Brovtsyn og den franske forbindelse - 2. og 3. marts 2017

Carl Nielsen Salen – Odense Koncerthus Torsdag 2. Marts 2017 KL. 19.30 Fredag 3. Marts 2017 KL. 19.30 Koncertintro i Carl Nielsen Salen kl. 18.30

BROVTSYN OG DEN FRANSKE FORBINDELSE Odense Symfoniorkester Dirigent: Alexander Vedernikov Solist: Boris Brovtsyn, violin Sergej Prokofjev: (1891 - 1953)

Violinkoncert nr. 1, op. 19 I Andantino II Scherzo. Vivacissimo III Finale. Moderato

Varighed: ca. 23 min.

Maurice Ravel: (1875 - 1937)

Tzigane - rapsodie de concert

Varighed: ca. 10 min.

for violin og orkester

PAUSE Camille Saint-SaĂŤns: Symfoni nr. 3, op. 78 (1835 - 1921) "orgelsymfonien"

I II III IV

1. Adagio - Allegro moderato Poco Adagio 2. Allegro moderato - Presto Maestoso - Allegro

Varighed: ca. 37 min.

Den Franske Forbindelse Velkommen til en aften, der byder dig på i hvert fald disse tre indtryk: Du vil skal høre musik af den komponist, der var bedst til at skrive for orkester. Du skal høre musik af verdens bedste formidler mellem den gamle og den moderne klassiske musik. Og du skal høre verdens bedste melodi.

Maurice Ravel: Verdens bedste til orkestrale farver Af alle komponister, hvem er så den bedste til at lave de flotteste og mest spændende klange for orkester?

Jeg vover det ene øje og siger Maurice Ravel (18751937). Tænk på hans elskede Boléro, der gentager sig selv i et kvarter uden at blive kedelig et eneste sekund. Ravel var en ørn til at udtrykke sig elegant, præcist og opfindsomt i hver detalje af sine partiturer. Alle musikkens tandhjul passer sammen, hvorfor kollegaen Stravinskij gav ham kælenavnet ‘den schweiziske urmager’. I aften skal du høre et eksempel på musik af denne verdens bedste orkestrator: rapsodien Tzigane.

Ravel som menneske var ikke den, man ville tillægge store følelser. Han var et stille, pænt menneske, altid sirligt klædt, der værnede intenst om sit privatliv.

Men når han greb pennen og skrev musik, skete der noget. Hans raffinement og ordenssans som menneske tilføjedes melankoli og medrivende lidenskab, som udsprang af hans spanske rødder - det hører vi fx i mesterværker som Boléro, La Valse og Tzigane.

Tzigane er en rapsodi, hvilket betyder et stykke, der lyder improviseret.

‘Tzigane’ betyder ‘sigøjner’, og når du hører den lange introduktion for soloviolinen, så giver titlen mening lige fra starten. Værket er skrevet i ét fortløbende stykke, og gennem dets små ti minutter skruer Ravel mere og mere op for lidenskaben, lidt ligesom tilfældet er i ‘Bolèro’. Tzigane er en medrivende hyldest til sigøjnernes vildskab, fejende melodier og kærlighed til musik.

Hvis du efter aftenens koncert får mod på mere Ravel, kan jeg anbefale at høre hans to meget forskellige og lige fantastiske klaverkoncerter eller hans hyldest til barokmusikken i Le Tombeau de Couperin.

Prokofiev: formidleren mellem musikkens gamle og nye rige Hvis wienerklassikere som Mozart eller Haydn havde levet omkring første verdenskrig, kunne de have lydt som Prokofiev. Du kender Prokofiev (1893-1951) fra Peter og Ulven og fra den finurlige første symfoni, der efterligner Mozart og Haydn, og måske fra balletmusikken til Romeo og Julie. Men han skrev også krads modernistisk musik. Ja, han er nok den komponist, der spænder videst i stil og udtryk. Og derfor udnævner jeg Prokofiev til verdens bedste formidler mellem gammelt og nyt.

Alexander Vedernikov

I aften skal du høre hans første violinkoncert, som blev skrevet under første verdenskrig. Den placerer sig i midten af spektret mellem gammelt og nyt.

Violinkoncerten er ikke en virtuoskoncert, idet den stiller orkester og solist nogenlunde lige. Den åbner blidt med en meget smuk melodi. Selvom satsen tager fart og bliver ganske rytmisk, er den lette, lyriske tone bevaret hele vejen. Til slut gentager solofløjten den fine lille melodi.

I anden sats mærker vi det russiske temperament med stærke rytmer og en for Prokofiev typisk melodi, der hopper vildt op og ned. Slutningen af koncerten binder det hele sammen. Den lille fine melodi fra første sats vender tilbage, og musikken svæver yndefuldt og lige så stille op og op mod himlen, hvor Haydn, Mozart og Mendelssohn må fryde sig!

Saint-Saëns: skaberen af verdens bedste melodi Camille Saint-Saëns (1835-1921) var en skaber af stor skønhed, og det skammede han sig ikke over. “Jeg plukker i det, andre har udviklet, jeg har ikke højere ambitioner end det”, sagde han selv om sit virke.

Denne erkendelse er nok forklaringen på, hvorfor han ikke er ankommet i de store komponisters hellige haller. Senest siden Beethoven har det været et mere eller mindre udtalt krav til komponister, at de gerne måtte låne og lade sig inspirere af forgængerne - men de skulle også forny de genrer, de skrev indenfor.

Saint-Saëns var formodentligt historiens største musikalske vidunderbarn. Han skrev så hurtigt som før ham kun Mozart - ja han overgik Mozart og komponerede i 3-års alderen.

Han siges at have kunnet Beethovens 32 sonater for klaver udenad inden konfirmationsalderen. Men det, han ville med sin egen musik, var blot at være en skaber af skønhed. Men det gør heller ikke så meget, når man kan skabe noget så smukt som denne tredje symfoni!

Saint-Saëns’ liv manglede ikke drama. Et ganske forfærdeligt proforma-ægteskab, tabet af to små børn, en homoseksualitet han kun kunne udleve med unge hankønsvæsner i Algier, datidens kunstnerparadis.

Intet af dette kan høres i hans musik. Saint-Saëns vender nærmest trodsigt blikket væk fra alt grimt og vil kun det smukke.

1800-tallet var en kulturelt luksuriøs tid. Orkestre blev større og større, de berømte koncertsale byggedes, og århundredets trang til det enorme betød, at der naturligvis også skulle være orgler i koncertsalene. Saint-Saëns’ symfoni fra 1886 er skrevet på højden af denne luksusbølge. Han slog håret ud og krævede ud over orgel bl.a. 4-hændigt klaver i kun 8 takter af sidste sats. Det er ret vildt at kræve to pianister hyret for at spille 8 takter! Det eneste nye i denne symfoni er, at den er i kun to satser - men de er hver især opdelt i to klart forskellige dele. Så der er ikke så meget nyt i strukturen alligevel. Jeg omtaler den bare som en traditionel 4-sats symfoni.

Camille Saint-Saëns

Virkningen af et orgel med et orkester kan ikke slå fejl, og Saint-Saëns er en mester til at bruge orgelet som det berømte salt i suppen: Orgelet giver hans tredje symfoni ekstra udtryk, ekstra lækkerhed.

Lange, dybe pedaltoner lægger sig fx. under den smukke langsomme andensats og giver den noget særligt. Dramaet i den hektiske tredjesats er helt tilforladeligt - vi er hele tiden sikre på, det nok skal gå alt sammen. Vi er langt væk fra Brahms’, Bruckners og Mahlers krisesymfonier.

Sidste sats starter med et ordentligt orgeldrøn i c-dur.

Og efter denne pompøse åbning udfolder en bred, velourblød strygerflade sammen med det føromtalte firhændige klaver det, jeg vil kalde den klassiske musik bedste melodi. Og så er det tilladt at få en lille klump i halsen. Det gør jeg. Jeg har opgivet at skamme mig over at blive taget med storm af denne melodis, ja hele symfonis balsamiske skønhed.

Hvorfor bliver vi rørt af ren skønhed? Fordi vi ved, den slutter, og dens modsætning er rigt repræsenteret i verden. Saint-Saëns er ingen fornyer eller dybsindig komponist. Men i aften inviterer han os ind i sin varme verden af toner og beviser for os, at skønheden findes - selv i vores på mange måder forpinte tid. Så du må godt blive rørt og måske endda en smule ekstatisk af Saint-Saëns’ perle.

Programnote af Martin D. Knudsen

Medvirkende Alexander Vedernikov, dirigent Odense Symfoniorkesters chefdirigent er den internationalt anerkendte Alexander Vedernikov.

Han har stået i spidsen for Odense Symfoniorkester siden 2009. Vedernikov har især markeret sig som musikchef for Bolsjoj Teatret i Moskva (20012009). I dag er han en særdeles efterspurgt gæstedirigent over hele kloden. I november 2013 debuterede han på The Metropolitan Opera, New York (Eugene Onegin). Udover sin store succes i Rusland, har Vedernikov dirigeret førende orkestre over hele Europa, Nordamerika, Japan og Australien, bl.a.

London Philharmonic, BBC Symphony Orchestra, Orchestra Verdi Milano, City of Birmingham Symphony, Orchestra Philharmonique de Radio France, Sydney Symphony, Tokyo Philharmonic, National Symphony Orchestra i Washington DC m.fl. Som operadirigent er han en hyppig gæst ved Berlins Komische Oper, og har bl.a. dirigeret på La Scala og Zürich Operaen. Han er uddannet ved Moskva Konservatorium (1990). Fra 1988 til 1995 var han assisterende dirigent ved Tjajkovskij Symfoniorkester, og i 1995 grundlagde han det Russiske Filharmoniske Orkester, hvor han var kunstnerisk leder og chefdirigent frem til 2004. Siden 2003 har Vedernikov været tilknyttet Det Russiske Nationalorkester og har i den forbindelse bl.a. dirigeret i Carnegie Hall, New York og Kennedy Centret, Washington.

Boris Brovtsyn, violin Boris Brovtsyn begyndte at studere violin med sin bedstefar i en alder af fire, og som bare seksårig stod han for første gang på scenen på Bolshoi Teater. Han er uddannet ved Tjajkovskij Konservatoriet i Moskva (1999), hvor han studerede hos Maya Glezarova. I 2001 debuterede han i England med BBC Philharmonic under ledelse af Rumon Gamba.

Samme år vandt han Reuters Prize, og året efter vandt han den internationale violinkonkurrence Tibor Varga. Fra 2000-2004 studerede han på Guildhall School of Music and Drama i London, hvor han modtog skolens prestigefyldte guldmedalje (2004).

Siden har England været hans primære base. Boris Brovtsyn har været solist med førende orkestre i Europa og Nord- og Sydamerika: Orchestre Philharmonique de Strasbourg, Orchestre National de Lille, CBSO Birmingham, BBC Scottish Symphony Orchestra, Rundfunk-Sinfonieorchester Berlin, Orchestre de la Suisse Romande, Sao Paulo Symphony Orchestra, Utah Symphony Orchestra m.fl. Han er en aktiv kammermusiker og deltager hyppigt på festivaler, bl.a. Verbier og Edinburgh, og han spiller ofte sammen med andre stjerner som Janine Jansen og Maxim Rysanov. I 2007 var han solist på en europæisk turné med Moscow State Symphony Orchestra dirigeret af Mark Gorenstein. Brovtsyn spiller en Vincenzo Ruggieri violin fra ca. 1700.

1. violin Eugen Tichindeleanu Ermir Abeshi Signe Madsen (orlov) Kazimierz Skowronek Ulrike Kipp Christensen* Marina Skuratovskaia * Bjarne Hansen Kjetil Ravnan Qvamme * Esther Mielewczyk * Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovacˇ Stinus Christensen Valeria Stadnicki Sofie Qvamme Ivar Bremer Hauge ** Aistė Juodagalvytė **

Fløjte Rune Most Lucia Klonner (orlov) Ragnhildur Josefsdottir (piccolo) Dora Séres **

2. violin Vakant Jovana Vukušić * Jan Erik Schousboe Carl Sjöberg * Inger Lassen Anna Bodzon Qvamme El Bylin Bundgaard Stig Andersen Kathrin Kollecker * Vakant Jean-Hee Lee Vivi Mark ** Ivaylo Dechkoff **

Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Vakant Lars Mathiesen **

Bratsch Rafael Altino * Vakant Dorthe Byrialsen Martin Jochimsen Gertrud Ludwig Dorota Kijewska Christian Bønnelykke Victor Sørensen ** Jakub Machacek **

Obo Henrik Skotte Albrecht Krauß (orlov) Vakant Carl Marttala ** Daniel Bogorad ** Klarinet Svante Wik René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet)

Horn Tone Sundgård Anker Vakant Steen Madsen Nicolai Sell Philip Sandholt Herup Andersen Anne Sophie Broholt Jensen ** Trompet Per Morten Bye Vakant Henrik Hou Feddersen Sidsel Lund ** Basun Robert Holmsted Lukas Winther Andersen

Cello Michaela Fukacˇová * Anna Dorothea Wolff Katarina Bundgaard Altino * Philippe Muriset * Anna Pettersson Mette Spang-Hanssen Sofie Spanget Takkula Kontrabas Peter Prehn * Toms Timofejevs Maria Møller-Jørgensen Poul Jensen Find * Jens Krøgholt Mattias Hanskov **

Basbasun Alf Vestergaard Nielsen Tuba Carl Boye Hansen Harpe Maria Boelskov Sørensen ** Pauke Thomas Georgi Slagtøj Jakob Weber (orlov) Finn Christensen Mads Hebsgaard ** Nikolaj Petersen ** Klaver Ole Bartolin Kiilerich ** Anne-Mette Stæhr ** Orgel Sven Verner Olsen * Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond ** Musikere i tidsbegrænsede stillinger

Koncerten sendes live på P2

odensesymfoni.dk