Requiem for en generation - 1. december 2016

Carl Nielsen Salen – Odense Koncerthus Torsdag 1. dec 2016 KL. 19.30 Koncertintro i Carl Nielsen Salen kl. 18.30

REQUIEM FOR EN GENERATION NKOMETEN OG TJAJKOVSKIJS 5.

Odense Symfoniorkester Dirigent: Alexander Vedernikov Solist: Eugen Tichindeleanu, violin Ludwig v. Beethoven: Prometheus-ouverture (1770 - 1827) Varighed: ca. 5 min.

Jesper Koch: (f. 1967)

Arcadia Lost - koncert for violin og orkester (uropførelse) Varighed: ca. 25 min.

Béla Bartók: (1881 - 1945)

Rapsodi nr. 2 for violin og orkester

PAUSE

Varighed: ca. 11 min.

I Lassú. Moderato II Friss. Allegro moderato

Dmitrij Sjostakovitj: Symfoni nr. 11 i g-mol, op. 103 (1906 - 1975) "The Year 1905"

I Palace Square. Adagio

II Ninth of January. Allegro III Eternal Memory. Adagio IV The Tocsin. Allegro

Varighed: ca. 60 min.

MUSIK TIL EFTERTANKE En klassisk koncert kan indsmigrende overrisle os med skønne, velkendte klange, dristigt overrumple og henføre os med nye, eller gennem sin udtrykskraft anslå vore allerdybeste sjælestrenge. Dagens koncert kan byde på det hele og vil ikke lade nogen opmærksom lytter gå upåvirket herfra.

Vi befinder os på idéplanet dels i det antikke Grækenland, dels i den tidligere østblok. Uropførelsen af Jesper Kochs hypnotiske og melankolske violinkoncert får modspil af Bartóks kantede rytmer og østlige skalaer, samt et lille forspil i Beethovens livfulde balletouverture. Efter pausen dykker Sjostakovitj dybt i historien og gendigter i dystre toner begivenhederne ved massakren på pladsen foran Vinterpaladset i 1905 – og fortæller måske samtidig den sørgelige historie om en særdeles udsat generation i Rusland, der oplevede rædsel på rædsel gennem hele første halvdel af det 20. århundrede. Musik der kryber under huden og maner til eftertanke.

BEETHOVEN LET PÅ TÅ Man forbinder ikke just Ludwig van Beethoven med balletmusik, men ikke desto mindre er det, hvad vi trakteres med i dag. Ouverturen til balletten Die Geschöpfe des Prometheus (Prometheus´ skabninger) er som det eneste blevet stående på repertoiret fra denne ballet i fuld længde, og det er uden tvivl pga. dens fortættede udtryk – den er næsten som en minisymfoni, med en fantastisk og provokerende startakkord, gode melodier og et perpetuum mobileafsnit i højt humør. Musikken er skrevet i Beethovens mellemste periode, hvor han, efter at have sundet sig lidt oven på chokket over sit tiltagende tab af hørelse, gennem heroisk klingende musik fuld af forventning og kraft udviklede sig til den modne komponist, vi kender ham bedst som. Balletten omhandler titanen Prometheus fra den græske mytologi, som hjælper mennesket mod guderne i flere omgange og derfor straffes evigt af Zeus, der lænker ham til et træ, hvor en ørn hver dag æder hans lever, som så vokser ud igen, da han er udødelig. Måske hører vi her Prometheus’ flugt fra overguden, efter han har stjålet ilden tilbage til mennesket? Flot og fyndigt – en god begyndelse!

DET TABTE UTOPIA Mennesket har altid følt sig draget mod det idéelle samfund – dét sted på jord, hvor smerte, krig, sorg og ulykke ikke eksisterede. Det er blevet kaldt mangt og meget; grækernes udgave hed Arkadien (også en nutidig provins på Peloponnes) og var et uspoleret sted, hvor mennesket kunne leve i pagt med naturen og hinanden. Som de fleste forestillinger om disse idealsamfund rummer myten om Arkadien også implicit tabet af denne lykketilstand. Jesper Kochs spritnye violinkoncert emmer da også af nostalgi, og de små øer af lykke opsluges igen og igen af den

synkende fornemmelse, der gennemsyrer værket.

Inspirationen er hentet i et melankolsk digt af den engelske poet Percy Bysshe Shelley (som, ja, blev gift med Frankensteins monsters moder, Mary, og efterlod hende med det berømte efternavn, da han døde som 29-årig). I digtet, som foregår i Venedig, sejler en gruppe besøgende ud til et sindssygehospital for at besøge en bekendt, der engang var et musisk og begavet menneske, kun for at finde ham hensunket i sindssyge forårsaget af ulykkelig kærlighed. Kun glimtvis kan de se, hvem han var engang, og scenen er sat ved solnedgang til klokkeringning i en bygning uden vinduer – romantisme i sit klareste udtryk!

Og ligesom Venedig, der smuk og enestående uafladeligt synker i havet, således synker også hele 1. sats, Barcarole, stadig nedad, indtil solisten på violinens allerdybeste tone må give fortabt og lade sig opsluge af orkestrets melankoli. Barcarole er navnet på gondolierernes sang, en langsom vals tilpasset åretagene i de vuggende gondoler, og den har som satsbetegnelse i klassisk musik altid en aftenstemning over sig, tidspunktet hvor man kan høre disse serenader i Venedigs vandveje. Værkets 2. sats er med kronologisk logik en nocturne, nattemusik fuld af skygger og bygget op over violinens kadenceagtige begyndelse.

Pudsigt nok fandtes kadencen fra denne andensats før resten af værket, og en opmærksom publikummer fra Carl Nielsen Internationale Violinkonkurrence i forsommeren vil måske kunne genkende dele af den som det obligatoriske stykke i 2. runde. I 3. sats er vi vågnet igen til pastorale, landlig musik, her i en skrøbelig, næsten gennemsigtig udgave, fuld af lys og ganske afklaret oven på aftenens og nattens begivenheder. Koncerten er en melankolsk, men også realistisk, erkendelse af, at lykken kommer i små doser, at det er lykkens natur at gå tabt, og at den derfor, som istapper, sommerfuglestøv og morgendug netop er smuk, fordi den er flygtig - og at det er sådan, det skal være.

Alexander Vedernikov

FOLKETONEN SOM SPROG Så til Ungarn! Béla Bartók var måske nok, sammen med vennen og kollegaen Zoltán Kodály, verdens første musiketnolog. Han rejste hjemlandet og de omkringliggende områder tyndt for i sidste øjeblik at nå at nedskrive de mange tusinde folkemelodier, som ellers ville være blevet glemt for altid. Dette arbejde satte så stort et præg på hans kompositoriske virke, at det musikalske sprog, han selv udviklede, faktisk blev en slags folketone. Kun sjældent bruger han hele, kendte melodier i sine kompositioner – snarere er der tale om, at den ungarske tone er så indlejret i ham, at næsten alt fra hans hånd har et folkemelodisk islæt; således også hans Rapsodi nr. 2 for violin og orkester. Oprindeligt skrevet for violin og klaver til én af tidens store violinvirtuoser, Zoltán Székely, bliver der ikke sparet på halsbrækkelige udfordringer for solisten. Den første, rolige del, lassú, klinger meget østligt med sine mange forstørrede intervaller og de mange følelsesfulde udbrud i violinen. Anden del, den hurtige friss, har rytmisk prægnans, leg og frækhed, temposkift og dramatik og giver solisten mulighed for rigtigt at folde sig ud. Rapsodien vidner således både om dens folkelige ophav og om den sofistikerede komponists kunstfærdige omgang hermed.

REKVIEM FOR EN HEL GENERATION? D. 9. januar 1905 forsamledes tusindvis af mænd, kvinder og børn foran zar Nicolai II’s palads i Skt. Petersborg, Vinterpaladset, for fredeligt at gøre opmærksom på deres nød og sult. De fleste var tro mod zaren og forventede at blive hørt – eller i det mindste mødt med forståelse. Zaren havde dog kort forinden skæbnesvangert valgt at forlade sit palads, og da det efterhånden gik op for folkemængden, at der ikke var nogen til at høre deres bøn, udbrød der uro, og en gruppe unge og utrænede kosakker endte med at åbne ild mod menneskemængden, hvorved mange hundrede ubevæbnede borgere blev mejet ned. Én af de overlevende var Dmitri Boleslavitj Sjostakovitj,

Fra den sovjetiske propaganda film Devyatoe yanvarya "9. januar" (1925)

Sjostakovitjs far, og begivenhederne havde således altid haft en central plads i komponistens barndomshjem. For det senere sovjetiske regime stod dagen som et vendepunkt i historien og som et forvarsel om revolutionen i 1917, og derfor bad man i 1955 fra officielt hold Sjostakovitj komponere en symfoni til minde om 50-årsdagen herfor. Det faldt ikke just den martrede komponist let, og i lang tid kom der ikke nogen 11. symfoni, men måske ansporet af et lignende hændelsesforløb i Ungarn 25. oktober 1956, hvor sovjettro soldater på samme vis beskød en stor, fredelig menneskemængde, kom der endelig skred i den stort anlagte symfoni; her havde han chancen for, gennem beskrivelsen af zarens soldaters uhyrligheder, at rette en tavs kritik mod sovjetstatens undertrykkelse af egne borgere – en undertrykkelse, han selv gennem mange år havde mærket på egen krop, bl.a. i kraft af Zhdanov-doktrinen, under hvis indflydelse han og mange andre kunstnere var blevet underlagt streng kontrol for at sikre, at de leverede værker på linje med partiets verdensopfattelse. Den 11. symfoni blev umådelig populær, til dels pga. dens ekstensive brug af velkendte russiske folkemelodier, men hos de kommunistiske magthavere også fordi den var en præcis beskrivelse af zarens uhyrligheder - og hos folket måske fordi den samtidig var en sjældent hørt kritik af sovjetstatens ditto. Sjostakovitj selv var selvfølgelig nødt til at være uhyre forsigtig i sin omtale af værket, men personer tæt på komponisten bekræftede, at han her også beskriver begivenhederne i Ungarn, såvel som den generelle, evigt tilbagevendende triste historie om folket, der tromles af magthaverne. Derfor er værket også blevet tolket som et slags rekviem for hele Sjostakovitjs generation – en generation, der måtte gennemleve ikke mindre end to verdenskrige, en borgerkrig, to revolutioner, Stalins udrensninger og sultkatastrofer som resultat af den påtvungne kollektivisering.

Den 11. symfoni er musik i sit allermest voldsomme og kontrastfyldte udtryk, fra det næsten uhørligt skrøbelige til det mest sjæleflænsende fortississimo – og så spiller de fire satser uden ophold i en hel time!

Symfonien er ofte blevet omtalt som ”filmmusik uden film”, og den er da også, især for Sjostakovitj, meget udførlig i sin maleriske beskrivelse af hændelserne omkring den blodige søndag, 9. Januar 1905: 1. sats er at betragte som en slags forspil til det store drama. Scenen sættes på pladsen foran Vinterpaladset i Skt. Petersborg, hvor en uhyggelig stemning hviler ildevarslende over den snedækkede plads ved solopgang. Læg især mærke til paukens uvant solistiske rolle som en dyster budbringer af de senere begivenheder. Man hører her folkemængdens nød, ser de forhutlede, kraftløse skikkelser samles til fredelig protest. De mere muntre kald fra messingblæserne er vagternes reveille ved solopgang, de selvsamme vagter, som senere åbner ild mod folkemængden. De to melodier, som bryder frem med dagslyset, først i fløjterne og derefter i resten af orkestret, er russiske folkesange i Sjostakovitj-forklædning, sange omhandlende opråb, ængstelse og fængsling, og de

ledsages af paukens uafladelige, dumpe kommentarer. Satsen har ikke nogen udvikling som sådan – den er et stillbillede af den kolde, øde plads, og det første, uhyggelige tema vender tilbage mange gange senere i symfonien i utallige forklædninger, hver gang komponisten vil fremmane den snedækkede plads, der efterhånden farves rød af blod.

2. sats indeholder stykkets egentlige beskrivelse af begivenhederne og hedder da også derfor ”9. januar”. Vi følger to store opbygninger, den første i beskrivelsen af folkets røst, der bliver mere og mere revolutionær for dernæst at forstummes, da det går op for dem, at der ikke kommer et svar, og den næste, som, indledt af lilletrommens første geværsalver, der kommer lige så uventet som de rigtige gjorde i 1905, bygger op til det frygtelige klimaks og totale kaos. Herefter går alt i stå! Vi efterlades med en isnende celestesolo, en reminiscens af førstesatsen, der lader os skue ud over pladsen, der nu er dækket af døde, forvredne kroppe. Sjostakovitj har selv fortalt, hvordan hans far havde set slæder fulde af børnelig, endnu med smil på læberne, eftersom de slet ikke havde nået at forstå, hvad der foregik, inden de blev skudt. Den frygtelige hændelse i al sin gru synker nu for alvor ind.

De følgende satser er to forskellige reaktioner på begivenhederne. 3. sats, med titlen ”Evigt minde”, forløber som én lang klagesang, der begræder grusomheden, tabet af liv, den meningsløse vold – både i den konkrete kontekst, men også mere alment; folkets evige kamp for retfærdighed, der gang på gang ender tragisk, både i russisk kontekst, men også generelt set. Nogle gange er musikken opgivende og trist, andre gange trodsig og vred. Hele satsen er baseret på den revolutionære begravelsesmarch ”I faldt som ofre, med uselvisk kærlighed til folket” (en sang, der også kunne høres ved Lenins begravelse i 1924!).

4. sats er så den anden mulige reaktion – nemlig den, at en sådan meningsløs begivenhed under zardømmet nødvendigvis måtte føre til den russiske revolution 12 år senere(!). Her høres marchagtige sange som ”Ryst af skræk, tyraner” og ”Farlige hvirvelvinde”, og satsen kan høres som én lang protest mod dem, der betvinger folket – symboliseret ved titlens tocsin, en alarmklokke. Det bliver også denne klokke, der får det sidste ord i symfonien, men den ringer ikke ud i entydig triumf, da Sjostakovitj til slut lader klokken insistere på tonen h, mens orkestret spiller i g-mol, og hele satsen ender dermed i den meget ildevarslende g-mol/dur, altså både mol og dur. Således efterlades vi, på trods af de triumferende marchmelodier, med en dyster stemning og en overvåget komponists tavst trodsige ytring over for magthaverne.

Programnote af Ole Bartholin Kiilerich

Medvirkende Alexander Vedernikov, dirigent Odense Symfoniorkesters chefdirigent er den internationalt anerkendte Alexander Vedernikov.

Han har stået i spidsen for Odense Symfoniorkester siden 2009. Vedernikov har især markeret sig som musikchef for Bolsjoj Teatret i Moskva (20012009). I dag er han en særdeles efterspurgt gæstedirigent over hele kloden. I november 2013 debuterede han på The Metropolitan Opera, New York (Eugene Onegin). Udover sin store succes i Rusland, har Vedernikov dirigeret førende orkestre over hele Europa, Nordamerika, Japan og Australien, bl.a.

London Philharmonic, BBC Symphony Orchestra, Orchestra Verdi Milano, City of Birmingham Symphony, Orchestra Philharmonique de Radio France, Sydney Symphony, Tokyo Philharmonic, National Symphony Orchestra i Washington DC m.fl. Som operadirigent er han en hyppig gæst ved Berlins Komische Oper, og har bl.a. dirigeret på La Scala og Zürich Operaen. Han er uddannet ved Moskva Konservatorium (1990). Fra 1988 til 1995 var han assisterende dirigent ved Tjajkovskij Symfoniorkester, og i 1995 grundlagde han det Russiske Filharmoniske Orkester, hvor han var kunstnerisk leder og chefdirigent frem til 2004. Siden 2003 har Vedernikov været tilknyttet Det Russiske Nationalorkester og har i den forbindelse bl.a. dirigeret i Carnegie Hall, New York og Kennedy Centret, Washington.

Eugen Tichindeleanu, violin Koncertmester i Odense Symfoniorkester siden juni 2013. Eugen Tichindeleanu er født ind i en rumænsk musikerfamilie og debuterede som bare 8-årig som solist med Bacau Symphony Orchestra.

Han er uddannet på Musikakademiet i Bukarest, hvor han studerede hos Stefan Gheorghiu. I 2003 flyttede han til Paris, hvor han studerede på konservatoriet hos Gerard Poulet og Olivier Charlier.

Han har også fulgt undervisning hos Mauricio Fuks, Pavel Vernikov og især hos sin mentor Dmitry Sitkovestky som vi mødte her i Odense tidligere denne sæson. Tichindeleanu vandt i 1999 konkurrencen Jeunesses Musicales Bucarest og har siden vundet flere priser, bl.a. en pris ved Den Internationale Carl Nielsen Konkurrence i Odense i 2008.

Som solist har han koncerteret i Italien, Frankrig, Japan, Holland, Tyskland, USA, Rusland, Ukraine, Polen, Spanien, Belgien og han har medvirket på flere europæiske festivaler. I perioden 2006-2008 blev han som koncertmester inviteret af symfoniorkestret i Granada, Spanien og i samme periode arbejdede han med Chamber Orchestra of Europe.

Efter tre år hos Orchestre National du Capitole de Toulouse, har han arbejdet med London Philharmonic Orchestra og Sjællands Symfoniorkester.

Ved siden af de symfoniske koncerter er Tichindeleanu en aktiv kammermusiker, bl.a. i Odense Symfoniorkesters Pro Musica koncerter.

1. violin Eugen Tichindeleanu Ermir Abeshi Signe Madsen Kazimierz Skowronek Ulrike Kipp Christensen* Marina Skuratovskaia * Bjarne Hansen Kjetil Ravnan Qvamme * Esther Mielewczyk * Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovacˇ Stinus Christensen Valeria Stadnicki Sofie Qvamme Aisté Juodagalvyté ** Vivi Mark ** Karoliina Koivisto ** 2. violin Vakant Jovana Vukušić * Jan Erik Schousboe Carl Sjöberg * Inger Lassen Anna Bodzon Qvamme El Bylin Bundgaard Stig Andersen Kathrin Kollecker * Jean-Hee Lee Ivaylo Dechkoff ** Mina Fagerlund Hosseini ** Bratsch Rafael Altino * Vakant Dorthe Byrialsen Martin Jochimsen Gertrud Ludwig Dorota Kijewska Christian Bønnelykke Victor Sørensen ** Veronika Lenartova ** Jakub Machacek ** Cello Michaela Fukacˇová * Anna Dorothea Wolff Katarina Bundgaard Altino * Philippe Muriset * Anna Pettersson Mette Spang-Hanssen Sofie Spanget Takkula Kontrabas Peter Prehn * Toms Timofejevs Maria Møller-Jørgensen Poul Jensen Find * Jens Krøgholt

Fløjte Rune Most Lucia Klonner (orlov) Ragnhildur Josefsdottir (piccolo) Lonnie Svilling ** Obo Henrik Skotte Albrecht Krauß Pina Mohs ** Klarinet Svante Wik René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet) Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Anna Moe (orlov) Lars Mathiesen ** Horn Tone Sundgård Anker Steen Madsen Nicolai Sell Philip Sandholt Herup Andersen Niels Aamand Pedersen ** Trompet Per Morten Bye Joris de Rijbel Henrik Hou Feddersen Basun Robert Holmsted Lukas Winther Andersen Basbasun Alf Vestergaard Nielsen Tuba Carl Boye Hansen Harpe Maria Boelskov Sørensen ** Pauke Thomas Georgi Slagtøj Jakob Weber Finn Christensen Jonas Bonde ** Bernard Grodos ** Tom Nybye ** * Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond ** Musikere i tidsbegrænsede stillinger

Koncerten transmitteres live på P2

odensesymfoni.dk