Romantisk Cello - 20. november 2014

2014/2015

Program Carl Nielsen Salen – Odense Koncerthus TorsDAG 20. November 2014 KL. 19.30 Koncertintro i Carl Nielsen Salen kl. 18.30

Romantisk cello Odense Symfoniorkester Dirigent: Alexander Vedernikov Solister: Mario Brunello, cello Carl Maria von Weber: (1786 – 1826)

Euryanthe ouverture, op. 81

Robert Schumann: (1810 – 1856)

Koncert for cello og orkester, a-mol. op. 129

Varighed: ca. 8 min.

I II III

Nicht zu schnell Langsam Etwas lebhafter, Sehr lebhaft

Varighed: ca. 22 min.

PAUSE Johannes Brahms: Symfoni nr. 1, c-mol, op. 68 (1833 – 1897)

I Un poco sostenuto - Allegro Meno allegro

II Andante sostenuto

III Un poco allegretto e grazioso

IV Finale. Adagio - Più andante -

Allegro non troppo, ma con brio Piu allegro

Varighed: ca. 42 min.

odensesymfoni.dk

En solokoncert for cello, kan det virkelig lade sig gøre?

Celloen har sin plads i orkestret forrest på tribunen, hvor den frembringer varme og syngende melodier. Af og til spiller den en kort solo, hvor de øvrige instrumenter er stilfærdige og den får lov at træde frem med sin inderlige klang. Dens toner går til hjertet, fordi den så meget minder om den menneskelige stemme.

Men at være i centrum hele tiden, at være alene mod resten af orkestret i et helt værk, indebærer en risiko for, at al den inderlighed kommer til at drukne i mængden af lyd fra de andre instrumenter. Brahms havde en drøm om at skrive en cellokoncert, men undlod netop ud fra overvejelserne om instrumentets manglende gennemslagkraft. Han blev derfor både imponeret og lidt jaloux, da kollegaen Dvořák kom på banen med sit mesterværk, cellokoncerten i h-mol, der sidenhen har indtaget førsterangen med sit væld af melodier, sin udadvendthed og sit klangfyrværkeri.

Mario Brunello

I baroktiden blev der skabt mange cellokoncerter, som fungerede fint, så længe orkestret var lille og med få blæsere. På Mozart og Beethovens tid bliver orkesterlyden for fyldig til, at celloen kan klare sig, så på Schumanns tid eksisterede begrebet en cellokoncert ikke. En koncert med solist var enten for klaver eller violin. Clara

De tre vigtigste cellokoncerter: Robert Schumann: Cellokoncert a-mol, 1850 Antonín Dvořák: Cellokoncert h-mol, 1895 Edward Elgar: Cellokoncert e-mol, 1919

Schumann, hans kone, rejste Europa tyndt og optrådte som virtuos i tidens store klaverkoncerter, og violintroldmanden Paganini var i centrum på sin Stradivarius foran orkestret og et fanatiske publikum. Celloen var der ingen, der kunne forestille sig i denne spotbelyste rolle som solist og egentlig heller ikke Schumann selv.

For ham var solistdyrkelse, udvendighed og virtuoseri musikken uvedkommende, og hans cellokoncert fremstår derfor mere som kammermusik for stort orkester præget af intimitet, lavmælt tale og bløde nuancer.

Schumann præsenterede sin koncert for musikforlag og dirigenter, men blev mødt af hovedrysten, fordi den ikke levede op til kravene om det udadvendte og imponerende, og han oplevede ikke at høre den opført.

Førsteopførelsen fandt sted fire år efter hans død, d 9. juni 1860, på konservatoriet i Leipzig, i forbindelse med markeringen af 50-året for hans fødsel.

En musikalsk lykkestund Clara Schumann 11. oktober 1851: "Jeg spillede endnu engang Roberts cellokoncert og havde derved en musikalsk lykkestund. Romantikken, flugten, friskheden og humoren og samtidig den højst interessante sammenfletning af cello og orkester er virkelig besættende. Og hvilken velklang og dyb følelse er der ikke i alle dens sangbare steder..."

Schumanns musik er kendetegnet af store følelser og poetisk skønhed, men kan samtidig have et præg af noget indadvendt og mystisk. Den er som en drømmeverden, hvor billeder, stemninger og tanker strømmer afsted, hvor alt kan lade sig gøre, og meget sker om natten i dunkel belysning.

På den måde er han indbegrebet af den ægte romantiker, for hvem fantasien giver mennesket en frihed og grænseløshed, som ikke findes i den virkelige verden. Hans samtidige og åndsfæller er personligheder som Felix Mendelssohn, H.C. Andersen, Edgar Allan Poe og maleren Caspar David Friedrich.

Cellokoncerten er i tre satser og som en konsekvens af Schumanns væmmelse ved idoldyrkelse og bifald på upassende steder, lader han satserne gå direkte over i hinanden.

Første sats er ikke mange takter gammel, før solisten er i aktion med en henført melodi som i følelsesfylde leder tanken hen på Schumanns kærlighedssange. Der er konstant skift i sindstilstand fra det ekstatiske til det roligt syngende. Cellostemmen er teknisk meget vanskelig og samtidig skal der være overskud til at kæle for tonernes og frasernes farvning og udtryk. Anden sats er relativt kort, en drømmende meditation, hvor solisten spiller en duet med førstecellisten og på et tidspunkt anvender dobbeltgreb, det vil sige spiller akkorder på celloen. Efter en overledning for solisten alene går det videre med tredje

satsens sehr lebhaft, meget livligt, hvor celloen hvirvler afsted i tæt og intens dialog med orkestret.

Cellokoncerter af andre komponister: Edward Elgar: Cellokoncerten var Elgars sidste store værk skrevet i 1. verdenskrigs afsluttende måneder.

Antonio Vivaldi skrev et utal af koncerter, heriblandt ca. 25 for solocello.

Luigi Boccherini var selv cellist og skrev 12 koncerter for instrumentet.

Joseph Haydn: to cellokoncerter, som først er kendt og spillet siden 1960'erne

Eduard Lalo: Cellokoncert d-mol, 1875 Camille Saint-Saens: Cellokoncert nr 2 d-mol, 1902 Peter Tjajkovskij: Rokoko-variationer, 1877 Dmitrij Shostakovitch: To cellokoncerter, begge tilegnet Mistislav Rostropovitch.

Naturromantik og røveruhygge Carl Maria von Webers navn lever i dag først og fremmest i kraft af operaen Jægerbruden (Der Freischütz, 1821), der fortsat opføres rundt om. En herlig opera, der er fuld af naturromantik, røveruhygge og skovstemninger. Weber var et musikalsk multitalent, der kunne optræde i rollen som pianist, teatermand, forfatter, dirigent, instruktør og kritiker. Han var højt respekteret af senere tiders komponistkolleger som Gustav Mahler eller Stravinskij, der kaldte ham 'musikkens fyrste' og ikke mindst en uomgængelig forudsætning for Wagners operaværk.

I dag er Wagner den altoverskyggende tyske operamester, men det er vigtigt at vide, at han har suget mængder af ideer og materiale i Webers operaer, heriblandt Euryanthe (udtales øjry'andte). Modsat Jægerbruden opføres denne opera meget sjældent på grund en umulig og forskruet handling, henlagt til en fjern riddertid. Musikken er til gengæld første klasses og i det hele taget operateknisk nyskabende med ledemotiver og gennemkomponerede scener, som Wagner kunne bygge videre på. Ouverturen til Euryanthe er populær som koncertværk med sin levende og farverige instrumentering, de fejende strygerpassager.

Og hvis det visse steder minder om Wagners Lohengrin, ved vi hvorfor.

Klap hesten Kom man på besøg hos Johannes Brahms i lejligheden i Karlsgasse i Wien, kunne man være heldig at få forevist originalmanuskripter af Mozart og Haydn. Uvurderlige

skatte som i dag opbevares i bankbokse på biblioteker og arkiver, havde han liggende i sit skab.

Modsat Schumann og Weber, der søgte deres musikalske inspiration i deres egen utæmmelige fantasi, stod Brahms med to solide ben fast forankret hos fortidens klassiske mestre, som han forgudede: Mozart, Haydn og Beethoven.

En ydmyg og samtidig meget selvbevidst komponist, der konstant krævede kvalitet af sig selv, kasserede, revurderede og omarbejdede, indtil et godkendt resultat var opnået.

Og der kunne godt gå 15 år eller mere, før et værk blev sendt fra det Brahmske værksted med påstemplingen: godkendt.

Han var som ung en drabelig pianist, der skrev en lang række klaverværker, som udgjorde hans første mange opusnumre. Langsomt og sikkert kastede han sig ud i kammermusikken og først efter en usædvanlig lang opstartstid udkom hans 1. symfoni c-mol. Symfonisk debutant, 43 år gammel. I en verden, hvor man jagter sensationen og geniale teenagere, er det helt befriende at møde en person, som er så god til at klappe hesten. Alt kommer til den, der kan vente, synes hans motto at være.

En af årsagerne til den sent udkomne symfoni, var naturligvis Beethoven. Mens Schumann og Mendelssohn kunne skrive symfonier uden at være handlingslammet af forbilleder, var det meget mere kompliceret for Brahms. Han følte konstant 'denne kæmpe marchere bag sin ryg'.

I dag står alle Brahms fire symfonier som mesterværker ved siden af Beethovens, men det vidste ingen d. 4. november 1876, da hans første symfoni blev uropført i Karlsruhe. Flere opførelser fulgte, og efter et år med yderligere finpudsninger og justeringer kunne Brahms godkende trykningen af partitur og diverse arrangementer for klaver.

Symfonien er i c-mol ligesom Beethovens berømte 5. symfoni Skæbnesymfonien, en toneart, der bruges til eksistentielle musikalske udsagn. Det er med andre ord for alvor. Åbningen er vældig og voldsom med hele orkestret, der sætter ind som et orgelbrus og med en dyb, lang liggetone, der sætter scenen og lægger fundamentet. Som i den klassiske symfoni er anden sats en langsom andante, hvor vi hører oboen spille en poetisk og smuk melodi. Tredje sats kan hos Beethoven være en dramatisk scherzo, den er hos Brahms en lethjertet og dansende allegretto.

Når musikken klinger, kan man sagtens hævde, at Brahms' symfoni ikke har noget med Beethoven at gøre, da dens klangfarver og virkemidler er totalt anderledes.

Men når vi henne i sidste sats bliver udsat for en herlig og sangbar melodi og fornemmer mindelser om Freude, schöner Götterfunken fra Beethovens 9. symfoni, er det værd at vide, at det fra Brahms side er gjort med fuldt overlæg.

En kadeau til forbilledet og mesteren.

Programnote af Helge Baun Sørensen

Dirigent Alexander Vedernikov, dirigent Odense Symfoniorkesters chefdirigent er den store russer Alexander Vedernikov. Han har stået i spidsen for Odense Symfoniorkester siden 2009 og har til stor glæde for orkestret forlænget sin kontrakt frem til 2016. Vedernikov har især markeret sig som musikchef for Bolsjoj Teatret i Moskva (2001-2009). I dag er han en særdeles efterspurgt gæstedirigent over hele kloden. I november 2013 debuterede han på The Metropolitan Opera, New York (Eugene Onegin). Udover sin store succes i Rusland, har Vedernikov dirigeret førende orkestre over hele Europa, Nordamerika, Japan og Australien, bl.a. London Philharmonic, BBC Symphony Orchestra, Orchestra Verdi Milano, City of Birmingham Symphony, Orchestra Philharmonique de Radio France, Sydney Symphony, Tokyo Philharmonic, National Symphony Orchestra i Washington DC m.fl. Som operadirigent er han en hyppig gæst ved Berlins Komische Oper, og har bl.a. dirigeret på La Scala og Zürich Operaen. Han er uddannet ved Moskva Konservatorium (1990). Fra 1988 til 1995 var han assisterende dirigent ved Tjajkovskij Symfoniorkester, og i 1995 grundlagde han det Russiske Filharmoniske Orkester, hvor han var kunstnerisk leder og chefdirigent frem til 2004. Siden 2003 har Vedernikov været tilknyttet Det Russiske Nationalorkester og har i den forbindelse bl.a. dirigeret i Carnegie Hall, New York og Kennedy Centret, Washington.

Brunello's cello Brunello spiller på en Maggini cello fra 1600tallet.

I 1900tallet tilhørte den Benedetto Mazzacurati og derefter Franco Rossi.

Solist Mario Brunello, cello Mario Brunello, født i Castelfranco Veneto i 1960, er italiensk cellist. Han har blandt andet studeret hos Adriano Vendramelli (Venice Conservatorio of Music). I 1986 vandt han første prisen i Den International Tchaikovsky Konkurrence (Moskva) i cello sektionen.

Siden da har Brunello spillet med mange orkestre fra hele verden: London Philharmonic, Royal Philharmonic, Philadelphia Orchestra, Orchestra National de France, NHK Symphony Orchestra (Tokyo), Scala Philharmonic Orchestra, Santa Cecilia blot for at nævne nogle af dem.

I 1994 grundlagde Brunello "Orchestra d'Archi Italiana" (Italiensk stryger orkester) og startede dermed dobbelt performende aktiviteter som dirigent i tillæg til sine soloturneer i mange Europæiske lande.

Som kammermusiker har Brunello optrådt med artister som Gidon Kremer, Martha Argerich, Frank Peter Zimmermann, Yuri Bashmet, Maurizio Pollini, Andrea Lucchesini, Valery Afanassiev samt Borodin og Alban Berg Kvartetter.

Mario Brunello er kunstnerisk direktør ved Den Internationale Stryger Kvartet Konkurrence Premio Paolo Borciani og ved Reggio Emilia Stryger Kvartet Festival.

Odense Symfoniorkester 1. violin Eugen Tichindeleanu Signe Madsen Kazimierz Skowronek Ulrike Kipp Christensen* (orlov) Marina Skuratovskaia * Bjarne Hansen * (orlov) Kjetil Ravnan Qvamme * Esther Mielewczyk * Ulf Jeppesen Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovač Stinus Christensen Valeria Stadnicki Sofie Qvamme Ivaylo Dechkoff Bettina Marie Ezaki ** Aiste Juodagalvyte ** Aleksander Kölbel ** Jevgenij Skuratovskij **

Fløjte Rune Most Lucia Klonner Ragnhildur Josefsdottir **

2. violin Carl Sjöberg * Jovana Vukušić * Pierre Guis Jan Erik Schousboe Claus Thomsen Boe Leif Bjørk Inger Lassen Anna Bodzon Qvamme El Bylin Bundgaard Stig Andersen Kathrin Kollecker *

Horn Tone Sundgård Anker Steen Madsen Nicolai Sell Philip Sandholt Herup Bruno Bresler Ulrik Kofoed Hansen **

Bratsch Rafael Altino * (orlov) Luminita Marin Christensen (orlov) Ekaterina Tolpygo Annelise Boe * Gertrud Ludwig (orlov) Martin Jochimsen Anna Carolina Jensen (orlov) Dorthe Byrialsen Dorota Kijewska ** Baiba Bergmane ** Martin Mordechai Fajerberg ** Minna Svedberg ** Viktor Sørensen ** Caitlin Wick **

Basun Robert Holmsted David Roode

Cello Michaela Fukačová Muriset * Anna Dorothea Wolff Katarina Bundgaard Altino * (orlov) Philippe Muriset * Anna Pettersson Sofie Spanget Takkula Mette Spang-Hanssen Carla Kuotila ** Michail Panasiuk **

Slagtøj Jakob Weber Finn Christensen Rune Schuster **

Kontrabas Peter Prehn * Toms Timofejevs Maria Møller-Jørgensen Poul Jensen Find * Jens Krøgholt

** Musikere i tidsbegrænsede stillinger

Obo Henrik Skotte Larsen Albrecht Krauss Mats Hedelius (engelskhorn) Klarinet Svante Wik (orlov) René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet) Natalie Harris ** Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Anna Moe

Trompet Per Morten Bye Joris de Rijbel Henrik Hou Feddersen

Basbasun Alf Vestergaard Nielsen Tuba Carl Boye Hansen Harpe Lovisa Wennes ** Pauke Thomas Georgi

* Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond

Claus Bergs Gade 9 • 5000 Odense C • odensesymfoni.dk