FORORD Hvad er det, der gør et sted til et godt sted at bo? Det er det første spørgsmål, der umiddelbart melder sig når man står på grunden i Seest med udsigt til landskab, høj sol og blå himmel og prøver at forestille sig en fremtidig bebyggelse placeret her. Det er et landskab vi kender som det danske med spredte små beplantninger og det omkransende parcelhusområde langs grundens periferi. Det er også en klassisk situation mellem by og land, hvor forstaden indtager landskabet, som slettes af udmatrikuleringen og de spredte bebyggelser og parceller.
Hvordan etableres en ny bebyggelse her, uden at landskabets åbenlyse kvaliteter går tabt? Kan vi forestille os en fremtidig bebyggelse, som ikke begrænser de landskabelige kvaliteter, men skærper dem i samspillet med den nye bebyggelse? Nærværende projekt er et svar på ovenstående spørgsmål under de givne forhold. Det er et projekt som vil skabe sammenhæng fra de landskabelige rum, til bebyggelsens enkelte klynger, til nabofællesskabet og til den enkelte boligs rumligheder og indretning.