9 minute read

Jagt på vildsvin i Lille Vildmose

Det er ikke så ofte hører vi om vildsvinejagt i Danmark. Jo, når der lejlighedsvis nedlægges et dyr i Sønderjylland. Men da slet ikke om en trykjagt på vildsvin i Nordjylland. Men det er ikke desto mindre, hvad Per Kauffmann kom ud for en januar, da han deltog på en reguleringsjagt i Tofte Skov i Lille Vildmose.

TEKST OG FOTO: PER KAUFFMANN

Det er med en vis ærefrygt, at jeg kører gennem Kragelundsporten og ind i den navnkundige Tofte Skov. Præcis i det landskab, der folder sig ud foran mig, har grever og baroner pyrschet bukke og kapitale kronhjorte. Det kommer jeg ikke til, men mindre kan også gøre det: Måske kan jeg få lejlighed til at skyde en lille hjort, hvilket ville være en lykke uden lige, for de hjorte, der findes her, er de oprindelige fra istiden, så langt rækker historien nemlig tilbage.

I denne skov er en del af Schimmelmanns 1.367 bukke skudt, ligesom mange af de 1.000 stykker kronvildt han ombragte. Jeg har min riffel med, og den er indskudt i går, for det er ikke manglende anstrengelser, der skal vælte læsset i dag. Lige her skal jeg i dag sidde med MIN riffel. Måske bliver det både en

hjort og et vildsvin, for svin er der mange af i området. Måske bliver det til flere hjorte og flere vildsvin, og måske bliver det slet ikke til noget. Men det er også lige meget, for en stor oplevelse venter helt sikkert alligevel.

PAROLE Det var ellers lige ved at gå galt, for da en af mine få indflydelsesrige venner sendte mig invitationen til jagt i Tofte Skov, var jeg ikke ved computeren, men jagede uvidende om katastrofen rundt på den uendelige prærie i Nebraska. Først lang tid senere kunne jeg svare tilbage, men

uheldet var afværget, og mit navn var sat på en af de sparsomme pladser på forventet efterbevilling.

Se, det er en rigtig ven, for selv om vi skal betale lidt for at være med i dag, er det jo kun ussel mammon og derfor slet ikke nok til at forsure den mulighed, der således er opstået. Der forender ikke nogen store hjorte i dag i Tofte Skov, for selv om der er mange af dem, er de tiltænkt pyrschjagt i brunsten, altså som decideret trofæjagt. Men mindre kan også gøre det, som sagt.

Driftslederen på området, Jacob P. Andersen, tager imod os, byder velkommen og holder parole. Han lægger vægt på, at det primære sigte med dagens jagt er regulering af vildtet i det store hegn, så den ønskede bestand kan opretholdes. Der skal være nok til at holde vegetationen plejet, men så heller ikke flere. Han lægger også  vægt på en korrekt afskydning, hvilket vil sige, at der især skydes kronkalve og herudover vildsvin i alle aldre (undtagen førende so), samt ræv og mårhund.

Han understreger ’rigtig’ afskydning adskillige gange og forklarer, at såfremt man får en rudel kronvildt for, må der kun skydes kalve, idet det ikke er muligt at afgøre, hvilke hundyr der har kalv, og hvilke der ikke har. Herudover må der kun skydes dårligt opsatte hjorte til og med otteendere. Nedlægges der gode hjorte eller større hjorte end tilladt, afkræves jægeren en strafafgift og mister trofæet.

Jacob P. Andersen demonstrerer ved hjælp af medbragte gevirer, hvad han mener med dårligt opsatte hjorte. Han har også medbragt et par gevirer fra spidshjorte og seksendere, der er sat godt op og derfor ikke må skydes. Han understreger også sikkerhedsreglerne, inden han præsenterer driverne og de schweisshundeførere, der er til rådighed i dag. Skud over 100 meter er forbudt, og af sikkerhedsmæssige årsager er det påkrævet, at alle skytter bærer orange, som minimum en orange hat, men helst en vest.

JAGT I SNESTORM Endelig trækker vi lod om posterne. Jeg skal sidde centralt i drevet, og kort tid senere indtager jeg min post i en lav skydeplatform. Foran og bag mig har jeg tæt granskov, men til begge sider en 40-70 meter bred eng med gult græs. Engen er langstrakt, men jeg måler hundrede meter op til begge sider med afstandsmåleren. Så er der styr på det fra begyndelsen.

Det er hundehamrende koldt. Ikke så meget, fordi temperaturen er lav, det er måske kun et enkelt grads frost, men vinden er strid. Den kommer ind østfra og bærer en kold og tung sludsne med sig. En halv time senere er det næsten hvidt omkring mig. Sigtbarheden er ganske lav, og jeg må sidde med ryggen til sneen, der kommer ned næsten vandret, for overhovedet at kunne være her. Alt er allerede sjaskvådt. Det gør ikke så meget med tøjet, men kikkertens optik har ikke godt af alt det vand, især ikke da jeg har glemt linsebeskytterne derhjemme. Endnu har jeg tørt papir, så det går, men hvis det fortsætter sådan her, kommer det til at knibe.

Halvanden time snegler sig af sted, uden at jeg ser eller hører noget som helst - bortset fra skud hist og her. En gang imellem virker det som om, at vinden lægger sig, eller at det holder op med at sne, for blot minutter senere at blive endnu værre. Det hele virker noget trøstesløst. I går var det næsten vindstille, 4 graders frost og solskin. Havde det bare været i dag, så havde fornøjelsen været mangefold større.

Jeg tager mig selv i at blive negativ og tvivle på, at min post vil kaste noget af sig. Det er en farlig tanke, og den må man tage sig i agt for. Man skal tro på det lige til det sidste. Jeg tvinger mig selv til at forestille mig et svin passere derovre ved den lille gran, en rudel kronvildt, der kommer bagfra i lav fart, og andre scenarier, der får de positive vibes ud i luften og mildner vejrets uretfærdige behandling af mig og de andre jægere, der er med i dag. Enkelte jægere har opgivet foretagendet og er krøbet ned af deres platform og har søgt ly. Men jeg giver mig ikke, for jeg VIL skyde mit første danske vildsvin.

SKUDDET FALDER Så sker der pludselig noget. Et mærkværdigt anfald af mildhed i vejret får sneen til at stoppe et kort stykke tid, og sandelig om ikke en so med to grise passerer den brede eng til højre for mig. Der er knald på, og de er langt ude, så da jeg får riflen i anslag, er det tydeligt, at det ikke er et skud, der skal forsøges.

Sekunder senere er de i skjul i skoven mod syd. Få minutter senere er der svin på venstre side af mig. Soen kommer på tværs 60 meter ude og er allerede halvt ude på engen. Hun følges af fem grise, der gør, hvad de kan for at følge med hende, men i meget spredt formation. Hun er præcis i ly af den tætte granskov, da jeg får mig vendt og riflen i anslag.

Jeg holder på den anden eller tredje gris, der er noget længere bagude, svinger med, holder helt fremme på snuden og trykker. Frischlingen tumler rundt i græsset, men kommer på benene igen og fortsætter ind i skoven, nu som den sidste.

Mens jeg repeterer, kommer endnu to dyr, sandsynligvis en so med en enkelt gris. De følger den præcis samme rute, men jeg kan ikke nå at få bud med. Vinden tager til igen og sneen høvler ned nu. Jeg begynder at ryste helt vildt dels naturligvis af kulde, men også lidt af ophidselse over de mange spændingsmomenter de sidste minutter. Så skulle det alligevel lykkes. Jeg er ret sikker på skuddet, men på den anden side kan man aldrig vide.

Hvor vil jeg gerne løbe over til påskudsstedet og gå i sporet, men det er forbudt i al almindelighed og på denne jagt i særdeleshed, for Jakob har været helt tydelig på det punkt af hensyn til sikkerheden. Jeg må altså vente, til driverne kommer forbi, eller til at jagten er slut. u

KRONKALV OG GRISE Endnu en halv time går, og så står der pludselig en kronkalv på præcis det sted, hvor jeg skød grisen. Den er kommet fra den modsatte side, mens jeg kiggede den anden vej. Det gør jeg ret ofte, dels fordi der er pænt i den retning, men også fordi sneen slår lige ind i ansigtet fra den modsatte side.

Forsigtigt får jeg vendt riflen i den rigtige retning, og da kalven stadig står og orienterer sig, er det et nemt skud, og den bliver da også på stedet. Huhej, hvor det går. Minutter senere kommer driverne forbi. Også de er dyngvåde, men de har dog fordelen af at kunne bevæge sig og derved få varmen. De finder min frischling nogle få meter inde i skoven, og hvor er det glædeligt. ”Vær klar, for nu kommer der svin bagud,” siger den ene til mig, da de går videre og lader sig opsluge af den tætte granskov mod nord. Men svin kommer der ingen af.

En time senere er det ved at være slut. Klokken er ganske få minutter i 13, hvor den knap fire timer lange jagt får sin ende. Vejret har bedret sig, ellers ville jeg heller ikke have fået øje på de tre svin i min favoritretning. For en halv time siden holdt det op med at sne, og vinden lagde sig samtidig og overgik til almindelig hård vind.

Alt er stadig vådt, men når der ikke kommer mere fra oven, eller nærmere siden, så stiger optimismen hurtigt. Soen kommer ud af skoven 70 meter fra mig med to grise lige efter sig. Enten er det to store grise, eller også er det en meget lille so, for de har næsten samme

størrelse. Hun følger skovkanten væk fra mig, og i kikkertsigtet kan jeg stirre lige ind i bagdelen af hende.

Jeg ærgrer mig lidt, men ikke længe, for pludselig drejer hun 90 grader til højre og fortsætter frem i lav fart med bredsiden til. Så stopper hun, og det samme gør de to grise bag hende. De er halvvejs dækket at det gule græs, men det er jo også den øverste halvdel af grisen, der er den vitale del. Jeg lader riflen glide et par meter bagud, og den stopper næsten automatisk på bladet af frischlingen, og jeg er ikke længe om at få trykket af.

Kugleslaget er helt tydeligt. Den er god nok. Soen løber fremad og ind i et område, hvor græsset er noget højere, og jeg kan derfor ikke se, om hun har en eller to grise med. Hun har sat farten

noget op og er derfor snart væk i skoven. Så bryder solen igennem i nogle få minutter, og samtidig ændrer hele landskabet sig og bliver nøjagtig så indbydende, som det er i virkeligheden.

GRILLSTEGT VILDSVIN Lederen af det ene driverteam, Morten Bruun, der til daglig arbejder på stedet, kommer ikke længe efter for at hente mig og for at høre, om der er behov for at samle noget op eller sætte schweisshund på. Jeg udpeger min kronkalv og det første svin, der ligger i skovkanten.

Sammen går vi ud til den forendte frischling, der er skudt lidt tilbage på bladet, mere som et dobbelt lungeskud. Den ligger præcis, hvor jeg skød den, selv om afstanden nok nærmere er lidt over hundrede meter end under. Hvor er det rart at komme lidt ud at gå og få varmen.

Tilbage ved laden bliver vi modtaget af en indbydende duft af grillstegt vildsvin. Slagtermester Leif Johansen fra Storvorde har været i gang i adskillige timer nu, og de roterende vildsvin nærmer sig klimaks. For et stykke tid siden glædede de en jæger ved at komme langsomt forbi hans skydeplatform. I dag skal de glæde andre jægere ved hurtigt at blive sat til livs, for vi er hundesultne efter den kolde omgang i snestormen.

En sand kavalkade af fristende dufte fylder laden, for kødet bliver serveret med smørdampet spidskål, bagte rødbedeterninger med bacon, rosmarin og citrontimian, gammeldags brunkål med flæsk, rygeostcreme samt løg/æble-chutney. Hele herligheden forberedt af oldfrue Ulla Bergholt, der tidligere har drevet Cafe Soldug på Lille Vildmosecentret med ’dogme-mad’ af lokale råvarer. I dag huserer hun i cafeen ved Lindholm Høje, et af Danmarks smukkeste og mest spektakulære fortidsminder fra vikingetiden.

Maden bekommer os vel, og det er store portioner, der slæbes ned til de rå bræddeborde – både første og anden gang. Snart sidder vi tungt på halmballerne og lader kålen arbejde. Senere er der minsandten småkager og varm kringle til kaffen.

Driverne har i mellemtiden arbejdet hårdt med at brække svin og kronvildt, og de har nu arrangeret det på et tykt tæppe af graner uden for laden. En meget smuk og værdig afslutning på en enestående dag i selskab med danske vildsvin og ypperlig kogekunst. �