Kejserkoncerten 27. og 28. april 2017

Carl Nielsen Salen – Odense Koncerthus Torsdag 27. april 2017 KL. 19.30 FREDAG 28. April 2017 KL. 19.30 Koncertintro i Carl Nielsen Salen kl. 18.30

KEJSER­KONCERTEN Odense Symfoniorkester Dirigent: Alexander Vedernikov Solist: Andreï Korobeinikov, klaver Niels W. Gade: Hamlet Ouverture (1817 - 1890)

Varighed: ca. 10 min.

Ludwig v. Beethoven: Klaverkoncert nr. 5, Es-dur, (1770 - 1827) op. 73 – ”Kejserkoncerten”

I Allegro

II Adagio un poco mosso III Rondo. Allegro

Varighed: ca. 36 min.

PAUSE Sergej Rachmaninov: Symfoni nr. 3 (1873 - 1943) I Lento; Allegro moderato

II Adagio ma non troppo III Allegro

Varighed: ca. 25 min.

I samarbejde med Syddansk Musikkonservatorium.

Efterklange af symfonier Ouverture betyder åbning, og i klassisk forstand er det ofte åbningen eller begyndelsen på en opera, man tænker på, når man hører ordet. Men for vores verdensberømte 200-årsfødselar, Niels W. Gade, var ouverturer ikke nødvendigvis noget, der skulle begynde noget som helst: det var slet og ret et kort koncertstykke for fuldt orkester. Onde tunger har hvisket, at han blev glad for at skrive ouverturer, da han havde skrevet 8 symfonier og derfor stod foran at skulle leve op til den tunge arv fra Beethovens 9. Det kan ikke efterprøves, men sikkert er det, at der aldrig kom en 9. symfoni - men i stedet adskillige ouverturer, næsten alle med spøjse tilnavne, der forvirrede både anmeldere og publikum i datiden. De er dog fortsat nogle af hans mest spillede stykker, og dejlige er de da; men lad være med at lede efter hverken Hamlet eller Ophelia - nyd i stedet den skønt formede musik, der som altid i Gades tilfælde klinger fuldendt smukt og rent, og i højdepunktet mod slutningen her også stort.

Koncert for den indre kejser ”Siden d. 4. maj har jeg kun bragt lidet sammenhængende til verden, næsten kun et brudstykke her og dér. Hvilket ødelæggende og kaotisk liv omkring mig, intet andet end trommer, kanoner og menneskelig elendighed af enhver art!”. Sådan skriver Beethoven i et brev til sin forlægger, Breitkopf & Härtel, i juli 1809, og det, han beskriver, er Napoleons bombardement af Wien, der begyndte 10. maj samme år. Under de værste beskydninger sad den store mester sammenkrøbet i kælderen hos sin bror, Karl, med puder klemt mod de følsomme ører, som allerede, her fem år inden han helt blev frarøvet lydenes verden, var stærkt påvirkede af et tiltagende høretab. Hvad, der dog næsten var endnu værre end bomberne, var, at to af de allervigtigste ting i Beethovens liv nu også var væk; adgangen til de lange, daglige spadsereture i naturen, hvor han hentede kraft og inspiration til sine kompositioner og den faste månedlige gage fra adelen, som nu var flygtet ud af den belejrede by.

Og alligevel er det netop i denne tid, at den 5. klaverkoncert ser dagens lys. En imponerende præstation, forholdene taget i betragtning – og faktisk også uden at tage dem i betragtning; for med den kommer Beethoven til at bane vejen for hele den perlerække af romantiske klaverkoncerter, der venter forude i løbet af 1800-tallet. Og hvordan så det? Efter at Mozart, især gennem sin kraftpræstation med ikke mindre end 12 klaverkoncerter skrevet i årene 1784-1786, havde forædlet og perfektioneret klaverkoncerten til en fuldendt symbiose mellem koncert og symfoni, var det svært for Beethoven at bringe nyt ind i den form, som Mozart havde lagt ud, og han så sig derfor nødsaget til at eksperimentere med netop formen – og især med solistens rolle i helheden. Og gennem Beethovens fem koncerter ser vi solisten smelte mere og mere sammen med orkestret, for her i den 5. at

Foto: Irène Zandel

Andreï Korobeinikov

indgå i en organisk helhed: solisten er med helt fra start, og den ellers så uundværlige solokadence er skrumpet ind til fordel for en fælles energiudladning, hvor orkester og klaver slutter af samtidig; dermed er vejen banet for den opskrift, der skulle blive grundlaget for de mange store, romantiske koncerter, lige fra Schumann til Tjajkovskij og Rachmaninov og endnu videre til fx. Ravel og Prokofiev.

Det er ikke temaernes skønhed, der får Kejserkoncerten til at overstråle mange andre koncerter – det er den måde, hvorpå det lykkes Beethoven at behandle og forvandle sine temaer, og elementer fra dem, til at skabe et kæmpe arkitektonisk mesterværk. Af absolutte højdepunkter skal nævnes, at sidetemaet i 1. sats først åbenbares i al sin pompøse grandiositet efter hele 167 takter (det er dér, hvor man for sit indre næsten må se et kejserligt optog), at den Chopinklingende 2. sats dør mellem hænderne på os for at bane vejen for den måske mest geniale satsovergang i musikhistorien, hvor solisten fremmaner 3.-satsens rondotema i pianissimo, som om han netop sidder og kommer i tanke om det lige for øjnene af os. Og så selvfølgelig 3.-satsens skønne rondotema med jagthornene gjaldende over markerne satsen igennem, indtil det til allersidst lykkes for solisten at lulle både heste, hunde og horn i søvn – tilbage er kun en insisterende pauke, der stædigt, men dæmpet, vedholder jagtrytmen, lige til lynet slår ned i pianisten, der i et rasende skalaridt gør arbejdet færdigt.

Kejser-tilnavnet hidrører i øvrigt ikke fra Beethovens selv – som det heller ikke er tilfældet med fx. Måneskinssonaten og Skæbnesymfonien. Anekdoten lyder, at en fransk officer ved førsteopførelsen begejstret råbte: ”C’est l’Empereur!” (”Det er jo Kejseren!”), og at

det så har hængt ved lige siden. Sikkert er det i hvert fald, at Beethoven IKKE har ønsket at hylde hverken Napoleon, hvis tropper jo beskød Wien under selve udformningen af koncerten (og som havde skuffet fritænkeren Beethoven så voldsomt få år inden ved at afsløre sig ikke som Europas befrier, men som endnu et gement magtmenneske, at komponisten havde kradset en tilegnelse af Eroica-symfonien ud med så stor kraft, at der er hul i papiret på originalmanuskriptet.) eller den vattede Kejser Frantz 1. af Østrig, som netop i 1809 for anden gang tabte slaget om Wien. Snarere vil han nok gennem det storladne og vidt spændende lydbillede fremelske en stærk og frit tænkende ånd i os alle – vores ”indre kejser”.

Lyden af hjemve "Den blev spillet i New York, Philidelphia, Chicago osv. Jeg var der selv til de to første koncerter. Den blev spillet meget smukt. Men modtagelsen blandt både publikum og anmeldere var syrlig. Personligt er jeg stærkt overbevist om, at dette er et godt værk. Men somme tider tager komponister også fejl. Det får nu være, jeg holder fast ved min mening indtil videre!"

Sådan skriver Rachmaninov i et brev til vennen Vladimir Wilshaw efter de første opførelser af hans tredje symfoni i USA i 1936. Meget er sket, siden han som ung, usikker knægt fik en tre år lang depression og medfølgende kreativ tørke pga. den sønderlemmende kritik, hans første (udmærkede.) symfoni modtog næsten 40 år tidligere.

Historien har vist, at den gode Rachmaninov gjorde klogt i at holde på sit, for hans tredje og sidste symfoni (og næstsidste værk i det hele taget) er et smukt og vellykket forsøg på at føre den romantiske tone

Alexander Vedernikov

ind i en ny tidsalder. Grunden til den lunkne modtagelse i samtiden var nok, at de konservative ører havde ønsket den mere som hans tidligere værker, fx. klaverkoncerterne og den 2. symfoni, mens mere progressive lyttere netop fandt den for gammeldags og konventionel. Således kan det være svært at gøre andre end sig selv tilfreds.

Efter en yderst produktiv start på komponistkarrieren, havde Rachmaninov i sin to årtier lange landflygtighed efter de revolutionære omvæltninger i hjemlandet hovedsageligt ernæret sig som koncertpianist; komposition var noget, han kun kunne tillade sig i sine 'ferier' - og da kunne det være svært for ham at finde gnisten til at udtrykke sig af bare længsel efter hjemstavnen. Det hjalp dog lidt med inspirationen, da han lod et idyllisk landsted opføre ved Luzern-søen i Schweiz som en slags kopi af sin elskede russiske sommerresidens, Ivanovka.

Og den tredje symfoni emmer da også af Ruslands toner - efter de allerførste takter er vi ikke i tvivl om, hvor han vil have os med hen. Men den er meget mere end længslen efter det tabte hjemland: den er også et stramt komponeret cyklisk værk, hvor det lille åbningstema går igen gennem alle satser og undervejs forvandles til utallige nye skikkelser, lige som det ekstremt energifyldte åbningstema i 3. sats er en bearbejdning af den voldsomme gestus i starten af 1. sats. Og den midterste langsomme sats indkapsler på genial vis en scherzo-sats (som bobler næsten umærkeligt frem i harpe, celeste og høje træblæsere), præcis som i hans 2. og 3. klaverkoncerter. Der er klanglig nytænkning overalt for den opmærksomme lytter, startende fra allerførste takt med den lille, længselsfulde melodi udsat for klarinet, solocello og horn. Så læn dig godt tilrette i sædet og lad dig overrumple af de fortryllende klange og, som altid med Rachmaninov, de smukke, lange melodier, men sid ikke og vent utålmodigt på de kæmpestore følelsesudbrud, som ellers er kendetegnende for så meget af hans produktion; de kommer ikke her, men for det åbne sind er her i dén grad mulighed for en fantastisk musikalsk rejse – måske til det Rusland, der var engang.

Programnote af Ole Bartholin Kiilerich Medvirkende

Alexander Vedernikov, dirigent Odense Symfoniorkesters chefdirigent er den internationalt anerkendte Alexander Vedernikov.

Han har stået i spidsen for Odense Symfoniorkester siden 2009. Vedernikov har især markeret sig som musikchef for Bolsjoj Teatret i Moskva (20012009). I dag er han en særdeles efterspurgt gæstedirigent over hele kloden. I november 2013 debuterede han på The Metropolitan Opera, New York (Eugene Onegin). Udover sin store succes i Rusland, har Vedernikov dirigeret førende orkestre over hele Europa, Nordamerika, Japan og Australien, bl.a.

London Philharmonic, BBC Symphony Orchestra, Orchestra Verdi Milano, City of Birmingham Symphony, Orchestra Philharmonique de Radio France, Sydney Symphony, Tokyo Philharmonic, National Symphony Orchestra i Washington DC m.fl. Som operadirigent er han en hyppig gæst ved Berlins Komische Oper, og har bl.a. dirigeret på La Scala og Zürich Operaen. Han er uddannet ved Moskva Konservatorium (1990). Fra 1988 til 1995 var han assisterende dirigent ved Tjajkovskij Symfoniorkester, og i 1995 grundlagde han det Russiske Filharmoniske Orkester, hvor han var kunstnerisk leder og chefdirigent frem til 2004. Siden 2003 har Vedernikov været tilknyttet Det Russiske Nationalorkester og har i den forbindelse bl.a. dirigeret i Carnegie Hall, New York og Kennedy Centret, Washington.

Andreï Korobeinikov, klaver Russiskfødte Andreï Korobeinikov (1986) har spillet klaver, siden han var fem år. Fra 1994-2006 har han vundet mere end 20 priser ved såvel russiske som internationale konkurrencer, heriblandt førsteprisen ved den 3. internationale Alexander Scriabin konkurrence i Moskva (2004), og Andenprisen og Publikumsprisen ved den 2. Sergei Rachmaninovs klaverkonkurrence i Los Angeles (2005). Korobeinikov debuterede som solist i en alder af otte år på Baku State Musikakademiet i Aszerbadjan. Siden har han givet koncerter med førende orkestre i mere end 35 lande i Europa, USA og Asien. Korobeinikov er desuden en flittig kammermusiker, som har optrådt med store virtuoser som Vadim Repin, Dmitri Makhtin, Regis Pasquier, Leonard Schreiber m.fl samt spillet på de store musikfestivaler. Sideløbende med sin internationale solistkarriere har han gennemført jurauddannelsen ved European Law University i Moskva.

1. violin Eugen Tichindeleanu Ermir Abeshi Signe Madsen (orlov) Kazimierz Skowronek Ulrike Kipp Christensen* Marina Skuratovskaia * Bjarne Hansen Kjetil Ravnan Qvamme * Esther Mielewczyk * Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovacˇ Stinus Christensen Valeria Stadnicki Sofie Qvamme Ivar Bremer Hauge ** Aistė Juodagalvytė ** Ivar Bremer Hauge ** Sigrun Edvaldsdottir ** Emilia Blaszczyk *** Krystina Duchonova *** 2. violin Vakant Jovana Vukušić * Jan Erik Schousboe Carl Sjöberg * (orlov) Inger Lassen Anna Bodzon Qvamme El Bylin Bundgaard Stig Andersen Kathrin Kollecker * Vakant Jean-Hee Lee (orlov) Mads Haugsted ** Catherine Hart ** Ivaylo Dechkoff ** Karoliina Annukka Koivisto ** Mina Fagerlund Hosseini ** Metia Pi Mørup Larsen *** Anna-Barbara Thomsen *** Bratsch Rafael Altino * Vakant Dorthe Byrialsen Martin Jochimsen Gertrud Ludwig (orlov) Dorota Kijewska Christian Bønnelykke Victor Sørensen Tomas Hanoucek ** Jakub Machacek ** Malte Bjerkø ** Annemarie Nørhede Jakobsen *** Cello Michaela Fukacˇová * Anna Dorothea Wolff Katarina Bundgaard Altino * Philippe Muriset * Anna Pettersson Mette Spang-Hanssen Sofie Spanget Takkula Mathias Fyhn *** Mikolaj Blaszczyk *** Kontrabas Peter Prehn * Toms Timofejevs Maria Møller-Jørgensen Poul Jensen Find * Jens Krøgholt

Fløjte Rune Most Lucia Klonner (orlov) Ragnhildur Josefsdottir (piccolo) Dora Séres ** Maria Ösp Omarsdottir *** Obo Henrik Skotte Albrecht Krauß (orlov) Vakant Mette Termansen ** Josephine Blaamann Petersen ** Klarinet Svante Wik (orlov) René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet) Tine Maj Antonsen ** Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Vakant Lars Mathiesen ** Horn Tone Sundgård Anker Vakant Steen Madsen Nicolai Sell Philip Sandholt Herup Andersen Anne Sophie Broholt Jensen ** Trompet Per Morten Bye Vakant Henrik Hou Feddersen Gert Skovlod Hattesen ** Basun Robert Holmsted Lukas Winther Andersen Basbasun Alf Vestergaard Nielsen Tuba Carl Boye Hansen Harpe Maria Boelskov Sørensen ** Pauke Thomas Georgi Slagtøj Jakob Weber (orlov) Finn Christensen Mads Hebsgaard ** Nikolaj Petersen ** Klaver Peter Bryld *** * Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond ** Musikere i tidsbegrænsede stillinger *** Praktikanter fra Syddansk Musikkonservatorium

odensesymfoni.dk