
4 minute read
Magasinet LægeLiv 01, 2023
Her er arbejdsglæden helt i top
TEKST: Henrik Lomholt Rasmussen FOTO: Karine Devillers photographe artisan d’art og privat
Cecilie Geiker, speciallæge i almen medicin, er bosat i Sydfrankrig og arbejder via online-videokonsultationer med patienter i Danmark. Det giver stor fleksibilitet for både læge og patient samt god tid til hver enkelt konsultation, mener hun.
ulighed for planlægning, arbejdsglæde, stor fleksibilitet for både læge og patient, god tid til hver enkelt konsultation, mulighed for at nå visse udsatte grupper og et supplement til almen praksis.
Det er nogle af de fordele, som Cecilie Geiker peger på efter at have arbejdet i det franske i et års tid som praktiserende læge for en praksis i Danmark samt Hejdoktor – en privat virksomhed, der tilbyder onlinevideokonsultationer mod brugerbetaling og forsikringsordninger.
– Videokonsultationer er en dejlig måde at arbejde på. Jeg oplever
Mgenerelt patienternes glæde over nemt og ubesværet at kunne få en privat konsultation med en speciallæge.
Og i forhold til en fysisk klinik, hvor hverdagen ofte er hektisk, og hvor man som læge oplever større tidspres, har jeg mere uforstyrret tid til hver enkelt patient og til at give grundige og overvejede svar. Det giver personligt stor faglig tilfredsstillelse at kunne afslutte opgaverne på denne måde – også selvom konsultationerne indimellem afsluttes med en anbefaling om at kontakte egen praktiserende læge, fortæller Cecilie Geiker i telefonen fra sit hjem i Sydfrankrig.
Der flyttede hun ned med sin familie i sommeren 2021, fordi

hendes mand havde sagt ja til en jobmulighed inden for handel i det franske. Indtil da var Cecilie Geiker ejer af en stor praksis på Sjælland, hvor hun havde specialiseret sig i onlinekonsultationer – en metode, der fik sit gennembrud under coronapandemien.
Kort til Middelhavet og skiløb I Frankrig bor Cecilie Geiker med sin mand og de to yngste af parrets
fire børn i et hus i byen MaureillasLas- Illas i Pyrenæerne. Derfra har familien halvanden times kørsel til det nærmeste alpine skisportscenter, 25-30 minutter til Middelhavet og to timer til Barcelona.
De to sønner på 13 og 15 år går i den lokale franske skole – fire ud af fem dage fra kl. 8 til kl. 17 eller 18 med to timers frokostpause – og taler nu flydende fransk, spansk og en smule catalansk. Cecilie Geiker, der også har lært at tale fransk –en nødvendighed, da kun få taler engelsk – har haft flere møder med Frankrigs bureaukrati.
– Samfundet er ikke digitaliseret i samme omfang som det danske, og det kan gøre tingene besværlige. F.eks. skal oprettelse af mobilnummer, bankkonto og tilmelding til sygesikringen ske skriftligt. Og jeg venter stadig på min franske lægeautorisation, selv om jeg anmodede om den for et år siden. Men grundlæggende er vi glade for at være her og nyder det gode klima samt den franske livsstil i en dansk udgave, fortæller Cecilie Geiker.
På den private front har hun og hendes mand god kontakt til naboerne og er blevet venner med familier med børn i samme skole som sønnerne Bror og Storm.
Hvad angår det franske sundhedsvæsen, er det nødlidende som det danske, ifølge Cecilie Geiker:
– Der er store rekrutteringsvanskeligheder, også i almen praksis, og mange lægeløse patienter, der ikke kan få tildelt en praktiserende læge.

Hver lægekonsultation betales med 25 euro. Cirka 70 pct. refunderes, men har man en sundhedsforsikring, er tilbagebetalingen større.
Fra hjemmet i Pyrenæerne arbejder hun online for en praksis i Danmark og har to ugentlige vagter a fem timer for Hejdoktor i tidsrummet kl. 8-22, som hun registrerer i et månedsskema. Cecilie Geiker kan om nødvendigt bytte vagter med kolleger og afgør selv, om hun eksempelvis vil arbejde fra morgenstunden eller tage en dobbeltvagt i en weekend.
– Jeg har kun brug for en netforbindelse, en computer og et headset for at kunne arbejde. Det giver sammen med muligheden for selv at tilrettelægge mine arbejdstider en stor fleksibilitet, som til fulde opvejer, at timelønnen ligger lidt under, hvad man tjener som vagtlæge, siger Cecilie Geiker.
Hun mener, at hun arbejder mere effektivt og fokuseret foran skærmen, fordi hun sidder alene og ikke bliver forstyrret.
