Montreal Symphony Orchestra

Montreal Symphony Orchestra Rafael Payare & Alisa Weilerstein 26. august 2026 ­– Symfonisk sal

Program Claude Debussy (1862-1918) L’isle joyeuse (Glædens ø) Gabriela Ortiz (*1964) Dzonot 1. Lodret lys (Luz Vertical) 2. Jaguarens øje (El Ojo del Jaguar) 3. Jade 4. Toh-fuglens flugt (El vuelo de Toh)

Solist: Alisa Weilerstein, cello

Pause Richard Strauss (1864-1949) Ein Heldenleben (Et helteliv) tonedigt for stort orkester, opus. 40 Helten (Der Held)

Claude Debussy: L'isle joyeuse Den franske komponist Claude Debussy hører hjemme i hvad man kunne kalde musikalsk impressionisme – en pendant til de kendte impressionistiske malere, hvor det gælder øjeblikkets indtryk, atmosfære, farve- og lysvirkninger. Debussy komponerede sit klaverstykke L’isle joyeuse i 1903-04. Titlen betyder ”Den glædesfyldte ø”, og egentlig er der inspirationsmæssigt tale om to øer. For det første blev han sandsynligvis inspireret af et maleri af Jean-Antonie Watteau, nemlig Indskibningen til Kithira (1717). Middelhavs­øen Kithira blev i myto­ logien anset for at være en af den skumfødte kærligheds­gudinde Afrodites øer. For det andet blev Debussy inspireret af et solskins­fyldt ophold på den britiske kanalø Jersey sammen med sin elskerinde, hans senere kone nummer to. Nøgleordene i musikken er glæde, kærlighed og ekstase, og klaverværket er blevet instrumenteret for symfoniorkester på impressionistisk vis af den italienske dirigent Bernardino Molinari (1880-1952), der var en af Debussys venner.

Heltens modstandere (Des Helden Widersacher) Heltens livsledsagerske (Des Helden Gefährtin) Heltens valplads (Des Helden Walstatt) Heltens fredsværker (Des Helden Friedenswerke) Heltens verdensflugt og fuldendelse (Des Helden Weltflucht und Vollendung)

Tak til Det Obelske Familiefond og Augustinus Fonden Montreal Symphony Orchestra er sponseret af Hydro-Québec. Orkestret er ligeledes taknemmelig for støtten og anderkendelsen fra Conseil des arts et des lettres du Québec, The Canada Council for the Arts, lokalregeringen i Québec, Conseil des arts de Montréal samt OSM Foundation.

Gabriela Ortiz: Dzonot Gabriela Ortiz er født ind i en musikalsk familie i Mexico City og har fortalt, at hun altid har følt, at hun ikke valgte musikken, men at musikken valgte hende. Mens hun spillede charango og guitar i sine forældres folkemusikensemble, lærte hun også at spille klaver. Siden begyndte hun kompositions­studier i Mexico og fortsatte i London. I hendes musik er der mange lydverdener, idet hun forener traditionel og populær musik med avangarde-­teknik og multimedia. Blandet hendes kompositioner er storværker for kor og orkester, koncerter, teater- og filmmusik, balletter, operaer, kammermusik og soloværker, og hendes musik, der ofte omhandler emner som miljøhensyn, racisme, sexisme og global­isering, er blevet opført af førende orkestre verden over. Hun har modtaget adskillige priser, er composer-in-residence ved Carnegie Hall, Orquesta Sinfónica de Castilla y León og Curtis Institute of Music og underviser i komposition på universitetet i Mexico City. Cellokoncerten Dzonot fra 2024 er bestilt af Los Angeles Philharmonic og dirigenten Gustavo Dudamel, og værket er dedikeret til Alisa Weilerstein, som

uropførte det i den store Walt Disney Concert Hall i Los Angeles den 3. oktober 2024. Koncerten har fire satser, der spilles uden ophold. Om sin meget billedskabende musik har Gabriela Ortiz skrevet følgende: ”Dzonot, som på spansk hedder cenote, er et begreb, der udelukkende anvendes i Mexico, og som stammer fra det mayanske ord dzonot, der betyder ”afgrund”. I den mayanske kultur blev cenoter betragtet som selve livets kilder. Samtidig blev de opfattet som indgange til underverdenen, Xibalbá – et helligt sted, hvor mørket herskede, beboet af skygger, guder og ånder. Dzonot er en koncert for cello og orkester, inspireret af cenoterne på Yucatán-halvøen, der udgør et komplekst og skrøbeligt system af underjordiske floder og grotter, som har brug for omhyggelig beskyttelse for at bevare deres biodiversitet og naturskønhed. Derudover forsyner cenoterne i det sydøstlige Mexico hele regionen med drikkevand, og både antropologiske og palæontologiske levn er blevet fundet i dem. Cenoterne rummer ofte åbninger af forskellig størrelse, som der kan komme solstråler ned i, hvilket giver vandet i disse mørke grotter en aura af mystik – de iriserende lysstråler har utvivlsomt styrket den dybe spirituelle forbindelse, som mayaerne oplevede. I cenoten Holltún, nær de arkæologiske ruiner ved Chichén Itzá, står solen ved sommersolhverv så højt på himlen, at lyset trænger lodret ned. Dens refleksion falder direkte i cenotens centrum og ikke på væggene, som den gør resten af året. Cenoterne rummer desuden en enestående biodiversitet. De fungerer som beskyttelse for endemiske plante- og dyrearter, der ikke findes andre steder i verden, og derfor er beskyttelsen af deres levesteder helt afgørende for deres bevarelse. Jaguaren er eksempelvis et af de mest symbolske dyr i de præcolumbianske kulturer. Desværre er den i dag truet i Mexico som følge af ødelæggelsen af dens naturlige levesteder, primært forårsaget af opførelsen af boligområder, turiststeder og transportinfrastruktur i de skovklædte områder langs den mayanske riviera. En anden truet art er toh-fuglen, som lever i disse grotter i dag. Legenden om toh-fuglen fortæller, at dens smukke fjerdragt gjorde den overlegen i egne øjne. Den blev forfængelig og hovmodig og var overbevist om, at intet ondt nogen­sinde kunne ramme den, indtil den mayanske regngud Chaac en dag besluttede at fremkalde en voldsom storm.

Da han holdt af fuglene, advarede han dem og opfordrede dem til hurtigt at bygge et ly, hvor de kunne søge beskyttelse. Alle fuglene gjorde det – undtagen toh-fuglen, som arrogant ignorerede advarslen og intet foretog sig. Da stormen brød løs, indså toh-fuglen, hvor ubeskyttet den var, og søgte desperat ly, intil den til sidst fandt en lille, forladt hule. Den kunne klemme sig ind i hulen, men dens lange hale stak udenfor og blev uundgåeligt ødelagt af det ubarmhjertige uvejr. Da stormen var drevet over, kom toh-fuglen frem, stolt over at være sluppet uskadt uden selv at have gjort nogen indsats – uvidende om, at dens smukke hale var gået tabt. Først da de andre fugle begyndte at håne den, havde toh-fuglen intet andet valg end fremover at gemme sig og flyve gennem mørket og skyggerne i de underjordiske grotter. I første sats, ”Lodret lys” (Luz vertical), fremkalder orkestrets klang og celloens sang den undersøiske verden og den hypnotiske virkning, som solstråler skaber mellem de skygger, der præger cenoternes indre. I anden sats, ”Jaguarens øje” (El ojo del Jaguar), forvandles celloen på subtil og metaforisk vis til dette elegante kattedyrs stemme og krop gennem forskellige slagtøjsagtige lyde og passager med stor virtuositet, som indgår i en smidig og levende dialog med orkestret. Tredje sats, „Jade“, er en klanglig og intim refleksion over disse underjordiske floders betydning og historie – et sted, hvor alt synes at få liv: kalkstenen, eroderet af tidens gang, vandets jadegrønne farve og klang, kaskader af lysets spejlinge og selv den fugtige duft af jorden, der omgiver bredderne. Det har desuden været mit ønske, at musikken mod slutningen af satsen metaforisk skildrer den naturkatastrofe, som menneskets store industrier og deres ubønhørligt rovdriftende maskineri forårsager, med forskellige vedholdende gentagne rytmiske motiver, der gentages insisterende med en mekanisk puls, der fører os frem mod et afsluttende klimaks, som opløses af celloens håbefulde sang. I fjerde og sidste sats, ”Toh-fuglens flugt” (El vuelo de Toh), udfolder musikken sig slutteligt hastigt med fuldstændig frihed som et slags klangligt varsel – i håbet om, at toh-fuglen trods skovrydning og miljømæssig ødelæggelse ikke vil miste sin plads i regnskoven. Som en form for protest er Dzonot mit bidrag til at råbe vagt i gevær over for vores forsømmelse af den presserende nødvendighed af at beskytte disse økosystemer i den igangværende klimakrise.”

Richard Strauss: Ein Heldenleben Den tyske komponist Richard Strauss skrev mange tonedigte, dvs. musik der fortæller en historie, herunder Ein Heldenleben i 1898. Uropførelsen fandt sted under Strauss’ egen ledelse i Frankfurt i marts 1899. Værket er skrevet i en væsentlig fase i hans liv, hvor Strauss fik en fornem dirigentpost i hovedstaden Berlin og tillige var anerkendt som en af de betydeligste komponister i Europa. Han var økonomisk velsitueret og blev yderligere rent privat blevet ”konsolideret”, idet han blev gift i 1894, og fik en søn i 1897. Ein Heldenleben kan betragtes som et musikalsk udtryk for Strauss’ samtid, dvs. opblomstringen og stormagtstiden i kejserriget Tyskland, der bl.a. er dækket af betegnelsen ”Gründerzeit”. Et tidstypisk træk er betoningen af det repræsentative, det storslåede og det monumentale, som f.eks. tydeligt afspejles i periodens livsstil, arkitektur og malerkunst. Disse træk genfinder man i Ein Heldenleben med det gigantiske orkesterapparat, den farvestrålende instrumentation og udadvendte musik. Man beundrede geniet, og til disse genier hører kunstneren. Ein Heldenleben er en klingende kunstnerbiografi, men ikke kun selv­biografi, for det hele hænger sammen med det 19. århundredes generelle tilbedelse af kunstnere. Strauss udgav oprindeligt ikke noget program til værket, men der udkom forklaringer, som deler den klart opbyggede komposition i seks hoveddele. 1) Helten. Her præsenteres det storslåede heltetema, der begynder i dybden og monumentalt stræber opad med et omfang på omkring fire oktaver (dvs. et stræk på 4 x 12 tangenter på et klaver). Temaet og det fulde orkester betoner viljen, det aktive og kraftfulde. Med andre ord: det heroiske. 2) Heltens modstandere. Med pedantiske figurer i træblæserne karikeres kunstnerens smålige modstandere, dvs. kunstkritikerne. Foredragsbetegnelserne er sigende: ”Meget skarpt og spidst”, ”snerrende” og ”hvislende”. Heltetemaet høres mismodigt i mol, men kamp- og sejrslysten er den stærkeste, og den viljefaste musik vender tilbage. 3) Heltens livsledsagerske. Nu indføres

heltinden ved den lyse soloviolin. Det er en stor og krævende ”scene” for koncertmesteren. Foredragsbetegnelserne er ikke af teknisk, men poetisk karakter og giver et portræt af den lunefulde kvinde, f.eks. ”hyklerisk smægtende”, ”letfærdig”, ”sart, noget sentimentalt”, ”hurtigt og skældende og smældende” (Strauss har i portrætteringen ifølge ham selv skævet til sin hustru Pauline). I præsentationen af kvinden (violinen) er der flere, i første omgang afviste, forsøg på tilnærmelser fra mandens side (mørk orkesterklang), og så følger en glødende kærlighedsscene. Mange steder i Strauss’ instrumentalværker mærker man, hvorledes Strauss er på vej mod opera­genren, som han senere også blev berømt indenfor. 4) Heltens valplads. I en stor, særdeles højlydt kamp (inklusive trompeter bag scenen) kæmper helten mod sine smålige modstandere, der er vendt tilbage. Til sidst sejrer helten: Efter en grandios opbygning vender musikken tilbage til det fulde, store heltetema. 5) Heltens fredsværker. Her træder selvbiografiske træk tydeligt frem, idet de ”fredsværker”, der citeres, faktisk er Strauss’ egne værker. Der følger en lang stribe citater i indviklet polyfoni – de lettest genkendelige er fra Don Juan, Till Eulenspiegel og Don Quixote. 6) Heltens verdensflugt og fuldendelse. Kritikernes musik udløser et vredesudbrud, som munder ud i, at kunstneren flygter bort fra verden. I værkets afslutning hører man ideen om den ensomme, isolerede kunstner. En hyrdemelodi i engelskhornet erindrer om den stærke forbindelse til antihelten Don Quixote, som Strauss også have skrevet et tonedigt om – det er nemlig den samme melodi, der ledsager Don Quixotes tilbage­tog, da han må opgive sit riddervæsen. Dette afsnit viser imidlertid, at man kun med store begrænsninger kan betragte Ein Heldenleben som selvbiografi, for intet lå fjernere for Strauss i disse år end verdensflugt og tilbagetrækning. Men Ein Heldenleben slutter med afskedsmusik, som Strauss var en uovertruffen mester i at skrive. Man kan høre på violinsoloerne, at helten har sin heltinde og kærligheden ved sin side. Programnoter: Leif V.S. Balthzersen, som har udgivet bogen ”Richard Strauss’ orkesterværker. En brugsanvisning” (Aarhus Universitetsforlag).

Rafael Payare,

Charles Pilon

Christopher James

Stéphane Beaulac,

MUSIKCHEF OG KUNSTNERISK CHEF

ALTERNERENDE SOLOBRATSCHIST

PICCOLOFLØJTE

ALTERNERENDE SOLOTROMPETIST

Simon Rivard,

Emily Rekrut-Pressey,

ASSISTERENDE DIRIGENT

1. SOLOSPILLER

OBO

2. TROMPET

Joseph Burke

Alex Liedtke,

Samuel Dusinberre,

1. VIOLIN

Scott Chancey

SOLOOBOIST

4. TROMPET OG TUTTITROMPET

Andrew Wan,

Sofia Gentile

Vincent Boilard,

Tazmyn Eddy

KONCERTMESTER

Sebastian Gonzalez Mora

ALTERNERENDE SOLOOBOIST

Olivier Thouin,

Natalie Racine

Josée Marchand

BASUN

ALTERNERENDE KONCERTMESTER

Rosemary Shaw

Jean-Luc Côté

James Box,

Jean-Sébastien Roy,

Maude Fréchette

1. SOLOSPILLER

Wilhelmina Hos

KLARINET

Satoka Abo

David Montreuil

Todd Cope,

2. BASUN

Sydney Adedamola

Robert Weymouth,

SOLOBASUNIST

Charles Benaroya,

SOLOKLARINETTIST

Pierre Beaudry,

Dominique Bégin

CELLO

Alain Desgagné,

BASBASUN

Marc Béliveau

Brian Manker,

ALTERNERENDE SOLOKLARINETTIST

Matthieu Bourget

Caroline Chéhade

SOLOCELLIST

Ryan Toher,

Annie Guénette

Anna Burden,

ANDENKLARINET/E𝄬KLARINET

TUBA

Marie Lacasse

ALTERNERENDE SOLOCELLIST

André Moisan,

Austin Howle,

Ariane Lajoie

Tavi Ungerleider,

BASKLARINET

SOLOTUBAIST

Katherine Palyga

1. SOLOSPILLER

Abby Walsh

Sophie van der Sloot,

FAGOT

PAUKE

Richard Zheng

2. SOLOSPILLER

Stéphane Lévesque,

Hugues Tremblay,

Artur Chakhmakhchyan

Geneviève Guimond

SOLOFAGOTTIST

ALTERNERENDE SOLOPAUKIST OG

Laura D’Angelo

Justine Lefebvre

Mathieu Harel,

SLAGTØJSSPILLER

Sylvain Murray

ALTERNERENDE SOLOFAGOTTIST

2. VIOLIN

Peter Parthun

Martin Mangrum,

SLAGTØJ

Alexander Read,

San Rim

ANDENFAGOT

Serge Desgagnés,

1. SOLO

Julien Siino

Michael Sundell,

SOLOSLAGTØJSSPILLER

KONTRAFAGOT

Corey Rae

Marie-André Chevrette, ALTERNERENDE 1. SOLO

BAS

Brigitte Rolland,

Ali Kian Yazdanfar,

HORN

2. SOLOSPILLER

SOLOBASSIST

Catherine Turner,

Joshua Peters,

Eric Chappell,

SOLOHORNIST

HARPE

3. SOLOSPILLER

1. SOLOSPILLER

Denys Derome,

Jennifer Swartz

Ladusa Chang-Ou

Jeanne Corpataux-Blache

ALTERNERENDE SOLOHORNIST

SOLOHARPENIST

Ann Chow

Scott Feltham

Corine Chartré-Lefebvre,

Robin Best

Mary Ann Fujino

Andrew Goodlett

2. HORN

Alison Mah-Poy

Peter Rosenfeld

Florence Rousseau

KLAVER

Monique Poitras

Edouard Wingell

3. HORN

Olga Gross

Austin Wu

Andrew Horton

Nadia Côté

Daniel Yakymyshyn

Nicolas Lapointe Joshua Wynnyk

4. HORN

CELESTE François Zeitouni

Katelyn Emery

FLØJTE

Jessie Brooks

Katherine Manker

Timothy Hutchins,

Jessica Duranleau

Roxanne Sicard

SOLOFLØJTENIST

Xavier Fortin

ORGEL

Albert Brouwer,

Guillaume Roy

Jean-Willy Kunz

BRATSCH

ALTERNERENDE SOLOFLØJTENIST

Victor Fournelle-Blain,

Florence Laurain,

TROMPET

SOLOBRATSCHIST

2. FLØJTE

Paul Merkelo,

ARKIVAR

SOLOTROMPETIST

Michel Léonard

ORGANIST-IN-RESIDENCE

Rafael Payare Rafael Payare er født i 1980 i Barcelona i Vene­ zuela og opdagede den klassiske musik som 14-årig, da han begyndte at spille horn i det nu verdenskendte El Sistema – en statsstøttet musikskole som socialt projekt. Efter kun tre uger kom han med i Symphony Orchestra of Anzoátegui, før han blev medlem af National Children’s Orchestra of Venezuela, som turnerede i Europa, Asien og Nord- og Sydamerika. Fra 2001 til 2012 var han solohornist i El Sistemas berømte ungdomsorkester Simón Bolívar Sym­ phony Orchestra, hvor han var med på turneer og indspilninger med Gustavo Dudamel og andre fremtrædende dirigenter som Claudio Abbado, Lorin Maazel, Simon Rattle og Giuseppe Sinopoli, der inspirerede Payare til selv at dirigere. Han fik undervisning i direktion af El Sistemagrundlæggeren José Antonio Abreu og derefter af mentorer som Lorin Maazel og Krzysztof Penderecki. Det førte til Payares internationale karriere, og han har bevaret kontakten til El Sistema og Simón Bolívar Symphony Orchestra samt andre ungdomsorkestre i Storbritannien og Amerika.

Rafael Payare vandt Malko-konkurrencen i København i 2012 og har efterfølgende dirigeret mange førende orkestre verden over, herunder New York Philharmonic, Philadelphia Orchestra, Boston Symphony, Chicago Symphony, Los Angeles Philharmonic, Symphonieorchester des Bayerishen Rundfunks, Gewandhausorchster Leipzig, London Symphony Orchestra, Mahler Chamber Orchestra, Münchner Philharmoniker, NDR Elbphilharmonie Orchester, Orchestra dell’Accademia Nazionale di Santa Cecilia, Orchestre Philharmonique de Radio France, Concertgebouw-orkestret i Amsterdam, NHK Symphony i Tokyo, Kungliga Filharmonikerna i Stockholm, Tonhalle Orchester Zürich og Wiener Philharmonikerne, som han har dirigeret i Wiener Konzerthaus og Musikverein samt på turneer til Baltikum og Théâtre des Champs-Élysées i Paris. Rafael Payare dirigerede Aarhus Symfoniorkester ved koncerter i 2014 (bl.a. Mahlers 4. symfoni) og 2016 (bl.a. Mahlers 5. symfoni). Payare dirigerer også opera og har optrådt på bl.a. Royal Opera House Covent Garden og Glyndebourne-festivalen og Det Kongelige Teater i København. Siden 2022 har Rafael Payare været chefdirigent for Montreal Symphony Orchestra og siden 2019

chefdirigent for San Diego Symphony. Siden 2015 har han været Principal Conductor for Castleton Festival i Virginia, og han er æresdirigent for Ulster Orchestra, hvor han var chefdirigent 2014-2019. Rafael Payare bor i San Diego og Montreal med sin hustru, cellisten Alisa Weilerstein, og deres to børn.

Alisa Weilerstein Alisa Weilerstein er en af vor tids førende cellister. Hun er født i 1982 og blev forelsket i celloen som kun 2½-årig, da hun havde skoldkopper. Hendes bedstemor lavede et sæt instrumenter af morgenmadskartoner for at underholde hende. Hun blev øjeblikkeligt tiltrukket af celloen, der var lavet af en æske Rice Krispies, men var frustreret over, at den ikke gav lyd fra sig. Som fireårig fik hun overtalt sine forældre til at få en rigtig cello, gik straks i gang og havde sin første offentlige optræden seks måneder senere. Som 13-årig fik hun sin professionelle debut med Cleveland Orchestra, hvor hun spillede Tjajkovskijs Rokoko-variationer. To år senere spillede hun for første gang i Carnegie Hall i New York. Alisa Weilerstein studerede på Cleveland Institute of Music og har også en universitetsgrad i historie fra Columbia University. “Weilersteins cello er hendes ‘id’. Hun giver slet ikke indtryk af, at det at skabe musik overhovedet involverer vilje; hun og celloen synes ganske enkelt at være én og samme”, har Los Angeles Times skrevet. Hendes karriere har ført hende hele verden rundt med solorekoncerter, kammerkoncerter og orkesterkoncerter. Hun spiller hele det centrale cello-repertoire, men er kendt for også at opføre nye værker, herunder en særdeles lang række bestillingsværker som f.eks. Gabriela Ortizs Dzonot. Et af hendes mange projekter er solocelloprojektet Fragments, der er begyndt i 2023, varer i fem år, og som i seks programmer kombinerer de 36 satser i Bachs cellosuiter med 27 bestillingsværker af meget forskellige komponister, hvortil der også hører lys og sceniske elementer. Hendes indspilning af Bach-suiterne i 2021 har modtaget flere priser, og hendes forklaring om et af præludierne er på YouTube set mere end 2,3 millioner gange! I coronaperioden lavede hun et online-projekt for publikum, #36DaysOfBach. Alisa Weilerstein lægger meget vægt på forbindelsen til publikum og at bringe den nye musik ud af elfenbenstårnet. I et interview til BBC Music Magazine for et par måneder siden, fortæller hun; ”Hele min raison d’être for at blive kunstner allerede før jeg selv var bevidst

om det – drejede sig om forbindelser.” Blandt hendes indspilninger er Beethovens cellosonater, Beethovens Tripelkoncert samt cellokoncerter af Haydn, Elgar, Elliott Carter, Dvořák og Sjostakovitj. Alisa Weilerstein er født i en musikalsk familie. Hendes far er violinist, hendes mor pianist, og hendes bror er dirigenten Joshua Weilerstein, der bl.a. er chefdirigent for Aalborg Symfoniorkester.

Orchestre symphonique de Montréal Montreal Symphony Orchestra / Orchestre symphonique de Montréal blev grundlagt i 1934 og er en hjørnesten i det musikalske liv i Quebec-­ provinsen i Canada. Med Rafael Payare i spidsen som chefdirigent har orkestret fortsat sit lange virke med koncerter, dirigenter og solister på allerhøjeste niveau samt turneer, indspilninger, opsøgende koncerter og særlige projekter. Orkestret spiller årligt over 100 koncerter i Montreals nye koncertsal La Maison Symphonique og andre koncertsteder indenfor en bred vifte af serier, herunder også koncerter med det kor, der er tilknyttet orkestret. Montreal Symphony Orchestra har været på mange turneer. Den første Europa-turné var i

1962 med Zubin Mehta til Wien, Paris, Moskva, Kiev og Leningrad, og siden har Montreal Symphony Orchestra gæstet Europa, Kina, Japan, Sydkorea, Latinamerika og USA. Den indeværende internationale turné, som er den første til Skandinavien, er nr. 60 i rækken! Montreal Symphony Orchestra har lavet mere end hundrede indspilninger for bl.a. Decca, EMI, Philips og Sony og har modtaget en lang række nationale og internationale priser for disse indspilninger, der både dækker standardrepertoiret og sjældent indspillede værker af f.eks. Honegger, Ibert, Kaija Saariaho og Unsuk Chin. Orkestret og Rafael Payare har også indspillet Strauss’ Ein Heldenleben, der er på programmet ved aftenens koncert.

Få nyheder direkte fra musikhuset.dk

Aarhus Kammerorkester