Den brændende engel - 12. november 2015

Carl Nielsen Salen – Odense Koncerthus Torsdag 12. november 2015 KL. 19.30 Koncertintro i Carl Nielsen Salen kl. 18.30

Den brĂŚndende Engel Odense Symfoniorkester Dirigent: Alexander Vedernikov Solist: Boris Berezovsky, klaver

Sergej Prokofjev: Symfoni nr. 3 (1891 - 1953) I Moderato

II Andante

III Allegro agitato - Allegretto

IV Andante mosso - Allegro moderato

PAUSE

Varighed: ca. 34 min.

Peter I. Tjajkovskij: Klaverkoncert nr. 2 (1840 - 1893) I Allegro brillante e molto vivace

II Andante non troppo

III Allegro con fuoco

Varighed: ca. 37 min.

Skrøne og skønhed Der er kraft og saft i aftenens program. Åbningen på Prokofievs symfoni nr 3 er som at blive kastet ud i en ny virkelighed, hvor man ikke helt ved, hvad det kan ende med. Foruroligende stemninger med djævelsk russisk poesi og folklore suger publikum ind i et spindelvæv af vanvid, og man kan frygte for fremtiden, hvis ikke man forvisser sig om at det blot er en skrøne. Aftenens andet værk forsikrer os om, at musik har evnen til at opløfte og underholde. Klaverkoncerten byder på stolthed, inderlighed og en sjælden form for virtuositet, der bekræfter os i at mennesket er og bliver en forunderlig skabning. Afslutningen på Tjajkovskijs Klaverkoncert nr 2 er en fejring af hvad mennesket formår, og det får en helende virkning, når vi først er blevet forført af Prokofievs dæmoniske kræfter.

Den brændende engel De sære stemninger i Prokofievs 3. symfoni stammer fra den opera, der ligger til grund for musikken. Meget af materialet er genbrug fra operaen Den Brændende Engel, som Prokofiev aldrig fik opført. Han begyndte arbejdet på operaen i 1919 og reviderede helt frem til 1927 i takt med, at det viste sig svært at få et operahus til at sætte den op. Historien i operaen var givetvis for krads til selv den mest vovede teaterdirektør, men der var også et strukturelt problem.

Opera blev i mellemkrigstiden betragtet som noget forhistorisk. Noget Præ-Første Verdenskrig.

Historien i Den Brændende Engel er fuld af mysticisme og middelalderlig overtro - en variation over historien om Jeanne D’Arc. Her møder vi Renata, der som ung pige havde visioner om en engel, og som voksen er hun fortsat besat af denne vision. Mens Jeanne D’Arc møder sit endeligt på bålet, så tager Prokofievs historie en mere absurd drejning mod slutningen. Renata er opsat på at finde legemliggørelsen af englen. Hun beder englen om at vise sig som menneske, og kort efter møder hun grev Ottenheim.

Det tager hun som bevis på at han er englen. Han på sin side plukker den unge blomst, og smider den væk efter kort tid. En dag er han væk. Stadig overbevist om at Ottenheim er englen, begiver hun sig på rejse for at finde ham. Undervejs finder hun en hjælper i ridderen Ruprecht, og sammen drager de afsted for at finde Ottenheim. Som tiden går bliver Ruprecht forelsket i Renata, men hun gengælder ikke hans kærlighed. De går til troldmanden Agrippa for at få hjælp, men bliver afvist da han frygter inkvisitionen.

Det lykkes dog at finde frem til Ottenheim, og Renata erkender omsider at greven ikke er englen. Hun føler sig forrådt, hun vil have hævn og får Ruprecht til at duellere mod Ottenheim. Ottenheim bliver såret, Renata får skyldfølelse og beslutter sig for at gå i kloster.

Frem til dette punkt i fortællingen lyder det hele som en plausibel skrøne fra middelalderen, men så bliver det for alvor mærkeligt. Renatas tilstedeværelse i klosteret får alle nonnerne til at gå i trance og blive optændt af en mystisk ild - måske en brændende engel?

Boris Berezovsky, klaver

Alexander Vedernikov, dirigent

Symfonien viser på bedste vis Prokofievs fascination af den mørke side, hans leg med special effects er uovertruffen, og hans fortættede greb om den fortsatte fortælling er eminent. Mørk middelalder, besættelse og desperation serveret med Prokofievs faste sarkastiske hånd, gjorde at blandt andre komponistkollegaen Stravinskij var meget begejstret for symfonien.

Prokofiev gjorde genbrug af sit eget materiale. Nogle gange er tingene dog mere indviklede end som så.

Prokofiev hævdede nemlig at flere af de centrale musikalske ideer i symfonien ikke stammede fra operaen. Dem havde han angiveligt lavet som udkast til en symfoni længe før han begyndte på operaen.

Ideerne fik først en plads i operaen, men da han sidenhen brugte ideerne i symfonien, kom de “hjem igen” til sin oprindelige symfoniske form. Prokofiev understregede gang på gang, at der ikke var tale om programmusik i den 3. symfoni, men den er svær at frigøre fra operaen. Prokofiev opgav aldrig at få Den Brændende Engel sat op, men det lykkedes ikke. Operaen fik premiere i 1955 efter Prokofiev var død.

Den umulige toer Tjajkovskijs klaverkoncert nummer to er umulig på flere måder. Dels skulle den leve op til succesen den første klaverkoncert hurtigt opnåede, dels viser den Tjajkovksijs problemer med at forene klaver og orkester. “Jeg kommer aldrig til at skrive en klaverkoncert” betroede han en af sine venner under studietiden. Han havde angiveligt svært ved at klare lyden af de to klange på én gang. På den baggrund er det pudsigt at hans første forsøg gik hen og blev et af hans mest spillede værker.

Efteråret 1879 rejste han til sin søster Alexandra i byen Kamenka i det nuværende Ukraine, hvor der var plads til, at han kunne komponere i fred. I Moskva var han optaget af at arbejde på konservatoriet, han blev hele tiden afbrudt bedst som han troede han havde fred til at skrive. Alexandras mand var af en velhavende familie, der var tjenestefolk, og Tjajkovskij kom flere gange om året i kortere eller længere perioder. Mange af hans kompositioner er påbegyndt eller færdiggjort her. Dette efterår kastede han sig over nodepapiret og planlagde endnu en klaverkoncert. Koncerten skulle tilegnes vennen Nikolai Rubinstein, der var en af samtidens store russiske pianister.

Nikolai Rubinstein var mere end villig til at uropføre den. Han ville gøre det godt igen, efter at han havde afvist den første koncert som både håbløs og uspillelig. Det nåede Rubinstein dog ikke, da han gik hen og døde 8 måneder før klaverkoncerten endelig fik sin premiere. Madeleine Schiller sad ved klaveret i 1881 med New York Filharmonikerne, og det blev hurtigt evident at den for altid ville stå i skyggen af etteren.

Det ærgrede Tjajkovsky. Han nød arbejdet med koncerten og var selv meget tilfreds. Der var mange, der kom med forslag til rettelser, mange pianister fandt koncerten for lang, og Tjajkovskij gik med til flere forkortelser; især pianisten Ziloti var ivrig for helt at

droppe gentagelsen i første sats, og han ville skære soloviolinen i midtersatsen helt ud. Ziloti og forlæggeren rottede sig sammen og udgav efter Tjajkovskijs død en stærkt forkortet udgave, der var udbredt helt frem til midten af 1950’erne, hvor Tjajkovskijs originale manuskript blev udgivet.

Ligesom i den første klaverkoncert begynder Tjajkovksij med et bombastisk tema, der traver afsted som en mellemting mellem en stolt russisk folkesang og en militærmarch. Der bliver skiftet livligt mellem virtuose klaverkaskader og orkesterindsatser - en udtalt vekselvirkning, der vidner om besværlighederne med at lade solisten spille samtidig med orkestret. Den udfordring får en uventet drejning i anden sats, hvor Tjajkovskij flere steder, og mest bemærkelsesværdigt i åbningen af andanten, indskrænker orkestret til en trio, hvor en soloviolin og en solocello får så flotte melodiske linier, at man for en stund glemmer, at det er en klaverkoncert. Der går næsten 4 minutter før pianisten får lov til at spille en tone i den smukke langsomme midtersats, og det var der flere der forsøgte at få Tjajkovskij til at ændre, men han holdt fast. Trediesatsen har et let genkendeligt tema, der ligesom i første sats er højspændt men med mere let fransk karakter, som var det en klaverkoncert af Camille Saint-Saëns. Det er en rask march mod nye højder, hvor pianisten er bjergbestiger. Flere passager lyder som om klaveret splintrer i stumper og stykker med lynhurtige ture op og ned af tangenterne. Orkester og solist mødes i hæsblæsende løb tilbage til stalden, og finalen kan ikke andet end at kalde på den muskel i tilhørerne, der får dem til at rejse sig op og råbe bravo!

Programnote af Carsten Wolf Andersen

Medvirkende Alexander Vedernikov, dirigent Odense Symfoniorkesters chefdirigent er den internationalt anerkendte Alexander Vedernikov. Han har stået i spidsen for Odense Symfoniorkester siden 2009 og har til stor glæde for orkestret forlænget sin kontrakt frem til 2016. Vedernikov har især markeret sig som musikchef for Bolsjoj Teatret i Moskva (20012009). I dag er han en særdeles efterspurgt gæstedirigent over hele kloden. I november 2013 debuterede han på The Metropolitan Opera, New York (Eugene

Onegin). Udover sin store succes i Rusland, har Vedernikov dirigeret førende orkestre over hele Europa, Nordamerika, Japan og Australien, bl.a.

London Philharmonic, BBC Symphony Orchestra, Orchestra Verdi Milano, City of Birmingham Symphony, Orchestra Philharmonique de Radio France, Sydney Symphony, Tokyo Philharmonic, National Symphony Orchestra i Washington DC m.fl. Som operadirigent er han en hyppig gæst ved Berlins Komische Oper, og har bl.a. dirigeret på La Scala og Zürich Operaen. Han er uddannet ved Moskva Konservatorium (1990). Fra 1988 til 1995 var han assisterende dirigent ved Tjajkovskij Symfoniorkester, og i 1995 grundlagde han det Russiske Filharmoniske Orkester, hvor han var kunstnerisk leder og chefdirigent frem til 2004. Siden 2003 har Vedernikov været tilknyttet Det Russiske Nationalorkester og har i den forbindelse bl.a. dirigeret i Carnegie Hall, New York og Kennedy Centret, Washington.

Boris Berezovsky, klaver Boris Berezovsky er et etableret navn blandt virtuose pianister begavet med en unik indsigt og en stor følsomhed.

Boris Berezovsky, født i Moskva, studerede på Moskvas Konservatorium hos Eliso Virsaladze og Alexander Satz. Efter sin debut i Wigmore Hall, London (1988), beskrev The Times ham som en kunstner af usædvanligt niveau og en spiller af blændende virtuositet og kraft. To år senere vandt han en guldmedalje ved den internationale Tchaikovsky konkurrence i Moskva.

Boris Berezovsky spiller jævnligt med verdens mest prominente orkestre, herunder Berliner Philharmonikerne, Mariinsky Theatre Orchestra, Hungarian National Orchestra, Staatskapelle Dresden, Philharmonia of London, Orchestra Santa Cecilia Roma, New York Philharmonic, NHK Symfoniorkester, Orchestre de Paris, München Philharmonic, Russian National Orchestra, Rotterdam Philharmonic, Orchestre National de France Orchestre Symphonique de Montréal, Orchestre de la Suisse Romande, BBC Symphony Orchestra, Birmingham Symfoniorkester, Hongkong Philharmonic og mange flere.

Boris Berezovksy har indspillet værker af Chopin, Schumann, Rachmaninov, Mussorgsky, Balakirev, Medtner, Ravel og den komplette Liszt Transcendentale Studier. Hans indspilning af Rachmaninov sonater blev tildelt Preis der Deutschen Schallplattenkritik og hans Ravel indspilning blev anbefalet af Le Monde de la Musique, Diapason, BBC Music Magazine og Sunday Independent. Boris Berezovsky vandt også BBC Music Magazine Awards i marts 2006 som bedste instrumentalist.

1. violin Eugen Tichindeleanu Bjarne Hansen Signe Madsen Kazimierz Skowronek Ulrike Kipp Christensen* (orlov) Marina Skuratovskaia * Kjetil Ravnan Qvamme * Esther Mielewczyk * Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovacˇ Stinus Christensen Valeria Stadnicki Sofie Qvamme (orlov) Ivaylo Dechkoff ** Jean-Hee Lee ** Mads Haugsted ** Ivar Bremer Hauge ** 2. violin Carl Sjöberg * Jovana Vukusˇic´ * (orlov) Pierre Guis (orlov) Jan Erik Schousboe Claus Thomsen Boe Leif Bjørk Inger Lassen Anna Bodzon Qvamme El Bylin Bundgaard Stig Andersen Kathrin Kollecker * Hanne Askou ** Aiste Juodagalvyte ** Niels Christian Øllegaard ** Mina Fagerlund Hosseini ** Bratsch Rafael Altino * Dorthe Byrialsen Vakant Gertrud Ludwig Martin Jochimsen Dorota Kijewska Martin Mordechai Fajerberg ** Caitlin Wick ** Cello Michaela Fukacˇová * Anna Dorothea Wolff (orlov) Katarina Bundgaard Altino * Philippe Muriset * Anna Pettersson Sofie Spanget Takkula (orlov) Mette Spang-Hanssen Carla Kuotila ** Tittit van der Pals ** Michal Panasiuk ** Kontrabas Peter Prehn * Toms Timofejevs (orlov) Maria Møller-Jørgensen Poul Jensen Find * Jens Krøgholt Mads Uldall-Jessen **

Fløjte Rune Most (orlov) Lucia Klonner Ragnhildur Josefsdottir Magdalena Bäz ** Obo Henrik Skotte (orlov) Albrecht Krauss Mats Hedelius (engelskhorn) Pina Mohs ** Klarinet Svante Wik (orlov) René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet) Tine Maj Antonsen ** Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Anna Moe (orlov) Lars Mathiesen ** Horn Tone Sundgård Anker Steen Madsen Nicolai Sell Philip Sandholt Herup Andersen Ursula Paludan Monberg ** Morten Eriksen ** Trompet Per Morten Bye Joris de Rijbel (orlov) Henrik Hou Feddersen Judy Elisa Hunskjær Olsen ** Basun Robert Holmsted Lukas Winther Andersen ** Basbasun Alf Vestergaard Nielsen Tuba Carl Boye Hansen Harpe Tine Rehling ** Maria Boelskov Sørensen ** Pauke Thomas Georgi Slagtøj Jakob Weber (orlov) Finn Christensen Nicola Carrara ** Tom Nybye ** * Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond ** Musikere i tidsbegrænsede stillinger

Ved koncerten gennemføres en spørgeskemaundersøgelse i forbindelse med Odense Symfoniorkesters deltagelse i EOLAB, et projekt under Creative Europe.

odensesymfoni.dk