kaplob_om_den_rigtige_plads

Smugkig i nĂŚste nummer!

Mediegrafikeereleven Marie er i den varme stol.

Nummer 2 - nov 2012

Antallet af erhvervsskolelever, som søger efter praktikpladser, er rekordhøjt, sammenlignet med før finanskrisen. Vi har mødt Marie Prokopek, mediegrafikerelev på Aarhus TECH og netop færdig med grundforløbet.

Marie har ingen elevplads og står dermed midt i kampen om praktikpladserne. Hun er bevidst om de nye tal, men er alligevel fortrøstningsfuld.

-Jeg tror på det hele nok skal gå, for jeg læner mig ikke tilbage i en tro, at det hele kommer af sig selv. Der skal kamp til. Og det synes jeg nu også er meget rart, for det gør også ,at jeg får en chance for at bevise, jeg virkelig vil det her og ikke bare tager en „hovsa uddannelse”, smiler Marie og viser en imødekommende personlihed, da vi mødes over en kop kaffe, til en snak.

En snak om livet som Marie i den horsensianske provins, med mål, drømme, ønsket om en læreplads og kampen for at strikke hendes uddannelse rigtigt sammen. I jeans og t-shirt sidder Marie afslappet i haven, i hendes og kæresten Thomas hus i Horsens. En hyggelig lille hybel med plads til det, de to skal bruge. Da jeg roser haven, griner Marie. - Tak her er skønt, men haven er til afslapning og ikke til besvær. Vi vil helst bruge tiden i godt vejr på to hjul.

Det er med kritiske lys og lygter, Horsenspigen leder efter den helt rigtige læreplads for hende som mediegrafikerelev.Og hun er langt fra ligeglad med, hvor hun søger.

-Jeg vil være håndværker ikke bare handyman.

Jeg vil ind under huden på faget, fortæller Marie og gør det klart for mig, at det hun sigter målrettet efter, er at stå om tre år med de rigtige værktøjer i hånden.

Fair nok at være kritisk

-Jeg ved godt, der er mangel på elevpladser, nogle vil derfor mene, at jeg ikke kan tillade mig at være kritisk, men det er jo MIN uddannelse. Og der er så mange retninger inden for det mediegrafiske håndværk. Jeg er helt sikker på, hvilken retning jeg gerne vil køre efter, derfor leder jeg naturligvis efter et sted, hvor der er de rigtige værktøjer for mig - Er det ikke fair nok?

Mediegrafikerfaget byder på mange grene, med mange skud. Nogle jobs er rutinearbejde og andre indebærer nye idéskabende udfordringer hver dag.

Og Marie virker fra samtalens start, som en pige der elsker udfordringer, og samtalen viser hurtigt, at mit første indtryk er rigtigt.

-Jeg holder meget af at blive udfordret. Når store udfordringer skal løses, er det vigtigt at kende sine muligheder, sine begrænsninger og især alle sine redskaber.

Det er vigtigt at have en ydmyghed for jobbet, om det er idéskabende eller rutinearbejde, så er samarbejdet altid vigtigt.

Af den gamle, men taktiske skole Hvor mange virksomheder har du søgt hos?

-Inden jeg startede på grundforløbet, var jeg personligt ude med en ansøgning ved 104 virksomheder.

At jeg mødte personligt op skyldtes, dels at jeg er af den

FAKTA: 3,3 erhvervsskoleelever slås om den samme plads.

Sådan lyder den langt fra opløftende bekendtgørelse til landets erhvervsskoleelever, når man ser på de nye tal for antallet af praktikpladser. Der er nemlig dobbelt så mange, som søger efter praktikpladser i forhold til 2008, skriver Ugebrevet A4.

Før krisen i februar 2008 var der halvanden elev, der stod og manglede et praktiksted, i dag er der 3,3 erhvervsskolelever uden praktikplads for hver praktikplads, der bliver oprettet på en virksomhed. Det fremgår af beregninger, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har foretaget på grundlag af de nyeste tal i Undervisningsministeriets praktikpladsstatistik. Manglen på praktikpladser er dermed rekordhøj, og 9.400 elever på erhvervsskolerne har lige nu problemer med at gennemføre deres uddannelse, fordi de mangler mulighed for at komme i praktik.

gamle skole og mener personligt møde er det rigtige at gøre, men også af taktiske årsager. Jeg ville gerne „mærke”, de virksomheder jeg søgte ved, se om det var et sted hvor jeg ville kunne være. Og så synes jeg det var en god idé, at vise flaget og holde kontakt i løbet af grundforløbet.

Samarbejde frem for rundsave - Jeg kan se, at statistikken passer godt, for vi er ca. to tredjedele uden praktikplads i klassen. Er det ikke en uddannelse med rundsave på albuerne, når det nu er så svært at få en plads?

-Tjo det kan du godt sige, men hvis jeg bare farer egoistisk frem uden øje for andet end min egen vej, så bliver det ikke nær så lærerigt at nå målet. Vi har været gode til i klassen at arbejde sammen og bruge hinanden, det tror jeg er vigtigt hele vejen op. Det er lige så vigtigt at give, som det er at tage.

Men jo, det er da sandt, jeg kommer da ingen vegne, hvis jeg ikke kæmper, for det jeg vil, og det gør jeg da også.

Men jeg tror lige så meget på helheden, som på det individuelle gode håndværk. Om det er i den grafiske branche eller andre steder, så er håndværket og sammenspillet en stor del af resultatet, siger Marie alvorligt og fortsætter. -Hvis en tømmer, ensporet og usamarbejdende, arbejder på et byggeri uden at kende tegningerne og uden at

samarbejde og interessere sig for helheden i byggeriet, så bliver resultatet jo også derefter. I mine øjne er du først en god håndværker, når du kan spille sammen med dine kollegaer og forstå vigtigheden i deres håndværk, samtidig med du har en ydmyghed for opgaven, blandet med en god portion faglig stolthed. Det er her helheden og resultater til sin ret. Ydmyghed og faglig stolthed kommer med hinanden i hånden.

Autodidakt eller autokorrekt Jeg spørger ind til Maries tid på Livsstilsmagasinet C’est, hvor hun for få år tilbage både var illustrator, idéudvikler og skribent. Kunne du ikke bare kalde dig autodidakt mediegrafiker så? -Årene på C’est var lærerige og en stor grund til, jeg har valgt at gå i gang med den uddannelse, jeg er på i dag. Men selvom jeg har en del erfaring, kan jeg slet ikke kalde mig selv for mediegrafiker, jeg er jo først ved at forstå håndværket nu. Og jeg har slet ikke de rigtige værktøjer endnu. Den mediegrafiske verden er så meget større, end det jeg dengang så. Så lige nu er jeg en studerende handyman med åbne øjne og mål.

Fra Matadorbyen og målstregerne Jeg får lyst til at dykke længere ned i Maries historie om, hvordan hun fandt den hylde hun er på i dag og hvorfor hendes karriere er så vigtig for hende.

En hyggelig snak om beslutningernes og livets finurlige veje tager form. Pludselige ruteskift danner rammen for en livlig historie i den hyggelige have.-Vi skal vist langt tilbage for at forstå det hele, for mit cv er lidt langt.

- Jeg er født og opvokset i Horsens, en lille Matadorby, som for mig altid har været en god base, og her jeg henter min ro. Og en base er det, for rejsen til i dag, er kommet langt ud over Horsens’ kanter. -Du kan sagtens sejle verden tynd, så længe du kender din båds begrænsninger og samtidig har en ydmyghed og en respekt for havet.

Faderen, arkitekten, kunstneren, sejleren og livsnyderen, viste Marie sin kærlighed til livet, kunsten, designet og mennesket. Mens moderen, operationssygeplejersken, fritidssangeren og skuespilleren, tog hende med på de skrå brædder og ind i dramaets verden.

-Som jeg

Frihed i farten

Den intellektuelle side i Marie er tydeligvis udviklet gennem de to kulturers historier.

-Jeg husker bedst i sange, rytmer, billeder og citater.

Det giver mig en helhed og gør, at jeg konstant ser løsninger og resultater for mig. Nogle gange er vejen til løsningen kringlet, men snørklede veje kan jo være lige så spændende som de snorlige der passeres med høj fart og vind i håret. En af Maries store passioner, hvor hun får tankerne og ideerne samlet, er netop når hun får vind i håret på hendes store kærlighed, motorcyklen „ Fede Dorit”.

-Derude er det bare mig. Derude kan jeg kombinere min passion for fart, sejlads og cykling, som har været en stor del af mit liv. Derude har jeg fred og kan samle mine billeder i hjerneproduktionen. For det at fare over vandet i et skib og mærke skumsprøjt om stævnen, cykle på landevejen og nyde den ensomme selvpressende kamp mod vinden eller køre på motorcyklen, hvor følelsen af menneske og maskine bliver ét, det er der, jeg planter mine ben

på jorden.

Marie beskriver friheden med et passioneret blik, mens hun med mellemrum drikker af den enorme kop kaffe foran hende.

-Jeg tror alle har et sted, hvor de skal „lande” sig selv. Jeg har bare flere steder, men mit sikre sted er med Dorit, hun kan altid få mig på plads.

Vejene mødes ser det, er mine forældre og min base en stor del af den, jeg er i dag, og de ting jeg ser. Jeg føler mig som et godt gadekryds af kulturelle, opfindsomme, målrettede og menneskelige sideveje.

Vejen til i dag har været fyldt af spændende veje og en konstant søgen for at finde den rette hylde. Siden de sidste år i folkeskolen, har Marie skarpt styret mod sine mål.

-Jeg gik på en katolsk protestantisk privatskole til 9. klasse, hvor jeg valgte at rykke rødderne op og tage på efterskole. Jeg var lykkelig på min cykel og til min træning, så jeg var sikker på, jeg skulle gå en sportslig vej.

Men de to hjul blev skiftet ud med skrå brædder og dans på to ben, da teateret igen fangede Maries interesse.

-Jeg fandt et nyt sted, hvor jeg kunne noget. Jeg kunne underholde og fange andres interesse og fantasi. Jeg kunne fortælle historier.

Men jeg kunne også se en helhed i de billeder, som ville fange publikum. Jeg havde det godt på scenen , men endnu bedre i teknikken og produktionen. Her kunne jeg være med til at skabe magien.

Og det blev til mange produktionsansættelser på teateret. Men et regeringsskifte gjorde, at Marie måtte skifte vej, og kunsten fik plads. Samtidig med underviste hun i sport. For cyklen og sporten blev aldrig smidt helt væk og er stadig en stor del af hendes liv. I dag dog på et fritidsplan. På kunstskolen opstod idéen om et gratismagasin, og Marie blev ansat på C´est. Nogle blev ændret under vejs, men rester fra oplevelserne ligger i en sammenhængende kæde af stærke egenskaber i hendes erfaringsrygsæk. En spændende bunke af jobs inden for illustration, journalistik, show, teknik og sport synes ved første øjekast som en rodebunke, men som samtalen går, ses det hurtigt, at der er en mening med rodet.

På vej mod målstregen -Jeg har altid været meget fokuseret på mine mål og har opnået dem alle. Det er sjovt, når jeg tænker tilbage. Så synes jeg, at vejen til målet er en større oplevelse, end når jeg rammer målstregen. Det er vejene op ad bakken inden målet, som giver de store erfaringer. Selv om Marie kun lige har ramt 30 år, er hendes cv langt, men spændende.

Og mens hun fortæller, kan jeg se, at det hele passer ind på den hylde, hun sidder på i dag. Erfaringerne holder alle hinanden i hånden; Fra sportens selvdisciplin, spinningsog fitnessinstruktørens overblik, til handelsskoleuddannelsens salg og service og psykologi, videre til coachens menneskekendende problemknuser og teaterets samarbejde i den disciplinerede produktions og billedfortællende arbejdsform. Livredderen og den personlige hjælpers rolige overblik og menneskelige forståelse, spejles i illustratoren, kunstmaleren og tegnerens helhedssamlende blik og freelancejournalisten og klummeskribentens menneskelige og verbale typografiske meningsmalende ord. Ja det hele ender på den hylde, hvor jeg kan se Marie har helt ret, når hun siger; - Det hele passer endelig sammen. Som mediegrafiker og senere artdirector kan jeg samle mine erfaringer og bruge det, jeg er allerbedst til. At fange menneskers interesse. Så jeg ser mit brede cv som en stærk erfaringsforce, til brug i målet om at blive Art Director.

Kaffen er drukket, og tiden løbet i den lille have i Horsens. Jeg er sikker på, Marie nok skal klare den.

Hun har i hvert fald overbevist mig.

-Det hele passer endelig sammen. Som mediegrafiker og senere artdirector kan jeg samle mine erfaringer og bruge det, jeg er allerbedst til.