Symphonie Fantastique 26. og 27. januar 2017

Carl Nielsen Salen – Odense Koncerthus Torsdag 26. jan 2017 KL. 19.30 Fredag 27. jan 2017 KL. 19.30 Koncertintro i Carl Nielsen Salen kl. 18.30

SYMPHONIE FANTASTIQUE Odense Symfoniorkester Dirigent: Marc Soustrot Solist: Michaela Fukačová, cello Hector Berlioz: Romersk karneval (1803 - 1869)

Varighed: ca. 9 min.

Edward Elgar: (1857 - 1934)

Cellokoncert i e-mol, op. 85

Varighed: ca. 28 min.

I

II

III

IV

Adagio - Moderato Lento - Allegro molto Adagio Allegro - Moderato - Allegro - ma non- troppo - Poco piú - Adagio

PAUSE Hector Berlioz: Symphonie Fantastique, op. 14

I Rêveries – Passions

II III IV V

Un bal Scène aux champs Marche au supplice Songe d’une nuit du sabbat

Varighed: ca. 49 min.

Fantastisk Berlioz og personlig Elgar Aftenens koncert byder på næsten alle tænkelige udtryk, som et klassisk symfoniorkester kan fremelske. Fra den fineste kammermusiceren til kollektivt bravourvirtuoseri, fra spilkogende orkesterenergi til de mest blødt kærtegnende strygerklange, fra solocelloens sarte fugl i hånden til hele messingudtrækkets dommedagsbasuner. Velkommen til koncert med Odense Symfoniorkester - og velbekomme!

Fra operaflop til ouverturesucces Hector Berlioz fik ikke, modsat så mange af sine komponistkolleger, en musikalsk grundopdragelse.

Hans far mente, at han skulle være læge, så trods et indlysende talent fik han så godt som ingen musikundervisning som barn og blev sendt til Paris for at studere medicin. Her tabte han dog gennem mødet med det parisiske musikliv sit hjerte fuldstændigt til musikken, trodsede sin faders ønske og startede på komponistlinjen ved konservatoriet i stedet – og denne lidt atypiske start på komponistkarrieren ligger nok til grund for hans meget eksperimenterende orkesterstil; eftersom han ikke selv mestrede noget instrument, blev hans instrumentbrug meget ukonventionel. Han måtte, trods stor berømmelse, døjes med megen kritik heraf i sin levetid; i stedet for at lade instrumenterne udfolde deres natur, beordrer han dem til at sukke, stønne, mumle, synge og sågar skrige! Og det er dét, der har fastslået hans navn som én af de allerstørste instrumentatorer i musikhistorien; der er ingen som Berlioz!

Berlioz elskede opera og skrev ikke så få - med større eller mindre succes. En af de operaer, som virkelig faldt igennem var Benvenuto Cellini, en opera om og navngivet efter en berømt italiensk renæssanceskulptør – og det var ikke mindst pga. en meget dårlig førsteopførelse og et hysterisk svært titelparti.

Berlioz var dog selv meget glad for mange af temaerne i den mislykkede opera og skrev i 1843 koncertouverturen Le Carnaval Romain, inspireret af et karnevalsoptog i den, deraf selvfølgelig titlen. Ouverturen blev så til gengæld et stort hit, faktisk nok hans største, hvilket man fuldt ud forstår, når man hører den fejende dansesats saltarello udsat for stort orkester - fuld af fest, fyrværkeri, virtuositet, dans og glæde. Satsen indledes desuden med en berømt solo for engelskhorn, der spiller kærlighedstemaet fra operaens første akt – et tema, der senere dukker op i kombination med den overstadige karnevalsmusik.

Alt i alt et perfekt oplæg til Elgars følelsesfulde cellokoncert og ikke mindst til Berlioz’ egen fantastiske symfoni efter pausen!

Elgars cellistiske krigsrekviem Sir Edward Elgar havde også en temmelig usædvanlig karriere som komponist: han var selvlært og følte sig i det meste af sit liv uden for etablissementet (selv da han i en sen alder endelig fik anerkendelse og endda

blev adlet), og desuden blev hovedparten af hans værker til på kun 15 år mellem 1899 og 1914. For han blev, som så mange andre kunstnere, dybt påvirket af 1. verdenskrigs ufattelige brutalitet, og som tilhørende ”den gamle verden”, både idémæssigt og stilistisk, følte han i en alder af 57 år, at han var gået af mode og holdt næsten helt op med at komponere under krigen. Hvor mange af hans tidligere værker var store og opulente i deres orkestrale udtryk, han er ophavsmand til fx ”Pump and Circumstances” og ”Enigma Variationer”, var det en forvandlet komponist, der mod slutningen af krigen pludselig i en kort arbejdsmani skabte fire yderligere værker: en sonate for violin og klaver, en strygekvartet, en klaverkvintet og til sidst en cellokoncert. De er alle af en langt mere indadvendt og personlig karakter - med cellokoncerten som den mest rene i udtrykket: her får al gennem krigen sammensparet smerte, frustration, desillusion og melankoli frit løb; og derfor har den da også fået øgenavnet ”War Requiem”. Ved uropførelsen i 1920 var Elgars kone, Alice, dødeligt syg af kræft, og da hun kort efter døde, forsvandt Elgars sidste lyst til at sætte store, nye projekter i verden – og i sin egen værkfortegnelse har han ud for cellokoncerten skrevet: ”op. 85, FINIS R.I.P.”, og trods diverse anløb til bl.a. en opera, et oratorium og en tredje symfoni i de sidste 15 år af hans liv blev det hans sidste store værk.

Et nærmere kig på koncerten: Første sats starter med et råb, næsten et skrig, i solostemmen, så allerede fra første færd meddeler Elgar os, at han har tænkt sig at bruge HELE celloens enorme udtryksregister i denne koncert. Og lyt godt efter denne start, for den kommer til at gå igen i

Marc Soustrot

forskellige forklædninger gennem hele værket, der er en formfuldendt cyklisk komposition bygget op som 2 x 2 sammenhængende satser. Efter sin dramatiske indledning må celloen sømløst overgive initiativet til bratscherne, der præsenterer det berømte første tema i vuggende 9/8-dele (som også var det første brudstykke af koncerten, Elgar skrev ned, da han i sommeren 1918 kom ud fra hospitalet efter en lidt risikabel operation, hvor han fik fjernet sine mandler!). Hele satsen er ret simpel i opbygningen, som en tredelt sang, ABA, med en midterdel med lidt mere lys – en sats, hvor celloen kommer hele vejen rundt i sine registre og imponerende dynamiske muligheder, fra det mest desperate til det mest inderlige, og hvor akkompagnementet er højest raffineret; læg fx mærke til den subtile brug af pauken! Der er her ikke tale om egentlig temaudvikling, snarere gentagelse og imitation satsen igennem, der slutter med det uendeligt smukke, klagende hovedtema og et dybt pizzicatosuk (knipsede strenge). Herfra fødes med det samme 2. sats med en pizzicato-udgave af ”åbningsskriget”, der, efter et par ufrugtbare bask med vingerne, letter til Schumannsk fugleflugt gennem resten af den ret korte sats, der ping-pong’er et dejligt sangbart tema rundt mellem alle involverede, inden det stopper helt pludseligt med et bump!

I den også ret korte langsomme 3. sats er vi vidne til, hvor utrolig simpelt musik kan fungere, hvis man

Michaela Fukačová

fanger den helt rigtige melodi: hele satsen er sådan set kun én melodi, bestående af et lille trin ned, et stort spring op (oktav) og til slut tre små trin ned voilà, så enkelt kan man skrive et af de mest udtryksfulde stykker musik nogensinde. Elgar har barberet orkestret ned til et strygerorkester (med ganske få blæsertilføjelser), der helt delikat smyger sig omkring celloens næsten ubærligt sangbare solostemme, som med al mulig inderlighed og skønhed vedbliver at repetere den samme melodistump (og små variationer heraf), indtil den udmattes af de mange gentagelser og finder ro og trøst sammen med de bløde strygere. Pludselig mister orkestret dog tålmodigheden med solisten og starter ud af ingenting et rytmisk prægnant tema, og så er vi ellers i gang med 4. sats, koncertens suverænt længste sats. Her får vi for første gang noget af den klassisk koncertante modstilling, hvor der udspiller sig en kamp mellem solist og orkester: orkestret prøver at løfte stemningen og genfinde Elgars stil fra tidligere tider, mens celloen insisterende holder på sit og på den melankolske stemning fra 3. sats. Celloen sætter hurtigt hælen i og påberåber sig en vemodig enetale, men efter et stykke tid lader den sig lokke til lystighed, og solist og orkester forenes for en tid, inden celloen igen sætter sig igennem og til sidst i et øjeblik af sublim skønhed genkalder sig det simple, skønne tema fra 3. sats for dog at afbryde sig selv med en gentagelse af åbningsskriget efterfulgt af en brysk, lidt for hurtig slutning; som for at indrømme, at man måske har sagt lidt for meget, lidt for personligt… Og med denne uendeligt smukke, dybt personlige koncert udtømtes således Elgars kreative åre, og hans historie minder os om, hvor tæt knyttet en kunstner er til sin samtid og de muligheder og/ eller begrænsninger, det giver.

Symphonie fantastique: episode fra en kunstners liv i fem dele – et syretrip à la 1830 Da den kun 23-årige Hector Berlioz i september 1827 så en engelsksproget opførelse af Shakespeares Hamlet i Paris, blev han, trods det at han så godt som intet ord forstod, så betaget af både Shakespeare og af den unge skuespillerinde, der spillede Ophelia, at det kom til at definere hans liv mange år fremover.

Han var faldet så helt og aldeles for den unge skuespillerinde Harriet Smithson, at han satte alt ind på at erobre hende, inden hun forlod Paris. Men de mange breve, hvori han proklamerede sin uforbeholdne kærlighed, forblev ubesvarede, og da hun og truppen rejste igen, stod den unge forelskede komponist forsmået tilbage. Og hvad gør man så? Man skriver en symfoni for at beskrive sin vanvittige og ugengældte forelskelse - og sådan kom Symphonie Fantastique til verden! Krøllen på historien er dette: efter mange roste opførelser af værket kom det den yppige Harriet for øre, at det unge franske geni havde skrevet en hel symfoni til hendes ære, de mødtes (i 1832), og i 1833 blev de minsandten gift! Desværre var ægteskabet aldrig lykkeligt, og de skiltes efter mange bitre år endeligt i 1843. Man skal passe på, hvad man

ønsker sig – men værket står endnu den dag i dag som ét af de smukkeste og mest kraftfulde udtryk for en altoverskyggende forelskelse, med alt hvad dertil hører af vanvid!

Det første spørgsmål, der presser sig på, når man hører titlen på aftenens hovedværk, er, hvad det mon er, der er så ”fantastisk” ved denne symfoni. Og det korte svar er, at det er der meget, der er! Det er et unikt stykke musikhistorie, der forsøger at forbinde tekst og musik meget nært, en højst utraditionel komposition med en endog meget nytænkende instrumentbrug og et for sin tid fuldstændigt fantastisk kunstnerisk kraftspring fremad. Man må konstant under lytningen til denne musik holde sig for øje, at den er frembragt kun tre år efter Beethovens død og kun 1 ½ år efter Schuberts! Og med dét in mente er det værd også at bemærke, at der jo i høj grad er tale om en klassisk komposition, som ikke i drama og effekter skal kunne måle sig med fx tonedigte af Richard Strauss eller symfonier af Sjostakovitj. Jeg vil derfor på det kraftigste anbefale at lytte til denne musik først og fremmest som musik og komposition og måske mindre som udtryk for det opiumstrip, som Berlioz har set for sig, da han skabte musikken – ellers er der fare for ikke at få det fulde udbytte af et stykke helt fantastisk musik, som nok i 1830 var sensationelt i frækhed og nytænkning, men som jo siden har fundet mangt en overmand ud i udfordrende klange og filmiske virkemidler. Og selve musikken har da også sit ophav i diverse halvfærdige kompositionsskitser og er altså ikke alt sammen konciperet sammen med historien om den unge kunstners ulykkelige forelskelse og deraf følgende vanvidssyner.

Berlioz selv var i starten meget optaget af, at man SKULLE læse hans originale programnote for at ”forstå” hans nye frembringelse, men efterhånden som årene gik, hældte han mere og mere til den overbevisning, at musikken både kunne og måske burde stå for sig selv med blot satsbetegnelserne in mente under lytningen. Jeg er tilbøjelig til at give den ældre Berlioz ret, for langt fra hele symfonien kan siges at være strengt programmatisk - et faktum, som mange analytikere kommer udenom ved behændigt at løbe meget let hen over de dele af værket, der ikke rigtigt passer ind, men som blot er – ja, helt fantastisk god musik! Jeg har alligevel valgt på det lille indstik kort at skitsere plottet for symfonien, nemlig ”historien om en ung kunstner begavet med en livlig fantasi, der forgifter sig selv med opium i den håbløse og ugengældte kærligheds afgrundsdybe fortvivlelse”, som Berlioz selv formulerer det – så kan man jo selv vælge, om man vil lytte på den ene eller den anden måde. Lad dog endelig være med at sidde og vente det meste af symfonien på den meget kendte bearbejdning af Dies Irae-temaet, som kommer i den sidste sats; der er så meget mere at komme efter i dette fantastiske værk!

Programnote af Ole Kiilerich

Medvirkende Marc Soustrot, dirigent Den franske mesterdirigent Marc Soustrot blev i 2011 udnævnt til chefdirigent for Malmø Symfoniorkester. Han er født i Lyon. I sine yngre dage var han basunist og pianist, inden han begyndte at studere direktion på konservatoriet i Paris. Hans gennembrud kom, da han vandt dirigentkonkurrencer i London og Besançon. Det skaffede ham arbejde som assistent for verdensnavne som Leonard Bernstein, André Previn og Karl Böhm. I løbet af sin karriere har Marc Soustrot været chefdirigent for Beethoven Orkestret i Bonn og for det hollandske Brabant Orkester i Eindhoven. Før da var han chefdirigent for Loire Filharmonikerne i Frankrig i hele 18 år. De senere år har Marc Soustrot arbejdet meget som gæstedirigent, og han er en hyppig gæst i Norden. Aarhus Symfoniorkester udnævnte ham i 2015 til chefdirigent. Han har jævnligt dirigeret DR Symfoniorkestret, Det Kgl. Kapel, Stockholm Filharmonikerne, Göteborg Symfoniorkester og Oslo Filharmonikerne. Marc Soustrots repertoire er usædvanlig stort, og de senere år har han især arbejdet med opera. På Det Kgl. Teater i København har han dirigeret flere franske operaer: Hoffmanns eventyr af Offenbach, Debussys Pelléas og Mélisande og Poulencs Karmelitterindernes samtaler.

Michaela Fukačová, cello Født og opvokset i et musikerhjem i Brno i Tjekkiet. Som 4-årig begyndte hun at spille klaver, men først som 13-årig blev hun grebet af celloen og vandt to år senere sin første pris ved Beethovenkonkurrencen i Tjekkiet. Efter studier ved Akademiet i Prag flyttede Michaela Fukačová i 1985 til Danmark, hvor hun forsatte sine studier i solistklassen hos professor Erling Bløndal Bengtsson på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. I 1986 var hun prisvinder af den internationale TjajkovskijKonkurrence i Moskva. Samme år afsluttede hun sin uddannelse med en sensationel debut, som med ét slag gjorde hende til én af de mest efterspurgte solister i Danmark. Priser og udmærkelser fulgte i rask tempo. Et vendepunkt blev mødet med den legendariske cellist Mstislav Rostropovitj, som blev hendes musikalske mentor. Det internationale gennembrud kom i 1990, hvor Fukačová debuterede i Paris og i London. Siden har hun koncerteret i alle vesteuropæiske lande, i USA, Canada, Japan og Sydkorea og har spillet med talrige orkestre, bl.a. Orchestre Philharmonique de Radio France, BBC Orchestra, Berliner Sinfonie-orchester, NHK Orkestra Tokyo. Fukačová er 1. solocellist i Odense Symfoniorkester og har samtidig en international karriere som solist og kammermusiker.

1. violin Eugen Tichindeleanu Ermir Abeshi Signe Madsen Kazimierz Skowronek Ulrike Kipp Christensen* Marina Skuratovskaia * Bjarne Hansen Kjetil Ravnan Qvamme * Esther Mielewczyk * Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovacˇ Stinus Christensen Valeria Stadnicki Sofie Qvamme Ivar Bremer - Hauge ** Vivi Mark ** 2. violin Vakant Jovana Vukušić * Jan Erik Schousboe Carl Sjöberg * Inger Lassen Anna Bodzon Qvamme El Bylin Bundgaard Stig Andersen Kathrin Kollecker * Jean-Hee Lee Mads Haugsted ** Bratsch Rafael Altino * Vakant Dorthe Byrialsen Martin Jochimsen Gertrud Ludwig (orlov) Dorota Kijewska Christian Bønnelykke Victor Sørensen ** Tomas Hanoucek ** Sune Ranmo ** Cello Michaela Fukacˇová * Anna Dorothea Wolff Katarina Bundgaard Altino * Philippe Muriset * Anna Pettersson Mette Spang-Hanssen Sofie Spanget Takkula Samuel Künstler ** Kontrabas Peter Prehn * Toms Timofejevs Maria Møller-Jørgensen Poul Jensen Find * Jens Krøgholt

Fløjte Rune Most Lucia Klonner (orlov) Ragnhildur Josefsdottir (piccolo) Dora Séres ** Obo Henrik Skotte Albrecht Krauß Carl Marttala ** Klarinet Svante Wik René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet) Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Anna Moe (orlov) Lars Mathiesen ** Jørgen Bracht Nielsen ** Horn Tone Sundgård Anker Steen Madsen Nicolai Sell Philip Sandholt Herup Andersen Anne Sophie Broholt Jensen ** Trompet Per Morten Bye Joris de Rijbel (orlov) Henrik Hou Feddersen Nikolaj Viltoft ** Kasper Knudsen ** Basun Robert Holmsted Lukas Winther Andersen Basbasun Alf Vestergaard Nielsen Tuba Carl Boye Hansen Harpe Maria Boelskov Sørensen ** Nina Schlemm ** Pauke Thomas Georgi Slagtøj Jakob Weber (orlov) Finn Christensen Thomas Guldborg ** Tom Nybye ** Henrik Termansen ** * Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond ** Musikere i tidsbegrænsede stillinger

odensesymfoni.dk