Oraklet, genealogien og præ-sokraterne Interview med Torben Rakelo

Oraklet, genealogien og præ-sokraterne

- Interview med Torben Rakelo

Af Mick With Berland

Venner er så meget sagt, men da interviewet fandt sted, ville jeg påstå, at Torben og jeg var nære bekendte. Jeg havde ivrigt fulgt hans forelæsningsrække året forinden, og når Torben havde tid (urokkeligt travle mand), diskuterede vi lystigt dagens essentielle spørgsmål, efter de mindre ihærdige studerende havde klapret deres lædersko ud af lokalet. Formelt er Kapodistrian University of Athens og nuværende lektor på Københavns Universitet, hvor han har formidlet præ-sokraterne i 33 år (for de uvidende, vil blive født før Sokrates). Han har for nyligt udgivet Orakel, tilgængelig på græsk og dansk ved ingen ringere end Rakelo selv. For alle som er interesserede i ubemærkede bog snart blive et hovedværk. Torben er vokset op i Høje Møn hos sin mor. Hans far er græsk statsborger og født på Mykonos i Kykladerne.

Jeg træffer Torben, imens en ambitionsløs og skyet solnedgang sænker sit rødskær over universitetsgår en fjern fortid. Han har placeret sig på en brostensbakke, hvor han er synlig fra hele gårdspladsen. Jeg er sikker på, at hans dramatiske fremtræden, solsløret og majestætisk spejdende, heller ikke er gået ham forbi. Jeg iler naturligvis derop, da jeg opdager ham. kelo fra den 17. september; optaget på min telefon, transskriberet nøjagtigt og i sin helhed (altså ikke vinklet og slebet efterfølgende, hvilket jeg kan afsløre, at der er tradition for).

Ja, og det er jeg ked af, forfærdet, over at have gjort. Men lad mig i så fald stille mit første spørgsmål til bogen.

Det er jo dét, jeg er gået med til. Lad os komme til sagen.

Din bog, Orakel, som jeg foreslog vi kunne tale om i dag, er en dybdegående undersøgelse af orakelmy et springbræt i denne sammenhæng. Kan du knytte

for udformningen af din undersøgelse?

På dette tidspunkt i mit liv er orakelmytologien mensvorne. Jeg føler mig hjemme hos dem. Jeg kunne have begyndt min bog tusind forskellige steder, hvor det vil være sværest at bestride min viden.

i inspirationen til din forskning generelt? Ved dine fo profeten havde en særlig betydning for dig?

nordlige fastland har ikke betydet synderligt for udfoldelse af min bog. Efter min mening er den heller risk arketype eller psykologisk nødvendighed er derimod af overhængende betydning for mig. Du ser en omskiftelig skare af mishandlede pigebørn, som mumlede det, de havde fået besked på og inhalere derimod et skrupelløst, indtægtsdrevet foretagende, som havde spioner i alle Attikas mindeværdige by gange), har jeg altid bedt mine elever om at forestille sig Illuminati, sådan som institutionen afbilledes i en

I kapitlet ”Etik” introducerer du de skelsættende begreber, apeiron og ananke, som beskriver verdens indbyrdes afhængighed; kan du fortælle lidt om be

Apeiron er ikke et ord, som jeg har opfundet. Det stammer fra Anaximanders opfattelse af verden, som bestående af én grundlæggende og foranderlig substans, hvoraf alting skabes og transformeres. Indenfor denne forståelse vil ethvert atom bidrage til at omstyrte eller bibeholde de midlertidige ligevægte, som skaber den verden vi sanser. Det minder meget om, hvordan alle legemer med en vægt, lige meget hvor tilsyneladende ubetydelig, påfører omkringliggende legemer en gravitation. Som jeg anvender ordet, er det en beskrivelse af hele verden udenfor bevidsthedsdannelsen, das ding an sich indenfor et nyere begrebsapparat (Det er Kants begrebsapparat for de uindviede: hermed skamfuldt oversat til tingen-i-sigselv på tidsskriftets krav). Anake, hvilket for resten heller ikke er mit begreb, betyder det nødvendige. Det nødvendige er det, der sker på grund af den indbyrdes afhængighed i verdens apeiron. Det er blandt andet blevet kaldt naturlovene, indenfor en oplysningsdiskurs. Det jeg påpeger, er den nødvendige sammenhæng mellem anake og apeiron: Hvis apeirons balance er afhængig af selv de mindste elementer, må man forstå hele verdens opbygning, for at kunne forudsige selv den mindste forandring. Godtages denne axiom,

hvilket den gjorde af tusindvis af grækere i årene 500 til 300 f.Kr., forlanger den, at enhver orakelskikkelse må være fuldkommen omnipotent og ufejlbarlig. Denne tanke kan, hvis man ønsker det, forlænges til vores moderne orakelskikkelser. Det er denne bevægelse, der ligger grundlaget for kapitlet (han udtaler her det græske kapitelnavn, men jeg kan fra sammenhængen afgøre, at han må referere til enten ”Forgyldt monomani” eller ”Underdanighedsprincippet” i den danske oversættelse).

Meget interessant, og et fantastisk kapitel. Ville du sige, at dette er din undersøgelses egentlige tese?

vralter uforstyrret rundt med totalt ulogiske principper, som fundamentet i deres liv. Som jeg for eksempel opridsede for et øjeblik siden, sætter du din lid til en anake, som forlanger fuldkommen materialistis determinisme. Samtidigt opfører du dig, som om vi hver især har en unik og fri vilje. Jeg håber, at mit arbejde kan belyse din og andres selvmodsigelser, og bidrage til udvidelsen af bevidstheden, indenfor for mål om bogen. Hvis nogen vil læse min bog, behøver de ikke mine livløse forklaringer, kun selvstændig fantasi og ydmyghed.

historisk bog, som forfølger oraklets stamtavle og determinismens udvikling. Jeg vover ikke at indføre systemer eller mønstre på over to tusind års mangeartede udviklinger; jeg synes direkte, at en sådan tanke er imbecil. Det eneste, som jeg påstår at gøre, er at belyse determinismens forskellige, og til tider ganske ensartede, ansigter, som de opstår og krakelerer igennem tiden. Jeg fortæller, hvordan tingene har været, uden at fortolke på dem.

Hvad har været din motivation til at skrive en sådan genealogi?

Heraklit sagde, at voksne var børn, som lykkedes i at bilde sig selv ind, at de vidste hvad der foregik. Jeg

Men måske du kunne hjælpe en ivrig læser på vej; det var jo dét vi havde aftalt at snakke om. Hvordan lykkedes det dig at opretholde den historiske afstand i bogen og samtidigt at nå frem til sådanne påstande?

I arkaisk tid var hver bystat forenet i sine forestillinger, om det handlede om orakler, guder eller og før Sokrates bevandrede hele middelhavsområdet og påtvang de modvillige borgere at tænke sig ud af fællesskabet. Hver bystat havde sin egen distinkte identitet, understøttet af sine egne ulogiske forestillinger. Og omkring disse kollektive fejlslutninger om guder, race og videnskab, rejste civilisationer sig til hidtil usete højder. Hvis man tør, kan man sammen

løftede sig ud af mudderet og gik til angreb på hele verden, imens en forenet befolkning hujede og fejrede den. Dengang var naturvidenskaben stadig på sin der udvekslet ideer helt fra Milet (En velkendt græsk koloni i nuværende Tyrkiet) til Syditalien. På kryds og tværs af Middelhavet… skyggende (Elea var en græsk koloni i Italien. Jeg måtte i denne sammenhæng selv undersøge nærmere og kan ikke bebrejde læseren).

Hvad mener du om rygtet om Parmenides og Zenos livslange romance?

Det er alt sammen sandt og naturligt.

Undskyld. Det lyder virkelig interessant, men jeg forstår ikke hvordan det forholder sig til bogen?

Heraklit sagde engang, (han citerer klangfuldt på græsk). Jeg forestiller mig ikke, du kan forstå det. Det betyder, at kun uvidende mennesker vrister kontrollen fra en kyndig tyran.

Jeg har forberedt nogle andre spørgsmål: Skal jeg stille dem i stedet?

Ja, stil du dem. Er du bekendt med tidsskriftet mosaikk?

Jeg ser alt, hvad der foregår på universitetet.

Må jeg stille et sidste spørgsmål til Orakel?

Jeg nægter at skulle forsvare min bog foran dig, og hvis du fordrejer mine ord, bliver det værst for dig selv.

Tusind tak for din forudsigelse. Tilgiv mig; jeg har sikkert misforstået noget.

Selv i Platons propagandaskrifter er Parmenides og Zeno fremstillet som strålende intellekter, som den yngre og mindre erfarne Sokrates ukritisk må underkaste sig. Hele den eleatiske skoles fortrinlige arbejde med at udvikle det logiske ræsonnement, hvorved de ankommer til verdens uforanderlighed, er altoverBogen Orakel kan købes hos forlaget Falstaff, og kan vet professor.

Bønner til tiden 1-4

Af Mikkel Roosevelt Hertz

Til vinden

vinen dunker ud i stød luften i toppen af flasken holder vinen tilbage dråberne spreder sig i en vifte ned mod vandet vinden griber dråberne fører dem udad en vogn knager bag ham på broen egerne tørre uden fedt langs flodens højre bred nede fra sivene en raslen han får kvalme af det raslende for det bliver aldrig godt nok og det vil han heller ikke det skal være som det er for det er sådan det hele er floder af blæst i hånden den tomme flaske en sidste dråbe fedet op i åbningen og sluppet sivene, sivene rasler hvad er det er det noget der kan skiftes ud denne raslen eller er det noget der ville blæse væk hvis det slap ud

men floden, floden hvordan den kan det bare den løben hele tiden

Til jorden

brændende urter hænger i kar han bøjer sig ned og løsner sandalerne spænderne glimter fødderne er varme mod stengulvet han går på guds hud nu mest af alt er den stor et sted i klippen dunker en sort blodåre han sætter sig ved ikke hvad han skal gøre med sine arme ser på fingrene for at skjule dem han tænker på et græsstrå den form hvis man glattede det ud med fingrene som en blodrillet dolk

Til kødet

om aftenen hans baller i lyset fra kerterne huden er fedtet de klæder sig af lugten af tørrede blomster og sved og oppe på byens torv blomstrer cedertræet det skummer ud af grenene han støder til føler sig som en bølge den stædighed at være ført og ikke at være det at træde ned i floden anklerne i vand sivene overalt om ham de gule toppe bevæget af vinden glide tilbage støde igen han mærker hænder der holder om bryster det er ikke hans hænder og det er det det er hans bryster det er det ikke det er skøgernes de ejer hans ejerskab over dem med få lette fingre griber de om hans glans fører den ind andre holder et lerfad med vin op foran hans læber de bliver ved presser fadet mod hans tænder han drukner hører en stønnen fra halsen bange og forvirret som en ged der er faldet ned i en brønd han ville ikke gøre ondt ikke i dem han er en blæst

de aer ham bider ham i nakken klemmer hans testikler som var det to valnødder et barn skjulte i hænderne på vej hjem fra en onkel den lyd når de gned mod hinanden nattehimlen over gyden det aflange sorte i en geds øje

Til vandet

han stirrer ned i det glidende rører det blidt lader øjnene flyde langt ude under et piletræ hans skygge sidder fast på vandet strømmen kan ikke gribe den så løsner det sig det løsner sig skorpen rives af

Lady Macbeth

The Dream Eater

© Cecilie Ristorp Andersen

Et polemisk syn på mytens relevans for samtiden

Af Sebastian Wienberg

”Vi vil have vundet meget for den æstetiske videnskab, når vi har nået ikke blot til den logiske indsigt, men også til anskuelsens umiddelbare vished om, at kunstens udvikling er knyttet til det gensidige forhold imellem det apollinske og det dionysiske” Friedrich Nietzsche, Tragediens fødsel (Gyldendal, 2000)

Der er noget bekymrende over den moderne eksistens konsekvente angst for at stoppe op og tænke over tilværelsen, såvel som der er noget tankevækkende over den udbredte akademiske frygt for at tænke metafysik(sk). Så lad os allerede her stoppe op og rette vores polemiske/spekulative blik mod den mytologiserende tænkers eksistens for med det samme at diagnosticere mytens umiddelbare strukturelle grundvilkår i dag. Eftersom vi be nder os på humaniora, så har læseren desværre nok allerede stiftet bekendtskab med diktummet, der så ofte møder dagdrømmeren i sin spekulative færden: ’Du skal jo heller ikke tænke for meget over tingene!’ Dette (neoliberale) diktum inkarnerer efterhånden nærmest et biologisk grundvilkår for os ”moderne” mennesker, for man må jo igen huske på, at vi alle sammen ”bare” er mennesker og dermed sagt, at der stort set ikke forventes så meget andet af os, end at vi agerer som dyr eller endnu værre: som maskiner. Det er jo ligefrem blevet en kompliment på arbejdsmarkedet, at man arbejder som en maskine. For så vidt man forstår det mytiske som en fortælling eller en tilgang til verden, der står i et dialektisk forhold til den herskende logos diskurs - hvilket er hensigten her - er der måske en form for potentialitet i begrebet om det mytiske, der kan hjælpe os ud af denne strukturelle lås. Det er i hvert fald denne teksts ærinde at påpege, at så snart vi mennesker begynder at fabulere og ironisere over det ovenfornævnte forhold, forekommer der en teoretisk interessant form for transsubstantiation af dette afmytologiserede, dyriske og yderst arbejdsomme aspekt af den moderne eksistens.

Myte eller mystik

Myten skal her først og fremmest forstås som værende væsentlig forskellig fra mystikken: Det mytiske åbner op for fantasien og muliggør fællesskabet, mens det mystiske ofte lukker sig i sine esoteriske konkretiseringer.

Dette er en vigtig begrebslig distinktion, da den ikke blot skitserer mulighedsbetingelsen for mytens fællesskabskonstituerende kraft, men dermed også skitserer det individuelle moment i tænkningens tomgang, efter-

som den mytologiserende eksistens netop oftest mangler at påberåbe sig dette universelle moment i sit virke, idet han/hun af sin individualitet drages ind i det mystiske, der jo netop er væsentligt forskellig fra det mytiske. Tænk eksempelvis blot på auto ktionsgenren inden for litteraturens verden eller de såkaldte heksepraksisser, som bedrives af visse fremstående kvindelige forfattere her i landeti. Dermed ikke sagt, at det mystiske ikke også skaber fællesskaber, for det gør det, men det mytiske fællesskab har altid en mere universel karakter heraf også årsagen til, at det mystiske ofte har en klang af noget esoterisk, såvel som den umiddelbare årsag til at Sigmund Freud netop valgte en myte (Sofokles´ tragiske myte om Ødipus) til at redegøre for nogle grundlæggende og almene aspekter af den menneskelige psyke.

Mytens (universelle) fælleskabskonstituerende kraft skal dermed forbindes med denne teksts grundlæggende tese navnlig at den såkaldte affortryllelse af verden er uløseligt forbundet med frygten for at mytologisere i verden. Men hvorledes kan myten atter indtage sin retmæssige plads i en moderne logos-præget diskurs, der inden for det politiske spektrum bliver betegnet med prædikaterne neoliberalisme eller neofascisme?

Mythos og Logos

Udgangspunktet må være at myten - på trods af den omtalte strukturelle begrænsning - heldigvis alligevel bliver ved med at ind nde sig i den herskende samfundsorden, og selvom myten alt for ofte kun forekommer i sine individuelle momenter, vil der netop derfor i det følgende være lejlighed til at inddrage et par klassiske eksempler på moderne mytologi. Det individuelle moments suveræne overtag i forhold til det universelle moment i mytens materialiseringer skyldes naturligvis først og fremmest frygten for at mytologisere i forhold til tilværelsens universelle aspekter eller at lade tilværelsens universelle momenter mytologisere de individuelle. Det er således eksempelvis i dag blevet en sjældenhed, at man for alvor påkalder sig menneskerettighederne. Højre øjens myter, det vil sige de myter der udspringer af forestillingen om, at den enkeltes identitet på en eller anden mystisk måde nærmest er biologisk forbundet med nationalstaten, har fået overtaget, hvilket naturligvis er en problematisk begrænsning af mytens universelle potentialitet.

Heraf det potentielt samfundsomstyrtende i mytens fælleskabskonstituerende kraft, såvel som det strukturelle behov for at holde mytens universelle momenter i bero: ”Vi er jo bare mennesker og kan dermed ikke redde hele verden og så videre.” Den der reelt forsøger at ”redde hele verden” begår hybris overfor sådan strukturelle begrænsninger, og han/hun vil altid inden for sådanne afmytologiserede strukturer forekomme at være lettere naiv eller direkte farlig; tænk eksempelvis på hvordan venligboerne blev udstillet, som landsforrædere og naive idioter, selv om de egentligt bare agerede ud fra en tro på og desuden hjemmel i de fundamentale frihedsrettigheder, som stadfæstes i FN´s verdenserklæring om menneskerettighederii. Den omtalte affortryllelse af verden kan heraf forstås ud fra samtidens systematiske miskreditering af alt, hvad der lugter af

universalitet. Fraværet af troen på det almene er unægteligt uløseligt forbundet med mystikkens omklamring af nutidens tre herskende pseudomyter: Myten om individets symbiotiske forhold til nationalstaten, myten om det meritokratiske samfund samt myten om muligheden for forsat ubegrænset økonomiske vækst.

Det fabulerende moment i myten

For nu at give nogle ere eksempler på mytens (potentielt) samfundsomstyrtende kraft, så kender vi også det mytiske fra sportsverdenen; her er det franske regnbuehold (verdensmestre 1998, europamestre 2000) et eksempel på et velkendt objekt, der antager mytiske proportioner. Den mytiske aura omkring hver enkelte spillers historie konstituerede et nærmest skandaløst nationalt fællesskab, og idet auraen lagde sig som en mytologiserende tåge over den vestlige verden, var det ikke længere kun franskmændene, der støttede dem, men os allesammen. Vi lod os forbløffe og tryllebinde, ikke blot fordi de spillede ot fodbold, men i særdeleshed også fordi de mere eller mindre allesammen bar rundt på unikke historier/baggrunde, der forbandt dem til en af de mest dragende myter i kernen af den neoliberale ideologi: myten om den sociale højdespringer.

Vi ser naturligvis allerede her den dragende potentialitet, der ligger i myten forstået som et fællesskabskonstituerende moment: Auraen omkring det franske fodboldlandshold inkarnerede på en eller anden måde en hidtil uhørt fredelig rekonciliation med hele fortællingen om vestens kolonihistorie. Man kunne måske endda vove den påstand, at det franske fodboldlandshold ændrede mere på franskmændenes forhold til deres fortid som kolonimagt og undertrykkere end et par hundrede års demokratisk tovtrækkeri.

Det tankevækkende var, at man ikke fokuserede på, hvor meget de franske spillere - der jo alle sammen allerede var blevet mangemillionærer - havde tilfælles med menneskene i de undertrykte og forsømte områder, hvor de kom fra, men bare at de kom derfra. Heri ses også det potentielt farlige moment i myten, for den drager os væk fra de reelle kendsgerninger og tryllebinder os til at fabulere hen over dem. Præsident Obamas ”sorthed” eller den historisk funderede aura der hang om hans identitet tillod netop ikke, at man spurgte: ”Hvor sort er Obama egentligt?” Obamas baggrund er ikke den afroamerikanske mands baggrund på samme måde, som eksempelvis Nat Turners er detiii, men det fælleskabskonstituerende i myten, hvad vi også kunne kalde det mytiske objekts aura, tillod ikke, at man så dette. I myten ser man nogle gange ikke skoven for bare træer, hvilket måske ikke er nogen overraskelse, eftersom ’sandheden har det med at skjule sig’iv og det er netop denne fabulerende (gemme)leg med logos der overordnet set kendetegner myten.

Det ironiske moment i myten

Det mytiske handler således måske ikke så meget, om at forstå verden (’das ding an sich’), men måske snarere at fabulere sig ud af den. Med andre ord giver det mytiske os ikke sandheden om tingen men snarere en

teoretisk interessant måde, hvormed den kan betragtes på afstand eller for nu at parafrasere Kierkegaard ’myten er forstået som det negative ikke sandheden, men vejen.’v Denne vej indviede loso en for omtrent 2500 år siden, da Thales fra Milet ved et tilfælde faldt ned i en brønd og fra dybets bund opfandt den første kikkert. Ironien i denne historie er identisk med det videnskabsteoretiske moment i myten: Den sparker så at sige stigen væk under den tænkendes fundament. Myten giver med andre ord plads til tilfældighedernes leg med virkeligheden, der hvor logos kun ser nødvendighed. Således lader Kierkegaard i en af sine skrifter en æstetiker og en videnskabsmand betragte en regnbue: Æstetikeren lader sig forbløffe over regnbuens sublime skønhed og sender måske en tanke til den nordiske mytologi, mens videnskabsmanden straks begynder at afklare fænomenet ud fra en rationel diskurs. Hermed bliver det fabulerende og ironiske i myten også åbenbaret som æstetiske momenter: Æstetikeren lader sig ikke fascinere af videnskabsmandens redegørelse, for hvad skal han bruge partikler til, når han indgår i et direkte dialektisk forhold med det sublime? Her minder de fabulerende og ironiserende momenter i myten på mange måder om visse videnskabsmænds tilgang til videnskaberne, når de eksempelvis udtaler, at Einsteins teorier er forbløffende smukke. Ikke nok med at sandheden dermed er direkte forbundet med skønhed, så er det nærmest som om, at mytens indre logik drager betragteren på den rette vej mod sandheden - i hvert fald fra en æstetisk vinkel.

Det apollinske og det dionysiske i myten

Det apollinske sætter grænser for det mytologiserende (Hybris). Det dionysiske stimulerer den mytologiserende til at overskride eller bearbejde disse grænser (Ekstasis). Det er mytens insisterende hensigt at forene og spille disse to kræfter ud mod hinanden, men det er også i forholdet herimellem, hvor mennesket altid allerede be nder sig, at mennesket skaber sine myter, såvel som det så sandelig også er fra dette forhold, at myterne skaber mennesket. Både det apollinske og det dionysiske i myten kan lære os at tysse på logos, hvad enten det er i forhold til observationen af en regnbue eller den bedrøvelige betragtning af de stadigt stigende ygtningestrømme i verden. Vi kan med andre ord lære noget af at sætte grænser – menneskerettighederne var netop en måde, man efter anden verdenskrig, kollektivt satte grænser overfor krig og universel uretfærdighed- såvel som vi kan lære noget af at nedbryde grænser, som eksempelvis venligboerne gjorde det i deres hybris mod højre øjens demokratiske despotisme.

I denne fabulerende proces, hvori speci kke historiske konstellationer af mennesket bliver til, spiller ironien og det fabulerende en særlig rolle for det mytiske, som det kortfattet blev skitseret. Nødvendigvis må vi atter inddrage disse momenter i vores æstetiske, politiske og videnskabsteoretiske overvejelser for atter at kunne genoverveje og måske endda realisere mytens universelle potentialitet i en moderne kontekst.

Slutnoter

Westphal Rasmussen, Sille: ”Heksen er tilbage og hun skaber politisk

forandring”. I Politiken, den 31. oktober 2017 Artikel 14

sidenote 3: Historien om slavepræsten Nat Turner, hvis liv skildres i

lmen ’The Birth of a Nation’ (2016), er uforligneligt forbundet med

stum lmen ’The Birth of a Nation’ (1916), hvori Ku Klux Klan med-

lemmerne fremstilles som helte. Hvorledes spændingsforhol

det mellem disse to myter, stadig spiller en afgørende rolle i dag skulle

være over ødigt at gøre opmærksom på.

Heraklit

Kierkegaard, Søren: Samlede værker Bind 1: Af en endnu Levendes Pa-

pirer og Om Begrebet Ironi, side 329. Gyldendal, 1962.)

© Cecilie Ristorp Andersen