Daniel Barenboim Og West-Eastern Divan Orchestra

Daniel Barenboim og West-Eastern Divan Orchestra 9. AUGUST 2018

P R O G R A M

Daniel Barenboim DANIEL BARENBOIM er født i Buenos Aires i 1942. Han fik sin første klaverundervisning som femårig, og da han var syv, spillede han sin første offentlige koncert. I 1952 flyttede han med sine forældre til Israel. Som kun 11årig deltog han dirigentundervisning i Salzburg hos Igor Markevich, og i 1955 og 1966 studerede Barenboim teori og komposition hos Nadia Boulanger i Paris. Allerede i 1954 lavede Barenboim sin første optagelse, og i 1960’erne indspillede han Beethovens klaverkoncerter med Otto Klemperer, Brahms’ klaverkoncerter med John Barbirolli og alle Mozarts klaverkoncerter med English Chamber Orchestra, som han selv dirigerede.

Siden sin dirigentdebut i 1967 med Philharmonia Orchestra har Barenboim været en efterspurgt dirigent hos orkestre verden over.

Hans debut som operadirigent fandt sted ved Edinburgh Festivalen i 1973, og også på dette område er han særdeles efterspurgt.

I 18 somre i træk fra 1981 dirigerede han i Bayreuth. 1975 til 1989 var han chefdirigent for Orchestra de Paris. Fra 1991 til 2006 var Daniel Barenboim Music Director for Chicago Symphony Orchestra. Siden 2007 har han været Maestro ved Scala-operaen i Milano, hvor han var musikdirektør 2011-14.

Siden 1992 har Barenboim været Generalmusikdirektor for Staatsoper Unter den Linden i Berlin, hvor han også var kunstnerisk leder 1992-2002. Siden 2000 har han været chefdirigent på livstid for Staatskapelle

Berlin. Barenboim har fået utallige udmærkelser både for musikken og for hans store fredsog dialogskabende arbejde. På Barenboims initiativ blev der i 2005 oprettet en musikbørnehave i Berlin. I 1999 grundlagde han sammen med den palestinænsiske litteraturvidenskabsmand Edward Said West Eastern Divan Workshop. Barenboim har også sat

2

gang i et musikuddannelsesprojekt i de palestinænsiske områder, og siden 2015 kan talentfulde, unge musikere fra Mellemøsten studere ved Barenboim-Said Akademie i Berlin, der kan optage op til 90 studerende i en fireårs bacheloruddannelse og i sit nye hjemsted også har en nydesignet koncertsal.

West-Eastern Divan Orchestra WEST-EASTERN DIVAN ORCHESTRA har eksisteret siden 1999.

Danien Barenboim og den palæstinensiske litteraturvidenskabsmand Edward Said lavede en workshop for unge musikere fra Israel, Palæstina og adskillige arabiske lande for at fremme sameksistens og tværkulturel dialog. De opkaldte orkestret efter Goethes digtsamling West-östlicher Divan. De første workshops fandt sted i Goethes

by Weimar og i Chicago. Siden 2002 finder de sted i Sevilla. Et lige antal af israelske og arabiske musikere, inklusive musikere fra Tyrkiet og Iran, udgør grundstammen i orkestret, sammen med en gruppe af spanske medlemmer. De mødes til workshops hver sommer, hvor der udover prøver er foredrag og diskussioner. Herefter følger en international turné. Musikere fra Staatskapelle Berlin har deltaget

som lærere i projektet siden grundlæggelsen. West-Eastern Divan Orchestra har vist, at musik kan nedbryde barrierer, der syntes at være uoverstigelige. Det eneste politiske aspekt, som projeket har, er overbevisningen om, at der ikke er nogen militær løsning på den arabisk-israelske konflikt, og gennem dets arbejde viser orkestret, at der kan bygges broer for at få folk til at lytte til hinanden. WestEastern Divan Orchestra har optrådt i Europa, Asien og Amerika, og det er orkestrets ønske også at optræde i dets medlemmers hjemlande. Koncerter i Rabat, Doha, Abu Dhabi og den skelsættende koncert i den palestinænsiske by Ramallah i 2005, som blev transmitteret på TV, har været et skridt på vejen i denne retning.

3

Elsa Dreisig

SOPRANEN ELSA DREISIG er dansk-fransk. Allerede som barn kom hun med i korskolen ved operahuset i Liège og Opéra National de Lyon, og hun studerede senere sang på konservatorierne i Paris og Leipzig. I 2016 fik hun førsteprisen ved Plácido Domingos sangerkonkurrence Operalia. Nogle uger senere blev hun af det førende magasin Opernwelt udnævnt til “Årets unge kunstner”, og i 2017 fik hun prisen “Årets unge operatalent” ved Copenhagen Opera Festival. I 2015 fik hun andenprisen ved The Queen Sonja International Music Competition i Oslo og førsteprisen og publikumsprisen ved “Neue Stimmen”-konkurrencen i Gütersloh. Fra 2015 til 2017 var Elsa Dreisig medlem af det såkaldte Opernstudio ved Staatsoper Berlin, hvor hun bl.a. sang Pamina i Tryllefløjten og Euridice i Orfeo ed Euridice. Hun sang også Rosina i Barberen i Sevilla på operaen i Clermont-Ferrand.

Så fulgte roller på fremtrædende steder: Pamina på Opéra de Paris, Musetta i La bohème i Zürich og Micaëla i Carmen ved festivalen i Aix-en-Provence. Siden sæsonen 2017/18 er hun fast medlem af ensemblet på Staatsoper Berlin, hvor hun bl.a. skal synge Gretel i Hans og Grethe og Violetta i La traviata. Hertil kommer gæsteoptræden på operaen i Paris som Lauretta i Gianni Schicchi. Elsa Dreisig er desuden aktiv som koncertsangerinde og har bl.a. været på turné med Mahlers 4. symfoni med David Zinman og Orchestre Francais des Jeunes, og hun sprang sensationelt ind i Haydns Skabelsen med Simon Rattle og Berliner Philharmonikerne i Philharmonien i Berlin med efterfølgende koncerter ved Salzburger Festspiele, festspillene i Lucerne og i Philharmonie de Paris.

4

David Robert Coleman Looking for Palestine for sopran og orkester David Robert Coleman er født i en engelsk-tysk familie i London i 1969. Han studerede klaver og direktion på Royal College of Music i London samt på King’s College i Cambridge og har endvidere studeret komposition hos George Benjamin i London og Wolfgang Rihm i Karlsruhe.

I de seneste tyve år har Coleman boet i Tyskland, og han har været assisterende dirigent for bl.a. Pierre Boulez, Kent Nagano og Daniel Barenboim. Som komponist har han bl.a. været prisvinder ved en international konkurrence i Stuttgart i 2000. I de seneste år er Coleman blevet en efterspurgt gæstedirigent, og har dirigeret både koncerter og opera i Tyskland, England og Canada. Tillige underviser han på Hochschule für Musik Hanns Eisler i Berlin.

Coleman har komponeret bestillingsværker til bl.a. operaen i Frankfurt (Herzkammeroper), Staatsoper Berlin (Hans im Glück), Ensemble Intercontemporain (Deux), Orchestre Symphonique de Montreal (Ibergang) såvel som flere tyske orkestre. Han har opført sine værker med bl.a. Ensemble Modern Frankfurt, Sinfonieorchester des Südwestrundfunks, Berliner Philharmonikerne og Youth Orchestra of the Americas (Albeniz Phantasy for bratsch og orkester). For nylig har han skrevet en række kammermusikværker til solisterne fra Berliner Staatskapelle, og Daniel Barenboim bestilte ham til at lave en ny version/instrumentation af 3. akt af Alban Bergs Lulu.

Colemans kompositionsstil er en syntese af forskellige europæiske retninger, og centralt for ham selv i hans arbejde står musik af Alban Berg, Boulez og Messiaen.

Colemans værk Looking for Palestine blev bestilt af Daniel Barenboim, der bad ham

skrive musik til en tekst af Najla Said, datter af den kendte litteraturprofessor Edward Said.

Hun bor i New York, hvor hun også er opvokset, og hun er både skuespiller og forfatter.

Najla Said har bl.a. skrevet det succesfulde one-woman-teaterstykke Palestine og erindringerne Looking for Palestine: Growing Up Confused in an Arab-American Family samt librettoen til Mahmoud Fairouzs oratorium Zabur.

5

Najla Saids tekst til Looking for Palestine fokuserer ifølge komponisten ”på hendes søgen efter en identitet som kvinde, der er amerikaner og medlem af Church of England, og som har palæstinensiske og libanesiske rødder og mange jødiske venner. I værket vender hun i 2006 tilbage til Libanon og bliver fanget i Libanon-krigen, hvilket fører hendes problemer til et vendepunkt.”

Anton Bruckner Symfoni nr. 9, d-mol

Anton Bruckner blev født i den lille by Ansfelden i Østrig i 1824 i en bonde- og håndværkerslægt. Hans bedstefar og far var skolelærere. Efter farens tidlige død blev Bruckner optaget i klostret St. Florian som kordreng, og her fik han også den første undervisning i bl.a. orgel- og violinspil.

I 1840 kom Bruckner til Linz for at uddanne sig til skolelærer, og efter forskellige ansættelser som lærer kom han i 1845 igen til St. Florian, hvor han var hjælpelærer i folkeskolen. Bruckner, der fortløbende havde studeret orgelspil, blev i 1850 stiftsorganist.

Ved egen hjælp studerede han komposition i de ti år, han var ved St. Florian, og han lærte et bredt kirkemusikalsk repertoire at kende.

Slutteligt besluttede Bruckner sig i 1855 udelukkende for musikerkarrieren og blev domorganist i Linz samme år. Bruckner var en berømt organist og improvisator, og han fortsatte på egen hånd sine kompositionsstudier i Linz og modtog samtidig indtil 1865 undervisning hos den navnkundige Simon Sechter i Wien.

Wagners musik blev en stor åbenbaring for Bruckner, ligesom han også var begejstret for Liszt og Berlioz, og dette satte sig spor i Bruckners egen musik, hvilket blev lagt ham meget til last.

I 1868 flyttede Bruckner til Wien, hvor han havde fået stilling som lærer ved konservatoriet og ved universitetet. Den naive, religiøse, selvlærte og lidt kejtede Bruckner var

en fremmed fugl i metropolen Wien, hvor han og hans musik blev betragtet som bondsk og ubehjælpsom. Det fjendskab, der var mellem traditionalisterne (Brahms-tilhængerne) og nytyskerne (Liszt/Wagner-tilhængerne) fik også Bruckner at mærke, og han kom aldrig til at føle sig hjemme i Wien, omend han modtog forskellige æresbevisninger og en statslig pension. Det tog lang tid, inden Bruckners musik satte sig igennem, og til hans tidligste

6

succeser hører den 7. symfoni og Te Deum.

Som orgelvirtuos besøgte han forskellige byer i Europa, han besøgte ærbødigt flere gange Wagner i Bayreuth, og han var ofte på ophold i klostre, herunder især hans elskede St. Florian.

Da han i 1896 døde i Wien, blev han begravet i St. Florian, hvor man den dag i dag kan se hans sarkofag i den smukke kirkes krypt.

Bruckner skrev 10 symfonier, inklusive den “nullte”, og symfonien som genre beskæftigede ham hele livet. Hans storslåede symfonier tager udgangspunkt i den klassiske symfoni, herunder især Beethovens 9. symfoni, men tonesproget er som ovenfor nævnt meget Wagner-inspireret. Bruckners musik er uforvekslelig.

Man skal som tilhører indstille sig på, at Bruckner tager sig god tid i sin musik, og et andet væsentligt kendetegn for Bruckners musik er de bratte dynamiske skift fra f.eks. svagt til kraftigt, der får dele af musikken til at fremstå som ”blokke”.

Den ofte messingdominerede klang har fylde og bredde, og sammen med Bruckners typiske klarhed i orkestersatsen skaber den et stort rum – mange betegner Bruckners musik med udtryk fra arkitekturen, f.eks. ”klingende katedraler”.

Musikken er omfangsrig, og det er Bruckners tematiske materiale også – der er ofte tale om temagrupper i stedet for temaer, og disse får plads til at folde sig ud.

Havet nær Katwijk, Jan Toorop, 1887 olie på lærred, 86 x 96 cm Rijksmuseum, Amsterdam

Bruckners usikkerhed og godtroenhed gjorde, at han var letpåvirkelig for kritik, og at han derfor – ofte på mere eller mindre velmenende venners råd – omarbejdede og reviderede sine symfonier, således at der i dag eksisterer mange forskellige versioner.

Det gælder også den 9. symfoni, og ved aftenens koncert spilles originalversionen, der er udgivet af Leopold Nowak i 1951.

Den 9. symfoni arbejdede Bruckner på fra 1887 til sin død i 1896. Symfonien forblev ufuldendt, idet Bruckner kun nåede at fuldende tre af de fire satser. Finalen mangler med andre ord. Værket blev efter hans død uropført med succes i Wien 11. februar 1903,

og undertiden spiller man Bruckners Te Deum som 4. sats eller spiller en af de rekonstruktioner af 4. sats, som man har forsøgt at lave. Symfonien virker imidlertid også glimrende – og gribende – i sin ufuldendte skikkelse, hvor den slutter med den enestående, langsomme tredjesats.

Bruckner skal have sagt, at han ville tilegne den 9. symfoni “dem lieben Gott”, og satsforskriften til 1. sats: ”Højtideligt, mystisk” er betegnende for hele den bemærkelsesværdige symfoni. Ganske stille begynder musikken og suger tilhørerne ind i Bruckners storslåede og højstemte musikalske univers.

2. sats er en hurtig, kompositionsmæssigt

7

avanceret scherzo. Den er kort i forhold til dens to nabosatser. Musikken er voldsom og nærmest aggressiv og står i stor kontrast til den foregående sats.

3. sats er ligesom 1. sats en kæmpestor og smuk, langsom sats. Også den har forskriften ”Højtideligt”. Satsen begynder med et bredt og smertefuldt tema i violinerne, og mange har villet høre den gribende sats som en afsked med livet.

Hvor 1. sats sluttede særdeles kraftigt, klinger 3. sats ganske stille og afklaret ud.

Leif V.S. Balthzersen

Program David Robert Coleman (*1969) Looking for Palestine for sopran og orkester

P A U S E

Anton Bruckner (1824–1896): Symfoni nr. 9, d-mol, WAB 109, originalversionen 1. Feierlich, Misterioso 2. Scherzo: Bewegt, lebhaft – Trio: Schnell 3. Adagio: Langsam, feierlich

Daniel Barenboim, dirigent Elsa Dreisig, sopran West-Eastern Orchestra

KNUD HØJGAARDS FOND

AAGE OG JOHANNE LOUIS-HANSENS FOND

BECKETTFONDEN