Det monstrøse i litteraturen – Om Stokers Dracula, gotisk litteratur og også lidt om psykoanalyse

Det monstrøse i litteraturen

Om Stokers Dracula, gotisk litteratur og også lidt om psykoanalyse

Af Mikkel Rahbek

Jeg tror, at noget af det der har undret mig allermest ved uddannelsen i litteraturvidenskab er, hvor lidt fokus der er på den gotiske litteratur. Det er næsten som om, at genren er lettere forbudt eller okkult eller måske bare noget, der ikke rigtig fanger den brede læserskare. Så vidt jeg husker, læste vi Shelleys Frankenstein (1820) på andet semester, og der var vist også en enkelt Poe-tekst til eksamen i litteraturteori og -analyse, men ellers er genren ikke noget, som vi rigtig beskæftiger os med. Det vil denne artikel gøre op med. Dels gennem en kort gennemgang af den gotiske litteratur, men måske allervigtigst ved kort at sætte fokus på Bram Stokers Dracula (1897), der formentlig er den gotiske litteraturs største, men samtidig måske også mest misforståede, klassiker. For der, hvor mange går galt i byen med Dracula, og for den sags skyld den gotiske litteratur som helhed, er, at de tror, at det er en form for gysergenre. I virkeligheden er sagen blot den, at der er tale om en klassisk genre, der til dels er et opgør med oplysningstanken, i og som samtidig i høj grad også beskæftiger sig med det undertrykte og æstetiske. Derfor kan man heller ikke tale om Stoker og Dracula uden at tale om Sigmund Freuds psykoanalyse, ii lige såvel som man ikke kan tale om Oscar Wilde og The Picture of Dorian Gray (1891) uden at tale om Edmund Burkes og det sublime. Men lad os nu komme i gang.

Den gotiske litteratur og Stokers 'Dracula' Lad os derfor starte med at se på Bram Stokers Dracula fra 1897. Selvom Dracula formentlig er det største hovedværk inden for den gotiske genre, så er det faktisk et overraskende sent værk i den gotiske litteraturs historie. Man regner med, at den gotiske genre begyndte med Horace Walpoles The Castle of Otranto: A gothic story tilbage i 1764, hvorefter fere hovedværker fulgte som f.eks. Ann Rathcliffes klassikere fra 1790’erne eller M.G. Lewis’ The Monk (1796), og nok allermest kendt netop Mary Shelleys Frankenstein fra 1820. Ifølge Børch (2019) i Den Store Danske så er gotisk litteratur: ”…en især engelsksproget litteratur, der beskæftiger sig med menneskets frygt for det ukendte og ukontrollable,” selvom genren dog også afhænger af, hvilken tidsperiode den tilskrives.

Netop denne sammenhæng giver det derfor også mening at forstå Dracula i. Hvor den tidligere gotiske litteratur typisk beskæftiger sig med et opgør med men-

nesket som fornuftsvæsen, så beskæftiger Dracula sig mere med det undertrykte, med vores seksualitet og drifter. Det sker bl.a. som resultat af det daværende senvictorianske samfunds meget strenge normer, der bl.a. opstod som et produkt af det britiske imperium og kolonitiden. Som Børch (2019) også skriver:

Efter 1700-t.s kritik af mennesket som fornuftsvæsen udfordrer 1800-t.s gotiske litteratur tidens sociale og seksuelle pænhedsidealer (fx i R.L. Stevensons Dr. Jekyll and Mr. Hyde (1886) og Bram Stokers Dracula (1897)).

Der er altså i høj grad også en række psykoanalytiske tendenser på spil i Dracula. Man kan sige, at Dracula er en undersøgelse af bagsiden af det senvictorianske samfund, måske på højde med Joseph Conrads Heart of Darkness (1899), hvor menneskets psyke undersøges i takt med, at fortælleren bevæger sig længere og længere ind i mørket. Stokers Dracula starter på psykoanalytisk vis ud med en rejse ind i mørket. Det sker bl.a. jf. Freuds personlighedsteori (også kendt som æg-modellen), iii hvor personligheden ses som tredelt i både et ”overjeg”, ”ego” og ”Id”. Tre instanser, der netop kommer til at repræsentere dualiteten mellem den dømmende samvittighed (overjeget) og det ubevidste (Id’et) med ”egoet” som det afgørende led, der vejer for og imod (det er dog omdiskuteret, om det egentlig er jeg’et, der styrer eller bliver styret). iv Romanen, der er skrevet som en slags brev/ diktafon-roman, begynder med, at vi i de første fre kapitler følger hovedkarakteren Jonathan Harker, der i kraft af sit erhverv som ejendomsmægler skal besøge den mystiske grev Dracula i Transsylvanien. Den sagnomspundne greve ønsker at erhverve sig ejendomme i London, hvor Harker netop er fra. Hvad formålet med disse erhvervelser er skal senere vise sig, da de er en del af grev Draculas større plan om at indtage London. Min pointe er, at Draculas fre første kapitler muligvis er nogle af bogens bedste og mest interessante.

I de første kapitler følger vi nemlig, hvordan Harker langsomt nærmer sig slottet ved at rejse med hestevogn mod Grev Draculas slot. Først sammen med andre beboere fra området, hvis opførsel undrer Harker, og som senere også advarer ham mod at rejse videre. Senere med Draculas egen kusk, der leder Harker de sidste skridt mod slottet og mod det mørke, der venter. Som man ser i beskrivelserne af landsbyboernes opførsel fra bogens første kapitel:

When I got on the coach the driver had not taken his

seat, and I saw him talking with the landlady. They were

evidently talking of me (…) and some of the people who

were sitting on the bench outside the door (…) came and

listened, and then looked at me, most of them pityingly. v

Interessant nok afspejler beskrivelserne af omgivelserne, hvordan Harker på freudiansk vis nærmer sig et udefnerbart mørke mere og mere, men uden at han selv helt er klar over, hvad det er, han bevæger sig ind i. Man kan netop sige, at Harker er repræsentanten for det civilise-

rede samfund, den civiliserede mand, ”overjeget,” der nu bevæger sig ind i mørket, ind i det ubevidste, mod ”Id’et” og sine drifters vold. Og som her, hvor han er på den sidste del af rejsen med Draculas kusk:

Soon we were hemmed in with trees, which in places

arched right over the roadway till we passed as through

a tunnel (…) Though we were in shelter, we could hear

the rising wind, for it moaned and whistled through the

rocks... vi

Læg mærke til, hvordan Harker fysisk tages gennem en dyster tunnel på sin rejse ind i mørket. Der er med andre ord hele tiden en dualitet mellem omgivelsernes forandring og den psykiske tilstand, som Harker trækkes ind i. På slottet fortsætter denne overtagelse af Harkers sind langsomt. Han indlogeres som gæst hos Dracula, men det går langsomt op for ham, at noget er helt galt med både Dracula og stedet. Den fornemmelse, som Harker havde i starten, da han rejste mod slottet, tager til i intensitet, uden at Harker dog til at starte med helt kan placere den.

Mest kendt fra værket er formentlig den passage, hvor Harker både på en gang forføres og skræmmes af tre af Draculas medsøstre. Disse kvindelige skikkelser forfører på mystisk vis Harker, der på samme tid føler sig tiltrukket og skræmt af dem.

Som det fremgår af nedenstående citat, der både skildrer de tre vampyrer som en slags forførende drøm, men også som et uhyggeligt syn af mørke væsener uden skygger:

In the moonlight opposite me were three young women,

ladies by their dress and manner. I thought at the time

that I must be dreaming when I saw them, for, though

the moonlight was behind them, they threw no shadow

on the foor… vii

Der er med andre ord hele tiden denne dobbelthed koblet til mørket, hvor det både forfører og skræmmer på samme tid, og spørgsmålet bliver så, om Harker kan modstå det. Der er ikke nogen tvivl om, at det er skidt at blive bidt af en vampyr, men det er interessant at tænke over, om vi som mennesker ikke i lige så høj grad begærer at blive bidt, som vampyren begærer at bide?

Den gotiske litteratur og det psykoanalytiske Ikke desto mindre lykkes det Harker at modstå sine drifter. Det senvictorianske overjeg slår til og får Harker til i kapitel fre at fygte ud ad vinduet fra Draculas slot. På dette tidspunkt har Dracula dog allerede fået fat i det, han havde brug for fra Harker, hvorfor Harkers fugt mest af alt må ses som Harker, der redder det sidste tilbageværende af hans sjæl. Harker har med andre ord gennemgået en slags mørk transformation, hvor han er blevet lullet ind i mørket, ind i det ubevidste, men hvor hans sidste styrke alligevel formår at befri ham. Min pointe med denne korte analyse af de første fre kapitler af Dracula er først og fremmest at slå værkets litterære kvaliteter an. Tanken om at gotisk litteratur

først og fremmest er en slags rendyrket gysergenre uden den store indholdsværdi, er for mig at se helt og aldeles misforstået – noget de mange prominente forfattere i genren som f.eks. Oscar Wilde og R.L. Stevenson også kan tyde på. Der er, efter min opfattelse, tale om litterære hovedværker, der er på højde med eksempelvis Joseph Conrads Heart of Darkness eller Thomas Manns Døden i Venedig fra 1912. Men jeg mener, at der er samtidig også – ligesom i de to andre nævnte værker – i høj grad er tale om en udforskning af den menneskelige psyke, især i den senere gotiske litteratur som netop Stokers Dracula eller Wildes The Picture of Dorian Grey (1891). Det er ligeledes interessant, at Sigmund Freuds udvikling af psykoanalysen fandt sted sideløbende med, at Stoker skrev Dracula, hvorfor det netop ofte er blevet diskuteret i hvor høj grad Stoker kendte til Freud. Ikke desto mindre er det i hvert fald sigende for Dracula, at romanen er skrevet som netop et produkt af det senvictorianske samfunds uforløste drifter. Det er altså samme samfundstendenser, der har givet anledning til Stokers Dracula, som har givet anledning til Freuds psykoanalyse. Faktisk går den britiske postkoloniale teoretiker Robert J.C. Young i en artikel fra 1999 så langt som til at kalde psykoanalytiske læsninger af senere gotiske romaner for en opgave, der er: ”…essentially tautological.” viii – altså noget, der dybest set kan tænkes som to sider af samme sag.

For det, der netop er så fascinerende ved vampyren, er også, hvordan den er det mørke, der er i os alle, men som vi alle fortrænger. Vampyren er muligvis det på én gang mest farlige og samtidig også mest sensuelle monster, vi kan forestille os. Der er en grund til, at Dracula senere i romanen er i stand til at forføre Lucy og Mina, de to heltinder. Dracula er det forførende mørke, som vi alle begærer, men som, hvis vi lader det indtage os, truer med at destruere os alle. Det er det rendyrkede seksuelle begær, bidet, blodet, Id’et, men uden de civiliserede ”følelser”. Det er det mørke, som vi alle begærer, men som vi samtidig alle godt ved er forkert. Dracula er med andre ord en slags katalysator for vores mørke sider, Id’et, og en trussel mod overjeget. I Dracula er det interessante også, hvordan Dracula næsten mere er en mørk kraft end en rendyrket person. Vi får beskrevet Dracula fra de andre hovedpersoners synsvinkler gennem skiftende kapitler med skiftende fortællere, der alle enten dikterer eller nedskriver deres betragtninger. Med andre ord forbliver Dracula denne mørke kraft, der siver ind fra havet og ind i Londons gader og bliver til en del af det mørke, der allerede omgiver byen og konstant siver ind i bygningerne, men som ingen rigtig kan se. Dracula er med andre ord en mørk, sort kraft, som ikke kan ses ved dagslys, men hvis spor efterlades efter natten som to mærker på halsen eller et mørke i byen.

Den gotiske litteratur Harker beskrives senere i romanen, efter hans ophold på Draculas slot, som om han aldrig helt blev den samme igen. ix Så selvom Harker faktisk formåede at undslippe Dracula, så efterlod den korte kontakt alligevel stærke,

uudslettelige spor hos Harker. Jeg tror endnu engang, at det peger på, hvordan Dracula derfor ikke bare skal ses som et monster som sådan, men i højere grad som en slags en mørk kraft. Han har mere karakter af noget, der kan lokke det fortrængte ud af os selv. Han er det mørke, som vi tiltrækkes af og som vil ødelægge os, hvis vi ikke selv er i kontakt med vores egne seksuelle drifter. Dermed er han også den ultimative skyggeside af det senvictorianske samfund. En konstant påmindelse om, at hvis vi fortrænger drifterne, så kommer de bare tilbage i en endnu værre udgave.

Det er klart, at jeg med denne lille analyse blot har ridset i overfaden af Dracula og den gotiske litteratur. F.eks. kunne man også overveje det æstetiske aspekt i Dracula. Eller hvorvidt grev Dracula og vampyren som karakter i dag kan læses som en slags forgænger til den cluster-b-personlighedsforstyrrelse, der kendes som narcissisme. Samtidig er der også Oscar Wildes The Picture of Dorian Gray, der beskæftiger sig med det ugudelige i jagten på det sublime, det absolut æstetiske, som Dorian Gray jagter gennem en pagt om evig ungdom, der ender med at han rådner op indefra.

Den gotiske litteratur bevæger sig hele tiden i et grænsefelt mellem det æstetiske og monstrøse, mellem det forførende og skræmmende. Det er den menneskelige psyke sat på spidsen. Vores begær efter alt det, vi ikke kan få, alt det, der er forbudt, men samtidig også vores moralske værdier og ideer om det civiliserede menneske og det 'gode'. Den gotiske litteratur er med andre ord det tætteste, vi kommer på en repræsentation af vores dybeste begær, af hvad der sker, hvis vi ikke giver det plads, men samtidig også, hvorfor det aldrig må dyrkes i for ekstrem en grad.

Noter i. Børch, 2019 ii. Young, 1999 iii. Edrup, 2015 iv. Ebdrup, 2015 og Falby et al., 2019 v. Stoker, 1897, s. 5 vi. Stoker, 1897, s. 11 vii. Stoker, 1897, s. 35 viii. Young, 1999 ix. Stoker, 1897, s. 166

Litteratur • Børch, Marianne: ”Gotisk litteratur” i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet d. 8. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=85117. • Ebdrup, Niels: ”Hvad er Freuds psykoanalyse?” i videnskab.dk. Udgivet d. 24. marts 2015. Hentet d. 13. oktober 2019 fra https://videnskab.dk/ kultur-samfund/hvad-er-freuds-psykoanalyse. • English Herritage: ”An Introduction to Victorian England (1837- 1901)” i English Herritage. Hentet d. 13. oktober 2019 fra https:// www.english-heritage.org.uk/learn/story-of-england/victorian/. • Falby, Sara, Laage-Petersen, Gry, Matthiesen, Pernille, Ohrt Fehler, Joachim og Seidelin, Siri: ”Sigmund Freud og psykoanalysen. Red. af Joachim Ohrt Fehler. Hentet. d. 20. oktober 2019 fra http://www.teorier. dk/tekster/psykoanalysen-sigmund-freud.php. • Schubart, Rikke Christina: ”Dracula” i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet d. 13. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index. php?sideId=66385. • Stoker, Bram: “Dracula.” New York: Grosset & Dunlap Publishers (1897). • Young, Robert J.C.: ”Freuds Secret: The Interpretation of Dreams was a Gothic Novel” i The Interpretation of Dreams: New Interdisciplinary Essays, ed. Laura Marcus. Manchester: Manchester University Press (1999).

© Cecilie Ristorp Andersen