Schønwandt spiller Brahms - 27. oktober 2016

Carl Nielsen Salen – Odense Koncerthus Torsdag 27. okt 2016 KL. 19.30 Koncertintro i Carl Nielsen Salen kl. 18.30

VIOLINKOMETEN OG TJAJKOVSKIJS 5.

Odense Symfoniorkester Dirigent: Michael Schønwandt Solist: Rafael Altino, bratsch C.F.E. Horneman: (1841 - 1906)

Aladdin - en eventyr-ouverture Varighed: ca.10 min.

Søren Nils Eichberg: (f. 1973)

PAUSE

Bratschkoncert "Charybdis" Wirbelrausch für Bratsche und Orchester (uropførelse) Varighed: ca. 22 min.

Johannes Brahms: Symfoni nr. 2 i D-dur, op 73 (1833 - 1897) I Allegro non troppo

II Adagio non troppo - L´istesso tempo, ma grazioso

III Allegretto grazioso (Quasi Andantino) - Presto ma non assai

IV Allegro con spirito

Varighed: ca. 40 min.

Schønwandt spiller Brahms Fra den poetiske Orient over dansk avantgarde til de østrigske bjergsøer. Aftenens program bringer os tilbage til den højromantiske anden halvdel af det 19. århundrede, hvor musikken måske mere berettiget end nogensinde før eller siden kan betegnes som et naturgivent følelsernes sprog – og helt frem til en digital tidsalder, hvor smartphones og tablets sætter nye standarder for menneskelig kontakt, men musikken stadig fungerer som en uundværlig del af det kit, der binder os sammen som kulturelle væsener.

Ud af den magiske lampe…

Danske C. F. E. Horneman (1840-1906) er for ’sen’ til at høre til guldalderkomponisterne, men var søn af komponisten Emil Horneman, som var inderligt bekendt med den opblomstring i dansk sang og musik, som Weyse, Kuhlau, J.P.E. Hartmann, H.C. Lumbye og Niels W. Gade var fakkelbærere for. Og med musikken således nærmest bogstaveligt givet ham ind med modermælken sidder sønnike Christian Frederik Emil Horneman solidt på broen, der danner bindeled mellem den danske guldaldermusik og den en generation yngre Carl Nielsen. Horneman var 23 år, netop hjemvendt fra et studieophold på konservatoriet i Leipzig (hvor han var blevet gode venner med norske Edvard Grieg) og fuld af inspiration og trang til at opponere mod det etablerede københavnske musikmiljø, da han i 1863 præsenterede sin Aladdin Ouverture. Hans sympatiske ønske var også at hjælpe sin far, der havde mistet sine penge i et fejlslagent forsøg på at skabe en forlystelsespark, Alhambra, der kunne konkurrere mod Tivoli. De to skabte sammen

Michael Schønwandt

en blomstrende musikhandel og forlagsvirksomhed – og når vi i dag synger ”Håndværksmanden han må holde her, kunstneren har også sit besvær, og hans værker spredes vidt omkring, takket være Horneman og Bing!” i andet vers af Peter Fabers ”Sikken voldsom trængsel og alarm”, er det dette forlag, der hentydes til.

Horneman fandt Københavns altdominerende musikinstitution, Musikerforeningen, som Niels W. Gade var leder af, for konservativ, og dannede sammen med bl.a. Grieg en konkurrerende forening, Euterpe, som dannede rammen om førsteopførelsen af Aladdin Ouverturen. Ouverturen var inspireret af Adam Oehlenschlägers læsedrama fra 1805 over det kendte eventyr fra 1001 nat. Her er rig inspiration at hente for en ung komponist, der ønsker at indfange kærligheden, mystikken, magtbegæret og livets forgængelighed – alt sammen i skæret fra en magisk lampe, der hos Oehlenschläger er gjort til et heftigt symbol på den kunstneriske skaberkraft, som Horneman var indbegrebet af.

Ouverturens modtagelse i 1863 var umiddelbart kølig, men det gik allerede langt bedre fire år senere, hvor det lykkedes Horneman at få den spillet ved en af Leipzigs berømte Gewandhaus-koncerter. Og selv Gade, som Horneman ellers plejede et livslangt særdeles anstrengt forhold til, dirigerede Aladdin Ouverturen med succes i Musikforeningen i 1869. Horneman fik omsider i 1888 gjort en færdigkomponeret opera ud af sin ouverture, men hermed var værkets blakkede historie ikke slut. Urpremieren fandt sted i anledning af Kong Christian IX’s 25 års regeringsju-

bilæum, men blev en fiasko pga. en syg titelrolleindehaver og et væld af scener, der i virkeligheden ikke passede sig for et festspil. Det blev umiddelbart kun til otte opførelser – men en senere tekstbearbejdet opsætning i 1902 på Det Kgl. Teater havde en fremragende tenor i hovedrollen og fik atten opførelser og en langt bedre medfart, der kunne give tiltrængt oprejsning til Horneman, hvis scenemusik som regel var langt bedre end de tekster, han skrev musik til. I sin tale ved afsløringen af mindesmærket for komponistkollegaen på Assistens Kirkegård i maj 1909 karakteriserede Carl Nielsen Horneman således: ”Han var flammen, den klare flamme, den spillende ild i den danske musik, ilden, som smelter alt det friske og fortærer det uægte.” Lyt selv og afgør, om ikke den ild faktisk kan høres.

Rafael Altino

Søren Nils Eichberg: Bratschkoncert „Charybdis“ (uropførelse): Søren Nils Eichberg fortæller: ”Charybdis er en malstrøm, som sandsynligvis lå mellem Sicilien og det italienske fastland. I Homers Odysse beskrives den som et vanduhyre så kraftigt, at end ikke Poseidon kunne redde skibe fra deres sikre undergang, når først de var kommet i dens magt.

Der er noget fascinerende ved den intense naturkraft, som karakteriserer en sådan hvirvelstrøm. For dens dragende dødelige kraft har noget tilfælles med noget meget menneskeligt, nemlig denne drift henimod det farlige og det ukendte - det forbudte og det vilde. Og som kunstner kender man det alt for godt: Ekstasen, beruselsen: denne paradoksale viden om og dog alligevel stræben efter sit eget fordærv. Pludselig bliver man grebet, og man ved ikke hvad det er, der har taget fat i én. Og selvom man ved, at dette er undergangen, så kan man ikke lade være. Man suges mere og mere og endnu mere ind i vildskaben.

Og pludselig er det for sent. Men da er det allerede ligemeget, for du er forlængst opslugt at dette, som er større end dit selv.

Og selv om du ved, at det er dit sikre fordærv, så må du videre fremad. Du kan ikke… Nej du VIL ikke slippe ud mere.”

Formildet af den østrigske landidyl Vi runder aftenen af med den anden af fire symfonier skrevet af Johannes Brahms. Den sidste af ”de tre store B’er” (hvis vi går med på, at hverken Buxtehude, Berlioz, Bizet, Bartók eller andre markante B’er skal regnes med). Manden med det ikoniske skæg. Manden med den tørre og til tider halvgnavne humor, som undskyldte, hvis der var nogen, han havde glemt at fornærme, når han forlod et lokale. Manden, vi kan takke for hele verdens Wiegenlied, for de Ungarske Danse, den suveræne violinkoncert, Ein Deutsches Requiem og klavertrioen, som ledsager scenen, hvor fuldmægtig Poul Christensen bliver skudt af tyskerne i ”Matador”. Og manden, der om nogen formår at pege både tilbage til sin tids etablerede klassikerne – særligt i sin respektfulde og dog beethovensk grænsesøgende omgang med musikkens form – og frem mod den moderne musiks mere eksperimenterende tilgang til især rytme, taktart og melodik. Brahms kæmpede sig til sine resultater, brændte af sine ungdomsværker med løs hånd, var notorisk selvkritisk – og er universelt hyldet som en overlegen symfonisk mester, der elegant binder sløjfe på den romantik, han var uløseligt forbundet med, og aldrig forfalder til det unødvendigt svulstige eller sødladne.

Den 2. symfoni blev til i den lille sydøstrigske bjergby med det mundrette navn Pörtschach am Wörthersee.

Brahms tilbragte somrene fra 1877-79 i huset ”Weißes Rössl” (som i dag er hjemsted for Johannes Brahms Selskabets årlige, internationale Brahms-konkurrence i stil med vores egen Carl Nielsen Konkurrence) og skrev til Clara Schumann, der som bekendt var en nær ven: ”Jeg steg af toget her i Pörtschach am See med den hensigt at rejse til Wien dagen efter. Men så var den første dag så dejlig, at jeg måtte blive her en dag til. Og den anden så vidunderlig, at jeg besluttede mig for bare at blive hængende.” Og søluften, de

landlige omgivelser, udsigten til snedækkede bjerge – og måske de italienske kulinariske specialiteter, som stedet er kendt for – må i sandhed have gjort Brahms godt, for efter at have kæmpet med orkestreringen af sin første symfoni i omkring femten år, ramte han her en kreativ åre og færdiggjorde den anden i løbet af fire måneder.

De idylliske omstændigheder for symfoniens tilblivelse fornægter sig heller ikke i musikken. Med sin selvkritiske natur og tendens til at føle sig misforstået fandt Brahms aldrig fred med, at hans 2. symfoni hurtigt fik tilnavnet ”Brahms’ Pastoralesymfoni” med slet skjult reference til Beethovens 6. symfoni, som den udtryksmæssigt ligger tæt op ad. Brahms kæmpede hele sit liv med et ganske ufrivilligt prædikat som ”traditionalist” og arvtager efter den wienerklassiske stil og i særdeleshed Ludwig van Beethoven.

Som en noget modvillig frontfigur for den ”klassicistiske” stil, som Brahms kom til at repræsentere i selskab med bl.a. hans gode ven, den ungarske violinist Joseph Joachim, og musikkritikeren Eduard Hanslick, stod Brahms i den årelange ”musikstrid”, der rasede i de fremherskende musiktidsskrifter, over for den såkaldt ”nytyske skole”, personificeret i komponister som Franz Liszt og Richard Wagner.

Striden handlede primært om, hvorvidt musikken skulle og kunne handle om og betyde andet og mere end sig selv (som det hævdedes i den nytyske programmusik, eksemplificeret f.eks. i Liszts symfoniske digte) eller befries for udenomsmusikalske associationer og have værdi og betydning nok i sig selv – som klassicisterne hævdede. Og begge parter i striden fremførte netop Beethovens 6. symfoni, ”Pastoralesymfonien”, som en sublim eksponent for netop deres synspunkt.

Det hele var altså et spørgsmål om forholdet mellem musikkens form og indhold.

Men at være mere eller mindre frivillig fortaler for traditionalisternes absolutte musik indebar en risiko for at blive anset for en smule reaktionær, og det var denne fælde, som Brahms hverken ønskede eller fortjente at falde i. Og derfor kunne et værk med et så sødmefuldt og på sin vis stilistisk tilbageskuende udtryk som den optimistiske 2. symfoni være risikable vande at betræde. Brahms var dog heller ikke uden lune og selvironi, og efter uropførelsen af symfonien skrev han til en veninde: ”Musikerne spiller min nye symfoni med sørgebind om armene, fordi den klinger så sørgmodigt. Den vil også blive trykt med sørgerand!”. Han var godt klar over, at landidyllen strømmede fra symfoniens partitur som honning fra en æblegren i et bistade. Og de konventionelle kompositoriske virkemidler for at illustrere naturen – f.eks. en markant og fremtrædende brug af træblæsere med særlig vægt på horn og oboer – er da også til stede i den 2. symfoni. Når det er sagt, så er symfonien i langt mindre grad end hos Beethoven lydmalende og direkte landskabsbeskrivende. Her er ingen dramatiske tremoloer til at imitere tordenvejr eller nedadgående tertser i klarinetterne til at efterligne en kukkende gøg. I stedet er der musikalske idéer, masser af

leg med harmoni, rytme og metrik og et ustoppeligt væld af melodiske motiver, der glider sømløst og uden anstrengelse over i hinanden og minder os om, at musikken i sig selv er et af naturens undere.

Programnote af Katrine Nordland

Medvirkende Michael Schønwandt, dirigent Tidligere chefdirigent for Det Kongelige Kapel og fra 2010 endvidere chefdirigent for den hollandske radios Kamer Filharmoni i Amsterdam. Michael Schønwandt har siden sin debut i Tivoli i 1977 været en af sin generations mest efterspurgte dirigenter.

Fra 1989-2000 var han 1. gæstekapelmester for DR Radiosymfoniorkestret og var Collegium Musicums chefdirigent fra orkestrets start i 1981. Fra 1992 til 98 chefdirigent for Berliner Sinfonie Orchester.

Ud over sin faste forbindelse til det danske musikliv optræder han jævnligt med Europas førende orkestre og operahuse.

Michael Schønwandt har uropført en lang række værker af både danske komponister som Per Nørgaard, Bent Sørensen og Poul Ruders og af udenlandske komponister som György Kurtág og Hans Werner Henze og i aften Søren Nils Eichberg. Han har en meget omfattende CD-produktion af ikke mindst dansk musik, bl.a. de samlede symfonier af Carl Nielsen, Weyse og Gade.

Rafael Altino, bratsch Rafael begyndte som 9-årig sine musikalske studier i sit hjemland Brasilien sammen med sin far. Som 17-årig flyttede han til USA, hvor han fortsatte sin musikalske uddannelse. Her fra har han en bachelorgrad fra New England Conservatory of Music i Boston og en kandidatgrad fra Juilliard School of Music i New York. Han er en hyppig gæst ved internationale musikfestivaler og koncerter, som har ført ham til Brasilien, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Japan, Norge, Sydkorea, Spanien, Sverige, Taiwan og USA. Hans kammermusiksamarbejder omfatter kunstnere som Nikolaj Znaider, Benjamin Schmid, Ilya Gringolts, Antonio Meneses, Andreas Brantelid, Roland Pöntinen, Marianna Shirinyan samt Henschel og Miró strygekvartetten.

Rafael er stærk fortaler for ny klassisk musik.

Han er i øjeblikket i gang med sin 19. sæson hos OS. Desuden underviser han på Syddansk Musikkonservatorium og Musikhögskolan i Malmö på Lunds Universitet.

1. violin Eugen Tichindeleanu Ermir Abeshi Signe Madsen Kazimierz Skowronek Ulrike Kipp Christensen* Marina Skuratovskaia * Bjarne Hansen Kjetil Ravnan Qvamme * Esther Mielewczyk * Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovacˇ Stinus Christensen Valeria Stadnicki Sofie Qvamme Ivar Bremer - Hauge ** Vivi Mark ** 2. violin Vakant Jovana Vukušić * Jan Erik Schousboe Carl Sjöberg * Inger Lassen Anna Bodzon Qvamme El Bylin Bundgaard Stig Andersen Kathrin Kollecker * Jean-Hee Lee Helena Højgaard Nielsen ** Ivaylo Dechkoff ** Bratsch Rafael Altino * Vakant Dorthe Byrialsen Martin Jochimsen Gertrud Ludwig Dorota Kijewska Christian Bønnelykke Victor Sørensen ** Veronika Lenartova ** Cello Michaela Fukacˇová * Anna Dorothea Wolff Katarina Bundgaard Altino * Philippe Muriset * Anna Pettersson Mette Spang-Hanssen Sofie Spanget Takkula Kontrabas Peter Prehn * Toms Timofejevs Maria Møller-Jørgensen Poul Jensen Find * Jens Krøgholt

Fløjte Rune Most Lucia Klonner (orlov) Ragnhildur Josefsdottir (piccolo) Obo Henrik Skotte Albrecht Krauß Pina Mohs ** Klarinet Svante Wik René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet) Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Anna Moe (orlov) Lars Mathiesen ** Horn Tone Sundgård Anker Steen Madsen Nicolai Sell Philip Sandholt Herup Andersen Niels Aamand Pedersen ** Trompet Per Morten Bye Joris de Rijbel Henrik Hou Feddersen Basun Robert Holmsted Lukas Winther Andersen Basbasun Alf Vestergaard Nielsen Tuba Carl Boye Hansen Harpe Maria Boelskov Sørensen ** Pauke Thomas Georgi Slagtøj Jakob Weber (orlov) Finn Christensen Jonas Bonde ** * Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond ** Musikere i tidsbegrænsede stillinger

odensesymfoni.dk