Elverskud 2. og 3. Februar 2017

Carl Nielsen Salen – Odense Koncerthus Torsdag 2. Feb 2017 KL. 19.30 Fredag 3. Feb 2017 KL. 19.30 Koncertintro i Carl Nielsen Salen kl. 18.30

ELVERSKUD Odense Symfoniorkester Dirigent: Christoffer Nobin Solister: Iben Silberg, sopran; Hanna Leonora Hollesen, mezzo; Jens Christian Tvilum, tenor Fynske gymnasiekor og elever fra Det Kongelige Teater Balletskolen Odense Edvard Grieg: Peer Gynt Suite nr. 1, op. 46 (1843 - 1907) I Morgenstemning

II Åses død III Anitras Dans IV I Dovregubbens hall

Varighed: ca. 15 min.

Edvard Grieg: Peer Gynt Suite nr. 2, op. 55

I Bruderovet. Ingrids klage.

II Arabisk Dans III Peer Gynts hjemfart (Stormfull Aften på Havet) IV Solveigs Sang

Varighed: ca. 15 min.

PAUSE Niels W. Gade: Elverskud, op. 30 Prologue: Andante (1817-1890)

Part I: I. Allegro moderato

II. Andante sostenuto (Oluf's Ballade)

III. Allegro risoluto

Part II: IV. Andante con moto

V. Andantino

VI. Andante sostenuto

Part III: VII. Andante con moto (Morning Song)

VIII. Andantino - Allegro non troppo

IX. Molto moderato

Epilogue: Andante sostenuto

Varighed: ca. 48 min.

Christoffer Nobin

Aftenens koncert står i nationalromantikkens tegn.

Henholdsvis Danmarks og Norges fremmeste musikalske repræsentant for genren vil overrisle vore øregange med gyldent klingende akkorder og skønne melodier. Begge aftenens værker er sunket ned i hhv. den danske og norske folkesjæl, så uanset hvilken forudsætning, man møder op med, vil man i dag blive mødt med velkendte toner. Til at drysse lidt ekstra magi over de i forvejen fortryllende værker får vi balletdansere fra Det Kgl. Teaters Balletskole i Odense på scenen i en parallel fortolkning af Hr. Olufs skæbnesvangre møde med elverne.

200-årig superstar Niels W. Gade var 1800-tallets svar på en superstar – og i år ville han være fyldt 200 år. Allerede som 24-årig brød han igennem internationalt med sin ouverture Efterklange af Ossian, og da selveste den klassiske musiks godfather Felix Mendelssohn-Bartholdy herefter uropførte hans 1. symfoni Paa Sjølunds fagre Sletter i datidens musikalske hotspot, Leipzig, var hans lykke gjort. Han blev Mendelssohns personlige assistent i Gewandhaus, og efter mesterens pludselige død i 1847 var unge Niels fra Danmark med et trylleslag chef for et af verdens bedste og mest berømte orkestre i en alder af 30 år, samt personlig ven og på fornavn med Schumann, Liszt og Wagner. At han ikke blev dernede og levede lykkeligt berømmet til sine dages ende, skyldtes alene den dansk-tyske treårskrig, som brød ud i 1848, og som tvang ham hjem til København (ellers var han blevet indkaldt til hæren – på tysk side!). Hjemme i København blev han så til gengæld den altoverskyggende figur i dansk musikliv, hvor han var et hårdtarbejdende musikalsk kraftværk helt til sin død i julen 1890, og blandt meget andet kan nævnes, at han, sammen med J.P.E. Hartmann (sin svigerfar), grundlagde Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København.

Mendelssohns kærlige jerngreb Gade forblev resten af livet meget stærkt påvirket af sin gamle tyske læremester Mendelssohns idealer om skønhed, klarhed og renhed i musikken, og et berømt citat fra Gades hånd lyder: ”Kunsten er et helligt Kald, dens Udøvere skal hjælpe Menneskene, højne deres Idealer,

lære dem hvad Skønhed, Sandhed og Ret er” – og han mente vitterligt, at kunsten som det eneste kunne danne bro mellem den ydre fysiske verden og romantikkens ideelle verden. Han holdt, måske lidt stædigt, fast i den renhed og klarhed, som Mendelssohn havde åbenbaret for ham (begreber som musikalsk udvikling, originalitet og virkningsfuldhed gav han ikke meget for!), og blev dermed ret hurtigt ude af trit med tidsånden – de gamle romantiske idealer blev overhalet af det moderne gennembrud og en ny, mere nøgtern tilgang til verden. Men Gade fastholdt til sin død den rene tilgang til kunsten og blev dermed en slags musikalsk dinosaur de sidste mange år af sit virke (og hans mest spillede værk, brudevalsen (fra balletten Et Folkesagn), som de fleste danskere forsøger sig med til deres bryllup, ville han end ikke vedkende sig; balletmesteren Bournonville måtte fiske den op af papirkurven og snige den med i stykket!). Og det er jo nok derfor, at så mange af hans værker, trods stor, stor popularitet i samtiden, er gået i glemmebogen – de pegede ikke fremad, men med stor ekvilibrisme bagud i en tid, der ellers var præget af fremgang på alle planer i den menneskelige tilværelse. Man kan jo ikke helt undgå at få den tanke, at gode gamle Gade måske ville være blevet en langt større komponist – måske én af de allerstørste - hvis han havde holdt mere fast i sig selv og sin stil fra Ossian-ouverturen og den første symfoni og lyttet knapt så meget til den velmenende gamle mester i Leipzig…

Et af de værker, der trods Gades tur i den kollektive glemmebog er blevet stående på programmet, og som er blevet en integreret del af den danske folkesjæl, er balladen Elverskud. Gade skrev en række af denne slags værker for kor, sangsolister og stort orkester til opførelse i Musikforeningen (datidens førende koncertsted i København, hvor Gade var musikalsk leder 1850-1890), fordi han havde opgivet at skrive operaer

Iben Silberg

Hanna Leonora Hollesen

til Det Kongelige Teater; der var alt for mange besværlige samarbejdspartnere, der ville bestemme alt muligt i forbindelse med en opera – her kunne han være herre i eget hus og bestemme ALT selv! Således sled han ikke mindre end fire tekstforfattere op i.f.m.

Elverskud (én af dem var H. C. Andersen) og endte med slet ikke at nævne nogen af dem i programmet! Teksten er en omskrivning af folkeviserne Elverhøj og Elverskud - på nær B.S. Ingemanns tekst til ”I østen stiger solen op”, som Gade, helt ude af kontekst, men utroligt smukt og passende, har inkorporeret. Han brugte (ligesom mange andre nationalromantikere) disse gamle viser som tekstgrundlag, fordi han her fandt noget særlig dansk, noget oprindeligt og ægte fra en svunden tid – en nationalromantiserende tendens, der var gældende helt fra starten af 1800-tallet, hvor Danmark tabte flåden til England, gik statsbankerot og mistede Norge.

Egoets farlige udfoldelse Elverskud er historien om den evigtgyldige kamp mellem pligt og lyst, der til stadighed har konsekvenser i alle menneskers liv: skal man følge lysten og impulsen og lade sig drage af erotikken og den umiddelbare tilfredsstillelse af egoet, eller skal man føje slægtens/familiens vilje og sætte sig selv til side for almenvellet? I folkevisernes tid var det altafgørende, at man fulgte familiens ønsker og blev gift med den af familien godkendte ægtemage – ellers kunne det føre til blodhævn, familieimperiers fald og meget andet skidt – se bare, hvordan det går for sig i fx Game of Thrones!. Balladerne om Elverhøj og Elverskud blev således sunget for at mane til fornuft og advare mod at følge sin umiddelbare lyst. Hr. Oluf kan ikke modstå impulsen til, selv aftenen inden sit bryllup, at ride ud til den dragende elverhøj, hvor han lokkes af elverpigerne (med hul i ryggen!) og af selve elverkongens datter. Og skønt han kommer på bedre tanker og takker nej til dansen (med moderens mange advarsler klingende i baghovedet), slår elverkongens datter ham med et elverskud, og han bliver

”elvervild” (heraf udtrykket ”ellevild”) og dør dagen efter, på sin bryllupsdag. Så alene tanken om det forbudte er altså her nok til at medføre en pludselig og uforklarlig død!

Det er jo en trist og meget dramatisk historie, og det er interessant, hvordan Gade har formået at komponere så lys en musik til dette drama; andre komponister har fundet langt mørkere penselstrøg til at beskrive det samme, fx Schubert i sin lied Erlkönig.

Men Gade var på et meget lyst sted i sit liv, nygift med sin unge kone, J. P. E. Hartmanns datter, Sophie, som ventede tvillinger, og denne glæde kan høres mange steder i musikken. Kort efter Elverskuds opførelse måtte Gade dog se sin verden smuldre: konen døde i barselsseng, og det ene af børnene, Emma, ikke længe derefter af hjernehindebetændelse; hvis balladen var blevet skrevet efter disse tragiske begivenheder, havde vi nok fået en anderledes dyster udgave af Hr. Olufs elverleg!

Antihelten, der lokkede det bedste frem i Grieg Også Grieg har fundet inspiration i historien om en ung mand, der skæbnesvangert og egoistisk rejser ud i verden – nemlig Henrik Ibsens udgave af det norske folkesagn om Peer Gynt. Ibsen havde skrevet sit episke digt Peer Gynt i 1867 – på vers og med et så fantasifyldt univers, at det ikke lå lige for at sætte det op som skuespil med datidens teaterteknik in mente. Men da han alligevel lod sig overbevise om en opsætning på Christiania Theater (Oslo), var han ikke et sekund i tvivl om, hvem der skulle skrive musikken: den meget lille (1,53m!), store norske komponist Edvard Grieg. Og selv om Grieg fandt opgaven både

Jens Christian Tvilum

besværlig, umusikalsk og meget hård, så ramte den ham lige dér, hvor han er allerbedst: han blev bedt om at komponere lejlighedsvis musikledsagelse til dramaet, samt enkelte småstykker, der kunne lette nogle meget store dramatiske overgange i stykket – og da Grieg, med ganske få undtagelser som fx klaverkoncerten i a-mol, gør sig bedst i små, dramatiske stemningsbilleder og sange, så var her åbnet op for en sand skatkiste af velklang – og sådan fik verden bl.a. Morgenstemning, Solveigs Sang og I Dovregubbens Hal (som Grieg i øvrigt slet ikke brød sig om!). Det gik da også sådan, at musikken endte med at overstråle teaterstykket, og Grieg bestemte sig kort efter for at lave to orkestersuiter af de bedste stykker derfra, og de har ganske fortjent fået fast plads på programmet i koncertsale verden over.

Historien om storløgneren Peer Gynt er både mærkelig og fortryllende og har betydelig psykologisk dybde. Den omhandler den unge landmand Peer, som, efter at have for- og bortført en brud (Ingrid) på hendes bryllupsnat (og forladt hende igen samme nat!), bliver udstødt til de omkringliggende fjelde, hvor han, efter et mareridt om trolde i Dovregubbens hal, opsøges af Solveig, der har elsket ham på afstand. Han elsker også Solveig, men kan ikke blive hos hende, da udlængslen rykker i ham. Han drager afsted og kommer gennem hele livet vidt omkring (med én enkelt afstikker tilbage til moren Åses begravelse) til både Amerika, hvor han handler med slaver, Kina, hvor han sælger religiøse artikler og tjener en formue og Nordafrika, hvor han bliver profet for en stamme og berøvet sine rigdomme af Anitra, høvdingens datter. Efter kun med nød og næppe at have overlevet et skibsforlis, vender han som en gammel mand hjem til Norge og sin Solveig, som trofast har ventet alle disse år ved sin spinderok (hun har stykket igennem sunget den både dramatisk og musikalsk gribende strofe: ”Og jeg skal nok vente, for det lovte jeg sidst”), og han dør i hendes arme, mens hun synger en stille vuggesang. Den rod-, ansvars- og troløse Peer finder endelig den mening, han har ledt efter hele sit liv: hjemme hos sin Solveig. Mange har villet tolke stykket som Ibsens karikatur af nordmandens snæversyn og udlængsel, men Ibsen selv nægtede klogt nok denne sammenhæng. Dog syntes Grieg, at stykket havde en fin pointe til samtiden, hvor, efter hans mening, forbrugeradfærd og egoisme var ved at tage overhånd(!).

Programnote af Ole Kiilerich

Medvirkende Christoffer Nobin, dirigent På blot 3 år, efter sin debutkoncert, har Christoffer Nobin allerede etableret sig som en regelmæssig gæst ved de fleste af de svenske symfoniorkestre, og han arbejder jævnligt i operahuse i Sverige og Danmark. Ude i Europa arbejder han med orkestre som Deutsche Kammerphilharmonie og London Symphony Orchestra. Christoffer er desuden netop blevet udnævnt til chefdirigent og kunstnerisk leder for Östgöta Blåsarsymfoniker. Som assisterende dirigent for dirigenter som Paavo Järvi og Louis Langrée har Christoffer også arbejdet på større spillesteder som Metropolitan Opera i New York og Grosses Festspielhaus i Salzburg.

Iben Silberg, sopran Sopranen Iben Silberg er født og opvokset i Sønderjylland. I maj 2012 afsluttede hun sin uddannelse på Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole, som elev af Lars Waage, Kirsten Buhl Møller og Bodil Øland, med sideløbende sangcoaching hos pianisten, Ulrich Stærk. I umiddelbar forlængelse heraf blev hun optaget på solistuddannelsen på Det Jyske Musikkonservatorium. Iben Silberg har optrådt som solist med de fleste danske symfoniorkestre og sunget i DR’s koncertkor siden 2011.

Hanna Leonora Hollesen, mezzo Hanna Leonora Hollesen er uddannet ved Syddansk Musikkonservatorium hvor hun afsluttede sin kandidateksamen, som elev af Johannes Mannov og Henriette Bonde-Hansen i 2015. Samme sommer optrådte hun som solist med OS ved Opera på Slottet i Kongens Have og debuterede i efteråret på den kongelige Opera i Stockholm, som Adelige Waise i Rosenkavaleren af Strauss i en nyproduktion af Christof Loy. Til sommer afslutter Hanna sin master på Operahögskolan i Stockholm.

Jens Christian Tvilum, tenor Jens Christian Tvilum er ansat som operasolist på Det Kongelige Teater og har allerede vundet anerkendelse i roller som Gastone i Verdis La Traviata, Marquisen i Bergs Lulu og mange flere. Han modtog desuden Årets Reumert Talentpris i 2011 for sin operadebut i rollerne som Don Basilio og Don Curzio i Mozarts “Figaros Bryllup” på Århus Sommeropera og Den Fynske Opera. Jens Christian har sunget både lyriske partier som Idomeneo i Mozarts opera af samme navn og spielpartier som Eisenstein i Strauss' "Flagermusen". Jens Christian har desuden markeret sig i koncerter med DR Symfoniorkestret samt flere landsdelsorkestre.

Gymnasiekor fra: Mulernes Legatskole, Odense Katedralskole, Vestfyns Gymnasium Sangere fra Filharmonisk Kor Dansere: 16 Elever fra 3 - 4G fra AMOK - DGU, Det Kongelige Teater Balletskolen Odense Danseinstruktør: Marylise Tanvet

1. violin Eugen Tichindeleanu Ermir Abeshi Signe Madsen Kazimierz Skowronek Ulrike Kipp Christensen* Marina Skuratovskaia * Bjarne Hansen Kjetil Ravnan Qvamme * Esther Mielewczyk * Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovacˇ Stinus Christensen Valeria Stadnicki Sofie Qvamme

Fløjte Rune Most Lucia Klonner (orlov) Ragnhildur Josefsdottir (piccolo) Dora Séres **

2. violin Vakant Jovana Vukušić * Jan Erik Schousboe Carl Sjöberg * Inger Lassen Anna Bodzon Qvamme El Bylin Bundgaard Stig Andersen Kathrin Kollecker * Jean-Hee Lee Mads Haugsted **

Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Lars Mathiesen **

Bratsch Rafael Altino * Vakant Dorthe Byrialsen Martin Jochimsen Gertrud Ludwig (orlov) Dorota Kijewska Christian Bønnelykke Victor Sørensen ** Tomas Hanoucek **

Obo Henrik Skotte Albrecht Krauß Carl Marttala ** Klarinet Svante Wik René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet)

Horn Tone Sundgård Anker Steen Madsen Nicolai Sell Philip Sandholt Herup Andersen Anne Sophie Broholt Jensen ** Trompet Per Morten Bye Henrik Hou Feddersen Kasper Knudsen ** Basun Robert Holmsted Lukas Winther Andersen Basbasun Alf Vestergaard Nielsen

Cello Michaela Fukacˇová * Anna Dorothea Wolff Katarina Bundgaard Altino * Philippe Muriset * Anna Pettersson Mette Spang-Hanssen Sofie Spanget Takkula

Tuba Carl Boye Hansen

Kontrabas Peter Prehn * Toms Timofejevs Maria Møller-Jørgensen Poul Jensen Find * Jens Krøgholt

Slagtøj Jakob Weber (orlov) Finn Christensen Thomas Guldborg ** Tom Nybye ** Per Børge Jensen **

Harpe Maria Boelskov Sørensen ** Pauke Thomas Georgi

* Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond ** Musikere i tidsbegrænsede stillinger

odensesymfoni.dk