Dit Helse Horsens-2017-02

EFTERÅR 2017

XXXXXXX

UNDHED NS I D

V

OR

E S MI SSION

36 SIDERS

GRATIS MAGASIN

dagtilbud g o le o k s i Også

e s Kommun fra Horsen

En socialrådgiver er til for at hjælpe

Ører, der ikke tilhører mor eller far

Mistrivsel skal tages i opløbet

Headspace er et tilbud til unge mellem 12 og 25 år i Horsens Kommune

Aktiv hverdag til demensramte I Café Fyrtøjet aflives myter og livskvaliteten øges

TEMA

SAMMEN RYKKER VI i Horsens

Kommun

e

ET KÆRLIGT SKUB FREMAD Med projektet ”Job job job” vil Horsens Kommune få job, uddannelse og livskvalitet ud til de psykisk udfordrede. Men de skal selv gøre en indsats.

NYHEDER MOTION SUNDHED FAMILIELIV MAD FOREBYGGELSE SUND BY

LÆS MERE OM SUNDHED I HORSENS: TJEK WWW.HORSENS.DK dithelse: Horsens / efterår 2017

1

LEDER

Vi er din medspiller – på din hjemmebane Horsens kommune har et stort ønske om, at alle borgere i kommunen trives – at de har et aktivt liv og tager del i samfundsli­ vet – både, når det handler om uddan­ nelse, arbejde og fritid. Det ønske bliver opfyldt, når der er respekt for, at det er den enkelte borger, der er herre i eget liv og dermed så vidt muligt kan forsørge sig selv.

Horsens kommune vil til hver en tid bistå med vejledning og læring, så borger­ ne og deres pårørende kan stå stærkest muligt, ikke mindst når livet rammer hårdt. Men der skal altid være fokus på den enkelte borgers fremtidige potentiale.

Det skal nemlig være sådan, at det er det enkelte menneskes liv og vilkår samt ressourcer, der er i fokus og ikke mindst den enkeltes drømme for et godt liv. Og det er vigtigt, at det altid er den enkelte borger selv, der definerer, hvad det gode liv er, da der ikke er nogen fællesnævner.

Der skal være plads til at se den enkelte

og dennes potentiale, og derfor skal til­ bud og støtte skræddersys ud fra dette – forfra og hver gang, da der ikke findes standardløsninger, når den enkelte bor­ ger skal mødes i øjenhøjde. Derfor rykker Horsens kommune ud dér, hvor borgerne lever det almindelige daglige hverdagsliv.

Vi har heldigvis i Horsens kommune nog­ le meget engagerede og dybt kompeten­ te, kreative og modige frontlinjemed­ arbejdere, der tør udfordre og give et kærligt skub fremad – altid på en men­ neskelig og inkluderende måde. Du kan møde nogle af dem og mange andre i den nye udgave af magasinet Dit Helse Horsens.

Peter Sinding Poulsen Kommunaldirektør Horsens Kommune

God læselyst

Sund By-b

u

”Der skal være plads til at se den enkelte og dennes potentiale, og derfor skal tilbud og støtte skræddersys ud fra dette – forfra og hver gang, da der ikke findes standardløsninger,”

EFTERÅR 2017

XXXXXXX

UNDHED NS DI

V 36 SIDERS

OR

tikken Åboulevar den 52,870 0 Horsens Tlf.: 76 29 36 75 E-mail: su ndby@hors ens.dk Åbningstid er : Mandag-on sdag kl. 9.00 -15.30 Torsdag kl . 9.00-17.0 0 Fredag kl.

9.00-13.30

DIT HELSE Oktober 2017

REDAKTION Jette Warrer Knudsen

OPSLAG 15.000 stk.

UDGIVER Horsens Kommune Rådhustorvet 4 8700 Horsens

DESIGN & PRODUKTION Forlaget Mediegruppen Horsensvej 72a 7100 Vejle Telefon: 7089 0022 www.forlagetmediegruppen.dk

FORSIDE FOTO Hyldager Fotografi

E S MI SSION

magasin

GRATIS MAGASIN fra Horsens

og dagtilbud Også i skole

Kommune

En socialrådgiver er til for at hjælpe

Ører, der ikke tilhører mor eller far

Mistrivsel skal tages i opløbet

Headspace er et tilbud til unge mellem 12 og 25 år i Horsens Kommune

Aktiv hverdag til demensramte I Café Fyrtøjet aflives myter og livskvaliteten øges

TEMA

SAMMEN RYKKER VI i Horsens

Kommune

ET KÆRLIGT SKUB FREMAD Med projektet ”Job job job” vil Horsens Kommune få job, uddannelse og livskvalitet ud til de psykisk udfordrede. Men de skal selv gøre en indsats.

NYHEDER MOTION SUNDHED FAMILIELIV MAD FOREBYGGELSE SUND BY

LÆS MERE OM SUNDHED I HORSENS: TJEK WWW.HORSENS.DK dithelse: Horsens / efterår 2017

2

1

ANSVARSHAVENDE REDAKTØR Karin Holland, Direktør Velfærd og Sundhed i Horsens Kommune

INDHOLD

SLIP NU AF MED DET "MEN" "Job job job" har givet tre psykisk udfordrede unge en ny, frisk start.

Livskvaliteten har fået et stort nøk opad, og det er blevet nemmere at rette ryggen og være åben for livets muligheder. s. 06

efterår k

f ræ

tbeha n dli ng

E f fe k

tiv

nr. 02 2017

IMMUNTERAPI

Til flere kræftformer og flere stadier s. 23

SE DIN ANGST SOM RESSOURCE

Vi skal ikke løbe fra vores angst. Hvis vi anerkender angsten og lærer at fortolke den, kan vi få et rigere liv. s. 10

VI HAR ALLE ET ANSVAR FOR BØRN OG UNGES MENTALE HELBRED Forældre er nøglepersoner i kampen mod mistrivsel s. 14

EN SOCIALRÅDGIVER ER TIL FOR AT HJÆLPE Som et naturligt tilbud i skole og dagtilbud s. 16

04

Et kærligt skub fremad

06

Slip nu af med det "MEN"

10

Se din angst som en ressource

12

Ører, der ikke tilhører mor eller far

14

Vi har alle et ansvar for børn og unges mentale helbred

15

Opdag nye mad­favoritter til hverdagen

16

En socialrådgiver er til for at hjælpe

18

Aktiv hverdag til demensramte

20

12 ugers peptalk og behovsafklaring

22

Nu kan jeg alt

23

Immunterapi til flere kræftformer og flere stadier

26

Træn din bækkenbund

28

Brobygger for de socialt udsatte

30

Kontrolkultur gør os uvillige til at dø

34

Gamle og unge skubber hinanden

36

Horsens Kommunes biblioteker har meget til dig!

BROBYGGER FOR SOCIALT UDSATTE

Dorthe Mine Sandholdt opsøger de socialt udsatte i Horsens og giver dem den professionelle omsorg, de har brug for. s. 28

dithelse: Horsens / efterår 2017

3

JOB, JOB, JOB

Et kærligt skub fremad Med projektet ”Job job job” vil Horsens Kommune få job, uddannelse og livskvalitet ud til de psykisk udfordrede.

Men de skal selv gøre en indsats.

AF: THOMAS LA COUR / FOTO: LASSE HYLDAGER

F

or megen pylren ødelæg­ ger det personlige initiativ.

Det synes at være en af tankerne bag det treårige projekt ”Job job job”, der skal få flere sindslidende og psykisk udfordrede i gang med ud­ dannelse eller job.

Her er både plads til et klap på skul­ deren og et nænsomt skub fremad. El­ ler et lille, respektfuldt spark i bagen, om man vil.

– Vi går ikke så meget op i diagno­ ser. Vi foretrækker at fokusere på alt det, deltagerne kan, og vi presser på, så de kan blive den bedste udgave af sig selv, siger Lise Andersen.

Lise er projektmedarbejder på ”Job job job”, og hun deler hverdagens op­ gaver med Lonnie Hald Simonsen. ­­ Lise er uddannet fysioterapeut, mens Lonnie er sygeplejerske. Der er ingen ­pædagoger koblet på. Udover Lise og Lonnie består projektgruppen af Ayoe Lisborg Crone, der er cand. mag. i ople­ velsesøkonomi og Lene Gilsaa, der er projektleder.

De omkring 40 deltagere, der har været med i projektet siden starten i maj sidste år, er ikke blevet taget i hån­ den og anvist et arbejde eller en uddan­ nelse. Men de har fået al mulig hjælp og støtte til selv at tage initiativet.

Selvopfattelsen er den største forhindring Erhvervsfrekvensen blandt sindsliden­ de og psykisk sårbare er markant lave­

4

re end blandt fysisk handicappede.

Det var den problematik, der fik Hor­ sens Kommune til søge statslige mid­ ler i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Midlerne medfinansie­ rer projekt "Job job job" i tre år, og ti­ den skal bruges til at implementere indsatsen i den bestående organisati­ on, så tilbuddet fortsætter efter for­ året 2019, når tilskuddet udløber. Årsagerne til den lave erhvervs­ frekvens er mange, men det er sjæl­ dent arbejdsgiverne, der udgør den største forhindring. Tit og ofte er det borgerens selvbillede, der begrænser mulighederne.

– Mange er af den opfattelse, at deres tilstand umuliggør job eller ud­ dannelse. Mange oplever, at deres udfordringer er helt uoverstigelige problemer, og de kan som regel få det selvbillede bekræftet, hvis de rin­ ger til deres mor eller far. Det er ofte mennesker med en social arv, og de er opfostret med den selvopfattelse.

Den er blevet en identitet, siger Lene Gilsaa.

Fokus på et godt liv Da mange af borgerne ofte lever ­alene, får de sjældent selvbilledet ­udfordret. Her kan indsatsen hjælpe.

Projektet har en kærlig, humoristisk og direkte tilgang til de mennesker, der deltager.

– Selvfølgelig har vi øje for delta­ gernes begrænsninger, men vi kan godt lide at presse dem lige til kanten.

ET FRIVILLIGT TILBUD "Job job job" er et tilbud til unge i Horsens Kommune, der vil i beskæfti­ gelse eller uddannelse. De skal leve op til de kriterier, virksomhederne efter­ spørger, herunder den rette attitude og vilje. Et job kan være et skridt på vejen mod den rette uddannelse.

Deltagerne hører typisk om projektet via Ungeenheden under Jobcentret eller opsøger det selv.

Det er psykisk udfordrede, der deltager. Det kan være sindslidende, men det kan også blot være unge, der har svært ved at mestre livet og som ikke har tilknytning til arbejds­ markedet eller en uddannelse.

Deltagerne mødes bl.a. til motion, træning i jobsøgning, fællescoaching og oplæg om sundhed.

I de første to forløb er over 50 pct. afsluttet til selvforsørgelse i enten uddannelse eller arbejde.

JOB,XXXXXXX JOB, JOB

De skal lige derud, hvor de bliver lidt irriterede, hvis de skal flytte sig, siger Lise Andersen.

Forløbet har fokus på både motion, madvaner, søvnvaner og jobsøgning.

Mange psykisk udfordrede lever et apatisk liv i vadestedet. Dage og nætter flyder sammen, og alt bliver lige lidt værd. De isolerer sig, spiser usundt og kommer ingen vegne i livet. Risikoen for at udvikle misbrugsproblemer er stor. Nogle har måske en diagnose, mens andre aldrig har fået en. Diagno­ sen kan blive en sutteklud, og en manglende diagnose kan tillige give dem følelsen af, at de ikke passer ind i samfundets kasser.

”Almindelige” har også problemer Projektleder Lene Gilsaa deltager på hol­ det hver fredag, når de mødes for at øve sig i at stå frem og præsentere sig selv.

Det er også her, at Lene får en fornem­ melse af, hvilke arbejds- eller uddannel­ sespladser, der kunne være interessante for den enkelte. Hun kan se match med de virksomheder, hun har kontaktet med henblik på deltagelse i projektet.

Hun deltager i gruppemøderne, hvor de hver især fortæller, hvad de er gode til, og hvad de kunne tænke sig at blive bedre til. Projektmedarbejderne byder også ind.

– Når jeg f.eks. siger, at jeg godt kun­ ne tænke mig at blive bedre til at kom­

”Vi går ikke så meget op i diagnoser.

Vi foretrækker at fokusere på alt det, deltagerne kan.”

Lise Andersen Projektmedarbejder, "Job job job".

Lonnie Hald Simonsen, Ayoe Lisborg Crone, Lise Andersen og Lene Gilsaa, der udgør projektgruppen i "Job job job".

me tidligere i seng om aftenen, kigger flere lidt måbende på mig. For kan der virkelig også være noget i mit liv, jeg ønsker at gøre bedre? De lever i en for­ kert opfattelse af, at dårlige vaner og besværet med at ændre på dem er for­ beholdt mennesker med problemer. De skal først til at forstå, at alle mennesker slås med problemer af den ene eller an­ den art, og at de fleste problemer kan overkommes, siger Lene Gilsaa.

Det er under disse samtaler, at ”men” er mere eller mindre bandlyst, for de skal også lære ikke at tale sig selv eller en følelse ned. De skal vænne sig til, at positive tilkendegivelser ikke altid skal ledsages af et ”men”. For livet er fantastisk, og alle mennesker har noget godt og enestående at bidrage med.

dithelse: Horsens / efterår 2017

5

JOB, JOB, JOB

Slip nu af med det

"MEN"

"Job job job" har givet tre psykisk udfordrede unge en ny, frisk start.

Livskvaliteten har fået et stort nøk opad, og det er blevet nemmere at rette ryggen og være åben for livets muligheder.

AF: THOMAS LA COUR / FOTO: LASSE HYLDAGER

D

et kunne blive et godt bandfoto, griner fotograf Lasse Hyldager.

Han har mast sig ud gennem en busk for at få den helt rette vinkel til de tre unge på den mosbeklædte træstamme. Det væltede træ ligger ud i vandet og er valgt for at få en smule symbolik ind i billederne af tre unge, der har lagt problemerne bag sig og er kommet i gang med job eller uddannelse. De har besejret de dårlige vaner og de negative tanker. Underlaget er ikke klippefast, og risikoen for at falde i vandet er stadig til stede, men de har solidt fodfæste for første gang i årevis.

De tre unge, Camilla Ditlev, Emil Andersen og Camilla Sørensen, følger troligt med rundt om Bygholm Sø den følgende times tid, efterhån­ den som fotografen får nye ideer og vejrliget ændres. Det drypper undervejs lidt fra skyerne, og de tre må forcere både træstammer, bræn­ denælder og risikoen for bid fra flåter, så foto­ grafen får de skud, han efterstræber.

Det hele tages med smil, grin og forbilledlig tålmodighed. De tre virker glade, selvsikre og

6

trygge i en ret uforudsigelig situation. En selvsik­ kerhed, glæde og tryghed, som ikke altid har været en selvfølge.

Fastlåst af mindreværd Camilla Ditlev er 27 år gammel. Hun havde ud­ dannelsesplaner, men hendes karaktergennem­ snit fra HF var ikke højt nok. Så hun røg ned i et sort hul af mindreværdsfølelser. Hun sad fast i systemet, og hun anede ikke, hvor hun skulle hen. Men under en sommerfest på Jernlageret faldt hun i snak med projektmedarbejder Lise Andersen fra "Job job job". Hun talte så godt for sin sag, at Camilla straks hoppede på det nystar­ tede projekt. Hun har holdt forbindelsen siden, og nu er hun godt i gang med uddannelsen til bygningsmaler hos Learnmark.

– Lise virkede så tillidsvækkende og interesse­ ret i mig og min situation, at jeg bare fik lyst til at være med, siger Camilla.

Skoletræt og depressiv Emil Andersen er 20 år gammel. For omkring tre år siden var han færdig med skolen. Helt færdig.

JOB, JOB, JOB

”Man møder endelig nogen, der tror på én. Man har virkelig lyst til at deltage, fordi det er personligt og rart at være med.”

Camilla Ditlev

dithelse: Horsens / efterår 2017

7

JOB, JOB, JOB

– Jeg gav uddannelsessystemet fin­ geren. Jeg var helt overbevist om, at jeg aldrig nogensinde skulle på skole­ bænken igen, siger Emil. Årsagen var håndgribelig. Det meste af skoletiden havde budt på rigeligt med ydmygelser, og da Emil var 14, røg han ind i en depressionslignende til­ stand. Han følte sig stemplet som mærkelig og ubegavet. Han var om­ kring den psykiatriske skadestue, men han fik aldrig en diagnose. Hverdagen talte dog sit tydelige sprog.

– Jeg drak for meget og for ofte, og det hele var en lidt grålig masse. Hvis jeg ikke havde haft min musik, aner jeg ikke, hvordan det kunne være gået, si­ ger Emil.

Han spiller bas i bandet Insign, og han fortæller både fotograf, journalist og alle andre, der gider lytte, om den video på YouTube, der foreløbig er ble­ vet vist mere end tusind gange. Han vil være musiker, og han er allerede musi­ ker ind i knoglerne. Men hvor drøm­ men førhen var ledsaget af en god por­ tion kompromisløshed og en svigtende realitetssans, har "Job job job" fået ham til at finde glæden i rollen som løn­ modtager. Han er godt i gang med et praktikforløb i Bilka i afdelingen Hus & Have. Det er vigtigt at have noget at stå op til, som med tiden kan betale husle­ jen og smørret til brødet. Musikken skal nok komme.

– Jeg er simpelthen så glad for at komme på arbejde hver dag. Det er ikke sådan noget med, at jeg vågner om morgenen og tænker, om jeg gider i dag. Jeg glæder mig til at komme ned til gode kolleger og verdens bedste chef, siger Emil.

Når kaldet var det forkerte 27-årige Camilla Sørensen er udstyret med et udtalt behov for at hjælpe an­ dre. Et plejegen. Det virkede derfor helt indlysende, at hun søgte ind på socialog sundhedshjælperuddannelsen. Hun følte, at hun havde fundet sit kald i li­ vet. Derfor var skuffelsen så meget de­ sto større, da hun alligevel ikke kunne gennemføre uddannelsen. Den var en for stor en mundfuld på såvel det fysi­ ske som det mentale plan. Hun kunne ikke holde til det.

Siden tog hun en række kurser, uden hun rigtig kom nogen vegne. Hun var også ude i nogle virksomhedsprak­ tikker, men de resulterede ikke i job­ muligheder. Det hele kørte lidt i ring, og årene gik.

Der var ikke nogen retning i livet, og blindgyderne tappede hende for kræfter.

8

Men i januar blev hun en del af "Job job job", og siden er det blevet til nogle timers fast lønnet arbejde i bagerafde­ lingen i Bilka. Foreløbig hver fjerde weekend.

– Det er en rigtig god arbejdsplads, og jeg håber meget, jeg med tiden kan få flere timer, siger Camilla Sørensen.

Tillid og hygge De tre er helt enige om, hvorfor "Job job job" har gjort en positiv forskel.

– Man møder endelig nogen, der tror på én. Man har virkelig lyst til at deltage, fordi det er personligt og rart at være med, siger Camilla Ditlev.

Emils skepsis blev hurtigt sendt til tælling.

– Jeg var utrolig skeptisk, da jeg kom første gang. Men min sagsbehandler havde opfordret mig til at være mere åben, så det prøvede jeg så på. Fra jeg

”De griber dig, før du falder. Så hvis der går nogle dage, kan de godt finde på at sende en sms eller ringe og sige ’hey, hvor bliver du af? Vi savner dig’.

Men du skal selv gøre en indsats. Du skal selv ville.”

Emil Andersen kom ind ad døren tænkte jeg, ’hey det er da hyggeligt, det her. Det vil jeg godt være med til’, siger Emil.

Den uformelle stemning har også en betydning.

– Der er hyggesnak rundt omkring, men man er ikke i tvivl om, at Lise og Lonnie styrer showet. Men det minder slet ikke om et klasseværelse eller un­ dervisning, siger Camilla Sørensen.

– De er så gode til at skabe sam­ menhold, så holdet bliver ens kamme­ rater og veninder, supplerer Camilla Ditlev.

Kærligt og meningsfuldt pres De er enige om, at begge projektmedar­ bejdere er gode til at få deltagerne ud af

komfortzonen. Når der er motion på skemaet, går de af og til en tur rundt om Bygholm Sø, og de knap otte kilo­ meter kan godt være en mundfuld, hvis man er vant til ikke at bevæge sig mere end højst nødvendigt. Men hvis man vil passe ind på en arbejdsplads, er det et godt udgangspunkt at være i træning med de 9000 skridt, der er rundt om søen. Der er typisk lige så mange daglige skridt i et supermarkeds- eller lagerjob.

– Både Lise og Lonnie er gode til at læse os, og selvom vi måske bliver irri­ terede, presser de alligevel kærligt på, for at vi skal præstere lidt mere. Det er nærmest som at have to ekstra mødre, siger Camilla Ditlev med et smil.

Man skal selv ville Camilla, Emil og Camilla fremhæver også frivilligheden i at være med. Der er plads til at falde igennem med de erfaringer, der automatisk følger med.

Hvis en deltager bliver væk fra fælles­ skabet, bliver vedkommende ikke straks kimet ned.

– De griber dig, før du falder. Så hvis der går nogle dage, kan de godt finde på at sende en sms eller ringe og sige ’hey, hvor bliver du af? Vi savner dig’.

Men du skal selv gøre en indsats. Du skal selv ville, siger Emil.

Der er plads til at have dårlige dage og tilbagefald. Der er plads til at være sur og rase ud, hvis det er det, man har brug for. Døren er altid åben, når man er klar igen.

– Der kan godt opstå konflikter, men jeg har aldrig set hverken Lise eller Lon­ nie sure. Selvom bølgerne er gået lidt højt, er de fuldstændig de samme bag­ efter, siger Camilla Sørensen.

Selvstyrende Facebookgruppe og virtuel rådgivning Sammenholdet holdes ved lige mellem mødedagene gennem en lukket Face­ bookgruppe, hvor deltagerne kan dele jobopslag, erfaringer og tage initiativ til arrangementer. Flere er begyndt at gå til fitness sammen, mens andre spon­ tant arrangerer fælleshygge, når lejlig­ heden byder sig.

Alle medlemmer af Facebookgrup­ pen er samtidig administratorer på gruppen. Det er ikke projektmedarbej­ derne, der styrer den – det gør delta­ gerne selv.

Kommunen anvender virtuel råd­ givning på en lang række projekter – også "Job job job". Det giver mulighe­ der for at have videosamtaler over computer, iPad eller telefon. Redska­ bet bruges både til 1-1-møder, og når

JOB,XXXXXXX JOB, JOB

Camilla Ditlev, Simon Andersen og Camilla Sørensen er nu på rette kurs

hele gruppen skal stikke hovederne sammen hjemmefra. Hvis en deltager udebliver og har svært ved at møde frem, kan det også være en måde at opnå kontakten igen. Når de unge er videre i job eller uddannelse, anvendes det også som en tidsbesparende kom­ munikationsplatform – ofte er den di­ rekte samtale mere effektiv og præcis end skriftlig kommunikation.

Tre positive ting uden ”men” Hver fredag øver deltagerne sig i per­ sonlige præsentationer. De skal rejse sig op og sige tre gode ting om sig selv,

så de er i træning, når de senere møder en arbejdsgiver. De må ikke bruge no­ get ”men”, for de skal tale sig selv op – ikke ned. Træningen sidder efter­ hånden i rygmarven.

– Senere sidder man til en jobsam­ tale, og pludselig rejser man sig op af ren og skær vane, og arbejdsgiveren kigger undrende op på en, når man ­rejser sig op for at præsentere sig selv, siger Emil med et smil.

– Der er ingen tvivl om, at det har hjulpet meget på selvtilliden, at vi skal stå op foran alle de andre og præsen­ tere os selv, siger Camilla Ditlev.

Solide personlige resultater Deltagelsen i "Job job job" har sat sine synlige spor hos de tre.

De er alle tre begyndt at bevæge sig mere i dagligdagen, formen er blevet

bedre og kostvanerne lidt sundere. Emil forbeholder sig dog retten til at spise lidt usundt, da han – som han selv siger – jo kun er tyve; til gengæld mærker han ikke længere noget til den depres­ sion, han har sloges med siden Folke­ skolen.

Camilla Ditlev er glad for sin uddan­ nelse, og hun håber på at kunne finde en læreplads. Emil satser stadig stort på musikken, men han kan sagtens fore­ stille sig et fast arbejde i Bilka ved siden af. Camilla Sørensen er utrolig glad for jobbet i Bilkas bageri, og hun håber på fuldtidsbeskæftigelse hen ad vejen.

Men uanset hvad det ender med, har de alle tre fået mere mod på livet.

De kan sagtens rende rundt på usikre træstammer med myg om ørerne i ­timevis, hvis det er det, der skal til.

dithelse: Horsens / efterår 2017

9

ANGST

Se din angst som en ressource Vi skal ikke løbe fra vores angst. Hvis vi anerkender angsten og lærer at fortolke den, kan vi få et rigere liv.

En ny bog viser vejen.

AF: JETTE WARRER KNUDSEN / FOTO:SCANPIX/IRIS

HVORNÅR SKAL S? ANGST BEHANDLE l Når angsten uden ree og liv s re vo grund styrer eten. ødelægger livskvalit Kilde: SIND

10

ANGST

V

i hører tit om, at angst er blevet en folkesygdom, som sender et stigende antal af os til tælling Og de fleste af os frygter fra tid til anden at blive ramt. Men sådan burde det ikke være. For angst kan blive en vigtig og berigende medspiller, hvis vi forstår at tage imod den og ikke konstant kæmpe med at fortrænge den. I en ny bog: “Angst, grænser og rum. Om angstens ressourcer og nødvendighed”, fortæller og vej­ leder gestalt- og kunstterapeut samt mag. art i litteraturviden­ skab, Lise Winther-Jensen om, at vi kan udvikle strategier i for­ hold til vores angst, så den bli­ ver både til at udholde og samti­ dig bliver brugbar som en mar­ kør for, om vi lever vores liv i overensstemmelse med os selv.

MERE OM BOGEN OG FORFATTEREN Angst, grænser og rum – om angstens ressourcer og nødvendighed Forfatter: Lise Winther-Jensen Illustrationer: Maja Lisa Engelhardt Udgivet på forlaget Frydenlund 1991 sider – illustreret i farver Vejl. pris: 349 kr.

Lise Winther-Jensen har i mere end 30 år arbejdet som privatpraktiserende terapeut og supervisor.

– Vi skal lære at forstå, hvad ang­ sten siger til os. Vi skal kunne høre, hvad den siger, og det er ikke nemt, fordi angsten taler til os ad omveje.

Den gør krumspring og pakker tin­ gene ind – det kan godt være tem­ melig svært at finde ud af, forklarer Lise Winther – Jensen. Hun under­ streger, at angstens budskab ofte skal forstås symbolsk, f.eks. kan klaustrofobi, dvs. angst for lukkede rum, være et udtryk for, at man le­ ver sit liv i for små mentale rum. Det farlige er altså ikke de fysiske rum, men det, at vi måske skruer ned for os selv. Det handler om at kunne af­ kode angstens budskab, forklarer Lise Winther-Jensen og tilføjer, at vi mennesker ikke er gode til rystelser.

– Dem kan vi ikke lide – kun når vi er forelskede, siger hun.

– Den angst, der hæmmer os, har ofte overordentligt meget at gøre med uklare grænser og utilfredsstil­ lende rum i vores liv. Hvis man lærer at sige fra og til i sin relation med an­ dre mennesker, kan man mindske angsten, fortæller Lise Winther-Jen­ sen, der tilføjer, at når stress ofte også leder til angst, så kan det skyl­ des, at ellers velfungerende menne­ sker mangler klare definitioner i de­ res relationer.

Det kan f.eks. være i arbejdsplad­ sens hierarki, beslutningsprocesser, kommunikationsgange, ledelsesstil, prioritering af arbejdsopgaver, osv.

Ifølge Lise Winther-Jensen ligger en væsentlig grund til vores problemer med angst begravet i, at det moder­ ne menneske forestiller sig, at per­ fektion er en mulighed. Mennesker var selvfølgelig også angste i tidligere tider, men de flestes kummerlige livsforhold umuliggjorde forestillin­ ger om perfektion på denne side af døden, forklarer Lise Winther-Jensen.

Et livsvilkår – Vi har fået ideen om at kunne være perfekte. Det skaber ekstra angst og fanger os på uheldig vis.

Perfektion er psykologisk død, fast­ slår Lise Winther-Jensen og tilføjer, at ønsket om perfektion gør, at vi lader os styre af ydre faktorer – at vi lever med for lidt kontakt til os selv og dermed aldrig bliver tilfredse.

– Det handler om at anerkende angsten som en dynamisk, nødven­ dig og konstruktiv del af vores følel­ sesliv. Angsten er et livsvilkår, så det handler om at få det bedste ud af den. Og det er faktisk besværet værd,

ANGST SENDER FLEST PÅ FØRTIDSPENSION

Antallet af danskere, der sendes på førtidspension på grund af angst, er i kraftig vækst. Siden 2013 er antallet af nye tilkendelser af førtidspension på grund af angst vokset med 41 pct.

Angst alene er årsagen til, at flere bliver førtidspensioneret end alle sygdomme i bevægeapparatet tilsammen. Antallet af danskere, der får førtidspension pga. depression, er i samme periode faldet.

Angst koster årligt det danske samfund op mod ni mia. kr. i tabt arbejdsfortjeneste.

Én af de mest anerkendte behandlinger mod angst er kognitiv terapi.

Kilde: Sundhedsstyrelsen. Ugebrevet A4.

fordi vi igennem vores sårbarhed får styrke, siger Lise Winther-Jensen, der tilføjer, at angsten på mange måde ud­ trykker sig på samme måde som sorg.

At den kommer i bølger, der først ram­ mer med stor styrke men efterhånden aftager.

– Derfor handler det om at lære at være i det rædselsfulde bare i kort tid ad gangen, så vi erfarer, at vi ikke går i stykker af det. Det gælder alle vore fø­ lelser, at vi ikke kan forblive i dem, men af os selv veksler mellem dem, fortæller Lise Winther Jensen, der til­ føjer, at angsten bliver en hjælper for os, når vi anerkender den hos os selv og også hos andre. For at kunne bruge sin angst som en ressource, er det nemlig vigtigt at åbne op for andre – at turde være til stede i et fællesskab.

I den proces er det vigtigt, at vi ikke behøver forstå de andre. Vi kan nøjes med at anerkende de følelser, de nu har. Vi kan jo ikke vide, hvordan den anden administrerer sine følelser, siger Lise Winther-Jensen.

dithelse: Horsens / efterår 2017

11

HEADSPACE

Ører, der ikke tilhører mor eller far I Skolegade 7 er der tid og hjerterum til unge med problemer. Små som store. Fra tøjvalg til selvmordstanker. Det Sociale Netværk står bag headspace, der på fjerde år får støtte af Horsens Kommune til at hjælpe de unge med at sætte ord på det, der fylder.

AF: THOMAS LA COUR / FOTO: PRIVAT

N

avnet og ideen bag headspace stammer fra Australien, hvor man siden 2006 har haft gode erfarin­ ger med et privat og anonymt rådgivningstilbud til unge med problemer af den ene eller anden art. Det kan være forældrene, der skal skilles. Det kan være kammeraterne, der driller. Kærestesor­ ger. Selvmordstanker. Misbrugsproblemer. Pro­ blemer, der uanset størrelse kan virke ganske uoverkommelige, hvis man er ung og føler sig alene med dem.

I Danmark står den private forening Det Socia­ le Netværk bag headspace, som i Horsens får om­ trent halvdelen af driften finansieret af Horsens Kommune. Tilbuddet holder til i Skolegade ved den tidligere Midtbyskolen, hvor der er admini­ stration og en række samtalerum fordelt på to etager. Tre ungerådgivere og en centerchef står for den daglige drift, mens godt 40 frivillige hjæl­ per til med samtalerne.

De helt rette rammer Tilbuddet er åbent for alle unge mellem 12 og 25, og ifølge konstitueret centerchef Anders Friche gennemføres mellem 250 og 300 samtaler hver eneste måned.

– En stor del af vores succes skyldes anonymi­ teten og rammerne. Vi registrerer hverken efter­ navn eller cpr.nr, og vi gør meget ud af, at vores lokaler skal have så lidt institutionspræg som overhovedet muligt, siger han.

Det skal være et rart sted at komme, og der er altid en frivillig til at tage imod, når et nyt ansigt kigger ind. Der er tid til en indledende snak, og der kan bookes en tid til en rigtig samtale med en

12

af de frivillige. De frivilliges baggrunde er mange­ artede, men de fleste har med mennesker at gøre i deres daglige virke eller den uddannelse, de er i gang med. Det er typisk unge med en socialfaglig eller pædagogfaglig tilgang til opgaven. Der er en del unge i frivilligkorpset, men alderspræsiden­ ten, en pensioneret skolelærer, er omkring 75. De frivillige byder på masser af livserfaring, og flere har selv haft problemer som unge. Der er også flere uddannede psykologer iblandt, men head­ space tilbyder ikke psykologsamtaler.

– Vores rolle er udelukkende at lytte og vurde­ re, hvad den enkelte kan have brug for. Fortælle om de tilbud, der er, og hvordan man kommer vi­ dere, hvis der er brug for det, siger Anders.

For der er også unge, som bare har brug for et par voksne ører, der ikke tilhører mor eller far.

Overgangsfaser og tøjvalg Tilbuddet er som nævnt for alle mellem 12 og 25, men der er en lille overvægt i søgningen af de 17 – 19-årige.

”En stor del af vores succes skyldes anonymiteten og rammerne. Vi registrerer hverken efternavn eller cpr.nr”

Anders Friche KONSTITUERET CENTERCHEF

HEADSPACE XXXXXXX

– Det er typisk, når de unge står i en overgangsfase, at problemerne viser sig.

Når de skal til at vælge uddannelse, eller når de måske finder ud af, at de har valgt en forkert uddannelse. Så kan det være ganske små ting, der vælter læsset, og de føler sig stressede eller udvikler ligefrem angst eller depression, siger Anders.

Headspace får henvendelser af enhver slags. Fra selvmordstanker til kæreste­ sorger og gældsproblemer.

– Vi har også lige haft besøg af en pige, der ikke anede, hvad hun skulle have på til en konfirmation, hun var inviteret til.

Men så er det jo let at mærke, at det er noget andet, der udløser stress omkring noget så banalt som tøjvalg, siger Anders.

Paraderne sænkes Anders Friche er ikke i tvivl om, at tilbud­ det også betaler sig ud fra en samfunds­ økonomisk analyse. For det er ofte under samtalerne i headspace, at de unge finder ud af, hvad de præcis har brug for. Nogle af samtalerne er at sammenligne med præterapi, hvor de unge lærer at sætte ord på det, der fylder for dem. Det kan spare en del kostbare samtaler med ek­ sempelvis en psykolog.

– Vi er ikke eksperter, men vi kan for­ tælle dem, hvordan systemet er skruet sammen. Hvad kommunen kan hjælpe med, hvad der findes af gratis og frivillige tilbud, hvad psykiatrien kan og så videre.

Vi lytter til dem, og vi rådgiver dem om de tilbud, de kan drage nytte af, siger Anders.

For nogle af de unge er vokset op i hjem med en tung social arv.

De er opfostret med en udpræget skepsis til det offentlige system, og her kan headspace som privat forening hjælpe med at få para­ derne sænket. Hvis den unge ef­ terfølgende har brug for en sam­ tale med en myndighedsperson, går den frivillige fra headspace gerne med som bisidder, så den unge føler sig tryg i forløbet.

Færre tabuer Han glæder sig over, at det tydelig­ vis er mindre tabubelagt at opsøge denne type hjælp, end det var før­ hen.

– Vi får naturligvis en del hen­ vendelser, hvor den unge har fået stukket en brochure i hånden af en lærer eller pædagog, men der kommer også en del, der har fået headspace anbefalet af en kammerat i skolen eller på studiet. Det er en glædelig udvikling, for alle mennesker oplever problemer i livet, afslutter Anders Friche.

Fællesbillede ved Kuben

headspace hygge

Besøg hos Jernlageret Mads på UngNu messe i Herning

Deler ud til OneDirection opvarmning i gågaden

På besøg på Landbrugsskolen

dithelse: Horsens / efterår 2017

13

SUND PSYKE

Vi har alle et ansvar for børn og unges mentale helbred Ikke mindst vi forældre er nøglepersoner i kampen mod børn og unges mistrivsel AF: JETTE WARRER KNUDSEN / FOTO:COLOURBOX

F

or et par år siden udgav Vidensrådet for Forebyggelse en stor rapport om unges mentale hel­ bred. Rapporten viser, at børn og unge de sidste 20 år har fået det markant dår­ ligere. Rapportens nedslående konklusion fik straks Psykiatri­ fonden til at gå i gang med en handlingsplan. Og et af punk­ terne var en kampagne, som skulle lære forældrene at tackle deres forældrerolle bedre. Et andet vigtigt punkt er folke­ skolen, hvor lærerne også skal have bedre værktøjer og mere viden om, hvordan de bedst muligt handler, når elever æn­ drer adfærd.

– Der er helt sikkert et vok­ sent ansvar, som er delt. Foræl­ drene er nøglepersoner, og så ligger der et stort ansvar i sko­ lerne, hvor børn og unge jo op­ holder sig hver dag. Det siger Anne Lindhardt, overlæge og formand for Psykiatrifonden, som har mere end ti års erfa­ ring med at undervise både elever og lærere i at handle på mistrivsel. Hun tilføjer, at det i høj grad også er kommunernes ansvar at gøre mere, så lærerne

14

har de nødvendige ressourcer og kompetencer til at hjælpe børn og unge med psykiske problemer.

– Men de er langt fra alene om ansvaret. Det er et fælles ansvar, og derfor skal vi erken­ de, at der er behov for at gøre meget mere for børn og unge, og at vi skal hjælpe hinanden og i det hele taget undgå at gøre tingene mere komplicere­ de, end de er, siger Anne Lind­ hardt, der også mener, at de praktiserende læger skal ind­ drages mere.

Hun bakkes op af Jesper Kurdahl Larsen, tidligere leder af børn og unge området i Psy­ kiatrifonden. Han mener, at det er vigtigt at få skabt en fælles dagsorden.

Han mener derfor også, at initiativer som Headspace er et godt eksempel på nytænk­ ning.

– De rammer en stor gruppe børn og unge, som vi hidtil ikke rigtig har kunnet tackle. Det handler om 10 til 15 pct., som mistrives, men som ikke er så syge, at de har behov for be­ handling i det psykiatriske system, siger Jesper Kurdahl Larsen.

UDVIKLINGEN I BØRN OG UNGES MENTALE HELBED GÅR DEN FORKERTE VEJ Rapporten fra Vidensråd for Forebyggelse siger at: Ensomhed, søvnproblemer, angst og symptomer på stress er et gennemgående træk hos stadig flere børn og unge. Næsten hver femte 10­24­årige føler sig ofte stresset.

De 16­24­årige kvinder er den gruppe i hele befolkningen, hvor stress forekommer mest.

I løbet af knap 20 år er andelen af 11­15­årige, som tager medicin mod hovedpine fordoblet. Mange børn og unge tager smertestillende medicin mod generelt ubehag, tidspres, stress og mobning.

Antallet af selvmordsforsøg blandt de 10­24­årige er steget, og blandt pigerne er det tredoblet.

Rapporten omhandler 10­24­årige og er den største kortlægning nogensinde af udviklingen i danske børn og unges psykiske symptomer og lidelser.

SUND XXXXXXX MAD

Opdag nye mad-favoritter til hverdagen Hverdagsmad er for mange en pestilens, noget som bare skal overstås. Det hele skal tit gå hurtigt, uden at vi ønsker at gå på kompromis med hverken sundhed eller velsmag. "Hverdagsfavoritter" er en ny kogebog fyldt med inspiration til den mad, der er vigtigst for os - nemlig hverdagsmaden. Madbloggerne Stinna Guld­ mann Marker og Julie Bruun har samlet deres favoritopskrifter i den nye bog. Her får du en udvalgt smagsprøve.

AF: STINNA GULDMANN MARKER & JULIE BRUUN / FOTO: WINNIE METHMANN

Fyldte Peberfrugter ”Fyldte peberfrugter” er et bud på en nem og sund ret, som også er ganske æstetisk at servere. Lav dem med eller uden bacon, og server dem gerne med fuldkornsris og en lækker dip” 4 personer Du skal bruge: ½ dåse kikærter ¼ dl olivenolie 1 tsk. salt ½ tsk. peber 100 g sorte oliven uden sten 80 g mandler 1 håndfuld frisk kruspersille 2 forårsløg 100 g bacontern (kan undlades) 4 peberfrugter 50 g parmesan

OM BOGE N

:

"Hverdagsf avoritter” – mere en d 100 nem me og lækre retter af Stinna Gul dmann Mar ker og Julie Br uun Sider: 250 Fadl´s Forla g Vejl. pris: 32 9,95

Sådan gør du: 1 Tænd ovnen på 200 grader.

2 Dræn kikærterne fra dåsen, og bland dem med olivenolie, salt og peber i en skål. Brug en stav­ blender til at blende det til en cremet konsistens.

3 Hak oliven, mandler, persille og forårsløg, og til­ sæt det til kikærtemosen. Steg baconternene og tilsæt også dem, hvis du ønsker.

4 Skær toppen af peberfrugterne, og fjern forsigtigt kernehuset. Fyld peberfrugterne med kikærte­ blandingen, og top med friskrevet parmesan.

5 Placér de fyldte peberfrugter på en beklædt bageplade, og læg ”lågene” ved siden af.

Sæt bagepladen i ovnen i 25 minutter, indtil peberfrugterne er flot gyldne.

6 Læg låget på peberfrugterne igen, og servér.

dithelse: Horsens / efterår 2017

15

SOCIALRÅDGIVER PÅ UDEBANE

En socialrådgiver er til for at hjælpe Med socialrådgivere på skolerne og i dagtilbuddene afdramatiserer Horsens Kommune funktionen. Socialrådgiverne hjælper forældre og børn, så tilløb til mistrivsel tages i opløbet.

AF: THOMAS LA COUR / FOTO:SCANPIX/IRIS

C

harlotte Vindeløv personificerer en diametral modsætning til en udbredt fordom om socialrådgivere. Hun er ikke en grå skrankepave, der sidder og venter på det næste sociale tilfæl­ de ved skrivebordet, som hun kan lægge i den rette kasse med sociallovens para­ graffer i hånden. Tværtimod lyser arbejdsglæden ud af øjnene på hende, når hun fortæller om ar­ bejdet på kommunens skoler og dagtilbud. Om fagligheden i netværksgrupperne. Om glæden ved at hjælpe forældre og børn, der har brug for hjælp. Om viljen til at skræddersy tilbud til fami­ lier med problemer.

Kan rådgive lærerne Horsens Kommune har fem socialrådgivere på byens skoler og dagtilbud. De kommer regelmæs­ sigt alle steder, både i de offentlige og private til­ bud. Nogle steder er socialrådgiveren på besøg fast én dag om ugen, andre steder er behovet så begrænset, at det berammer sig til et par timer hver fjortende dag.

– Nogle steder har jeg et lille kontor, jeg kan være i, men jeg sætter mig altid ned på lærervæ­ relserne i de store pauser, så lærerne lærer mig at kende og kan henvende sig, siger Charlotte Vin­ deløv.

Hun må ikke drøfte navngivne elever med læ­ reren uden forældrenes samtykke, men hvis ele­

”Hvis vi ikke har et tilbud, der kan hjælpe, må vi opfinde ét.”

Charlotte Vindeløv SOCIALRÅDGIVER

16

ven anonymiseres, kan Charlotte rådgive, eksempelvis forud for en svær samtale med forældrene.

– Jeg har jo noget faglig viden om konfliktnedtrapning, som jeg kan dele ud af, ligesom jeg forstår de dynamikker, der gør sig gæl­ dende i familier. Jeg kan også for­ tælle, hvordan vi kan strikke et til­ bud sammen, der passer til den problematik, læreren skitserer, ­siger Charlotte.

Tilstedeværelse skaber tryghed Førhen skulle læreren typisk gå gennem sin ledelse eller kontakte vagten på Familieafdelingen for at få den samme rådgivning. Nu kan rådgivningen overleveres langt enklere og mindre formelt.

Socialrådgiverens tilstede­ værelse på skolerne og i dagtil­ buddene betyder samtidig meget for forældrenes modtagelighed, når hun inddrages, ligesom foræl­ drene har lettere ved at henvende sig selv, hvis de har brug for hjælp.

– Flere siger, at det føles som om, jeg hører til i deres børneha­ ve, fordi jeg er der af og til og hil­ ser, når de kommer for at aflevere eller hente deres barn. Det afdra­ matiserer min rolle, og det er langt lettere for dem at henvende sig, siger Charlotte.

Tværfaglig vidensdeling I det daglige deltager Charlotte Vindeløv også i konferencer og netværksmøder i dagtilbuddene.

SOCIALRÅDGIVER PÅ XXXXXXX UDEBANE

Her mødes nøglepersoner såsom le­ delsen, pædagogerne, tale-hørekonsu­ lenter, ergotera­peuter, psykologer og eventuelt sundhedsplejen. Netværket kan diskutere generelle indsatser eller indsatser overfor specifikke børn. I sidstnævnte tilfælde deltager foræl­ drene, for de kender barnet bedst, men de kan have brug for sparring fra fag­ personer.

Charlotte Vindeløv er med, fordi der kan være muligheder inden for hendes felt, som kan bringes i spil. Det kan f.eks. være, hvis forældrene oplever at

komme til kort i opdragelsen af deres barn og dermed har brug for sparring, har økonomiske udfordringer, syg­ domme mv. Så arbejdes der på at finde en vej, som kan støtte familien.

Tit kan problemerne afhjælpes gen­ nem mange af de frivillige tilbud, der er i kommunen. Bo Trivsel, Sund By, headspace, Broen – for blot at nævne nogle få. Socialrådgiverens rolle er ofte at komme med bud på en løsning, før problemerne udvikler sig yderligere og dermed bliver til en sag i Familieafde­ lingen.

”Flere siger, at det føles som om, jeg hører til i deres børnehave, fordi jeg er der af og til og hilser, når de kommer for at aflevere eller hente deres barn.”

Charlotte Vindeløv SOCIALRÅDGIVER

– Det kan f.eks. være, at barnet mistrives pga. økonomiske pro­ blemer i familien, og så kan hjælp fra Bo Trivsel være det, der skal til. Det kan også være, at barnet isolerer sig for meget og har brug for det, Broen kan tilbyde. Eller måske skal en lidt introvert 14årig et smut omkring headspace.

Der er heldigvis en masse frivillige tilbud, der måske i kombination kan få en familie tilbage på rette spor, siger Charlotte.

Hurtigere visitation Hun glæder sig over det samar­ bejde, hun indgår i på skolerne og i dagtilbuddene. For det er i det samarbejde, at problemerne ofte kan løses med ganske små greb.

– Vi forsøger jo at fodre hin­ anden med viden og erfaringer.

Et godt eksempel er problematik­ ken med sensitive børn, der un­ dertiden udvikler angst. Førhen kunne der let gå et par år, før bar­ net måske var fuld tid tilbage i skolen. I dag er der medarbejde­ re, der har været på efteruddan­ nelse i Cool Kids/Chilled, som er et behandlingsforløb for angst– ramte børn og unge, og dermed kan vi sætte langt hurtigere ind og visitere barnet til hjælp, siger Charlotte.

Grundlæggende betyder sam­ arbejdet også, at der aldrig kun er én vej igennem systemet.

– Hvis vi ikke har et tilbud, der kan hjælpe, må vi opfinde ét. Fa­ milierne skal ikke tilpasse sig sy­ stemet, vi forsøger at finde en vej, der passer til deres situation, siger Charlotte Vindeløv.

dithelse: Horsens / efterår 2017

17

BEDRE LIV MED DEMENS

Aktiv hverdag til demensramte Med Café Fyrtårnet har Horsens Kommune skabt et mødested for borgere med demens og deres pårørende. Tabuer aflives, og livskvaliteten øges.

AF: THOMAS LA COUR / FOTO: SCANPIX/IRIS

D

emens er ikke kun en lidelse for gamle mennesker. Ofte kan de første tegn vise sig, mens man stadig er i den erhvervsakti­ ve alder. På Café Fyrtårnet, der lig­ ger i Åpark Centret, favner man alle, der befinder sig i de første stadier af den frygtede lidelse.

– Det gælder om at finde det, vi kan være fælles om, uanset om man er 55 eller 90, siger ergotera­ peut Bodil Breinholt, der er daglig leder af Café Fyrtårnet.

Hun fortæller, at hun for ganske nylig havde en herre i 50’erne, der talte godt med en kvinde sidst i 70’erne. Selvom de nærmest var fra to forskellige generationer, kunne de fint tale sammen om de udfor­ dringer, demensen gav i dagligda­ gen. De havde en fælles reference­ ramme.

Frygten for sygdommens udvikling Det er ikke altid nemt at få de yng­ re demensramte til at bruge til­ buddet, ligesom det i de tidlige stadier af sygdommen kan være svært at erkende, at der er en vær­ di i at opsøge andre, der lider af demens.

– Mange er nok bange for at sid­ de sammen med demensramte, der er længere henne i sygdommen og kan minde om, hvad der er i vente.

Det kan være meget skræmmende, hvis man har fået diagnosen i en re­ lativt tidlig alder, siger demenskon­ sulent Sara Laugesen. Hun er én af tre sygeplejersker, der arbejder som

18

Demenshotline Horsens Kommune har en demenshotline, hvor du kan ringe på 76 29 37 20 dagligt mellem 12:30 og 13:30.

Du kan ringe, hvis du er bekymret for en pårørende, eller du kan ringe, hvis du ser mulige tegn på demens i din egen adfærd.

En sygeplejerske svarer på opkaldet, og den pågældende borger kan efterfølgende få besøg for eventuel udredning.

demenskonsulenter med udgangs­ punkt fra Ceres Centret.

Sara Laugesen besøger borgerne, der lever med demensen i eget hjem.

Det er mens demensen er i de tidlige stadier, hvor borgeren stadig er helt eller delvis selvhjulpen. Hun kan også besøge borgere, hvor de selv eller en pårørende har fået mistanke om tegn på demens.

– Den lægefaglige vurdering lader jeg lægen om, men jeg kan ofte godt vurdere, om det er en mulig demens, eller om vedkommende måske bare er glemsom eller konfus af helt andre årsager. Jeg stiller naturligvis ingen diagnoser, siger Sara Laugesen.

De bekymrede borgere kan blandt andet henvende sig på demens-hot­ linen, der har været et tilbud i Hor­ sens Kommune de sidste tre år. Hver dag er linjen åben for henvendelser i én time, og en håndfuld henvender sig ad den kanal hver uge.

Holder de små grå i gang Café Fyrtårnet er tænkt som ”et fri­ rum, hvor det ikke gør noget, at du ikke kan huske”, som det hedder i pjecen. Der er åbent på alle hverda­ ge mellem 9 og 13, og aktiviteterne er en variation af motion til musk­ lerne og motion til de små grå. Det er velkendt, at motion og sociale aktiviteter kan nedsætte udviklin­ gen af demens eller ligefrem brem­ se den i perioder.

– Hver fredag laver vi mad i køk­ kenet. Det kan være alt fra retter, de kender og har været vant til at lave, til mere nymodens opskrifter. Vi har både lavet hjemmelavede forårsrul­ ler, sushi og serveret ristede mel­

BEDRE LIV MEDXXXXXXX DEMENS

ÅBEN CAFÉ Café Fyrtårnet i Åpark Centret er et gratis tilbud til demensramte og deres pårørende i Horsens Kommune. Caféen er åben på alle hverdage fra 9 til 13, og aktiviteterne varierer fra motion til socialt samvær og madlavning.

orme. Det giver alt sammen noget at tale om.

Noget at tage stilling til, sige Bodil Breinholdt.

Caféen kræver ikke visitation. Alle med de­ mens og deres pårørende kan bruge tilbuddet i det omfang, de ønsker. Det eneste krav er, at de selv kan komme derned. Dermed er det et tilbud rettet mod demensramte, der ikke er så syge, at de kan tildeles en daghjemsplads.

– Caféen kan bidrage til, at de opretholder en aktiv hverdag og har et socialt liv. Samtidig får de noget med herfra. Vi havde f.eks. en kvinde forleden, der fandt ud af, at hun stadig godt kunne strikke efter at have lagt det på hylden i mange år. Så hun ville strikke noget mere derhjemme, og det kan være med til at holde hende i gang, siger Bodil Breinholdt.

Mindre tabubelagt Sygdommen er alvorlig, og de fleste vil grad­ vist miste hukommelsen – og dermed deres identitet. De deprimerende fremtidsudsigter kommer også på bordet af og til, når bruger­ ne får brug for at tale om deres situation.

– Det er jo ikke sådan, at jeg tager initia­ tiv til, at nu skal vi tale om døden. Men vi har et erindringsspil med stikord, som vi jævnligt bruger, og det er jo ikke til at vide, hvad det sætter i gang. Men der er det vig­ tigt, at jeg sidder på hænderne og kun hjæl­ per dem til selv at finde løsninger på de fø­ lelsesmæssige udfordringer, de står med.

Jeg skal ikke gøre mig klog på deres situa­ tion, siger Bodil Breinholdt.

Sygdommen er blevet mindre tabubelagt i de senere år, hvilket blandt andet kommer til udtryk ved Beringsstafetten, hvor Team Fyr­ tårnet stiller med et hold. Både brugere og ansatte stiller op i den tilhørende t-shirt og slår et slag for en tidlig indsats mod demens.

– Der er ingen tvivl om, at man i de tidli­ ge stadier af sygdommen kan gøre meget for at sætte udviklingen ned i fart. Det er vigtigt at aktivere de ramte tidligt, for så er der også større chance for, at de kan forblive selvhjulpne i længere tid. Men de rette akti­ viteter er vigtige, uanset hvor du er henne i dit demensforløb, siger Sara Laugesen.

dithelse: Horsens / efterår 2017

19

STYR PÅ HVERDAGEN

12 ugers peptalk og behovsafklaring Mestringsenheden er et eksempel på, at Horsens Kommune giver initiativet tilbage til de borgere, der har svært ved at klare hverdagen. Målet er mestring af eget liv, og udgangs­ punktet er altid en personlig ressourceafklaring.

AF: THOMAS LA COUR / FOTO: SCANPIX/IRIS

D

en gamle skole i Tor­ denskjoldsgade huser Mestringsenheden. Mål­ gruppen for tilbuddet er ret åben, men det er mest mennesker med udviklingshæmning, erhvervet hjerne­ skade og sindslidelse, der tilbydes et intensivt trænings- og afklaringsforløb på 12 uger.

I løbet af de knap tre måneder skal der opnås en eller anden form for af­ klaring. Hvad kan borgeren selv klare?

Hvor ligger udfordringerne? Hvordan kan de afhjælpes? Er der områder af livet, der trænger til ændringer?

Ekspert i eget liv I arbejdet inddrages borgerens eget netværk. Det kan være familie, venner, bekendte og professionelle aktører fra den del af systemet, borgeren er i be­ røring med, der deltager i netværks­ møder i Mestringsenheden.

– Vi arbejder ud fra tanken om, at den enkelte er ekspert i sit eget liv.

Langt de fleste vil og kan klare sig selv i vid udstrækning – også selvom man

eksempelvis er udviklingshæmmet. Vi motiverer og støtter borgerne til selv at tage initiativ og finde løsninger på de vanskeligheder, der måtte være i hver­ dagen, ligesom vi støtter dem til at fin­ de dem, siger socialpædagog Anne Mette Ryhl fra Mestringsenheden.

Det øvrige team består af flere so­ cialpædagoger, én sygeplejerske og flere ergoterapeuter. De udfører alle det samme arbejde, men de supplerer hinanden fagligt.

Problemfrit område Når borgerne kommer ind til forløbet, har de ofte mange udfordringer. Fobier eller angst kan gøre hverdagen uover­ skuelig, men heldigvis kan det nogle gange være små greb, der skal til for at kunne ændre perspektivet.

Ressourcerne kan være personlige, el­ ler de kan ofte findes i borgernes eget netværk. Der kan også visiteres til kommunal hjælp, når de andre mulig­ heder er udtømte.

– Hvis du f.eks. ikke får handlet, for­ di du har en angst for at gå i butikker, og du bliver irriteret over, at dine for­

”Hvis der først er styr på behovene og ressourcerne til at opfylde dem, bliver livet mere ”brandsikkert.”

Anne Mette Ryhl 20

ældre kommer rendende hele tiden, skal vi måske have set på, om vi kan træne nogle rutiner, så angsten fylder mindre, mens vi også får sat ord på, hvad der er problematisk ved dine for­ ældres indblanding – om det måske bare er fordi, du har en trang til at blive mere selvstændig, siger Anne Mette.

Hun fortæller, at Mestringsenheden tilstræbes at være “problemfrit områ­ de”. Der handles naturligvis på akutte problemer, når det er nødvendigt, men medarbejderne vil helst undgå for me­ get ”brandslukning”. Det gælder i ste­ det om at se på de store linjer, sætte ord på behovene og finde frem til hvil­ ke ressourcer borgeren råder over og hvilke der eventuelt kan trænes.

Ressourcerne kan være personlige, de kan til en vis grad findes i netværket – eller der kan visiteres til kommunal hjælp, når de andre muligheder er ud­ tømte: – Hvis der først er styr på behovene og ressourcerne til at opfylde dem, bli­ ver livet mere ”brandsikkert”. Det er vores vigtigste opgave, siger Anne Mette.

Der fokuseres gennemgående mest på den enkeltes håb, mål og drømme og knap så meget på problemerne. Det er bedre at se på, hvad borgeren har af ønsker for fremtiden, end hvad der hidtil har været af begrænsninger.

For god til hjælp Efter de første otte uger holdes et sta­

XXXXXXX

”Vi arbejder ud fra tanken om, at den enkelte er ekspert i sit eget liv.”

Anne Mette Ryhl tusmøde, hvor det afklares, om det gi­ ver særlig mening at forlænge efter de 12 uger, eller om afklaringen er inden for rækkevidde. Somme tider resulte­ rer de 12 uger i, at der tildeles hjælp, mens det i andre tilfælde konkluderes, at borgeren kan klare sig selv, eventu­ elt med hjælp fra netværket og de mange frivillige sociale tilbud, der fin­ des i byen. Reaktionen på ikke at få til­ delt hjælp kan variere.

– Der er selvfølgelig nogle, der bliver skuffede, men der er også en del, der tænker, ’er jeg for god til at få støtte?’

Det kan godt give dem en ny bevidst­ hed, som også bidrager til at gøre dem mere selvhjulpne, siger Anne Mette.

Individuel tilpasning Et forløb i Mestringsenheden er altid individuelt tilpasset. Det kan være en kombination af samtaler, træning og

gruppeforløb, der måske skal kombi­ neres med nogle faste, virtuelle møder.

Hvis en borger f.eks. slås med mindre­ værd og mørke tanker i morgentimer­ ne, kan det være en videosamtale med den faste vejleder, der gør forskellen.

– Ofte handler det om at give bor­ gerne troen på sig selv tilbage og at de tilegner sig nye færdigheder og strate­ gier – så de på ny kan mestre deres liv, siger Anne Mette Ryhl.

dithelse: Horsens / efterår 2017

21

STYR PÅ HVERDAGEN

Nu kan jeg alt ...

Der er lys i øjnene, når Sanne fortæller om, hvad hun har fået ud af et forløb i Mestringsenheden (ME).

AF: UDVIKLINGSKONSULENT BIRGIT HØST SECHER, HPS, HORSENS KOMMUNE / FOTO: SCANPIX/IRIS

F

or et halvt år siden var det umuligt at komme uden for egen dør og tømme postkassen. Det var endnu mere uoverkommeligt at køre med tog, bus eller gå ud at handle.

– Nu har jeg fået mit liv igen, siger Sanne om den udvikling, der er sket i de måneder, hun har været tilknyttet ME. Sanne er en kreativ ung kvinde med diagnosen paranoid skizofreni. Hun flyttede til Horsens i efteråret 2016 og var vant til at have en støtte/kontakt­ person nogle timer hver uge.

– Nu kan jeg alt, og min psykiater er helt høj af den udvikling, jeg har været igennem, fortæller Sanne med et smil.

Sanne og Dorte, der er vejleder i ME, er enige om, at noget af succesen skyldes arbejdet med at tage udgangs­ punkt i Sannes egne mål.

– Det handler om at bryde dem ned i mindre og overkommelige delmål ­ kombineret med Sannes store engage­ ment, åbne sind og vilje til forandring, fortæller Dorte.

Hun tilføjer, at Sanne har gennem­ ført et forløb, hvor der efter et helt fastlagt program arbejdes med, hvad der lige præcis skal til, for at Sanne får den bedste dag og det bedste liv. Det kan være en detalje, som f.eks hvordan dagen skal starte – hvad er vigtigt for mig for, at det bliver en god dag? I San­ nes tilfælde er det et individuelt forløb, da tidspunktet ikke passede med et fi­ re­ugers gruppeforløb med to møde­ gange om ugen.

– Min opgave som vejleder for San­ ne er at sikre, at hun udnytter sine po­ tentialer fuldt ud, og være nysgerrig i forhold til, hvad der findes af opbak­ ning og støtte i hendes netværk og de nære omgivelser. Det er fantastisk at være på sidelinjen og se den udvikling, som Sanne har været igennem, slutter Dorte.

”Nu kan jeg alt, og min psykiater er helt høj af den udvikling, jeg har været igennem.”

Sanne

22

NY KRÆFTBEHANDLING

Immunterapi til flere kræftformer og flere stadier Immunterapi er blevet kaldt det største gennembrud i mange år inden for kræftbehandlingen – ikke mindst når det handler om fremskreden modermærkekræft, hvor patienter med den diagnose sjældent overlevede ret længe. Nu viser immunterapi også tegn på succes inden for flere andre kræfttyper.

AF: HELSE-REDAKTIONEN / FOTO: SCANPIX/IRIS

I

mmunterapien breder sig til flere og flere kræfttyper, testes i forskellige sygdomsstadier og afprøves i forskellige kombinationer. Alt i alt står det klart, at immunterapi er kommet for at blive, lyder det fra leder af Center for Cancer Immunterapi, Herlev Hospital, professor Inge Marie Svane.

– Vi er ved at bygge en ny søjle op inden for kræft­ behandling. Immunterapi er noget, der er kommet for at blive. Det skal selvfølgelig finde sin plads, og det kommer ikke til at være den eneste behandlingstype, men det kommer til at være en af de dominerende behandlingstyper i fremtidens kræftbehandling, siger hun.

En tendens i udviklingen på immunterapi-området i øjeblikket er, at immunterapi begynder at vise sig ef­ fektivt i andre kræfttyper end modermærkekræft, hvor det hele startede, fortæller Inge Marie Svane: – Vi får inddraget flere og flere kræftgrupper, som immunterapi også bliver standardbehandling til.

Blandt andet er der kommet nye immunterapi-stoffer til inden for den store gruppe af lungekræftpatienter og nyrekræftpatienter, og der er også immunterapi på vej til blærekræft. Der vil være flere kræftområder, der støder til i den nærmeste fremtid, f.eks. hoved-hals­ kræft, men der er også flere store kræftgrupper, hvor vi endnu ikke har oplevet markante gennembrud. Her skal arbejdes med andre mål for immunterapien.

Nyt behandlingstilbud Et eksempel på, at immunterapi bredes ud til flere kræfttyper, ses i Inge Marie Svanes eget center, som før jul modtog en bevilling fra Knæk Cancer, der skal bruges på at sætte forsøg med T-celleterapi op. Ved

HVAD ER IMMUNTERAPI? En behandlingsform, hvor man udnytter kroppens eget immunforsvar til målrettet at bekæmpe kræftceller.

Immunterapi bruges som led i behandlingen af f.eks. lymfeknudekræft, leukæmi, nyrekræft og moder­ mærkekræft. Desuden er der lovende udvikling af ­forskellige former for immunterapi af mange andre typer kræft. I de seneste år har der været et meget stort gennembrud i udviklingen af immunterapi, og det ­forventes, at det bliver en lige så vigtig behandlings­ form som kemoterapi inden for den nærmeste fremtid.

Immunterapi er forsøg på at aktivere­immun­ systemet til på forskellige måder at gå til angreb på kræftcellerne. Metoden er meget specifik, og den kan ikke sammenlignes med at styrke immun­ systemet generelt gennem f.eks. kost og motion.

Læs mere på: www.cancer.dk

Kilde: Kræftens Bekæmpelse.

dithelse: Horsens / efterår 2017

23

XXXXXXX NY KRÆFTBEHANDLING

T­celle terapi fjerner man tumorvæv, opformerer og aktiverer T­celler (im­ munceller) fra tumorvævet og behand­ ler den individuelle patient ved at sæt­ te T­cellerne tilbage i blodbanen, hvor­ fra de nedkæmper kræftcellerne. Det særlige ved projektet fra Center for Cancer Immunterapi er, at det går på tværs af kræfttyper.

– Vi afgrænser ikke til en bestemt kræftform, men sætter brede kriterier

op for, hvad der skal til for, at vi kan tilbyde forsøgsbehandling med T­celleterapi. Det vil f.eks. sige, at vi skal have adgang til levende kræft­ væv, som skal kunne opereres væk, uden at det skader for meget, og pa­ tienterne skal have det godt nok til at kunne tåle behandling. Vi sætter nogle brede kriterier op, så vi også kan få mulighed for at få vurderet behandlingen inden for andre

HVAD ER T-CELLETERAPI? En særlig form for immunterapi er celle­baseret immunterapi, hvor behandlingen består af aktive levende immunceller, som typisk er udtaget fra patienten selv. Immuncellerne aktiveres uden for kroppen, før de gives tilbage til patienten.

Et eksempel er T­celleterapi.

Kilde: Kræftens Bekæmpelse

”Lige nu bliver immunterapi primært afprøvet på patienter med udbredt kræftsygdom, men der er ikke noget, der taler imod, at man vil kunne bruge det forebyggende, mod tilbagefald.”

Inge Marie Svane

PROFESSOR OG LEDER AF CENTER FOR CANCER IMMUNTERAPI, HERLEV HOSPITAL.

24

NY KRÆFTBEHANDLING XXXXXXX

kræftformer end de få, vi indtil videre har arbejdet inden for, siger Inge Marie Svane.

Målet med forskningsprojektet er dels at blive klogere på, hvordan T-cel­ leterapi virker i andre kræftformer end de hidtil testede, men også at skabe et behandlingstilbud til patienter, der ikke lige nu har mulighed for at modta­ ge T-celleterapi.

– Det er min klare opfattelse, at der er mange patienter, der ønsker at få den mulighed. De skriver til mig eller Kræftens Bekæmpelse, og vi må så sige, at de ikke kan få det, fordi de ikke har modermærkekræft eller nyrekræft eller den kræftform, vi nu arbejder med. Så det er både for at få erfaring, men også for at åbne op for tilbud til flere patienter, siger Inge Marie Svane.

Det er endnu uvist, om T-celleterapi vil vise effekt i de kræftformer, der kommer til at blive behandlet i forsø­ get, men Inge Marie Svane er forhåb­ ningsfuld.

– Vi ved ikke, om det vil virke, men mindre studier har vist effekt i andre kræftformer – f.eks. er der vist flotte effekter i livmoderhalskræft. Her har et studie vist, at to svært forbehandlede patienter fik effekt, der medførte, at alle sygdomstegn forsvandt. Så der er noget, der peger i retning af, at vi ikke har udnyttet potentialet for T-cellete­ rapi fuldstændigt endnu, siger hun.

Immunterapi i tidligere sygdomsstadie Udover, at immunterapi vil komme til at kunne bruges i flere kræftformer, kommer vi, ifølge Inge Marie Svane, de kommende år til at se immunterapi brugt på flere sygdomsstadier, end det er tilfældet nu.

– Lige nu bliver immunterapi pri­ mært afprøvet på patienter med ud­ bredt kræftsygdom, men der er ikke noget, der taler imod, at man vil kunne bruge det forebyggende, mod tilbage­ fald. Vi har allerede data på, at immun­ terapi kan bevirke, at modermærke­ kræftpatienter får færre tilbagefald ef­ ter en operation. Jeg tror også, at det kommer til at brede sig til andre kræft­ former, at man på et tidligere tids­ punkt kan sætte ind med immuntera­ pi, siger hun.

Som andre tendenser inden for im­ munterapien fremhæver Inge Marie Svane, at man i øjeblikket afprøver kombinationer af forskellige immunte­ rapimidler, samt at der er nye stoffer under udvikling, som angriber nye

HVAD GØR IMMUNTERAPI? Styrker immun­ forsvarets evne til at genkende og angribe kræftceller.

Svækker kræft­ cellernes evne til at forsvare sig.

Mere info på: www.cancer.dk KIlde: Kræftens Bekæmpelse

’check points’, det vil sige nye mål for immunreguleringen.

Frygter ikke prioritering Immunterapi har indtil videre været en bekostelig affære med behandlinger på op mod 55.000 kr. per patient pr. måned. Det nye prioriteringsorgan, Medicinrådet, har bebudet, at det kommer til at inddrage pris i sine vur­ deringer af nye lægemidler, men Inge Marie Svane frygter som udgangs­ punkt ikke, at det vil gå ud over ibrugtagningen af immunterapi. Hun oplevede nemlig stor lydhørhed hos Medicinrådets forgænger, KRIS (koor­ dineringsrådet for ibrugtagning af sy­ gehusmedicin,) og giver som eksempel dengang, det første immunreguleren­ de antistof, ipilimumab, blev godkendt.

– Det var meget dyrt på det tids­ punkt, og det var en meget lille del af patienterne, der fik effekt af det. Men de fik til gengæld en langtidseffekt. Det havde KRIS rigtig god forståelse for, si­ ger Inge Marie Svane.

Hun peger også på, at den konkur­ rence på markedet, der automatisk kommer, i takt med at flere firmaer får godkendt immunterapeutiske læge­ midler, kommer til at medføre et na­ turligt prisfald.

– Der bliver heldigvis mere og mere konkurrence. Der er så mange medici­ nalfirmaer, der er i gang på området, at det ikke længere kommer til at være sådan, at kun et firma har det gode stof, og så er der ikke andre på banen.

Derfor er de nødt til sænke prisen.

Danmark har jo tradition for, i hvert fald indtil nu, at sætte nye behandlin­ ger i gang hurtigt. Det er min oplevelse, at vi er hurtige til at søge, og myndig­ hederne er hurtige til at give godken­ delser, siger Inge Marie Svane.

Kilde: Onkologisk Tidsskrift.

”Vi får inddraget flere og flere kræftgrupper, som immunterapi også bliver standardbehandling til. Blandt andet er der kommet nye immunterapi-stoffer til inden for den store gruppe af lungekræftpatienter og nyrekræftpatienter, og der er også immunterapi på vej til blærekræft.”

Inge Marie Svane

PROFESSOR OG LEDER AF CENTER FOR CANCER IMMUNTERAPI, HERLEV HOSPITAL.

dithelse: Horsens / efterår 2017

25

XXXXXXX ØVELSER

Træn din bækkenbund – og undgå at dryppe

Rigtig mange danskere har problemer med at holde på vand, tarmluft eller afføring, og det har stor betydning for livskvaliteten. Bækkenbundstræning kan være en effektiv løsning.

AF: MARIANNE NØRUP / FOTO: SCANPIX/IRIS

E

t par dryp – eller mange – i underbukserne. En prut på et pinligt tidspunkt. Et toiletbesøg, man kom for sent til!

Det kan være særdeles indgribende i ens liv og ikke mindst ens livskvalitet, hvis man oplever in­ kontinens. Det kan ske for os alle.

Kvinder, som har født, er i høj risiko, men alle, også børn, mænd, unge piger og sportsudøvere, kan opleve bækken­ bundsproblemer. Mange vælger at leve med situationen, fordi de er flove over at tale om det eller måske tror, at der ikke er noget at gøre ved det. Men bækkenbundstræning - eller knibe­ øvelser, som det ofte kaldes – kan i mange tilfælde afhjælpe og forebygge problemerne.

Inkontinens og bækkenbundstræning Inkontinens kan betyde, at man ikke kan holde på urin, tarmluft eller affø­ ring, typisk især når man nyser, hoster, motionerer eller udfører tunge løft (dvs. når bugtrykket øges). Ofte skyldes problemerne svage bækkenbunds­ muskler. Bækkenbundsmusklerne er en lille muskelgruppe på knap en cen­ timeters tykkelse, og mænd og kvin­ ders bækkenbundsmuskler er i hoved­ træk ens. Når bækkenbundsmusklerne aktiveres, lukkes der af for endetarms­ åbningen, i kvinders tilfælde skedeåb­ ningen, og for urinrøret.

26

Hvad er et knib?

Et knib betyder, at man spænder sine bækkenbundsmuskler. Et knib er en meget lille bevægelse, som svarer til at lukke munden. Alle knib starter bagfra, og endetarmsåbning, skede­ åbning og urinrør lukkes altid på samme tid. Knibet mærkes som regel tydeligst ved endetarmsåbningen, og ikke så meget ved skeden eller urin­ røret. Hvis man lægger en finger på endetarmsåbningen, f.eks. uden på trusserne, vil de fleste kunne mærke, at endetarmsåbningen og måske mellemkødet bliver løftet nogle få millimeter opad. Mange mænd kan desuden se, at deres testikler og pe­ nis løftes lidt, når de laver et knib.

Hvad er det bedste knib?

Et knib skal være let at udføre, men så kraftigt, at det rent faktisk lukker endetarm, (skede) og urinrør. Endnu vigtigere er det, at et knib kan startes hurtigt og velkoordineret, så du kan nå at lukke for dine åbninger inden eksempelvis et host, løft eller hop.

Desuden skal du kunne holde knibet, så længe du har brug for det, så du f. eks. kan komme helt op at stå fra siddende stilling uden at slippe kni­ bet.

Et godt knib skal kunne udføres, uden at du spænder i maven eller holder vejret. Den bedste kvalitets­ sikring er, at du kan trække vejret, mens du kniber.

HVIS DET ER SVÆRT AT LAVE KNIBEØVELSER Nogle har svært ved at knibe korrekt. Nogle kniber korrekt, men har svært ved at fastholde motivationen eller få trænet nok. Her kan en special­uddannet fysioterapeut hjælpe.

På www.gynobsgruppen.dk kan du finde en fysioterapeut, som er uddannet i at undersøge bækkenbundsmusklerne og tilrettelægge et trænings­ program, som er tilpasset den enkelte. Start med at tale med din læge, hvis du er i tvivl om hvilken behandling, der vil være den bedste for dig.

Held og lykke med din træning!

XXXXXXX ØVELSER

SÅDAN TRÆNER DU NEMT DINE BÆKKENBUNDSMUSKLER Dette træningsprogram er simpelt, og formålet er, at du bliver så stærk, hurtig, velkoordineret og udholdende, at du kan bruge dine knib i din hverdag og ved motion.

• Lig, sid eller stå (vælg den udgangsstilling, hvor du mærker knibet bedst).

Knib hurtigt sammen om endetarmsåbningen – hold fast i knibet, mens du tæller til 5 eller 10 sekunder.

HUSK at trække vejret, mens du kniber, og HUSK at et knib blot svarer til at lukke munden forsigtigt.

Slip knibet HELT igen, og slap af 5­10 sekunder.

Gentag 8­12 gange (så mange, du kan klare), og hold en lidt længere pause, før du gennemfører andet og tredje sæt på 8­12 knib.

• Hvis det skal være sværere, kan du skifte stilling, så der kommer mere belastning på, eller du kan knibe, mens du gør andre ting. Øv dig f.eks. i at knibe, inden du hoster, løfter, griner, mens du går, og måske endda mens du løber eller laver gymnastik.

• Tænk på, at det vigtigste formål med din træning er at blive så god til at knibe, at du kan knibe, mens du gør andre ting.

• Træn 3­5 gange om ugen. Allerede efter kort tid vil du mærke effekt, men hvis du vil sikre dig, at træningsprogrammet har givet optimal effekt, skal du træne mindst tre måneder.

HUSK

at et knib blo t svarer til at lukke mund en forsigtigt.

• Når du har godt styr på dine bækkenbundsmuskler, kan du vedligeholde musklerne med 20­30 knib a 10 sekunder, 2­3 gange om ugen. Men det vigtigste er, at du bruger musklerne i hverdagen.

Har du brug for yderligere input til din træning, kan du f.eks. benytte gratis videoer og lydfiler på www.gynzone.dk (materialet er udviklet til nybagte mødre, men bækkenbundstræning er det samme, uanset om man er kvinde eller mand, ung eller gammel).

Kilde: Ulla Due, fysioterapeut, M.Sc, ph.d.­studerende, Herlev Hospital, formand for Fagforum for Gynækologisk/Obstetrisk Fysioterapi.

dithelse: Horsens / efterår 2017

27

SOCIOLANCEN

Brobygger for de socialt udsatte Alle mennesker har ret til samme behandling i sundhedssystemet. Det er ud fra den præmis, at gadesygeplejersken Dorthe Mine Sandholdt opsøger de socialt udsatte i Horsens og giver dem den professionelle omsorg, de har brug for.

AF: THOMAS LA COUR / FOTO: MARIE LOUISE KJÆR

S

elvom der er lige adgang til sund­ hedsydelserne i Danmark, er ligheden mere teoretisk for de socialt udsatte.

For hvis livet er et stort rod, får du ikke lavet en aftale med lægen, når der opstår tegn på sygdom. Hvis du lider af angst, er det ikke sikkert, at du magter et besøg på skadestuen, selvom såret på benet skri­ ger efter at blive tilset.

Kun for at hjælpe Dorthe Mine Sandholdt er et kendt ansigt i Kir­ kens Korshærs varmestue på hjørnet af Borger­ gade og Fugholm, hvor byens socialt udsatte dukker op i hverdagene for en kop kaffe eller et billigt måltid mad. Selvom hun er ansat af Hor­ sens Kommune, er der ingen i varmestuen, som behandler hende med den skepsis, myndigheds­ personer ofte bliver tildelt i de kredse.

– Jeg oplever aldrig andet end anerkendelse, men jeg blander mig heller ikke i deres medicine­ ring. Jeg er der kun for at hjælpe, hvis de har brug for hjælp, og jeg kræver ikke noget sundhedskort; jeg registrerer dem kun, hvis de selv går med til det, siger Dorthe.

Brugerne af varmestuen henvender sig selv til hende, hvis de har brug for et råd eller konkret hjælp. Det kan være, at de er kommet til skade un­ der et slagsmål eller et fald og skal have skaden tilset. Det kan også være en bandage, der skal skif­ tes, eller de kan have spørgsmål i forhold til deres medicinering. Så kan Dorthe rede trådene ud gen­ nem kontakt med vedkommendes læge.

Mere opsøgende arbejde Dorthe arbejder med udgangspunkt i en klinik på Vesterled. Klinikken har faste åbningstider, men da hun startede i stillingen, blev hun ret hurtig klar over, at der var behov for en mere opsøgen­

28

de tilgang. For de socialt udsatte er sjældent sær­ lig gode til selv at opsøge sundhedstilbud. Man kan ikke bare stikke dem en pjece og så regne med, at de selv finder vej.

– Jeg har altid interesseret mig for målgrup­ pen, og jeg har mødt dem på skadestuerne, hvor jeg har arbejdet som sygeplejerske. De passer ikke rigtig ind i systemets kasser, men de har krav på de samme behandlingstilbud som alle andre.

Om man så har besluttet sig for at drikke sig ihjel, skal man have den omsorg, alle andre har adgang til, siger Dorthe.

Men de socialt udsatte lider ofte af kronisk stress. En emotionel stress over svære familie­ relationer og konstant usikkerhed om det næste måltid eller den næste seng.

– Hvis du vågner på en fremmed sofa, tænker du sjældent først på dit helbred.

Du tænker på, hvor det næste måltid skal hentes. Hvor du skal sove næste gang, og hvor­ dan du eventuelt finder penge til dit misbrug. Der er mange behov, der skal dækkes, før du tænker på din medicinering og dit helbred, siger Dorthe.

Den rette omsorg Ud over det opsøgende arbejde i Varmestuen modtager hun henvendelser fra det øvrige sundhedssystem, når en so­ cialt udsat er blevet udskrevet efter endt behandling. Det kan eksempelvis være en diabetes­ patient, der har været indlagt med alt for højt blodsukker, fordi vedkommende ikke har

”Hvis du vågner på en fremmed sofa, tænker du sjældent først på dit helbred.

Du tænker på, hvor det næste måltid skal hentes. Hvor du skal sove næste gang, og hvordan du eventuelt finder penge til dit misbrug.”

Dorthe Mine Sandholdt GADESYGEPLEJERSKE

SOCIOLANCEN XXXXXXX

SUNDHEDSKLINIKKEN Sundhedsklinikken er et tilbud under Center for Socialt Udsatte (CSU) med adresse på Vesterled i Horsens. Tilbuddet er åbent for alle med behov for sygepleje, hvis de ikke passer ind i det ordinære sundhedssystem. Der er træffetid dagligt fra 8 – 16, på fredage dog 8 – 13. Telefon: 24 99 96 49.

36-årige Jørn har med hjælp fra Dorthe Mine Sandholdt fået mere styr på sit liv.

passet sin insulin. Lægen har måske en berettiget bekymring for, at det vil gen­ tage sig.

– Jeg har været ude for en borger, der led af type 1-diabetes. Men han tur­ de ikke tage sin insulin, fordi han var bange for at gå i insulinchok, mens han var fuld. Der fandt vi en løsning ved at fortælle hans venner, hvordan de skulle agere, hvis det skulle ske. Det gav ham trygheden tilbage, så han turde tage sin livsvigtige insulin, siger Dorthe.

Selvom Dorthe taler lige ud af po­ sen, når hun ser borgere, der har en selvskadende adfærd, er hun aldrig formanende eller dømmende. Dorthes opgave er udelukkende at give den ret­ te omsorg.

SUNDHEDSKLINIKKEN – Jeg anbefaler altid afvænning, når jeg ser misbrug af den ene eller anden slags, men hvis borgeren ikke ønsker af­ vænning, må jeg hjælpe så godt, det nu er muligt. Min indsats skal så primært være skadesreducerende, siger Dorthe.

Brobygger til systemet Men Dorthe Mine Sandholdts indsats som gadesygeplejerske skal ikke opfat­ tes som et paralleltilbud til det øvrige sundhedssystem. Hun opfatter sig selv som brobygger for de socialt udsatte.

Derfor kan en del af hendes arbejdstid også bruges på andet end traditionel sygepleje.

– Hvis jeg f.eks. står med en borger, der ikke overholder sine tider hos læ­ gen eller i ambulatoriet, fordi vedkom­ mende simpelthen glemmer det, kan det godt være, at jeg lige skal ringe på dagen og minde om aftalen. Af og til kan jeg også hjælpe dem med et lift, hvis de har det behov, siger Dorthe.

Sundhedsklinikken er et tilbud under Center for Socialt Udsatte (CSU) med adresse på Vesterled i Horsens. Til­ buddet er åbent for alle med behov for sygepleje, hvis de ikke passer ind i det ordinære sundhedssystem. Der er træffetid dagligt fra 8-16, på fredage dog 8-13. Telefon: 24 99 96 49.

Måske har borgeren en frygt for venteværelser og læger på grund af tidligere oplevelser, og så kan det også hjælpe, hvis Dorthe kommer med.

– Af og til kan psykisk sårbare have svært ved at forstå, hvad lægen siger, og der kan jeg hjælpe til. Det gælder om at give dem nogle succesoplevelser i det etablerede system, så de selv får mod på at starte på en frisk, siger Dor­ the Mine Sandholt.

dithelse: Horsens / efterår 2017

29

DØDEN SOM TABU

Kontrolkultur gør os uvillige til at dø Til alle tider og i de fleste kulturer har vi mennesker gjort os store anstrengelser for at glemme, at vi skal dø, og dermed har vi forsøgt omend forgæves at gøre os udødelige. Men i det 20. århundrede er trangen til udødeliggørelse blevet mere ekstrem, vurderer mange fagfolk, som f.eks. sociologer, historikere, præster og medicinere.

AF: JETTE WARRER KNUDSEN / FOTO: SOLVEIG HVIDT

H

vorfor er det blevet ekstra svært for nuti­ dens mennesker at forholde sig til, at de skal dø?

– Det skyldes, at vi i stigende grad lever i en kontrolkultur, hvor vi ønsker at kontrollere alle facet­ ter af tilværelsen, herunder også døden.

Samtidig lever vi i gennemsnit betyde­ ligt længere end nogensinde tidligere i verdenshistorien, vi lever bedre, trygge­ re og i mere velstand. Alt dette påvirker også vores opfattelse af døden, som vi i modsætning til tidligere generationer nu kun sjældent konfronteres direkte med. Der er således opstået en stadig større distance til døden, og det betyder, at vi har stadig sværere ved at accepte­ re, at både vores egne og vores kæres liv på et tidspunkt skal slutte. På den måde bliver døden et fremmedlegeme i vores samfund, siger professor Michael Hviid Jacobsen, Institut for Sociologi og ­Socialt Arbejde, Aalborg Universitet.

Han mener faktisk, at vi ikke har lært at dø.

Samme holdning har professoer, speciallæge John Brodersen, Afdeling for Almen Medicin, Københavns Uni­ versitet. Han mener, at vores manglen­ de accept af, at mennesket er skabt til at skulle dø, giver sig udslag i en frygt­ kultur, hvor vi dynger hinanden til med flere og flere diagnoser.

– Overdiagnosticering er et klart ud­ tryk for den frygtkultur, vi lever i. Vi le­ ver jo i et overflodssamfund og har så mange ressourcer. Men det har ført til, at vi tror, vi kan blive udødelige, og der­ for prøver vi af al magt at kontrollere

30

døden med diagnoser og behandlinger.

Dermed har vi også gjort sorg til en syg­ dom, siger John Brodersen og henviser til, at sorg står til snart at blive en ny diagnose.

Vi sygeliggør det mest basale i det at være et menneske, og tilmed lader vi følelserne styre – en tendens, der er blevet stærkere i den postfaktuelle tid, vi lever i, mener John Brodersen, der tilføjer, at sundhedsvæsenet og medi­ erne er med til at gøde den proces ved at bruge krigsretorik i forbindelse med forebyggelse og sygdom – som f.eks. at vi skal bekæmpe og vinde over kræft.

Ultimative kontroltab Lotte Blicher Mørk, hospitalspræst på Rigs­hospitalet, skriver i et indlæg i Kri­ steligt D ­ agblad, at det moderne menne­ ske ikke kan rumme det ultimative kon­ troltab, som døden er. Vi er blevet vant til at kunne fikse, mestre og magte – og døden er ingen undtagelse. Vi glemmer dog, at den magtesløshed, vi netop op­ lever, når vi konfronteres med døden, er kendetegnende for det at være menne­ ske. Det er et menneskeligt vilkår, skriver Lotte Blicher Mørk og fortsætter: – Det er netop den magtesløshed, jeg ser som den største udfordring i vores tid, hvor det handler om at kunne skabe sin egen succes – ligegyldigt hvilken livssituation, vi befinder os i. Ja, sågår når vi er underdrejede og intet kan, må­ ske fordi vi er blevet syge, er i dyb sorg, har mistet arbejdet eller er blevet skilt.

Ikke engang dér helmer vi, mener Lotte Blicher Mørk, der stiller spørgsmålstegn ved, om døden nu også er vor tids stør­ ste tabu, som den ofte beskrives som.

– Vi skammer os, når vi ikke kan ska­ be den så eftertragtede succes, og der­ med bliver fiaskoen en realitet. Vi forsø­ ger ganske enkelt det menneskeligt umulige. Og alt dette har med tiden fået mig til at tænke på, om det i det hele ta­ get er døden, der er vor tids største tabu.

Eller om det det i virkeligheden er fia­ skoen? Den fiasko, der ligger i at være begrænset af de rent menneskelige be­ grænsninger, skriver Lotte Blicher Mørk.

At vi ikke vil forholde os til døden, heller ikke når mennesker tæt på os oplever død og sorg, betyder at vi har mistet flere ritualer, som kunne hjælpe os, vurderer Michael Hviid Jacobsen.

Ofte hører vi, at mennesker i sorg ople­ ver, at folk tavst trækker sig og ikke vil eller kan tale om døden og den sorg, der naturligt følger med.

– Ja, sådan har det efterhånden væ­ ret længe – sorgen er da også en svær og smertefuld følelse at håndtere, både for de sørgende selv og for ved­ kommendes omgangskreds såsom venner og kolleger. På mange måder har vi jo over det forgangne år­ hundrede gradvist afskaffet en del af de ritualer og tale­ måder, der tidligere gjorde det muligt at vise medfølelse for dem, der havde mi­ stet. Udtryk som: “Jeg kondolerer …” eller den sorte påklæd­ ning, der tidli­ gere tilkende­ gav for omver­ denen, at her

DØDEN SOM TABU

”Vi bliver ikke dus med døden. Den er og bliver vores fjende, hvis vi elsker livet.”

Lotte Blicher Mørk HOSPITALSPRÆST PÅ RIGS­HOSPITALET

DANSKERNES STØRSTE TABUER • Psykisk sygdom 28,4 pct.

• 2. Religion/tro 24,4 pct.

• Døden 13,4 pct.

Kilde: Berlingske/Gallup

dithelse: Horsens / efterår 2017

31

DØDEN SOM TABU

”Vi er blevet vant til at kunne fikse, mestre og magte – og døden er ingen undtagelsen.

Vi glemmer dog, at den magtesløshed, vi netop oplever, når vi konfronteres med døden, er kendetegnende for det at være menneske.”

Lotte Blicher Mørk HOSPITALSPRÆST PÅ RIGSHOSPITALET

var der et menneske i sorg, er i dag stort set en saga blot. Døden og sorgen skal nu overstås hurtigt, så man kan komme videre i livet. Det, vi skal lære, er, at sor­ gen altid bliver lettere at bære, når den deles, og derfor er det vigtigt, at vi ikke er berøringsangste over for død og sorg, fordi vi også skal huske på, at vi alle på et tidspunkt både møder døden og sor­ gen i vores egne liv. Der findes ikke et liv uden død og sorg, understreger Mi­ chal Hviid Jacobsen.

Han mener, at vi gennem det sund­ hedsfaglige personale kan blive mere fortrolige med, at vi alle skal dø. Under­ søgelser har tidligere vist, at det langt fra er flertallet af landets plejehjem, som har faste procedurer for, hvordan man tackler en døende og ikke mindst de pårørende: – Der er ingen tvivl om, at en måde at bryde et tabu om døden på blandt grup­ per af professionelle, kunne være at ska­ be en større opmærksomhed omkring, at døden er en naturlig del af det at ar­ bejde med syge, ældre og døende men­ nesker. Vi må lære de sundhedsprofessi­ onelle, at døden ikke er et fagligt neder­ lag, men at den nødvendigvis er en del af deres arbejdsliv. Her tænker jeg, at det er vigtigt, at de mennesker, der i vores samfund arbejder med alvorligt syge, ældre og døende mennesker, gennem deres uddannelse lærer ikke bare at håndtere de medicinske eller praktiske facetter af et dødsfald, men også at de bliver bedre i stand til at forstå, forholde sig til og arbejde med de mere sociale, relationelle og emotionelle aspekter af døden. På dette punkt kan vi gøre meget mere, end vi gør i dag, hvad enten det drejer sig om uddannelse af læger, syge­ plejersker, sosu­assistenter eller andre faggrupper, for hvem døden ofte bliver en del af deres professionelle virke, siger Michael Hviid Jacobsen.

Oplever du tegn på, at det er ved at blive lettere for os at forholde os til dø­ den?

– Det er både svært at dokumentere eksistensen af et dødstabu og at bevise,

32

at det er under optøning eller opløsning, for døden er jo ikke nødvendigvis et lige så stort tabu for alle mennesker, der le­ ver og bor i vores samfund. Der er helt sikkert grupper, der både er bedre til, trænede i og mere åbne over for at tale om døden end andre. Når det så er sagt, så er det min opfattelse, at en måde at forsøge at modvirke, at døden bliver et forbudt tema at beskæftige sig med, er ved netop at tale om den og interessere sig for den – både som privatperson og i ens arbejde. Der er i disse år opstået en hel del kreative tiltag såsom dødscaféer, minde­marcher og samtaleprojekter, der skal lære os at blive bedre til at tale om døden, og det bliver interessant at se, om sådanne tiltag virker. Det fordrer dog, at vi har mod på og lyst til at deltage i dem, siger Michael Hviid Jacobsen.

Ultimative fiasko At det er vigtigt at tale om døden, og ikke fortrænge den, er Lotte Blicher Mørk enig i.

Men hun mener, at det er proble­ matisk, når vi bilder os selv ind, at vi bedre mestrer eller tackler vores død, hvis vi bare taler nok om den.

– Mine erfaringer fra utallige samta­ ler med mennesker, der står ansigt til ansigt med døden, taler imod dette. Det bliver ikke nødvendigvis lettere, når vi står over for den – når den er lige dér.

Vi bliver ikke dus med døden. Den er og bliver vores fjende, hvis vi elsker livet.

Derfor tror jeg, at der altid vil være tabu forbundet med død, fordi den er så fremmedgørende. Men i virkeligheden er det heller ikke så interessant, hvad der er vores største tabu, men mere hvad der ligger bag. Nemlig at vi ikke vil hengive os til den ultimative magtes­ løshed, men i stedet vælger at se den som den store ultimative fiasko. Derfor spørger jeg mig selv om, hvad der så er det ultimative succeskriterium? Udøde­ lighed? skriver Lotte Blicher Mørk i Kri­ steligt Dagblad, der for nylig også kun­ ne fortælle, at et stigende antal danske­ re kommer herfra uden nogen form for

ritualer overhovedet, når de dør.

På spørgsmålet om, hvor den kends­ gerning efterlader den danske kultur, siger Michael Hviid Jacobsen: – Jeg har altid haft den grundopfat­ telse, at mennesker selv må bestemme, hvordan deres afsked med livet skal være, og hvordan de vil mindes – na­ turligvis i ceremoniel respekt for gæl­ dende traditioner og regler og en gene­ rel hensyntagen til andre på kirkegår­ den. På den måde er der derfor ikke noget forkert i, at visse mennesker – også selvom det ikke er så mange end­ da – ønsker at have en meget minimali­ stisk begravelsesceremoni uden ritua­ ler, gravtaler og deslige. Det må være deres eget valg. Jeg mener dog også, at et dødsfald uden nogen rituel marke­ ring, kan være en fattig afsked med livet både for den afdøde og for de pårøren­ de. Ritualer har nemlig den fantastiske funktion, at de tilbyder trøst for de ef­ terladte, og vi skal huske på, at begra­ velsesceremonien ikke bare har til for­ mål at højtideligholde den afdøde, men den skal også medvirke til, at de efter­ ladte kan komme videre i livet, siger Michael Hviid Jacobsen.

SJÆLESORG PÅ NETTET – HER OG NU Folkekirken har netop åbnet en ny on­ line rådgivning om sjælesorg. På den måde kan du være anonym, hvis du har behov for at tale med en præst, når sjælen gør ondt.

Mere info på: www.sjaelesorg.nu

XXXXXXX

I HORSENS

25. september 2017 kl. 9.30-15.00 Forum Horsens

Billetpris: 75 kr.

Ombyttes til madbilletter til morgenkaffe m. rundstykke og let frokost

Bliv underholdt af LONE KÜHLMANN OG HENNING KIRK

Kom og bliv inspireret til et energisk seniorliv SHOP RUNDT mellem spændende OPLÆG og STANDE om bl.a.

Hverdagsteknologi Et aktivt liv med frivilligt arbejde Stimulering af krop og hjerne Fællesskaber

Læs mere om programmet og køb billet via horsens.dk/alderbedst Overskydende billetter sælges i døren

dithelse: Horsens / efterår 2017

33

SKUBBEHOLDET

”Da vi satte i med et par af de italienske børnesange, lyste hendes øjne op, og hun udbrød ”Mama Mia”.

Det var fantastisk.”

Frank Berthelsen STU-UNDERVISER

Gamle og unge skubber hinanden

I Horsens hjælper unge sårbare og gamle demente hinanden. ”Skubbeholdet” fra STU-uddannelsen rykker ud til beboerne på Ceres Centret for spadseretur og fællessang.

AF: THOMAS LA COUR / FOTO: PRIVAT

M

ange horsensiane­ re ved slet ikke, at der ligger en mel­ lemstor uddan­ nelsesinstitution bag husrækken på Nørrebrogade. Før husede bygninger­ ne ASV, Amtsspecialskolen for Voksne; og ASV-betegnelsen består. I dag står forkortelsen for Arbejde og Specialun­ dervisning til Voksne og unge. Byg­ ningen er blandt andet tilholdssted for STU-uddannelsen, som er en Særlig Tilrettelagt Uddannelse for unge, der

34

ikke kan gennemføre en almindelig ungdomsuddannelse.

Hverdagsproblematikker i undervisningen Det er unge med store begrænsninger, og mange af dem har diagnoser. Ud­ dannelsesforløbet skal gøre dem i stand til at mestre livet og finde en rol­ le på arbejdsmarkedet. Derfor er det naturligt, at en del af undervisningen foregår ude i byen i hverdagssitua­ tioner. De hjælper fodboldklubben AC Horsens med borddækning og opfyld­

ning af boder, de har arbejdet med at pakke varer på et lager, og de hjælper på Bygholm Camping, der er drevet af ASV. For tre år siden fik STU-undervi­ ser Frank Berthelsen ideen med at etablere Skubbeholdet.

– Min kone arbejder med hjælpe­ middelformidling i kommunen, og hun kunne ved besøgene på plejehjemme­ ne se, at mange af de gamle meget sjældent kom ud på almindelige spad­ sereture, siger Frank Berthelsen.

Han var straks klar over, at det var en problematik, STU-eleverne kunne af­

SKUBBEHOLDET XXXXXXX hjælpe – med gevinst for begge parter.

STU-uddannelsen arbejder en del med begrebet legitim perifer læring, der handler om at inddrage eleverne i fæl­ lesskaber, hvor de gradvist kan påtage sig opgaver og forpligtelser.

– Mange af vores elever har svært ved at møde fremmede mennesker, og bare det at gå rundt og give hånd kan være en barriere, der skal brydes. Det at besøge et plejehjem, hvor der måske lugter anderledes, kan også være en udfordring. Der er rigtig megen læring i det for vores elever, siger Frank Berthel­ sen.

Plejegenet aktiveres Hver onsdag formiddag klokken 10 møder Skubbeholdet på Ceres Centrets demensafdeling. De fem til otte elever og to lærere medbringer selv et par kø­ restole, som projektet har fået sponso­ reret af Invacare. Eleverne går rundt og hilser på, mens de spørger, hvem der vil med ud på gåtur. Det er lidt forskel­ ligt, hvem der vil med, da det afhænger af dagsformen, men et nej kan måske overtales til et ja. Selvom de mødes på demensafdelingen, er det ikke alle del­ tagerne, der lider af demens.

– De unge lærer, hvad forpligtelse er for en størrelse. For de gamle venter dem. De kan ikke bare tillade sig at bli­ ve væk, fordi de ikke lige har lyst den dag. For så får de gamle jo ikke deres gåtur, siger Frank Berthelsen.

”De unge lærer, hvad forpligtelse er for en størrelse. For de gamle venter dem.”

Frank Berthelsen STU-UNDERVISER

Gåturen er fra de 500 meter rundt om Ceres Centret til to eller tre kilome­ ter, når vejret er til det. Det er en gåtur, hvor minderne ofte dukker op hos nogle af de gamle, der enten har boet eller arbejdet i kvartererne, de kommer igennem. Der kan også være enkelte, der bliver urolige, fordi de ikke aner, hvor de er. Så eleverne skal både tale med de gamle og berolige dem, hvis de føler sig på usikker grund. Eleverne får aktiveret plejegenet.

– Det er en fordel, at flere af dem er demente, for de kan ikke huske, hvad vi og de talte om sidst. Eleverne kan øve sig i at præsentere sig selv igen og igen, og de begynder samtidig også at kende lidt til de gamles liv og familieforhold.

Fællesskabet giver livsgnist og eleverne udvikler deres empati og sociale forståelse i selskab med de gamle.

Det skaber en tillid hos de gamle, siger Frank Berthelsen med et smil.

Saftevand, minder, liv og død Efter gåturen bruger eleverne en halv times tid med beboerne inden døre.

Her kan de kigge i familiealbums, spør­ ge ind til deres liv eller tale om vind og vejr, mens de får et glas saftevand. Hvis det kniber med hukommelsen, kan de unge hjælpe de gamle lidt på vej, efter­ som de ofte har hørt historien før.

– Det er vigtig lærdom for de unge, fordi de lærer at spørge ind til andres behov. Bare det at spørge, om de har lyst til en gåtur eller et glas saft, er en ny tilgang til samværet med andre mennesker for mange af vores elever, siger Frank Berthelsen.

De unge oplever livets grundlæg­ gende præmisser på tætteste hold, ef­ tersom flere af de gamle enten er døde eller blevet dårligere i løbet af de tre år, projektet har kørt. Eleverne får også en ret klar forståelse for, at de gamle var unge engang. Det udvikler deres em­ pati og sociale forståelse.

Børnesange og blomstrende rododendron Frank Berthelsen fik ideen til at lægge fællessang ind Skubbeholdets besøg på Ceres Centret. Han er oprindelig uddan­ net musiklærer, så tanken var ikke fjern.

– Vi synger mange af de gamle viser, som de gamle ret ofte kan huske. Vi har endda været ude for, at en af de gamle,

der er ramt i talecentret og derfor taler meget lidt, sang med, siger han.

Netop sang er en god måde at akti­ vere dementes hukommelse.

– En af de gamle kvinder er født i Kroatien, og hun bryder ofte ud i gam­ le, italienske børnesange. Hun er sim­ pelthen så sød. Engang havde vi hende med nede i Vitus Beringparken, lige da rododendronbuskene var sprunget ud.

Da vi satte i med et par af de italienske børnesange, lyste hendes øjne op, og hun udbrød ”Mama Mia”. Det var fan­ tastisk, siger Frank Berthelsen.

Skubbeholdet har været inviteret til julearrangementer på Ceres Centret, ligesom de gamle har været inviteret til både teaterforestilling og julehygge på ASV. Man har også forsøgt at lave en slags besøgsvennetjeneste for gamle i eget hjem, men det har ikke været mu­ ligt at opretholde grundet ressource­ knaphed. Det er typisk et par elever og en lærer, der besøger den gamle. Det er tanken, at der igen skal lidt gang i den del efter sommerferien.

dithelse: Horsens / efterår 2017

35

XXXXXXX

Horsens kommunes biblioteker har meget til dig!

B

Biblioteket er meget mere end bøger.

Du har adgang til forskellige online services – lige fra film og lydbøger til de lækreste magasiner.

iblioteket har et væld af gode tilbud, så søger du ny viden eller ny inspiration til en ind­ holdsrig hverdag eller blot hjælp til at finde den helt rigtige bog, skal du bare kigge ind. Vi vil gerne hjælpe!

Via horsensbibliotek.dk kan du også selv søge og reservere materialer, du kan se din lånerstatus, forny lån og betale bøder.

Få nethjælp

ONLINE SERVICES

På eReolen kan du via dit bibliotekslogin låne e-bøger og lydbøger, og på Filmstriben kan du på samme måde streame et stort udvalg af kvalitetsfilm.

ARRANGEMENTER OG KURSER

RB Digital har de lækreste og mest toneangivende magasiner, som du kan hente ned på din tablet, og Pressreader har aviser og magasiner fra hele verden.

Biblioteket har et stort og mangfoldigt tilbud af arrangementer og kurser til dig.

Hent efterårets program på et af kommunens biblioteker eller find det på horsensbibliotek.dk under "Det sker". Her er forfatterforedrag, musikarrangementer, film og kurser og meget andet for både store og små.

Har du problemer med internet, computer, tablet eller smartphone, så kan du kigge ind på Horsens Bibliotek og få hjælp til det, der driller. Bibliotekets frivillige nethjælpere giver gode tips om: • NemID og Digital Post • Netbank • Windows 10 • Facebook • Og meget andet Nethjælpen har åbent: Tirsdage og onsdage kl. 10.00 - 12.30 og torsdage kl. 15.30 - 18.00

BØRNEBIBLIOTEKET På børnebiblioteket kan du låne bøger, spil, film, musik og andre spændende materialer for børn og unge. Du kan også bruge bibliotekets computere eller spille Playstation eller Xbox.

Legeteket er en del af børnebiblioteket i Horsens, og her kan du låne taktilt legetøj (stimulerer følesansen) og sprogstimulerende materialer. Her er også et særskilt aktivitetsrum med legetøj, og her kan du også spise madpakke eller bare hygge dig – alle er velkomne! www.horsensbibliotek.dk

36