Scheherazade - 9. Februar 2017

Carl Nielsen Salen – Odense Koncerthus Torsdag 9. feb 2017 KL. 19.30 Koncertintro i Carl Nielsen Salen kl. 18.30

SCHEHERAZADE Odense Symfoniorkester Dirigent: Dmitrij Liss Solist: Robert Holmsted, basun Alexandr Borodin: Polovetserdanse (1833 - 1887) af Fyrst Igor

Varighed: ca. 11 min.

Ib Glindemann: (f. 1934)

Koncert for basun og orkester (uropførelse)

I Allegro giocoso II Adagio cantabile III Allegro risoluto

Varighed: ca. 15 min.

PAUSE Nikolaj Rimskij-Korsakov: Scheherazade, op. 35 (1844 - 1908) I The Sea and Sinbad´s Ship

II

III

IV

The Legend of the Kalendar Prince The Young Prince and The Young Princess Festival at Baghdad

Varighed: ca. 42 min.

Der bliver garanti for farver på paletten fra start til slut i et program, der fører os fra de tyrkiske folkedanse på de russiske stepper over den danske jazzsymfonis grand ol’ man og direkte ind i hjertekulen af 1001 nats eventyr.

Aleksandr Borodin: Polovetserdanse

(fra operaen Fyrst Igor) Som introduktion til aftenens møde med to af den russiske ”Mægtige Håndfuld” – gruppen af nationalromantiske komponister, der i anden halvdel af det 19. århundrede gik under navnet ”De Fem” og tog afstand fra den vesteuropæiske musikvidenskabstradition til fordel for et mere særegent russisk og folkemusikpræget tonesprog – skal vi møde gruppens ældste, Aleksandr Borodin. Han arbejdede i næsten to årtier med sit hovedværk, operaen Fyrst Igor, som han dog alligevel ved sin død i 1887 måtte efterlade ufuldendt. Den er siden færdiggjort i flere udgaver og opføres stadig. Vi skal høre den eksotiske scene fra 2. akt, Polovetserdansene, som Borodin instrumenterede i samarbejde med bl.a. den orkestrale farvepalets ubestridte mester, Rimskij-Korsakov. Polovetserdansene – som i operaen ledsager et nomadisk, tyrkisk folkeslags oprindelige danse – opføres tit selvstændigt, i versioner med eller uden korledsagelse.

Dansene er kendt af de fleste – måske tillige i Julio Iglesias’ spansksprogede discoversion ”Quiéreme”, fra talrige computerspil eller som 90’er-hip hop-hit under titlen ”Prince Igor” med Warren G og Sissel Kyrkjebø?

Ib Glindemann: Basunkoncert (uropførelse)

Ib Glindemann red på skuldrene af den amerikanske jazzbasunist Jack Teagarden, pianisten og orkesterlederen Earl Hines, bassisten Arvell Shaw og naturligvis sin legendariske trompetistkollega Louis Armstrong, da han op igennem efterkrigsårene gik fra skoledreng i Slagelse til konservatorieuddannet jazzrebel i København. Til skolens afdansningsballer gad han ikke danse, fordi det optog ham mere at suge orkesteret til sig – det var dengang, Emil Reesen kunne finde på at troppe op med et symfoniorkester til en skolefest, og de unge dansede til ouverturen fra ”Wilhelm Tell”! I biograferne ignorerede Ib ”Svømmepigen” Esther Williams, fordi han var mere interesseret i Tommy Dorseys musik. Og således var grunden lagt for en musiker, der skulle iværksætte Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums første jazzkoncert og blive den entusiastiske og inspirerende orkesterleder, rock’n’roll-pionér og genremæssigt milevidtfavnende komponist, der snart var på hele landets læber. Nye forbilleder kom til: Stan Kenton, Duke Ellington, Count Basie, Benny Goodman. Alle gav Ib Glindemann musikalske spark i den rigtige retning og viste ham – og dermed den danske big band-scene – hvordan orkestre også kan lyde.

I 2011 opførte DR Symfoniorkesteret i sit nye koncerthus Glindemanns trompetkoncert fra 1962 med norske Tine Thing Helseth som solist med stående bifald til følge. I aften skal vi høre, hvad den klas-

sisk skolede, men aldrig forudsigelige komponist byder på, når Odense Symfoniorkesters solobasunist Robert Holmsted står i spidsen for uropførelsen af Glindemanns koncert for basun og orkester.

Nikolaj Rimskij-Korsakov: Scheherazade

Vi kender alle hans ”Humlebiens flugt”, måske både som orkesterværk og i klaverudtog. Men når vi i øvrigt støder på Rimskij-Korsakov i koncertsalen, er det som regel til tonerne af ét af tre værker: Orkestersuiten Capriccio espagnol, koncertouverturen Den store russiske påske, og især den symfoniske suite om, hvordan kærlighed og eventyr – og kærlighed til eventyr – kan smelte det mest forstenede hjerte: Scheherazade fra 1888. Disse tre værker er alle sammen skrevet inden for en periode på omkring halvandet år i 1887-1888, og de markerer de facto slutningen på RimskijKorsakovs karriere som komponist af orkestermusik. Året efter besluttede han at dedikere hovedparten af sit kunstneriske virke til at skrive musik til teateret, hvor vi da også stadig støder på flere af Rimskij-Korsakovs 15 operaer – de mest kendte er nok Eventyret om Czar Saltan (hvor ”Humlebien” oprindeligt hører hjemme), Czarbruden, Sadko, Mozart og Salieri, Snjegurotjka og Guldhanen.

Som dreng og ung mand planlagde Rimskij-Korsakov, hvis familie talte flere militære officerer, et liv i flåden. Han længtes efter at se verden, en længsel, der

Dmitrij Liss

fik næring af hans geografisk set stærkt begrænsede opvækst (han havde på sin 12 års fødselsdag kun forladt sin hjemby tre gange) og brevene fra hans 22 år ældre storebror Voin, som var flådeofficer udsendt til Fjernøsten. Unge Nikolaj forelskede sig i et hav, han aldrig havde set. Han slugte bøger om havet, lærte nautisk terminologi udenad og byggede modelskibe.

Samtidig udviste han også tidligt evner for musik, og da han startede på kadetskole som 12-årig i 1856, var han allerede en kapabel pianist og en entusiastisk, om end uskolet, komponist. Som 17-årig blev han af sin klaverlærer introduceret for Milij Balakirev, Borodin og Mussorgskij. Af disse er Balakirev måske nok den mindst betydningsfylde som komponist, men han var en energisk initiativtager og indtager en markant plads i musikhistorien som den intellektuelle leder af gruppen af russiske nationalister – Balakirev selv, Borodin, Mussorgskij, César Cui og Rimskij-Korsakov – som blev kendt som ”Den mægtige håndfuld” eller slet og ret ”De fem”.

Rimskij-Korsakov var teenager og nyslået, ung sømand, men var betaget af at blive taget alvorligt som musiker af de lidt ældre og mere etablerede komponister, og kunne ikke længere undertrykke sin stærke tiltrækning mod en karriere inden for musikken.

Balakirev rådede ham til at komponere til søs, lærte ham basale kompositionsfærdigheder – idet han dog skyede al vestlig-akademisk tilgang til musikvidenskaben emfatisk – og opfordrede ham til at uddanne sig selv i historie, litteratur og generel kunstkritik.

Og Nikolaj var en begejstret lærling. Han tilbragte over tredive måneder med at sejle verden rundt om bord på klipperskibet Almaz, og undervejs købte han partiturer i alle havne, anskaffede et klaver og underholdt sine sømandskollegaer med klavermusik midt på Atlanterhavet, studerede Berlioz' berømte afhandling om instrumentation (som senere skulle blive en af inspirationskilderne til Rimskij-Korsakovs egen bog om Instrumentationsprincipper), læste Homer, Shakespeare, Schiller og Goethe og oplevede London, et borgerkrigsramt Amerika i New York City og ved Niagara Falls, asiatiske destinationer og Rio de Janeiro på sin rejse.

Og således var det både en belæst og berejst ung mand, der vendte inspireret tilbage til Rusland og siden sjældent forlod sit hjemland. Op gennem sine tredivere levede Rimskij-Korsakov en ideel tilværelse som dels flådeofficer og dels halvstuderet professor ved konservatoriet i Skt. Petersborg. Det indebar, at han meget hurtigt måtte sætte sig ind i det vestligt-orienterede, musikteoretiske stof, som han som medlem af De Fem hidtil havde undgået. Der måtte hele tiden være balance mellem hans behov for kunstnerisk anerkendelse fra de russiske nationalister og hans personlige overbevisning – hjulpet frem af Tjajkovskij, som han havde en ambivalent kontakt med gennem hele sit professionelle liv – om, at akademisk skoling var en nødvendig forudsætning for at opnå perfektion som komponist. Han dirigerede i henhold til søværnets regler konservatoriets orkester iført sin flådeuniform og holdt sig hele tiden ét skridt foran sine studerende, mens han uddannede sig selv i musikvidenskab og med tiden blev en højt respekteret og anerkendt lærer. Undervejs blev der også tid til at indgå ægteskab med musikerkollegaen Nadezhda, som i udgangspunktet var langt bedre uddannet end sin mand, men opgav sin egen karriere for at fungere som kritiker, impresario, arrangør og firhændig pianistkollega til sin mand – samt mor til hans syv børn. Det er et partnerskab, der bærer mindelser om det berømte ægteskab mellem Robert og Clara Schumann.

I vinteren 1887-88 var Rimskij-Korsakov beskæftiget med at bringe sin nyligt afdøde ven Alexander Borodins ufuldendte opera Fyrst Igor – af hvilken aftenens koncert også byder på de berømte Polovetserdanse – i opførelsesbar stand. Og det var under arbejdet med denne ofte fremmedartet klingende musik, at han fik idéen til Scheherazade. Fra starten var han i syv sind over, i hvor høj grad han skulle lade sit værk være en programmusikalsk, symfonisk suite eller slet og ret en symfoni uden andre ekstramusikalske betydningslag end dens deskriptive overskrift.

Hvor meget skulle være 1001 nats eventyr, og hvor meget blot musik? De programmatiske elementer var uden tvivl til stede også under Scheherazades tilblivelse og hjalp ham med at strukturere værket, men det var vigtigt for Rimskij-Korsakov, at hans publikum ikke

Robert Holmsted

blev distraheret af at skulle være uløseligt limet til udenfor-musikalske detaljer. Øverst i sit partitur forklarede han historiens præmis: Sultanen Shahriyar elsker sin kone, men opdager, at hun bedrager ham. Han slår hende ihjel og sværger, at han fremover vil gifte sig med en ny jomfru hver aften og slå hende ihjel næste dag. Dette blodige forehavende står på, indtil den dag, vezirens smukke og kloge datter Scheherazade beslutter sig for at sætte en stopper for myrderierne og selv gifte sig med sultanen. Hun fortæller ham en historie på deres bryllupsnat, men lader den med vilje ende med en ’cliffhanger’, således at sultanen må vente med at få slutningen på historien til næste aften. Overvældet af nysgerrighed undlader sultanen at slå hende ihjel næste morgen. Og så klogt planlægger Scheherazade sine aftenhistorier, at sultanen hver eneste morgen i næsten tre år udsætter henrettelsen. Og da der er gået 1001 nat, har sultanen erkendt sin forelskelse i sin smukke storyteller, og hans onde forehavende er bragt til ende.

Rimskij-Korsakov satte altså scenen for den symfoniske fortælling, men håbede i øvrigt, at publikum ikke ville forvente en lineær, hørbar historie i streng overensstemmelse med de kendte historier fra 1001 nats eventyr. I sine memoirer skrev han: “Da jeg komponerede Scheherazade, forestillede jeg mig, at satsernes overskrifter blot skulle puffe lytterens fantasi en smule i samme retning, som min egen havde bevæget sig. Det eneste, jeg ønskede, var, at publikum, hvis de brød sig om mit værk som symfonisk musik, skulle få det indtryk, at det uden tvivl er en orientalsk historie om talrige og forskelligartede, vidunderlige eventyr og ikke bare fire stykker spillet den ene efter den anden og komponeret på baggrund af temaer, der går igen i alle fire satser.”

Vi skal altså gå til Scheherazades fire satser, ikke som fire historier med begyndelser, slutninger og spændingskurver, men som vidunderlige, fantasifulde tableauer med en rammehistorie og underoverskrifter, der blidt kan puffe vores forestillinger i den rigtige retning. Værket er fuld af skønne solistpassager, vitalitet, uhørt melodisk charme, dramatisk nerve og en strålende og tilsyneladende instinktivt flydende orkestrering, som Rimskij-Korsakov mestrede som få og i sin eftertid anses for en af de helt store mestre indenfor.

De fire satser har følgende overskrifter: 1:

2:

3:

4:

Havet og Sinbads Søfarerens skib (Largo e Maestoso - Allegro non troppo) Historien om Prins Kalender (Lento - Andante) Den unge prins og den unge prinsesse (Andantino quasi Allegretto) Fest i Bagdad – Havet – Skibet knuses mod en klippe, hvor der står en kriger i bronze - Finale (Allegro molto)

To ofte tilbagevendende temaer er særligt essentielle at bide mærke i – de præsenteres begge indenfor suitens allerførste minutter: Sultan Shahriyars bombastiske, unisone og brutale åbningsmotiv, der lægger ud i messingblæsere og dybe strygere (a), og i direkte modsætning til dette: Scheherazades forførende og sværmerisk drømmende violinsolo (b).

Sultan Shahriyars tema (a)

Scheherazades tema (b) Programnote af Katrine Klostergaard Nordland Medvirkende Dmitrij Liss, dirigent Dmitrij Liss er født i Balashov, Rusland. Han startede sin musikalske karriere med at spille violin og klarinet samt at studere musikvidenskab. Sidenhen begyndte han dirigentstudier under Dmitrij Kitajenko på Moskvas statskonservatorium, og blev efterfølgende hans assistent.

Dmitrij Liss har været kunstnerisk leder og chefdirigent for Ural Filharmoniske Orkester (UPO) siden 1995. Han har gjort UPO, der blev grundlagt i 1936, til et førende og kreativt symfoniorkester.

Baseret i Jekaterinburg, på grænsen mellem Europa og Asien, er orkestret blevet en stor kulturel kraft i Sverdlovsk-regionen samt en kulturel ambassadør på den internationale scene.

Fra sæson 2016/17 og fremefter, har Philharmonie Zuidnederland udnævnt Dmitrij Liss til deres første chefdirigent.

Robert Holmsted, basun Robert blev ansat i Odense Symfoniorkester som 2. basun i 1992 og blev to år efter solobasunist. Han er uddannet ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium med solistdebut i 1996 fra Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole, hvor Robert Holmsted selv underviser nu. Han har været solist med Odense Symfoniorkester adskillige gange og var orkestrets første modtager af Sydbanks musikpris. Undervejs i sin karriere har Robert deltaget i flere af de store internationale musikkonkurrencer.

I München nåede han til semifinalen og i Porcia i Italien røg han helt til tops med en delt andenpris (ingen førstepris blev uddelt). Senest har Robert assisteret et af verdens absolut bedste symfoniorkestre: Berliner Philharmonikerne.

1. violin Eugen Tichindeleanu Ermir Abeshi Signe Madsen Kazimierz Skowronek Ulrike Kipp Christensen* Marina Skuratovskaia * Bjarne Hansen Kjetil Ravnan Qvamme * Esther Mielewczyk * Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovacˇ Stinus Christensen Valeria Stadnicki Sofie Qvamme Øssur Bæk ** 2. violin Vakant Jovana Vukušić * Jan Erik Schousboe Carl Sjöberg * Inger Lassen Anna Bodzon Qvamme El Bylin Bundgaard Stig Andersen Kathrin Kollecker * Jean-Hee Lee Mads Haugsted ** Mina Fagerlund Hosseini ** Bratsch Rafael Altino * Vakant Dorthe Byrialsen Martin Jochimsen Gertrud Ludwig (orlov) Dorota Kijewska Christian Bønnelykke Victor Sørensen ** Sanna Ripatti ** Raimund Eckertz ** Cello Michaela Fukacˇová * Anna Dorothea Wolff Katarina Bundgaard Altino * Philippe Muriset * Anna Pettersson Mette Spang-Hanssen Sofie Spanget Takkula Samuel Künstler ** Kontrabas Peter Prehn * Toms Timofejevs Maria Møller-Jørgensen Poul Jensen Find * Jens Krøgholt

Fløjte Rune Most Lucia Klonner (orlov) Ragnhildur Josefsdottir (piccolo) Dora Séres ** Obo Henrik Skotte Albrecht Krauß Carl Marttala ** Klarinet Svante Wik René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet) Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Lars Mathiesen ** Horn Tone Sundgård Anker Steen Madsen Nicolai Sell Philip Sandholt Herup Andersen Anne Sophie Broholt Jensen ** Trompet Per Morten Bye Henrik Hou Feddersen Pernille Nygaard ** Basun Robert Holmsted Lukas Winther Andersen Theis Stoico ** Basbasun Alf Vestergaard Nielsen Tuba Carl Boye Hansen Harpe Maria Boelskov Sørensen ** Pauke Thomas Georgi Slagtøj Jakob Weber Finn Christensen Thomas Guldborg ** Tom Nybye ** Patrick Raab ** * Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond ** Musikere i tidsbegrænsede stillinger

odensesymfoni.dk