsen er en stærk og dramatisk sonateform, der igen og igen bringer mottoet i spil, og den faldende violinfigur, der følger umiddelbart efter det allerførste motto, følger os også resten af satsen. Som i mange af Brahms’ værker ender 1. satsen i en blid coda, der eftertænksomt genkalder det første magtfulde tema.

Andensatsen er en typisk varm andante-sats fra mesteren af lune akkorder. Og med klarinetten og klarinettens tone og klang som afsæt bliver det en blid sats, der dog også sine steder bider fra sig, men ender varmt og rundt, som den startede.

Symfoniens store hit er den melankolske 3. sats. Den måtte ofte opføres 'da capo' (forfra) ved opførelser i Brahms’ levetid, hvor man gerne både hujede og klappede mellem satserne og gjorde sine krav som publikum gældende på en meget håndfast måde. Den står dér i stedet for den ventede vilde scherzo-sats og bidrager med sin tempomæssige tilbageholdenhed til den overordnede fornemmelse af sammenhæng i symfonien - dét hjerteslag, som Clara Schumann

kunne høre. Det yderst sangbare tema fra denne sats har været brugt i utallige film op gennem det 20. århundrede, og også her viser Brahms, med celloen som melodiinstrument fra første takt, at han er glad for de varme orkesterfarver.

Fjerde sats er betydeligt mere tumultarisk og har en foruroligende farlighed i sin dystre f-mol-toneart.

Her kommer komponistens rytmiske finurligheder i spil, og mere end én gang er man ved at vælte ned af stolen, fordi der pludselig tilsyneladende mangler et slag. Og man har næsten glemt, at han tilsyneladende er tilfreds og glad i sin singletilværelse, indtil vi mod slutningen igen hører violinnedgangen fra førstesatsen. Og således slutter også denne sats, og dermed alle fire satser, roligt og afklaret – det kan man vist ikke sige om ret mange symfonier. Men energien er brugt op, og afklaringen skal indfinde sig til sidst. Vi sidder tilbage med en fornemmelse af, at friheden ikke er vundet omkostningsfrit, men jo alligevel er det hele værd.

Programnote af Ole Bartholin Kiilerich

MEDVIRKENDE Alexander Vedernikov, dirigent Odense Symfoniorkesters chefdirigent er den internationalt anerkendte Alexander Vedernikov. Han har stået i spidsen for Odense Symfoniorkester siden 2009. Vedernikov har især markeret sig som musikchef for Bolsjoj Teatret i Moskva (2001-2009). I dag er han en særdeles efterspurgt gæstedirigent over hele kloden. Som operadirigent er han en hyppig gæst ved Berlins Komische Oper, og har bl.a. dirigeret på La Scala og Zürich Operaen. Han er uddannet ved Moskva Konservatorium (1990). Fra 1988 til 1995 var han assisterende dirigent ved Tjajkovskij Symfoniorkester, og i 1995 grundlagde han det Russiske Filharmoniske Orkester, hvor han var kunstnerisk leder og chefdirigent frem til 2004. Siden 2003 har Vedernikov været tilknyttet Det Russiske Nationalorkester og har i den forbindelse bl.a. dirigeret i Carnegie Hall, New York og Kennedy Centret, Washington.

Rune Most, fløjte Uddannet på Det Fynske Musikkonservatorium hos Karl Lewkovitch og hos Prof. Lóránt Kovács i Budapest. Debuterede fra Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums solistklasse i 1990. Solofløjtenist i Odense Symfoniorkester og underviser på Syddansk Musikkonservatorium. Formand for Odense Symfoniorkesters Pro Musica koncerter.

Henrik Skotte, obo Odense Symfoniorkesters egen solooboist Henrik Skotte er uddannet af Ole-Henrik Dahl og Bjørn Carl Nielsen på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium med videre studier hos Gordon Hunt i London og

Jacques Tys i Paris. I 2000 vandt Henrik stillingen som soloengelskhorn i Det Kgl. Kapel, og efter fem år i orkestergraven stod han så at sige op af graven og konkurrerede sig ind i Odense Symfoniorkester til sin nuværende stilling som solooboist. Henrik underviser endvidere i obo på Syddansk Musikkonservatorium.

Svante Wik, klarinet Uddannet ved Kungliga Musikhögskolan i Stockholm hos Kjell-Inge Stevensson og Hermann Stefansson. I 2004 fik han stillingen som klarinettist i Ensemble Midtvest, hvor han arbejdede frem til 2009, indtil han vandt konkurrencen i Odense Symfoniorkester og efterfølgende blev ansat som soloklarinettist i 2010. Svante Wik har ved flere lejligheder modtaget udlandsstipendier fra Kungliga Musikaliska Akademien og har ved siden af sit musikervirke studeret privat hos Yehuda Gilad, både i Sverige og i Los Angeles.

Morten Østergaard, fagot Uddannet hos Erik Carstensen på Det Fynske Musikkonservatorium og siden ved Kungliga Musikhögskolan i Stockholm hos Knut Sønstevold.

Har virket som alternerende solofagottist i Sveriges Radios Symfoniorkester og som solofagottist ved Malmø Operaen. Solofagottist i Odense Symfoniorkester siden 1998.

Tone Sundgård Anker, horn Født i Trondheim og uddannet instrumentalpædagog, orkester-, solist- og kammermusiker i Norge, Tyskland og Schweiz. Diplomorkesterstudier ved Musikhøjskolen i Trossingen. Solohornist i Odense Symfoniorkester siden 1996. Tone er hornlærer på Odense Musikskole og timelærer på det Jyske Musikkonservatorium og Syddansk Musikkonservatorium.

Per Morten Bye, trompet Som 19-årig fik Per Morten Bye stillingen som alternerende solotrompetist i Århus Symfoniorkester. Fra 1996 til 2007 var han 1. solotrompetist i Det Kgl. Kapel kun afbrudt af et år som 1. solotrompetist i Malaysian Philharmonic Orchestra (2001-2002). Siden 2007 har Per Morten været 1. solotrompetist i Odense Symfoniorkester.

Han har undervist på Det Jyske Musikkonservatorium og Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.

Robert Holmsted, basun Uddannet ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium med solistdebut i 1996 fra Syddansk Musikkonservatorium, hvor han selv underviser nu. Robert blev ansat i Odense Symfoniorkester som 2. basun i 1992 og blev to år efter solobasunist. Han har været solist med Odense Symfoniorkester adskillige gange og han har assisteret i et af verdens absolut bedste symfoniorkestre: Berliner Philharmonikerne.

1. violin Eugen Tichindeleanu Signe Madsen Kazimierz Skowronek Ulrike Kipp Christensen * Marina Skuratovskaia * Bjarne Hansen Kjetil Ravnan Qvamme * Esther Mielewczyk * Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovacˇ Stinus Christensen (orlov) Valeria Stadnicki Sofie Qvamme Ivar Bremer Hauge ** Mina Fagerlund Hosseini ** Emily Fowler ** 2. violin Vakant Jovana Vukušić * Jan Erik Schousboe Carl Sjöberg * Inger Lassen Anna Bodzon Qvamme El Bylin Bundgaard Stig Andersen Kathrin Kollecker * Vakant Mads Haugsted ** Vivi Mark ** Ivaylo Dechkoff ** Karoliina Koivisto ** Bratsch Rafael Altino * Vakant Dorthe Byrialsen Martin Jochimsen Gertrud Ludwig Dorota Kijewska Christian Bønnelykke Victor Sørensen Malte Bjerkø ** Anthony van Buren ** Cello Michaela Fukacˇová * Anna Dorothea Wolff Katarina Bundgaard Altino * Philippe Muriset * Anna Pettersson Mette Spang-Hanssen Sofie Spanget Takkula (orlov) Anna Tulissi ** Estera Kwiecien ** Kontrabas Peter Prehn * Toms Timofejevs Maria Møller-Jørgensen Poul Jensen Find * Jens Krøgholt Andreas Hjort Jessen **

Fløjte Rune Most Lucia Klonner Ragnhildur Josefsdottir (orlov) Maria Steinaa ** Obo Henrik Skotte Albrecht Krauß Pina Mohs (engelskhorn) Klarinet Svante Wik René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet) Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Vakant Jørgen Bracht Nielsen ** Leo Ferris Gomez ** Horn Tone Sundgård Anker Vakant Steen Madsen Nicolai Sell Philip Sandholt Herup Andersen Anne Sophie Broholt Jensen ** Niels Aamand Pedersen ** Trompet Per Morten Bye Vakant Henrik Hou Feddersen Sidsel Lund ** Basun Robert Holmsted Lukas Winther Andersen Christian Tscherning Larsen ** Basbasun Alf Vestergaard Nielsen Tuba Carl Boye Hansen Harpe Maria Boelskov Sørensen ** Pauke Thomas Georgi Slagtøj Jakob Weber (orlov) Finn Christensen Rune Schuster ** Nikolaj Petersen ** Laurids Madsen **

* Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond ** Musikere i tidsbegrænsede stillinger

ODENSESYMFONI.DK