2 minute read

640 fantastiske børn!

640 fantastiske børn!

Mandag d. 14. august fik vi taget hul på skoleåret 2023-24 efter en ekstra lang sommerferie. Der er startet 78 dejlige nye elever til børnehaveklasserne. Den nye skoletaske skinnede, håret var sat og alle – både børn og forældre var vist lidt spændte på første skoledag. Vi har til dette skoleår i alt 640 skønne elever, som starter på Halgård Skole. Med så mange elever, forældre og ansatte er det vigtigt, at vi som skole har en kurs og nogle faste procedurer for, hvordan skolen håndterer tingene på, samtidigt med at der sker den nødvendige udvikling. Men allervigtigst er den fælles forståelse og respekt for hinanden. Her vil jeg gerne sige en stor tak, til alle dem vi dagligt samarbejder med på skolen og i SFO’en, for den gode konstruktive dialog omkring hverdagen. Et meget vigtigt element for at vi har en god skole, og også et godt kendetegn for hvordan det er i Mejdal-Halgård området.

Som folkeskole er man ofte i et krydspres. Der er politiske beslutninger, et økonomisk råderum, pædagogiske retninger, hensyntagen for helheden, hensyntagen for den enkelte og mange flere. Alle kan være ganske rigtige og fornuftige, det er bare sjældent at de forstærker hinanden. Ofte er det dilemmaer der skal håndteres, både fra ledelsen men også ude i de enkelte klasseværelser. Dilemmaer gør desværre ofte at en eller flere parter, ikke synes beslutningen eller handlingen var den mest hensigtsmæssige i situationen. Det er lige i sådanne situationer, at vores fællesskab i Mejdal-Halgård kommer os alle til gode. Selvfølgelig skal man også kunne drøfte, diskutere samt være uenige, så længe det sker i en udviklende kontekst, da det er her, at vi som mennesker udvikler os allermest.

Jeg bliver rigtig glad, når jeg går rundt på skolen og i SFO’en. Her oplever jeg ofte, hvordan børnene mestrer at interagere positivt med hinanden. Med 640 fantastiske børn samlet på et sted kommer der altid en masse glade og sjove stunder. Ligeledes vil der også opstå uenigheder børnene imellem. Her er det vigtigt, at de i deres udvikling lærer at håndtere de situationer på den gode måde, da de vil møde udfordringer gennem hele livet. Som voksne – både som forældre og skolen – er vi de største rollemodeller, som børnene skal kunne lære af. Derfor er vores gode samarbejde så centralt.

Martin Faurholt
Skoleleder Halgård Skole

This article is from: