Ragnarok - 20. maj 2017

Carl Nielsen Salen – Odense Koncerthus lørdag 20. maj 2017 KL. 15.00 Koncertintro i Carl Nielsen Salen kl. 14.00

RAGNAROK Odense Symfoniorkester Dirigent: Alexander Vedernikov Solister: Siegfried: Stefan Vinke; Brünnhilde: Jennifer Wilson; Hagen: Runí Brattaberg; Alberich: Pavlo Hunka; Gunther: Alejandro Marco-Buhrmester; Gutrune: Tiina Maija Koskela; Waltraute: Hanne Fischer; Første norn: Anja Jung; Anden norn: Hanne Fischer; Tredje norn: Mona Somm; Woglinde: Nina Bols Lundgren; Wellgunde: Kristine Becker Lund; Flosshilde: Andrea Pellegrini Richard Wagner: (1813-1883)

Ragnarok - første akt Varighed: ca. 1 time 55 min.

P A U S E (50 min.)

Ragnarok- anden akt Varighed: ca. 1 time 5 min.

P A U S E (25 min.)

Ragnarok- tredje akt Varighed: ca. 1 time 15 min.

Ragnarok Velkommen til en på alle måder STOR begivenhed her hos OS! Stort orkester, store solister, stor historie, store tanker – bare STORT! Faktisk er vi med den fjerde opera i Wagners Nibelungens ring endelig nået frem til den historie, han oprindeligt ville fortælle. Denne opera hed fra starten Siegfrieds død og var et værk, der skulle fortælle historien om alle tiders største helt, og om hvordan verden gennem hans død skulle renses for sin magtsyge og destruktive retning. Men under arbejdet med teksten indså Wagner, at det ikke var nok at lade de tre norner starte med at fortælle alt det, der var gået forud – det blev nødt til også at blive vist og ikke mindst hørt.

Derfor skrev han så librettoen til Den unge Siegfried, dén som nu bare hedder Siegfried, og indså under arbejdet med dén tekst, at hvis man skulle forstå Wotan og Brünnhildes forhold, måtte han også skrive Valkyrien og slutteligt også, hvordan det hele blev sat i værk - hvordan og hvorfor ringen blev skabt - i Rhinguldet.

Derefter gav han sig til at komponere operaerne i den rigtige kronologiske rækkefølge – de næste 25 år!

Wagner ville skrive den endegyldige historie - historien om alt! Og han stod selv for det hele: tekst, musik, filosofisk grundlag, regi - ja, alt. I starten havde han nok en overvejende politisk/socialfilosofisk tilgang; første udkast er skrevet i revolutionsåret 1848, og operaen Siegfrieds Død (som senere kom til at hedde Ragnarok) skulle udtrykke revolutionens idé om det frie menneske, endegyldigt befriet for magthavere af alle slags og dermed i stand til at træffe gode valg.

Dermed stod han med en klar og entydig slutning af sidste del af værket – en slutning, hvor Siegfrieds død så at sige leverede magtringen tilbage til naturen, hvilket førte til en frisk begyndelse for mennesker, som for guder, der herefter kunne herske ikke via list, men ved 'vise love'.

Mange steder ledte den politisk-filosofiske 1848-revolution, som Wagner selv aktivt deltog i, dog ikke til de ønskede strukturelle ændringer (men i Danmark jo faktisk til afskaffelsen af enevælden og til vores Grundlov i 1849), og Wagner blev, som mange europæiske intellektuelle, skuffet. Under den lange kompositionsproces, der varede helt til 1874, blev hans socialpolitiske dagsorden således mindre og mindre klar og relevant, eftersom den store revolution udeblev ude i den virkelige verden. Han omformede således sidste del, den oprindelige del, af dramaet til at blive en tvetydig størrelse, hvor ikke bare guder, men også mennesker og hele verden forgår – og gav den det navn, den har i dag: Ragnarok eller på tysk Götterdämmerung. Og dermed kom Wagner nok også tættere på virkeligheden og kernen af den menneskelige natur; det 'rene' og frie menneske, som Wagner hyldede, og som kunne træffe rigtige, frie valg, viste sig ikke at kunne netop det. Historien om samfundet omkring ham blev mere kompleks - og det samme gjorde hans store fortælling; men derved også mere relevant for alle tider herefter.

Hvad essensen af hele denne enorme kunstneriske kraftpræstation er, har man diskuteret lige siden den første fulde opførelse i 1876. Udover den oplagte konflikt mellem kærlighed og magt, der ligger underneden hele tiden, så er der også andre relevante og interessante aspekter. Fx. overguden Wotans evige problem: Wotan vinder indsigt og viden ved at ofre sit ene øje, men spalter herved sin psyke - og hele verden - i to dele: hvad der før, gennem jordens moder, Erda, var forenet, bliver nu revet over og spaltes længere og længere fra hinanden: guderne ophøjer sig, ved opførelsen af borgen Valhal, og skaber derved unødig afstand til jorden, hvor de nedre riger, Alberich og hans afkom, får mere og mere magt. Og tabet af denne helhed kan ikke genvindes med hverken magt eller kløgt, men har kun én udgang, hvilket Erda forudsiger allerede i Rhinguldet; nemlig Ragnarok, hvor alt levende går til grunde.

Her har Wagner fat i en dyb sandhed om den menneskelige natur: på trods af al viden og gode hensigter, vil menneskets natur altid søge mod mere og mere kontrol, hvilket paradoksalt nok fører til en øget kompleksitet - og dermed tab af kontrol; hver gang vi løser ét problem, skaber vi ti nye. På den måde fanger Wagner via sin verdensberetning noget evigt sandt om den menneskelige natur og psykologi, hvorfor værket vedbliver at være relevant lige til den dag, hvor vores civilisation endelig går til grunde under vægten af os selv. Og ligesom vi i sagens natur ikke ved, hvad der kommer til at ske herefter, så giver Brünnhildes gang ind i Siegfrieds ligbål os heller ikke nogen entydig slutning.

Den store fortælling i Ringen er bygget på gamle myter, såsom Snorres ældre og yngre edda, det tyske middelalderepos Nibelungenlied og den islandske Vølsungesaga. Men Wagners værk er ikke hverken eventyr eller myte; personerne heri er ikke 'rene' typer som i de gamle fortællinger eller som i eventyr; fordi alle personer har en forhistorie, komplicerede bevæggrunde og motiver, bliver det også til en psykologisk dyb fortælling om menneskelige grundvilkår, valg og udfordringer. Og som Thomas Mann har udtrykt det så sigende: "Intet kan være mere wagnersk end denne blanding af mytisk oprindelighed og psykologisk, ja, psykoanalytisk modernisme".

Og så har jeg endda endnu ikke nævnt musikken!

Og den er jo dog nok den allervigtigste bestanddel i værket. Det er også den, der sørger for personernes yderst facetterede portrætter – gennem Wagners udtalte brug af ledemotiver. Kort fortalt kan man sige, at enhver person, tanke, effekt eller handling i stykket har sit eget musikalske motiv. Mest kendt er valkyriernes tema, som er fuldt udfoldet i det meget berømte Valkyrieridt, men der findes et utal af motiver gennem alle fire operaer, fx. motiver for ringen, Valhal, Nothung-sværdet, Siegfried, forbandelsen, elskov, tragisk kærlighed, dødsbud, retfærdighed, verdensarven, heltedåden osv. osv. Og kan man, efter MANGE gennemlytninger, kende alle disse mange ledemotiver – først da har man mulighed for til fulde at forstå

dybden i Wagners store Gesamtkunstwerk. Det er et stykke kunst, som hverken det enkelte menneske eller verden som sådan nogensinde bliver færdig med.

Handling

Prolog 1 Denne første, oprindelige, prolog viser de tre vise norner, Erdas døtre, foran den klippe, hvor vores heltinde, Brünnhilde, er fanget af et flammehav. De forklarer her altings sammenhæng. Den første norne kan se fortiden klart, den anden nutiden og den tredje minsandten ind i fremtiden, hvor hun forudsiger, at Valhal, gudeborgen, vil gå til grunde i flammer.

Men siden Wotan skar sit herskerspyd ud af livstræet, og det derfor begyndte at visne, har deres skæbnetråde været bundet op på et tilfældigt grantræ og rives nu helt over; deres blik er derfor sløret. Det er de naturligvis utilfredse med, de tager hovedrystende afsked og overlader scenen til de stakkels aktører.

Prolog 2 Siegfried og Brünnhilde kommer ud fra deres hule, hvor de har tilbragt en slags hvedebrødsdage siden afslutningen af operaen Siegfried. De er dybt forelskede og let overstadige, og i denne stemning af naiv usårlighed opfordrer Brünnhilde sin elskede til at fare ud i verden på nye eventyr; han, verdens største helt, skal da ikke sidde dér og være kærestekedelig sammen med hende! Hun vil dog godt lige have sikkerhed for, at han ikke glemmer hende, og så giver han hende RINGEN, selveste ringen (som han ikke aner noget om – han har bare taget den fra dragen Fafner, fordi en fugl sagde, at han skulle) som kærlighedspant. Så føler hun sig tryg, vinker ham glad af sted og låner ham sågar sin hest, Grane, og det meste af sit krigergrej; hun skal jo ikke bruge det mere alligevel, nu hun af sin far, overguden Wotan, er blevet degraderet fra valkyrie til dødelig (og i øvrigt er beskyttet/spærret inde af en uigennemtrængelig mur af ild).

Første akt Så er vi kommet ned på jorden – til menneskekongen Gunthers hof ved Rhinen. Han rådfører sig med sin halvbror og spindoktor, den udspekulerede og kolde Hagen, som kun har ét i tankerne: han vil, ligesom sin far, den nedrige dværg Alberich (der smedede ringen af rhinguldet, forsagede kærligheden OG skabte ringens forbandelse i den første opera) have fat i ringen, så han kan få magten over hele verden, både guder, mennesker og alt det løse. Derfor sætter han en snedig plan i værk: ved at udnytte andre menneskers uvidenhed, kærlighed og æresbegreber vil han fravriste Brünnhilde ringen og sørge for, at alle andre forgår i processen. Han griber det således an: han bilder det godtroende, men evigt succeshungrende, søskendepar Gunther og Gutrune ind, at de kan få den smukkeste kvinde og den største helt til hhv. kone og mand; han fortæller dem bare ikke lige, at de to herlige skabninger er gift – med hinanden. Gutrune kan ikke forstå, hvordan verdens mest eftertragtede mand kan have lyst til hende (Gunther har sjovt nok ikke samme betænkning), men dét har

Hagen selvfølgelig tænkt på: han er i besiddelse af en trylledrik, som kan få den, der drikker den, til at glemme alle, han/hun tidligere har elsket og blive øjeblikkeligt forelsket i den, han først ser.

Så da Siegfried i sin søgen efter nye eventyr selvfølgelig kommer til den mægtige rhinkonge Gunthers hof, byder Gutrune ham straks på en velkomstdrink, og vupti, så har han glemt alt om Brünnhilde og bliver hovedkulds forelsket i Gutrune. Han vil nu gøre alt for at få fat i hende, og da hendes bror nævner, at han er ude efter en dejlig dame ved navn Brünnhilde, men at han ikke selv kan hente hende, da hun er spærret inde bag en mur af ild, som kun en person, der ikke kender til frygt, kan gennembryde, tilbyder Siegfried selvfølgelig at hente hende til ham – for at gøre sig fortjent til hans søster. De to nye venner sværger blodsbroderskab og tager sammen ud til Brünnhildes klippe – Siegfried med sin tryllehjem, Tarnhelm, der både kan forvandle dens ejer til hvad som helst OG transportere ham hvor som helst i et splitsekund; Siegfried får snart brug for begge dele. Hagen står i baggrunden og griner i skægget og håner de dumme marionetter i sin plan.

I mellemtiden har Brünnhilde fået besøg af sin søster, Waltraute, der fortæller om, hvor skidt det står til i Valhal: deres far, overguden Wotan, er nu så overbevist om ringens forbandelse, at han har ladet det visnede livstræ, Yggdrasil, hugge om for at stable det op som brænde omkring gudeborgen, og nu sidder han blot stum og venter på verdens undergang.

Dog har Waltraute overhørt ham halvt i søvne mumle et hemmeligt ønske: faktisk ville han allerhelst, at ringen vender tilbage til rhindøtrene, så dens forbandelse kan ophæves og alt måske kan vende tilbage til gamle dages orden. Men Brünnhilde, for hvem ringen ikke er et magtmiddel, men hendes garanti for at se sin elskede igen, er ikke til sinds at opgive kærligheden for sin fars desperate plan om at redde en dødsdømt verden – hun tror, at hun og Siegfried har en plads i den nye, der vil opstå efter Ragnarok, og Waltraute ridder fortvivlet væk igen.

Straks efter ankommer så Siegfried gennem flammerne – men i skikkelse af Gunther (ved hjælp af tryllehjelmen), for at hun ikke skal genkende ham.

Han vil tage hende med som brud, nu han har besejret flammerne, men Brünnhilde, som jo har givet sit hjerte til Siegfried, vil naturligvis ikke med en fremmed mand og forsvarer sig med ringen. Dog har den ingen magt over dens egentlige ejer, Siegfried, og han river den af hendes finger, sætter den på sin egen og tager hende sønderknust med ned til den rigtige Gunther, hvor de må formodes at lave et Guntherbytte-nummer, hun ikke opdager.

Anden akt Hagen venter tålmodigt på, at personerne i hans intrige skal spille deres roller og i sidste ende bringe ham ringen. Mens han sidder og venter, opsøges han af sin far, den magtsyge dværg Alberich, som har avlet Hagen med det formål endelig at få fingre i sin

ring, og han lover, at han nok skal udføre det, han er sat i verden for. Han har dog, det ligger i ringens natur, ikke tænkt sig at give den videre til sin far.

Siegfried kommer ved hjælp af tryllehjelmen tilbage fra Brünnhildes bjerg meget før de andre (og nu som sig selv), og han beretter, at det er lykkedes ham at vinde Brünnhilde til Gunther. Hagen kalder Gunthers mænd, gibichungerne, sammen som til kamp, men bebuder i stedet, at deres herre skal giftes med den skønneste kvinde i verden.

I mellemtiden er Gunther og Brünnhilde med båd nået tilbage til Gunthers slot, og Gunther fører stolt den ydmygede Brünnhilde ind. Til sin meget store overraskelse og forfærdelse ser hun Siegfried stå dér med ringen på sin finger, og det går op for hende, at hun er blevet forrådt af den mand, hun elsker, forklædt som en anden. Siegfried forstår overhovedet ikke hvad hun snakker om – han har jo ingen erindring om deres tid sammen. Han erklærer, at han skal giftes med Gutrune, og at hun skal have Gunther, og han sværger ved Hagens spyd, at han ikke har gjort noget galt. Rasende griber hun også spidsen af Hagens spyd og sværger herved, at han er hendes ægtemand – og derved laves en stiltiende aftale om, at den af dem, der har løjet, skal dø ved netop dette våben.

Hagen gnider sig i hænderne – alt går efter planen!

Siegfried fører sikker i sin sag Gutrune og gibichungerne ud for at gøre klar til bryllupsfesten, og Hagen, Gunther og Brünnhilde står tilbage. Hagen fremfører, at Siegfried må dø, eftersom han har svindlet dem og ikke fortalt, at Brünnhilde, var hans kone. Gunther, som jo ikke vidste, at Brünnhilde ikke var fri på markedet, lader sig modvilligt overbevise om, at det er en god idé; han ville jo gerne have sin søster godt gift, men må give efter for argumentationen. Brünnhilde er hvidglødende af raseri og hjælper beredvilligt med planen: hun fortæller, at Siegfried er usårlig, fordi hun selv har fortryllet ham. Men hun fortæller også, at eftersom han jo ikke kender til frygt, så fandt hun ingen grund til at beskytte hans ryg, da han aldrig kunne drømme om at vende ryggen til en fjende i kamp. Dét er jo nyttig viden for Hagen, der næsten ikke kan forstå sit held. Sammen planlægger de at lokke helten med på en jagttur og dér gøre en ende på ham. Mens Gunther og Brünnhilde højtideligt ved Wotan sværger at gøre deres pligt og genoprette gudernes ære, står Hagen bagved og gentager sit løfte om at vinde ringen og blive verdens hersker.

Tredje akt Så er jagten i gang! Siegfried er kommet lidt væk fra de andre, og ved Rhinen møder han rhindøtrene, der er i gang med deres evige beklagelse over tabet af rhinguldet fra for tre operaer siden; de vil gerne have deres ring tilbage nu! De tigger, trygler og truer, og Siegfried er lige ved at give efter, men da de fortæller ham om Alberichs forbandelse (at alle, der tager ringen, må dø), ombestemmer han sig og beholder ringen som bevis for sit mod. Rhindøtrene må altså dykke ned i floden med uforettet sag, mens de for-

udsiger, at Siegfried vil dø inden længe – men også at hans arving, en kvinde(!), vil være klogere og behandle dem bedre.

Siegfried finder tilbage til jagtselskabet, hvor både Hagen og Gunther jo også er. Hagen lokker ham til at prale med sine store heltebedrifter i fortiden, bl.a. hvordan han smedede sit eget uovervindelige sværd, Nothung, og hvordan han erobrede ringen fra dragen Fafner. Mens han fortæller, bringer Hagen ham et glas vin med en modgift til forglemmelsesdrikken, så han nu pludselig husker, hvordan han besejrede flammerne, og han plaprer ud med, hvordan han vækkede den skønne Brünnhilde med et kys. Da han nævner Brünnhildes navn, stikker Hagen sit spyd i ryggen på ham, og han fortæller Gunther, at han nu har hævnet Siegfrieds mened – han havde jo svoret på netop dette spyd, at han talte sandt. Siegfried forstår nu sammenhængen og vil dræbe Hagen med sine sidste kræfter, men han er for svag og synker sammen, mens han husker sin kærlighed til Brünnhilde og dør med hendes navn på sine læber. Ak! Siegfrieds lig bæres bort til musik, som lyder meget højtideligt og smukt, men ikke specielt trist; det har jo hele tiden været Wagners mening, at den frie helt skulle dø.

Tilbage på slottet vågner Gutrune af en ond drøm, og hun vil vide, hvor hendes kommende mand er henne. Hagen spotter hende og siger, at han kommer om lidt. Da Siegfrieds lig bæres ind, beskylder hun sin bror, Gunther, for at have begået mord, men han fortæller, at det var Hagen, der dræbte helten. Gunther har, pga. Siegfrieds tale i skoven, gennemskuet Hagen og vil dræbe ham; Hagen er dog alt for stærk og dræber i stedet Gunther. Men da han vil tage ringen fra Siegfrieds lig, hæver den døde helt armen, og han må forfærdet vige tilbage.

Brünnhilde kommer nu helt afklaret ind og beordrer et stort ligbål bygget op ved Rhinen; hun har ikke mere at tabe. Hun forklarer i sin lange slutscene, hvordan alting hænger sammen, og at alt må forgå – også guderne for deres grådighed og medvirken i Siegfrieds død. Hun tager selv ringen fra Siegfrieds finger og siger, at rhindøtrene må hente den ud af ligbålet, når hun er brændt til aske sammen med sin elskede. Bålet flammer op, og Brünnhilde rider helt afklaret ind i bålet. Rhinen går over sine bredder og slukker ilden, og da Hagen en sidste gang forsøger at få fingre i ringen, hiver rhindøtrene både ham og deres retmæssige ejendom, ringen, med ned i dybet. I baggrunden ses Valhal brænde med alle guderne indeni. Menneskene står lamslåede tilbage. Hvad skal der nu ske?

Programnote af Ole Bartholin Kiilerich Ny bastrompet I aften spiller Robert Holmsted på orkestrets nye bastrompet. Købssummen til instrumentet er venligt sponsoreret af Søren Ejerskov, Viborg. Odense Symfoniorkester siger mange tak for det flotte sponsorat.

1. violin Eugen Tichindeleanu Ermir Abeshi Signe Madsen (orlov) Kazimierz Skowronek Ulrike Kipp Christensen* Marina Skuratovskaia * Bjarne Hansen Kjetil Ravnan Qvamme * Esther Mielewczyk * Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovacˇ Stinus Christensen Valeria Stadnicki Sofie Qvamme Ivar Bremer Hauge ** Aistė Juodagalvytė ** Sigrun Edvaldsdottir ** Øssur Bæk **

Obo Henrik Skotte Albrecht Krauß Vakant Mette Termansen (engelskhorn) ** Josephine Blaamann Petersen **

2. violin Vakant Jovana Vukušić * Jan Erik Schousboe Carl Sjöberg * Inger Lassen Anna Bodzon Qvamme El Bylin Bundgaard Stig Andersen Kathrin Kollecker * Vakant Jean-Hee Lee (orlov) Mads Haugsted ** Ivaylo Dechkoff ** Karoliina Annukka Koivisto ** Mina Fagerlund Hosseini ** Göran Rydström ** Merete Steffensen **

Horn Tone Sundgård Anker Vakant Nicolai Sell Philip Sandholt Herup Andersen Gustav Carlsson ** Carsten Schmidt Nielsen ** Leif Lind ** Anne Sophie Broholt Jensen ** Claudio Flückiger **

Bratsch Rafael Altino * Vakant Dorthe Byrialsen Martin Jochimsen Gertrud Ludwig Dorota Kijewska Christian Bønnelykke Victor Sørensen Raimund Eckertz ** Sanna Ripatti ** Gert-Inge Andersson ** Cello Michaela Fukacˇová * Anna Dorothea Wolff Katarina Bundgaard Altino * Philippe Muriset * Anna Pettersson Mette Spang-Hanssen Sofie Spanget Takkula Mihai Fagarasan ** Kontrabas Peter Prehn * Toms Timofejevs Maria Møller-Jørgensen Poul Jensen Find * Jens Krøgholt Christian Jørgensen ** Fredrik Wadman ** Fløjte Rune Most Lucia Klonner (orlov) Ragnhildur Josefsdottir (piccolo) Lonnie Svilling ** Karen Marie Sørensen **

Koncerten optages og sendes på DR P2's operaaften lørdag 27. maj

Klarinet Svante Wik (orlov) René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet) Tine Maj Antonsen ** Natalie Harris ** Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Vakant Lars Mathiesen (kontrafagot) **

Horn/Wagnertuba Steen Madsen Susanne Skov ** Mats A. Johansson ** Niels Aamand Pedersen ** Trompet Per Morten Bye Vakant Henrik Hou Feddersen Sidsel Lund ** Bastrompet Robert Holmsted Basun Lukas Winther Andersen Andreas Ferrold Clemmensen ** Basbasun Alf Vestergaard Nielsen Jakob Sandberg ** Tuba Carl Boye Hansen Stierhorn/Lur Robert Holmsted Keld Richardt Jørgensen ** Ole Thrane ** Harpe Maria Boelskov Sørensen ** Nina Schlemm ** Pauke Thomas Georgi Patrick Raab ** Slagtøj Jakob Weber (orlov) Finn Christensen Mads Hebsgaard ** Nikolaj Petersen ** Malte Magnus Nielsen Vendelby ** * Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond ** Musikere i tidsbegrænsede stillinger

odensesymfoni.dk