Nationalromantiske Giganter - 26. oktober 2017

Carl Nielsen Salen – Odense Koncerthus Torsdag 26. oktober 2017 KL. 19.30 Koncertintro i Carl Nielsen Salen kl. 18.30

NATIONALROMANTISKE GIGANTER Odense Symfoniorkester Dirigent: David Danzmayr Solist: Marianna Shirinyan, klaver Jean Sibelius: (1865 - 1957)

Finlandia

Edvard Grieg: (1843 - 1907)

Koncert for klaver og orkester

Varighed: ca. 8 min.

I Allegro molto moderato II Adagio III Allegro moderato molto e marcato

Varighed: ca. 30 min.

PAUSE Antonín Dvořák: (1841 - 1904)

Symfoni nr. 9, e-mol ”Fra den nye verden”

I Adagio - Allegro molto II Largo Molto vivace III Allegro con fuoco

Varighed: ca. 40 min.

Nationalromantiske giganter Programmusik er musik, der på den ene eller anden måde forholder sig til eller beskriver verden UDEN FOR musikken og således altså kan siges at indeholde en form for ytring ud over det rent musikalske - modsat absolut musik (fx. Bach, Brahms), der skal og kan indtages på musikkens præmisser alene.

Selv om programmusik for mange musikelskere først og fremmest er knyttet til romantikken, så har den eksisteret meget længere end som så. Et oplagt eksempel er Vivaldis Fire Årstider, som jo på malende vis bekriver kendetegnene ved hver enkelt årstid.

Et endnu tidligere eksempel, i den kuriøse afdeling, er Marin Marais' 'Le Tableau de l'Opération de la Taille': en detaljeret beskrivelse af en nyrestensoperation uden bedøvelse - udsat for gambe og cembalo!

I den klassiske periode blev der også skrevet programmusik, fx. Beethovens 6. symfoni 'Pastorale', der beskriver livet på landet, samt flere af Haydns symfonier og sonater, hvori der optræder både kukure, høns og posthorn. Det var dog først i romantikken, programmusikken for alvor foldede sig ud, og en særlig gren af programmusikken var nationalromantikken, som alle aftenens tre komponister var de allerstærkeste advokater for: de beskriver nationer, landskaber, folk, nationale konflikter og politiske begivenheder i toner. Velkommen til en aften, hvor de indre panoramaer kan vokse frit – velkommen til nationalromantiske giganter!

Jean Sibelius: Finlandia Finland havde i over hundrede år været underlagt russisk overherredømme, da Nicholas II i 1899 med en ny forordning forsøgte yderligere at indskrænke storhertugdømmets selvstyre og pressens frihed i særdeleshed. Mange finske kunstnere og intellektuelle reagerede meget skarpt på dette, og Sibelius, som på det tidspunkt allerede var anerkendt indenlands

David Danzmayr

Foto: Martin Baumann

som nationens musikalske talerør, satte sig for at puste til ilden og komponere en stærkt programmatisk suite til hyldest for den frie presse: Music for the Days of the Press, og den sidste sats herfra, Finlandia Awakens, fik selvstændigt liv og blev enormt populær; i de næste 20 år indtil Finlands endelige løsrivelse i forbindelse med Den Russiske Revolution måtte stykket opføres under mange dæknavne for ikke at provokere det russiske magtapparat. Under navnet 'La Patrie' (Fædrelandet) var det med det helt unge finske nationalorkester rundt på deres første europaturné, og da de sluttede turnéen ved Verdensudstillingen i Paris i 1900, var Sibelius blevet verdensberømt pga. af disse ca. 8 minutters musik. Det kom senere til at irritere ham i meget høj grad, da han godt selv vidste, at det ikke var hans allerbedste værk. Men han måtte overgive sig til folkets dom og skylder nok også meget af sin senere internationale succes til denne lille perle.

Værket er i al sin programmatiske enkelhed en beskrivelse af det finske folks trængsler under det russiske styre i det 19. århundrede, dets kamp for frihed og drømmen om opnåelsen heraf - afslutningsvist materialiseret ved en velturneret hymne, der er lidt af et melodisk mesterstykke. Faktisk så god, at den verdenskendte dirigent Leopold Stokowski foreslog hymnen som hele verdens 'nationalsang', men det slog desværre aldrig rigtigt an... Det lille tonedigt starter med nogle akkorder i de dybe blæsere, der er så uhyggelige og foruroligende som nogen gysermusik. I den suite, som Finlandia stammer fra, kommer de da også på banen lige efter den sats, hvor nationen Finland er beskrevet som en moder, der sidder i en snedynge med sine børn, der trues af frost, hunger, krig og død. Så der er virkelig noget at rejse sig fra, og gennem fuldtonet marchmusik folder Sibelius da også folkets ånd og kampvilje ud på fornemste vis, og stykket rundes af med den smukke hymne præsenteret i træblæserne, inden hele orkestret istemmer hyldesten til den frie nation.

Grieg – Klaverkoncert i a-mol At dette store stykke tonemaleri, som så kraftigt fremkalder billeder af fjelde, skovtrolde og sneens sagte dryssen over landskabet, er skrevet i Søllerød på Nordsjælland er næsten ikke til at forstå. Men Grieg var rundet af den norske natur og folkesjæl i en sådan grad, at han, uanset hvor på sine mange koncertrejser med hustruen/kusinen Nina, han befandt sig, kunne fremmane det store, hjemlige grundfjeld.

At denne lille (152 cm!) nordmand med det skrøbelige helbred kunne skrive så potent og storladen musik er næsten et lille mirakel i sig selv, og at det her er lykkedes ham i den grad at komme i mål med én af musikkens store former (han gjorde sig ellers næsten udelukkende i de korte formater: stemningsbilleder, tonedigte, sange), er en præstation, han selv var så stolt af, at han vedblev at forfine og tilrette sin koncert indtil sin død – mere en 300 rettelser blev det til efter førsteudgivelsen.

1. sats: Der er da heller ingen tvivl overhovet om, fra allerførste akkord, at dette er et værk ud over det sædvanlige: Grieg har her skabt én af de mest ikoniske åbninger på noget musikstykke overhovedet, og den første a-mol akkord slår så stærkt og uimodståeligt imod os, at folk uden absolut gehør mange gange kan gengive højden på netop disse første toner. Og tænk engang at være så fræk at turde bruge den allerhøjeste (dengang) og den allerdybeste tone på instrumentet i selve åbningen – det er normalt noget, man som komponist ”sparer sammen til” gennem længere tid; her får vi det råt for usødet i løbet af de allerførste sekunder. Resten af satsen er bygget over det lille rytmiske motiv, der følger umiddelbart efter solistens første udbrud, samt et meget hjertevarmt sidetema. Læg især mærke til den sublime tematiske forvandling, det første lille motiv gennemgår satsen igennem: det ER det samme tema, der bliver spillet højt oppe af solofløjten såvel som i klaverets kadence med bulder og brag, selvom det næsten er svært at erkende.

2. sats: En meget stovt sats, der er rolig som det norske grundfjeld, hvorpå solisten drysser snefnug med løs og siden fastere hånd. Vi når at blive dysset næsten helt i søvn, før troldene vælter ud af klaveret igen i 3. sats. Her står troldene på spring i en fingerbrækkende tour de force, hvor skarpe dissonanser smælder i ørerne, og de Grieg’ske påhitteligheder når nye højder. Et rankt og højtideligt tema rejser sig som et bjerg i horisonten midt i den vilde troldejagt, og efter en roligere mellemdel, hvor både publikum og solist kan få pusten, skifter satsen taktart til den endnu mere drillende 3/8, og i en forrygende slutspurt nærmer vi os ”bjerg-temaet” fra tidligere i satsen, og vi efterlades med en musikalsk mavepuster af den allerbedste slags.

Dvořák - Fra den nye verden Dvořák, der var så bundet af sin bøhmiske herkomst, at han modstod mange invitationer til at forlægge sit virke til andre europæiske byer, bl.a. Wien på foranledning af Brahms, blev i 1891 lokket helt til USA for at lede National Conservatory i New York City - nok til dels af nysgerrighed og lyst til at opleve 'den nye verden', men helt sikkert også pga. af den eksorbitant store løncheck: $15.000 (svarende til ca. 3 mio. kr. i nutidsvaluta) om året. Dvořák blev i USA i tre år og skrev dér nogle af sine mest succesfulde og elskede værker, bla. Strygekvartet i F-dur op. 96 (Den Amerikanske), strygekvintet i Es-dur op. 97 og altså også den vidt berømmede 9. symfoni. Der er brugt meget blæk på at analysere og gætte sig frem til, om Dvořák virkelig havde amerikanske melodier og folkekultur i tankerne, da han skrev symfonien, eller om titlen simpelthen er ment som en hilsen til et land og en kultur, som gjorde et stærkt indtryk på ham. I grunden er det en uinteressant diskussion: al folkelig musik indeholder det, vi kalder synkoperede rytmer (hvor betoningerne er rykket rundt i forhold til taktarten), fordi det er fedt at danse til, og pentatone melodier

(svarende til alle de sorte tangenter på et flygel), fordi de kan spilles af de simpleste instrumenter. Og der er ingen tvivl om, at der er stærke folkelige træk i denne skønne symfoni, men det kan man sige om næsten hele Dvořáks produktion. Titlen kom først til ham ganske kort inden indlevering af det færdige partitur til tryk, så måske han også selv 'overspillede' det amerikanske lidt i sin senere omtale af værket for at give noget tilbage til det land, hvor hjemmefødningen Dvořák faktisk følte sig yderst godt tilpas? Om det er det ene eller det andet, så står vi tilbage med en helstøbt symfoni, der, selv med de ekstra hårde briller en komponists 9. symfoni bliver gransket med, står distancen - fuld af gode, stærke melodier, drama, overlegen brug af orkesterorganismen og et sublimt formsprog.

1. sats: Dvořáks 9. symfoni er en cyklisk komposition, dvs. at elementer fra satserne går igen gennem værket, og det er med til at give værket sin meget sammenhængende struktur. Det fanfarelignende signaltema fra førstesatsen kommer således igen og igen gennem alle satser, og det taler stærkt om Dvořáks store melodiske tæft, at vi bliver lige henrykte, hver gang det åbenbarer sig. Satsens andet markante tema, der første gang manifesterer sig dybt i fløjten, kan give mindelser om Pocahontas på klippetoppen, skuende ud over den nye verden, men for så vidt også minde os om gedehyrden på de bøhmiske sletter. Utvivlsomt er det i hvert fald af folkelig karakter og med den tjekkiske mesters sædvanlige sans for den sublime melodi.

2. sats: Her starter melodiens mester med også lige at understrege sin harmoniske kunnen, da han på forunderlig vis i løbet af 7 næsten enslydende akkorder bevæger

Marianna Shirinyan Foto: Nikolaj Lund

satsen fra symfoniens hovedtoneart e-mol til den noget fjerne Des-dur. Herefter slippes de melodiske muskler for alvor løs i en engelskhornsolo af allerfineste karat, som ikke efterlader nogen tvivl om, hvor John Williams har lånt inspiration til sit ”The Shire”-tema fra Ringenes Herre-filmene. Satsen oser da også, ligesom Willams’ tema, af den hjemvé og nostalgi, som hjemmefødningen, trods et succesfuldt eventyr overseas, nok også har følt derovre. Og endnu engang er det blot at læne sig tilbage og opsuge al den melodiske velklang, han faldbyder for os her. Dvořák brugte utroligt lang tid på at udvikle sine melodier i sine notesbøger og lavede små rettelser i det uendelige, indtil de var lige præcist så enkle og naturlige, at man overhovedet ikke kan høre, hvor svært det var at undfange dem. Læg desuden mærke til de 7 startakkorder, der kommer igen til allersidst – næsten som i starten, men denne gang uden at modulere – magisk!

3. sats: Dvořák viser i denne sats, at han udmærket er klar over, hvilken tradition, man skriver sig ind i, når man sætter betegnelsen ”9.” over en symfoni: ved at lade satsen starte med de samme voldsomme faldende kvinter, som Beethoven bruger i scherzo-satsen i sin 9. symfoni, sender han selvbevidst en hilsen til den gamle mester, der har kigget så mange ellers store komponister over skuldrene og fået dem til at ryste på hånden efter deres 8. Satsen er en typisk bøhmisk dansesats, en furiant, som Dvořák bruger utroligt meget i sine fyrrige satser. Der er lækre accenter, skæve rytmer, drama, humør og drillerier, og i midten bliver der selvfølgelig også plads til den blødere triodel, som det sig hør og bør i en scherzo-sats, inden de Beethovenske kvinter atter brøler ved genkomsten af den vilde dans. Til slut genhører vi til stor glæde hornfanfaren fra 1. sats.

4. sats: Sidste sats er en enorm sonateform med al det drama, konflikt og forbrødring, det bærer med sig. Det potente messingtema, som åbenbarer sig efter ganske få takter, har en kraft og en fylde, der gør det til ét af de temaer, der sætter sig dybt i organismen, og han formår at bruge det så virksomt og fantasifuldt, at vi trods mange, mange gentagelser ikke på noget tidspunkt bliver trætte af det. Og så er det også her, at Dvořák for alvor begynder at lege med det cykliske element. Fløjterne kommer ind med temaet fra den langsomme sats, og hornene begynder så småt at røre på sig med det velkendte kald fra 1. sats. Lidt efter lidt bringer han alle disse elementer sammen, og det hele kulminerer med en fortissimo gentagelse af de 7 magiske akkorder fra andensatsen spillet i det tunge messing med strygerne i vildt amokløb underneden, og efter en reflekterende stund slutter han af med på mest overlegne vis at kombinere 1. og 4. satsens temakald en forrygende og værdig slutning på en symfoni nummer 9.

Programnote af Ole Bartholin Kiilerich

Medvirkende David Danzmayr, dirigent David Danzmayr betragtes som en af de mest talentfulde yngre europæiske dirigenter i vor tid.

I 2012 var David Danzmayr prisvinder ved Den Internationale Malko Dirigentkonkurrence, og han var den eneste europæiske dirigent, der nåede finalen i den prestigefulde Chicago Symphony Orchestra Sir Georg Solti konkurrence. Han er uddannet ved universitetet Mozarteum i Salzburg, hvor han oprindeligt studerede klaver, og afsluttede sine dirigentstudier med højeste udmærkelse. Efter studierne i Salzburg og på Sibelius Akademiet, hvor han fulgte undervisning hos Leif Segerstam, hentede Danzmayr vigtig erfaring som assistent for Neeme Järvi, Sir Andrew Davies og Pierre Boulez.

Danzmayr er Zagreb Philharmonic Orchestras chefdirigent, og tilmed den første til at holde denne titel i mere end syv år. Som dirigent for dette orkester følger han i berømte dirigenters fodspor som Lovro von Matacic, Kazushi Ono og Dmitri Kitajenko. Sidste sæson dirigerede han orkesteret i en meget vellykket tur til Salzburg Festspielhaus, hvor de spillede den prestigefulde nytårskoncert og straks blev inviteret til at spille i fremtidige sæsoner.

Marianna Shirinyan, klaver Siden Marianna Shirinyan i 2006 modtog ikke mindre end fem priser i den prestigefulde ARD Musikwettbewerb i München, har hun været en efterspurgt koncertpianist og kammermusiker.

I 2013 blev Marianna som blot anden dansker Steinway Artist. Hun har ofte været solist med orkestre i sit fødeland, Armenien, samt over det meste af Europa, hvor hun har spillet med bl.a.

Symphonieorchester des Bayerischen Rundfunks, Oslo Filharmonikerne, Göteborg Symfoniorkester, Münchner Symphoniker, Sjællands Symfoniorkester, Collegium Musicum Basel samt symfoniorkestrene i Odense, Århus, Sønderjylland, Trondheim og Kristiansand. I 2010 modtog hun som den første nogensinde DR's nye klassiske kunstnerpris, P2 Prisen. Marianna Shirinyan er født i 1978 i Yerevan, Armenien. Hun begyndte at spille som 7-årig og startede på Tjajkovskij musikskolen i sin hjemby.

Tilknytningen til Danmark kom i stand, da Marianna i en årrække var medlem af Esbjerg Ensemble. Marianna har været Artist in residence hos OS i sæson 2013/14, og hun har indspillet flere af Mozarts klaverkoncerter med orkestret for Bridge Records. I 2018 overtager Marianan Shirinyan den kunstneriske ledelse af Oremandsgaard Kammermusikfest.

1. violin Eugen Tichindeleanu Signe Madsen (orlov) Kazimierz Skowronek Ulrike Kipp Christensen * Marina Skuratovskaia * Bjarne Hansen Kjetil Ravnan Qvamme * Esther Mielewczyk * Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovacˇ Stinus Christensen (orlov) Valeria Stadnicki Sofie Qvamme Ivar Bremer Hauge ** Kirstine Futtrup ** Øssur Bæk ** Veronika Mojzesova ** 2. violin Vakant Jovana Vukušić * Jan Erik Schousboe Carl Sjöberg * Inger Lassen Anna Bodzon Qvamme El Bylin Bundgaard Stig Andersen Kathrin Kollecker * Vakant Mads Haugsted ** Vivi Mark ** Ivaylo Dechkoff ** Bettina Marie Ezaki ** Karoliina Koivisto **

Fløjte Rune Most Lucia Klonner Ragnhildur Josefsdottir (piccolo) Obo Henrik Skotte Albrecht Krauß Pina Mohs (orlov) Birgitte Lindum ** Klarinet Svante Wik (orlov) René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet) Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Vakant Kirstine Lassen ** Horn Tone Sundgård Anker Vakant Steen Madsen Nicolai Sell Philip Sandholt Herup Andersen Anne Sophie Broholt Jensen ** Trompet Per Morten Bye Vakant Henrik Hou Feddersen Sidsel Lund **

Bratsch Rafael Altino * Vakant Dorthe Byrialsen Martin Jochimsen Gertrud Ludwig Dorota Kijewska Christian Bønnelykke Victor Sørensen Sidsel Most **

Basun Robert Holmsted Lukas Winther Andersen

Cello Michaela Fukacˇová * Anna Dorothea Wolff Katarina Bundgaard Altino * Philippe Muriset * Anna Pettersson Mette Spang-Hanssen Sofie Spanget Takkula

Harpe Maria Boelskov Sørensen **

Kontrabas Peter Prehn * Toms Timofejevs Maria Møller-Jørgensen Poul Jensen Find * Jens Krøgholt

Basbasun Alf Vestergaard Nielsen Lars Peder Sørensen ** Tuba Carl Boye Hansen

Pauke Thomas Georgi Slagtøj Jakob Weber (orlov) Finn Christensen Rune Schuster ** Nikolaj Petersen ** * Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond ** Musikere i tidsbegrænsede stillinger

Koncerten optages af DR TV sendes søndag den 12. november kl. 20 på DRK

odensesymfoni.dk