
6 minute read
Asphyx .................................................side
Asphyx var det første navn, der blev annonceret til at spille på Death Coast Festival i 2023. Det blev modtaget med overvældende respons, naturligvis, for Asphyx er ægte, old school death metal. Selvom de har eksisteret siden 1987, lider hollænderne ikke af metaltræthed, som deres seneste album ”Necroceros” fra 2021 også bevidner. Med koncerten til sommer bliver cirklen sluttet. Asphyx spillede i Esbjerg dengang byen var Danmarks metalhovedstad tilbage sidst i 80erne og først i 90erne, før de udgav debutalbummet ”The Rack”. Forsanger Martin Van Druen var ikke med i bandet dengang, som han også venligt minder mig om, da han svarer på dette interview.
1. I år er det 31 år siden, I udgav debuten ”The Rack”. Og I udgiver stadig fantastisk albums. Senest ”Necroceros”. Hvor finder I brændstoffet, energien inspirationen til at fortsætte?
Advertisement
”Well, tak for komplimentet! Det er altid en enorm fornøjelse efter enhver udgivelse at få så positiv feedback. Især fra vores meget loyale fans, som ved, at de aldrig bliver skuffede over os. Hvilket gør det hele meget givende og berigende.


Jeg tror på, at da vi stadig selv er store metalheads, er det ikke så svært at finde nyt brændstof og ny inspiration til at holdet Asphyx-maskinen og sørge for, at den stadig brøler og snerrer. Vi nyder simpelthen det, vi laver. Vi har det sådan, at når vi er færdige med et album, og vi alle selv er begejstrede for det, så ved vi, at Asphyx-fansene også vil kunne lide det. Men det handler i bund og grund om at følge vores egen fornemmelse. Paul sørger for de dræbende riffs, og jeg skriver de tekster, der matcher. Så snart der opstår en ide til et riff, tager vi den derfra og går videre. Og helt ærligt, selv efter alle disse år kan vi gå helt amok over nye shredders og fede riffs. Hvis vi skal tale om energien og brændstoffet... Vi blev alle født til metal i dette band, og vi kommer til at spille metal indtil vi dør. Ingen anden musikgenre har denne styrke eller tyngde, og den vil altid holde os i gang. Og på scenen? Der er det endnu bedre. Man udvikler en lækker, sund afhængighed af at spille koncerter. At gå på scenen og rase ud med de andre i bandet og publikum. Det er den bedste følelse i verden! Sceneskræk? Hvad er det? Hahaha! Skru op for forstærkerne, sørg for at øllene er kolde, så er Asphyx er klar til at gå amok på scenen.
Hele koncertdelen er vores inspiration og motivation. Det giver os energien til at blive ved med at komponere nye sange, som vi kan spille live. Men inspiration kan også komme ud af ingenting. Jeg har hørt denne anekdote fra Paul mange gange; han måtte engang vente ved en jernbaneoverskæring på, at et godstog kom forbi. Lyden fra toget havde en fængende rytme, som med det samme satte ideer til et nyt riff i gang. Så det kan ske på de mest mærkelige steder, tidspunkter eller situationer. Nogle gange fungerer det også omvendt. I stedet for at Pauls riffs inspirerer mig til at skrive tekster, kan en tekstidé fra mig, få ham til at gribe guitaren og skrive et riff.
Jeg selv læser meget. Alle mulige slags bøger og genrer, gammel eller moderne historie, skønlitteratur, fiktion og non-fiktion. Jeg finder også inspiration i dokumentarfilm eller endda i nyhederne. Så snart jeg falder over et emne, der kunne være interessant til en ny sang, laver jeg en note, så jeg ikke glemmer det. På den måde har jeg vel nok tekstideer på hylderne til omkring 10 albums mere. Derfor er min kilde uudtømmelig. Men i sidste ende bliver der lavet nye albums, for at kunne fremføre de nye numre live. Og metal er bedst på scenen. Koncerterne er grunden til det hele for et band.”
Ægte, Old school Asphyx

2. ”Necroceros” blev udgivet i 2020, er der et nyt album på vej?
”Der er altid et nyt album på vej! Spørgsmålet er mere om, hvornår det udkommer?? haha! Men vi er stadig ret langt fra at kunne gå i studiet. Vi har en masse råmateriale, og jeg har heldigvis allerede arbejdstitlen til det kommende album, men efter pandemien ville vi først spille en masse koncerter, fordi vi aldrig rigtig var i stand til at promovere ”Necroceros” på scenen. Det har hele tiden været vores første prioritet. At få luftet ”Necroceros” på scenerne. Jeg tror, at vi i 2023 vil fokusere lidt på at færdiggøre nogle nye numre imellem vores koncerter og se, hvor langt vi når. Vi tager tingene, som de kommer.”


3. Death metal har haft sine op- og nedture siden begyndelsen af 90’erne. Hvordan klarer death metal sig i 2022 efter din mening, og hvordan er det at være et death metal-band i dag?
”Det går fantastisk anno 2022! Som du ved, kom vi lige fra Athen, da jeg besvarede dette interview, og det var igen en forbandet god oplevelse. Vi havde et yngre, græsk band ved navn Abyssus på scenen før os, som viste, at der er mange meget talentfulde kommende nyere bands, der holder dødsmetalbanneret højt. Og hvert land ser ud til at have flere fantastiske yngre bands, der har fundet den såkaldte ’old school death metal’-ånd. Ikke kun måden at spille det på, men også den rigtige holdning og tilgang, som vi også havde dengang. At bare nyde at spille høj og brutal metal og hygge sig med et par øl bagefter. Det er ikke kun de nye bands, der har fundet glæden ved old school death metal. Når vi rejser rundt og spiller koncerter, ser vi en masse headbanging kids på forreste række, som lige har opdaget death metal og som går amok. Det er fedt. Uden frisk blod, bands eller fans, ville death metalscenen være uddøende. Så denne udvikling er helt fantastisk. For hele genren selvfølgelig. Også for os, efter alle disse år. Vi er meget taknemmelige for endelig at få lidt anerkendelse og møde gamle kolleger og kammerater, der oplever det samme, når vi taler over et par drinks. Ligesom Autopsy, Possessed eller Benediction for blot at nævne nogle få, der står stærkere end nogensinde. Og hvad angår kommende bands, så er det lige så fantastisk at hænge ud og dele scener med Skeletal Remains, Slaughterday, Necrofagore, Revel in Flesh, Carnation, Cryptic Brood og alle de andre nyere bands, der viser vejen til fremtidens death metal scene.
Det er en stor global fest. Må det vare for evigt!”
4. Hvad kan vi se frem til, når vi skal se Asphyx live i Esbjerg næste sommer?
”Asphyx er garant for et højenergisk, meget intenst show. Masser af headbanging, volumen, sved, grin og fejring med publikum. Det kan de danskere, der så os i Aarhus og i København, bekræfte. Bortset fra selve showet kan fans altid forvente, at vi hænger ud på spillestedet eller udenfor før og efter, hvilket giver alle mulighed for at få signeret albums, tage selfies eller bare få en snak og en øl med os. Vi er trods alt stadig som brødre og søstre i metal. Vi ses alle sammen på Death Coast!”