Koncertprogram Anna Netrebko & Yusif Eyvazov med Aarhus Symfoniorkester

musikhuset.dk

Anna Netrebko & Yusif Eyvazov. Dirigent Pier Giorgio Morandi 25. feb 2022 • Musikhuset • Symfonisk sal

Program Giuseppe Verdi (1813-1901)

Giacomo Puccini (1858-1924)

Ouverture til Nabucco (1841)

”Vissi d’arte“ fra Tosca (1900) Anna Netrebko

”Già nella notte densa“ fra Otello (1887) Anna Netrebko & Yusif Eyvazov

”Ritorna vincitor“ fra Aida (1871) Anna Netrebko

”Ah, fede negar potessi... Quando le sere al placido“ fra Luisa Miller (1849) Yusif Eyvazov

Umberto Giordano (1867-1948) Intermezzo fra anden akt af Fedora (1898)

”E lucevan le stelle“ fra Tosca Yusif Eyvazov

”O soave fanciulla“ fra La Bohème (1896) Anna Netrebko & Yusif Eyvazov

Giuseppe Verdi Forspil og ”Ecco l’orrido campo” fra Maskeballet (1859) Anna Netrebko

”Teco io sto“ fra Maskeballet Anna Netrebko & Yusif Eyvazov

Pause Ernesto De Curtis (1875-1937)

Antonín Dvorák (1841-1904)

”Tu, ca nun chiagne“ (1915)

”Když mne stará matka” (1880) (Sange min mor lærte mig)

Yusif Eyvazov

Anna Netrebko

Georges Bizet (1838-1875)

Ernesto De Curtis

Ouverture til Carmen (1875)

Yusif Eyvazov

Luigi Arditi (1822-1903)

Ruggero Leoncavallo (1857-1919)

”Il bacio“ (1860)

”Mattinata” (1904)

Anna Netrebko

Anna Netrebko

Pablo Sorozábal (1897-1988)

Guido Maria Ferilli (1949-)

”No puede ser“ fra La tabernera del puerto (1936) Yusif Eyvazov

”Torna a Surriento“ (1894)

”Un amore cosi grande“ (1975) Arr: G. Voronkov Yusif Eyvazov

Ernesto De Curtis ”Non ti scordar di me“ (1935) Anna Netrebko & Yusif Eyvazov

Biografier Anna Netrebko Star Quality. Karisma. En fuldstændig – og fuld­ endt – fordybelse i enhver rolle, hun synger, hvad enten det er i de store operaer eller foran et sym­ foniorkester. Det er nogle af de mange egenska­ ber, der gør Anna Netrebko til en af de allerklare­ ste stjerner på operahimlen.

De fleste kender Anna Netrebkos næsten eventyr­ agtige start på karrieren: Hun var såmænd noget så jordnært som rengøringsassistent på Mariin­ skij-teatret i Skt. Petersborg, hvor ingen ringere end verdensstjernen og dirigenten Valerij Gergiev lagde mærke til hende og hyrede hende til at syn­ ge Susanna i Mozarts Figaros bryllup. Der var et par betydelige mellemregninger (blandt andet studerede Anna Netrebko allerede på konservato­ riet), men historien er så ikonisk, at den er hængt ved. Senere kom hun i hele verdens søgelys, da hun sang Donna Anna i Mozarts Don Giovanni ved Salzburg-festspillene i 2002 – og resten er tæt på at være historie.

Hvis man skulle kåre verdens bedste sanger – hvil­ ket naturligvis både er umuligt og en lille smule meningsløst – så ville hendes navn helt sikkert bli­ ve nævnt i toppen af listen. Det skyldes naturligvis hendes helt vidunderlige stemme – men hun har

også et nærvær på scenen og en meget stor ind­ levelse, som gør hende til en fornøjelse at både se og høre på. Hun udstråler en vidunderlig livsglæde, der altid smitter af - på musikken og på publikum.

I begyndelsen af sin karriere var hun især kendt for de lettere og lyriske roller. Rollen som Giovanna D’Arco i Verdis opera af samme navn og udgivelsen af albummet Verdi fra 2013 markerer imidlertid et vendepunkt i hendes karriere. Herefter har hun kastet sig over mere krævende roller som Leonora i Trubaduren, titelrollen i Manon Lescaut, Lady Ma­ cbeth i Verdis Macbeth, Elsa i Wagners Lohengrin, Aida, Tosca og Turandot.

I dag kan man opleve hende i alle de største opera­ huse, herunder Metropolitan-operaen i New York, La Scala i Milano og på Wiener Staatsoper.

Wien er også der, hvor hun bor i dag (samt i New York og Skt. Petersborg), og hun har østrigsk statsborgerskab ved siden af sin russiske natio­ nalitet. Hun indspiller udelukkende for Deutsche Grammo­phon, hun har vundet et utal af priser og udmærkelser – og så blev hun udnævnt til Folkets Kunstner i Rusland i 2008 og til østrigsk Kammer­ sangerinde i 2017. Hun er også ambassadør for SOS Børnebyerne i Østrig og den russiske Børne­ hjælpsforening.

Yusif Eyvazov Anna Netrebko deler scenen med sin mand Yusif Eyvazov. Han er en dramatisk tenor, der især er kendt for sit høje register og nærvær på scenen.

Han optræder på de samme store scener som sin hustru.

Yusif Eyvazov er født i Aserbajdsjan, men optræ­ der i dag på scener som Metropolitian Opera i New York, Royal Opera House i London, Wiener Staatsoper og La Scala i Milano. I sidste sæson sang han blandt andet titelrollen i Don Carlo på Bolsjoj-teatret i Moskva, Manrico i Trubaduren, Cavaradossi i Tosca på både Wiener Staatsoper og Madrids Teatro Real og Calaf i Turandot i Arena di Verona. Biografglade operagængere har måske også oplevet ham i en live-produktion fra Metro­ politan-operaen, som blev transmitteret til bio­ grafer over hele verden. Her har man blandt andet kunnet se ham som Calaf i Turandot og Herman i Spar dame.

Han har også indspillet en lang række værker på Deutsche Grammophon, og han er udnævnt til Folkets Kunstner i Aserbajdsjan. Han mødte for øvrigt sin kone, da de sang sammen, og det er de fortsat med. Både på operascenen og i koncertsa­ lene optræder de to kunstnere hyppigt sammen, og de har også udgivet en fælles indspilning med titlen Romanza, hvor de synger kærlighedssange og duetter.

Aarhus Symfoniorkester Aarhus Symfoniorkester blev grundlagt i 1935 og har til huse i Musikhuset Aarhus, hvor det råder over sit helt eget koncertsted - den prisbelønnede Symfonisk Sal. Orkestret består af 66 fastansatte musikere med chefdirigent Marc Soustrot i spid­ sen og den legendariske Leif Segerstam i rollen som æresdirigent.

Orkestret tiltrækker sit store og forskelligartede publikum gennem ugentlige abonnementskoncer­ ter, familiekoncerter, kammerkoncerter og samar­ bejdskoncerter med festivaler og spillesteder, bl.a.

Musikhuset, Smukfest, Spot Festival og Aarhus Festuge. Aarhus Symfoniorkester er desuden fast medspiller ved Den Jyske Operas årlige produkti­ oner i den østjyske landsdel og har en betragtelig indspilningsvirksomhed af både nykomponerede danske værker og det mere klassiske repertoire.

Orkestret varetager en social og kulturel funktion for byen, med særlige koncerter for udsatte bor­

gere samt mere end 100 skolekoncerter om året.

I 2018 lancerede orkestret Musikkens Børn – et nyt ambitiøst familieprojekt, der henvender sig til før-skolebørn og deres familier.

Dirigent Pier Giorgio Morandi Ligesom aftenens to solister er også dirigenten Pier Giorgio Morandi vant til at stå på de store scener. Men rent faktisk startede han sin karriere i orkestergraven. I ti år var han nemlig solooboist i La Scala-orkestret i Milano. Derefter studerede han direktion og blev assistent for blandt andet Riccardo Muti på La Scala, ligesom han også har studeret hos Leonard Bernstein og Seiji Ozawa.

Som ung dirigent vandt han den prestigefyldte Tanglewood-konkurrence, og herefter tog hans karriere fart med dirigentoptrædener på Teatro Dell ‘Opera i Rom og på Budapests Nationalopera.

Som operadirigent har han sin gang i alverdens operahuse, herunder Wiener Staatsoper, Deut­ sche Oper i Berlin, Theatre Royal de la Monnaie i Bruxelles, Teatro Colón i Buenos Aires og alle de største operahuse i Italien. Han dirigerer også symfoniske koncerter og har medvirket på en lang række indspilninger. Og så har han en skandinavisk tilknytning: Han har dirigeret på Det Kongelige Teater, og han har været førstegæstedirigent for Helsingborg Symfoniorkester såvel som for Kung­ liga Operan i Stockholm.

Programnoter Stjernestøvet fra verdens største operahuse drysser ned over Musikhuset i aften, når det aar­ husianske publikum får mulighed for at opleve en af verdens helt store sangere. Anna Netrebko er et ikon i operaens verden – karismatisk, uimodstå­ elig og med en musikalitet og et nærvær på sce­ nen, der er uden lige.

Anna Netrebko har en unik evne til at forføre det klassiske publikum med sin fantastiske vokalkon­ trol. Hun mestrer alle følelser i sit musikalske ud­ tryk og lyder som forår på en kold vinteraften.

Når hun så tilmed optræder i selskab med sin æg­ temand, tenoren Yusif Eyvazov, er der løfte om en koncert helt ud over det sædvanlige. Begge sangere slår normalt deres folder på scener som Metropolitan-operaen, Wiener Staatsoper og La Scala, og deres samklang er sublim. Læs bare, hvad Jyllands-Posten skrev om parret, da de sidst gæ­ stede Danmark: ”Ægteparret Anna Netrebko og Yusif Eyvazov besidder både hver for sig og tilsammen en så magtfuld, imponerende og dragende sangstil og -kraft, at man opsluges, hypnotiseres og nærmest opløses i musikkens magt.”

Vi glæder os til at give jer en uforglemmelig aften i de store stjerners tegn.

Verdi Ouverture til Nabucco Operaen er en musikalsk verden fyldt med store følelser, store kontraster – og ikke mindst masser af dramatik. Derfor lægger vi ud med ouverturen til Verdis opera Nabucco. Den har nemlig det hele: Dramatiske messingblæsere, en fløjlsblød obosolo og medrivende strygersteder. Den er kort sagt et mikrokosmos af operaens mageløse melodier og pragt. Velkommen til en storslået aften i operaens verden!

”Già nella notte densa“ fra Otello Otello er skrevet over Shakespeares skuespil Othello. Operaen skildrer den grumme historie om Otello, der bliver bedraget til at tro, at hans hu­ stru er ham utro. I sin jalousi myrder Otello først Desdemona og derefter sig selv. I denne arie er vi dog endnu ikke kommet så vidt. I ”Her i den mørke nat er al larm stilnet af” mindes Otello og Desde­

mona Otellos voldsomme fortid, og hvordan de blev forelskede i hinanden. ”Lad kanonerne brøle og verden kollapse, hvis blot der efter det endelø­ se raseri kommer endeløs kærlighed.”

“Ritorna vincitor” fra Aida “Ritorna vincitor” er Aidas arie, efter det er blevet bekendtgjort, at Egypten skal i krig med etiopier­ ne – og at hendes elskede Radamès skal lede den egyptiske hær. Aida føler sig nu fanget mellem kær­ ligheden til sin far og fædrelandet på den ene side – og kærligheden til Radamès på den anden side.

I arien er hun dybt splittet mellem de to mænd, som hun elsker: Radamès og sin far. Den enes sejr vil nemlig forvolde den andens død og ulykke. Til sidst anråber hun guderne om hjælp: ”Guder, se i nåde til min lidelse! Der er intet håb i min kvide.

Skæbnesvangre kærlighed, afgrundsdybe kærlig­ hed, knus mit hjerte eller lad mig dø!”

”Ah, fede negar potessi... Quando le sere al placido“ fra Luisa Miller Egentlig var operaen Luisa Miller gået i glemmebo­ gen – men så begyndte man at interessere sig for Verdi i Tyskland i 1920’erne, og operaen blev gravet frem igen. Og hvorfor så lige i Tyskland? Jo, må­ ske fordi Luisa Miller bygger på et skuespil af den tyske forfatter Schiller – og foregår i Tyrol. Det er ­historien om kærligheden mellem den adelige Rodolfo og den borgerlige Luisa – og tragedien, da de ikke kan få hinanden. I denne arie mindes Rodol­ fo de lykkelige stunder, han har haft sammen med sin elskede – men trods de søde minder er han dybt fortvivlet. Han har nemlig lige læst et falsk brev, som Luisa er blevet tvunget til at skrive, og derfor tror han nu, at hendes kærlighed var et be­ drag.

Giordano Intermezzo fra anden akt af Fedora Det smukke intermezzo i anden akt af operaen Fedora hører vi ikke hver dag, så det er lidt af en lækkerbisken at få lov til at høre det her i aften.

Operaen er komponistens mest kendte værk og fortæller historien om Fedora, der sværger at hævne sin forlovedes død. Hun bliver imidlertid forelsket i morderen og får derfor store kvaler over at have angivet ham – og ender derfor med at tage sig af dage. Og ja, operakomponister kan

godt lide dramatiske handlinger! Fedora er for øvrigt skrevet til den store tenor Enrico Caruso – og så er det en af de yderst få operaer, der har en arie om at cykle.

Puccini „Vissi d’arte“ fra Tosca ”Jeg levede for kunst, jeg levede for kærlighed”: I den billedskønne arie ”Vissi d’arte” fra Tosca synger Tosca sin fortvivlelse ud. Hendes elskede Cavaradossi skal henrettes, og hendes eneste måde at redde ham på er at give sig selv til skur­ ken Scarpia. Arien er en fortvivlet klage til gu­ derne: Når nu Tosca har gjort alt, hvad hun kunne – hvorfor bliver hun så alligevel straffet? Det er kærlighed og fortvivlelse i lige mål.

Note: Operaen ender ikke lykkeligt – men Scarpia får i det mindste sin velfortjente straf til sidst, da Tosca stikker ham ned.

„E lucevan le stelle“ fra Tosca De allerstørste følelser – det er det, opera kan vække i os. Og måske aldrig klarere og mere hjer­ teskærende end i Tosca. Cavaradossi ved, at han skal dø. ”E lucevan le stelle” – ”stjernerne strålede” – er hans afsked med livet og med sin elskede. Det er fire minutter af den pureste skønhed – inklusive den mest mageløse klarinetsolo i hele operaverde­ nen.

„O soave fanciulla“ fra La Bohème La Bohème er fortællingen om de fattige kunst­ nere, der lever af kærlighed og kildevand i usle lejligheder oppe under Paris’ tage. Den slags leve­ forhold bliver man som bekendt syg af, og operaen ender – naturligvis, fristes man til at sige – tragisk.

I ”O soave fanciulla” – “åh, søde pige” – er håbet dog endnu lyserødt. Arien er afslutningen på første akt og bliver sunget af Mimi og Rodolfo, der netop har indset, at de er blevet forelskede i hinanden.

Operaen var for øvrigt ret usædvanlig for sin tid, netop på grund af sin socialrealisme. Ellers havde operaverdenen mest været befolket af guder og adelige; at dykke ned i levevilkårene for samfun­ dets underklasse blev sjældent gjort. Alligevel (el­ ler netop derfor?) blev operaen en stor succes.

Verdi Forspil og ”Ecco l’orridor campo“ fra Maskeballet Så skal vi til Sverige! En italiensk udgave af Sve­ rige, i hvert fald. Maskeballet handler nemlig om mordet på Gustav III af Sverige, der blev skudt til et maskebal. Verdi fokuserer dog mindst lige så meget på kærlighedshistorien i sin opera. Kong Gustav (eller Riccardo, som Verdi kalder ham) er blevet forelsket i sin gode vens kone, Amelia. Det finder Amelias mand ud af og dræber Riccardo. På dødslejet afslører Riccardo, at Amelia aldrig var sin mand utro.

I ”Ecco l’orrido campo” er Amelia taget ud på gal­ gebakken midt om natten for at samle urter. En spåkvinde har nemlig lovet hende, at urterne kan bringe lindring til Amelias hjerte, der martres af den forbudte kærlighed til Riccardo. Amelia er rædselsslagen – både over omgivelserne og tanken om, hvad der vil ske med hende, hvis hun mister sin kærlighed til Riccardo. Hun er fast besluttet på at gøre det rigtige – men hun ved, at det vil dræbe kærligheden til Riccardo. Arien skildrer med andre ord en kvinde, der er fanget mellem kærlighed og pligt.

”Teco io sto“ fra Maskeballet Vi bliver i samme opera. ”Teco io sto” er fra anden akt, hvor Riccardo og Amelia erklærer hinanden deres kærlighed.

Bonusinformation: Verdi havde store problemer med censuren i både Napoli og Rom (magthaverne havde det ikke godt med fortællinger om magtha­ vere, der bliver myrdet). Undervejs i skriveproces­ sen var Verdi, for at undgå censuren, tvunget til at lade operaen foregå andre steder end Stock­ holm, blandt andet Stettin og Boston – deraf de skiftende navne på personerne. I dag er det dog almindeligst at sætte den op, som om den foregår i Stockholm.

De Curtis ”Tu, ca nun chiagne“ Napolitanske sange er en hel genre for sig og en institution i det italienske musikliv – helt bogsta­ veligt: I 1830’erne iværksatte man nemlig en officiel konkurrence for sange på den napolitanske dia­ lekt, og konkurrencen fortsatte i mere end 100 år.

Sangene drog herefter ud i verden sammen med italienske emigranter og blev verdensberømte.

Sangene er guf for gode tenorer, og Caruso, Do­ mingo og Pavarotti har alle brugt dem som eks­ tranumre og dermed bragt dem ind på verdens største operascener. I ”Tu, ca nun chiagne” står sangeren i bjergets skygge og synger om, hvor meget han længes efter sin elskede – ”du, der ikke græder og får mig til at græde. Jeg vil have dig!”

Bizet Ouverture til Carmen Superkort, superkæk og supertriumferende!

Ouverturen til Bizets opera Carmen lyder som en sand fejring af værket – men rent faktisk blev ope­ raen en stor fiasko ved premieren, og Bizet døde tre måneder senere uden at vide, at hans opera allerede få måneder senere skulle begynde sin vej

mod at blive den måske mest elskede opera over­ hovedet. En af grundene til omgivelsernes tøven var måske, at Carmen var en del af den nye skole, som blev kendt som ”verismo” – en mere realistisk form for opera. Det var ikke alene uhørt at bruge så proletariske personer som en korporal, en pro­ miskuøs sigøjnerske og en sportshelt i en opera; Bizet tog også disse personers følelser alvorligt.

Carmen gik dog sin sejrsgang, og operaen var begyndelsen til enden for den tidligere så skarpe opdeling mellem komisk opera og seriøs opera. Og så er temaet bare noget af den mest fængende musik i operaens verden.

Arditi ”Il bacio“ ”Il bacio” betyder ”kysset” og er ikke en del af en opera. Arditi var ganske vist en flittig operadiri­ gent og også komponist af flere operaer, men ”Il bacio” er skrevet som en selvstændig sang. Den er tilegnet sopranen Marietta Piccolomini, der blandt andet sang rollen som Violetta i La Traviata over det meste af verden. I sangen hører vi om, hvordan sangeren ville ønske, at hun kunne give sin elskede et kys.

Sorozábal ”No puede ser“ fra La tabernera del puerto ”No puede ser” er en arie fra en zarzuela – en spansk genre, som blander talte og sungne scener med dans. Sangene kan både være operaarier og mere populære melodier. ”No puede ser” er en af de mest berømte arier på spansk – ikke mindst efter de tre tenorer sang den til deres store kon­ cert i 1990. Sangen er den unge forelskede Lean­ dros overvejelser om, hvorvidt hans elskede Ma­ rola virkelig kan være i ledtog med en skurkagtig kokainsmugler (Afsløring: Det er hun – men kun, fordi hun er tvunget til det).

Dvorák ”Když mne stará matka“ ”Da min gamle moder lærte mig at synge”, hedder den næste sang. I den smukke arie mindes san­ geren sin moders sange fra forgangne dage, og hvordan moderen ofte havde tårer i øjnene, når hun sang dem. Nu er det så sangerens egen tur til at lære sine egne børn fortidens musikalske skat­ te – og ofte flyder også hendes tårer ved mindet.

Dvorák var en komponist, der havde en meget stor kærlighed til sit bøhmiske fædrelands musik – og det høres meget tydeligt i denne lille sang.

De Curtis ”Torna a Surriento“ Fra Bøhmen skal vi tilbage til det syditalienske!

Den måske mest kendte napolitanske sang er ”O sole mio” – men derefter kommer ”Torna a Surri­ ento”. Her bønfalder sangeren sin elskede om at komme tilbage til smukke Sorrento (Surriento på neapolitansk dialekt) – og til sangeren selv.

Leoncavallo ”Mattinata” Af og til betyder teknologi også noget i musik­ historien (for eksempel når der kommer et fan­ tastisk nyt instrument, og alle derfor pludselig begynder at skrive klarinetkoncerter). Det er også tilfældet for Leoncavallos sang ”Mattinata”. Det er nemlig den første sang nogensinde, der er skrevet specifikt til et pladeselskab! Det var The Gramop­ hone Company (senere EMI), der fik sangen – og den er tilegnet Enrico Caruso. Teksten handler om morgengryet, hvor solen kærtegner blomsterne –

men ak, den elskede er ikke stået op, og sangeren står helt alene i naturen og synger en serenade.

Den bliver tit sunget af en tenor, men her har so­ pranen altså snuppet den – og hvorfor ikke!

Ferilli ”Un amore cosi grande“ Det sker ikke så tit, at operasangere går popsan­ gerne i bedene (der er i forvejen så meget god musik, der rent faktisk er skrevet til de klassiske stemmer). Men „Un amore cosi grande“ er i den grad en undtagelse. Nu er det så også en ualmin­ delig fin – og meget storslået – italiensk popsang, så det er ikke så mærkeligt, at Pavarotti, Jonas Kaufmann, Andrea Bocelli og nu også Yusif Eyvazov har taget den på programmet. Bonusinformation (nu når vi snakker om det storslåede): Sangen var også slagsang for det italienske fodboldlandshold ved VM i Brasilien 2014.

De Curtis ”Non ti scordar di me“ Så er vi ovre i det teknologiske igen – eller rette­ re: Også ”Non ti scordar di me” er skrevet med en teknologi for øje, denne gang filmen. Det var den italienske tenor Beniamino Gigli, der spillede ho­ vedrollen i filmen Forglemmigej fra 1935 og derfor også sang arien. Sangeren synger om, hvordan hans lille svale forlod ham uden hverken et kys eller et farvel, og han bønfalder hende om ikke at glem­ me ham – ”der er altid en rede i mit hjerte til dig.”

Programnoter: Christina Blangstrup Dahl

Tak til Det Obelske Familiefond