Bruckners bange anelser - 17. marts 2016

Carl Nielsen Salen – Odense Koncerthus Torsdag 17. Marts 2016 KL. 19.30 Koncertintro i Carl Nielsen Salen kl. 18.30

Bruckners bange anelser Odense Symfoniorkester Dirigent: Alexander Vedernikov Solist: Lukas GeniuĹĄas, klaver

Ludwig v. Beethoven: Klaverkoncert nr. 3, (1770-1827) c-mol, op. 37

I Allegro con brio

II Largo

III Rondo. Allegro

Varighed: ca. 34 min.

PAUSE Anton Bruckner: Symfoni nr. 7, E-dur (1824-1896) I Allegro moderato

II Adagio. Sehr feierlich und sehr langsam

III Scherzo. Nicht schnell - Trio.

Etwas langsamer

IV Finale. Bewegt, doch nicht zu schnell

Varighed: ca. 1 time 4 min.

Samarbejdskoncert med Syddansk Musikkonservatorium.

Lad det være sagt med det samme: Bruckners symfonier er overvældende, langvarige, mærkværdige, pragtfulde og meget originale. De ligner ikke noget andet, hvilket netop er deres store kvalitet.

Bruckner og Mahler Når det handler om mega-symfonier, om de allerlængste, dem med flest medvirkende og de største kraftudladninger er det altid Bruckner og Mahler, der føres frem. De to østrigske komponister nævnes ofte sammen, fordi de begge skrev 9 symfonier, der alle er umådelige i omfang og lyd.

Men hvor Mahlers symfonier afspejler det jordiske menneskes glæder og sorger, død, fest, dans, fuglesang og eventyr, så er Bruckners symfonier anderledes abstrakte, uden menneskelige tegn og skæbner.

De er klangkatedraler, som man drages ind i og som forekommer vanskelige, ja nærmest umulige at sætte ord på og forklare. Men de er så meget desto mere meningsfulde at opleve og være en del af, hvis man er i stand til at gøre sig fri af bestemte forventninger og forudindtagethed. Kan man give sig hen og lade musikken flyde uden at sætte spørgsmålstegn, ligger der store oplevelser og venter.

Det er anerkendt, at Bruckner var en særling. Han levede et liv, der var tæt knyttet til kirken, til religion, til ydmyghed, til underdanighed, som han udfoldede i et temmelig lille geografisk område.

Bruckner Wanderweg, er en afmærket vandrerute, der udgår fra Bruckners fødeby, Ansfelden, 12 km syd for Linz. Ruten går ad stier gennem det smukke, bakkede landskab og slutter ved klostret St. Florian. Længde 9 km, varighed knap 3 timer.

Ruten kaldes Bruckner-Sinfonie-Wanderweg og består af 10 afmærkede stationer, hvor man kan holde rast og lytte til uddrag af de ialt 10 symfonier. (inklusive Symfoni nr. 0)

Op til himlen Han blev født i landsbyen Ansfelden i det smukke østrigske landskab nær ved Linz, og blev tæt knyttet til det nærliggende St. Florian kloster, hvor han var elev og organist, og hvor hans sarkofag står i dag.

Det er ikke altid, at det giver mening at besøge steder, hvor store kunstnere har levet, fordi deres kunst simpelthen ikke har noget med de fysiske rammer at gøre.

Men med Bruckner er det anderledes. St. Florian klostret er et overdådigt barokanlæg, der udstråler en ufattelig rigdom med uendelige gange, utallige værelser og sale, og med rum udstyret til at modtage paven eller kejseren standsmæssigt, hvis de skulle finde på at aflægge visit. Det overgår alt, hvad vi har i Danmark af slotsanlæg i omfang og ødselhed.

Klostret var for Bruckner en himmelborg på jorden, der rummede en evighedens åndelighed, som han følte sig ét med og som er det bærende element i hans

Lukas Geniušas

symfonier. Stræbepiller, der strækker sig op i himlen, og loftsmalerier der myldrer af farver, som man ikke kan indfange. Mennesket som en ganske lille, ydmyg betragter i det store uendelige rum.

Lille og stor Ydmyghed var netop det mest iøjnefaldende karaktertræk ved Anton Bruckner. Han var en bondeknold fra landet, der elskede at sidde gemt bag orgelpiberne oppe på pulpituret og så vidt muligt undgik finere selskaber og omgang med kulturens elite. Han evnede ikke at føre en dannet samtale, interesserede sig ikke for litteratur, kunst eller politik og gik klædt som en landarbejder i alt for store, stumpede lærredsbukser. Hans diametrale modsætning var kollegaen Richard Wagner, der førte sig frem i silkeskjorte med ubegrænset tillid til egne evner, og som skabte sine enorme operaværker, hvor han ene mand stod for det hele, handling, libretto, musik og instrumentation.

Et overmenneske var han, og Bruckner følte sig som et undermenneske i sammenligning.

Bruckners 7. symfoni er berømt for et bækkenslag, der indtræder langt henne i værket i den storladne 2. sats. Musikeren, der skal levere dette ene effektfulde klask har ingen andre opgaver til koncerten.

Overleveringen fortæller, at Bruckner skrev det ind, da han hørte om Wagners død. Nogle dirigenter vælger at udelade det.

Endelig succes Symfoni nr. 7 i E-dur blev førsteopført d. 30. december 1884 i Leipzig med Gewandhausorkestret under ledelse af Arthur Nikisch.

Under arbejdet med symfonien døde hans store idol, Wagner, hvad der var et stort slag for Bruckner. Som en kadeau til mesteren anvendte han de nye instrumenter, som Wagner havde fået fremstillet til brug for Nibelungens Ring, de såkaldte Wagnertubaer. De høres mørke og fyldige i begyndelsen af anden sats.

De foregående symfonier havde Bruckner kun modtaget kritik for, men denne gang blev det en stor succes. Han havde skrevet sit første større værk som 40-årig og blev med den 7. symfoni anerkendt i en alder af 60 år.

Symfonien, der spiller mere end en time, er i fire satser og med satsbetegnelser som i en wienerklassisk symfoni: allegro, adagio, scherzo og allegro, men med en ganske anden substans og arkitektur. Da Bruckner på klaver gennemspillede første sats for dirigenten Hans Richter, var reaktionen: "Siden Beethoven er der ikke skrevet noget lignende!" Adagioen, den langsomme sats, rummer en ophøjethed med de uendelige melodilinjer, der flyder afsted og strækker sig opad, Bruckners varemærke. Tredje sats er en scherzo, en nærmest landlig, frisk dans og sidste sats udstråler stor monumentalitet.

Alexander Vedernikov

Eneren og verden En solist ved det store flygel forrest på scenekanten klar til kamp med et helt orkester. Det kan forekomme uretfærdigt, men ordet 'concert' betyder at kappes, og netop i Beethovens tilfælde er det meget passende. I musikkens univers er han om nogen inkarnationen af individets kamp med omverden, med kunstnerens ret til at udfolde sig uden begrænsninger.

Fra billeder og film kender vi ham som en ældre, døv, lettere sindsforstyrret herre, der er umulig at arbejde sammen med, selvcentreret og kantet.

Da Beethoven ankom til Wien som 25-årig var han en modelaps med knaldsort hår. Han havde ganske vist bondske manerer, men når han satte sig til klaveret og fantaserede, var han som et vilddyr. Det kvindelige publikum dånede og adelige kunstdyrkere spidsede ører og ville have ham i deres stald. Han fik mange tilbud fra de velhavende wienere, der ønskede ham som huskomponist og optrædende.

Han har været en vulkan at være i nærheden af, når han udøvede sin kunst. Og al den kraft, der var i hans person mærkes overalt i hans musik. Lyden af orkestret er større end den var før, og de enkelte musikere skal spille kraftigere, end de har gjort før. Begreber som sforzando, hvor tonen eller akkorden spilles som

et håndkantslag, og crescendo, hvor tonen vokser og vokser, får en helt ny betydning. Beethovens musik er fyldt med sforzando og crescendo, med kanonslag og raketter.

Klaverkoncert nr 3 c-mol blev uropført april 1803 i Wien med Beethoven som solist. Helt fra begyndelsen kan man mærke alvoren med den dramatiske treklang, som satsen igennem bliver bearbejdet af solist og orkester som var det en symfoni. Anden sats er i den lyse E-dur, hvilket egentlig er et uhørt valg, men igen mærker vi nyskaberen, oprøreren. Intet skal være, som det var det før. Tredje og sidste sats er en rondo, hvor et levende, energisk tema i mol vender tilbage gang på gang og slutter i den lyse c-dur.

Mand med klæbehjerne Til førsteopførelsen var noderne ikke færdigskrevet.

Beethovens ven, Ignaz von Seyfried, der vendte blad for ham den aften, husker: Jeg så næsten ikke andet end tomme sider, og hvis der stod noget, var det spredte ægyptiske hieroglyffer. De var kradset ned som en slags stikord og aldeles uforståelige for mig. Han spillede næsten hele solostemmen fra hukommelsen, fordi han som sædvanlig ikke havde haft tid til at notere det hele ned.

C-mol Tonearten c-mol var ikke meget benyttet før Beethoven, dertil var den alt for alvorlig. Musik skulle på Mozart og Haydns tid behage, underholde og være opfindsom, og kun i særlige tilfælde inddrage de mørkere og dystre sider af tilværelsen. Mozart begynder sin opera Don Juan i d-mol og anslår en dommedagsagtig tone, i Requiem anvender han osse d-mol, men kun to ud af Mozarts 27 klaverkoncerter er i mol, nr 20 d-mol og nr 24 c-mol. De fremstår begge som personlige musikalske vidnesbyrd, der ikke kun er tænkt som begavet underholdning.

For Beethoven er c-mol på samme måde en toneart, han anvender i kraftfulde, eksistentielle sammenhænge: Klaversonate nr 8 Pathetique c-mol og et af Beethovens allerkendteste værker, Symfoni nr 5 Skæbnesymfonien c-mol. Det er en toneart der signalerer passion, stærke følelser, heftige udbrud, indre kamp - altsammen varemærker for Beethovens grænseoverskridende musik.

Andre værker: Rachmaninov Klaverkoncert nr 2 cmol, Mahler Symfoni nr 2 c-mol , Bruckner: Symfoni nr 8 c-mol, Beethoven: Klaversonate nr 32 c-mol, Shostakovitch: Symfoni nr 8 c-mol.

Programnote af Helge Baun Sørensen

Medvirkende Alexander Vedernikov, dirigent Odense Symfoniorkesters chefdirigent er den internationalt anerkendte Alexander Vedernikov.

Han har stået i spidsen for Odense Symfoniorkester siden 2009. Vedernikov har især markeret sig som musikchef for Bolsjoj Teatret i Moskva (20012009). I dag er han en særdeles efterspurgt gæstedirigent over hele kloden. I november 2013 debuterede han på The Metropolitan Opera, New York (Eugene Onegin). Udover sin store succes i Rusland, har Vedernikov dirigeret førende orkestre over hele Europa, Nordamerika, Japan og Australien, bl.a.

London Philharmonic, BBC Symphony Orchestra, Orchestra Verdi Milano, City of Birmingham Symphony, Orchestra Philharmonique de Radio France, Sydney Symphony, Tokyo Philharmonic, National Symphony Orchestra i Washington DC m.fl. Som operadirigent er han en hyppig gæst ved Berlins Komische Oper, og har bl.a. dirigeret på La Scala og Zürich Operaen. Han er uddannet ved Moskva Konservatorium (1990). Fra 1988 til 1995 var han assisterende dirigent ved Tjajkovskij Symfoniorkester, og i 1995 grundlagde han det Russiske Filharmoniske Orkester, hvor han var kunstnerisk leder og chefdirigent frem til 2004. Siden 2003 har Vedernikov været tilknyttet Det Russiske Nationalorkester og har i den forbindelse bl.a. dirigeret i Carnegie Hall, New York og Kennedy Centret, Washington.

Lukas Geniušas, klaver Lukas Geniušas er født i Moskva i 1990 og startede sine klaverstudier allerede i en alder af 5 år.

Han blev født ind i en familie af musikere, hvilket har haft stor betydning i forhold til Lukas' musikalske uddannelse og udvikling, navnlig gennem mentorskab af sin bedstemor, Vera Gornostaeva, en fremtrædende lærer og professor ved Moskva Konservatorium.

Den unge pianist har vundet adskillige konkurrencer her iblandt Gina Bachauer Piano Competition i Utah og Sølvmedalje på Chopin International Piano Competition i 2010. To år senere modtog han den tyske Piano Award i Frankfurt am Main.

Hans seneste udmærkelse modtog han i 2015, da han vandt en sølvmedalje ved XV Tchaikovsky Competition i Moskva.

Trods sin unge alder har Lukas allerede optrådt med talrige orkestre, herunder Hamburg Symphony, Duisburg Symphony, BBC Scottish Symphony, St Petersburg.

Lukas er også en aktiv kammermusiker. Han er en yderst nysgerrig performer, der nyder at arbejde på nye stykker af moderne komponister, samt at genoplive sjældent udført repertoire.

1. violin Eugen Tichindeleanu Ermir Abeshi Signe Madsen Kazimierz Skowronek Ulrike Kipp Christensen* Marina Skuratovskaia * Bjarne Hansen Kjetil Ravnan Qvamme * Esther Mielewczyk * Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovacˇ Stinus Christensen Valeria Stadnicki Sofie Qvamme (orlov) Mads Haugsted ** (orlov) Ivar Bremer Hauge ** 2. violin Carl Sjöberg * Jovana Vukušić * (orlov) Jan Erik Schousboe Claus Thomsen Boe Leif Bjørk Inger Lassen Anna Bodzon Qvamme El Bylin Bundgaard Stig Andersen Kathrin Kollecker * Mina Fagerlund Hosseini ** Jean-Hee Lee ** Bratsch Rafael Altino * Vakant Dorthe Byrialsen Martin Jochimsen Gertrud Ludwig Dorota Kijewska Martin Mordechai Fajerberg ** Caitlin Wick ** Christian Bønnelykke ** Cello Michaela Fukacˇová * Anna Dorothea Wolff (orlov) Katarina Bundgaard Altino * Philippe Muriset * Anna Pettersson Sofie Spanget Takkula (orlov) Mette Spang-Hanssen Carla Kuotila ** Michal Panasiuk ** Kontrabas Peter Prehn * Toms Timofejevs Maria Møller-Jørgensen Poul Jensen Find * Jens Krøgholt

Fløjte Rune Most Lucia Klonner Ragnhildur Josefsdottir (piccolo) Obo Henrik Skotte (orlov) Albrecht Krauß Mats Hedelius (engelskhorn) Pina Mohs ** (orlov) Klarinet Svante Wik René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet) Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Anna Moe (orlov) Horn Tone Sundgård Anker Steen Madsen Nicolai Sell Philip Sandholt Herup Andersen Asbjørn Ibsen Bruun ** Trompet Per Morten Bye Joris de Rijbel (orlov) Henrik Hou Feddersen Basun Robert Holmsted Lukas Winther Andersen ** Basbasun Alf Vestergaard Nielsen Tuba Carl Boye Hansen Harpe Maria Boelskov Sørensen ** Pauke Thomas Georgi Slagtøj Jakob Weber (orlov) Finn Christensen Nicola Carrara ** Tom Nybye ** * Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond ** Musikere i tidsbegrænsede stillinger

odensesymfoni.dk