Det dufter - og af hvad?

Mange af os har givet vis en yndlingssang; en, vi kan forbinde med noget særligt betydningsfuldt i vores liv: Dengang, der skete noget særligt, måske endda noget særligt godt? Måske har vi endda også en yndlingssalme? En salme, som vi måske kan knytte sammen med vores egen historie; fra vielse eller begravelse. Selv har jeg en del yndlingssalmer, og kendetegnende for dem, jeg betragter som gode, er det, at de lader sig bruge til alt det, der foregår i kirken.

Fra den udelte glæde til det, man helst havde været foruden. Og hvad er det så, der gør en god salme god? Ja, det er vel oplagt det, at der er tale om en lykkelig kombination af melodi og tekst. Og er der tale om denne lykkelige kombination, så sker der noget, der trodser ellers gældende regler: Så sættes almindelig logik ud af kraft. For så gælder det ikke længere, at en plus en giver to. Så gælder det ikke længere, at melodi og tekst som selvstændige enheder lagt sammen giver to? Nej, i tilfældet af et frugtbart møde mellem melodi og tekst, så giver en plus en tre. Mindst. Pointen er selvsagt, at der sker noget, der går ud over grænsen for det forventelige.

ɫ Det dufter lysegrønt af græs Salmen, Det dufter lysegrønt af græs, er et sådant tilfælde, efter min mening. Og her signaleres det ekstraordinære allerede i salmens titel, hvor der tales om, at noget kan dufte i farver. Lysegrønt. Det er noget sanseligt over. Og det sanselige ligger ikke blot i overskriften: bør man gøre sig selv den tjeneste at sætte sig med teksten foran sig og nyde salmens billedsprog. Selv glæder det mig at læse om, hvordan fuglesangen omtales: Fugletungers tusindfryd - med en fin blanding af fauna og flora - kappes om at give lyd, længe og som et udtryk for lovprisning af skaberkraften. Den kraft, der vil livet. Den kraft, der også viser sig som livsfryd, som skabervilje. Og fælles for naturbillederne er det, at de bærer på noget forunderligt og smukt: naturen som en i den grad berigende oplevelse af det at være til i verden.

Og når Det dufter lysegrønt af græs taler så stærkt til en, som tilfældet er, for mig i al fald, så skyldes det jo ikke mindst, at salmen med sit billedsprog taler genkendeligt og erfaringsnært, samtidig med at salmen føjer det ekstraordinære til; det, der gør, at en plus en giver tre. Mange af os holder jo af at opholde os ude i naturen, at beskæftige os med den, lade os fascinere af den. Og naturen rummer jo netop det hele: fra det mindste kryb over de bjergtagende tinder og ned i oceanernes hemmeligheder. Og som sådan udgør naturen jo dermed også et uudtømmeligt skatkammer af forundringskraft, og man skal blot lette lidt for sine sansers brug for at blive berørt af det. Og samtidig med at sanserne er i spil, så gælder noget lignende for eftertanken. For når vi sanser det smukke, så ved vi jo samtidig også, at det smukke går hånd i hånd med det knapt så smukke. Sådan er det også i naturen: Så sidder man os nyder synet af en blåmejse ved foderbrættet, og sekundet senere sidder mejsen i kløerne på en spurvehøg. Men sidstnævnte har også sin livsvilje og sit ansvar over for afkom. ɫ Det skønnes modbillede Så midt i det skønne findes også det skønnes modbillede. Og netop dette anliggende adresserer salmen også: døden er en del af livet; hver blomst blir hø, sådan som salmen udtrykker det. Alt er forgængeligt, og det er og forbliver gådefuldt: At det er sådan grundlæggende set, ligesom det rejser spørgsmålet om, hvad der sker med livskraften, når den slipper op; hvad der sker med livsånden, når den ikke længere drages i os? Disse spørgsmål tager salmen op på vedkommende vis, og den lader os, naturligvis ikke, i stikken, når det gælder et bud på, hvad svaret på gåden er. Og svaret er den treenige Gud: Gud, som, den der bringer liv med sit ord. Det skete på skabelsens morgen. Og der er Kristus, som netop gik kødets og dødens gang, sådan som vej ligger foran os alle, men også ham talte Gud til, idet han bød sin søn gå ud af gravkammeret, hvorved salmens ord om det vissentørre får ny skikkelse og frugtbargøres igen. Og endelig yder Helligånden sit, når den er med til at bære os frem. På de tunge dage. Og på de lettere af slagsen er Helligånden måske med til at lægge os en melodi på tungen og en tekst i sindet som en gave; som en gave, der er så gennemslagskraftig, at den ikke kun kommer os selv til gode, men den har en sådan fylde og generøsitet i sig, at den må deles - gerne med dem, vi deler liv og tilstedeværelse med.

Menighedsrådsformand Susanna

Bæk Troelsen