AaB Fodboldskole

Hvordan f….. ender en indfødt københavner som fast inventar på DBU fodboldskolen i AaB? Ja, mange grunde, og oprindeligt vist ud fra, at min far kom fra Nykøbing Mors. Men det er ikke grunden til, at jeg nu har brugt 26 somre på at være dels træner og nu de sidste 6-7 år trænerleder i AaB, altid i første uge af sommerferien . Og nummer 27 kommer. Da DBU efter EM triumfen i 1992 introducerede fodboldskolerne landet over, var jeg et par år i min barndomsklub (GVI - Gentofte Vangede Idrætsforening) som træner og leder, men syntes ikke det var det konceptet gik ud på – altså at se de børn og unge man kendte fra hverdagen. Derfor meldte jeg mig som træner hos AaB 1885 for at prøve at være i en klub, som jeg holdt med, og hvor jeg var sikker på ikke at træne børn, som jeg også så i hverdagen . Jeg tog et fly derover – det var faktisk billigst – og man kunne have cykel med (det kunne man faktisk i 1990’erne) og blev mødt af Kirsten Fallingborg, der samme dag havde set Tour de France, og mente jeg nok kunne holde de ca. 40 km/t gennem Aalborg på cykel. Det gik næsten, som jeg husker det. Og AaB, det var lige mig . Et sted hvor der i klubhuset er en stemning, blandet med glade børn og superligaspillere, der hver har sin hverdag, men hvor der alligevel er en synergi, som man ikke kender på min ø i klubber med superligahold . Allerede anden gang jeg var derovre, blev jeg indlogeret privat, og selvom jeg alle årene har haft lokale københavner børn med, er vi blevet modtaget fantastisk på ”fastlandet”. For mig betyder det rigtig meget, f.eks. at se glæden hos Kasper Kusk, når man møder ham i klubben og får sin årlige snak. Han var selv deltager et af de første år . Erindrer også, at Erik Hamren havde overskud til at køre en længere seance med hele fodboldskolen med hele truppen som hjælpere – det ser man ingen andre steder. Det gør klubben unik. Jeg har selvfølgelig fulgt klubben til ”udekampe”, og har været så privilegeret et se dem få overrakt guld i Herfølge, vinde guldet i Slagelse (Vestsjælland), og siddet som den eneste i Parken med glædestårer i øjnene, da AaB reddede sig med en sen scoring mellem Esbjerg og Randers – ja, mine kammerater mente vist, jeg tudede. Og ikke mindst den suveræne pokalsejr i Parken over FCK. Ja, AaB har altid – selvfølgelig sammen med min københavnske barndomsklub – haft betydning for, om det var en god eller dårlig weekend, alt efter klubbens resultater. Men ingen gider bruge 26 somre (and counting) på en klub, hvis den ikke boede helt inde i hjertet – og det gør AaB.

Forza De Røde