Mahler og tragediens fødsel - 10. og 11. november 2016

Carl Nielsen Salen – Odense Koncerthus Torsdag 10. nov 2016 KL. 19.30 Fredag 11. nov 2016 KL. 19.30 Koncertintro i Carl Nielsen Salen kl. 18.30

MAHLER OG TRAGEDIENS FØDSEL Odense Symfoniorkester Dirigent: Thomas Søndergård Alt: Sidonia Nica Filharmonisk Kor Treenighedskirkens Drengekor Gustav Mahler: Symfoni nr. 3 (1860 - 1911) I Kräftig; Entschieden

II III IV V VI

Tempo di menuetto: Sehr mässig Comodo; scherzando; ohne Hast Sehr langsam; misterioso Lustig im Tempo und keck im Ausdruck Langsom; ruhevoll; empfunden

Varighed: ca. 1 time 39 min.

I samarbejde med Syddansk Musikkonservatorium.

Mahler og tragediens fødsel I en ofte citeret samtale med kollegaen Jean Sibelius i 1907 siger Gustav Mahler, at “en symfoni skal være som verden. Den skal rumme det hele”. Han siger det fem år efter uropførelsen af sin 3. symfoni. Men om nogen passer netop Mahlers tredje på prædikatet at ”rumme det hele” – fra den mindste lille blomst på marken til kosmiske, guddommelige kræfter. Og det bliver ikke mange gange i løbet af en levetid, man får mulighed for at opleve det kolossale værk, der sprængte rammerne for samtidens gængse opfattelse af den klassiske symfoni med flere længder, og som kræver et opbud af kunstneriske kræfter – et kraftigt udvidet orkester, et damekor, et børnekor og en sangsolist – som stiller ekstraordinære krav til såvel koncerthus som samtlige medvirkende.

Musikalske brydningstider Musikhistoriske stilepoker og overgangsfaser har altid gradvist taget over for hinanden under mere eller mindre udtalt paralleleksistens af både den ’nye’ og den ’gamle’ stil. Omkring år 1300 tog Ars Nova (den ’nye kunst’) på den måde over for Ars Antiqua (den ’gamle kunst’). I renæssancen, som implicit lægger fokus på genfødslen af gemte og glemte værdier, bliver musikalske karakteristika, som tidligere blev betragtet som inferiøre, til den nye standard for vellyd og klarhed. Musikalske praksisser forstærkes, forvrænges eller forkastes op igennem historien, og nye æstetiske fremskridt gøres ved enten gradvist at videreudvikle den fremherskende musik eller mere abrupt decideret tage afstand fra den. Op igennem det 19. århundrede kan man se den klassisk-romantiske musik som en påfaldende kvantitativ forstærkning af de wienerklassiske stiltræk: Kompositionernes længde og orkestrenes størrelse øges dramatisk.

Dertil kommer 1800-tallets stigende fokus på komponistens mulighed for at udtrykke sine personlige følelser gennem sin musik og en eksploderende

Thomas Søndergård

interesse for at lade ikke-musikalske (f.eks. visuelle eller poetiske) elementer indgå som en del af musikkens raison d’etre i den såkaldte programmusik.

Med Gustav Mahler sidder vi igen imellem to stole.

Vi skal bevæge os fra senromantikken over i modernismen. Dur-/mol-tonaliteten vakler og skal med Schönbergs musik blive helt forkastet. Arbejdet med at udtrykke komponistens følelser – i en grad, så der efterhånden bliver tale om psykologiske portrætter – finder udtryk i en gryende ekspressionisme. I Frankrig eksperimenterer Mahlers samtidige Debussy med klangfarver og lægger grunden for impressionismen. Orkesterstørrelsen eksploderer, ikke mindst i Mahlers værker, og det at fusionere sang og symfoni – indledt berømt af Beethoven i hans 9. symfoni – bliver kendetegnende for Mahlers livsværk. Den dannede samtale om musik er vanvittigt kompliceret og ikke så meget et offentligt anliggende som forbeholdt en indforstået, konservatorieuddannet elite. Mahler spiller med de intellektuelle muskler og trækker heftigt i sin 3. symfoni på både den græske mytologi, på Schopenhauers filosofi, på Nietzsches fremstilling af kunstdrifternes indbyrdes stridigheder i bogen Tragediens fødsel fra 1872, på sin ven, digteren Siegfried Lipiners digt ”Genesis”, og på sit eget livslange favntag med den tyske folkevisesamling Des knaben Wunderhorn. Resultatet er et gigantisk, banebrydende monstrum af et symfonisk værk, skrevet af en mand midt i 30’erne, der som dirigent høstede stigende anerkendelse og bare ønskede at imponere, men som komponist som regel var både udskældt, misforstået og rædselsslagen for at underpræstere. Og hvad han leverer er en kosmologisk tour de force om naturen, der kommer til live og arbejder sig op gennem blomster og dyr over menneskeheden til englene og selveste Guds kærlighed.

Hele verden i ét værk Det er heldigt for eftertiden, at Mahler var en både køn, begavet, velanset og populær herre, da han i løbet af sine tidlige 30’ere var ansat som 1. kapelmester ved Hamburg Stadttheater. Det gjorde, at han havde et rigt netværk – veninder, kollegaer og forretningsforbindelse – at udveksle breve med. Og disse breve fortæller os detaljeret om tilblivelsen af Mahlers musik. I somrene 1893-96 besluttede Mahler – som hvert år var velsignet med en lang sommerferie – at kombinere sine behov for dels at få set den familie (bl.a. en store søskendeflok), som han så alt for lidt til i det daglige, tilbringe tid med sin gode (platoniske!) veninde, violinisten Natalie Bauer-Lechner, og opnå en smule tiltrængt arbejdsro. Han valgte en idyllisk beliggende kro i bjerglandsbyen Steinbach am Attersee øst for Salzburg, og tilbragte fire lykkelige somre bl.a. med fortrolige, personlige og faglige samtaler med Natalie. Samtaler, som hun efterfølgende levende og troværdigt gengav i sine biografiske såkaldte Mahleriana, som blev udgivet i 1923. For at få fred for turisterne lod Mahler en hytte, som han gav det tungebrækkende navn Schnützelputzhäusel, opføre ved Attersees bred. Og her skrev han, efter hans eget

Treenighedskirkens Drengekor

Filharmonisk kor

udsagn ”omgivet af fugle og blomster, som jeg ikke hører, men kun ser” i løbet af 1895 og 1896 sin store 3. symfoni.

1. sats udgør selvstændigt symfoniens første afdeling og er lige så lang som en hel symfoni i den wienerklassiske periode. De efterfølgende fem satser danner så til sammen symfoniens anden afdeling. Mahler forsynede under arbejdet symfoniens seks satser med overskrifter, som – selvom han aldrig afslørede dem for publikum – fungerer som programmatisk guide igennem den symfoniske fortælling:

1. sats: ”Pan vågner op. Sommeren marcherer ind. Bac-

chusoptog” – den stormfulde indledning, hvor Mahler leger med dobbelttydigheden i ordet ”Pan”, som både kan betegne den græske hyrdegud og være det græske ord for ”alt”. Her vækkes alting til live fra det stenede ingenting i den voldsomme hornmarch, som indleder symfonien, og sommeren går til kamp mod vinteren og får med klassisk Mahlersk larger-than-life orkestrering selve livet til at skyde frem og munde ud i en veritabel triumfmarch.

2. sats: ”Hvad blomsterne på engen fortæller mig” – en

yndefuld menuet, som trækker på Mahlers inspiration fra den østrigske folkedans ländleren (forløberen for wienervalsen), men afbrydes af noget stormfuldt – som det uvejr, der til stadighed hænger som et damoklessværd over blade og blomster.

3. sats: ”Hvad dyrene i skoven fortæller mig” – bygget over en af Mahlers egne folkeviser om en gøg, der dør, hvorefter en nattergal vælges som dens afløser.

Som symbol på, hvordan den menneskelige civilisation skaber uro i dyrenes univers, anbringer Mahler et posthorn langt fra orkesteret og lader det spille posthornsignaler for at understrege fornemmelsen af, at noget fremmedartet bryder uvelkomment ind.

4. sats: ”Hvad mennesket fortæller mig” – med den mystiske stemning og den mørke altsolo, der synger uddrag af Nietzsches berømte hymne til natten, erotikken og forvandlingen, den såkaldte ”Midnatssang” fra den filosofiske roman Also sprach Zarathustra.

5. sats: ”Hvad englene fortæller mig” – hvor rørklok-

ker, børnekor og damekor med Wunderhorn-visen ”Armer Kinder Bettlerlied” (”De fattige børns tiggersang”) leverer et trøstende budskab om tilgivelsen, som Jesus giver det troende menneske.

6. sats: ”Hvad kærligheden fortæller mig” – den

fortrøstningsfulde og majestætiske finale, hvor de sungne ord ophører, fordi himmelsk kærlighed skildres mest intenst gennem musikken selv. Motiver fra de foregående satser dukker op igen og finder forløsning i den ”ro og væren”, som Mahler gennem brede, kraftfulde gentagelser af tonearten D-dur (jf. symfoniens hovedtoneart, d-mol) illustrerer som en tilstand, man bedst opnår gennem bøn om Guds kærlighed.

En 7. sats var oprindeligt planlagt med titlen ”Das himmlische Leben” eller ”Hvad barnet fortæller mig” – en sats, der oprindeligt var skrevet som selvstændig orkesterlied over en Wunderhorn-tekst. Mahler endte dog med at bruge den som finalesats i sin 4. symfoni i stedet for.

Den første samlede opførelse af den 3. symfoni fandt først sted i juni 1902, i provinsbyen Krefeld nord for Köln. Byen var hjemsted for den 38. Tonkünstlerfest des Allgemeinen Deutschen Musikvereins, hvor Mahlers på dette tidspunkt allerede seks år gamle symfoni var årets hovedværk. Det enorme opbud af musikere, som var ganske uden fortilfælde i datidens symfoniske repertoire, dannede man ved at forene Krefelds byorkester med det i dag stadigt aktive GürzenichOrchester Köln. Mahler selv stod i spidsen for prøverne og udviste ingen nåde i indstuderingen og udførelsen af sit monumentale værk. Og resultatet blev da også derefter. Ved premieren bragede bifaldet allerede efter 1. sats ud over den udsolgte koncertsal, og den tilstedeværende kollega Richard Strauss løb op til podiet for at udtrykke sin begejstring over for Mahler – en manøvre, der ansporede publikum til yderligere jubel. Symfoniens anden del – de resterende fem satser – blev modtaget med endnu større begejstring fra salen, og bilfaldet varede efter sigende et kvarter under hujen, piften og viften med lommetørklæder. En bevægende oplevelse for en overvældet Gustav Mahler, som også høstede uvant enstemmige

Sidonia Nica

anmelderroser efter premieren – og det i en tid, hvor musikanmeldere ellers ikke lagde fingrene imellem, når de kritiserede musik – og da slet ikke Mahlers.

Premieren i 1902 markerer halvvejen gennem den årrække, hvor Wiener Staatsoper – som dengang gik under navnet Das Kaiserlich-Königliche HofOperntheater in Wien – under Mahlers ledelse oplevede sine velmagtsdage. I hans ti år som operachef fra 1897-1907 udviklede Mahler teateret til et af verdens førende operahuse. Han blev kendt for at repræsentere de højeste kvalitetskrav til sine kunstneriske medarbejdere og forenede i sin egen person dirigent og operachef. Og der blev også tid til at komponere: Årene i Wien resulterede i symfonierne 4-8, de fem Rückert-Lieder, de fem Kindertotenlieder og de sidste to sange fra Des Knaben Wunderhorn-samlingen. I marts 1902 – tre måneder før den 3. symfonis uropførelse – blev han desuden gift med den 19 år yngre Alma Maria Schindler, med hvem han havde et ti år langt, stormfuldt, meget omtalt og ikke videre lykkeligt ægteskab.

Fra de dybeste refleksioner over livets uudgrundelighed over fattige børns tiggersang til englenes løfter om fred og tilgivelse. Livets opståen, kampen mellem det gode og det onde, arternes oprindelse, menneskets indgriben i naturen og den universelle næstekærlighed. Den 3. symfoni – et genis ungdomsværk – skildrer råt for usødet livet og verden og meningen med det hele for os.

Programnote af Katrine Nordland

Medvirkende Thomas Søndergård, dirigent Fra 1989-92 studerende Thomas Søndergård slagtøj ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Siden da har han viet sin karriere til dirigentfaget.

Hans dirigent mentorer har inkluderet Alexander Polianichko, Yves Abel og Graham Bond.

Danske Thomas Søndergård er i dag chefdirigent for BBC National Orchestra of Wales og gæstedirigent ved Royal Scottish National Orchestra. Før det var han chefdirigent og musikalsk rådgiver for Kringkastingsorkestret i Norge fra 2009-2012.

Søndergård har dirigeret indspilninger for Dacapo, heriblandt musik af Bent Lorentzen, Per Nørgård, og Poul Ruders.

Sidonia Nica, alt Sidonia Nica har siden 2002 været solist ved Bucharest National Opera.

Hendes vokaluddannelse blev ledet af de berømte sangere Viorica Cortez og Boiko Zvetanov.

Sidonia Nica optræder på scener over hele verden og hendes koncert repertoire spænder vidt lige fra Mozarts "Requiem" til Dvoraks "Stabat Mater", Mahlers Symfoni nr.2 og 3 og Beethovens Symfoni nr. 9.

Filharmonisk kor Glæden ved at synge og arbejde med musik på højt niveau er det, der driver de omkring 60 rutinerede sangere i Filharmonisk Kor. Koret blev skabt i 1991 i et forsøg på at skabe et grundlag, der kan sikre publikum et bredt udvalg af koncerter med kormusik. I dag medvirker Filharmonisk Kor i næsten alle symfonikoncerter med kormusik.

At være med i Filharmonisk Kor kræver ikke bare lyst til at arbejde med musikken. Det er også nødvendigt, at sangerne giver den en skalle derhjemme, når der fx skal indstuderes større og krævende værker. Til gengæld nyder kormedlemmerne fornemmelsen af suset sammen med OS – måske foran en verdenskendt orkesterdirigent.

Treenighedskirkens Drengekor fejrede i 2014 sit 50-års jubilæum. Koret består af ca. 50 drenge og mænd. Sideløbende med koncertvirksomhed i regionen og øvrige Danmark medvirker koret gennemsnitligt en gang om måneden ved gudstjenester i Treenighedskirken i Esbjerg. I samarbejde med skolerne i Esbjerg Kommune rekrutteres drenge i 3. klasse til korets forskole som på denne måde skaber en stabil fødekæde til drengegruppen.

Hvert år rejser koret på koncertturné og har besøgtog afholdt koncerter i de fleste europæiske lande, USA, Canada, Australien og Kina.

Lone Gislinge, docent ved Syddansk Musikkonservatorium, har siden 1990 været korets leder. Organist Lasse Toft Eriksen er korets akkompagnatør og repetitør.

1. violin Eugen Tichindeleanu Ermir Abeshi Signe Madsen Kazimierz Skowronek Ulrike Kipp Christensen* Marina Skuratovskaia * Bjarne Hansen Kjetil Ravnan Qvamme * Esther Mielewczyk * Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovacˇ Stinus Christensen Valeria Stadnicki Sofie Qvamme Ivar Bremer - Hauge ** Vivi Mark ** Veronika Mojzesova *** Kristyna Duchoov ***

Fløjte Rune Most Lucia Klonner (orlov) Ragnhildur Josefsdottir (piccolo) Lonnie Svilling ** Karen Marie Sørensen ***

2. violin Vakant Jovana Vukušić * Jan Erik Schousboe Carl Sjöberg * Inger Lassen Anna Bodzon Qvamme El Bylin Bundgaard Stig Andersen Kathrin Kollecker * Jean-Hee Lee Helena Højgaard Nielsen ** Ivaylo Dechkoff ** Bianca-Alexandra Tarabega ***

Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Anna Moe (orlov) Lars Mathiesen ** Lucia Amerise **

Bratsch Rafael Altino * Vakant Dorthe Byrialsen Martin Jochimsen Gertrud Ludwig Dorota Kijewska Christian Bønnelykke Victor Sørensen ** Veronika Lenartova ** Tomas Hanoucek ** Jakub Machacek ** Annemarie Nørhede Jakobsen *** Idunn Pil Søndergaard *** Sofia Kongsgaard Lang *** Cello Michaela Fukacˇová * Anna Dorothea Wolff Katarina Bundgaard Altino * Philippe Muriset * Anna Pettersson Mette Spang-Hanssen Sofie Spanget Takkula Tori Restorff Jacobsen *** Mikolaj Blaszczyk *** Mathias Fyhn *** Anna Tulissi *** Kontrabas Peter Prehn * Toms Timofejevs Maria Møller-Jørgensen Poul Jensen Find * Jens Krøgholt Bjørn I. Blöndal** Patryk Strycharczyk ***

Obo Henrik Skotte Albrecht Krauß Pina Mohs ** Elizabeth Claire Gibbs ** Klarinet Svante Wik René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet) Tine Maj Antonsen ** Jonas Frølund **

Horn Tone Sundgård Anker Steen Madsen Nicolai Sell Philip Sandholt Herup Andersen Niels Aamand Pedersen ** Susanne Skov ** Ursula Paludan Monberg ** Mats A. Johansson ** Morten Mosegaard *** Trompet Per Morten Bye Joris de Rijbel (orlov) Henrik Hou Feddersen Judy Elisa Hunskjær Olsen ** Lasse Valentin *** Basun Robert Holmsted Lukas Winther Andersen Ole Thrane ** Basbasun Alf Vestergaard Nielsen Tuba Carl Boye Hansen Harpe Maria Boelskov Sørensen ** Sidsel Walsted ** Pauke Thomas Georgi Slagtøj Jakob Weber Finn Christensen Bernard Grodos ** Jonas Bonde ** Nicola Carrara ** * Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond ** Musikere i tidsbegrænsede stillinger *** Praktikanter fra SDMK

odensesymfoni.dk