Don Quixote - 3. marts 2016

Carl Nielsen Salen – Odense Koncerthus Torsdag 3. Marts 2016 KL. 19.30 Koncertintro i Carl Nielsen Salen kl. 18.30

DON QUIXOTE Odense Symfoniorkester Dirigent: Fabio Mechetti Solister: Leonardo Altino, cello Rafael Altino, bratsch

Anton Webern: Passacaglia for orkester, op. 1 (1883 -1945)

Varighed: ca. 11 min.

Joseph Haydn: (1732 - 1809)

Cellokoncert nr. 1, C-dur I Moderato II Adagio III Allegro molto Varighed: ca. 24 min.

PAUSE Richard Strauss: (1864 - 1949)

Don Quixote, op. 35 Fantastiske variationer over et tema af ridderlig karakter

Varighed: ca. 40 min.

De misforståede helte og håndværkeren To af aftenens skikkelser har noget til fælles: stædighed. Don Quixote red ud i verden for at redde prinsessen bevæbnet med en ukuelig tro på det gode, men kunne ikke se at hæren blot var får. Webern red ud i verden bevæbnet med sin 12-tonekunst, og det var for det meste også en forgæves kamp. Han arbejdede hårdt og fandt en streng stil, men verden vendte det døve øre til. Begge havde de dog en ven der ikke grinede af dem. Don Quixote havde Sancho Panza og Webern havde sin læremester Arnold Schønberg.

Webern tilmeldte sig kompositionsklassen på konservatoriet i Wien hos Schønberg sammen med kollegaen Alban Berg. Da der ikke var andre elever blev det et tæt forløb mellem de 3, og i løbet af 4 år blev der også opbygget et reelt venskab mellem Webern og Schønberg.

Anton Weberns Passacaglia har opus 1, og dermed er det en sjælden fugl. For de fleste komponisters vedkommende er opus 1 noget der går i glemmebogen, et ungdomsværk uden betydning. Men i tilfældet Webern er det et af hans mest spillede værker. Det er det første værk han selv ville sætte opusnummer på, men samtidig markerer det også afslutningen på det studieforløb han havde med den 9 år ældre komponist Schønberg. Her smelter senromantik og nye 12-toner teknikker sammen i et helstøbt værk, der egner sig fint som en åbner til et koncertprogram. Men Passacagliaen skulle blive det sidste Webern komponerede i den stil. Han blev sidenhen mere og mere sparsommelig med noderne og udtrykket, og fjernede sig dermed mere og mere fra publikum. Han har som få komponister arbejdet sig metodisk frem til en egen stil, der med sin strenghed og knaphed ikke har haft den store appel, om end der er kredse indenfor kammermusikken der holder hans fane højt. Det er også muligt at høre passacagliaen som kammermusik forstørret til symfoniorkester, på samme måde som vi kender det fra Mahler – som Webern var stor beundrer af, og hvis værker han dirigerede med stor autoritet. Ideen til at bruge kompositionsteknikker i en gammel form fra barokken er en oplagt øvelse for en studerende, men Webern kan også have fået direkte inspiration i Brahms 4. symfoni, hvor slutsatsen er en passacaglia. Brahms livtag med passacagliaen havde kun 20 år på bagen da Webern gik i gang med sin. En passacaglia er i sin grundform en melodi i bassen, hvorover der bliver lavet variationer.

Webern præsenterer først melodien i bassen, laver derefter 23 variationer fordelt i tre afdelinger og endelig en længere coda. Jo længere vi kommer ind i variationerne, jo mere forsvinder melodien i orkesterfarver og dynamik. Hvert enkelt afsnit er bygget op som en bue med et kraftigt midtpunkt, hvor tankerne ledes hen på Mahlers ekspressive leg med orkestret.

Den forvundne perle Haydns første koncert for cello opdagede man så sent som i 1962, næsten 200 år efter at Haydn komponerede den. Det er pudsigt når man tænker på at den i dag er en af de helt centrale cellokoncerter fra klassikken.

Der går omkring 20 år før Haydn igen laver en cellokoncert, der også er at finde på koncertprogrammer rundt om i verden.

Der er tale om et tidligt værk komponeret omkring nogle af Haydns første symfonier og altså i begyndelsen af hans ansættelse som hofkomponist og kapelmester hos prins Esterházy på dennes slot i det

Rafael Altino

østrig-ungarske rige. Haydn komponerede koncerten til cellisten Weigl, der måske var Esterhàzy orkestrets eneste cellist. Der er ikke mange forstyrrende elementer, da orkestret udover strygersektionen kun har to oboer og to horn. Solisten får dermed mulighed for at stå meget klart i lydbilledet. Denne enkle besætning vidner om at vi endnu ikke er kommet så langt i musikhistorien. Håndværkeren Haydn står med fødderne plantet i barokken og er på vej videre til klassikken. Med til at forstærke det indtryk, er at Haydn for en stor del benytter sig af ritornel-formen fra barokkens koncerter. Solotemaer og orkesterindsatser bliver gentaget, og er ikke så avanceret at lytte til, som den større fortællebue vi finder i klassikkens sonateform, der venter i kulissen. Her er ingen tematiske kontraster og ej heller et skift i tonalitet i første sats. Her bliver vi mere eller mindre ved samme tema og repetitionen af orkesterindsatserne gør at vi hurtigt kan synge med på resten af satsen, så snart vi har hørt ganske lidt. Det der gør Haydns første cellokoncert spændende at både spille og lytte til, er at han skriver så virtuost for instrumentet. Læg blot mærke til hvordan solisten kommer ind i første sats – alle 4 strenge stryges på én gang - Her kommer jeg! Derefter følger hurtige noder og der bliver spillet i hele registret, oppe og nede og Haydn udnytter enhver mulighed for at skabe kontraster. Den langsomme midtersats adskiller sig ikke kun ved tempoet, men også ved at udelade blæserne, så der kun er strygere.

Her bruger Haydn en anden virkningsfuld entreé:

Leonardo Altino

celloen kommer ind på en langstrakt tone mens orkestret præsenterer temaer for anden gang.

I tredje sats brillerer Haydn i at skifte stemning på trods af at han arbejder med et enkelt tema.

Don Quixote Alting har sin modsætning. Således også en helt.

Strauss arbejdede samtidig på to værker, Ein Heldeleben, om en sand helt, og Don Quixote, verdenslitteraturens store antihelt. Strauss var fascineret af Nietzsches tanker om Guds død og ideen om supermennesket, men var samtidig optaget af at enhver ide er sin egen fjende qua sin modsætning. Med historien om Don Quixote får vi en dybere forståelse af helterollen.

Hos Strauss er den verdensfjerne ridder en cello og hans jordnære følgesvend Sancho Panza en bratsch.

Strauss følger Cervantes romanforlæg i udvalgte scener, så det er nemt at følge med i historien trin for trin, og høre når han møder fårene, som han tror er en hær, og når vinden tager fat. Alt er eminent orkestreret og tydeligt illustreret med valg af instrumenter og musikalske figurer. Mellem indledning og coda ligger ti variationer, der tager os gennem den indbildte ridders trængsler for at frelse den skønne Dulcinea. Til slut dør ridderen fredfyldt med skønjomfruens navn på læben.

Indledning: "Don Quixote bliver utilregnelighed efter at have læst romaner om riddere, og beslutter selv at blive en vandrende ridder" Tema: Maggiore: Variation I: Variation II:

Variation III: Variation IV: Variation V: Variation VI: Variation VII: Variation VIII: Variation IX: Variation X: Finale:

Don Quixote, ridder af det sorgfulde ansigt Sancho Panza Eventyr på Vindmøller Den sejrrige kamp mod hæren af den store kejser Alifanfaron (fåreflok) Samtale mellem ridder og væbner Ulykkeligt eventyr med pilgrimsoptog Våbenvagt Mødet med Dulcinea Turen gennem luften Den uheldige tur på den venetianske båd Bekæmpelse af formodede troldmænd Duel med Ridder af den lyse måne Don Quixotes død

Tonedigte var ikke nogen ny opfindelse på Strauss' tid. Franz Liszt gjorde allerede i midten af 1800-tallet en dyd ud af at sætte toner til digte, men der var delte meninger om fremgangsmåden, og enkelte kunne komme op i det røde felt. Den toneangivende anmelder Edouard Hanslick, der var bannerfører for absolut musik, skrev efter en tidlig opførelse af Don Quixote: "Tragedien er at så mange af vore yngre komponister tænker på fremmede sprog - digtning, filosofi, malerkunst - og derefter oversætter tankerne til modersmålet, musik."

Strauss var sig bevidst om, at han havde brug for et forlæg, og gik linen ud i arbejdet med at lave decide-

ret teater for orkester. Det ses - eller høres tydeligt i den syvende variation, hvor den relativt nye sceniske opfindelse, vindmaskinen, tages i brug. Sådan en effekt sammen med instrumentale passager, der blandt andet efterligner får, fik anmeldere på begge sider af Atlanterhavet til at spidse pennen. Her var der noget at skrive om. En konflikt. Året efter førsteopførelsen i Køln, blev Don Qioxote spillet i Chicago, og her skrev anmelderen fra Chicago Tribune: "Don Quixote er uden tvivl et kunstværk, men i hvilken kunstart hører det hjemme?"

Det parisiske publikum var oprørte ved premieren i år 1900, hvor anmelderne talte om at Strauss gjorde grin med sit publikum. I dag er vi mere vante med at genrer bliver blandet, og vi behøver ikke at tage det som en fornærmelse når musikken vrænger, for den vrænger ikke nødvendigvis af os, og skulle den gøre det, har vi heldigvis så meget selvironi, at det kun er underholdende.

"Ingen komponist er før nu kommet så langt med at få lytteren til at se med sine ører" - skriver anmelderen Rudolph Louis efter premieren på Don Quixote Programnote af: Carsten Wolf Andersen

Medvirkende Fabio Mechetti, dirigent Den brasilianskfødte dirigent Fabio Mechetti blev i 2008 udnævnt til musikchef og chefdirigent for Orquestra Filarmonica de Minas Gerais i Belo Horizonte med den opgave praktisk at skabe et helt nyt fuldt professionelt orkester i Brasiliens tredjestørste by. Siden da er orkestret blevet reference for symfoniske aktiviteter i Brasilien og Latinamerika. Udover at placere dette orkester som en førende kunstnerisk organisation i Brasilien, har hans kunstneriske resul-

tater resulteret i et partnerskab med pladeselskabet Naxos. Tilbage i 1989 vandt Fabio Mechetti Den Internationale Malko Dirigent Konkurrence her i Danmark og har siden da dirigeret orkestre verden over. Nu fungerer Fabio som musikchef for Jacksonville Symfoniorkester, efter en 14 årig periode som chefdirigent ved orkestret samt som chefdirigent for det malaysiske Philharmonic Orchestra.

Leonardo Altino, cello Brasilianske Leonardo Altino er født ind i en musikerfamilie. Han begyndte at spille cello som 6-årig og gav sin første optræden i en alder af 8 år. Hans nationale gennembrud havde han som blot 14 årig, da Leonardo var den yngste vinder på Jovens Concertistas Brasileiros, en prestigefyldt konkurrence i Rio de Janeiro. Som 15-årig havde han optrådt som solist med alle større orkestre i Brasilien og arbejdede med anerkendte dirigenter som Eleazar de Carvalho og Isaac Karabitchevsky. Leonardo fungerede som professor ved Universitetet i Memphis fra 2002-2015 og har givet masterclasses på universiteter og festivaler rundt om i hele verden.

Senest har han indspillet de komplette værker for cello af Marlos Nobre med titlen Poema samt alle seks Bach suiter for solocello. Leonardo er i bosat i Madison, Wisconsin, med sin kone violinist SohHyun, og søn David.

Rafael Altino, bratsch Rafael begyndte som 9-årig sine musikalske studier i sit hjemland Brasilien sammen med sin far. Som 17-årig flyttede han til USA, hvor han fortsatte sin musikalske uddannelse. Her fra har han en bachelorgrad fra New England Conservatory of Music i Boston og en kandidatgrad fra Juilliard School of Music i New York. Han er en hyppig gæst ved internationale musikfestivaler og koncerter, som har ført ham til Brasilien, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Japan, Norge, Sydkorea, Spanien, Sverige, Taiwan og USA. Hans kammermusiksamarbejder omfatter kunstnere som Nikolaj Znaider, Benjamin Schmid, Ilya Gringolts, Antonio Meneses, Andreas Brantelid, Roland Pöntinen, Marianna Shirinyan samt Henschel og Miró strygekvartetten.

Rafael er stærk fortaler for ny klassisk musik og har i den forbindelse bestilt en række nye værker til bratsch, herunder soloværker af Poul Ruders, Bent Sørensen, Anders Koppel, Søren Nils Eichberg og Nils Rosing-Schow, som alle vil indgå i en kommende cd. Rafael er i øjeblikket i gang med sin 18. sæson i Odense. Desuden underviser han på Syddansk Musikkonservatorium og Musikhögskolan i Malmö på Lunds Universitet.

1. violin Eugen Tichindeleanu Signe Madsen Kazimierz Skowronek Ulrike Kipp Christensen* Marina Skuratovskaia * Bjarne Hansen Kjetil Ravnan Qvamme * Esther Mielewczyk * Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovacˇ Stinus Christensen Valeria Stadnicki Sofie Qvamme (orlov) Jean-Hee Lee ** Mads Haugsted ** 2. violin Carl Sjöberg * Jovana Vukušić * (orlov) Jan Erik Schousboe Claus Thomsen Boe Leif Bjørk Inger Lassen Anna Bodzon Qvamme El Bylin Bundgaard Stig Andersen Kathrin Kollecker * Mina Fagerlund Hosseini ** Bratsch Rafael Altino * Vakant Dorthe Byrialsen Martin Jochimsen Gertrud Ludwig Dorota Kijewska Martin Mordechai Fajerberg ** Caitlin Wick ** Christian Bønnelykke ** Cello Michaela Fukacˇová * Anna Dorothea Wolff (orlov) Katarina Bundgaard Altino * Philippe Muriset * Anna Pettersson Sofie Spanget Takkula (orlov) Mette Spang-Hanssen Carla Kuotila ** Michal Panasiuk ** Kontrabas Peter Prehn * Toms Timofejevs Maria Møller-Jørgensen Poul Jensen Find * Jens Krøgholt

Fløjte Rune Most Lucia Klonner Ragnhildur Josefsdottir (piccolo) Obo Henrik Skotte (orlov) Albrecht Krauß Mats Hedelius (engelskhorn) Pina Mohs ** Klarinet Svante Wik René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet) Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Anna Moe (orlov) Horn Tone Sundgård Anker Steen Madsen Nicolai Sell Philip Sandholt Herup Andersen Asbjørn Ibsen Bruun ** Trompet Per Morten Bye Joris de Rijbel (orlov) Henrik Hou Feddersen Basun Robert Holmsted Lukas Winther Andersen ** Basbasun Alf Vestergaard Nielsen Tuba Carl Boye Hansen Harpe Maria Boelskov Sørensen ** Pauke Thomas Georgi Slagtøj Jakob Weber (orlov) Finn Christensen Nicola Carrara ** Tom Nybye ** * Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond ** Musikere i tidsbegrænsede stillinger

odensesymfoni.dk