Monstrøsiteten tydeliggjort i Franz Kafkas Forvandlingen – En sammenlignende undersøgelse med fokus på den groteske krop

Monstrøsiteten tydeliggjort i Franz Kafkas “Forvandlingen”

En sammenlignende undersøgelse med fokus på den groteske krop

Af Signe Feirup Anker-Møller

Ifølge fremmedordbogen kan et monster være “dels menneske dels dyr”. i Et sådant halvvæsen fnder vi i Franz Kafkas (1883-1924) berømte novelle “Forvandlingen”, som han skrev i 1912. Heri vågner den handelsrejsende Gregor Samsa op en morgen forvandlet til en kakerlaklignende skabning. Gradvist udstødes han af sin familie, men modsat deres opfattelse vedbliver han at tænke og føle som et menneske. Gennem hele fortællingen er Gregors ‘biologiske’ status mildest talt uafgørlig. Derfor virker det også som lidt af et overgreb at kalde ham et monster – snarere fremstår han monsteragtig uden egentlig at være et monster. I det følgende omtaler jeg Gregor Samsas forvandlede krop som monstrøs, hvilket betyder vanskabt, uhyrlig eller kolossal. ii Jeg argumenterer for, at Kafka via monstrøsiteten siger noget om sin samtid, idet jeg læser Gregors forvandlede krop ind i en kulturhistorisk kontekst ved at inddrage den russiske litteraturteoretiker Mikhail Bakhtins (1895-1975) tanker om den groteske krop i hans Rabelais and His World (1965). Gregors billekrop minder på nogle punkter om den groteske krop hos Rabelais, som Bakhtin omtaler. Det er dog især ved at fokusere på, hvordan Gregor afviger herfra, at en samtidsdiagnose træder frem, der synes gyldig den dag i dag.

Af urolige drømme “Da Gregor Samsa en morgen vågnede af urolige drømme, fandt han sig i sin seng forvandlet til et uhyre kryb”. iii Sådan begynder Kafka fortællingen. Gregor Samsa er blevet forvandlet ud af det blå; som hang de urolige drømme stadig ved. Dog konstateres det straks: “Det var ikke nogen drøm”. iv Gregors forvandling synes indhyllet i en ontologisk ubestemmeligheds dis, som Kafka tilsyneladende ikke ønskede ophævet, idet han frabad sig, at selve insektet blev afbildet på bogens forside ved udgivelsen i 1915. v Mit udgangspunkt er, at Gregor Samsa fremstår monstrøs, uden at vi egentlig kan sige, hvad han er vi . Dette ‘uhyre kryb’ har en hvælvet bug, små fimrende ben og en panseragtig hård ryg. Uvant med sin nye krop ruller Gregor rundt på rygskjoldet ude af stand til at komme op af sengen. Tiden går, familien bliver urolig, og prokuristen fra Gregors arbejde dukker op. Til sidst formår Gregor at åbne døren, selvom han ingen arme har og må bruge munden til at dreje nøglen om

med. Der er noget komisk ved hele denne misere.

At rejse sin groteske krop Litteraturforskeren Isak Winkel Holm kalder “[d]en meget omhyggelige beskrivelse af, hvordan Gregor med stort besvær rejser sig op” for “en slags darwinistisk farce om et lavtstående dyr, der forsøger at kæmpe sig op ad evolutionsstigen, så det kan komme til at stå oprejst, selvom det ikke har nogen rygrad”. vii Men endnu en ‘evolutionsfarce’ træder frem, hvis vi zoomer ind på Gregors monstrøse billekrop. Her kan det noteres, at Gregor har en vældig bug, som sengetæppet akkurat balancerer på. Uvilkårligt snapper han med kæberne ad noget spildt kaffe og kaster sig grådigt over en fordærvet ost, som søsteren Grete byder ham. På bugen bemærker han nogle små, hvide og kuldegysningsfremkaldende pletter, der let kunne fortolkes i en seksuel retning. viii Det er appetitten og de nedre regioner, der her står i forgrunden ved novellens start.

Gregor Samsas forvandlede krop har visse ligheder med den groteske krop hos den franske forfatter François Rabelais (1494-1553), som Bakhtin beskæftiger sig med. Her er der fokus på den gabende mund og kroppens nedre regioner, og store maver er typiske groteske attributter. Overdrivelser spiller en afgørende rolle i den groteske afbildning af kroppen. ix Dog er det monstrøse og det groteske ikke det samme: Ifølge den amerikanske litteraturforsker Geoffrey Galt Harpham (f. 1946) vækker det groteske objekt både latter og forbløffelse samt enten afsky eller rædsel. x Idet Gregors krop giver anledning til alle fre reaktioner hos læseren, fremstår han både grotesk og monstrøs i et lejlighedsvist overlap mellem de to kategorier. For familien Samsa derimod er der ikke meget at le ad, og inden for fortællingens ramme er Gregor derfor udelukkende monstrøs.

Sammenligner man Rabelais’ groteske fremstilling af kroppen med Gregor Samsas monstrøse krop, må det dog konstateres, at der ikke er mange forvandlede menneskebiller i Rabelais’ muntre fortællinger om kæmperne Pantagruel og Gargantua, udgivet omkring 1532- 1564. Derfor handler lighederne i lige så høj grad om, hvordan kroppen fungerer, som om, hvordan den ser ud (eksempelvis en gabende mund og en gigantisk vom).

Den groteske krop er ifølge Bakhtin i evig udveksling med sin omverden. Grænsen mellem krop og omverden er diffus, og den groteske krop er aldrig ‘færdig’ xi men altid “in the act of becoming”. xii En sådan udfydende tilstand ses blandt andet i forbindelse med de enorme rabelaiske ædegilder. xiii Disse kunne sammenlignes med de mange typer af mad og madrester, som Grete prøvende sætter frem til Gregor. xiv Men her optræder en vigtig forskel: Hvor festmåltidet hos Rabelais indtages i muntert selskab, og udvekslingerne mellem krop og omverden sker inden for rammerne af et menneskeligt fællesskab, er Gregor ganske isoleret. Ensom cirkulerer han rundt i et ikke-menneskeligt, abjekt kredsløb, hvor han indtager fordærvede fødevarer og udsondrer et klæbrigt materiale på sine omgivelser. Han dækkes af et lag støv, nullermænd, hår og madrester i takt med, at rengøringen opgives. Værelset får status af pulterkammer,

og ligeledes karakteriseres Gregor selv ved en tiltagende tingslighed.

Denne kulminerer, da Grete vælger at omtale Gregor som en “den.” xv “Dehumaniseringen er at blive frataget sit menneskelige navn og sit menneskelige pronomen, og efter denne symbolske død er den fysiske død en ren formalitet,” skriver Holm. xvi Efter sin død skaffes Gregor af vejen; fad, tør og udmagret. Men symptomatisk for familien Samsas kategoriseringsvanskeligheder formår Grete tilsyneladende ikke fuldkommen at fastholde denne beslutning, for efterfølgende omtaler hun to gange Gregor med det menneskelige pronomen “han”. xvii Således ligger Gregor konstant og vipper mellem kategorierne uden at kunne placeres på nogen kendt og meningsgivende hylde. Den groteske krop er altid in the act of becoming, og ligeledes er Gregor Samsa heller aldrig helt ‘færdig’, hverken på et fysisk eller fortolkningsmæssigt plan. Rent udgivelsesmæssigt synes denne problematik at have muteret videre, idet visse udgaver tolker Kafkas håndskrift i Gretes afgørende replik “Den skal væk” xviii som “Han skal væk.” xix Det groteske og det monstrøse holder sig aldrig inden for de fastsatte grænser.

Hos Rabelais, og i den folkelige tradition før ham, var kroppen med alle dens funktioner positivt valoriseret og optrådte som en kilde til latter og fællesskab. xx Hos Kafka udgør den selve grundlaget for udstødelsen: Gregors krop fremstår afskyvækkende; for sin omverden er han et monster.

Modsat Gregors “dyrestemme” xxi og krablen omkring kendetegnes familien Samsa ved deres civiliserede tale og adfærd. De synes herved næsten at legemliggøre det, Bakhtin omtaler som “the new bodily canon”: xxii Ved overgangen til den klassiske periode bemærker Bakhtin en ny måde at fremstille kroppen på. Hvor den groteske krop blev afbildet som åben og universel, fremstilles kroppen nu som en lukket, individualiseret enhed. De kropslige udbulninger og fordybninger, der havde udgjort den groteske krops overdrevne topologi, modifceres nu. Samtidig begynder veltalenhed at spille en stadig større rolle fra omkring år 1600, skriver Bakhtin. xxiii Dermed kunne Gregor Samsa opfattes som en grotesk repræsentation fejlplaceret i en moderne verden. En verden hvor man taler pænt, spiser pænt og tæller hvert minut. Man ligger ikke i sengen for dernæst uvasket og upåklædt at vælte sig ned på gulvet og kaste et måltid i sig. Hvis scenen, hvor Gregor rejser sig op, kunne læses som en farce om et lavtstående dyrs forsøg på at kæmpe sig op ad evolutionsstigen, kan hele fortællingen samtidig ses som en grotesk krops mislykkede forsøg på at løfte sig over tærsklen til en ny tids kropslige idealer.

Angstens morsomme monster Men samtidig er der noget alment genkendeligt ved Gregors kropslige bøvl: Liggende i sengen bemærker hans billekrop “en særlig stærk sult” xxiv og en “virkelig overfødig søvnighed” xxv – imens menneskesindet tjenstvilligt ivrer efter at komme på arbejde. Og alle kender vel til, at kroppen en tidlig, tåget morgen ikke lystrer

sindet.

Gregor Samsa kæder straks sin forvandling sammen med det udmattende job som handelsrejsende. Da Kafka skrev “Forvandlingen”, var en række forestillinger om civilisationssygdomme i omløb. Man mente, at bruddet med traditionelle livsformer og det moderne livs mange stimuli og nye transport- og kommunikationsmidler var skyld i en række nervøse lidelser såsom togsyge, neurasteni og overanstrengelse. xxvi Kafka skriver sig således ind i datidens lægelige diskurs og en mere kollektiv følelse af ikke at være på højde med den civilisatoriske og teknologiske udvikling omkring starten af det 20. århundrede. Og i vore dage, hvor det digitale liv bipper afsted, efterlades vi også af og til på et sidespor; tunge, trætte og stressede.

Gregors væren ude af takt og ikke på højde med situationen forvandler Kafka til dels til en farceagtig komik. Men novellens følelse af total isolation står fuldkommen rent uden morsomme scener eller formuleringer.

Ifølge Bakhtin forvandles det skræmmende til noget lattervækkende i groteske værker. Det omdannes til et “funny monster”. xxvii Bakhtin mener i den forbindelse, at mennesket på Rabelais’ tid og før lod sig gribe af en ‘kosmisk angst’ i mødet med det, der var materielt set stort, og som ikke kunne overvindes gennem styrke. Denne kosmiske angst trækker Rabelais ned på jorden og gør komisk, mener Bakhtin. Eksempelvis var der en slem tørke det år, Rabelais skrev Pantagruel. I hans fortælling begynder jorden selv at svede, og en gruppe fromme mennesker, der således tror deres bønner belønnet af dug fra himlen, får sig en salt overraskelse. xxviii Men i “Forvandlingen” er komikken ikke knyttet til noget skræmmende; snarere til en art nervøs bekymring for ikke at leve op til omverdens krav. For det egentlig skræmmende i fortællingen er tilstedeværelsen af et menneskeligt fællesskab, der har, om ikke retten, så evnen til at opsige et individs menneskelighed, som man ville opsige en ansat eller en lejer.

Disse to følelsestilstande – den nervøse bekymring og angsten for den totale isolation – synes beslægtede, men er alligevel formuleret fra hver sit sted: Det svarer til forskellen mellem det komiske i at træde ind i en forsamling af mennesker, idet man snubler i sit snørebånd, og så at gøre nøjagtigt det samme, uden at nogen så meget som orker at bemærke én, fordi man slet ikke er til i deres forestilling om et menneskeligt individ. Det kan på sin vis være lige meget, om man lever op til kravene, for man regnes overhovedet ikke som en, der kan leve op til noget.

Angsten for den totale isolation hverken formår eller forsøger Kafka at forvandle til et funny monster. I stedet synliggør han en type angst, der muligvis kunne sammenlignes med det præmoderne menneskes kosmiske angst, men som samtidig virker langt mere kompleks. Den kosmiske angst udsprang ifølge Bakhtin af menneskets lidenhed og magtesløshed over for så umådelige størrelser som stjernehimlen, havet, de store bjerge eller vejrkatastrofer. xxix I “Forvandlingen” er det rædselsvækkende derimod et menneskeligt fællesskab, der sætter kategorierne og dermed afgør, om Gregor Samsa kan

betragtes som et menneskeligt væsen eller ej. Denne proces rummer en form for moralsk monstrøsitet, idet familien Samsa som nævnt ikke synes at have retten til at træffe en sådan afgørelse, men ikke desto mindre har evnen. Kafka omskriver ikke denne angst til noget mere håndterbart, der kan overvindes gennem latter – men herved synliggør han den netop for læseren. Monster kommer af monere, der betyder 'advare', xxx og det er selvfølgelig oplagt og også ganske klassisk at læse fortællingen som et forvarsel om den antisemitisme, som Kafka oplevede i fremmarch, men aldrig nåede at se i fuldt udbrud. Men fortællingen synes lige så relevant i dag.

I “Forvandlingen” skriver Kafka en monstrøsitet frem, som det ikke går an at le ad. For der er intet morsomt ved et individs isolation fra resten af det menneskelige fællesskab. Men havde det været muligt at le, havde denne latter måske forvandlet Gregor Samsa fra ‘monster’ til menneske igen.

Noter

i. Brüel, Sven og Niels Åge Nielsen, 1996, s. 406. ii. Ibid. iii. Kafka, Franz: 2008, s. 79. iv. Ibid. v. Kafka, Franz: 1958, s. 136. vi. Det er almindeligt i Kafka-forskningen at anskue Gregor Samsas forvandling som en legemliggørelse af et metaforisk udtryk, hvilket kan opfattes sådan, at Gregor både krabler rundt på et konkret og et overført plan, og derfor både er en bille og blot som en bille (Holm: 2015, s. 241-268) vii. Holm, Isak Winkel: vinter 2011, s. 23-39, 28. viii.Andersen, Michael Høxbro: December 2013, s. 144-153, 145. ix. Bakhtin, Mikhail: 1984, s. 312-328. x. Harpham, Geoffrey Galt: Sommer 1976, s. 461-468, 463. xi. Bakhtin, s. 312-328. xii. Ibid., s. 317. xiii.Rabelais, François: 1945, eksempelvis s. 17-18 og s. 23-25. Her indtager selskabet gigantiske mængder af halvfordærvet kallun, hvilket lægger pres på fordøjelsen. Gargantuas mor får et stoppemiddel, der holder tarmene på plads, og føder derfor Gargantua gennem øret. xiv. Kafka: 2008, s. 96. xv. Ibid., s. 118-119. xvi. Holm: 2011, s. 28. xvii. Kafka: 2008, s. 119, 121. xviii. Ibid., s. 119. xix. Kafka, Franz: 1946, s. 134 (min oversættelse og kursivering). xx. Bakhtin, s. 19. xxi. Kafka: 2008, s. 87. xxii. Bakhtin, s. 320 xxiii. Ibid., s. 316-322. xxiv. Kafka: 2008, s. 81. xxv. Ibid. xxvi. Andersen, s. 144-145. xxvii. Bakhtin, s. 49. Bakthtin omtaler også dette funny monster som “comic” (Bakhtin, s. 39, 41, 91), “grotesque” (ibid., s. 336), “gay” (ibid., s. 151, 237, 335, 391, 395) og “ridiculous” (s. 394). xxviii. Ibid., s. 39, 334-336. xxix. Ibid., s. 335. xxx.Brüel og Nielsen, s. 406. Litteratur • Andersen, Michael Høxbro: ““Prøv at forstå det ved at kalde det sygdom”. Sygdomsfortolkninger i Franz Kafkas “Forvandlingen””, s. 144- 153. Kritik, nr. 209: december 2013. • Bakhtin, Mikhail: Rabelais and His World. Indiana University Press: 1984. • Brüel, Sven og Niels Åge Nielsen: Fremmedordbog (Lilian Plon, red.). Gyldendal: 1996. • Harpham, Geoffrey Galt: “The Grotesque: First Principles”. I: The Journal of Aesthetics and Art Criticism, Vol. 34, No. 4, s. 461-468. Sommer 1976. • Holm, Isak Winkel: “Arendt og Kafka. Retten til at have rettigheder i Franz Kafkas “Forvandlingen””. I: Passage, 66, vinter 2011, s. 23-39. • Holm, Isak Winkel: “Legemliggørelse af symbolerne. Kafka og metaforen: “Forvandlingen””. I: Stormløb mod grænsen. Det politiske hos Franz Kafka. Gyldendal: 2015. • Kafka, Franz: Briefe 1902-1924. S. Fischer Verlag: 1958. • Kafka, Franz: “Die Verwandlung”. I: Gesammelte Werke 4: Erzählungen. S. Fischer Verlag: 1946. • Kafka, Franz: “Forvandlingen”. I: Fortællinger (Isak Winkel Holm og Per Øhrgaard, overs.). Gyldendal: 2008. • Rabelais, François: Gargantua (C.E. Falbe-Hansen, overs.). Fischers Forlag: 1945.