LægeLiv-2022-04

Opråb fra en gammel Vesterbrodreng

Læger i almen praksis er blevet en kontrolinstans, som pådutter patienterne ’en sund livsstil’ uden forståelse for den enkeltes behov. Det mener praktiserende læge Henrik Keller, som i sin erindrings bog om København leverer sit fag nogle advarende svirp.

En mand kan godt forlade Vesterbro, men man kan ikke tage Vesterbro ud af ham. Det er praktiserende læge Henrik Keller et tydeligt bevis for. Selv om han flyttede fra sit barn domskvarter i København for over 40 år siden, sidder mentaliteten og menne skesynet, han voksede op med, stadig i ham.

Det lyser ud af hans bog ’Vesterbrodrengen: Vesterbro, Nørrebro og Indre By uden filter’ – et portræt af Henrik Kellers opvækst og ungdom i et arbejderkvarter med særlinge, frikadellehørm, ismejerier, mørke baggårde og røgfyldte beværtninger. Og det skinner også igennem i hans syn på lægegerningen og mødet med patienterne i hans praksis i Kastrup.

– Jeg vil ikke idyllisere tilværelsen på Vesterbro i tresserne og halv fjerdserne, men der var mange gode ting, som desværre er forsvundet.

Sammenholdet var stærkere, man kendte dem, man boede i opgang med, og hjalp hinanden uden at blande sig i måden, de levede på.

Der var med andre ord en tole rance og en rummelighed, jeg godt kan savne i dag, hvor alt skal være under kontrol. Også i sundheds sektoren generelt og blandt mange af mine lægekolleger, som til tider blander sig lige lovlig meget i deres patienters privatsfærer, lyder det fra Henrik Keller.

For den 59-årige læge at se har folke sundhedsbegrebet taget overhånd i en sådan grad, at læger og andre sundhedsprofessionelle har mistet proportionssansen.

– Der er opstået et nærmest perverst forhold til livet, som er kammet over i fornuft og sikkerhed. Selvfølgelig er der risikofaktorer ved alt, men der skal være balance i tingene. Ingen dør af at have være i stue med en ryger i 10 minutter, men min egen stand er havnet et sted, hvor selv den mindste risiko bekæmpes med atombomber, siger Henrik Keller.

Som eksempel nævner han en patient, der vejer 100 kg, har astma, ryger og drikker et par bajere for meget, som går til sin læge for at få set på en fodvorte.

– Så skal den jo være temaet for konsultationen. Alligevel kan patienten risikere at blive over dænget med advarsler om farerne ved røg og alkohol og formaninger om at tabe sig og spise sundere, siger Henrik Keller.

Den slags kommer man sjældent langt med, mener han, for ”ikke alle har lyst til at leve af kildevand og frugt.” Derfor skal man ikke pådutte patienterne en livsstil, men i en motiverende samtale forklare dem om eksempelvis farerne ved rygning.

– Men måske har den førnævnte fiktive patient med fodvorten pro blemer derhjemme eller på arbejdet, der giver behov for at dulme nerverne med nogle smøger. Så er det jo problemerne, der skal arbejdes med, ikke rygningen, påpeger Henrik Keller.

Underklassen er fremmed land

Derfor skal man som læge evne at tale med – ikke til – patienterne for at få indsigt i deres tilværelse. På den baggrund kan man yde råd givning og så lade patienterne om at træffe de valg, som passer dem bedst.

– Men ofte sker det ikke. Dels på grund af sundhedshysteriet, dels fordi der er for stor afstandsforskel mellem patienten og lægen, som ofte stammer fra og bor i et pænt og rigt kvarter. Underklassen er fremmed land, og derfor forstår lægen ikke dens sprog og koder, forklarer han.

Jeg kender næsten alle mine patienter og deres børn, ægtefæller, forældre og livshistorie. Det er guld værd i mit møde med patienterne og behandlingen af dem.

Henrik Keller

Den jargon mener han at have et vist indblik i med sin baggrund fra ’det gamle Vesterbro’.

– Jeg voksede op i et kvarter, hvor røg, druk, spegepølse og fedt var en del af daglige kost, og hvor mange af mine kammerater spiste et udhulet franskbrød fyldt med en flødebolle til frokost. Heller ikke i dag lever alle efter diverse sundhedsforskrifter, men hvem siger, at det er vejen til lykke for enhver, spørger Henrik Keller retorisk.

For nylig havde han en motive rende samtale med en KOL-patient.

– Jeg vidste, at han er ryger og sagde, at det ikke var smart, og at jeg gerne ville hjælpe ham med at holde op. Det havde han ikke lyst til, fordi han godt kunne lide at få et par smøger med konen, svarede han. Så talte vi ikke mere om det, for han havde prioriteret på et oplyst grundlag. Ændrer han mening, må han gerne komme til mig, fortæller Henrik Keller.

Ikke kun dansk vand Apropos rygning mener han, at den sammen med alkohol har beriget hans liv i mødet med skæve eksi stenser på snuskede bodegaer og gadelivet på Vesterbro, Nørrebro og Indre By:

– Jeg har aldrig røget, men gik en del i byen i min ungdom. Som ’voksen’ nyder jeg et glas vin eller en øl i weekenden. Men mine ture i det københavnske natteliv for mange år siden gav mig oplevelser og indsigt, jeg aldrig havde fået, hvis jeg kun havde drukket dansk vand.

Netop mødet med de mange originaler spiller en central rolle i ’Vesterbrodrengen’, der både er en familiekrønike, en biografi og en vemodig gravskrift over det engang så mangfoldige Vesterbro.

– Det var Danmarks fattigste og mest kriminelle kvarter med ludere, lommetyve, narkomaner og slidte mennesker samt ’almindelige’ borgere, som passede deres arbejde. Alle samfundslag var repræsen teret. I dag er Vesterbro støvsuget for mangfoldighed. Nu bor der kun unge, der er smarte i tøjet og har masser af penge, konstaterer Henrik Keller og understreger, at han med sin bog ikke er ude på at helgenkåre de ’gode, gamle dage’.

’Mange af lejlighederne var små og usle, så ungerne opholdt sig typisk i mørke baggårde og på gaden. Det kunne ses af statistikkerne.

Vesterbroungerne blev i starten af 70’erne indlagt på hospital fem gange så ofte som børn fra omegnskommunerne. De havde 17 gange så mange luftvejsinfektioner, og børnedødeligheden var fire gange så høj,’ skriver han i ’Vesterbrodrengen’.

Ingen legeaftaler

Men at være barn på Vesterbro for et halvt århundrede siden var også en spændende verden, mener Henrik Keller:

– Meget var forfaldent og usselt i forhold til nutidens sanerede lejligheder og grønne gårdmiljøer.

Til gengæld var der ingen legeaftaler, og forældrene vidste ikke, hvad vi la vede, når vi på egen hånd udforskede lofter og forladte værksteder.

Som den yngste af seks søskende voksede Henrik Keller op i en fireværelses lejlighed i Valdemarsgade.

Moren Dagny var fra Tunø og hus mor, faren Albin var københavner med tyske aner og sømand – og smugler.

– Derfor havde vi altid sprut og smøger og tit både gæster og fester.

Det tog vi børn dog ikke skade af, men syntes, at det var spændende, husker Henrik Keller.

Hans far var en brøsig herre, der fes og ræbede højlydt, tog det sidste stykke kød og rakte det tomme fad til gæsten, smed æbleskrog, tomme rødvinsflasker og andet skrald ned i baggården. Den mere regelrette mor krummede ofte tæer over sin mand, men trods fejl og mangler husker Henrik Keller ham positivt:

- En ting har han i hvert fald lært mig og mine søskende: Ikke at gå så meget op i, hvad alle andre synes, men gøre det, vi mener er rigtigt; undgå småborgerlighed og vær ikke bange for at blive gjort til grin.

Da Henrik Keller blev født i 1963, boede familien på Nørrebro, men flyttede året efter ind i lejligheden i Valdemarsgade. Huslejen var 2.200 kr. om året. Da hans far som den sidste lejer i huset kom på plejehjem i 2017, havde der ikke været en hånd værker i lejligheden siden 1976. Trods sin dårlige stand blev boligen solgt for 4,5 millioner kr.

– Og i dag bor der kun forholdsvis kapitalstærke yngre i dyre lejligheder i ejendommen, bemærker Henrik Keller.

Brød den sociale arv

Som barn var Henrik Keller en læsehest, der tidligt fik interesse for medicin og biokemi. Det førte til, at han som ung teenager stjal Politikens Lægebog fra en af sine søstres reol.

Siden pløjede han sig igennem Lademanns Lægeleksikon, medicinske tidsskrifter, diverse lærebøger fra første års pensum på medicinstudiet og fulgte kurser på Folkeuniversitet, inden han begyndte at læse til læge på Københavns Universitet i 1984.

Som uddannet læge arbejdede Henrik Keller på en række hospitaler i hovedstadsområdet og Rønne, først som turnuslæge siden i vikariater og tre år i almen medicinsk blokstilling.

Derpå fulgte et år i en almen praksis, inden han som nyuddannet almen mediciner i 1999 blev lægevikar i en klinik i Kastrup. Den overtog han ved den daværende ejers død i 2001 og har drevet den som en solopraksis lige siden. Det er der store fordele ved:

– Jeg kender næsten alle mine patienter og deres børn, ægtefæller, forældre og livshistorie. Det er guld værd i mit møde med patienterne og behandlingen af dem. Desuden kan jeg som sololæge køre løbet, som jeg vil og holde alt simpelt og begrænse det administrative til et minimum.

Det kan jeg godt lide, siger Henrik Keller, der har en lægesekretær som sin eneste ansatte.

– Sygeplejersker er dygtige og kan håndtere mange opgaver, men jeg har helt bevidst fravalgt at have en, fordi sygeplejersker efter min mening ikke skal vurdere og stille diagnoser for syge patienter. Desuden er en af grundene til mit gode kendskab til mine patienter netop, at jeg ser dem og eksempelvis ikke overlader børneundersøgelser og graviditetskontroller til en sygeplejerske, forklarer Henrik Keller.

Prioriterer kort arbejdstid

I ’Vesterbrodrengen’ erklærer han sig godt tilfreds med at være prak tiserende læge: ” … selvom vores råderum er blevet indskrænket, kan vi stadig selv bestemme en del. Jeg har prioriteret en kort arbejdstid.

Dels har jeg en familie, jeg gerne vil se. Og dels har jeg mange hobbies … Jeg skal være på toppen til hver konsultation … og kan mærke, at koncentrationsevnen begynder at svigte efter seks timer.”

Derfor forlader han sin praksis ved 14-tiden og tager hjem til lejlig heden på Frederiksberg.

– Jeg arbejder cirka 30 timer om ugen og forstår ikke de læger, som er i gang dobbelt så mange timer eller mere. Mit behagelige arbejde giver en udmærket løn såvel som tid til at spille guitar og tale med min kone, lyder det fra mønsterbryderen fra Vesterbro.

’Vesterbrodrengen’ udkom i august. Alt overskud fra bogen går til socialt arbejde.